B 82 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen.

Fremsat den 2. december 2003 af Anne Baastrup (SF), Elisabeth Arnold (RV) og Line Barfod (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen

Folketinget pålægger justitsministeren inden udgang af 2004 at komme med initiativer, der forbedrer voldtægtsofres retsstilling i voldtægtssager før og under retssagen, herunder de nødvendige forslag til lovændringer, jf. følgende punkter:

1.   Voldtægtsofre skal som udgangspunkt ubetinget og ufravigeligt have udpeget bistandsadvokat, have adgang til og mulighed for at tale med bistandsadvokaten, før offeret afhøres af politiet, og have bistandsadvokaten til stede under politiets afhøring.

2.   Bistandsadvokatens adgang til at deltage i sagens behandling ved domstolene skal udbygges.

  Forslaget omhandler retten til

–   adgang til sagens materiale og dokumenter,

–   at være til stede ved retsmøderne,

–   at stille spørgsmål til voldtægtsofferet,

–   at foreslå supplerende bevisførelse og vidner.

3.   Bedre beskyttelse af voldtægtsofre mod ydmygelser under offerets forklaring i retten med hensyn til

–   beslutning om, at tiltalte forlader retslokalet, mens voldtægtsofferet afhøres,

–   indskrænket adgang til bevisførelse om voldtægtsofres troværdighed.

4.   Mulighederne for at få etableret konflikttråd skal opprioriteres, herunder skal sikres, at der er afsat tilstrækkelige midler til kon­flikt­råd i voldtægtssager.

5.   Sagsbehandlingstiden for voldtægtssager skal nedbringes og omfattes af samme målsætning, som gælder for sagsbehandlingstiden for voldssager (3 gange 30 dage).

6.   Erstatningsnævnets praksis, hvorefter erstatning er betinget af, at der foretages politianmeldelse inden 24 timer efter gerningstidspunktet, ændres, således at der alternativt kan lægges vægt på henvendelsen til centre for voldtægtsofre.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Formålet med beslutningsforslaget er at forbedre voldtægtsofres retsstilling i voldtægtssager på en række konkrete punkter. Forslaget indeholder tre hovedpunkter:

–   At sikre voldtægtsofrene den nødvendige bistand under gennemførelsen af retssagen og almen bistand og rådgivning under forløbet i øvrigt ved som udgangspunkt at gøre udpegningen af bistandsadvokat for volstægtsofre obligatorisk (beslutningsforslagets punkt 1)

–   At forbedre voldtægtsofferenes processuelle stilling i retssagen ved at give bistandsadvokaten en bedre adgang til at deltage i sagens behandling (beslutningsforslagets punkt 2)

–   At sikre voldtægtsofferet mod at blive udsat for yderligere nedværdigende situationer under sagens forløb og give offeret en reel mulighed for at komme ordentligt igennem forløbet ved ændring af reglerne om vidneafhøring af voldtægtsofferet, forbedrede muligheder for konfliktråd og hurtigere sagsbehandling samt ændret praksis hos Erstatningsnævnet. (beslutningsforslagets punkt 3-6).

Punkt 1 og 2 vil kræve ændringer af retsplejeloven, mens punkt 3-6 kan gennemføres inden for gældende lovgivning, men vil forudsætte administrative ændringer og øget ressourceanvendelse og bevilling.

Der anmeldes ca. 500 voldtægter om året, men det skønnes, at kun 25 pct. af de voldtægter, der rent faktisk finder sted, bliver anmeldt. Kvinder er bange for at anmelde voldtægt. Myten om, at en ærbar kvinde ikke kan voldtages, er stadig levende. Det er kvindens seksualliv, der udpensles i retten, og som man kan læse om i avisen. Det er vurderingen af, om kjolen var for kort eller blusens udringning for dyb, der pludselig bliver afgørende. Det er ikke afgørende, om hun sagde nej! Det, der er afgørende, er, om manden forstod, at hun sagde nej og mente det. Samtidig er sager om voldtægt interessante for pressen. Det giver ikke sjældent anledning til megen fokus på kvindens seksualliv på en måde, som må skræmme mange kvinder fra at anmelde voldtægt. Dertil kommer, at gennemførelsen af sagerne ofte tager urimeligt lang tid. Med beslutningsforslaget lægges der op til, at voldtægtssagerne skal fremmes på samme måde som sagerne efter §§ 244-246 (voldssager).

