L 94 (som fremsat): Forslag til lov om forbud mod omskæring af kvinder.

til

§ 1. Den, som udfører et indgreb i en kvindes kønsorganer med forsæt til at skade kønsorganet eller at påføre det varige forandringer (omskæring), straffes med fængsel indtil 6 år. Har indgrebet haft så alvorlige følger, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år.

Stk. 2. Det samme gælder den, der medvirker til de i stk. 1 nævnte indgreb.

§ 2. En person, der har dansk indfødsret eller er bosat i den danske stat, og som i udlandet foretager eller medvirker til en handling omfattet af § 1, straffes efter denne bestemmelse, uanset om handlingen er strafbar i det land, hvor handlingen er begået.

§ 3. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Forslaget er en delvis uændret genfremsættelse af lovforslag L 65 fra folketingsåret 1996-97, idet temaet for forslaget er det samme, mens bemærkningerne, strafferammerne og ikrafttrædelsesbestemmelsen er ændret. Se Folketingstidende, tillæg A side 1763 og 1764, tillæg B side 850 og 1122 samt forhandlingerne side 2215, 7203 og 7948.

Lovforslaget blev dengang forkastet, idet 48 (V, KF, FP og DF) stemte for forslaget, 62 (S, SF, RV, EL, CD, Birthe Rønn Hornbech (V), Jens Løgstrup Madsen (V) og Ulla Tørnæs (V)) imod.

Formålet med lovforslaget er at præcisere, at det i Danmark er en strafbar forbrydelse at foretage omskæring af kvinder og piger. Samtidig indføres der mulighed for at straffe danske statsborgere eller i Danmark bosiddende personer, der i udlandet foretager eller medvirker til omskæring af piger og kvinder, uanset om omskæringen udføres i et land, efter hvis retssystem handlingen ikke anses for strafbar.

Lovforslaget er nødvendigt, fordi et ikke ubetydeligt antal unge kvinder, der er bosat her i landet, udsættes for denne form for lemlæstelse af deres køn. Det er kvinder, der har oprindelse i en række afrikanske lande, hvor omskæring udføres som rituel handling.

Straffelovens § 245 fastslår allerede i dag følgende:

»Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 4 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed.

Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred, straffes med fængsel indtil 4 år.«

Omskæring foretaget i Danmark kan således allerede i dag straffes efter straffelovens bestemmelser om legemsbeskadigelse. Nogle af de former for omskæring, der forekommer, har en sådan karakter, at muligheden for strafforhøjelse efter § 245, stk. 2, typisk vil komme på tale.

»Somaliske imamer i Aalborg, Århus, Odense og København anbefaler forældre at lade deres døtre omskære, selv om det er forbudt ifølge dansk lov. Og det er et stort problem, siger en lang række aktivister, som Information har talt med. På grund af de religiøse lederes store magt over deres menighed bliver det i praksis umuligt at udrydde den ældgamle skik. Resultatet er, at et ukendt antal somaliske småpiger hvert år bliver omskåret i Danmark eller under et ferieophold i deres hjemland.

En religiøs pligt

De fleste somaliske imamer tager afstand fra den voldsomste form for omskæring, den såkaldte infibulation, hvor både clitoris og små og store skamlæber fjernes og resten syes sammen på nær et lille hul. I stedet anbefaler de forældrene at få foretaget en såkaldt sunna-omskæring, hvor »kun« clitoris fjernes.

En af de imamer, der går ind for sunna-omskæring, er somaliernes religiøse leder i Aalborg, Mustafa Abdullahi Aden fra Aalborg.

»Hvis forældre spørger mig, hvad de skal gøre, siger jeg til dem, at det er helt forbudt ifølge islam at foretage infibulation«, siger han til Information: »Men der er også en anden mulighed, sunna-omskæring. Det er godt for pigerne at blive omskåret. Det er et tegn på, at man er en rettroende muslim.«

Mustafa Aden siger, at på grund af stemningen omkring omskæring i Danmark er det nu nødvendigt at tage f.eks. til Holland, Tyrkiet eller Afrika for at få det gjort.

