Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2002)

 

 

Integrationsministeren (Bertel Haarder):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og integrationsloven (Behandlingen af sager vedrørende uledsagede mindreårige asylansøgere).

(Lovforslag nr. L 23).

Efter de gældende retningslinjer for behandlingen af asylansøgninger fra uledsagede mindreårige asylansøgere, som fremgår af Folketingets Retsudvalgs beretning af 16. marts 1993 over forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om social bistand (L 155), kan en uledsaget mindreårig asylansøger umiddelbart meddeles opholdstilladelse, hvis den pågældende skønnes ikke at være tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Det gælder normalt alle børn under 12 år og nogle børn mellem 12 og 15 år. En uledsaget mindreårig asylansøger, der er skønnet tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling – hvilket normalt antages at være tilfældet for alle børn over 15 år og for nogle børn mellem 12 og 15 år – og som herefter er meddelt afslag på asyl, kan ligeledes meddeles opholdstilladelse, hvis det må antages, at den pågældende vil blive stillet i en reel nødsituation ved en tilbagevenden til hjemlandet.

Lovforslaget indebærer en kodificering af den gældende praksis for meddelelse af opholdstilladelse til uledsagede mindreårige asylansøgere.

Lovforslaget indebærer endvidere, at alle uledsagede mindreårige asylansøgere efter en ny bestemmelse i udlændingeloven får udpeget en personlig repræsentant til varetagelse af barnets interesser i forbindelse med, at barnets ansøgning om opholdstilladelse behandles. Repræsentanten udpeges af statsamtet efter indstilling fra en organisation, som er godkendt hertil af integrationsministeren.

Såfremt den uledsagede mindreårige asylansøger meddeles opholdstilladelse i Danmark, vil der blive udpeget en midlertidig forældremyndighedsindehaver for den pågældende efter § 25 i lov om forældremyndighed og samvær. Det er udgangspunktet, at barnets repræsentant fortsætter som den midlertidige forældremyndighedsindehaver, efter at barnet er meddelt opholdstilladelse.

Lovforslaget indebærer endvidere, at der beskikkes en advokat for alle uledsagede mindreårige asylansøgere, som gennemgår en asylsagsbehandling, og hvis sag forsøges afgjort i åbenbart grundløs-procedure.

Lovforslaget indebærer endelig, at Udlændingestyrelsen skal iværksætte en eftersøgning af forældrene til uledsagede mindreårige asylansøgere. Eftersøgningen kan som udgangspunkt alene iværksættes, hvis barnet samtykker heri, men vil dog kunne iværksættes uden barnets samtykke, hvis repræsentanten giver sit samtykke hertil. Eftersøgningen vil kunne ske i samarbejde med Dansk Røde Kors eller en anden tilsvarende organisation, som er godkendt hertil af integrationsministeren.