Spm. nr. S 2303

Til justitsministeren (5/3 03) af:

Kim Sejr (RV):

»Vil et revisionsselskab efter ministerens vurdering kunne komme i betragtning som kurator i et konkursbo, såfremt selskabet opfylder konkurslovens § 238 og råder over kvalificeret juridisk kompetence til bobehandling?«

Begrundelse

Vedrørende ministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 2038 har spørgeren vanskeligt ved at forstå, at bobehandling i praksis udelukkende udføres af advokater, når dette ikke er et udtrykkeligt krav i lovgivningen. Hermed er der i praksis opstået et monopol, hvor den frie konkurrence er sat ud af spillet.

Hvis lovgivningen ikke er til hinder for, at revisorer er kuratorer, bør skifteretterne vel ikke være berettiget til at afvise en revisor, et revisionsselskab eller andre som kurator, såfremt den pågældende opfylder de i konkurslovens § 238 stillede krav og andre relevante bestemmelser.

Ministeren anfører, at de problemer, der skal løses i forbindelse med en bobehandling, kræver nøje kendskab til en lang række retsregler, hvorfor det er hensigtsmæssigt, at kurator er advokat. Det bør dog efter min mening ikke afholde skifteretterne fra at benytte revisionsselskaber til disse opgaver, idet en række revisionsselskaber netop råder over juridisk kompetence. Skifteretterne kunne jo blot få udarbejdet en fortegnelse over revisionsselskaber, der netop kan yde en service, der indfrier de faglige krav til bobehandling.

Er der tale om et de facto-krav, at kurator skal være advokat fra et advokatfirma, vil jeg foreslå, at ministeren tager initiativ til at få indføjet et sådant krav i konkurslovens § 238, så det klart fremgår, hvilke krav der ud over habilitetskrav skal være opfyldt for at kunne påtage sig en sådan opgave.

Ministeren anfører vedrørende medhjælper, at det formentlig er mest praktisk, at skifteretten antager en advokat. Men efterprøver skifteretterne i det hele taget kurators vurdering af, om revisorbistand er nødvendig eller ej?

Det kunne her nemlig indvendes, at den manglende anvendelse af revisorer i konkursboer i praksis medfører, at kurator selv vælger, om regnskaberne for boets behandling bliver kontrolleret og revideret. Mangel på regnskabskontrol kan være medvirkende til, at konkurs i vid udstrækning fortsat kan anvendes til at sløre forudgående kriminalitet. Forklaringen herpå kunne jo være, at kurator ikke besidder den faglige kompetence på regnskabsområdet.

Svar (17/3 03)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Hvervet som kurator i et konkursbo er et personligt hverv, jf. herved konkurslovens § 107, stk. 2, som taler om »en eller flere kuratorer« og konkurslovens § 238, som taler om »han« og »hans«.

Det må derfor antages, at et selskab, herunder et revisionsselskab, ikke vil kunne komme i betragtning som kurator i et konkursbo.

Når hvervet som kurator er personligt, skyldes det blandt andet, at kurator i sidste ende vælges af boets kreditorer ud fra en vurdering af den pågældendes personlige kvalifikationer, og at kurator bør hæfte personligt over for boet for ansvarspådragende fejl og forsømmelser, som kurator eller dennes ansatte begår.