Villy Søvndal (SF):
Tak for svaret.
Jeg er en stor beundrer af udenrigsministerens evne til,
uanset hvilket spørgsmål man stiller - og det er derfor, jeg
prøver at variere dem lidt - at svare præcis det samme.
Jeg tror, jeg er kommet til at beskylde statsministeren
for noget forkert, nemlig for at være den eneste, der kunne
oversætte Bushs retorik fuldstændig uden fejl. Jeg er ked af,
at jeg glemte at tage udenrigsministeren med, for det burde
han også være omfattet af. Det helt faste udtryk, uanset om
man stiller et præcist spørgsmål, er, at udenrigsministeren
gentager som en robot, at det skal være forankret i FN.
Det, der er det afgørende spørgsmål, som diskuteres i
virkelighedens verden, er - og der vil jeg godt have
udenrigsministerens svar: Forudsætter det et fornyet
FN-mandat, eller kan man alene i henhold til
1441-resolutionen sætte af i forhold til en krig?
Nu er jeg sikker på, at jeg får et svar fra
udenrigsministeren, der hedder, at det skal være forankret i
FN, men det er ikke det, jeg spørger om. Jeg spørger om: Skal
der en fornyet FN-resolution til - ja eller nej - for at
Danmark vil støtte en sådan krig med danske soldater?
Kl. 13.40