Fremsat den 21. januar 2003 af Anne Baastrup (SF), Aage Frandsen (SF), Villy Søvndal (SF) og Kamal Qureshi (SF)

Med dette beslutningsforslag vil SF gå videre og stille krav om, at børn og unges rettigheder generelt skal på samfundets dagsorden.

Ad nr. 1.

Udviklingen af samfundet indebærer en lang række forhold, der har umiddelbar betydning for børns og unges situation.

Beslutter kommunen ændringer i vejforhold, kan det betyde, at børn og unge, der enten bruger offentlig transport eller cykler, får ændret deres situation. Det er derfor naturligt, at kommunen i beslutninger om infrastrukturen inddrager børn og unge i beslutningsfasen, således at deres interesser også varetages. På tilsvarende måde har skolestruktur og selve skolens indretning, rengøringsniveau m.m. stor indflydelse på børns og unges dagligdag og liv. Det samme gælder fritidslivet. Men også indretningen af f.eks. byens parker, niveauet for legepladser og andre lignende aktiviteter bør involvere børns og unges holdning.

Erfaringen viser, at børn og unge er ansvarlige i deres prioriteringer af de offentlige midler. Får de præsenteret præmisserne og de alternativer, embedsmænd kan levere inden for den økonomiske ramme, viser det sig ikke sjældent, at børnenes måske lidt skæve tilgang til, hvordan problemet bør løses, åbner op for en lang række nye muligheder, som ikke nødvendigvis vil belaste budgettet mere end embedsmænds og de valgte politikeres forslag.

Det handler blot om at få fremlagt rammerne på den rigtige måde.

Ad nr. 2.

I samfundet træffes en lang række beslutninger, som har stor betydning for børns liv og fremtid, uden at børneperspektivet naturligt indgår i de offentlige myndigheders beslutningsgrundlag. Eksempelvis kan nævnes hele kemikalieindustriens manglende evne til at påtage sig ansvaret for de særlige problemer, hvormed indførelse af nye kemikalier påvirker børns opvækst. En lang række nye kemikalier ville formentlig ikke blive tilladt, hvis man havde beregnet konsekvenserne for børn og unge mere konkret ved nøje fremlæggelse af disse konsekvenser, jf. i øvrigt punkt 5.

Også en lang række ministeriers forvaltning af deres ressortområde har på en eller anden måde indflydelse på børnenes fremtid. Det vil derfor være naturligt, at man udvikler metoder til inddragelse af børns opfattelse af, hvordan fremtiden bør se ud.

Det kunne således være et interessant projekt, om Udenrigsministeriet i deres beslutninger om ulandsbistand forpligtes til at inddrage børneperspektivet i overvejelserne om, hvad der kunne være den rigtige beslutning om et givet ulandsprojekt. Inddrages børn og unge konkret, vil det dels give danske børn og unge en viden om, hvad ulandsmidlerne bruges til, dels måske nogle skæve ideer til, hvordan pengene med fordel kunne bruges, så de gavner på langt sigt.

Selvom dette forslag måske ikke søges imødekommet ved direkte involvering af børn og unge, vil alene forpligtelsen til at beskrive konsekvenserne for børn og unge tvinge de besluttende myndigheder til i beskrivelsen at forholde sig til denne problemstilling. Erfaringerne fra de forpligtelser, der i øvrigt påhviler regeringen i forbindelse med at give en konkret beskrivelse af konsekvenserne for miljø, kvinders ligestilling og økonomi, har vist, at det er lidt besværligt, hvis konkrete initiativer åbenlyst modarbejder disse prioriterede områder.

Ad nr. 3.

Ifølge Børnekonventionens artikel 12 skal børn høres i forhold, der vedrører dem selv. Det må principielt også indebære, at børn skal kunne klage over de forhold de udsættes for. I langt de fleste situationer har børn imidlertid ingen reel mulighed for at ændre deres forhold via en klage. Klager et barn f.eks. over, at det mobbes i skolen, er det en klage til læreren, som jo selv enten er ansvarlig for mobningen eller for, at der ikke gribes ind overfor mobningen. På tilsvarende vis vil en klage til skoleinspektøren kunne opfattes som en klage over inspektøren. Klagemuligheden er på denne måde ganske illusorisk eller normalt ikkeeksisterende, da det er forældrene, der har denne kompetence.

Sikring af klagemuligheder for det enkelte barn eller den enkelte unge er en del af dette forslag. Oplysning om klagemuligheder og retssikkerhed ved brugen heraf er en anden del af forslaget.

Børn og unge anbragt uden for eget hjem på døgninstitution, opholdssted eller i familiepleje er om muligt endnu mere udsatte. Deres klage over forholdene vil som oftest være en klage til de mennesker, der har total magt over dem i dagligdagen. Klage til amtet eller kommunen over forholdene vil ofte blive afvist med henvisning til, at det er forældremyndighedens indehaver, som har klageadgang. Barnet eller den unge har derfor reelt ingen mulighed for at ændre på de vilkår, som den pågældende skal tilbringe måske flere år af sit liv under.

Der er således ingen uafhængig instans, der kan modtage klage over den måde, børn og unge behandles på, når de er så udsatte, at deres forældre ikke kan tage vare på dem. Og hvad værre er: der er ingen retlig sikring af, at barnets eller den unges problemer med deres anbringelse og den måde, den håndteres på, overhovedet kan blive taget alvorligt.

