Justitsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

(Lovforslag nr. L 168).

1. Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i udleveringsloven, der er nødvendige for Danmarks opfyldelse af Rådet for den Europæiske Unions rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv.

Den 4. juni 2002 meddelte Folketinget i medfør af grundlovens § 19, stk. 1, sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne i Rådet for Den Europæiske Union medvirkede til vedtagelsen af et udkast til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv.

Udkastet til rammeafgørelse er efterfølgende vedtaget på et rådsmøde den 13. juni 2002 og trådte i kraft den 7. august 2002. Det fremgår af artikel 34 i rammeafgørelsen, at EU-medlemsstaterne senest den 31. december 2003 skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme bestemmelserne i rammeafgørelsen. Med henblik herpå indeholder lovforslaget en række ændringer af udleveringslovens gældende bestemmelser.

Med lovforslaget indføres – i overensstemmelse med rammeafgørelsen – en udvidelse af adgangen til, og forenkling af procedurerne for, udlevering mellem EU-medlemsstaterne af personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en lovovertrædelse.

Efter lovforslaget skal udlevering til andre EU-medlemsstater med virkning fra den 1. januar 2004 ske på grundlag af "en europæisk arrestordre". En europæisk arrestordre indeholder dels en anmodning om anholdelse og varetægtsfængsling med henblik på udlevering, dels en anmodning om udlevering.

De gældende udleveringsprocedurer mellem EU-landene er komplicerede, og det tager ofte meget lang tid, før der træffes afgørelse om udlevering. Indførelse af den europæiske arrestordre indebærer, at EU-landene i højere grad skal anerkende hinandens retsafgørelser, og samtidig begrænses mulighederne for at afslå en anmodning om udlevering. Med den europæiske arrestordre gennemføres der en forenkling og effektivisering af udleveringsprocedurerne, således at en person, der har begået en alvorlig lovovertrædelse, hurtigt kan udleveres til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i det land, hvor lovovertrædelsen er begået. Det bliver hovedreglen, at en person, der har begået en alvorlig lovovertrædelse, retsforfølges i det land, hvor lovovertrædelsen er begået. De forenklede udleveringsprocedurer vil endvidere medvirke til, at lange varetægtsfængslingsperioder kan undgås, fordi der hurtigere kan træffes afgørelse om udlevering.

2. Efter lovforslaget vil der som udgangspunkt skulle ske udlevering af danske statsborgere og udlændinge til strafforfølgning i en EU-medlemsstat på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den pågældende stat kan medføre fængsel i mindst 1 år, og en tilsvarende handling begået her i landet ville være strafbar efter dansk ret (dobbelt strafbarhed). Endvidere skal der som udgangspunkt ske udlevering af danske statsborgere og udlændinge til en EU-medlemsstat med henblik på straffuldbyrdelse, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed, og en tilsvarende handling begået i Danmark ville være strafbar efter dansk ret.

Kravet om dobbelt strafbarhed gælder imidlertid ikke med hensyn til udlevering for visse nærmere angivne handlinger, der er omfattet af den såkaldte positiv-liste. Positiv-listen omfatter bl.a. terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi samt ulovlig handel med våben og narkotika. Fravigelsen af kravet om dobbelt strafbarhed for handlinger omfattet af positiv-listen er dog betinget af, at den pågældende handling i den medlemsstat, som anmoder om udlevering af en person fra Danmark, kan straffes med fængsel mv. i mindst 3 år.

Udlevering af danske statsborgere eller af personer med fast bopæl her i landet til straffuldbyrdelse vil efter lovforslaget kunne afslås, hvis Danmark forpligter sig til at fuldbyrde den idømte straf her i landet. Ligeledes vil udlevering af danske statsborgere eller af personer med fast bopæl her i landet til strafforfølgning kunne betinges af, at en eventuel straf fuldbyrdes her i landet.

3. Rammeafgørelsen overlader på en række områder valget af dens nærmere gennemførelse til medlemsstaterne. Lovforslaget er udformet således, at der i meget vidt omfang er gjort brug af rammeafgørelsens muligheder for efter en konkret vurdering at kunne afslå udlevering eller stille nærmere vilkår for udlevering. Dette skal ses i sammenhæng med den væsentlige udvidelse af forpligtelsen til at udlevere til andre medlemsstater, som rammeafgørelsen medfører.

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. indeholder for det første en række obligatoriske afslagsgrunde, i hvilke tilfælde medlemsstaterne skal afslå at fuldbyrde en arrestordre. Den første obligatoriske afslagsgrund angår tilfælde, hvor den anmodede medlemsstat har truffet beslutning om benådning for den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren. Den anden obligatoriske afslagsgrund angår tilfælde, hvor den pågældende tidligere er blevet strafforfulgt for de samme handlinger i den anmodede medlemsstat eller en anden medlemsstat. Den tredje obligatoriske afslagsgrund angår tilfælde, hvor den pågældende person er under den kriminelle lavalder efter den anmodede medlemsstats lovgivning. De obligatoriske afslagsgrunde foreslås gennemført ved de foreslåede bestemmelser i henholdsvis § 10 d, stk. 2, § 10 d, stk. 1, 1 og 2. pkt., og § 10 c.

