L 117 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven. (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn m.v.).
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 25. marts 2003
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven, adoptionsloven og
retsplejeloven
(Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn
og gennemførelse af straffesager om
seksuelt misbrug af børn m.v.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september 2002, foretages følgende ændringer:
1. I § 94, stk. 4, 1. pkt., ændres »og 223« til: », 223 og 262 a, stk. 2,«.
2. § 223 a affattes således:
»§ 223 a. Den, der som kunde mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en person under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«
3. § 230 affattes således:
»§ 230. Den, der optager utugtige fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede materialet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om optagelser af mere systematisk eller organiseret karakter. § 226 finder tilsvarende anvendelse.«
4. § 235 affattes således:
»§ 235. Den, som udbreder utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.
Stk. 2. Den, som besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.«
§ 2
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december 1999, som ændret ved § 14 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, § 5 i lov nr. 461 af 7. juni 2001, § 26 i lov nr. 145 af 25. marts 2002 og lov nr. 214 af 22. april 2002, foretages følgende ændring:
1. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. På samme måde straffes den, der som mellemmand yder vederlag for at opnå samtykke til adoption.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
§ 3
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september 2002, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 731 indsættes:
»§ 731 a. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal der inden afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen, hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer eller den valgte forsvarer udebliver.«
2. I § 741 a, stk. 1, 1. og 2. pkt . , ændres »260-262« til: »260-262 a«.
3. Efter § 745 indsættes:
»§ 745 a. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren være til stede under videoafhøringen.
Stk. 2. Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er mistænkt eller sigtet, eller dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt herefter.«
4. Efter § 877 indsættes:
»§ 877 a. Politiets afhøring af et barn kan, når afhøringen er optaget på video (videoafhøring), benyttes som bevis under domsforhandlingen.«
§ 4
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 5
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Lovens § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. Lovens § 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.