Forslagsstillerne mener, at det er på tide, at man i stedet for hele tiden at fokusere på det noget diffuse begreb retsfølelsen i stedet fokuserer på de svageste – i voldtægtssagerne ofrene – og giver disse nogle muligheder med hensyn til støtte, vejledning og kompensation, så ofrene kan komme videre i tilværelsen. I den forbindelse er retssagen vigtig, da den er en del af bearbejdelsen af den krænkelse, som den forurettede har været ude for. Vi kan ikke leve med, at offeret straffes to gange, sådan som flere ofre desværre føler at de gør i dag. Dette er formentlig en vigtig forklaring på, at man har kunnet iagttage et fald i anmeldte voldtægter. Ikke mindst når man ser på, hvordan offentligheden behandlede den kvinde, der anmeldte en gruppevoldtægt i forbindelse med en julefrokost forrige jul.

I 1980’erne var Danmark foregangsland med hensyn til erstatning til ofre og indførelse af mulighed for bistandsadvokat   m.v. Udviklingen er imidlertid de sidste mange år helt gået i stå på dette område. Dr.jur. Anne Robberstad, Norge, har foretaget en komparativ undersøgelse af forurettedes retsstilling i de nordiske lande. Udredningen »Kontradiksjon og verdighet« er afgivet til det norske Justitsdepartement i 2002.

I udredningen når Anne Robberstad frem til, at det er nemt at rangere de nordiske lande, når det gælder forurettedes retsstilling. På førstepladsen kommer Finland og Sverige, og herefter følger Norge, Danmark og Island. Anne Robberstad bemærker, at det er vanskeligt at forestille sig, at der er noget at hente i dansk ret, hvis man ønsker at styrke forurettedes stilling, hvilket er paradoksalt i betragtning af, at Danmark var det første nordiske land, som indførte bi­stands­ad­vo­kat­ord­nin­gen.

Et centralt og væsentligt   spørgsmål, når det drejer sig om ofres rettigheder, er spørgsmålet om offerets processuelle stilling under straffesagen.

I Finland og Sverige er offeret på flere punkter stillet som part i straffesagen og kan f.eks. stille spørgsmål til tiltalte under straffesagen og procedere skyldsspørgsmålet, mens dette ikke er tilfældet i Danmark, Island og Norge.

Den danske ordning bygger på den principielle opfattelse, at straffesager bør føres af anklagemyndigheden på offerets og samfundets vegne på grundlag af saglige og objektive kriterier og ikke bør betragtes som en sag mellem to civile parter. Anklagemyndigheden er bl.a. bundet af et objektivitetsprincip. Det er ikke kun anklagemyndighedens opgave at sikre, at skyldige domfældes, men også, at uskyldige ikke strafforfølges.

En ændring, som giver offeret en partslignende status i selve straffesagen og f.eks. adgang til at afhøre tiltalte og vidner og at procedere m.v., vil indebære en væsentlig forskel i forhold til de principielle synspunkter, som den nuværende lovgivning bygger på. Det kan anføres, at der er en risiko for at gøre retten til et følelsesrum ved at gøre offeret til part i sagen, da objektiviteten i retssagen dermed kan risikere at lide skade. Den frygt deler Anne Robberstad ikke. Hun siger i februar til Jyllands-Posten: »Det er forkert at se retssagen som en duel mellem to. Det billede passer på en idrætskonkurrence, ikke en retssag. En retssag skal være en grundig undersøgelse af sandheden, hvor alle sider af sagen bliver hørt og behandlet med samme respekt og værdighed.«

I Sverige og Finland, hvor offeret har partslignende beføjelser, har man ligefrem et begreb for offerets rolle. Forurettede benævnes som værende »målsägande«, og det vil sige, at vedkommende ejer sagen. Det medfører en lang række rettigheder, i virkeligheden på linje med den sigtedes. Danske ofre for voldtægt er dårligere stillet i retssystemet end nordmænd, svenskere og finner. F.eks. har danske ofre, der går gennem en retssag, ikke samme mulighed for at få indsigt i dokumenter, som man har i Sverige, Norge og Finland.

