L 183 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om straffeloven og udlændingeloven. (Kvindelig omskæring).

Fremsat den 12. marts 2003 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og udlændingeloven

(Kvindelig omskæring)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 7 indsættes som stk. 3 :

» Stk. 3 . I de i stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde hører en handling, som er foretaget af en person, der på gerningstidspunktet havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat, dog under dansk straffemyndighed, selv om den ikke er strafbar efter lovgivningen i det pågældende statsområde, når handlingen er omfattet af § 245 a eller § 246, jf. § 245 a.«

2. § 10, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2 . I de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde kan der, hvis handlingen er begået inden for fremmed folkeretligt anerkendt område, dog ikke idømmes strengere straf end hjemlet ved gerningsstedets lovgivning. Dette gælder dog ikke, når handlingen er omfattet af § 245 a eller § 246, jf. § 245 a.«

3. § 94, stk. 4, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder overtrædelse af denne lovs §§ 224 og 225, jf. §§ 216-220, 222 og 223 samt § 245 a og § 246, jf. § 245 a.«

4. Efter § 245 indsættes:

» § 245 a. Den, som ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med fængsel indtil 6 år.«

5. I § 246 indsættes efter »§ 245«: »eller § 245 a«.

§ 2

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002, som ændret ved lov nr. 134 af 20. marts 2002, lov nr. 367 af 6. juni 2002 og § 2 i lov nr. 1044 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 11, stk. 5, nr. 3, ændres »§ 245 og § 246« til: »§ 245, § 245 a, § 246«.

2. I § 22, nr. 6, indsættes efter »245,«: »245 a,«.

§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 4

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Lovens § 1 og § 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvist for Færøerne med de ændringer, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. Lovens § 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvist for Grønland med de ændringer, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

Hovedformålet med lovforslaget er at gøre det muligt at straffe danske statsborgere og herboende personer, som i udlandet foretager eller medvirker til at foretage omskæring af piger og unge kvinders ydre kønsorganer, selv om den pågældende handling ikke er strafbar efter lovgivningen i det land, hvor den er begået.

Der foreslås derfor en ændring af straffelovens regler om dansk straffemyndighed, således at det almindelige krav om »dobbelt strafbarhed« for handlinger, der er foretaget i udlandet, ikke gælder ved kvindelig omskæring. Hermed vil der samtidig være klar hjemmel til at straffe medvirken her i landet til kvindelig omskæring, selv om omskæringen foretages i et land, hvor kvindelig omskæring ikke er strafbart – f.eks. i tilfælde, hvor herboende forældre herfra træffer aftale med slægtninge mv. om at omskære en pige under et ferieophold i hjemlandet.

Det foreslås endvidere, at danske domstole ved strafudmålingen i sager om kvindelig omskæring foretaget i et land, hvor forholdet er strafbart, ikke skal være bundet af det udenlandske strafmaksimum. Herved sikres det, at strafudmålingen i alle tilfælde sker efter den danske straffelovs regler, uanset om forholdet er begået i et land, hvor kvindelig omskæring er strafbart, eller i et land, hvor det ikke er strafbart.

Kvindelig omskæring er i dag strafbart efter straffelovens almindelige voldsbestemmelser, men det foreslås at indsætte en ny, særlig straffelovsbestemmelse om kvindelig omskæring for stærkere at markere samfundets afstandtagen fra disse lemlæstende og rent traditionsbestemte indgreb og for i loven at fastslå, at der ikke under nogen omstændigheder kan gives samtykke til kvindelig omskæring – hverken af pigen selv eller af forældrene – med den virkning, at indgrebet bliver straffrit. Den foreslåede bestemmelse omfatter enhver form for kvindelig omskæring.

Det foreslås endvidere at ændre straffelovens bestemmelser om forældelse af strafansvar, således at forældelsesfristen for kvindelig omskæring, der i medfør af forslaget vil være 10 år, først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor ofret fylder 18 år.

Endelig indeholder lovforslaget nogle konsekvensændringer af udlændingeloven som følge af den foreslåede særlige straffelovsbestemmelse om kvindelig omskæring.

Hovedindsatsen over for omskæring af piger og unge kvinder må fortsat bygge på holdningspåvirkning og oplysning over for flygtninge- og indvandrergrupper, der kommer fra lande, hvor kvindelig omskæring er integreret i den lokale kulturtradition, og hvor det derfor er udbredt, at kvinder er omskåret. I Danmark drejer det sig på nuværende tidspunkt især om flygtninge mv. fra Somalia.

Efter regeringens opfattelse vil et mere effektivt strafferetligt værn imidlertid kunne understøtte den forebyggende indsats, idet det herved så tydeligt som muligt markeres, at kvindelig omskæring er en skik, som er helt uforenelig med normerne i det danske samfund.

Med henblik på en vurdering af lovforslaget i lyset af de generelle og principielle problemstillinger, som Justitsministeriets jurisdiktionsudvalg behandler, har et udkast til lovforslag været forelagt for udvalget. Jurisdiktionsudvalgets udtalelse er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

2. Gældende ret

2.1. Efter straffelovens § 244 straffes den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme med bøde eller fængsel indtil 3 år. Efter § 245, stk. 1, straffes den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed. Efter § 245, stk. 2, straffes den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred, også med fængsel indtil 6 år. Efter § 246 kan straffen for et legemsangreb, der er omfattet af § 245, stige til fængsel i indtil 10 år, hvis angrebet har været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder.

Ved kvindelig omskæring forstås alle indgreb, hvor der fjernes større eller mindre dele af de kvindelige ydre kønsorganer af kulturelle eller traditionsbestemte grunde. Omskæring af piger eller unge kvinder vil normalt være strafbart efter straffelovens § 245 om bl.a. forsætlig beskadigelse af en anden persons legeme eller helbred. Den mindst indgribende form for kvindelig omskæring, som i princippet alene består i bortskæring af slimhindefolden omkring klitoris, vil formentlig teoretisk set kunne være omfattet af § 244. Ifølge oplysninger fra Sundhedsstyrelsen forekommer det imidlertid næppe i praksis, at et sådant indgreb foretages, uden at en del af klitoris også bliver fjernet. Efter Sundhedsstyrelsens opfattelse vil omskæring af piger eller unge kvinder – i modsætning til f.eks. bortskæring med henblik på fjernelse af en byld - ikke i noget tilfælde kunne være lægeligt begrundet, og kvindelig omskæring vil således ikke kunne være straffrit på grund af lægelig indikation.

Straffebestemmelserne i straffeloven omfatter også den, som ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til omskæring, jf. straffelovens § 23.

Strafansvaret efter straffelovens §§ 245 og 246 forældes som hovedregel efter 10 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 3. Forældelsesfristen for overtrædelse af § 244 er 5 år, jf. § 93, stk. 1, nr. 2. Forældelsesfristen løber som hovedregel fra det tidspunkt, hvor den strafbare handling ophører, jf. straffelovens § 94, stk. 1. Afhænger strafbarheden af eller påvirkes af en indtrådt følge, regnes fristen først fra følgens indtræden, jf. § 94, stk. 2.

Samtykke til et legemsangreb kan i nogle tilfælde medføre, at angrebet ikke er retsstridigt – f.eks. i forbindelse med visse former for sport. Det antages imidlertid, at der ikke af ofret (eller af forældrene, hvis ofret er et barn) kan gives samtykke til grov vold, som er omfattet af straffelovens § 245 eller § 246, med den virkning, at indgrebet bliver straffrit. Det samme gælder formentlig ved mere omfattende vold omfattet af straffelovens § 244.

