Spm. nr. S 3026

Til økonomi- og erhvervsministeren. (28/4 03) af:
Colette L. Brix (DF).

Spm i fuld tekst:
     »Hvilke initiativer agter ministeren at tage for at udbedre de økonomiske skader, som en række mindre forretningsejere står til at lide i forbindelse med overgangen til den nye erhvervslejelov og de heraf følgende prisstigninger?«

Skr begrundelse:
     Den nye erhvervslejelov fra 2000 trådte i kraft
1. januar 2003. Erhvervslejeloven indeholder bl.a. et opgør med de hidtidige retningslinjer for fastsættelse af prisniveauet for erhvervslejemål. Den hidtidige erhvervslejelov opererede med det lejedes værdi, som afgørende for prisfastsættelsen. Ved »det lejedes værdi« forstås, at lejen fastsattes efter sammenligningslejemål. Med overgangen til den nye erhvervslejelov fastsættes lejemålets pris efter markedslejeprincippet. Ved markedslejeprincippet forstås, at lejen fastsættes efter den leje, som en kyndig lejer og en kyndig udlejer på varslingstidspunktet vil aftale for det pågældende lejeforhold, blandt andet under hensyntagen til vilkår, lokalernes beliggenhed, anvendelse, størrelse, kvalitet, udstyr og vedligeholdelsestilstand. Markedsleje indebærer i øvrigt princippet om fri bevisbedømmelse. Umiddelbart op til overgangen til den nye erhvervslejelov er der observeret en lang række af sager, hvor forretningsindehavere er blevet mødt med lejestigninger på op imod 200 pct. Sådanne stigninger
i lejen kan selvsagt ikke gennemføres uden alvorlige konsekvenser for lejerens økonomi. I nogle tilfælde vil dette givetvis betyde, at lejeren må indstille sin forretning. Det er spørgerens opfattelse, at ministeren må redegøre for, hvorledes denne vil søge at udbedre de økonomiske skader, som de forretningsdrivende har lidt i forbindelse med overgangen til markedslejeprincippet.

Besv 7/5 03