Justitsministeriet har udarbejdet et notat om de danske regler om ofres processuelle retsstilling sammenlignet med reglerne i de øvrige nordiske lande. Notatet er i oktober måned 2003 sendt i høring af Justitsministeriet med henblik på at indhente udtalelser om behovet for lovændringer eller andre initiativer på området (Retsudvalgets alm. del – bilag 79).

En voldtægts karakter, som det indgreb, det udgør for offeret, og betydningen af sagens processuelle gang for offeret adskiller sig markant fra andre voldssager. Forslagsstillerne finder uafhængigt af den igangværende generelle udredning, at der for så vidt angår voldtægtsofrenes stilling er et aktuelt og påtrængende behov for justeringer af de gældende regler.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad punkt 1: Voldtægtsofre skal som udgangspunkt ubetinget og ufravigeligt have udpeget bistandsadvokat, have adgang til og mulighed for at tale med bistandsadvokaten, før offeret afhøres af politiet, og have bistandsadvokaten til stede under politiets afhøring.

Af retsplejelovens kapitel 66 a om advokatbistand til den forurettede fremgår, at retten bl.a. i voldtægtssager beskikker en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den forurettede under efterforskningen. Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring. Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om beskikkelse af advokat indbringes for retten. Er den forurettede villig til at udtale sig, er begæringen om beskikkelse af advokat ikke til hinder for, at politiet afhører den forurettede uden advokatens tilstedeværelse. Ønsker den forurettede ikke at udtale sig uden advokatens tilstedeværelse, kan politiet tilkalde en beskikket advokat til at varetage hvervet som advokat for den forurettede, indtil retten har taget stilling til begæringen. Bistandsadvokaten har efter retsplejelovens bestemmelser adgang til at overvære afhøringer af den forurettede hos politiet og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Bistandsadvokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer.

Det fremgår at forarbejderne til retsplejelovens bestemmelser om bistandsadvokater, at advokatens opgave både kan være af juridisk og af mere almen karakter. Ud over støtte til den forurettede under afhøringen hos politiet og i retten og bistand ved opgørelsen af eventuelle erstatningskrav, vil der kunne være tale om rådgivning om særlige hjælpemidler, om personlig støtte og vejledning og om at orientere den forurettede om sagens forløb og forberede den pågældende på, hvordan sagen behandles i retten under domsforhandlingen. Denne mere almene bistand vil ofte kunne have meget stor betydning for den forurettede. Denne opgave af almen karakter er ikke nærmere reguleret i retsplejeloven, men fremgår af den folder, som er udarbejdet med henblik på udlevering fra politiet til voldtægtsofre.

Der er næppe tvivl om, at politiet spørger voldtægtsofferet, om offeret vil have beskikket en bistandsadvokat. Erfaringerne viser imidlertid, at spørgsmålet langtfra altid bliver forstået af offeret, der som oftest er i en krisetilstand, og for hvem spørgsmålet er uforståeligt og uoverskueligt. En del af ofrene svarer derfor nej til spørgsmålet med den konsekvens, at der ikke umiddelbart bliver beskikket en bistandsadvokat. Endvidere er det ikke sikkert, at politiet i alle situationer har forståelse for, hvor vigtigt det er, at voldtægtsofferet så tidligt som muligt får beskikket en bistandsadvokat.  

Bistandsadvokatens tilstedeværelse allerede under afhøringen hos politiet og den forklaring om det videre forløb, som bistandsadvokaten kan give til offeret, kan være med til at undgå, at offeret oplever afhøringerne m.v. som ydmygende. Bistandsadvokaten kan under efterforskningen være offerets kontakt til politiet og dermed sørge for, at offeret holdes underrettet om sagens forløb. En sådan kontakt vil ikke i samme omfang finde sted, hvis offeret står uden bistandsadvokat og helt på egen hånd må tage initiativet. Det vil for mange ofre være en helt uoverstigelig forhindring at kontakte politiet vedrørende sagen.