Endvidere indeholder rammeafgørelsen en række bestemmelser, hvorefter medlemsstaterne kan vælge at indføre regler om, at udlevering til andre EU-medlemsstater kan afslås i visse nærmere bestemte tilfælde – de såkaldte fakultative (valgfri) afslagsgrunde. I de tilfælde, som omfattes af disse fakultative bestemmelser, er det overladt til medlemsstaterne, dels om de overhovedet vil gøre brug af de pågældende afslagsgrunde, dels om de i givet fald vil udforme gennemførelsesbestemmelserne som ufravigelige bestemmelser eller som bestemmelser, hvorefter det beror på et konkret skøn, om udlevering skal afslås. I lovforslaget foreslås – under hensyntagen til den udvidelse af forpligtelsen til at udlevere personer, herunder danske statsborgere, til andre EU-lande, som rammeafgørelsen indebærer – samtlige de fakultative afslagsgrunde medtaget i udleveringsloven. Det er i forbindelse med gennemgangen af hver enkelt udleveringsgrund nøje overvejet, om bestemmelsen i udleveringsloven bør formuleres som en ufravigelig bestemmelse ("udlevering kan ikke finde sted") eller som en bestemmelse, hvorefter det beror på et konkret skøn, om udlevering skal afslås ("udlevering kan afslås").

De fakultative afslagsgrunde, som foreslås indsat i udleveringsloven som ufravigelige bestemmelser angår for det første tilfælde, hvor kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt for lovovertrædelser, der ikke er opført på positivlisten (§ 10 a, stk. 2 og 3), for det andet tilfælde, hvor der i Danmark er meddelt tiltalefrafald (§ 10, stk. 2, 1. pkt.) og for det tredje tilfælde, hvor handlingen helt eller delvist er foretaget i Danmark, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret (§ 10 f, stk. 1).

De øvrige fakultative afslagsgrunde, som foreslås indsat i udleveringsloven som skønsmæssige bestemmelser, er tilfælde, (1) hvor lovovertrædelsen allerede retsforfølges i Danmark (§ 10 d, stk. 3), (2) hvor der er meddelt påtaleopgivelse (§ 10 d, stk. 2, 2. pkt.), (3) hvor lovovertrædelsen er omfattet af dansk straffemyndighed og strafansvaret eller en idømt straf ville være forældet efter dansk ret (§ 10 e), (4) hvor den pågældende tidligere er blevet strafforfulgt for de samme handlinger i en stat uden for EU (§ 10 d, stk. 1, 3. pkt.), (5) hvor der anmodes om udlevering af en dansk statsborger eller en person med fast bopæl i Danmark med henblik på straffuldbyrdelse, og Danmark overtager straffuldbyrdelsen (§ 10 b, stk. 2) og (5) hvor den pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den medlemsstat, der anmoder om udlevering, og en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed (§ 10 f, stk. 2).

Endelig indeholder rammeafgørelsen bestemmelser om garantier, som kan kræves stillet af den anmodende medlemsstat i visse tilfælde. Det drejer sig om tilfælde, hvor arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, hvor arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der kan straffes med fængsel på livstid, samt hvor arrestordren er udstedt med henblik på strafforfølgning af en statsborger eller en person med bopæl i den anmodede medlemsstat. I lighed med hvad der gælder ved de ovenfor omtalte fakultative afslagsgrunde, er det efter disse bestemmelser overladt til medlemsstaterne, dels om de vil gøre brug af disse bestemmelser, dels om de i givet fald vil udforme gennemførelsesbestemmelserne som ufravigelige eller skønsmæssige bestemmelser. I forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget er spørgsmålet om gennemførelse af de pågældende bestemmelser blevet overvejet nærmere. Der er i lovforslaget – med undtagelse af bestemmelsen vedrørende livstidsstraffe – valgt at gøre brug af mulighederne for at kunne kræve de omhandlede garantier i forbindelse med udlevering (jf. § 10 b, stk. 1, og § 10 g).

4. Den gældende udleveringslov indeholder ikke en udtrykkelig bestemmelse om, at udlevering ikke må ske i strid med Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Disse forpligtelser gælder imidlertid fuldt ud – også uden en sådan udtrykkelig bestemmelse. Udlevering kan således f.eks. ikke ske, hvis udleveringen ville være i strid med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til en retfærdig rettergang. Rammeafgørelsen indebærer ingen ændringer af Danmarks forpligtelser til at overholde de grundlæggende rettigheder og principper, der bl.a. følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I lyset af den udtrykkelige bestemmelse i præamblen til rammeafgørelsen om forbud mod udlevering til tortur mv. foreslås en bestemmelse indsat i udleveringsloven, der præciserer, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (jf. de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 2, og § 10 h, stk. 2). Derimod er der ikke fundet grundlag for herudover udtrykkeligt at fastsætte, at udlevering ikke må finde sted, hvis udlevering ville stride mod Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser. Dette er som nævnt allerede gældende ret. En mere generelt holdt bestemmelse i loven ville ikke give yderligere vejledning, men ville derimod kunne give anledning til urigtige modsætningsslutninger i forhold anden lovgivning. Hertil kommer, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 285 af 29. april 1992.

Det tilføjes, at der herudover i udleveringsloven findes særlige bestemmelser om forbud mod udlevering til dødsstraf og forbud mod udlevering, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for politisk forfølgelse mv. Disse bestemmelser ændres ikke med lovforslaget.

5. Lovforslaget indebærer desuden ændringer af proceduren for udlevering mellem EU-medlemsstater. Ændringerne indebærer, at proceduren forenkles og effektiviseres. Samtidig opstilles i lovforslaget vejledende sagsbehandlingstider for afgørelser om udlevering til EU-medlemsstater.

6. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale lovforslaget til Det Høje Ting.