2.2. Straffelovens forbud mod legemsbeskadigelse gælder ikke kun, når handlingen er foretaget i Danmark, men også, når handlingen er foretaget uden for Danmarks grænser. Reglerne i straffelovens 2. kapitel om dansk straffemyndighed – dvs. reglerne om, hvilke sager om strafbart forhold, der kan behandles af danske domstole – medfører imidlertid, at overtrædelser af straffelovgivningen, herunder af reglerne om legemsbeskadigelse, der er begået i udlandet, i almindelighed kun kan pådømmes af danske domstole, hvis sagen har en vis nærmere tilknytning til Danmark. Hovedreglen om dansk straffemyndighed i sager, hvor handlingen er begået uden for Danmarks grænser, findes i straffelovens § 7. Efter denne bestemmelse kan legemsbeskadigelse, som er foretaget i udlandet, kun straffes her i landet, hvis handlingen også er strafbar i det pågældende land (princippet om »dobbelt strafbarhed«). Det må endvidere anses for tvivlsomt, hvorvidt en strafbar forsøgs- eller medvirkenshandling, der foretages i Danmark, er undergivet dansk straffemyndighed, hvis den pågældende handling relaterer sig til et forhold, som skal begås i et andet land, hvor forholdet ikke er strafbart, og dette forhold som følge af kravet om dobbelt strafbarhed ikke er undergivet dansk straffemyndighed.

Der har i den juridiske litteratur været rejst spørgsmål om, hvorvidt omskæring, som foretages i et land, hvor det ikke er strafbart, uanset reglen i straffelovens § 7 vil kunne straffes her i landet i medfør af straffelovens § 8, nr. 2. Efter denne bestemmelse kan handlinger foretaget i udlandet straffes uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme, og uden hensyn til, om handlingen er strafbar i det pågældende land, hvis handlingen »krænker en forpligtelse, som det ifølge lov påhviler gerningsmanden at iagttage i udlandet«. Bestemmelsen skal sammenholdes med forældremyndighedslovens § 2, stk. 2, hvorefter den, som har forældremyndigheden over et barn, har pligt til at beskytte barnet mod vold og anden krænkende behandling. Der foreligger ikke domstolsafgørelser om spørgsmålet, men det må efter Justitsministeriets opfattelse anses for tvivlsomt, om straffelovens § 8, nr. 2, kan anvendes ved omskæringer, der foretages i udlandet. Under alle omstændigheder vil bestemmelsen i givet fald alene kunne anvendes over for den omskårne piges forældre, ikke over for andre personer, der har foretaget omskæringen eller medvirket hertil i udlandet.

2.3. Når der rejses tiltale her i landet på grundlag af reglerne om dansk straffemyndighed i straffelovens §§ 6-9, skal afgørelsen af, om et strafbart gerningsindhold er realiseret, og bestemmelsen af retsfølgen ske efter dansk ret, jf. straffelovens § 10, stk. 1. I tilfælde, hvor dansk straffemyndighed bygger på reglen om dobbelt strafbarhed, følger det imidlertid af straffelovens § 10, stk. 2, at der ved reaktionsvalget skal tages hensyn til gerningslandets lovgivning. Dette betyder ikke, at der ikke kan idømmes strengere straf end den, der ville være forskyldt ved pådømmelse i gerningslandet, men straffen skal ligge inden for strafferammen i den tilsvarende fremmede bestemmelse.

3. Baggrunden for lovforslaget

3.1. Som nævnt ovenfor under pkt. 2.1, forstås ved kvindelig omskæring alle indgreb, hvor der fjernes større eller mindre dele af de kvindelige ydre kønsorganer af kulturelle eller traditionsbestemte grunde. Efter oplysninger fra Sundhedsstyrelsen er der i princippet tre former for kvindelig omskæring:

»Sunnaomskæring/klitoridectomi«: Sunnaomskæring bruges ofte som betegnelse for fjernelse af slimhindefolden over klitoris, men bl.a. på grund af de anatomiske forhold omkring klitoris er der en meget betydelig risiko for at bortskære mere end blot slimhindefolden, og Sundhedsstyrelsen har oplyst, at det næppe forekommer i praksis, at dette indgreb foretages, uden at der også fjernes en del af klitoris. Klitoridectomi er betegnelsen for hel eller delvis fjernelse af klitoris.

»Excision«: Herved forstås hel eller delvis fjernelse af klitoris samtidig med hel eller delvis fjernelse af de små skamlæber.

»Infibulation«: Ved dette indgreb fjernes klitoris, de små skamlæber og en del af de store skamlæber, og de rå sårflader enten sys sammen eller holdes sammen på anden måde, således at der kun efterlades et meget lille hul til vandladning og menstruationsblod.

Afgrænsningen mellem de forskellige former for omskæring er i praksis ikke skarp, og der forekommer mellemformer. I lande, hvor kvindelig omskæring er udbredt, foretages indgrebet ofte af uuddannede fødselshjælpere eller ældre kvinder i familien og uden bedøvelse, og det kan derfor variere meget, hvad der faktisk bliver skåret bort.

Omskæring, specielt infibulation, kan have nogle umiddelbare helbredsmæssige følger og en række senfølger, som dels beror på indgrebets karakter, dels på den måde, indgrebet typisk bliver foretaget på.

Blandt de umiddelbare følger kan nævnes smertechok og psykisk chok på grund af indgrebets karakter, blødning, smerter ved vandladning, infektioner, blodforgiftning og stivkrampe. Senfølgerne er bl.a. smerter ved menstruation, ophobning af menstruationsblod i skede og livmoder ved infibulation, underlivssmerter, kronisk underlivsbetændelse, der kan medføre sterilitet, invaliderende vandladningsproblemer, gentagne urinvejsinfektioner, komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel på grund af uelastisk arvæv, smerter ved samleje og andre seksuelle problemer.

Kvindelig omskæring er således et særdeles alvorligt indgreb, som der efter regeringens opfattelse på det kraftigste må tages afstand fra.

3.2. Kvindelig omskæring er en tusindårig skik i visse lande. Skønt stadigt flere lande har forbudt omskæring, er skikken fortsat ret udbredt i befolkningen i mere end 20 lande i Afrika syd for Sahara – navnlig i Somalia - samt i Ægypten, lande i den sydlige del af Den arabiske Halvø og i enkelte andre lande i verden.

Skikkens oprindelse er uvis. Den er ikke foreskrevet i religiøse skrifter som f.eks. Bibelen eller Koranen, og i de berørte lande forekommer omskæring både blandt kristne, muslimer, jøder, animister mv. Det er ikke ualmindeligt, at kvindelig omskæring alligevel begrundes religiøst, men der kan også findes en lang række andre begrundelser, herunder bl.a. mange fejlagtige forestillinger om de sundhedsmæssige og mentale aspekter ved omskæring af de kvindelige kønsorganer. Der er generelt tale om en dybt rodfæstet tradition hos de berørte befolkningsgrupper, og det sociale pres for at få foretaget omskæring er ofte meget stærkt i de pågældende lande. Det skyldes bl.a., at det er næsten umuligt for en uomskåret kvinde at blive gift og dermed skabe sig en ordentlig plads og fremtid i det lokale samfund.

Somaliere er næsten den eneste befolkningsgruppe her i landet, hvor der er tradition for, at kvinder er omskåret. Kvindelig omskæring blev således først et problem i Danmark, efter at somaliske flygtninge mv. begyndte at komme hertil i slutningen af 1980´erne. I Somalia er infibulation den mest udbredte form for omskæring, og piger omskæres normalt i 5-15 års alderen.

3.3. FN´s konvention af 20. november 1989 om børns rettigheder (Børnekonventionen) er ratificeret eller tiltrådt af næsten alle FN´s medlemslande. Efter konventionens artikel 24, stk. 3, skal deltagerlandene tage alle effektive og passende foranstaltninger for at afskaffe traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed. Efter Justitsministeriets opfattelse omfatter konventionens bestemmelse om »traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed« bl.a. omskæring af piger, idet kvindelig omskæring har lemlæstende karakter og ikke i noget tilfælde kan være lægeligt begrundet.

