L 179 (som fremsat): Forslag til lov om forbrugerklager (forbrugerklageloven).

Fremsat den 12. marts 2003 af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Forslag

til

Lov om forbrugerklager (forbrugerklageloven)

Kapitel 1

Forbrugerklager

§ 1. Klager fra forbrugere vedrørende varer, arbejds- og tjenesteydelser kan indbringes for et godkendt, privat klage- eller ankenævn eller for Forbrugerklagenævnet. En klage kan angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne.

§ 2. Klage kan rejses mod den, der efter retsplejelovens regler kan sagsøges ved dansk domstol om de spørgsmål, som klagen omfatter.

Stk. 2. Aftaler om, at retstvister skal behandles ved voldgift eller andet særligt forum, udelukker ikke, at klage kan indgives til et klagenævn.

§ 3. Så længe en klagesag verserer for et klagenævn, kan sagens parter ikke anlægge sag ved domstolene om de spørgsmål, som klagen omfatter.

Stk. 2. Hvis en sag er anlagt ved domstolene, og forbrugeren ønsker den indbragt for et klagenævn, udsætter retten sagen på ubestemt tid og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.

Stk. 3. Hvis en sag er rejst ved voldgift eller andet særligt forum, og forbrugeren ønsker den indbragt for et klagenævn, skal sagen udsættes, indtil den er behandlet af nævnet.

§ 4. Når der er truffet afgørelse i en klagesag, kan hver af parterne indbringe sagen for domstolene.

Stk. 2. Hvis afgørelser eller forlig indgået i forbindelse med klagebehandlingen ikke efterleves, kan Forbrugerstyrelsen på forbrugerens anmodning indbringe sagen for domstolene på forbrugerens vegne.

Stk. 3. Forbrugerstyrelsens afgørelser efter stk. 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 2

Godkendte, private klage- eller ankenævn

§ 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan godkende oprettelsen af og vedtægterne for private klage- eller ankenævn, som omfatter bestemte brancher eller andre afgrænsede områder.

Stk. 2. En sådan godkendelse kan kun meddeles, hvis klage- eller ankenævnets vedtægter indeholder bestemmelser om nævnets sammensætning og sagsbehandling, som er betryggende for parterne, samt bestemmelser om betaling af gebyrer og omkostninger.

Stk. 3. En godkendelse kan tidsbegrænses og kan tilbagekaldes, hvis forudsætningerne for godkendelse ikke længere skønnes at være til stede.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler for godkendelse af private klage- og ankenævn.

§ 6. Forbrugerstyrelsen kan fungere som sekretariat for godkendte, private klage- eller ankenævn og oppebære indtægter herved.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for den i stk. 1 nævnte funktion.

Kapitel 3

Forbrugerklagenævnet

§ 7. Forbrugerklagenævnet behandler klager fra forbrugere over erhvervsdrivende vedrørende varer, arbejds- og tjenesteydelser, som ikke hører under et godkendt, privat klage- eller ankenævn.

§ 8. Klager, for hvilke der i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang, falder uden for Forbrugerklagenævnets område.

§ 9. Forbrugerstyrelsen er sekretariat for Forbrugerklagenævnet.

Stk. 2. Forbrugerstyrelsen rådgiver endvidere erhvervslivet og forbrugerne med henblik på at forebygge klagesager, samt bistår erhvervslivet i forbindelse med oprettelsen af godkendte, private klage- eller ankenævn.

§ 10. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om nævnets virksomhed.

Stk. 2. Ministeren fastsætter herunder regler om, i hvilket omfang klager fra forbrugere vedrørende varer eller arbejds- og tjenesteydelser, der hidrører fra offentlig virksomhed, kan indbringes for Forbrugerklagenævnet.

Stk. 3. Ministeren kan endvidere bestemme, at visse varer, arbejds- og tjenesteydelser eller erhvervsområder undtages fra nævnets virksomhed.

Stk. 4. Ministeren kan desuden bestemme, at klage ikke kan indbringes, når prisen for varer eller ydelser ligger under eller overstiger en bestemt grænse.

§ 11. Betegnelsen "Forbrugerklagenævnet" er forbeholdt det nævn, som er omhandlet i nærværende kapitel.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser, der forbyder andre klageorganer at anvende betegnelser, der kan forveksles med den i stk. 1 anførte betegnelse.

§ 12. Nævnet består af en formand og en næstformand og repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteresser.

Stk. 2. Nævnets medlemmer udnævnes af økonomi- og erhvervsministeren. Formanden og næstformanden skal være dommere og må ikke have særlig tilknytning til hverken forbrugernes eller erhvervslivets organisationer. Repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes efter indstilling fra forbrugernes og erhvervslivets organisationer.

Stk. 3. Ministeren kan efter indstilling fra Forbrugerklagenævnets formand udpege yderligere formænd for en tidsbegrænset periode.

Stk. 4. Formanden og næstformanden udnævnes for 4 år ad gangen med mulighed for genudnævnelse. Repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes for 4 år ad gangen med mulighed for genudnævnelse.

§ 13. Ved nævnets behandling af en klage deltager formanden eller næstformanden. Endvidere deltager mindst to medlemmer valgt blandt repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser, således at disse er ligeligt repræsenteret.

§ 14. Forbrugerklagenævnet træffer afgørelse i klager, som indbringes for nævnet.

Stk. 2. Nævnet afviser klager, der ikke skønnes egnet til behandling.

Stk. 3. Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.

Stk. 4. Nævnet kan bemyndige sekretariatet til at træffe afgørelser i visse klagesager i overensstemmelse med nævnets praksis samt i andre sager, hvor der ikke er tvivl om sagens udfald.

Stk. 5. Nævnet kan endvidere bemyndige sekretariatet til at træffe de i stk. 2 og 3 nævnte afgørelser.

Kapitel 4

Offentliggørelse

§ 15. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af information og statistik om forskellige forhold inden for forbrugerklageområdet, herunder om klage- og ankenævnenes afgørelser, samt at offentliggørelse kan ske elektronisk.

Kapitel 5

Gebyrer og omkostninger

§ 16. For behandling af en klage ved et godkendt, privat klage- eller ankenævn eller ved Forbrugerklagenævnet skal forbrugeren betale et gebyr. Klagegebyret tilbagebetales, hvis forbrugeren får medhold i klagen, eller hvis sagen afvises som uegnet til behandling ved Forbrugerklagenævnet.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af gebyr for indgivelse af klage til Forbrugerklagenævnet.

Stk. 3. Ministeren godkender bestemmelser om betaling og opkrævning af gebyr for indgivelse af klage til et godkendt, privat klage- eller ankenævn, jf. § 5.

§ 17. En erhvervsdrivende skal betale et beløb til Forbrugerstyrelsen for styrelsens udgifter til en sags behandling ved Forbrugerklagenævnet, hvis forbrugeren får medhold i sin klage eller hvis sagen forliges.

Stk. 2. Der opkræves et gebyr på højst 100 kr. for særlige ekspeditioner ved for sen betaling af det i stk. 1 nævnte beløb.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at en erhvervsdrivende skal betale et beløb til et godkendt, privat klage- eller ankenævn, jf. § 5, for nævnets udgifter til en sags behandling ved nævnet, hvis forbrugeren får medhold i sin klage eller hvis sagen forliges. Der vil kunne fastsættes regler om, at erhvervsdrivende, som ikke bidrager til nævnets drift, skal betale et højere beløb, end erhvervsdrivende der bidrager til nævnets drift.

Stk. 4. Forbrugerstyrelsen har udpantningsret for de i stk. 1 - 3 nævnte beløb.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at Forbrugerstyrelsen kan kræve betaling fra de godkendte, private klage- eller ankenævn for udgifter, som Forbrugerstyrelsen har haft i forbindelse med udpantning for disse.

Kapitel 6

Henlæggelse af beføjelser

§ 18. Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Forbrugerstyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 7

Straf

§ 19. I regler, der udstedes i medfør af § 11, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 8

Ikrafttrædelse m.v.

§ 20. Loven træder i kraft den 1. januar 2004 og har virkning for klager, der indgives til et klagenævn efter denne dato. § 14 træder dog i kraft den 1. juli 2003. Klager indgivet før lovens ikrafttræden behandles tilsvarende efter denne lov, dog således at §§ 16 og 17 ikke har virkning.

Stk. 2. Lov om Forbrugerklagenævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988, ophæves.

Stk. 3. Regler, som er fastsat med hjemmel i § 2, § 3, stk. 2, og § 4, stk. 3 i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet, forbliver i kraft indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af Lov om forbrugerklager eller anden lov.

§ 21. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september 2002, foretages følgende ændringer:

1)    I § 335a, nr. 1, ændres ”godkendt af Forbrugerklagenævnet” til ”godkendt af økonomi- og erhvervsministeren”.

