Spm. nr. S 4166
Til undervisningsministeren. (4/8 03) af:
Louise Frevert (DF).
Spm i fuld tekst:
»Er det ministerens opfattelse, at skoleinspektør ved
Abildgaardsskolen i Odense, Allan Feldskous, begrundelse
for at indføre kønsadskilt undervisning i svømning, der i
Fyens Stiftstidende den 15. juni 2003 lyder »og med
svømning gjorde vi det kun, fordi vi ved hver eneste
svømmetime havde tre til fem piger, der sad i vores
forkontor og havde ondt i maven, fordi de skulle gå imod
deres religion« udgør et sådant fagligt og pædagogisk
hensyn, som ministeren nævner i svarene på spørgsmål nr. S
3706 og S 3931?«
Skr begrundelse:
Undervisningsministeren har i svarene på spørgsmål nr.
S 3706 og S 3931 nægtet at indhente Abildgårdsskolens
forklaring på, hvorfor skolen fra og med det kommende
skoleår har valgt at kønssegregere undervisningen i
svømning.
Fra omtale i pressen bl.a. Fyens Stiftstidende den 8.
juni 2003 og samme avis den 15. juni 2003 er der imidlertid
ingen tvivl om, at skridtet foretages ikke af pædagogiske
eller faglige hensyn, men alene af religiøse hensyn, idet
en gruppe af muslimske piger og deres forældre har ytret
modstand mod at svømme sammen med drenge.
Af Fyens Stiftstidendes omtale den 8. juni fremgår det
på avisens forside, at beslutningen er taget »efter pres
fra muslimske forældre«, der »har holdt deres børn væk fra
svømmetimerne og i nogle tilfælde hele skoledage i protest
mod, at deres piger svømmer sammen med drengene«.
Medlem af Odense Kommunalbestyrelse for
Socialdemokratiet, Mohammed Mansour, udtaler i samme avis:
»Det, at drenge og piger skal svømme sammen halvnøgne,
strider imod islam. Og jeg kan ikke se, at det skader nogen
at skille børnene ad. Det skal politikerne ikke blande sig
i«.
Dertil kommer så den i spørgsmålet nævnte udtalelse
fra skoleinspektøren på Abildgårdsskolen, Allan Feldskou,
der nævner, at den kønssegregerede undervisning i svømning
alene er blevet oprettet for at imødekomme muslimer.
Besv 12/8 03