3.4. I Norge og Sverige er enhver form for kvindelig omskæring forbudt i henhold til særlig lov. Lovene supplerer henholdsvis den norske og den svenske straffelovs bestemmelser om legemsbeskadigelse, og strafferammen er den samme som for legemsbeskadigelse.

Efter den norske lov straffes for kønslemlæstelse (»kjønnslemlestelse«) den, der forsætligt foretager et indgreb i en kvindes kønsorganer, som skader kønsorganet eller påfører det varige forandringer. »Rekonstruktion« – f.eks. fornyet sammensyning af kønsåbningen efter en fødsel – straffes også. Efter den svenske lov er det strafbart at foretage indgreb i en kvindes ydre kønsorganer med det formål at lemlæste det eller påføre det varige forandringer (»könsstympning«), og det antages, at »rekonstruktion« også er strafbart.

Det er udtrykkeligt fastsat i både den norske og svenske lov, at samtykke ikke fritager for straf.

De norske og svenske regler omfatter omskæring, uanset hvor indgrebet er foretaget. I begge lande er der straffemyndighed ved kvindelig omskæring, som er foretaget i udlandet, selv om det almindelige krav om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt. I Norge har man i disse tilfælde begrænset norsk straffemyndighed til norske statsborgere og personer, der er hjemmehørende i Norge. I Sverige følger en sådan begræsning ikke af loven, men det er i forarbejderne til de svenske lovbestemmelser forudsat, at der normalt kun rejses tiltale for omskæring, der er foretaget uden for Sverige i et land, hvor indgrebet er lovligt, hvis der foreligger en særlig svensk interesse i at strafforfølge forholdet. Det fremgår videre, at formålet med ophævelsen af kravet om dobbelt strafbarhed er at forhindre, at piger, der opholder sig i Sverige, føres til udlandet med henblik på at blive omskåret i et land, hvor det er tilladt, og at der derfor kun bør rejses tiltale for udlandshandlinger i sådanne tilfælde.

Med hensyn til retsstillingen i andre europæiske lande kan det nævnes, at det i England ved en særlig lov er forbudt at foretage de mere indgribende former for kvindelig omskæring (excision og infibulation). Efter det oplyste overvejes der for tiden et lovgivningsinitiativ med henblik på at fravige kravet om dobbelt strafbarhed, hvis en i øvrigt strafbar omskæring foretages i udlandet.

I Frankrig findes ingen særlig lov om kvindelig omskæring, men indgrebet er ifølge domstolspraksis strafbart efter straffelovens bestemmelser om legemsbeskadigelse. De almindelige regler om fransk straffemyndighed indebærer, at der ved omskæring foretaget i udlandet ikke gælder krav om dobbelt strafbarhed, såfremt omskæringen er foretaget over for et barn under 15 år, eller hvis omskæringen er foretaget af to eller flere personer i forening.

I Tyskland og Holland er kvindelig omskæring strafbart efter de almindelige regler om legemsbeskadigelse i henholdsvis den tyske og hollandske straffelov. De almindelige regler om tysk, henholdsvis hollandsk straffemyndighed finder anvendelse, herunder kravet om dobbelt strafbarhed, og der er således ikke straffemyndighed i Tyskland eller i Holland, hvis handlingen er foretaget i et land, hvor kvindelig omskæring ikke er strafbart.

3.5. Spørgsmålet om lovgivning mod kvindelig omskæring har tidligere været drøftet i Folketinget. I folketingsåret 1996/97 behandlede Folketinget bl.a. et privat lovforslag (L 65) om en særlig lov om forbud mod omskæring af kvinder. Lovforslaget indebar navnlig, at princippet om »dobbelt strafbarhed« ikke skulle gælde ved kvindelig omskæring. Lovforslaget blev ikke vedtaget, og flere partiers ordførere pegede på en målrettet forebyggende oplysningsindsats som et andet middel i indsatsen mod omskæring af piger og unge kvinder.

På baggrund af debatten om dette lovforslag udarbejdede Justitsministeriet i 1998 en redegørelse til Folketingets Retsudvalg om dobbelt strafbarhed og kvindelig omskæring. Justitsministeriet redegjorde i det pågældende notat for de strafferetlige regler om kvindelig omskæring i de afrikanske lande, hvor omskæring efter det oplyste praktiseres, samt i Europarådets medlemslande. Endvidere blev der i notatet redegjort for den oplysningsindsats, som var igangsat bl.a. af en arbejdsgruppe under Sundhedsministeriet. Det fremgik af notatet, at en ophævelse af kravet om dobbelt strafbarhed måtte antages navnlig at ville kunne få betydning med hensyn til herboende somaliere, idet somaliere som ovenfor nævnt næsten er den eneste befolkningsgruppe i Danmark, hvor det er almindeligt, at kvinder er omskåret.

Justitsministeriet konkluderede i notatet, at der næppe var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fravige straffelovgivningens generelle princip om dobbelt strafbarhed på daværende tidspunkt. Justitsministeriet fandt det rigtigt i første omgang at afvente virkningerne af det igangværende oplysningsarbejde. Justitsministeriet anførte imidlertid, at man, såfremt der herefter viste sig et væsentligt behov herfor, ville være indstillet på at tage initiativ til en lovændring, der fraviger princippet om dobbelt strafbarhed på dette område.

Der er i indeværende folketingsår på ny fremsat private forslag vedrørende forbud mod kvindelig omskæring og fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed.

3.6. Den daværende sundhedsminister nedsatte i 1997 en bredt sammensat arbejdsgruppe, der fik til opgave at igangsætte og koordinere en omfattende oplysningsindsats mod omskæring af piger og unge kvinder, der bor i Danmark. Målgruppen for oplysningsindsatsen var både de enkelte flygtningefamilier mv. – navnlig somaliske – og det sundhedsfaglige personale samt pædagoger, lærere og personale ved kommunalforvaltningerne, der arbejder med somaliske flygtninge mv.

På arbejdsgruppens initiativ er der bl.a. blevet etableret lokale debatgrupper i en række byer med deltagelse af somaliere, personale fra de kommunale forvaltninger og sundhedspersonale. Der er også produceret en debat- og informationsvideo om dansk lovgivning og de sundhedsmæssige risici ved omskæring af piger. Endvidere udarbejdede Sundhedsstyrelsen i samarbejde med arbejdsgruppen i 1999 et omfattende skriftligt informationsmateriale (»Forebyggelse af omskæring af piger«). Materialet er navnlig beregnet til brug for kommunernes vejledning af de relevante personalegrupper med henblik på – bl.a. i samarbejde med de somaliske familier - at forebygge, at omskæring af herboende piger finder sted i Danmark eller i udlandet. Materialet er også henvendt til sundhedspersonale, som konfronteres med følgevirkningerne af omskæring.

Sundhedsstyrelsen har i 2000 udarbejdet en rapport om den iværksatte oplysningsindsats. Det konkluderes i rapporten, at oplysningsindsatsen må antages at have medvirket positivt til at påvirke holdningen hos dele af den somaliske befolkningsgruppe her i landet. Man har konstateret den mest markante holdningsændring hos somaliske forældre, som tidligere troede, at omskæring af piger var en religiøs pligt. Herudover har oplysninger om de sundhedsmæssige risici og om de strafferetlige konsekvenser af at foretage eller medvirke til omskæring formentlig haft betydning for holdningen blandt de berørte.