Det foreslås på denne baggrund, at voldtægtsofre   som udgangspunkt ubetinget og ufravigeligt skal

–   have udpeget bistandsadvokat,

–   have adgang til og mulighed for at tale med bistandsadvokaten, før offeret afhøres af politiet,

–   have bistandsadvokaten til stede under politiets afhøring.

I virkelighedens verden har voldtægtsofferet ikke mulighed for at overskue situationen, voldtægtssagens videre gang og dennes betydning for offeret. Derfor foreslås det, at udgangspunktet ændres fra, at offeret kan begære beskikket en bistandsadvokat, til, at beskikkelsen skal ske obligatorisk.

Forslaget skal ses i sammenhæng med de øvrige ændringer, der foreslås vedrørende retssagens forløb og offerets og bistandsadvokatens roller i sagen, jf. det følgende, og hvorefter det i langt højere grad end i dag bliver en forudsætning for voldtægtssagens gang, at offeret har en bistandsadvokat til at rådgive og vejlede.

Forslagsstillerne finder, at der kan være grund til at overveje, om reglerne bør udstrækkes så langt, at en person, der ønsker at indgive anmeldelse om en voldtægt, får mulighed for at tale med en bistandsadvokat, før der indgives anmeldelse. Dette skal ses i lyset af de situationer, hvor en kvinde har følt sig seksuelt ydmyget og krænket, selv om der ofte notorisk ikke er sket en overtrædelse af straffeloven. Mange unge piger og kvinder har ikke gjort sig klart, hvad voldtægt egentlig betyder. I stedet for at lade deres uvidenhed føre til anmeldelse og efterfølgende efterforskning, som ender med påtaleopgivelse, vil en indledende samtale med en bistandsadvokat kunne føre til et andet resultat. Det betyder, at pigen/kvinden kan få forståelse for, at den person, som hun opfatter som gerningsmand, ikke har begået en overtrædelse af straffeloven, men derimod blot har forbrudt sig mod grænserne for almindelig anstændighed eller lignende. I praksis sker det ofte, at en voldtægt bliver anmeldt af en pige/kvinde, der over for en veninde eller en mor har givet udtryk for, hvorledes hun har følt sig ydmyget og krænket, og hvor denne i bedste mening får anmeldt noget, der aldrig burde have været anmeldt til politiet.

Ad punkt 2: Bistandsadvokatens adgang til at deltage i sagens behandling ved domstolene skal udbygges (ret til adgang til sagens materiale og dokumenter, til at være til stede ved retsmøderne, til at stille spørgsmål til voldtægtsofferet og til at foreslå supplerende bevisførelse og vidner).

Efter retsplejelovens bestemmelser har bistandsadvokaten adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapporten. Bistandsadvokaten har imidlertid ikke adgang til at holde sig orienteret om f.eks. sigtedes forklaring ud fra hensyn om, at den forurettedes udtalelser i videst muligt omfang alene bygger på vedkommendes egen umiddelbare oplevelse og ikke bliver præget af andre forklaringer og politiets materiale i øvrigt. Når der er rejst tiltale i sagen, har bistandsadvokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt. Men bistandsadvokaten må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og bistandsadvokaten må ikke uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med indholdet af materialet.

Det foreslås, at bistandsadvokaten får adgang til politiets materiale i sagen.   Det giver bistandsadvokaten   mulighed for at få et overblik over og forstå sagens indhold og er endvidere en forudsætning for, at bistandsadvokaten   kan indtage den mere aktive rolle i sagen, som beslutningsforslaget lægger op til. Bistandsadvokaten bør have tilsendt sagens akter, uanset om der rejses tiltale eller ej. Det vil kunne få betydning i relation til muligheden for at klage over en eventuel opgivelse af påtale

Bistandsadvokaten har efter retsplejelovens bestemmelser adgang til at overvære afhøringer af den forurettede i retten og har ret til at stille spørgsmål til den forurettede. Bistandsadvokaten underrettes om tidspunktet for retsmøder. Retsplejeloven indeholder således ikke nogen nærmere regulering af advokatens processuelle stilling i retten, men bistandsadvokaten er ikke berettiget til at stille spørgsmål til offeret eller andre om forhold, der vedrører skyldsspørgsmål eller strafudmålingen, og eventuelle spørgsmål må derfor formidles gennem anklageren. Det skal ses på baggrund af et ønske om, at forurettedes advokat ikke bør kunne virke som en yderligere anklager i sagen. Udgangspunktet er således, at bistandsadvokaten alene kan stille spørgsmål til klarlæggelse af et eventuelt erstatningskrav samt i relation til processuelle spørgsmål vedrørende f.eks. referatforbud og dørlukning. Bistandsadvokaten har endvidere adgang til at procedere disse spørgsmål.  

