Line Barfod (EL):
Jeg vil starte et lidt andet sted med at sige, at i
Enhedslisten synes vi, det er forkert at prioritere
samfundets ressourcer, så man bruger så mange ressourcer på
den her meget dyre, meget specialiserede forskning og
udvikling, frem for at bruge ressourcerne på at forske i de
store folkesygdomme, som for alvor kunne hjælpe mange
mennesker, forske i at forebygge, at folk bliver syge, og
forske i at forebygge, at folk mister fertiliteten. Vi synes
egentlig, man skulle bruge ressourcerne helt anderledes, end
man gør i dag.
Når vi så skal forholde os til spørgsmålet om forskning,
har vi det omvendt også sådan, at der skal være meget gode
argumenter for at begrænse grundforskningen og det, som
forskerne har lyst til at forske i. Derfor vil vi gerne være
med til at se på, om man kan bruge forskellige former for
stamceller til grundforskning, der kan give ny viden på en
række områder.
Men vi tror ikke på og ønsker ikke af hverken
ressourcemæssige eller etiske grunde, at man begynder at
acceptere, at der bliver frembragt befrugtede æg til brug for
forskning og slet ikke, hvis man begynder også at ville bruge
dem videre til kloning eller andet, som der også har været en
del debat om her i dag.
Når Enhedslisten ikke mener, man skal bruge befrugtede
æg, er det også, fordi vi er bange for, at det vil lægge pres
på kvinder for at få dem til at levere befrugtede æg. Derfor
vil vi ikke have, at man bruger stamceller fra fostre. Vi
mener ikke, at man skal gå ind og bruge de stamceller, som
kommer fra de her befrugtede æg, men hellere, at man skal
bruge de stamceller, man kan få fra voksne og fra
navlestrengsblod.
I forhold til hele den debat, der har været om, hvornår
vi så skal ende med at tage stilling til præcis, hvor
grænserne skal gå, synes vi, det lyder fornuftigt, at vi
sikrer, at vi får så klar en lovgivning som muligt, at vi så
vidt muligt sikrer, at vi med den lovgivning, vi så får
vedtaget, får sat grænser, der kan holde i hvert fald nogle
år i fremtiden.
Vi er klar over, at forskerne hele tiden prøver
grænserne af og hele tiden finder på nye ting, som ingen
havde kunnet forestille sig. Men vi må kunne lave noget
lovgivning, der kan holde i nogle år, og så sikre, at vi
måske næste gang får kigget på lovgivningen igen, inden
forskerne står og banker på døren og siger, at nu har vi
behov for at få ændringer.
Fra Enhedslistens side mener vi altså ikke, at der er så
store behov for at flytte de grænser, der er sat i dag. Men
vi vil gerne være med til at sige, at der skal ordentlig tid
til at sikre, at det er en god lovgivning, som man kommer
med. Derfor synes vi, det lyder fornuftigt, at vi får et
lovforslag, som vi kan kigge på, og så se grundigt på,
hvordan vi så får sat de grænser.
Det vil altså sige, at vi ikke træffer beslutningen i
dag - eller i morgen ville det så være, for afstemningen er i
morgen - men at vi tager os tid til at se på lovforslaget, så
det bliver så godt som muligt, og at det så sikkert som
muligt sætter grænserne, så vi ikke kommer ud på den
glidebane, som vi absolut ikke ønsker hverken i forhold til
at presse nogen til at bruge befrugtede æg eller i forhold
til de designerbørn, klonede mennesker og andet, der står som
skræmmebilleder for de fleste af os.
Kl. 17.05