2)    I § 361, stk. 1, 1. pkt., ændres ”godkendt af Forbrugerklagenævnet” til ”godkendt af økonomi- og erhvervsministeren”.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Lovforslaget skal erstatte den nugældende lov om Forbrugerklagenævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988.

Med loven blev der etableret et godt fundament for behandling af klager på forbrugerområdet og et velfungerende alternativ til det etablerede domstolssystem. Forbrugernes adgang til en let, billig og effektiv klagebehandling er en vigtig del af et velfungerende marked. Det giver forbrugerne tillid til virksomhederne og til markedet, og det sikrer virksomhederne mod unfair konkurrence.

Loven er imidlertid ikke revideret i de forløbne 25 år, men er alene undergået mindre justeringer. Gennem årene er der sket en naturlig udvikling på området, ligesom der er opnået erfaringer, som gør det relevant at se på forbrugerklageområdet og loven med nye øjne.

En af hovedårsagerne til, at det har været nødvendigt at foretage en gennemgang af klagenævnsområdet, er, at der gennem de seneste år har kunnet konstateres et stigende antal klager ved Forbrugerklagenævnet. I perioden 1996 – 2002 steg antallet af indkomne sager således med mere end 60 %. For fremover at kunne sikre forbrugerne en hurtig og effektiv sagsbehandling er der derfor igangsat en reform af klagenævnssystemet. Reformens formål er at øge antallet af branchefinansierede ankenævn, at sikre kortere sagsbehandlingstider og større efterlevelse og at give forbrugerne klagemuligheder på flere områder.

Klagenævnsreformens udgangspunkt er, at det offentlige ikke skal involveres i konflikter, som parterne kan klare selv. De erhvervsdrivende og forbrugerne skal i højere grad tage et medansvar for egne klager. Reformen skal give de enkelte brancher et økonomisk incitament til at etablere egne, private klagenævn og forbrugerne et incitament til at overveje en klage, inden den indgives.

På europæisk plan er der også fokus på udenretslig tvistløsning. Europa Kommissionen fremlagde i februar 1996 en handlingsplan vedrørende forbrugernes klagemuligheder og bilæggelse af tvister på forbrugerområdet, og har i 1998 fulgt op på handlingsplanen ved en meddelelse om udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet. Der er vedtaget en henstilling om de principper, der bør finde anvendelse for organer med ansvar for udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet, som Forbrugerklagenævnet og de godkendte, private klagenævn opfylder.

Som opfølgning på Europa Kommissionens meddelelse blev der i maj 2000 etableret et netværk (EEJ-Net – European Extra-judicial Network) mellem de europæiske myndigheder med ansvar for udenretslig tvistløsning på forbrugerområdet og etableret nationale kontaktcentre – Clearing Houses. Disse er oprettet som centrale kontaktsteder i de enkelte medlemsstater og skal levere information og vejledning til forbrugere, der ønsker at klage over varer eller tjenester købt i et andet medlemsland. I Danmark er Forbrugerstyrelsen nationalt kontaktcenter.

Med den øgede grænseoverskridende handel må der fremover forventes et større antal klager fra europæiske forbrugere ved de danske klagenævn, som nævnene således skal være i stand til at håndtere.

2. Lovforslagets indhold

Lovforslaget er en udmøntning af økonomi- og erhvervsministerens reform af forbrugerklageområdet, som indgår i regeringens oplæg til Ny forbrugerpolitik.

Området for forbrugerklager er i dag reguleret ved lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet. Efter denne lov er udgangspunktet, at forbrugerklager behandles ved det offentlige Forbrugerklagenævn, men at nævnet kan bestemme, at klager, der ellers kunne behandles ved nævnet, i stedet behandles ved private klage- eller ankenævn omfattende bestemte brancher eller andre afgrænsede områder.

Dette udgangspunkt ændres, så det er de enkelte brancher, der som udgangspunkt tager hånd om behandlingen af egne klager i godkendte, private klage- eller ankenævn.

En af målsætningerne med reformen er at forbedre konkurrencevilkårene mellem erhvervsdrivende i forhold til finansiering af omkostningerne ved behandlingen af forbrugerklager. Dette opnås ved dels at øge antallet af branchefinansierede klagenævn, dels ved at indføre brugerbetaling ved det offentlige Forbrugerklagenævn. I dag er det sådan, at de eksisterende 11 godkendte, private klagenævn finansieres af de erhvervsdrivende selv, hvorimod sager behandlet af Forbrugerklagenævnet er gratis for den erhvervsdrivende, idet nævnet er offentligt finansieret. Endvidere er det hensigten at sikre, at de erhvervsdrivende, som ikke ønsker at deltage i finansieringen af et privat klagenævns drift, skal betale for en sags behandling.

–      Godkendte, private klagenævn

I dag godkender Forbrugerklagenævnet, at klager, der ellers kunne behandles ved nævnet, i stedet behandles ved klage- eller ankenævn, der omfatter bestemte brancher eller andre afgrænsede områder.

Fremover vil det være økonomi- og erhvervsministeren, som godkender oprettelsen af og vedtægterne for nye private klagenævn.

Det er som udgangspunkt en forudsætning for godkendelse, at nævnet behandler klager over alle erhvervsdrivende inden for den pågældende branche eller det pågældende område.

De private klagenævn skal kunne afkræve de erhvervsdrivende at betale et beløb for sagens behandling, hvis forbrugeren får medhold, eller hvis sagen forliges. De erhvervsdrivende, som ikke løbende bidrager til nævnets drift, skal kunne afkræves at betale et højere beløb. Beløbet vil også omfatte de mere generelle omkostninger, der er forbundet med den konkrete sag – men vil ikke have pønal karakter.

–      Forbrugerklagenævnet

Det foreslås, at Forbrugerklagenævnet skal behandle klager på områder, som ikke er omfattet af et godkendt, privat klage- eller ankenævn. I dag er der imidlertid en række områder, som er undtaget fra Forbrugerklagenævnets kompetence. Det er ikke på nuværende tidspunkt realistisk at forestille sig en udvidelse af klagenævnets virksomhed til at omfatte alle sagsområder, der ikke er dækket af private klagenævn. Forbrugerklagenævnet skal således som udgangspunkt behandle klager på de samme områder, som i dag er omfattet af nævnets kompetence. I forbindelse med en evaluering af klagenævnsreformen vil det blive vurderet, om Forbrugerklagenævnets område skal udvides.

–      Forbrugerklagenævnets sekretariat

Det foreslås, at Forbrugerstyrelsen som i dag skal fungere som nævnets sekretariat. Men sekretariatet skal også fremover bemyndiges til at træffe afgørelse på nævnets vegne i videre omfang end i dag, således at nævnets indsats koncentreres om sager af mere principiel karakter. Derved bliver sagsbehandlingstiden kortere og omkostningerne i sagerne mindre.

Som et led i implementering af reformen og forberedelserne omkring oprettelsen af nye private klagenævn, vil der være behov for en særlig indsats for at løse de dertil knyttede opgaver. Forbrugerstyrelsen skal stå for denne opgave. Blandt andet vil det være nødvendigt at gøre en aktiv indsats for at fremme oprettelsen af nye private klagenævn og dermed gøre det lettere for de enkelte brancher at oprette egne klagenævn. Der vil ligeledes være behov for at rådgive og vejlede erhvervslivet og forbrugerne med henblik på at forebygge klagesager, samt medvirke til at sikre en hurtig og effektiv behandling af de nuværende klagesager ved Forbrugerklagenævnet og dermed forberede sagsområder til overtagelse af private klagenævn. Endvidere vil Forbrugerstyrelsen få en vigtig rolle i forbindelse med håndteringen af grænseoverskridende klagesager.

Forbrugerstyrelsen får således en mere overordnet og koordinerende rolle på klageområdet, idet styrelsen fremover skal varetage en række nye opgaver.

–      Offentliggørelse af information og statistik inden for forbrugerklageområdet

Det foreslås, at økonomi- og erhvervsministeren får kompetence til at fastsætte regler om offentliggørelse af information og statistik om forskellige forhold inden for forbrugerklageområdet, herunder klagenævnenes afgørelser.

Også i dag sker der offentliggørelse af information og statistik om Forbrugerklagenævnets afgørelser, herunder hvilke områder klagerne vedrører, hvorledes de er afgjort, og om de er efterlevet.

Hensigten er fremover at give både mere generel, men navnlig også mere konkret information for at gøre markedet mere gennemskueligt for forbrugerne, der herved får bedre mulighed for at vurdere forholdene i de forskellige brancher. Også brancherne får på den måde en bedre fornemmelse af situationen på forbrugerområdet, ligesom de vil have en interesse i, at der bliver synlighed omkring erhvervsdrivende, som ikke følger en klagenævnsafgørelse.

