Skriftlig fremsættelse (7. november 2002)
Finansministeren
(Thor Pedersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om en satsreguleringsprocent.
(Lovforslag nr. L 82).
Lovforslaget er en opfølgning på finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti af 3. november 2002, hvori indgår, at der skal fremsættes en ny satsreguleringslov, som skal danne grundlag for fordelingen af satsreguleringspuljen fremover.
Lovforslaget indebærer, at satsreguleringsordningen videreføres, og at satsreguleringens grundprincipper og størrelsen af satsreguleringen fastholdes.
Partier, der stemmer for lovforslaget, vil fremover indgå i forligskredsen om udmøntningen af satsreguleringspuljen.
Med lovforslaget sker der herudover præcisering af lovteksten, idet formålet med satspuljen indskrives i loven. Det foreslås, at det udtrykkeligt anføres i satsreguleringsloven, at puljebeløbet skal anvendes til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med henblik på forbedring af vilkårene for overførselsmodtagere og svage grupper. Endvidere foreslås det udtrykkeligt lovfæstet, at anvendelsen af puljebeløbet fastsættes i finansloven, således som det har været tilfældet hidtil.
Desuden præciseres visse bestemmelser, herunder finansministerens eksisterende bemyndigelse til – inden for satsreguleringslovens rammer – at fastsætte nærmere regler om beregning af satsreguleringsprocenten mv.
Endelig sker der med forslaget en ajourføring af lovteksten, så ikke længere aktuelle overgangsbestemmelser udgår, og der foretages en række sproglige korrektioner.
Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.