Skriftlig fremsættelse (29. januar 2003)
Integrationsministeren (Bertel Haarder) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Reform af aktiverings- og undervisningsindsatsen overfor voksne asylansøgere m.v. og af systemet vedrørende udbetaling af kontante ydelser til asylansøgere m.v.).
(Lovforslag nr. L 157).
Regeringen præsenterede den 5. marts 2002 sit integrationsudspil ”På vej mod en ny integrationspolitik”. Integrationsudspillet indeholder bl.a. en række forslag, der har til formål at få nye borgere hurtigt i arbejde.
I sommeren 2002 blev regeringens forslag til stramninger af betingelserne for asyl og familiesammenføring vedtaget af Folketinget. Herefter er antallet af udlændinge, der søger om asyl eller familiesammenføring i Danmark, faldet markant. Det giver den fornødne ro og frigør ressourcer til at kunne løfte den store integrationsindsats, der ligger foran os. Samtidig med nærværende lovforslag fremsætter jeg således et forslag om bedre danskuddannelse til voksne udlændinge, og i marts fremsætter jeg et lovforslag om forbedring af integrationsindsatsen samtidig med beskæftigelsesministerens lovforslag om udmøntning af aftalen om ”Flere i arbejde”.
Reformen af udlændingeområdet er ikke fuldt tilendebragt, selvom den stramning af betingelserne for asyl og familiesammenføring, som blev vedtaget i juni 2002, har medført det ønskede fald i antallet af udlændinge, der kommer til landet. De led, der stadig mangler, er dels en styrket indsats for at hjemsende afviste asylansøgere, dels en reform af aktiverings- og undervisningsindsatsen over for asylansøgere og af systemet vedrørende økonomiske ydelser til asylansøgere. Jeg fremsætter derfor i dag to lovforslag om ændring af udlændingeloven vedrørende disse områder. Endvidere forventer jeg i marts at fremsætte et lovforslag, der skal muliggøre Danmarks deltagelse i Dublinsystemet (Eurodac- og Dublinforordningerne) på mellemstatsligt grundlag.
Dette lovforslag har til formål at udmønte den del af regeringens integrationsudspil af 5. marts 2002, der vedrører en ændret aktiveringsindsats overfor voksne asylansøgere, således at ventetiden, mens deres asylansøgning er under behandling, bruges konstruktivt.
Lovforslaget har til formål, at der dels skabes forudsætninger for en vellykket integrationsproces for de asylansøgere, der meddeles opholdstilladelse i Danmark, dels skabes forudsætninger for en ordentlig tilbagevenden til hjemlandet for de asylansøgere, der meddeles afslag på en ansøgning om opholdstilladelse og derfor skal udrejse af landet.
Med lovforslaget sikres det, at asylansøgerne får ansvar for og pligt til udførelse af opgaver på indkvarteringsstedet og deltagelse i relevant aktivering og undervisning, således at asylansøgernes kompetencer vedligeholdes og udbygges, og at manglende overholdelse af denne pligt har konsekvenser. Lovforslaget indebærer på den baggrund, at der udarbejdes en kontrakt for alle asylansøgere, som angiver den aktivering og undervisning, som asylansøgeren er forpligtet til at deltage i.
I den indledende fase (Dublinfasen) er der tale om en standardkontrakt, som alene vedrører de nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringssteder for asylansøgere m.v., som alle asylansøgere skal udføre, samt evt. intern aktivering i form af udførelse af forskellige opgaver på indkvarteringsstedet og deltagelse i et introduktionskursus.
Asylansøgere, der har opholdt sig i Danmark i mere end 3 måneder fra tidspunktet for asylansøgningens indgivelse, eller som er registreret som asylansøgere, skal deltage i undervisning i dansk sprog og danske kultur- og samfundsforhold.
Ved asylansøgerens registrering som asylansøger her i landet kan kontrakten endvidere suppleres med yderligere, individuelle aktiverings- og undervisningstiltag i forhold til den enkeltes kvalifikationer. Asylansøgere i udsendelsesfasen kan ikke deltage i undervisning og kun i meget begrænset omfang i aktivering.
Den kontante ydelse til asylansøgere m.v. opdeles i en grundydelse og en tillægsydelse. Grundydelsen erstatter de nuværende kostpenge, mens tillægsydelsen erstatter de nuværende tøj- og lommepenge. Asylansøgere, der har forsørgerpligt for børn under 18 år, udbetales et forsørgertillæg. Alle asylansøgere får som udgangspunkt udbetalt grundydelsen og eventuelt forsørgertillæg, mens det gøres til en betingelse for udbetaling af tillægsydelse til en asylansøger, at asylansøgeren overholder den indgåede kontrakt. Asylansøgere i den indledende fase og i udsendelsesfasen får udbetalt en væsentligt lavere tillægsydelse end registrerede asylansøgere, hvis ansøgning ikke er færdigbehandlet.