Spm. nr. S 1392

Til trafikministeren (15/1 03) af:

Poul Fischer (DF):

»Vil ministeren kommentere spørgerens forslag om, at den eksisterende del af Grenåbanen inde i selve Århus by nedlægges, og at linjeføringen fra Århus H vendes den anden vej ud af Århus mod Vest og derefter et drej mod Nord, således at den nye banetilslutning starter ved Lystrup og herefter standser som i dag på vej mod Grenå?«

Begrundelse

Grenåbanens skæbne skal ikke afhænge af de opståede, mange problemer ved overskæringer inde i byen. Der skal andre tanker til, før vi på Djursland kan få en hurtig og stabil forbindelse til Århus helt fra Grenå.

Dengang der kørte færre biler på indfaldsvejene og ud til det fjernere Risskov og Egå, var modellen med de mange overskæringer til at leve med. Det er de ikke nu. Der skal nytænkning til.

Forslaget her medfører, at alle stop efter Lystrup mod Århus nedlægges. Der kører alligevel busser tæt på alle disse stop, så ingen vil miste offentlig trafik til byen. Det er muligt, at der skal etableres et par ekstra busafgange, men det er enkle forhold at ændre.

Fordelen ved denne løsning vil være, at bilisterne ikke mere skal frygte et krydsende tog ved alle de stærkt trafikerede overskæringer inde i Århus. Der bliver ikke brug for hverken tunneller eller broer.

Det vil samtidig løse problemerne ved havnen og forskønne byens nærmiljø til havnen ved netop et udbygget havnemiljø tæt på byens centrum.

Svar (23/1 03)

Trafikministeren (Flemming Hansen):

Banestyrelsen vurderer, at en forlægning af Grenåbanen nord om og via hovedbanen til/fra Århus vil forlænge rejsetiden på Grenåbanen uforholdsmæssigt.

Jeg finder derfor ikke, at der er grundlag for at arbejde videre med dette forslag.

Jeg er imidlertid opmærksom på, at de talrige bomsvigt på den inderste del af Grenåbanen er stærkt generende for trafikken på både vej og bane, hvorfor den nuværende situation er uacceptabel. Jeg har derfor sat Banestyrelsen og Jernbanetilsynet målrettet og konsekvent ind for at få overkørselsanlæggene på Grenåbanen til at fungere bedre, idet der rettes særlig opmærksomhed mod at sikre driftsstabilitet og oversigtsforhold i overkørslerne på Vestre Strandallé og Nordre Strandvej/Rolighedsvej.

Jeg har desuden lagt op til, at Århus Amt og staten i fællesskab etablerer en niveaufri krydsning mellem Grenåbanen og Grenåvej i Århus. Endvidere vil staten etablere et togstopsystem på banen mellem Århus og Grenå, idet der tages højde for planerne om samkørsel mellem Odder- og Grenåbanen.

Hermed er der lagt op til en væsentlig modernisering af Grenåbanen langs den nuværende linieføring, hvor staten samlet vil investere 156 mio. kr. i udviklingen af banen i de nærmeste år.