En tredje religiøs leder, der jævnligt har forsvaret sunna-omskæring, er imam Muhammed Daher fra Somalisk Ungdomsforening på Frederiksberg. Men han ønsker ikke at stå offentligt frem: »Jeg ønsker overhovedet ikke at kommentere spørgsmålet«, siger han.

»Mange imamer er bange for at miste autoritet i menigheden, hvis de siger fra over for omskæring«, siger formanden for IND-sam, Muhammed Gelle, der selv er somalier. »Hvis omskæring skal standses, er man nødt til at udfordre disse imamer«, siger han.

Det er lederen af Somalisk Kvindeforening i Århus, Ambaro Hasni Nur, enig i. Hun blev selv omskåret som femårig og har viet sit liv til at bekæmpe omskæring: »70 procent af somalierne mener, at sunna-omskæring er det bedste. Og så længe imamerne bliver ved med at sige, at sunna er en religiøs pligt, er det umuligt at standse,« siger hun. Og tilføjer, at hun endnu ikke har mødt en imam, der har kunnet vise hende, hvor i Koranen det står, at kvinder skal omskæres.

3.000 i farezonen

»Infibulation er direkte forbudt i islam, men sunna-omskæring må man selv bestemme, om man vil udføre«, siger f.eks. imam Mustafa Chandid fra Det Islamiske Trossamfund i København.

Hans kollega, imam Marwan fra samme forening, supplerer: »Omskæring er et privat anliggende, så længe det ikke foregår på en barbarisk måde«, siger han.«

Forslagsstillerne finder udtalelserne frastødende og meget stærkt krænkende for kvinder og mener, at rådgivning og opfordringer af den karakter, der er omtalt i Information, kan være omfattet af straffelovens kapitel 2 om medvirken og forsøg, der bl.a. omfatter personer, der ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til, at en forbrydelse bliver udført.

I FN’s 1993-erklæring mod vold begået mod kvinder indgår »kvindelig omskærelse og anden form for traditionel praksis, der skader kvinder« udtrykkeligt som en del af definitionen af de kønsmæssige overgreb, der krænker og fornægter kvinders rettigheder og udøvelse af fundamentale friheder.

Deltagerne i Beijing-konferencen i 1993, herunder Danmark, var enige om at følge national lovgivning for at afslutte vold mod kvinder og at arbejde effektivt for at sikre ratificeringen af alle internationale aftaler på området.

Tiden er for længst udløbet, hvor man kan henvise til, at »andre kulturer har andre skikke«. Brutal og barbarisk lemlæstelse af kvindens køn kan ikke bagatelliseres, undskyldes eller forklares, men skal forhindres ved meget tidlig og direkte opsøgende indsats.

Informationskampagnerne må helt ud på fødselsklinikkerne og i hjemmene, hvor sundhedsplejersker og andre sundhedspersoner forstår alvoren i, at de familier, der er i risikozonen for at blive skyldige i så alvorlig kriminalitet, skal advares stærkest muligt og om nødvendigt indberettes til myndighederne.

Justitsministeriet (Lovafdelingen) har i et »Notat om dobbelt strafbarhed og omskæring af kvinder i udlandet« af juli 1998 oplyst følgende:

Efter behandlingen af L 65 i Folketinget har Justitsministeriet via Udenrigsministeriet indhentet oplysninger om, hvorvidt omskæring af kvinder er strafbar i de afrikanske lande, hvor omskæring efter det oplyste praktiseres. Endvidere er der indhentet oplysninger om retsstillingen i Europarådets medlemslande (idet disse er nærmeste rejsemål fra Danmark).