Regeringen nedsatte i efteråret 2002 en tværministeriel arbejdsgruppe med henblik på en hurtig undersøgelse af, om den hidtidige oplysningsindsats bør forbedres, og om der er behov for at ændre gældende regler og retningslinjer om sundhedspersonales og kommunale myndigheders muligheder for at gribe ind, hvis man bliver bekendt med, at en pige eller ung kvinde risikerer omskæring. Arbejdsgruppen afgav rapport i januar 2003.

Arbejdsgruppen finder, at der er behov for målrettet at informere de forskellige faggrupper om, hvad deres forpligtelser og handlemuligheder efter den gældende lovgivning er. Her tænkes særligt på pligten til at underrette de sociale myndigheder og brugen af sociale foranstaltninger.

Arbejdsgruppen konkluderer, at traditionen for omskæring ifølge oplysninger fra den kommunale sundhedstjeneste i København, Århus og Odense synes at være ved at blive brudt blandt somaliske efterkommere i Danmark, og at dette stemmer overens med erfaringer fra andre lande. Arbejdsgruppen finder, at den fremtidige indsats vedrørende forebyggelse bør tage udgangspunkt i dette forhold.

Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at der udarbejdes en pjece til sundheds-, skole- og øvrigt pædagogisk personale, der opfordrer til opmærksomhed på området, herunder opmærksomhed om eventuelle konkrete faresignaler, f.eks. i forbindelse med rejseplaner mv. vedrørende ture til hjemlandet. Endvidere foreslås en forstærket oplysningsindsats over for befolkningsgrupper her i landet, som har tradition for omskæring. Formålet hermed bør være at bistå, styrke og udbygge de eksisterende lokalgrupper og netværk mod omskæring. Arbejdsgruppen foreslår også, at Undervisningsministeriets pædagogiske konsulenter for de frie grundskoler kontakter skoler med somaliske elever og vejleder skolens personale om temaet. Endelig anbefales det, at information om omskæring bl.a. lægges på hjemmesiden Kvinde Finfo.

Socialministeren har i lyset af arbejdsgruppens anbefalinger indbudt relevante aktører til en drøftelse om den fremtidige indsats på området.

Undervisningsministeriet vil endvidere i publikationen »Inspiration til bedre integration«, som udsendes til samtlige skoler i landet senere i år, beskrive de ansattes generelle underretningspligt over for kommunen efter lov om social service og i den forbindelse særligt omtale omskæring.

3.7. Det er ikke muligt på baggrund af statistiske oplysninger at fastslå, hvor mange sager om omskæring af kvinder/piger der har været her i landet, herunder om tallet er stigende eller faldende.

Der findes ingen trykte domme vedrørende omskæring af kvinder/piger. Justitsministeriet og Rigsadvokaten har endvidere ikke kendskab til sådanne straffesager. Det fremgår af en rapport fra januar 2003 fra den tværministerielle arbejdsgruppe om kvindelig omskæring, som er omtalt under pkt. 3.6. ovenfor, at den kommunale sundhedstjeneste i Odense ikke har konstateret tilfælde af omskæring blandt børn og unge med somaliske forældre, mens der ifølge børne- og ungelægeordningen i Købehavn og Århus er få piger, som bliver omskåret.

3.8. Hovedindsatsen over for omskæring af piger og unge kvinder må efter regeringens opfattelse fortsat bygge på holdningspåvirkning og oplysning over for flygtninge- og indvandrergrupper, der kommer fra lande, hvor kvindelig omskæring er integreret i den lokale kulturtradition, og hvor det derfor er udbredt, at kvinder er omskåret.

Efter regeringens opfattelse vil et mere effektivt strafferetligt værn imidlertid kunne understøtte den forebyggende indsats, idet det herved så tydeligt som muligt markeres, at kvindelig omskæring er en skik, som er helt uforenelig med normerne i det danske samfund.

Behovet for at supplere den forebyggende oplysningsindsats med et mere effektivt strafferetligt værn er efter regeringens opfattelse desuden blevet yderligere understreget ved, at repræsentanter for religiøse samfund her i landet for nylig offentligt har udtalt sig positivt om kvindelig omskæring.

Regeringen finder således, at den forebyggende oplysningsindsats mod kvindelig omskæring bør understøttes ved en skærpet lovgivning, jf. nærmere herom under pkt. 4 nedenfor. En skærpet lovgivning bør navnlig gå ud på at fravige kravet om dobbelt strafbarhed på dette område, således at der bliver sikker hjemmel til at straffe danske statsborgere og herboende personer, som foretager eller medvirker til kvindelig omskæring i et land, hvor omskæring er tilladt. Herved vil der samtidig være klar hjemmel til at straffe medvirkenshandlinger, der foretages her i landet – f.eks. i tilfælde, hvor herboende forældre her i landet træffer foranstaltninger til at få deres piger omskåret under ferieophold hos slægtninge mv. i et land, hvor kvindelig omskæring ikke er strafbart.

4. Lovforslagets udformning

4.1. Lovforslaget indeholder tre hovedelementer. Det foreslås for det første, at der ikke skal gælde krav om dobbelt strafbarhed i tilfælde, hvor en dansk statsborger eller person, der er bosat i Danmark, foretager eller medvirker til kvindelig omskæring i udlandet. For det andet foreslås det at indføje en særlig bestemmelse i straffeloven om kvindelig omskæring. Endelig foreslås det, at forældelsesfristen for strafansvaret ved kvindelig omskæring tidligst begynder at løbe, når den omskårne pige fylder 18 år.

4.2. Straffelovens krav om dobbelt strafbarhed med hensyn til handlinger, som foretages på andre staters område af danske statsborgere og personer, der er bosat i Danmark, bygger efter straffelovens forarbejder navnlig på den opfattelse, at statens interesse i at kræve, at danske statsborgere og herboende personer overholder danske straffebestemmelser i udlandet, generelt – med undtagelse af visse tilfælde, der er reguleret i straffelovens § 8 - kun foreligger som følge af, at den danske stat som udgangspunkt ikke udleverer sine egne statsborgere til strafforfølgning i udlandet, og derfor bl.a. af hensyn til den fremmede stat må påtage sig selv at straffe for visse handlinger begået i udlandet. Dette hensyn rækker imidlertid ifølge denne opfattelse ikke længere end til, at dansk straffemyndighed bør omfatte handlinger, som også er strafbare i det land, hvor de er begået.

Hertil kommer naturligvis det generelle forhold, at kravet om dobbelt strafbarhed indebærer, at borgerne kan indrette sig efter lovgivningen på opholdsstedet.

Kvindelig omskæring er en alvorlig forbrydelse mod piger og unge kvinder, og på grund af indgrebets karakter og den sociale sammenhæng, hvori det typisk foretages, er der - sammenholdt med den generelt øgede rejseaktivitet over landegrænserne - en særlig risiko for, at forbudet mod omskæring bliver omgået ved, at indgrebet med forældres eller andre herboende personers medvirken foretages under kortvarige ophold hos familie mv. i et land, hvor omskæring ikke er strafbart. Det må endvidere antages, at den forebyggende oplysningsindsats over for de berørte befolkningsgrupper her i landet vil kunne understøttes væsentligt, såfremt det i lovgivningen klart markeres, at forbudet mod kvindelig omskæring ikke kan omgås ved at sende pigen eller den unge kvinde til udlandet for at få indgrebet foretaget dér.

I lyset heraf og på baggrund af det, som i øvrigt er anført ovenfor under pkt. 3, finder Justitsministeriet, at straffelovens krav om dobbelt strafbarhed ikke bør gælde ved kvindelig omskæring.

Justitsministeriet har overvejet flere mulige modeller med hensyn til udformningen af lovforslaget på dette punkt.

En mulig løsning kunne således eventuelt være at bygge på straffelovens § 8, hvorefter der i visse tilfælde er dansk straffemyndighed, uanset hvor og af hvem en forbrydelse er begået.

