Skriftlig fremsættelse (27. marts 2003)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om tidsbegrænset ansættelse
(Lovforslag nr. L 202).
Med lovforslaget gennemføres Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS (Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation), UNICE (Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa) og CEEP (Det Europæiske Center for Offentlig Virksomhed). Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til lov om ændring af lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer, der er fremsat samtidig hermed.
Formålet med direktivet er at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse ved at bruge et ikke-diskriminationsprincip, og at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold.
Arbejdsmarkedets parter har ønsket at gennemføre direktivet ved kollektive overenskomster, og dette er sket på det (amts)kommunale område og på størstedelen af det private arbejdsmarked. På det største private område har Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening den 7. august 2002 derudover indgået en supplerende aftale for at gennemføre direktivet på hele DA/LO-området.
For at sikre en fyldestgørende gennemførelse af direktivet er det nødvendigt at vedtage supplerende lovgivning, der sikrer rettighederne for de tidsbegrænset ansatte lønmodtagere, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst, som gennemfører direktivet. Dette lovforslag tager sit udgangspunkt i de aftaler, som arbejdsmarkedets parter har indgået, jf. målsætningen i Folketingets motiverede dagsorden fra den 30. november 1993 (Folketingets forhandlinger - dagsordensforslag spalte 2781, som vedtaget spalte 2814).
Efter lovforslaget må en tidsbegrænset ansats ansættelsesvilkår ikke være mindre gunstige end en sammenlignelig fastansats, medmindre der er objektive grunde hertil. Desuden kan tidsbegrænsede ansættelser kun fornys, hvis det er objektivt begrundet. På det statslige undervisnings- og forskningsområde er der dog i stedet fastsat en bestemmelse om, at tidsbegrænsede ansættelsesforhold kan fornys op til 2 gange.
Loven vil alene gælde for de tidsbegrænset ansatte, der ikke i medfør af en kollektiv overenskomst eller i medfør af en individuel aftale har rettigheder, der som minimum svarer til direktivets. Loven viger for indgåede aftaler, der gennemfører direktivet om tidsbegrænset ansættelse. Det vil gælde såvel tidligere indgåede aftaler som aftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juni 2003.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.