(Kort bemærkning).
Ulrik Kragh (V):
Jeg synes, det ville være rart, om Socialdemokratiet ville
forholde sig til situationen, som den er i dag.
FN fremsatte et ultimativt krav til Saddam Hussein:
Redegør betingelsesløst for, at masseødelæggelsesvåbnene er
ødelagt, de 1.000 t kemiske giftstoffer, de 6.500 kg
biologiske giftstoffer. Og Saddam Hussein ville ikke
samarbejde. FN kunne ikke blive enige, hvorefter en række
lande valgte at sætte handling bag FN's krav, således at man
fik vist diktatorer over hele verden, at man ikke kan trække
FN rundt ved næsen.
Kl. 11.35
Socialdemokraterne forholder sig til jura og uenighed, men ikke til truslen, de menneskelige tragedier, som var under Saddam Hussein, og som er under Saddam Hussein, og det er så den diskussion, Socialdemokratiet bidrager med i en periode, hvor vores allierede er i færd med at afvæbne Saddam Hussein. Er der ikke én eneste Socialdemokrat, er der ikke én enkelt i den socialdemokratiske gruppe, som synes, at der er noget helt galt?