Efter § 8, nr. 2, straffes i Danmark bl.a. den, der i udlandet krænker en forpligtelse, som det ifølge lov påhviler gerningsmanden at iagttage i udlandet, jf. pkt. 2 ovenfor. Det kunne derfor overvejes at fastslå i lovteksten, at den pligt til at beskytte børn mod vold og krænkende behandling, som efter forældremyndighedslovens § 2 påhviler forældremyndighedens indehaver(e), skal overholdes, selv om barnet befinder sig i udlandet. Denne løsning ville imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse ikke skabe den klare retsstilling, som der er behov for navnlig med henblik på at understøtte den forbyggende indsats mod kvindelig omskæring. En sådan lovændring ville således kun omfatte forældremyndighedens indehavere, men derimod ikke f.eks. andre familiemedlemmer mv., som medvirker til en omskæring. Hertil kommer, at en ændring, der bygger på den generelle omsorgspligt efter forældremyndighedsloven, ville indebære en bredere, men samtidig noget ubestemt afgrænsning af dansk straffemyndighed, fordi der vil kunne være tvivl om den konkrete rækkevidde af omsorgspligten i forskellige situationer.

Det kunne endvidere overvejes at udvide bestemmelsen i straffelovens § 8, nr. 3, hvorefter der er dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor der uden for folkeretligt anerkendt område begås alvorlige forbrydelser mod danske statsborgere eller personer, som er bosat i Danmark. En udvidelse af dansk straffemyndighed med hensyn til kvindelig omskæring må imidlertid ses i sammenhæng med den forebyggende oplysningsindsats over for de relevante befolkningsgrupper her i landet, og efter Justitsministeriets opfattelse bør udvidelsen af dansk straffemyndighed bl.a. på den baggrund være rettet mod handlinger, som foretages af personer med tilknytning til Danmark.

En anden mulighed kunne være at ophæve kravet om dobbelt strafbarhed ved en ændring af straffelovens § 7 for så vidt angår voldsforbrydelser begået i udlandet, eventuelt begrænset til grov vold begået mod børn og unge under 18 år.

Justitsministeriet finder imidlertid, at overvejelser om en bredere løsning af denne karakter, som omfatter væsentligt flere forhold end kvindelig omskæring, i første omgang bør foretages af det sagkyndige udvalg (Jurisdiktionsudvalget), som Justitsministeriet for nylig har nedsat med henblik på at gennemgå de gældende bestemmelser i straffeloven om dansk straffemyndighed. Jurisdiktionsudvalget har til opgave at vurdere, i hvilket omfang disse bestemmelser fortsat er tidssvarende, og om der er behov for at ændre reglerne. Udvalget er nedsat bl.a. i lyset af den internationale udvikling med voldsomt øget rejseaktivitet over landegrænserne og den almindelige internationalisering. Udvalget skal vurdere en lang række generelle og principielle jurisdiktionsspørgsmål, herunder bl.a. om fastlæggelsen af, hvor en strafbar handling kan anses for at være begået, afgrænsningen af dansk straffemyndighed i relation til forsøgs- og medvirkenshandlinger, anvendelsen af princippet om »dobbelt strafbarhed«, udstrækningen af dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor danske statsborgere og herboende udlændinge udsættes for grove forbrydelser i udlandet, samt om udformningen af danske jurisdiktionsregler i lyset af de forskellige konventioner om retsforfølgning af internationale forbrydelser som tortur, krigsforbrydelser mv. Udgangspunktet for udvalgets overvejelser skal bl.a. være, at der i visse sammenhænge formentlig er anledning til at udvide dansk straffemyndighed.

I lyset heraf er lovforslaget i stedet udformet således, at der indføjes en undtagelsesbestemmelse i straffelovens § 7, hvorefter kravet om dobbelt strafbarhed ikke gælder ved kvindelig omskæring, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (ny § 7, stk. 3, i straffeloven).

Forslaget indebærer bl.a., at dansk straffemyndighed alene udvides for så vidt angår handlinger foretaget af personer med dansk indfødsret, eller som er bosat i Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1 (som ikke ændres). Kvindelig omskæring kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke siges at være særligt rettet mod det danske samfunds interesser på en sådan måde, at indgrebet bør være omfattet af dansk straffemyndighed, uanset hvor og af hvem det er foretaget, jf. herved straffelovens § 8. Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at udvide dansk straffemyndighed således, at der bliver mulighed for her i landet at straffe en udenlandsk statsborger med fast bopæl i udlandet, som har foretaget omskæring af en pige i et land, hvor dette er tilladt. Justitsministeriet finder endvidere tilsvarende, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at udvide dansk straffemyndighed i sager om kvindelig omskæring, der er foretaget i et land, hvor dette er tilladt, til nordiske statsborgere eller personer med bopæl i de nordiske lande, som opholder sig i Danmark. Disse personers handlinger er efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 2, omfattet af dansk straffemyndighed i samme omfang som handlinger, der foretages i udlandet af danske statsborgere og personer med bopæl i Danmark.

Det bør fremhæves, at der ikke kan sluttes modsætningsvis fra den foreslåede nye bestemmelse i § 7, stk. 3, i forhold til bestemmelsen i straffelovens § 8, nr. 2. Bestemmelsen i § 8, nr. 2, vil således fortsat kunne udgøre grundlaget for dansk straffemyndighed i sager om andre overgreb, som herboende forældre måtte begå i udlandet mod deres børn.

Kriteriet »bosat i den danske stat«, jf. straffelovens § 7, stk. 1, er opfyldt, såfremt den pågældende har sit varigere eller tilsigtet varigere hovedopholdssted her i landet. Den nærmere afgrænsning af kriteriet kan give anledning til en vis tvivl. Dette generelle spørgsmål om afgrænsningen af den personkreds, hvis handlinger i udlandet er eller bør være omfattet af dansk straffemyndighed efter bestemmelsen i straffelovens § 7, vil imidlertid blive behandlet af Jurisdiktionsudvalget i forbindelse med udvalgets kommende, mere generelle overvejelser om straffelovens bestemmelser om straffemyndighed, og Justitsministeriet finder ikke grundlag for at foreslå en særlig regulering af spørgsmålet i forbindelse med dette lovforslag.

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 7 omfatter dansk straffemyndighed handlinger foretaget i udlandet, såfremt kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt, og personerne på det tidspunkt, hvor straffesagen pådømmes ved domstolene, har dansk indfødsret eller er bosat her i landet. Det indebærer, at en person vil kunne straffes her i landet også for handlinger, som den pågældende har foretaget i udlandet, før han eller hun blev dansk statsborger eller bosatte sig her i landet. Justitsministeriet finder det imidlertid rigtigst, at den foreslåede undtagelse fra kravet om dobbelt strafbarhed alene omfatter handlinger, som er foretaget i udlandet, efter at den pågældende har opnået dansk indfødsret eller bosat sig her i landet, således at vedkommende i almindelighed på gerningstidspunktet må formodes at være bekendt med grundlæggende normer i det danske samfund. I overensstemmelse hermed er den foreslåede nye bestemmelse udformet således, at bestemmelsen alene finder anvendelse i forhold til personer, som på gerningstidspunktet havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat.

Med den foreslåede bestemmelse afklares det samtidig, at medvirken til kvindelig omskæring, der foretages i udlandet, vil kunne straffes her i landet i medfør af straffelovens § 23, uanset om medvirkenshandlingen er foretaget her i landet eller i udlandet. Der vil således være klar hjemmel til at straffe medvirkenshandlinger, som foretages her i landet, selv om omskæringen foretages i et land, hvor kvindelig omskæring ikke er strafbart. Det kan navnlig være aktuelt i visse tilfælde, hvor herboende forældre her i landet træffer foranstaltninger til at få deres piger omskåret under ferieophold hos slægtninge mv. i hjemlandet.

