Margrethe Vestager (RV):
Jeg skal ikke give den debat, som vi jo efterhånden har brugt
nogen tid på, mange ord med på vejen i forhold til
forligsbrud og hvem, der vil med hvem, osv. osv., blot
konstatere, at sådan som vi ser det, har regeringen brudt
satspuljeforliget.
Hvis man vender sig til den indholdsmæssige side af
lovforslaget, så er Det Radikale Venstre umiddelbart positivt
indstillet, og det afspejledes jo også i den afprøvning af
forliget, som den daværende SR-regering lavede med de
daværende forligspartier op til valget 2001. Vi stod nemlig
inde for det, og det gør vi, fordi vi betragter lovforslaget
som udtryk for to principielt forskellige politiske
beslutninger:
Den ene er en beslutning om, på hvilken måde vi
regulerer de forskellige satser, og den anden er en
beslutning om at etablere en pulje til sociale formål. Jeg
synes, det er nødvendigt at sige, at det her er meget
principielt for os, for vi betragter satspuljereguleringen og
selve den måde, man regulerer satserne på, som noget, der
netop er politisk bestemt. Der findes ikke nogen sand
satsregulering. Der findes ikke nogen given måde, det burde
gøres på. Dermed er også sagt, at der ikke findes noget
tyveri. Der findes en politisk beslutning, vedtaget af et
stort og vedvarende flertal i Folketinget, om, på hvilken
måde man regulerer satserne, og jeg synes, det ville tjene os
alle sammen, hvis vi stod ved den politiske beslutning i
stedet for at blive med at tale om, at nogen skylder nogen
noget.
Derudover kan vi konstatere, at det har været
fornuftigt, at Folketinget ved en mekanisme, som er knyttet
til den måde, man har valgt at regulere satserne på, hvert år
etablerer en stor, solid pulje til sociale formål. Vi tror
faktisk nøgternt betragtet, at det er meget vigtigt, at der
ligger den automatik, sådan at der hvert år uden om
prioritering af kampvogne og motorveje og dyrestier, og hvad
ved jeg, ligger anselige midler, som gør, at vi kan forbedre
forholdene for dem, som er socialt dårligt stillet i det
danske samfund, og det uanset deres farve, det uanset deres
baggrund og det uanset hvilket postuleret forhold man har
til, hvor lidt eller hvor meget de har bidraget til den
pulje, for vi anerkender ikke det sludder, der siges om, hvem
der bidrager til hvad.
Den tredje del, som vi jo har diskuteret frem og tilbage
og op og ned ad stolper i dag, har faktisk ikke noget med
lovgivningen at gøre. Det har noget at gøre med det
fornuftige i at have en tilbagefaldsklausul. Hvad sker der
med den pulje, som etableres, hvis man ikke kan finde ud af
at dele den ud? Vi synes, det er en fornuftig
tilbagefaldsmulighed, at hvis ikke man kan dele puljen ud til
specifikke formål, jamen så smører man den tyndt ud til dem,
der er socialt dårligst stillet, og det er i virkeligheden jo
det, som tilbagefaldsklausulen er udtryk for. Kan man ikke
blive enige om egentlige substantielle formål, som man synes
er gode, så må man smøre pengene ud i ubetydelige småbeløb
til den enkelte overførselsindkomstmodtager.
Kl. 18.20
Det, som bare er problemet, er, at den
tilbagefaldsklausul og det veto, vi har talt om hele dagen,
var en politisk aftale og ikke den lovgivning, vi
forhåbentlig kommer til at vedtage, en politisk aftale, som
ikke eksisterer mere, og derfor er det desværre også sådan,
at de henvisninger, der er i lovforslaget til sædvane, jo
kommer fra en politisk aftale, som er brudt. Det er derfor
set med radikale øjne, at det ville være overordentlig
hensigtsmæssigt, hvis vi lavede en egentlig politisk aftale,
som handlede om, i hvilken ånd vi ønsker den her lovgivning
udmøntet, og hvilken tilbagefaldsklausul vi ønsker at
forpligte hinanden på.
Det Radikale Venstre støtter som sagt i udgangspunktet
forslaget, men vi vil varmt opfordre til, at vi får en
egentlig politisk drøftelse af, hvordan vi skal udmønte det.
