Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Jeg skal gøre det meget kort og blot kvittere for et antal
ting. Jeg skal endnu engang kvittere for, at Kristeligt
Folkeparti har rejst debatten her i dag og også kvittere for
en god debat med mange nuancer. Og så sidst, men ikke mindst,
kvittere for det forslag til vedtagelse, som jo altså samler
ganske bred opbakning i Folketinget, hvilket betyder, at
Folketinget jo i virkeligheden forpligter sig selv til at
sætte en deadline for denne her diskussion. Det er i sig selv
ganske positivt.
Uden at det skal blive for lommefilosofisk eller for
hverdagsagtigt, tror jeg, at vi er mange, der gennem tiden
har prøvet, at først når der for alvor var en deadline, så
fik man arbejdet fra hånden. Det tror jeg egentlig også godt
kan overføres til denne debat, som rummer så mange dilemmaer
i sig, men hvor det jo samtidig er så vigtigt, at vi får
truffet nogle bæredygtige konklusioner, sådan at vi ikke så
at sige skal reparere på lovgivningen hele tiden i takt med,
at udfordringerne viser sig, men at vi gennemtænkt og i
sammenhæng kan sætte nogle grænser, der forhåbentlig vil være
bred opbakning til.
Hvor de grænser går, kan jo ikke helt præcist aflæses af
debatten her i dag. Og som jeg også sagde indledningsvis, har
regeringen heller ikke fastlagt nogen position med hensyn til
disse spørgsmål, før vi får høringen til foråret, som jo i
sig selv også skaber et grundlag for, at debatten i
Folketingets partier kan kvalificeres yderligere.
Jeg tror ganske meget på, at den vedtagelse, der her er
lagt op til, fremmer sagen derved, at Folketingets politiske
partier, gruppe for gruppe, nu i virkeligheden gennem denne
vedtagelse forpligter sig til alvorsfuldt at gå ind i disse
spørgsmål, som jo også kræver, at vi alle hver især som
parlamentarikere nu bruger lidt kræfter på at komme ind i den
teknologi, der gemmer sig bag det her.
I mange andre debatter, når vi diskuterer infrastruktur
eller skat, eller hvad det nu kunne være, møder vi jo alle
sammen her frem i det parlamentariske arbejde med en intuitiv
fornemmelse af hele begrebsapparatet. Her er vi ude i et,
tror jeg, for mange af os nyt område. Alene terminologien kan
jo være svær at få ind under huden, og jeg skal ligesom
Folketingets formand beklage, at de ord, vi skal anvende i
denne debat, ikke er ord, der ligger let på tungen. Jeg havde
faktisk gerne set, at en følgevirkning af det arbejde, der
har været i Genteknologiudvalget, havde været, at vi havde
fået et dansk begrebsapparat, sådan at man ikke, når man slår
op i ordlisten for at finde ud af, hvad embryonale stamceller
i virkeligheden er for noget, kan læse, at det er stamceller,
der er udtaget fra blastocysten, typisk 4-6 dage efter
befrugtningen.
Kl. 17.15
Men alene det her, kan man sige, synliggør jo behovet
for, at vi nu får en deadline for en debat, som i sig selv
skaber et motiv for, at vi alle som politikere sætter os lidt
grundigere ind i de her ting, og det synes jeg egentlig også
jeg fornemmer efter debatten her i dag, at der fortsat kan
være brug for.
Når der f.eks. manes det billede frem fra fru Margrete
Auken, at det her nærmest har potentiale i sig til, at man,
forstod jeg næsten, skulle tvangsbefrugte i tusindvis af
kvinder, så liner man i hvert fald noget op, som efter min
bedste overbevisning ikke er relevant i forhold til den
diskussion, vi har.
Jeg er ikke totalt opdateret, men hvis man læser i
Genteknologiudvalgets rapport, så kan man jo se, at da man i
Amerika forsøgte at danne sig et overblik over disse ting for
et års tid siden, nåede man frem til, at der var 64
stamcellelinjer globalt til rådighed, som jo altså
repræsenterer højst 64 befrugtede æg. Og det står altså noget
i kontrast til de mængder af fosteranlæg, som bringes i spil
i debatten her. Det skal jeg ikke trampe meget mere rundt i,
men blot bruge det til at understrege behovet for, at vi alle
yderligere kvalificerer os til at få draget konklusioner i
denne debat.
Så er jeg også glad for, at det så kraftigt fra alle, på
trods af de nuancer, der har været i debatten, er fastslået
ganske entydigt, at ingen her vil acceptere, at der finder
befrugtning sted, som i sig selv har en anden intention end
at frembringe liv. Det har alle jo sagt med klar røst. Det
ligger i øvrigt også i direkte forlængelse af Europarådets
bioetikkonvention, og så er det da i hvert fald en grænse,
som er støbt i jernarmeret beton. Det synes jeg er en positiv
sideeffekt af den diskussion, der har været her.
Fra regeringens side glæder vi os over debatten, der har
været her i dag, og vi glæder os endnu mere til den debat,
der følger i kølvandet på debatten her i dag i Folketingets
partigrupper, i offentligheden. Videnskabsministeren og jeg
vil drage omsorg for, at der bliver tilrettelagt en god ramme
omkring den debat, ikke mindst ved videnskabsministerens
konference, som afholdes af Teknologirådet i samarbejde med
DetEtiske Råd, og så vil vi jo under den ene eller den anden
form, forudser jeg, få mulighed for at vende tilbage til
denne debat allerede i indeværende samling.