Der skabes med bestemmelsen et sikkert retsgrundlag for denne offentliggørelse.

–      Finansiering

I dag afholder det offentlige udgifterne til driften af Forbrugerklagenævnet, og det er således gratis for de erhvervsdrivende at få behandlet en klage. En af målsætningerne med reformen af klagenævnsområdet er som nævnt at forbedre konkurrencevilkårene mellem erhvervsdrivende i forhold til finansiering af omkostningerne ved behandlingen af forbrugerklager. I dag er der en række områder, hvor der ikke eksisterer en klageadgang. Hensigten er, at reformen skal etablere det nødvendige grundlag, så alle områder med tiden vil være omfattet af en klageadgang. Dette kræver en finansiering, som såvel de erhvervsdrivende som forbrugerne skal være med til at løfte.

Finansieringsstrukturen for den offentlige klagebehandling ved Forbrugerklagenævnet foreslås ændret.

Finansieringen skal fremover bygge på principperne om brugerbetaling.

I forhold til forbrugerne er det tanken, at gebyret for indgivelse af klage til Forbrugerklagenævnet forhøjes i forhold til i dag. Samtidig er det hensigten at indføre differentierede undergrænser for indgivelse af klage, samt at forhøje overgrænsen for indgivelse af klage væsentligt. Et højere klagegebyr kan tilskynde til, at klager fremover bliver mere reelle. Forhøjelsen modsvares af, at overgrænsen for indgivelse af klager ligeledes forhøjes, og derved giver forbrugerne nye klagemuligheder.

De erhvervsdrivende skal som udgangspunkt selv tage hånd om behandlingen og finansieringen af egne klager i godkendte, private klagenævn. Det vurderes, at der med udgangen af 2006 kan være oprettet yderligere 5 private klagenævn. De erhvervsdrivende, hvis klager fortsat skal behandles i offentligt regi, skal fremover betale for sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet, såfremt forbrugeren får medhold i sin klage eller hvis sagen forliges. Beløbet skal variere afhængig af sagstype, så det i videst muligt omfang afspejler omkostningerne ved behandling af den konkrete klage.

Visse brancher kan være så små, at det ikke økonomisk vil kunne svare sig at oprette et nævn med eget sekretariat. Derfor vil der som noget nyt blive givet mulighed for under visse nærmere fastsatte kriterier, at en branche, der gerne vil markere, at man tager hånd om klagerne på et område, kan oprette et brancheklagenævn men lade Forbrugerstyrelsen som sekretariat behandle nævnets sager.

–      Udpantningsret

Hvis den nye finansieringsstruktur skal kunne fungere optimalt, er det nødvendigt, at der skabes sikkerhed for, at de beløb, som den erhvervsdrivende skal betale for sagens behandling, også betales til Forbrugerklagenævnet eller de godkendte, private klagenævn på en forholdsvis nem og billig måde. Dette skal ske ved at indføre en regel om udpantningsret for de beløb, som afkræves de erhvervsdrivende for behandling af sagen ved Forbrugerklagenævnet og de godkendte, private klagenævn.

–      Lovevaluering

Udviklingen på klagenævnsområdet vil løbende blive evalueret med henblik på en vurdering af klagenævnsreformens effekt. I den forbindelse vil det blive vurderet, hvilke private klagenævn der er oprettet, ligesom finansieringsstrukturens effekt skal vurderes. I det lys skal det blandt andet overvejes, om Forbrugerklagenævnets område skal udvides. Det har i forbindelse med lovforslagets udformning været overvejet at foreslå en bestemmelse, som gav økonomi- og erhvervsministeren beføjelse til at påbyde bestemte brancher eller en flerhed af brancher at oprette et privat klagenævn. Formålet med en sådan bestemmelse ville være at motivere de enkelte brancher til frivilligt at oprette egne klagenævn. Det findes imidlertid mere hensigtsmæssigt at lade endelig beslutning herom afvente evalueringen af loven. Der vil på baggrund af evalueringen og i forbindelse med lovovervågning blive udarbejdet en redegørelse, der efter høring af øvrige myndigheder og organisationer vil blive afleveret til Folketingets Erhvervsudvalg, når loven har virket i tre år.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Klagenævnsreformen indeholder som et væsentligt element oprettelsen af flere private klagenævn, som vil aflaste det offentlige Forbrugerklagenævn. De aktivitetsændringer, der derudover forventes at medføre statslige besparelser på klagenævnsområdet er: forhøjelse af undergrænsen for indbringelse af klager for det offentlige klagenævn; forhøjelse af klagegebyret og en ny finansieringsstruktur i forhold til de erhvervsdrivende; øget brug af sekretariatsafgørelser samt et styrket forebyggende arbejde.

Reformen indeholder imidlertid også initiativer og aktivitetsændringer, der forventes at medføre statslige merudgifter på klagenævnsområdet i form af: øget sagstilgang som følge af forhøjelse af overgrænsen for indbringelse af klager for det offentlige klagenævn; øget sagstilgang hvis det offentlige klagenævns dækningsområde udvides på områder, hvor der ikke i dag er klageadgang, og hvor der ikke oprettes private klagenævn; styrket indsats for at fremme oprettelsen af private klagenævn og styrket forebyggende arbejde generelt samt strukturtilpasning, dvs. tilpasning af ressourcer til det stigende klageantal. Endvidere må der forventes en øget sagstilgang som følge af udvidelse af reklamationsfristen fra 1 til 2 år i medfør af den ændrede købelov.

Besparelser og merudgifter forventes at balancere over perioden 2004 til 2006, idet der vil være et mindre underskud det første år og overskud de efterfølgende to år. En forudsætning er dog, at der i perioden løbende oprettes 5 nye private klagenævn, og at der først fra 2007 inddrages nye områder under det offentlige klagenævns virksomhed.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for amter og kommuner.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

De enkelte brancher skal som udgangspunkt oprette og finansiere egne klagenævn. De erhvervsdrivende, som ikke har etableret eget klagenævn, skal betale for klagesagsbehandlingen ved Forbrugerklagenævnet. Det er vanskeligt at angive omfanget af de konsekvenser, som lovforslaget konkret vil indebære for erhvervslivet. For de brancher, som opretter egne klagenævn, vil der være udgifter forbundet med oprettelse og etablering af nævnet, ligesom nævnets drift vil indebære en løbende finansiering og administration. Det kan anføres, at udgifterne til driften af de eksisterende 11 private klagenævn i 2001 lå på i gennemsnit 3,2 mio. kr., eller i alt knap 29 mio. kr. (varierende mellem 100.000 kr. og 9 mio. kr.). De erhvervsdrivende, hvis klager behandles i Forbrugerklagenævnet, skal fremover betale et beløb for sagens behandling, såfremt forbrugeren får medhold i sin klage, eller hvis der indgås forlig. Ordningen forventes at medføre en samlet årlig udgift for de erhvervsdrivende, som taber en sag ved det offentlige Forbrugerklagenævn, på 5-6 mio. kr.

Lovforslaget har endvidere positive konsekvenser for erhvervslivet. De private klagenævns mulighed for at afkræve de erhvervsdrivende, som ikke bidrager til nævnets drift, et højere beløb for en sags behandling, kombineret med udpantningsretten, som indebærer en let og billig måde at inddrive disse beløb, rummer såvel økonomiske som administrative fordele for erhvervslivet. Samtidig imødegås problemet med de erhvervsdrivende, som ikke er med til at finansiere et nævns drift, idet de kommer til at bidrage til behandlingen af egne klagesager. Muligheden for at få hjælp hos Forbrugerstyrelsen i forbindelse med oprettelsen af private klagenævn vil være en administrativ lettelse for de enkelte brancher. Samtidig vil reformen skabe mere lige konkurrencevilkår for erhvervslivet i forhold til finansiering af klagebehandlingen. Reformen vil endvidere give bedre indsigt i brancheforholdene og dermed bedre mulighed for at forebygge klager. Jo bedre forbrugerforhold der skabes, des færre klager må der forventes at opstå med tilsvarende færre omkostninger til følge.

Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, som har vurderet, at forslaget forventes at indeholde administrative konsekvenser for erhvervslivet. Da de endelige vilkår for udformningen af de private anke- og klagenævn ikke er indeholdt i lovforslaget, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at sende lovforslaget i et Test- eller fokuspanel, hvorfor Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af vedtægterne for de private anke- og klagenævn.

5. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

6. Forholdet til EU-retten

Europa-Kommissionen har vedtaget en henstilling (98/257/CE) om de principper, der bør finde anvendelse for organer med ansvar for udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet. Forbrugerklagenævnet og de godkendte, private klagenævn lever op til henstillingen.

Endvidere skal det nævnes, at der på europæisk plan findes bestemmelser om, at medlemsstaterne skal sikre, at der findes udenretslige procedurer for tvistløsning på et givent område.

