Naser Khader (RV):
I Det Radikale Venstre er vi ikke bange for fremtiden. Vi
befinder os på yderbanen her. Vi mener, at det skal være
tilladt at forske i stamceller, fordi det kan skabe mulighed
for at behandle sygdomme som sukkersyge, kræft og aids gennem
genterapi.
Det er et helt centralt element i en humanistisk
moraltradition og et grundlæggende princip i den danske
velfærdsstat, at man skal hjælpe dem, som er i nød. Så hvis
et menneske, som lider af en alvorlig sygdom, kun kan hjælpes
med genterapi, taler væsentlige etiske principper for at
tillade behandling. Og her mener vi, at hensynet til de syge,
der i fremtiden vil kunne hjælpes gennem stamcelleforskning
og -behandling, må veje tungere end hensynet til de
pågældende fosteranlæg, fordi disse fosteranlæg alligevel
bliver destrueret, når de er blevet tilovers fra
IVF-behandlingen.
Kl. 16.55
Det handler om at beskytte fosteranlægget, siger
modstanderne af stamforskningen, men eftersom vi går ind for
fri abort, accepterer vi jo de destruerede fosteranlæg, det
sker blot på et langt senere tidspunkt. Og på nuværende
tidspunkt accepterer vi jo også, at de fosteranlæg, der
bliver tilovers, bliver destrueret efter 2 år. Det siger
loven. De kan ikke bevares i al evighed.
For at kunne tillade stamcelleforskning kræver Det
Radikale Venstre derfor, at stamcellerne kun tages fra æg,
der alligevel er blevet tilovers fra IVF-behandling, og kun,
hvis donorerne giver deres samtykke til, at det sker
frivilligt. Det bør ikke være tilladt at befrugte æg alene
med det formål, at de bliver brugt til stamcelleforskning. Æg
skal kun befrugtes med det formål at bringe børn til verden.
Naturligvis er der dermed sket et skred, men jeg mener
bestemt ikke, at vi af den grund skal acceptere
skræmmebilledet og glidebaneargumentet om, at dette baner
vejen for klonede mennesker om et øjeblik. Det er ikke
diskussionens kerne. Diskussionens kerne er, at de
fosteranlæg, som alligevel destrueres, vil kunne benyttes til
videre forskning. Desuden vil det have overordentlig stor
betydning for andre mennesker. Diskussionens kerne er, at
stamcelleforskning potentielt kan være med til at redde
menneskeliv.
På den baggrund vil Det Radikale Venstre støtte, at der
gives tilladelse til stamcelleforskning, og derfor er vi med
på forslaget til vedtagelse sammen med SF.