Bistandsadvokaten bør i langt højere grad end i dag løbende orienteres om sagens efterforskning i stedet for blot at blive betragtet som en klods om benene, der kun skal have, præcis hvad bistandsadvokaten har krav på i henhold til retsplejeloven.

I praksis er politiet positivt indstillet over for at have bistandsadvokaten med til afhøring og at orientere bistandsadvokaten løbende. Derimod opleves det ofte i praksis, som om anklageren/politiadvokaten har meget lidt forståelse for bistandsadvokatens rolle i forhold til voldtægtsofferet. Samarbejdet mellem bistandsadvokaten og anklageren bør uddybes. Når sagen behandles i retten, bliver bistandsadvokaten underrettet om tidspunktet for retsmødet. Såvel anklagemyndigheden som retten syntes i praksis ofte at være uinteresseret i, om bistandsadvokaten overhovedet er i stand til at give møde. Det er utilfredsstillende for voldtægtsofferet. Offeret har mødt bistandsadvokaten under afhøring hos politiet og under møder hos advokaten. Offeret har derfor opnået en vis tillid til bistandsadvokaten. Bistandsadvokaten er i øvrigt den eneste person (evt. bortset fra gerningsmanden), som offeret kan genkende i forbindelse med sagens behandling i retten.

Det foreslås, at tidspunktet for afholdelsen af retsmødet skal aftales med bistandsadvokaten på samme måde, som det aftales med forsvareren.

Rent praktisk kunne bistandsadvokatens rolle i forbindelse med afhøring i sagen udbygges på en sådan måde, at bistandsadvokaten foretager den indledende afhøring af voldtægtsofferet med henblik på, at retten kan få en positiv forståelse for, hvilken person offeret er. Bistandsadvokaten kan stille spørgsmål, der generelt kan styrke offerets troværdighed.

Voldtægtsofferet har et naturligt krav på, at hændelsesforløbet bliver klarlagt mest muligt, og dette vil bedst kunne opnås, hvis også bistandsadvokaten kan deltage i afhøringerne af voldtægtsofferet. Under retssagen vil forsvareren for den tiltalte ofte prøve at tegne et for tiltalte gunstigt billede af situationen og den tiltaltes handling. Det er vigtigt at undgå, at den forurettede i dette forløb ikke tilføjes yderligere sår. Adgang for bistandsadvokaten til bl.a. at stille spørgsmål til offeret   kan sikre en fornuftig balance mellem retssikkerheden og hensynet til, at offeret udsættes for unødvendig yderligere overlast.

Bistandsadvokatens afhøring bør tilrettelægges sammen med anklageren, således at bistandsadvokaten ikke risikerer at spolere anklagemyndighedens strategi for bevisførelse i sagen. Endvidere bør bistandsadvokaten i forbindelse med, at der etableres en bedre kontakt mellem anklageren og bistandsadvokaten, have mulighed for at foreslå bevisførelse og vidner på samme måde som forsvareren.

Ad punkt 3: Bedre beskyttelse af voldtægtsofre mod ydmygelser under offerets forklaring i retten med hensyn til beslutning om, at tiltalte forlader retslokalet, mens voldtægtsofferet afhøres, og indskrænket adgang til bevisførelse om voldtægtsofres troværdighed.

Retsplejelovens bestemmelser om vidner   tillægger ikke forurettede, herunder voldtagne, nogen særstatus. Voldtagne og andre ofre for sædelighedsforbrydelser kan dog kræve dørene lukket under egen forklaring. Efter retsplejelovens § 848 kan retsformanden beslutte, at tiltalte forlader retslokalet, mens et vidne afhøres, når særlige grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.

