(Kort bemærkning).
Line Barfod (EL):
Jeg er fuldstændig klar over, at det er svært at adskille
grundforskning og forskning til anvendelse, når vi snakker
forskning. Det er også derfor, at jeg synes, det er vigtigt,
at vi får kigget meget grundigt på, hvordan vi udformer
lovbestemmelserne, så vi er sikre på, at der står det, vi
ønsker, og at der er de grænser, vi ønsker.
Når vi snakker forskning, kan det være meget vigtigt at
finde ud af, hvordan celler grundlæggende fungerer. Det kan
bruges i mange forskellige sammenhænge. Dér, hvor vi er meget
betænkelige, er, når man går videre og vil begynde at bruge
genteknologi direkte i behandling af mennesker, for vi er
meget nervøse for, hvad det kan føre til på forskellig vis,
både i forhold til kloning, som jeg ikke går ud fra at nogen
her ønsker på noget tidspunkt, og i forhold til at udvikle
organer og andet.
Derfor ønsker vi, at man siger, at det bruges i
forskning i, hvordan cellerne fungerer, og ikke til
produktion af hverken mennesker eller dyr.