Den foreslåede særlige jurisdiktionsbestemmelse i § 7, stk. 3, vil kun finde anvendelse i sager om kvindelig omskæring, der er foretaget i et land, hvor handlingen er tilladt. Er omskæringen fortaget i et land, hvor kvindelig omskæring er strafbart, vil dansk straffemyndighed således som hidtil følge af bestemmelsen i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2. Det indebærer, at dansk straffemyndighed i sidstnævnte tilfælde også omfatter personer, der først er blevet danske statsborgere eller bosiddende her i landet i perioden mellem gerningstidspunktet og påtaletidspunktet.

Efter straffelovens § 10, stk. 2, er danske domstole i sager om kvindelig omskæring, hvor handlingen foretages i udlandet, bundet af det udenlandske strafmaksimum. Kan kvindelig omskæring f.eks. alene medføre bødestraf i gerningslandet, vil bestemmelsen i § 10, stk. 2, indebære, at der ikke i Danmark kan idømmes fængselsstraf for handlingen.

Denne bestemmelse kan ikke finde anvendelse i de tilfælde, som er omfattet af den foreslåede nye bestemmelse i § 7, stk. 3, idet forholdet i disse tilfælde ikke er strafbart i gerningslandet.

Jurisdiktionsudvalget har i sin udtalelse anført, at det vil være bedst stemmende med den foreslåede fravigelse af princippet om dobbelt strafbarhed i sager om kvindelig omskæring, at straffen i disse sager i alle tilfælde kan fastsættes uden hensyn til lovgivningen på gerningsstedet. Justitsministeriet er enig i dette synspunkt, og lovforslaget er i overensstemmelse hermed udformet således, at bestemmelsen i § 10, stk. 2, fraviges generelt i sager om kvindelig omskæring. Danske domstole vil således ikke være bundet af det udenlandske strafmaksimum i tilfælde, hvor omskæring er foretaget i et land, hvor indgrebet er strafbart, men hvor der gælder en lavere strafferamme end her i landet.

Den foreslåede udvidelse af dansk straffemyndighed medfører, at danske statsborgere og personer, der er bosat her i landet, fremover ikke vil have nogen mulighed for lovligt at foretage eller medvirke til omskæring af piger og unge kvinder. Det forhold, at forbudet mod kvindelig omskæring gælder, uanset hvor i verden indgrebet foretages, må antages at kunne få en præventiv betydning, navnlig i forbindelse med den forebyggende oplysningsindsats over for de berørte befolkningsgrupper her i landet. Med hensyn til den praktiske gennemførelse af straffesager om omskæring i udlandet må det forventes, at der ofte vil kunne være bevismæssige problemer, bl.a. fordi den fornødne oplysning af sagerne i en række tilfælde – ud over forklaringen fra den omskårne pige - vil afhænge af bistand fra politiet i det land, hvor omskæringen er foretaget. I praksis vil det formentlig kunne være forbundet med ikke ubetydelige vanskeligheder at opnå en sådan bistand vedrørende forhold, som ikke er strafbare efter det pågældende lands lovgivning.

Der kan eventuelt rejses spørgsmål om, hvorvidt der er anledning til også at ændre den særlige bestemmelse i straffelovens § 8, nr. 6, om tilfælde, hvor danske myndigheder afslår at udlevere en sigtet person til retsforfølgning i et andet land for en handling, der er foretaget i udlandet. I et sådant tilfælde er der kun dansk straffemyndighed, hvis der efter dansk lovgivning er tale om en forbrydelse med en strafferamme på mere end 1 års fængsel, og hvis den pågældende handling også er strafbar efter lovgivningen i det land, hvor den er foretaget. En eventuel ændring af straffelovens § 8, nr. 6, i forbindelse med dette lovforslag ville i praksis alene tage sigte på den meget specielle situation, at en udlænding under et midlertidigt ophold i Danmark begæres udleveret af en anden stat med henblik på strafferetlig forfølgning vedrørende en kvindelig omskæring, der er foretaget i et tredje land, hvor kvindelig omskæring er tilladt. Efter Justitsministeriets opfattelse vil en ændring af bestemmelsen rejse nogle principielle spørgsmål, som bør overvejes af Jurisdiktionsudvalget i forbindelse med udvalgets generelle gennemgang af straffelovens bestemmelser om dansk straffemyndighed.

4.3. Det foreslås at indføje en særlig straffebestemmelse om kvindelig omskæring i straffelovens kapitel om forbrydelser mod liv og legeme, jf. lovforslagets § 1, nr. 4. Efter den foreslåede nye § 245 a straffes den, som ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, med fængsel i indtil 6 år. Under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i indtil 10 år, jf. straffelovens § 246.

Efter dansk lovgivningstradition reguleres grove forbrydelser med så høje strafferammer som de foreliggende i straffeloven og ikke i særlovgivningen. Som eksempler kan nævnes straffelovens bestemmelser om grove overtrædelser af visse særlovsbestemmelser, jf. bl.a. straffelovens § 125 a (udlændingelovgivningen) og straffelovens § 289 (skatte- og afgiftslovgivningen). Gennemførelse af en særlov om kvindelig omskæring ville desuden – imod hensigten – kunne blive opfattet som en nedkriminalisering af denne form for kriminalitet, fordi de forhold, som særloven skulle regulere, i dag alle er strafbare efter straffeloven. Justitsministeriet har på den baggrund fundet det rigtigst at foreslå en særlig bestemmelse i straffeloven frem for en særlov om kvindelig omskæring, som bl.a. er gennemført i Norge og Sverige.

Som der nærmere er redegjort for under pkt. 2 ovenfor, er kvindelig omskæring i dag strafbart efter straffelovens voldsbestemmelser (§§ 244-246). Med den foreslåede særbestemmelse sker der således ikke en egentlig nykriminalisering, men der sendes navnlig et klarere signal til de berørte befolkningsgrupper her i landet, og det kan have en positiv effekt i forbindelse med den forebyggende oplysningsindsats over for disse grupper.

Den foreslåede bestemmelse afklarer imidlertid også visse tvivlsspørgsmål, som kunne opstå med hensyn til anvendelsen af de almindelige voldsbestemmelser. Det gælder navnlig i forbindelse med den mildeste form for kvindelig omskæring - såkaldt sunnaomskæring, jf. pkt. 3 ovenfor - hvor det næppe helt kan udelukkes, at der efter omstændighederne vil kunne være tvivl om, hvorvidt det konkrete forhold skal henføres under straffelovens § 244 eller § 245, og hvor der eventuelt også vil kunne opstå spørgsmål om betydningen af et samtykke til indgrebet.

Den foreslåede bestemmelse er udformet således, at enhver form for kvindelig omskæring vil være strafbar med en strafferamme, der svarer til straffelovens § 245 om legemsbeskadigelse mv. – dvs. fængsel i indtil 6 år - og således, at de groveste tilfælde ligesom i dag vil kunne være omfattet af straffelovens § 246 med en strafferamme på fængsel i indtil 10 år.

For så vidt angår den mildeste form for kvindelig omskæring, har Justitsministeriet herved navnlig lagt vægt på, at der efter oplysninger fra Sundhedsstyrelsen bl.a. på grund af de anatomiske forhold omkring klitoris vil være meget betydelig risiko for mere omfattende skader også ved denne form for omskæring.

