Skriftlig fremsættelse (27. marts 2003)

 

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (Gennemførelse af direktivet om tidsbegrænset ansættelse)

(Lovforslag nr. L 203).

Med lovforslaget gennemføres en række præciseringer og justeringer af funktionærlovens regler. Med disse justeringer sikres det, at funktionærloven lever op til EU-direktiv om tidsbegrænset ansættelse.

Samtidig med dette lovforslag fremsættes et generelt lovforslag til opfyldelse af direktivet vedrørende tidsbegrænset ansættelse.

Det følger bl.a. af direktivet, at tidsbegrænset ansatte for så vidt angår ansættelsesvilkår ikke må forskelsbehandles i forhold til fastansatte, medmindre der er en objektiv begrundelse for forskelsbehandlingen. Derudover følger det af direktivet, at der skal fastsættes regler, der forhindrer misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser.

I forlængelse af den gennemførelse af direktivet, som arbejdsmarkedets parter har foretaget ved overenskomst og samtidig med den supplerende gennemførelseslovgivning, der nu fremsættes, er det nødvendigt at præcisere og justere funktionærlovens regler på en række punkter for at skabe overensstemmelse mellem disse regler og de generelle aftaler og regler for tidsbegrænset ansatte.

Det foreslås, at det i funktionærloven gøres klart, at loven også omfatter tidsbegrænsede ansættelsesforhold. Dette er allerede antaget i praksis, men af hensyn til EU-rettens krav om klarhed ved implementering, fastsættes det nu direkte i lovteksten.

Det foreslås endvidere gjort klart, at i de tilfælde, hvor en tidsbegrænset ansættelsesaftale opsiges med virkning fra et tidspunkt, der ligger før det tidspunkt, hvor den ville udløbe, gælder de almindelige opsigelsesbestemmelser i funktionærloven. Dette er også antaget i praksis, men af hensyn til EU-rettens krav om klarhed ved implementering, fastsættes det nu direkte i lovteksten.

Af klarhedshensyn foreslås det også præciseret i loven, at fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold kun kan ske af de samme grunde som nævnt i det samtidigt fremsatte lovforslag om tidsbegrænset ansættelse. Det vil som hovedregel sige, når der er objektive grunde hertil.

Efter de gældende regler har lønmodtageren ved rent midlertidig ansættelse af under 3 måneders varighed ikke krav på et opsigelsesvarsel, til forskel fra fastansatte og andre tidsbegrænsede ansatte. På grund af denne forskelsbehandling har regeringen efter grundige juridiske overvejelser fundet det nødvendigt at nedsætte 3 månedersgrænsen til 1 måned for at sikre lovens overensstemmelse med direktivet, også selvom det ud fra hensynet til fx fleksibiliteten på arbejdsmarkedet ikke er en hensigtsmæssig udvikling. Det vurderes dog, at kun få arbejdsgivere og lønmod­tagere reelt vil blive berørt af denne ændring.

Endelig foreslås en teknisk justering og præcisering af lovens § 3 om erstatning ved arbejdsgiverens misligholdelse af ansættelsesforholdet.

Der henvises i øvrigt generelt til de almindelige bemærkninger til forslag til lov om tidsbegrænset ansættelse.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juni 2003.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.