Således forskriver Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og –tjenester (forsyningspligtdirektivet), at medlemsstaterne skal sikre, at der findes transparente, enkle og prisbillige udenretslige procedurer til behandling af uløste tvister. Direktivet danner grundlag for det eksisterende klagesystem på teleområdet i Danmark.

Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler indeholder bestemmelse om, at medlemsstaterne skal sikre, at der findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktsvilkår til ophør.

Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit indeholder bestemmelse om, at medlemsstaterne har mulighed for at fremme oprettelsen af passende institutioner, hvortil klager vedrørende kreditaftaler eller –betingelser kan rettes.

Direktiverne er allerede implementeret i dansk lovgivning.

7. Høring

Lovforslaget har være sendt i høring hos Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Ankenævnet for VVS-installationer, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Associerede Arkitekter, Brancheorganisationen Forbrugerelektronik, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks Fotohandler Forening, Danmarks Optikerforening, Danmarks Rejsebureau Forening, Danmarks Skohandlerforening, Danmarks Sportshandler-Forening, Dansk Bilforhandler Union, Dansk Byggeri, Dansk Dagligvareleverandør Forening, Dansk Energi, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Kørelærer-Union, Dansk Møbeltransport, Dansk Renseri Forening, Dansk Textil Union, Dansk Transport og Logistik, Dansk VVS, Danske Biludlejere, Danske Dagblades Forening, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Isoleringsfirmaers Brancheforening, Danske Malermestre, DDK – Dansk Detailkreditråd, Dansk Postordreforening, De Danske Bilimportører, DS – Håndværk og Industri, DSK – De Samvirkende Købmænd, Den Danske Boghandlerforening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Forlæggerforening, Det Danske Advokatsamfund, Dommerfuldmægtigforeningen, Ejendomsforeningen Danmark, El-installatørernes Landsforening, Foreningen af Husholdningsapparats forhandlere i Danmark, FDB , FDM, Foreningen af Fabrikanter og Importører af elektriske husholdningsapparater, Feriehusudlejernes Brancheforening, Forbrugerklagenævnet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af (Danske) Internetleverandører, Foreningen af Dagligvare Grossister, Foreningen af Dansk Internet Handel, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Forsikring & Pension, Grundejernes Landsorganisation, HORESTA – Hotel-, Restaurant- & Turisterhvervets Arbejdsgiverforening, HTS Interesseorganisationen, Håndværksrådet, Investeringsforeningsrådet, IT Brancheforeningen, ITK, Foreningen for Information Teknologi og Kommunikation, Kommunernes Landsforening, Liberale Erhvervs Råd, Motorcykel Forhandler Foreningen, Møbelhandlernes Centralforening, Praktiserende Arkitekters Råd, Realkreditrådet, Sammenslutningen af bygningssagkyndige og Telekommunikationsindustrien i Danmark. Endvidere er Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Skatteministeriet, Undervisningsministeriet, Trafikministeriet og Finansministeriet blevet hørt.

8. Skema over konsekvenser

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen er en videreudvikling af den hidtil gældende § 1 i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet, som angiver, at klager fra forbrugere kan indbringes for Forbrugerklagenævnet. Den foreslåede bestemmelse er et udtryk for, at klager som udgangspunkt skal behandles ved et godkendt, privat klage- eller ankenævn.

Bestemmelsen angiver således, at klager fra forbrugere over varer, arbejds- og tjenesteydelser kan indbringes for et godkendt, privat klage- eller ankenævn eller for Forbrugerklagenævnet.

For at undgå tvivlsspørgsmål er det udtrykkeligt anført, at en klage kan angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne.

§ 1 er en kompetenceregel. Nævnene skal ikke behandle alle klagesager mellem forbrugere og erhvervsdrivende, der vedrører varer, arbejds- og tjenesteydelser. Økonomi- og erhvervsministeren har i medfør af § 10 mulighed for at fastsætte visse begrænsninger for Forbrugerklagenævnets virksomhed, jf. § 10 og bemærkningerne hertil. Samtidig godkender ministeren efter § 5 vedtægterne for de private klagenævn, herunder bestemmelser om hvilke områder disse dækker.

De nærmere kriterier for henholdsvis godkendte, private klage- eller ankenævn og for Forbrugerklagenævnet er nærmere beskrevet i kapitel 2 og 3 med tilhørende bemærkninger.

Til § 2

Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende regel i § 6 i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet.

Stk. 1 angiver, at klagenævnene følger domstolenes almindelige værnetingsregler ved afgørelse af spørgsmålet om, hvem der kan indklages for et klagenævn.

Ifølge stk. 2 vil en bestemmelse om voldgift i f.eks. en standardkontrakt ikke være til hinder for, at der forinden kan indgives klage til et klagenævn. På den måde sikres det, at forbrugeren ikke afskæres fra at gå til et klagenævn. Hvis den erhvervsdrivende selv indbringer tvisten for den aftalte voldgiftsmyndighed, har denne som følge af bestemmelsen pligt til at stille sagen i bero, indtil nævnet har taget stilling til den pågældende klage. Der henvises i den forbindelse til § 3, stk. 3, hvorefter voldgiftssager m.v. skal udsættes, hvis sagen ønskes indbragt for et klagenævn. Det understreges, at også en direkte udelukkelse af et klagenævns kompetence i en voldgiftsklausul ikke afskærer et klagenævn fra at behandle klagen.

Til § 3

Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende regel i § 8 i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 er nødvendige for at undgå dobbeltbehandling af sagerne. I stk. 2 præciseres, at retten kun kan tage hensyn til ønsker fra forbrugeren om at få en sag, der er anlagt ved domstolene, indbragt for et klagenævn. Rettens udsættelse af sagen er obligatorisk. Når sagen udsættes og ikke hæves, har det betydning for afbrydelse af frister, f.eks. forældelsesfristen og adgangen til at kræve procesrente.

Retsplejerådet har i 2001 i betænkning nr. 1401 vedr. Reform af den civile retspleje I, anbefalet,   at såfremt en forbruger anmoder om at få en sag, som er indbragt for domstolene, indbragt for Forbrugerklagenævnet, skal retten hæve sagen og sende den til nævnet. Spørgsmålet er dog ikke endeligt afklaret, og der er ikke foretaget en sådan ændring af Retsplejeloven. Det er derfor ikke fundet hensigtsmæssigt at ændre de gældende regler på dette punkt.

Til § 4

Bestemmelsens stk. 1 svarer i sit indhold til den hidtil gældende regel i § 10, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet.

For at sikre den fornødne effektivitet i systemet og for at opnå en større efterlevelse af afgørelserne, har Forbrugerstyrelsen efter stk. 2 mulighed for at indbringe afgørelser, herunder forlig, truffet ved Forbrugerklagenævnet eller et godkendt, privat klage- eller ankenævn, som ikke efterleves af den erhvervsdrivende, for domstolene.

Udgangspunktet er, at Forbrugerstyrelsen indbringer en sag for retten på forbrugerens anmodning. Der er dog ikke en ubetinget pligt for Forbrugerstyrelsen til at indbringe enhver sag på forbrugerens anmodning. Et afslag herpå kan være, hvor det ikke skønnes rimeligt, at Forbrugerstyrelsen skal bruge ressourcer på at udtage stævning i en sag, f.eks. hvor kravets omfang langt fra står i et rimeligt forhold til omkostningerne ved at indbringe sagen for domstolene. Uanset Forbrugerstyrelsens afgørelse, udelukker det dog ikke, at forbrugeren selv indbringer sagen for retten.

Forbrugerstyrelsens afgørelser efter denne bestemmelse kan ifølge stk. 3 ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Bestemmelsen er begrundet i, at der tale om en klageretlig vurdering, som Forbrugerstyrelsen besidder den nødvendige kompetence til endeligt at foretage.

Til § 5

Bestemmelsen er ny og angiver, at det fremover er økonomi- og erhvervsministeren, der kan godkende oprettelsen af et privat klage- eller ankenævn, som omfatter bestemte brancher eller andre afgrænsede områder i modsætning til i dag, hvor det er Forbrugerklagenævnets Forretningsudvalg. Det er endvidere økonomi- og erhvervsministeren, som fastlægger kriterierne for en godkendelse af disse klagenævn. I forbindelse med godkendelse efter stk. 1 skal der ved fastlæggelsen af disse kriterier generelt lægges vægt på, at nævnet opfylder principperne om uafhængighed, åbenhed, kontradiktion, effektivitet, lovlighed, frihed og repræsentation, som forudsat i Europa Kommissionens henstilling om de principper, der finder anvendelse på organer med ansvar for udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (98/257/CE).