Et meget ømtåleligt spørgsmål under retssagen er den del af forsvarerens bevisførelse, som handler om offerets troværdighed og seksuelle adfærd.   Efter retsplejelovens § 185 må bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed kun finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. En sådan bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd i bl.a. voldtægtssager kan dog kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig betydning for sagen. Bestemmelsen giver retten et vist grundlag for at afveje hensynet til den tiltaltes retsbeskyttelse og den materielle sandhed på den ene side over for hensynet til voldtægtsofferets integritet på den anden side.

For offeret kan det opleves som uretfærdigt og uforståeligt, at offeret i retssagen skal vidne under vidneansvar, mens gerningsmanden har en forsvarer og ikke behøver at tale sandt. Forsvareren må i sagens natur varetage tiltaltes interesser og kan være nådeløs i afhøringen af vidne – i dette tilfælde oftest voldtægtsofferet – for at få tiltalte stillet i det mest fordelagtige lys.

I Sverige kan den forurettede ikke afhøres som vidne. Vidneforbuddet skyldes en tankegang om ligestilling mellem den sigtede og den forurettede. Den forurettede fremstår som sigtedes naturlige modpart, og sigtedes forklaring fremstår som et partsindlæg, og så skal den forurettedes forklaring ikke fremstå som et mere eller mindre neutralt vidnebevis. Vidneforbuddet i Sverige indebærer, at den forurettede ikke har pligt til at udtale sig, at der ikke findes sanktioner, som kan bruges til at presse den forurettede til at udtale sig, og at en eventuel forklaring ikke finder sted under strafansvar.

I Danmark afhøres voldtægtsofre som vidner i retten. Det har den konsekvens, at deres forklaring over for retten anses for at være udtryk for sandheden. Såfremt man giver voldtægtsofre partsstatus og mulighed for i lighed med tiltalte at udtale sig i uoverensstemmelse med sandheden uden at kunne straffes herfor, vil man svække voldtægtsofferets status i retssagen.

Langt de fleste sædelighedsforbrydelser foregår mellem to personer uden vidner. Offeret er således eneste vidne i selve retssagen og tilmed ganske ofte eneste bevisførelse overhovedet, eftersom der i praksis ofte ikke er sket skader på offeret. Såfremt voldtægtsofferet har mulighed for at bede sig vidnefritaget, vil en lang række voldtægts/sædelighedsforbrydelser ikke kunne føre til domfældelse, når der er tale om et voldtægtsoffer, som er blevet forsonet med gerningsmanden og derfor ikke ønsker at udtale sig i sagen, eller – endnu værre – i de situationer, hvor voldtægtsofferet af gerningsmanden er blevet truet til ikke at udtale sig, men derimod blot at anmode om at opnå vidnefritagelse.

Forslagsstillerne foreslår, at betydningen og vigtigheden af reglerne om voldtægtsofres ret til at få gerningsmanden ført uden for retslokalet, når der skal afgives forklaring, jf. retsplejelovens § 848, indskærpes, herunder således, at offeret udtrykkeligt vejledes herom, og således, at det som udgangspunkt allerede ved sagens tilrettelæggelse bliver besluttet, om tiltalte skal føres uden for lokalet under offerets forklaring, og således, at offeret, inden offeret møder frem i retten, ved, at tiltalte ikke sidder i retslokalet under offerets forklaring.

Forslagsstillerne understreger, at retsplejelovens § 185 skal fortolkes restriktivt, således at der som den helt klare hovedregel slet ingen bevisførelse finder sted om voldtægtsofferets tidligere seksuelle adfærd. Forslagsstillerne finder endvidere, at der er grund til overvåge retternes fortolkning og praktiske anvendelse af reglerne på dette punkt med henblik på en eventuel opstramning af lovgivningen, hvis lovgivningen er for upræcis i forhold til ønsket om at skærme voldtægtsofrene mod ydmygelser.

Ad punkt 4: Mulighederne for at få etableret konflikttråd skal opprioriteres herunder skal sikres, at der er afsat tilstrækkeligt midler til konfliktråd i voldtægtssager.

