Spm. nr. S 3621
Til indenrigs- og sundhedsministeren (13/6 03) af:
Tove Videbæk (KRF):
»Hvordan vil ministeren følge op på Folketingets vedtagelse om fosterdiagnostik, herunder særligt med hensyn til de kommende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og Amtsrådsforeningen om at indføre nakkefoldsscanning i hele landet?«
Begrundelse
Sundhedsstyrelsen tager i øjeblikket stilling til, hvad de fremtidige retningslinjer for fosterdiagnostik skal indeholde. Amtsrådsforeningen har imidlertid i en pressemeddelelse fra 30. maj 2003 varslet, at amterne vil indføre nakkefoldsscanning og blodprøve til alle kvinder for at afsløre kromosomfejl. Et enigt Folketing vedtog i maj 2003 følgende i forbindelse med en forespørgselsdebat om fosterdiagnostik (V 105): »Folketinget mener, at der er behov for øget klarhed om, at formålet med fosterdiagnostik ikke er at hindre, at børn med alvorlige sygdomme fødes, men at bistå en gravid kvinde med at træffe sine egne valg. Folketinget finder, at det ikke er de tekniske muligheder for at finde sygdomme hos fostre, der skal fastsætte grænserne for fosterdiagnostikken. Etiske overvejelser bør altid være udgangspunktet. Det skal sikres, at gravide ikke føler sig tvunget til at få en abort på grund af manglende økonomiske eller sociale hjælpeforanstaltninger. Derfor opfordrer Folketinget regeringen til, - at sikre en løbende etisk overvågning af fosterdiagnostikken, - at styrke samarbejdet med handicaporganisationerne i forbindelse med rådgivning af gravide før og efter fosterdiagnostik, - at fremlægge en redegørelse i Folketinget i den kommende samling om de eksisterende hjælpemuligheder for familier, der venter eller har børn med handicap, og om regeringens fremtidige planer på området.« Spørgeren er særligt bekymret for, at amterne indfører nakkefoldsscanning for at spare penge på specialundervisning m.v., som børnene ville have behov for, hvis de blev født. Derfor vil spørgeren gerne vide, hvordan ministeren har tænkt sig at sikre, at formålet med fosterdiagnostikken ikke bliver at hindre, at børn med alvorlige sygdomme fødes, men at bistå gravide med at træffe deres egne valg. Det er spørgerens forventning, at Folketingets vedtagelse fra maj dette år får betydning ikke blot for de fremtidige retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, men også for de praktiske rammer for fosterdiagnostikken ude i amterne.
Svar (26/6 03)
Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Det fremgår af begrundelsen for spørgsmålet, at Amtsrådsforeningen har varslet, at amterne vil indføre nakkefoldsscanning og blodprøve til alle gravide for at afsløre kromosomfejl. Med udgangspunkt i Folketingsvedtagelse nr. V 105, hvoraf det bl.a. fremgår, at Folketinget finder, at formålet med fosterdiagnostik ikke er at hindre, at børn med alvorlige sygdomme fødes, men at bistå en gravid kvinde med at træffe sine egne valg, ønskes det belyst, hvordan dette sikres.
Som bekendt afgav en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen i maj 2003 rapporten »Fosterdiagnostik og risikovurdering«, der sammen med en række faglige høringssvar over rapporten skal danne grundlag for en revision af styrelsens vejledning om prænatal information, rådgivning og diagnostik fra 1994. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Folketingets vedtagelse om fosterdiagnostik (V 105) også indgår i Sundhedsstyrelsens arbejde med en ny vejledning for området.
Jeg vil gerne minde om, at det for arbejdsgruppen om fosterdiagnostik var et vigtigt udgangspunkt, at det ikke er et samfundsmål som sådan at forebygge handicap med provokeret abort, ligesom Sundhedsstyrelsen på basis af rapporten har opfordret til konstruktiv debat om, hvordan der skabes bedst mulige forudsætninger for den enkelte gravides udøvelse af sin ret til selvbestemmelse indenfor lovgivningens rammer.
Det er derfor min forventning, at de anbefalinger, Sundhedsstyrelsen kommer med på området, også vil præcisere dette.
Jeg har i øvrigt hæftet mig ved, at det fremgår af den artikel fra Amtsrådsforeningens netavis MandatNet af 30. maj 2003, som der henvises til i spørgsmålets begrundelse, at flere amter - når Sundhedsstyrelsen har færdigbehandlet sagen - er parate til at indføre et udvidet behandlingstilbud til alle gravide. Det forstår jeg sådan, at amterne afventer Sundhedsstyrelsens nye vejledning for området, og har til hensigt at følge den.
Om opfølgning på vedtagelse nr. 105 kan jeg oplyse, at der er taget kontakt til Socialministeriet om etablering af et overblik over de eksisterende hjælpemuligheder for familier, der venter eller har børn med handicap m.v., ligesom Sundhedsstyrelsen er kontaktet om etablering af et styrket samarbejdet med handicaporganisationerne i forbindelse med rådgivning af gravide før og efter fosterdiagnostik. Vedtagelsens opfordring om sikring af løbende etisk overvågning af fosterdiagnostikområdet forventes at indgå i ministeriets arbejde med etablering af et nyt etisk råd med særskilte genstandsfelter (mennesker, planter, fødevarer, miljø).