Godkendelse af private klagenævn vil i øvrigt baseres på samme principper, som gælder i dag. Det indebærer blandt andet, at der skal være sikkerhed for, at nævnets handlinger er upartiske, at der er åbenhed omkring sagsbehandlingsprocedurer, at parterne har mulighed for at fremkomme med deres synspunkter, herunder også til eventuelle ekspertudtalelser, at der er moderate gebyrer, og at afgørelserne begrundes.

De konkrete kriterier vil blive endeligt fastlagt i forbindelse med godkendelsen af det enkelte nævn. Der vil i den forbindelse blive taget hensyn til eventuelle særlige forhold, der gør sig gældende for den pågældende branche eller område, som nævnet dækker; som det også i nogen grad har gjort sig gældende for de eksisterende godkendte, private klagenævn.

  I dag lægges der vægt på, at et frivilligt nævn omfatter alle erhvervsdrivende inden for den pågældende branche eller det pågældende område. Det er dog ikke et absolut krav især ikke, hvor der er tale om en bred, men ikke fuldstændig dækning inden for en branche eller et erhvervsområde.

De eksisterende godkendte, private klagenævn behandler således som udgangspunkt i dag klager over alle erhvervsdrivende på det pågældende område, dvs. også erhvervsdrivende, som ikke er tilsluttet en brancheorganisation, som står bag nævnet. I en række tilfælde har det vist sig vanskeligt for de private klagenævn at få disse erhvervsdrivende til at betale deres del af omkostningerne ved sagsbehandlingen. Det har blandt andet derfor været overvejet at åbne mulighed for at godkende oprettelsen af private klagenævn, som ikke omfatter alle men kun nogle erhvervsdrivende på et givent område. Det ville imidlertid betyde, at der kun kan klages over visse erhvervsdrivende inden for en branche, ligesom der bliver mulighed for flere klagenævn på samme område. For forbrugerne vil det kunne give en større usikkerhed og være forvirrende med flere eller ingen klagesteder. Samtidig vil det kunne skabe et misforhold mellem f.eks. små og store virksomheder.

Derfor skal et privat klagenævn som udgangspunkt være branchedækkende for at blive godkendt, og der skal særlige grunde til at fravige kravet om branchedækning.

I det omfang et område er dækket af erhvervsdrivende organiseret i forskellige brancheorganisationer, vil det være naturligt, at de pågældende brancheorganisationer går sammen om at etablere et fælles klagenævn, som dækker det pågældende område. Viser det sig, at en sådan konstruktion af særlige grunde ikke er hensigtsmæssig, kan det blive relevant at overveje at godkende et (eller flere) private klagenævn, som ikke dækker alle men en del af de erhvervsdrivende inden for det pågældende område.

Ligeledes kan det blive relevant at overveje at indsnævre et givent erhvervsområde således, at det bliver muligt at oprette et godkendt, privat klagenævn. F.eks. ved at godkende, at det pågældende nævn kun behandler visse typer klager inden for det pågældende område.

Med flere private klagenævn er det vigtigt, at der sikres dialog og koordination mellem Forbrugerklagenævnet og de godkendte, private klagenævn. Det kan bl.a. ske ved digital informationsudveksling og regelmæssige møder.

Det vil efter stk. 2 være en betingelse for godkendelse, at der for det pågældende nævns virksomhed er udarbejdet vedtægter, der indeholder bestemmelser, som sikrer begge parters rettigheder, om nævnets sammensætning, undersøgelse og behandling af klager, samt bestemmelser vedrørende betaling af gebyrer og omkostninger. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 1.

Ifølge stk. 3 kan de private klagenævn godkendes for en begrænset periode. I dag godkendes de private nævn for 3 år, og der er ikke generelt tilsigtet ændringer i godkendelsesperioden. Det vil dog efter en konkret vurdering være muligt at godkende et privat klagenævn for mere end 3 år ad gangen.

Bestemmelsen i stk. 4 giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler for godkendelse af private klagenævn. Det er hensigten, at der skal opstilles visse retningslinier for godkendelse, jf. ovenfor.

Til § 6

Bestemmelsen er ny og foreslår i stk. 1 , at Forbrugerstyrelsen kan fungere som sekretariat for godkendte, private klage- eller ankenævn mod betaling. Visse brancher kan være så små, at det ikke økonomisk vil kunne svare sig at oprette et nævn med eget sekretariat. Derfor kan en branche, der gerne vil markere, at man tager hånd om klagerne på et område under visse nærmere fastsatte kriterier oprette et brancheklagenævn, men lade Forbrugerstyrelsen fungere som sekretariat til at behandle nævnets sager. Tanken er således, at det kun er mindre brancher med forholdsvis få klager, der skal benytte denne mulighed. Allerede godkendte klagenævn, der behandler få sager, vil efter en konkret vurdering kunne benytte Forbrugerstyrelsen som sekretariat.

Bestemmelsen i stk. 2 giver økonomi- og erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for Forbrugerstyrelsens funktion som sekretariat for et godkendt, privat klage- eller ankenævn, herunder muligheden for at oppebære indtægter herfor, således at Forbrugerstyrelsen udfører sekretariatsbetjeningen som indtægtsdækket virksomhed.

Til § 7

Bestemmelsen angiver, at Forbrugerklagenævnet behandler klager på områder, som ikke er dækket af et godkendt, privat klage- eller ankenævn. Heri ligger, at udgangspunktet i modsætning til tidligere er, at klager fra forbrugere skal behandles i private klagenævn. Visse brancher vil imidlertid være for små, for uorganiserede eller dække et så lille område, at der ikke er grundlag for et privat klagenævn. På sådanne områder er Forbrugerklagenævnet kompetent til at behandle klager.

Det er hensigten, at Forbrugerklagenævnet som udgangspunkt skal behandle klager på de samme områder, som i dag er omfattet af nævnets kompetence. Økonomi- og erhvervsministeren skal kunne undtage en række områder fra nævnets virksomhedsområde, jf. nærmere under bemærkningerne til § 10.

Forbrugeren skal først forgæves have rettet henvendelse til den erhvervsdrivende, før der kan indgives en klage.

Kun klager mod erhvervsdrivende omfattes af bestemmelsen. Udtrykket ”erhvervsdrivende” skal forstås bredt. Der skal dog være tale om virksomhed af et vist omfang og af en vis varighed, men det kræves ikke, at man udelukkende er beskæftiget som erhvervsdrivende på det pågældende område, eller at man har fast forretningssted. Det er endvidere ikke nødvendigt, at der tilsigtes opnået økonomisk gevinst ved virksomheden.

De momenter, som nævnet hidtil har tillagt betydning ved vurderingen af, om en indklaget har kunnet anses som erhvervsdrivende, er bl.a. om den pågældende er bogføringspligtig, momspligtig, har fast forretningslokale eller en erhvervsmæssig markedsføring (annoncering, firmabrevpapir og lign.).

Ud over erhvervsdrivende i mere traditionel forstand har nævnet således anset f.eks. private vandværker, også selvom det er mindre vandværker, der er ejet af brugerne, som erhvervsdrivende; hundekenneler, der ikke har politimesterens godkendelse til at drive kennelvirksomhed, men som dog regelmæssigt har hvalpekuld, der sælges; samt en person, der syer et mindre antal kjoler om året til salg ved home-parties.

Foreninger og sammenslutninger, hvis formål udelukkende er velgørenhed, politisk, religiøst eller lignende, anses ikke for erhvervsdrivende.

Ministeren kan fastsætte regler om, at nævnet også kan behandle klager over offentlig virksomhed i det omfang, der er tale om varer eller ydelser, som kan sammenlignes med dem, der almindeligvis præsteres af privat erhvervsvirksomhed, jf. § 10, stk. 2.

Som forbruger anses personer, der erhverver varer eller ydelser, der hovedsageligt er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse. Hidtil er forbrugerbegrebet blevet forstået således, at der er tale om sidste led i omsætningskæden. Nævnet har derfor også behandlet klager fra erhvervsdrivende, såfremt klagen vedrører varer eller ydelser, som benyttes i en erhvervsvirksomhed, når disse ikke indgår i virksomhedens produktion eller er erhvervet med henblik på videresalg (”forbrugende erhvervsdrivende”). Det er hensigten at ændre denne praksis, således at Forbrugerklagenævnet fremover ikke skal behandle sådanne klager. Dette vil nærmere fremgå ved fastlæggelsen af nævnets virksomhedsområde i bekendtgørelse.

En ændring af forbrugerbegrebet ved Forbrugerklagenævnet får ikke direkte betydning for de godkendte, private klagenævn. De private klagenævns virksomhedsområde vil blive fastlagt i forbindelse med godkendelse af de enkelte nævn. Det vil således fortsat være muligt at godkende bestemmelser om, at de private nævn kan behandle klager fra erhvervsdrivende eller vedrørende erhvervsmæssige forhold.

Med ”varer” er tænkt på køb af løsøre. Udtrykket ”arbejds- og tjenesteydelser” skal opfattes bredt og dækker f.eks. håndværksydelser, serviceydelser og transport, samt leje af løsøre.