Af samme grund – samt i øvrigt under hensyn til de alvorlige skader og andre helbredsmæssige følger, som indgrebet kan have, jf. pkt. 3 ovenfor - bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke kunne gives samtykke til nogen form for kvindelig omskæring med den virkning, at indgrebet bliver straffrit. Justitsministeriet har fundet det rigtigst, at dette fastslås i loven, jf. ordene »med eller uden samtykke« i den foreslåede bestemmelse. Der tilsigtes ikke hermed nogen ændring i retstilstanden med hensyn til den strafferetlige betydning af samtykke til andre former for vold – herunder f.eks. i forbindelse med sportsudøvelse.

Der har i den offentlige debat om omskæring været forslag om i strafferetlig henseende at ligestille den mildeste form for kvindelig omskæring med omskæring af drenge (fjernelse af en del af forhuden omkring penis). Regeringen finder ikke, at der er grundlag herfor, bl.a. under hensyn til, at der – som ovenfor nævnt – selv ved den mildeste form for kvindelig omskæring på grund af de anatomiske forhold er betydelig risiko for, at der bortskæres mere end blot slimhindefolden omkring klitoris, samt at enhver bortskæring af dele af de ydre kvindelige kønsorganer medfører dannelse af arvæv, som kan medvirke til fødselskomplikationer.

Justitsministeriet har endvidere overvejet, om den foreslåede straffebestemmelse også bør omfatte sammensyning af den kvindelige kønsåbning. Som nævnt under pkt. 3 ovenfor, indgår sammensyning af kønsåbningen som led i den mest omfattende form for kvindelig omskæring, hvor klitoris og dele af skamlæberne bortskæres (»infibulation«). I disse tilfælde er der ikke behov for en særskilt kriminalisering af sammensyningen, idet den vil indgå som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen.

I praksis forekommer »selvstændig« sammensyning af kønsåbningen – dvs. en sammensyning, der ikke sker i forbindelse med bortskæringen af dele af skamlæberne – kun i forbindelse med infibulerede kvinders fødsler. Her kan der opstå spørgsmål om at sy kønsåbningen delvis sammen igen efter fødslen. Sundhedsstyrelsen har herom oplyst, at der ved en sådan sammensyning ikke er tale om at gentage en ulovlig lemlæstelse, idet lemlæstelsen allerede har fundet sted og er uoprettelig. En eventuel sammensyning efter en fødsel vedrører alene spørgsmålet om, hvor stor en åbning der skal være i det huddække, som resterne af de store skamlæber udgør.

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal omskårne kvinder i forbindelse med graviditetsundersøgelser oplyses om de helbredsmæssige risici ved omskæring, generne ved en eventuel fornyet sammensyning og fordelene ved at være »åben« efter fødslen. Efter styrelsens erfaring er tidspunktet omkring graviditet og fødsel velegnet med henblik på at påvirke forældreparrets holdning både til kvindelig omskæring som sådan og til ikke at være sammensyet fortil, og Sundhedsstyrelsen har oplyst, at næsten ingen omskårne kvinder ønsker sammensyning fortil efter fødslen.

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at sundhedspersonalet i dag har mulighed for i enkeltstående tilfælde at imødekomme en omskåret kvindes ønske om at få kønsåbningen delvis sammensyet efter fødslen, hvis dette ud fra en samlet lægelig vurdering skønnes at varetage hendes tarv bedst. Sundhedsstyrelsen har endvidere oplyst, at læger også i andre situationer har mulighed for at udføre indgreb, der indebærer helbredsmæssige risici, hvis patienten af psykiatriske eller andre psykologiske grunde insisterer på at få det udført (f.eks. kejsersnit i visse tilfælde eller kønsskifteoperationer). Efter lægelovgivningen kan sammensyning efter en fødsel kun lovligt foretages af det relevante sundhedspersonale.

Under hensyn til, at delvis sammensyning af omskårne kvinders kønsåbning efter en fødsel må antages i praksis at blive foretaget yderst sjældent, og at sammensyningen i givet fald kun sker efter grundig information af kvinden og på grundlag af en samlet lægelig vurdering i hvert enkelt tilfælde, er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke anledning til i loven at forbyde sådan sammensyning.

4.4. Det foreslås, at forældelsesfristen for strafansvaret efter den foreslåede bestemmelse om kvindelig omskæring først begynder at løbe, når den omskårne pige fylder 18 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. I relation til forældelse af strafansvar sidestilles kvindelig omskæring herved med andre grove krænkelser af mindreårige, som ofte sker i sociale sammenhænge, hvor det i praksis kan være meget vanskeligt for det pågældende barn at tage initiativ til, at der bliver rejst straffesag mod f.eks. forældrene eller andre nære slægtninge.

Man må naturligvis samtidig være opmærksom på, at de bevismæssige problemer, som er nævnt under pkt. 4.2 ovenfor, vil være større, hvis sagen først rejses flere år efter, at forholdet er begået.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes at ville kunne have visse konsekvenser for politi- og anklagemyndigheden, domstolene og kriminalforsorgen som følge af den foreslåede ændring af straffelovens regler om dansk straffemyndighed, således at kravet om »dobbelt strafbarhed« for handlinger, der er foretaget i udlandet, ikke gælder ved kvindelig omskæring.

Henset til det samlede antal sager, der behandles af justitsvæsenet, vil de opgaver, som følger af lovforslaget, imidlertid kunne varetages inden for de nuværende bevillingsmæssige rammer.

Lovforslaget skønnes således ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

6. Høring

Med henblik på en vurdering af lovforslaget i lyset af de generelle og principielle problemstillinger, som Jurisdiktionsudvalget behandler, jf. pkt. 4 ovenfor, har et udkast til lovforslag været forelagt for Jurisdiktionsudvalget. Udvalgets udtalelse er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

Et udkast til lovforslaget har endvidere været i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Retslægerådet, Dansk Retspolitisk Forening, Etisk Råd, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Sygeplejeråd, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Børnerådet, Red Barnet, Samarbejdsgruppen om Børnekonventionen, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Amnesty International, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Instituttet for Menneskerettigheder, De Etniske Minoriteters Landsorganisation, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, Rådet for Etniske Minoriteter og Dansk-Somalisk Forening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 2 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (straffelovens § 7, stk. 3)

Det foreslås at ændre straffelovens almindelige regler om dansk straffemyndighed for handlinger foretaget i udlandet for så vidt angår kvindelig omskæring.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at danske statsborgere og personer, som er bosat i den danske stat, kan straffes for sådanne handlinger og medvirken hertil, selv om handlingen ikke er strafbar i det land, hvor den er foretaget. Kravet om »dobbelt strafbarhed« i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, vil således ikke gælde ved kvindelig omskæring.

Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor en omskæring er foretaget uden for den danske stat og inden for et andet folkeretligt anerkendt statsområde, jf. henvisningen til straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2. Er handlingen foretaget uden for et anerkendt statsområde – f.eks. på et udenlandsk skib på det åbne hav - gælder der ikke noget krav om dobbelt strafbarhed, og danske statsborgere og herboende personer kan straffes for alle handlinger, som efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, som ikke foreslås ændret.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse ved omskæring, som er omfattet af gerningsbeskrivelsen i den foreslåede § 245 a (jf. lovforslagets § 1, nr. 4) eller i § 246, jf. § 245 a (jf. forslagets § 1, nr. 5). Udtrykket »en handling« omfatter også undladelse af en handling, f.eks. en strafbar undladelse af at hindre en omskæring.

Udtrykket »når handlingen er omfattet af § 245 a eller § 246, jf. § 245 a« skal forstås med de udvidelser, der følger af straffelovens § 21 (forsøg) og § 23 (medvirken). Med den foreslåede bestemmelse vil der være hjemmel til at straffe personer, som i udlandet medvirker til en omskæring, der foretages i et land, hvor omskæring ikke er strafbart, jf. straffelovens § 23.