Folketingets § 71-tilsyn er kompetent til at påse, at børn og unge, der er tvangsfjernet, har ordentlige forhold. Men tilsynet har dels ingen kompetence til at udøve kontrol over for frivilligt anbragte børn (som er langt de fleste), dels ingen reel mulighed for at kontrollere den enkelte anbringelse, da disse ikke sjældent veksler mellem anbringelse under tvang og frivillighed (hvor tilsynet er inkompetent).

Børn har ligesom voksne ret til at indgive en klagesag til Folketingets Ombudsmand, men det er yderst sjældent, det sker.

De forskellige myndigheder, der på den ene eller anden måde fører tilsyn med institutionen, opholdsstedet eller familieplejen, er mere eller mindre ansvarlige for, at tilbuddet eksisterer. En kritik heraf vil derfor være en kritik af egen indsats. Den kommune, som har anbragt barnet eller den unge, har naturligvis tilsynsforpligtelsen for, at det enkelte barn trives, men er samtidig den myndighed, der har truffet beslutning om, at netop dette tilbud var det rigtige.

En egentlig uvildig tilsynsforpligtelse/klageinstans for barnet/den unge foreligger således ikke. FN’s børnekomité foreslår i sin udtalelse fra juni 2001, at man overvejer at udvide Børnerådets mandat til at omfatte individuelle sager og klager fra børn eller at oprette et fokusområde for børns rettigheder inden for Ombudsmandens hverv.

Forslagsstillerne støtter, at det bør være en udvikling af Ombudsmandens arbejdsfelt, der skal fokuseres på. Forslagsstillerne er dog samtidig opmærksomme på, at Ombudsmandens rolle i højere grad vil blive at kontrollere, at der er uvildige instanser lokalt ved børnene, der skal kunne påtage sig opgaven at modtage og behandle klager.

Ad nr. 4.

For SF er det vigtigt, at Børnekonventionen gennemføres. Det er den konvention, der er ratificeret af de fleste lande. Derfor er det problematisk, at et land som Danmark ikke har inkorporeret den fuldstændigt i dansk ret.

Ved inkorporering af Børnekonventionen i dansk ret vil Danmark kunne tage et stort skridt i retning af at sikre børns rettigheder.

FN’s Børnekomité kom i sin rapport om Danmark fra juni 2001 med en lang række anbefalinger, som alle har det til fælles, at en samlet inkorporering af Børnekonventionen vil kunne afhjælpe en lang række problemer. Det drejer sig f.eks. om konkret anbefaling vedr. ikkediskrimination af børn med anden etnisk herkomst, børn med handicap og børn af økonomisk dårligt stillede familier.

Den forrige regering gennemførte, at der blev nedsat et tværministerielt børneudvalg, som havde til opgave at få et vist overblik over de forskellige ministeriers initiativer, der vedrørte børn. Det tværministerielle børneudvalg fik i 1997 opdateret sit mandat, således at det i højere grad kunne leve op til de krav, der stilles i Børnekonventionen, og sikre, at de enkelte sektorministerier var opmærksomme på at indtænke børns forhold i deres initiativer.

Med den nuværende regerings beslutning om at nedlægge det tværministerielle børneudvalg mistede centraladministrationen muligheden for at sikre, at de centrale ministerier ikke gennemførte initiativer uden at have overvejet, hvorledes disse initiativer ville berøre børn og unge.

SF ønsker derfor gennemført ændringer, der imødekommer denne mangel, ved at Børnerådet får ret og pligt til at sikre dels overholdelse og gennemførelse af Børnekonventionen, dels en forpligtelse til generel overvågning af, at samtlige myndigheder konstant sikrer, at børneperspektivet er inddraget, når beslutninger tages.

En kompetence, der forudsætter større uafhængighed af regeringen, da en kontrolfunktion ikke kan udøves uden kritik af den til enhver tid siddende regerings lovgivning.

Ad nr. 5.

Omkring halvdelen af al sygdom hos børn skyldes miljømæssige forhold, konkluderede verdens førende forskere i børn, sundhed og miljø på Green Week-konferencen, arrangeret af Europa-Kommissionen i foråret 2002. Der er meget store forskelle mellem børn i den rige og den fattige del af verden. Hvor der f.eks. er mangel på rent vand, er konsekvenserne af miljøforureningen store og meget synlige. I den rige del af verden er de mere skjulte og viser sig måske først efter længere tid.

– uforurenede fødevarer og rent vand – f.eks. fri for pesticidrester, medicinrester og nitrat

– ren luft og jord, giftfri bolig – f.eks. fri for metaller (kviksølv og bly hæmmer indlæringsevnen), partikler (kræft, astma, allergi) og flygtige organiske forbindelser (allergi, astma)

– opvækst i eller nær natur (ikkesterilt miljø fremmer opbygning af immunforsvar)

– evnen til at forplante sig (faldende sædkvalitet, øget forekomst af testikelkræft – hormonlignende stoffer. Ftalaterne fra legetøj nævnes ofte som eksempel, men de bromerede flammehæmmere fra tv-apparater, pc’ere og anden elektronik ophobes nu i stigende grad i miljøet, og der ses stigende koncentrationer i modermælk og blod – de bromerede flammehæmmere har i den forstand afløst den gamle miljøgift PCB’erne).

Børn er ikke bare små voksne. Især nervesystemet, immunforsvaret og forplantningsystemet er mere følsomt overfor kemikaliepåvirkninger end voksnes. I forhold til kropsvægten spiser og drikker børn mere end voksne, og de indånder mere luft. Mange undersøgelser af kemikaliernes sundhedsvirkninger tager udgangspunkt i undersøgelser af voksne.

Børns rettigheder kan derfor grundlæggende kun sikres, hvis der tages udgangspunkt i børns og fostres følsomhed.