Det er hensigten, at en række områder i medfør af § 10, stk. 3, vil blive undtaget fra nævnets virksomhedsområde, som f.eks. køb og leje af fast ejendom.

Til § 8

Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende regel i § 3, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet.

For at udelukke at en sag kan behandles to steder, er det nødvendigt at begrænse nævnets virksomhed. Som eksempler på områder, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 8, kan nævnes advokater, domænenavne (registrering) på internettet, lægemidler, patientskader, Rejsegarantifonden og s undhedsvæsenets patientklagenævn.

Til § 9

Bestemmelsen er ny og angiver i stk. 1 , at Forbrugerstyrelsen, som i dag, fungerer som nævnets sekretariat, dvs. at Forbrugerstyrelsen forbereder sagen, hører sagens parter, forelægger sagen for nævnet, udsender afgørelsen mv., ligesom Forbrugerstyrelsen kan bemyndiges til at træffe afgørelse i visse sager, jf. § 14, stk. 4 og 5.

Stk. 2 angiver Forbrugerstyrelsens opgaver som rådgiver for erhvervslivet og forbrugerne med henblik på at forebygge klagesager samt bistå erhvervslivet i forbindelse med oprettelsen af godkendte, private klage- eller ankenævn. Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger under punkt 2 om lovforslagets indhold.

Til § 10

Bestemmelsen er ny og angiver i stk. 1, at økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om nævnets virksomhed.

Ifølge stk. 2 kan ministeren bestemme, at Forbrugerklagenævnet som i dag også kan behandle klager over offentlige ydelser, der kan sidestilles med ydelser fra private erhvervsvirksomheder, såsom forsyningstjenester, f.eks. transportområdet, fjernvarme, el, gas og vand.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer i sit indhold til den hidtil gældende § 3, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet. Bestemmelsen er udnyttet ved, at visse områder i bekendtgørelse nr. 871 af 14. oktober 1991 som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 153 af 19. marts 1999 er undtaget fra nævnets kompetence.

Det er hensigten, at Forbrugerklagenævnet som udgangspunkt skal behandle klager på de samme områder, som i dag er omfattet af nævnets kompetence. Således er områder som reparation af biler, dele af og tilbehør til biler, både og tilbehør til både, køb og leje af fast ejendom, og visse finansielle sager i dag undtaget fra nævnets virksomhed.

I følge stk. 4 kan ministeren fastsætte bestemmelser om over- og undergrænser for indgivelse af klager. I dag kan klage indbringes for Forbrugerklagenævnet for varer eller arbejds- og tjenesteydelser for hvilke vederlaget udgør 24.000 kr. eller derunder, dog mindst 500 kr. Klager vedrørende køb af motorkøretøjer kan dog indbringes, når vederlaget udgør 82.000 kr. eller derunder, dog mindst 500 kr.

Bestemmelsen tænkes udnyttet ved, at ministeren fastsætter bestemmelser om undergrænse og overgrænse. For så vidt angår undergrænsen påtænkes dette at ske i form af differentierede undergrænser for indgivelse af klage til Forbrugerklagenævnet. Det er hensigten, at undergrænsen for varer af mere basal karakter som sko og tekstiler fortsat skal være 500 kr., mens grænsen for alle øvrige klager skal være 800 kr., på nær for motorkøretøjer, hvor grænsen sættes til 10.000 kr. For så vidt angår overgrænsen tænkes denne forhøjet til 100.000 kr.

Til § 11

Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende regel i § 11 i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet, og der er ikke tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens anvendelse i praksis.

Betegnelsen ”Forbrugerklagenævnet” er forbeholdt det i lovens kapitel 3 omhandlede nævn. Økonomi- og erhvervsministeren kan forbyde anvendelsen af betegnelser, der kan forveksles hermed.

Til § 12

Bestemmelsens stk. 1 angiver, at nævnet består af en formand og en næstformand og et antal repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteresser. Eftersom det er hensigten, at Forbrugerstyrelsen, som sekretariat for Forbrugerklagenævnet, fremover skal kunne træffe afgørelse i visse sager, jf. § 14, er det en naturlig følge, at antallet af sager til forelæggelse for nævnet vil falde tilsvarende. Således bør det fremover være tilstrækkeligt med en formand og en næstformand.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer med enkelte ændringer til den hidtil gældende regel i § 4, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet og angiver, at nævnets medlemmer udnævnes af økonomi- og erhvervsministeren. Formanden og næstformanden skal være dommere og må ikke have en særlig tilknytning til hverken forbrugernes eller erhvervslivets organisationer. Repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes efter indstilling fra forbrugernes og erhvervslivets organisationer. Det forudsættes ikke, at repræsentanterne har en særlig juridisk ekspertise, men at de udgør et bredt udsnit fra henholdsvis forbruger- og erhvervssiden.

Bestemmelsen i stk. 3 angiver, at ministeren har mulighed for at udpege yderligere formænd efter indstilling herom fra Forbrugerklagenævnets formand. Det forventes, at oprettelsen af flere private klagenævn vil medføre et fald i antallet klager ved Forbrugerklagenævnet. Omvendt må der forventes et stigende antal klager som følge af udvidelsen af købelovens reklamationsfrist fra 1 til 2 år. Der er derfor behov for en vis fleksibilitet i systemet, således at det er muligt at udnævne det nødvendige antal formænd, såfremt antallet af sager ved Forbrugerklagenævnet tilsiger dette.

Bestemmelsen i stk. 4 er ny og indfører en begrænsning i perioden for formanden og næstformandens udnævnelse, som det er praksis i en række andre klagenævn, f.eks. Telebrugerankenævnet, Konkurrenceankenævnet, Patentankenævnet og Erhvervsankenævnet. Perioden fastsættes til 4 år med mulighed for genudnævnelse. Repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes fremover ligeledes for 4 år ad gangen, i modsætning til 3 år i dag, med mulighed for genudnævnelse.

Nævnsmedlemmerne honoreres som i dag for deres deltagelse i nævnsmøderne i overensstemmelse med et af Finansministeriet fastsat vederlag.

Til § 13

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den hidtil gældende regel i § 5 i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet.

Ud over formanden eller næstformanden skal der medvirke lige mange repræsentanter for forbrugerne og erhvervslivet. For at sikre en reel meningsudveksling under nævnsbehandlingen, vil det normalt ikke være hensigtsmæssigt, at der deltager mindre end to fra hver side. Et større antal medvirkende virker omvendt ikke hensigtsmæssigt og vil nemt kunne hindres af arbejdsmæssige grunde.

Det kan på nogle områder være relevant at kunne afvikle nævnsmøderne med deltagelse af kun en repræsentant fra hver side. Det sker i dag ved Forbrugerklagenævnet i forbindelse med behandlingen af klager over sko. En sådan ordning er hensigtsmæssigt i lettere sager, hvor der almindeligvis ikke er tale om juridiske komplicerede problemstillinger.

Til § 14

Bestemmelsen er ny og angiver i s tk. 1 , at Forbrugerklagenævnet, som det er tilfældet i dag, træffer afgørelse i klager, der indbringes for nævnet. Det er hensigten at koncentrere nævnets indsats om sager af mere principiel karakter, idet det er tanken, at sekretariatet fremover i videre omfang end i dag skal træffe afgørelser på nævnets vegne, jf. stk. 4 og 5.

Nævnet kan efter stk. 2 afvise klager, der ikke skønnes egnet til behandling, ligesom det er tilfældet i dag. Det kan være, hvis sagens faktiske omstændigheder er komplicerede eller uoverskuelige, hvis der forudsættes en egentlig bevisførelse, hvis afgørelsen beror på et vanskeligt, juridisk skøn eller anvendelse af fremmed ret, og det derfor vurderes, at der ikke vil kunne træffes en afgørelse. Nævnet kan endvidere efter stk. 3 afvise sager, hvor det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold. Det kan f.eks. være fordi, der er reklameret for sent, kravet er forældet eller lignende.

Forbrugerklagenævnet er uafhængigt af ministeren. Dette indebærer, at ministeren ikke kan ændre eller omgøre nævnets afgørelser, herunder de afgørelser som nævnets sekretariat træffer, jf. stk. 4 og 5. Konkrete afgørelser kan således ikke indbringes for ministeren, men parterne har mulighed for at anlægge sag ved domstolene.

Stk. 4 er ny og angiver, at nævnet fremover kan bemyndige sekretariatet til at træffe afgørelse på nævnets vegne i visse sager. Formålet er at koncentrere nævnets indsats om sager af mere principiel karakter, samtidig med at man bevarer sikkerheden for en betryggende sagsbehandling og juridisk korrekte afgørelser. Det vil betyde, at sagsbehandlingstiden bliver kortere og omkostningerne i sagerne bliver mindre.