Justitsministeriet (Lovafdelingen) har i et »Notat om dobbelt strafbarhed og omskæring af kvinder i udlandet« af juli 1998 oplyst følgende:

Efter behandlingen af L 65 i Folketinget har Justitsministeriet via Udenrigsministeriet indhentet oplysninger om, hvorvidt omskæring af kvinder er strafbart i de afrikanske lande, hvor omskæring efter det oplyste praktiseres. Endvidere er der indhentet oplysninger om retsstillingen i Europarådets medlemslande (idet disse er nærmeste rejsemål fra Danmark).

De oplysninger, som er modtaget fra Udenrigsministeriet, er nedenfor gengivet i skemaform.

Skema 1 (side 92), som vedrører de afrikanske lande, er suppleret med tidligere modtagne oplysninger om, hvor stor en procentdel af den kvindelige befolkning i de enkelte lande der skønnes at være omskåret. Disse oplysninger er videregivet til Folketingets Retsudvalg i forbindelse med behandlingen af L 65.

Der er endnu ikke modtaget oplysninger fra følgende afrikanske lande, hvor omskæring praktiseres: Mauretanien (50 pct. af den kvindelige befolkning skønnes at være omskåret), Senegal (20 pct.) og Tchad (60 pct.).

Der har ikke kunnet skaffes oplysninger om lovgivningen i Guinea-Bissau (40 pct.), men det er oplyst, at landets regering søger at motivere befolkningen til ikke at foretage omskæringer. Det samme gælder i Kenya, hvor et forbud mod omskæring efter det oplyste ikke fremgår udtrykkeligt af lovgivningen, men er formuleret af præsidenten i nogle taler.

For så vidt angår Liberia, Niger og Sierra Leone har Udenrigsministeriet oplyst, at der ifølge rapporter fra organisationen »Inter African Committee on Traditional Practices Affecting the Health of Women and Children« (IAC) ikke findes lovgivning, der forbyder omskæring af kvinder i disse lande. På grund af den politisk-administrative situation i landene har det ikke været muligt at få IAC’s oplysninger bekræftet.

I Sudan er det tilladt at foretage såkaldt sunna-omskæring (delvis fjernelse af clitoris), som er den mindst indgribende form for omskæring, mens det er forbudt at udføre infibulation, som er den mest indgribende form (clitoris samt de store og små kønslæber bortskæres, hvorefter sårfladerne enten sys sammen eller holdes sammen på anden måde, sådan at der kun efterlades et lille hul til urin og menstruationsblod).

Med hensyn til Somalia har Udenrigsministeriet oplyst, at det på grund af den politisk-administrative situation i landet ikke har været muligt at skaffe oplysning fra regeringskilder om, hvorvidt omskæring af kvinder er strafbar. Det fremgår imidlertid af materiale, som Udenrigsministeriet har modtaget fra forskellige private organisationer, herunder IAC, at omskæring ikke er forbudt i Somalia. Materialet synes at vise, at der i Somalia er en ikke ubetydelig modstand mod omskæring i dele af befolkningen, jf. også nedenfor under pkt.4.

Fra regeringerne i Nigeria, Tanzania og Togo er det oplyst, at omskæring er tilladt, men at der snart vil blive gennemført lovgivning herimod.

Sammenfattende kan det om de afrikanske lande siges, at omskæring er tilladt i omtrent halvdelen af landene. I 8 af disse lande er omskæring så udbredt, at mindst 50 pct. af den kvindelige befolkning skønnes at være omskåret.

Der er endnu ikke modtaget oplysninger fra Belgien, Liechtenstein og San Marino.

For så vidt angår Kroatien, Makedonien og Marokko, må det lægges til grund, at omskæring ikke er strafbar, men det er oplyst, at omskæring ikke forekommer i praksis. I Moldavien og Rumænien gælder der ikke særlige lovregler om forbud mod omskæring, men det er ikke oplyst, om omskæring i givet fald vil kunne straffes efter generelle bestemmelser om legemsbeskadigelse (35).