Der vil endvidere efter straffelovens § 6 (territorialprincippet) være hjemmel til at straffe medvirkenshandlinger, som foretages her i landet, selv om omskæringen foretages i et land, hvor kvindelig omskæring ikke er strafbart – det kan navnlig være aktuelt i visse tilfælde, hvor herboende forældre her i landet træffer foranstaltninger til at få deres piger omskåret under ferieophold hos slægtninge mv. i hjemlandet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at der ikke vil kunne opstå tvivl om, at der – såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt - er hjemmel til at straffe personer, som offentligt opfordrer herboende forældre til at få omskåret deres piger i lande, hvor kvindelig omskæring ikke er strafbart, jf. straffelovens § 136 om straf for den, som offentligt tilskynder til forbrydelse.

Bestemmelsen finder kun anvendelse, såfremt gerningsmanden på det tidspunkt, hvor den strafbare handling blev foretaget, havde dansk indfødsret eller var bosat i Danmark. Der vil således ikke være mulighed for her i landet at straffe en udlænding, som før den pågældende bosatte sig i Danmark har foretaget eller medvirket til omskæring af en pige eller ung kvinde i et land, hvor omskæring er tilladt.

Bestemmelsen i § 7, stk. 3, omfatter ikke nordiske statsborgere eller personer, der har bopæl i Norden, og som opholder sig i Danmark, jf. § 7, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Til nr. 2 (straffelovens § 10, stk. 2)

Ændringen indebærer, at danske domstole ved strafudmålingen i sager om kvindelig omskæring, der er foretaget i et land, hvor forholdet er strafbart, ikke vil være bundet af det udenlandske strafmaksimum.

Til nr. 3 (straffelovens § 94, stk. 4, 2. pkt.)

Det foreslås, at forældelsesfristen for strafansvaret ved kvindelig omskæring tidligst kan begynde at løbe fra den dag, den omskårne pige fylder 18 år. Kvindelig omskæring foretages i praksis normalt efter pres og tilskyndelse fra familien, og det vil ofte kunne være meget svært for en mindreårig pige at træffe beslutning om at anmelde forholdet til politiet. Med lovforslaget sidestilles kvindelig omskæring i relation til forældelsesfristens begyndelsestidspunkt med bl.a. incest, voldtægt mv., samleje mv. med børn under den seksuelle lavalder og seksuel udnyttelse af mindreårige, som er betroet gerningsmanden til opdragelse mv.

Forældelsesfristen er 10 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 4 og 5 (den foreslåede nye § 245 a og ændring af § 246), sammenholdt med straffelovens § 93, stk. 1, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.

Til nr. 4 og 5 (straffelovens § 245 a og § 246)

Nr. 4 indeholder en ny, særlig straffebestemmelse om kvindelig omskæring. Med bestemmelsen fremgår det udtrykkeligt af straffeloven, at enhver form for kvindelig omskæring er strafbar, og at pigen eller forældrene ikke i noget tilfælde kan give samtykke til indgrebet med den virkning, at det bliver straffrit.

Gerningsindholdet i den foreslåede bestemmelse er også omfattet af gerningsbeskrivelsen i straffelovens §§ 244 eller 245 (der ikke ændres), jf. ordet »legemsangreb«.

Tilregnelseskravet er forsæt til at bortskære eller på anden måde fjerne de kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis.

Bestemmelsen omfatter alene omskæring af piger og kvinder. Om mandlig omskæring henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.

Bestemmelsen omfatter hel eller delvis bortskæring af de »kvindelige ydre kønsorganer«. Herved forstås klitoris og forhuden omkring klitoris samt skamlæberne (labia minora og labia majora). Bestemmelsen omfatter således alle former for kvindelig omskæring, jf. ovenfor under pkt. 3.1.

Bestemmelsen omfatter enhver fjernelse – hel eller delvis - af de ydre kønsorganer, uanset hvilket redskab der benyttes hertil. Ordlyden omfatter ikke den sammensyning af sårfladerne, der foretages som led i såkaldt infibulation, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 3. Foretages der en sådan sammensyning, som tillukker den kvindelige kønsåbning, vil dette være en skærpende omstændighed, som må inddrages ved strafudmålingen. Om »selvstændig« sammensyning af kønsåbningen – dvs. en sammensyning, der ikke sker i forbindelse med bortskæringen af dele af skamlæberne – henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.

Det er forudsat, at overtrædelser af bestemmelsen ligesom overtrædelser af de øvrige voldsbestemmelser i straffeloven kun kan straffes, hvis overtrædelsen må anses som retsstridig. En lægeligt begrundet bortskæring (f.eks. i forbindelse med en fødsel eller kønsskifteoperation eller ved fjernelse af en byld), vil således ikke være strafbart. Det fastslås imidlertid i bestemmelsen, at samtykke fra pigen/kvinden eller dennes forældre eller værge ikke i noget tilfælde vil kunne medføre, at en omskæring bliver straffri. Dette gælder uanset indgrebets omfang og nærmere karakter.

Der er i øvrigt ikke med bestemmelsen tilsigtet nogen ændring i retstilstanden vedrørende den strafferetlige betydning af samtykke til legemsangreb.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at straffen for kvindelig omskæring i alle tilfælde er fængsel. Bødestraf kan ikke anvendes. I praksis vil kvindelig omskæring normalt indebære en forsætlig legemsbeskadigelse, jf. straffelovens § 245, og den konkrete strafudmåling vil således typisk kunne ske i overensstemmelse med retspraksis efter denne bestemmelse. Der må i øvrigt tages hensyn til indgrebets omfang og nærmere karakter, herunder om der er tale om f.eks. den såkaldte sunnaomskæring eller om infibulation, som er den mest lemlæstende form for kvindelig omskæring, jf. beskrivelsen ovenfor i de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Forsøg på overtrædelse af den foreslåede bestemmelse kan straffes, jf. straffelovens § 21.

Medvirken til omskæring, forsøg på medvirken og medvirken til forsøg kan ligeledes straffes, jf. straffelovens § 23.

Nr. 5 indeholder en konsekvensændring, således at de groveste tilfælde fortsat vil kunne være omfattet af straffelovens § 246, hvorefter strafferammen er fængsel i indtil 10 år, hvis et legemsangreb har været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder. En omskæring vil efter omstændighederne kunne henføres under straffelovens § 246, hvis den f.eks. er foretaget på en måde, der har indebåret livsfare for pigen eller kvinden, eller har medført alvorlig invalidering

Hvis gerningsmanden tidligere er blevet dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, kan straffen forhøjes med indtil det halve i medfør af straffelovens § 247.

Til § 2

Det bemærkes, at udlændingeloven yderligere er ændret ved lov nr. 60 af 29. januar 2003 om ændring af udlændingeloven og integrationsloven (Behandlingen af sager vedrørende uledsagede mindreårige asylansøgere), der træder i kraft den 1. april 2003.

Til nr. 1 (udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 3)

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 3, kan en udlænding ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis udlændingen er idømt ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, eller for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 245 eller § 246.

Det foreslås, at der som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 4, indsættes en henvisning i § 11, stk. 5, nr. 3, til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 245 a.

Til nr. 2 (udlændingelovens § 22, nr. 6)

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 22, nr. 6, kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste syv år og en udlænding med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8 udvises, hvis udlændingen bl.a. efter straffelovens § 245 eller § 246 idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, eller for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Det foreslås, at der som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 4, indsættes en henvisning i § 22, nr. 6, til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 245 a.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Til § 4

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Loven kan dog sættes i kraft helt eller delvist for Færøerne ved kongelig anordning.

Lovens § 2 (ændringen af udlændingeloven) kan sættes i kraft helt eller delvist for Grønland ved kongelig anordning. For Grønland gælder der en særlig kriminallov, og der er derfor ikke foreslået en hjemmel til at sætte lovens § 1 (ændringen af straffeloven) i kraft for Grønland.