Det er tanken, at nævnet som i dag skal have et Forretningsudvalg, som består af formanden og to repræsentanter fra henholdsvis forbruger- og erhvervsinteresser. Forretningsudvalgets primære opgave vil være at fastlægge retningslinerne for hvilke sager, som sekretariatet bemyndiges til at træffe afgørelse i.

Det forudsættes, at nævnet bemyndiger sekretariatet til at træffe afgørelse i sager i overensstemmelse med nævnets praksis. Det vil sige i sager, hvor nævnet tidligere har behandlet en juridisk problemstilling, og hvor nævnet har fastlagt en praksis.

Således bør sekretariatet f.eks. træffe afgørelse i ”bunkesager”, det vil sige, hvor flere forbrugere har samme problem, og der er tale om samme juridiske problemstilling. Når nævnet har truffet afgørelse om den juridiske problemstilling og fastlagt en praksis, kan sekretariatet fortsætte linjen i sager af samme art.

Derudover er det tanken, at sekretariatet bemyndiges til at træffe afgørelse i sager, hvor der ikke er tvivl om sagens udfald. Det vil f.eks. være i sager, hvor der foreligger en udtalelse fra en sagkyndig, og der ikke er tvivl om udfaldet af afgørelsen, eller i andre sager, hvor resultatet er oplagt.

Stk. 5 viderefører gældende praksis og bestemmer, at nævnets sekretariat kan bemyndiges til at afvise klager, som ikke skønnes egnede til behandling, og klager hvor det er åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold. Bestemmelsen er i dag udnyttet således, at sekretariatet kan afvise de nævnte sager.

Sekretariatet bør således fremover træffe afgørelse i sager, der giver forbrugeren medhold, samt afvise sager, som ikke skønnes egnede til behandling og hvor det må anses for åbenbart, at der ikke vil kunne gives forbrugeren medhold i klagen. Sekretariatets kompetence til at træffe afgørelser kan omfatte en vurdering af, hvilke misligholdelsesbeføjelser, der kan gøres gældende, fastsættelse af størrelsen af et passende afslag og fastsættelse af en erstatnings størrelse.

Det bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke kan forventes godkendt for de godkendte, private klage- og ankenævn. Selvom der er tale om nævn, som er godkendt af ministeren og således opfylder en række formelle betingelser, er der omvendt tale om private nævn, som er finansieret af de enkelte brancher. For at der ikke skal kunne rejses tvivl om, at også de private klagenævn træffer uvildige afgørelser, bør det være nævnet selv, der træffer afgørelserne. I forbindelse med evaluering af loven vil spørgsmålet blive vurderet. En eventuel ændring af princippet vil kunne ske administrativt i forbindelse med godkendelse af de enkelte private klagenævn.

Til § 15

Bestemmelsen er ny og angiver, at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af information og statistik om forskellige forhold inden for forbrugerklageområdet, herunder om klagenævnenes afgørelser, og at offentliggørelse kan ske elektronisk. I dag offentliggøres Forbrugerklagenævnets afgørelser, der er af principiel karakter eller i øvrigt må antages at have almindelig interesse, ved nævnets foranstaltning. Endvidere offentliggøres statistik vedrørende Forbrugerklagenævnet i Forbrugerstyrelsens Juridiske Årbog. Det er imidlertid sjældent, at der offentliggøres information med angivelse af den erhvervsdrivendes navn.

Formålet med bestemmelsen er at give forbrugerne og de erhvervsdrivende en bedre mulighed for at få et generelt overblik over udviklingen på klageområdet. Oplysningerne kan som i dag bl.a. omfatte information af mere statistisk karakter som antallet af klagesager, samt hvilke områder disse vedrører.

Der skal kunne ske offentliggørelse af, hvilke erhvervsdrivende klagerne vedrører. Der vil således være mulighed for at give mere brede og grupperede oplysninger på forskellige områder, f.eks. på teleområdet hvor der er adskillige udbydere og forholdsvis mange klager. Fremover kan det også på de liberaliserede områder vise sig relevant at offentliggøre denne form for information.

Endvidere er det tanken, at der kan ske offentliggørelse af, hvorvidt afgørelserne er efterlevet eller ej. Offentliggørelsen skal bygge på objektivt fastlagte kriterier. Navne på erhvervsdrivende offentliggøres først, når en række entydige faktiske betingelser er opfyldt. Det vil sige, når afgørelsen ikke er efterlevet inden for en frist på 30 dage, og der er blevet rykket med særlig oplysning om, at den manglende efterlevelse vil blive offentliggjort.

Såfremt en sag er indbragt for domstolene, skal dette fremgå, ligesom der skal være mulighed for at anføre særlige standardiserede bemærkninger. Derved får den erhvervsdrivende mulighed for mere specifikt at angive årsagen til, at man ikke vil efterleve. Der kan f.eks. være mulighed for at markere, at man ikke har efterlevet en afgørelse, fordi den er principiel, og man ønsker sagen prøvet ved domstolene, eller at man ikke kan acceptere en skønsmæssigt fastsat erstatning. Gengangere, dvs. en erhvervsdrivende, der tidligere har undladt at følge en afgørelse, vil blive særligt fremhævet. En erhvervsdrivende skal slettes, hvis der indsendes dokumentation for, at afgørelsen er efterlevet. Oplysningerne vil løbende blive opdateret, ligesom det er tanken, at de konkrete oplysninger vedrørende en sag ikke skal fremgå i mere end 1 år, hvilket er med til at sikre, at oplysningerne har en vis aktualitet.

Oplysningerne kan herved gøre markedet mere gennemskueligt for forbrugerne, der får et bedre grundlag for at træffe et valg mellem flere erhvervsdrivende. Også brancherne vil have en interesse i, at der bliver synlighed omkring de erhvervsdrivende, som ikke følger en klagenævnsafgørelse.

Til § 16

Bestemmelsen er ny og angiver i stk. 1 , at forbrugeren skal betale et gebyr for sagens behandling. Gebyret tilbagebetales, hvis forbrugeren får medhold i klagen. Gebyret tilbagebetales tillige, hvis sagen afvises som uegnet til behandling ved nævnet.

I medfør af den gældende § 4, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet kan ministeren fastsætte regler om betaling af gebyr for nævnsbehandlingen. I bekendtgørelse om Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde, jf. bekendtgørelse nr. 871 af 14. oktober 1991, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 153 af 19. marts 1999, er der fastsat bestemmelse om, at der ved indbringelse af klage til Forbrugerklagenævnet betales et gebyr på 80 kr. For motorkøretøjer betales dog et yderligere gebyr på 400 kr., dvs. i alt 480 kr.

I vedtægterne for de eksisterende godkendte, private ankenævn er der ligeledes bestemmelser om gebyr for indgivelse af klage. Gebyrerne ligger typisk på mellem 100 og 250 kr.

Ministeren fastsætter efter stk. 2 regler om betaling og opkrævning af gebyrer for indgivelse af klage til Forbrugerklagenævnet.

I dag betaler forbrugerne som nævnt 80 kr. for at indgive en klage til Forbrugerklagenævnet. Det er hensigten at forhøje gebyret for indgivelse af klage til Forbrugerklagenævnet til 250 kr. I ca. 1.600 sager bliver klagen i dag afvist af sekretariatet som uberettiget eller pga. passivitet fra forbrugerens side. Et højere klagegebyr forventes at få en vis adfærdsregulerende effekt og kan tilskynde til, at klager fremover bliver mere reelle. Forhøjelsen modsvares af, at overgrænsen for indgivelse af klager tænkes væsentligt forhøjet til 100.000 kr. Forbrugerne får derved mulighed for at indgive klage i flere sager, end det er tilfældet i dag. Det bemærkes, at gebyret ikke må overstige de faktiske omkostninger. Gebyrets størrelse skal fastlægges i bekendtgørelse og vil blive drøftet i forbindelse med de politiske forhandlinger.

Efter stk. 3 godkender ministeren regler om betaling og opkrævning af gebyr for indgivelse af klage til et privat klage- eller ankenævn. Gebyrets størrelse og forudsætningerne for en eventuel tilbagebetaling vil blive fastlagt efter en konkret vurdering. Godkendelsen forudsættes at finde sted i forbindelse med godkendelse af nævnets vedtægter, jf. § 5.

Til § 17

Bestemmelsen er ny og vedrører omkostningerne forbundet med en sags behandling ved Forbrugerklagenævnet og ved et godkendt, privat klage- eller ankenævn.

Ifølge § 9 i den gældende lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet afholder det offentlige som udgangspunkt udgifterne til en sags behandling ved Forbrugerklagenævnet. Nævnet har efter § 9, stk. 3, mulighed for at bestemme, at den tabende part helt eller delvist skal afholde udgifterne ved indhentelse af en sagkyndig erklæring eller betalte gebyrer. Denne mulighed er hidtil blevet udnyttet ved, at nævnet pålægger den erhvervsdrivende at godtgøre forbrugeren det betalte gebyr, såfremt forbrugeren i det væsentligste får medhold.

