Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2002)

 

 

Finansministeren (Thor Pedersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om tjenestemandspension, lov om vederlag og pension m.v. for ministre og lov om åremålsansættelse af tjenestemænd og ansatte på tjenestemandslignende vilkår (Ændringer som følge af førtidspensionsreformen, ændringer om tillæg til pensionister under 65 år hhv. 67 år samt ændringer som følge af indførelse af nye lønsystemer i staten).

(Lovforslag nr. L 20).

Lovforslaget er begrundet i behov for tilpasning af tjenestemandspensionsloven m.v. til de ændringer, der pr. 1. januar 2003 sker i reglerne om førtidspension efter lov om social pension (førtidspensionsreformen) samt i, at der i forhandlingerne om overenskomst- og aftalefornyelserne i staten pr. 1. april 2002 har indgået forskellige forhold, der er reguleret i tjenestemandspensionsloven, og hvor det er en del af forhandlingsresultatet, at jeg har givet tilsagn om at søge de relevante bestemmelser i loven ændret.

Ydelse af forhøjet svagelighedspension efter tjenestemandspensionsloven er efter gældende regler betinget af et erhvervsevnetab på 2/3 og at den pågældende i den anledning tilkendes mellemste eller højeste sociale førtidspension. Ved førtidspensionsreformen på det sociale område, der træder i kraft den 1. januar 2003, ændres erhvervsevnetabskriteriet til et arbejdsevnekriterium og de hidtidige 4 satser for førtidspension ændres til én sats. Efter forslaget fastholdes erhvervsevnetabskriteriet på tjenestemandspensionsområdet, og vurderingen heraf foretages af Nævnet for Helbredsbedømmelser i Tjenestemandssager. Tilsvarende gælder i princippet mulighed for at få udbetalt en opsat pension før sædvanlig pensioneringsalder.

I forbindelse med nedsættelsen af folkepensionsalderen til 65 år, ændres et tillæg til tjenestemandspensionen fra hidtil at være ydet til det 67. år til fremover at blive ydet til det 65. år. Forslaget indebærer, at der gennemføres en overgangsordning for en gruppe tjenestemandspensionister, der oppebærer førtidspension efter lov om social pension.

Endelig stilles der forslag om, at tjenestemænd, der aflønnes efter nye lønsystemer, der ikke er baseret på skalatrin, henføres til pensionsgivende skalatrin efter regler, der fastsættes ved aftale i henhold til reglerne herom i tjenestemandsloven.

Da førtidspensionsreformen på det sociale område træder i kraft den 1. januar 2003, og da et væsentligt element i dette lovforslag er knyttet til førtidspensionsreformen, skal jeg anmode om, at det behandles i indeværende folketingssamling.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje ting.