Til integrationsministeren (28/1 03) af:

Pia Kjærsgaard (DF):

»Vil ministeren tage initiativ til, at der i rejsedokumenter til personer, der har midlertidig opholdstilladelse på baggrund af en asylansøgning, indsættes en rejsebegrænsning, der ikke kun omfatter det land, den pågældende hævder at være flygtet fra, men tillige nabolande?«

I dag indsættes der en rejsebegrænsning i rejsedokumenter til personer, der er flygtninge, så de ikke kan rejse tilbage til det land, de hævder at være flygtet fra.

Det fremgår imidlertid ofte af den offentlige debat, samt af henvendelser fra personer, der kender til området, at det for visse grupper af flygtninge er meget udbredt af rejse på »ferie« i hjemlandet, når man har opnået asyl i Danmark og modtager offentlig forsørgelse, der tillige kan dække rejseomkostningerne. Det må være ufattelig dumdristigt at udsætte sig selv for en fornyet risiko for forfølgelse ved at vende tilbage til hjemlandet, eller også afsløres det, at der i virkeligheden er tale om det, befolkningen mand og mand imellem kalder for »bekvemmelighedsflygtninge«.

Metoden til at rejse på ferie i hjemlandet foregår som oftest ved, at man rejser til nabolandet og derfra rejser over landegrænsen og ind i hjemlandet.

Det er spørgerens opfattelse, at denne trafik kan stoppes i betydeligt omfang, såfremt myndighederne indsatte rejsebegrænsning til nabolande til flygtningens hjemland. En sådan ændring kan begrundes i, at myndighederne vil undgå, at flygtningen dels bringer sig selv i fare ved at blive fristet til at rejse hjem, og dels vil forebygge fup og snyd.

Integrationsministeren (Bertel Haarder):

Det fremgår af udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4, at rejsedokumenter, der udstedes til en udlænding med tidsbegrænset opholdstilladelse med konventions- eller beskyttelsesstatus, forsynes med en påtegning om, at det ikke er gyldigt for rejse til det eller de lande, hvor den myndighed, der har givet opholdstilladelsen, har fundet, at den pågældende risikerer forfølgelse. Rejsebegrænsningen indebærer, at den pågældende ikke kan rejse legalt til hjemlandet uden først at have ansøgt Udlændingestyrelsen om at få ophævet rejsebegrænsningen.

En generel ordning om rejsebegrænsning til nabolandene til det land, hvorfra en udlænding er flygtet, vil ikke kunne indføres over for konventionsflygtninge, der i henhold til flygtningekonventionens artikel 28 har krav på rejsedokument – det såkaldte konventionspas – »medmindre tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet«. Det fremgår endvidere af artikel 4 i tillæg til flygtningekonventionen vedrørende rejsedokumenter i henhold til konventionens artikel 28, at »bortset fra særlige tilfælde eller undtagelsestilfælde skal (rejse)dokumentet være gyldigt for det størst mulige antal lande«.

Den rejsebegrænsning, der følger af udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4, er dog forenelig hermed, da det ville stride mod den vurdering, der har ført til meddelelse af opholdstilladelse som konventionsflygtning, hvis rejsedokumentet blev udstedt som gyldigt for rejser til det eller de lande, hvor indehaveren af dokumentet risikerer forfølgelse.

Efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, kan en tidsbegrænset opholdstilladelse til en udlænding med konventions- eller beskyttelsesstatus inddrages, hvis forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse.

Får Udlændingestyrelsen får kendskab til, at en udlænding med tidsbegrænset opholdstilladelse med konventions- eller beskyttelsesstatus rejser eller har været rejst til hjemlandet, skal styrelsen foretage en gennemgang af sagen for at tage stilling til, om opholdstilladelsen skal inddrages. Dette gælder uanset rejseruten til hjemlandet.

Uanset om der måtte være indsat en påtegning i rejsedokumentet for en udlænding med beskyttelsesstatus om, at rejsedokumentet ikke gyldigt for rejse til nabolandene til det land, hvorfra udlændingen er flygtet, vil den pågældendes opholdstilladelse ikke kunne inddrages, alene fordi udlændingen rejser til et naboland til sit hjemland, idet ophold i et naboland til den pågældendes hjemland ikke i sig selv har betydning for vurderingen af den pågældendes beskyttelsesbehov.

Jeg agter derfor ikke at tage initiativ til en ordning som foreslået af spørgeren.