Stk. 1 angiver, at såfremt en forbruger får medhold i en klage eller sagen forliges, skal den erhvervsdrivende betale et beløb til Forbrugerstyrelsen for udgifterne forbundet med sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet. Det er hensigten, at inddele sagerne i et antal grupper alt efter sagernes kompleksitet. Inden for hver sagsgruppe fastsættes et standardbeløb, som skal meddeles den erhvervsdrivende allerede ved sagens begyndelse. Beløbet skal udgøre de langsigtede, gennemsnitlige omkostninger ved at få behandlet klagen beregnet i overensstemmelse med Finansministeriets regler om priskalkulation. Det forventes, at beløbene vil ligge i størrelsesordenen 2.700 – 5.000 kr.

Beløbet fastsættes, når sagsbehandlingen i Forbrugerklagenævnet fører til en afgørelse fra enten nævnet eller sekretariatet, som giver forbrugeren medhold i klagen. Det er således henholdsvis nævnet eller sekretariatet, som beslutter, om der skal betales for sagens behandling.

Medhold er, når der træffes en afgørelse, der på alle eller visse punkter imødekommer klagers krav. Ikke medhold er, når afgørelsen ikke eller kun i begrænset omfang imødekommer klagers krav.

Der forliges en lang række sager ved Forbrugerklagenævnet. Derfor foreslås det tillige, at der indføres betaling af et delvist gebyr, når en sag forliges. Beløbet pålægges den erhvervsdrivende, hvis sagen i det væsentligste forliges til forbrugerens fordel efter, at der er indhentet en sagkyndig erklæring. Det forventes at fastsætte beløbet til 2.000 kr.

Medhold relaterer sig til såvel den juridiske problemstilling, sagen vedrører, som det krav, forbrugeren måtte have gjort gældende.

Vedrører en sag eksempelvis et krav om at få pengene tilbage på grund af en mangel ved en vare, vil en afgørelse, som giver klageren ret til at hæve købet, fordi genstanden lider af en væsentlig mangel, være at betragte som medhold på alle punkter, og den erhvervsdrivende vil blive pålagt at betale for sagens behandling. Får en forbruger, der har krævet 1.000 kr. i erstatning for en dårlig rensebehandling, alene medhold i, at der ikke er foretaget en tilstrækkelig efterbehandling i form af strygning, vil forbrugeren typisk skulle have rensevederlaget tilbage. Dette tilfælde vil være at betragte som medhold i begrænset omfang, hvorfor der ikke vil blive pålagt den erhvervsdrivende at betale for sagens behandling.

Et andet eksempel er en forbruger, der har købt en knallert til 20.000 kr., som viser sig at have en fejl ved blinklyset. Forbrugeren indgiver en klage med påstand om, at knallerten lider af en væsentlig mangel, og kræver derfor at hæve købet og få sine penge tilbage. Der er ganske rigtigt en fejl ved blinklyset, der dog ikke berettiger forbrugeren til at hæve købet, men alene til at få et lille afslag i prisen. Også i dette tilfælde har forbrugeren kun i begrænset omfang fået medhold i sin klage, og den erhvervsdrivende skal ikke betale for sagens behandling.

Efter stk. 2 opkræver Forbrugerstyrelsen et gebyr på højst 100 kr. for erindringsskrivelser ved for sen betaling af det i stk. 1 omhandlede beløb. Gebyret er i overensstemmelse med de almindelig forudsætninger for opkrævning af rykkergebyrer i Renteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002 om renter ved forsinket betaling m.v. Gebyret vil blive endeligt fastlagt på baggrund af en priskalkulation over de omkostninger, der er forbundet med de pågældende erindringsskrivelser.

Efter stk. 3 fastsætter økonomi- og erhvervsministeren regler om betaling for nævnets udgifter til en sags behandling ved de godkendte, private klage- eller ankenævn, hvis forbrugeren får medhold, eller hvis sagen forliges. Beløbenes størrelse vil blive fastsat af økonomi- og erhvervsministeren på grundlag af oplysninger fra det enkelte nævn om nævnets gennemsnitlige udgifter til sagernes behandling.

Der vil kunne fastsættes differentierede beløb, således at de erhvervsdrivende, som ikke bidrager til nævnets løbende drift, skal betale et højere beløb. Beløbet vil også omfatte de mere generelle omkostninger, der er forbundet med den konkrete sag – men vil ikke have pønal karakter.

Ifølge stk. 4 tillægges Forbrugerstyrelsen udpantningsret for de beløb, som de erhvervsdrivende skal betale for nævnets udgifter til en sags behandling ved Forbrugerklagenævnet og ved de godkendte, private klage- eller ankenævn. Betalingspligten og beløbenes størrelse vil fremgå af de generelle regler, som vil blive fastsat senere. Beløbene vil således ikke skulle fastsættes efter et konkret skøn i den enkelte sag.

Bestemmelsen opregner, for hvilke forfaldne ydelser efter loven, der er udpantningsret. Disse ydelser er ikke tillagt udpantningsret i medfør af udpantningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 18. november 1986, og der er derfor behov for en udtrykkelig hjemmel hertil.

Der er udpantningsret for de beløb, som den erhvervsdrivende skal betale for sagens behandling, når forbrugeren får medhold i sin klage eller hvis sagen forliges.

Bestemmelsen omfatter således alene krav, som er så klare, at der kun undtagelsesvist må forventes, at der rejses tvivl om kravets berettigelse. I forbindelse med opkrævningen af beløbet vil Forbrugerstyrelsen konkret skulle efterprøve, om betingelserne for opkrævning af beløbet er opfyldt.

Efter stk. 5 kan ministeren fastsætte regler om, under hvilke betingelser Forbrugerstyrelsen kan opkræve omkostninger for de ekstra udgifter, der måtte være forbundet med at inddrive omkostninger for de godkendte, private klage- eller ankenævn. Det vil typisk være i de tilfælde, hvor den pågældende erhvervsdrivende erklærer sig insolvent under mødet i fogedretten, og omkostningerne i forbindelse med indbringelse mv. dermed ikke dækkes.

Til § 18

Bestemmelsen giver økonomi- og erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at Forbrugerstyrelsens afgørelser skal være administrativt endelige i de tilfælde, hvor ministeren overfører opgaver til styrelsen. Det afgøres konkret, hvilke opgaver der er behov for at overføre til Forbrugerstyrelsen, men vil tage udgangspunkt i områder af styrelsesfaglig karakter. Afskæring af administrativ rekurs berører ikke adgangen til at indbringe afgørelser for domstolene.

Til § 19

Bestemmelsen angiver i stk. 1 , at økonomi- og erhvervsministeren i de regler, der udstedes i medfør af § 11, stk. 2, kan fastsætte straf i form af bøde for overtrædelse af regler udstedt i medfør af denne bestemmelse.

Det foreslås i stk. 2 at give mulighed for at pålægge juridiske personer bødeansvar.

Til § 20

Loven træder i kraft den 1. januar 2004 og har virkning for klager, der indgives til et klagenævn efter denne dato. § 14 træder dog i kraft den 1. juli 2003 og har virkning for klager, der indgives til Forbrugerklagenævnet efter denne dato. Af hensyn til en mere effektiv sagsbehandling foreslås det, at bestemmelsen om, at Forbrugerklagenævnets sekretariat kan bemyndiges til at træffe afgørelser, træder i kraft allerede fra 1. juli 2003. Derimod vil særligt de erhvervsdrivende have behov for at indrette og forberede sig på de øvrige kommende initiativer, der således først træder i kraft den 1. januar 2004.

Klager indgivet før lovens ikrafttræden behandles tilsvarende efter denne lov, dog således at §§ 16 og 17 ikke har virkning. Der vil således ikke kunne opkræves gebyrer og omkostninger i disse sager.

Lov om Forbrugerklagenævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988, ophæves.

Regler, som er fastsat med hjemmel i § 2, § 3, stk. 2, og § 4, stk. 3 i lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 om Forbrugerklagenævnet, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af Lov om forbrugerklager eller anden lov.

Til § 21

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september 2002, foretages følgende ændringer:

1)     I § 335a, nr. 1, ændres ”godkendt af Forbrugerklagenævnet” til ”godkendt af økonomi- og erhvervsministeren”.

2)     I § 361, stk. 1, 1. pkt., ændres ”godkendt af Forbrugerklagenævnet” til ”godkendt af økonomi- og erhvervsministeren”.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om, at det fremover skal være økonomi- og erhvervsministeren, der godkender private klage- og ankenævn.

Til § 22

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.