Der har været gennemført forsøg med konfiktråd som led i indsatsen mod vold. Mægling i konfliktråd efter ofrets begæring skal være et supplement til den almindelige retsforfølgning, og straffesagen skal gennemføres, selv om den pågældende har deltaget i konfliktråd. Gerningsmandens deltagelse i konfliktråd kan dog efter de almindelige regler herom medføre strafnedsættelse. Formålet med konfliktråd for offeret er at få løst op for frustrationer og angst og bliver mere tryg. Samtidig hermed ansvarliggøres gerningsmanden bl.a. med henblik på at denne   afstår fra kriminalitet fremover. En domfældt voldtægtsforbryder vil ikke kunne tvinges til at deltage i et konfliktråd. Hvis gerningsmanden ikke vil, vil et af ofret gennemtvunget konfliktråd kunne virke langt mere frustrerende for ofret end intet konfliktråd.

Forslagsstillerne foreslår, at der tages initiativer i retning af at opprioritere anvendelsen af konfliktråd i voldtægtssager, herunder skal sikres, at der er afsat tilstrækkeligt midler til konfliktråd i voldtægtssager. Konfliktråd kan være medvirkende til at voldtægtsofferet kommer bedst muligt igennem forløbet - måske især i de situationer hvor der har været forudgående kontakt og eventuelt tillige samliv mellem gerningsmanden og offeret.  

Ad punkt 5: Sagsbehandlingstiden for voldtægtssager skal nedbringes og omfattes af samme målsætning, som gælder for sagsbehandlingstiden for voldssager (3 gange 30 dage).

Det tager for lang tid at få en voldtægtssag afsluttet ved de danske domstole.

For voldssager efter straffelovens §§ 244-246 er der fastsat en målsætning om sagsbehandlingstiden. Målsætningen om en hurtig behandling af voldssager er opstillet i voldspakkerne fra 1994 og 1997. Den indebærer for politiet, at det samlede tidsforbrug, fra voldsanmeldelsen modtages (gerningsmanden er iden­ti­fi­ce­ret), til sagen indbringes for retten, ikke bør overstige 30 dage. Målsætningen for behandlingstiden ved domstolene er angivet til 37 dage. Heraf udgør berammelsestiden, dvs. tiden, fra sagen modtages i retten, til domsforhandlingen kan indledes, 30 dage, mens der er afsat 7 dage til domsforhandling og domsafsigelse. For strafafsoningen af voldsdomme er målsætningen fastsat således, at afsoningen for dømte, som ikke er varetægtsfængslede, skal iværksættes senest 30 dage efter, at der foreligger fuldbyrdelsesordre. Det er samtidig forudsat, at politiet giver fuldbyrdelsesordre umiddelbart efter, at der er afgivet ankeafkald, efter ankefristens udløb eller efter, at ankedom er afsagt.

Der er en væsentlig samfundsinteresse i at få behandlet voldtægtssager hurtigt. Hensynet til offeret taler ligeledes for en hurtig sagsbehandling. Det foreslås, at voldtægtssager, hvor der er så meget desto mere grund til at få sagerne fremmet hurtigst muligt,   bliver omfattet af målsætningen for behandlingen af voldssager.

Ad punkt 6: Erstatningsnævnets praksis, hvorefter erstatning er betinget af, at der foretages politianmeldelse inden 24 timer efter gerningstidspunktet, ændres, således at det alternativt kan lægges vægt på henvendelsen til centre for voldtægtsofre.

Af Offererstatningsnævnets beretning for 2002 fremgår bl.a. i afsnit   6.9: Kravet om anmeldelse af lovovertrædelsen til politiet uden unødigt ophold, offererstatningslovens § 10:

»Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er erstatning fra staten betinget af, at lovovertrædelsen uden unødigt ophold er anmeldt til politiet. Politiets efterforskning vil normalt være en forudsætning for, at det kan konstateres, at der har foreligget en straffelovsovertrædelse, og hermed tillige nødvendig for at sikre mod misbrug af erstatningsordningen. En hurtig politianmeldelse vil i almindelighed fremme muligheden for at opklare sagen og dermed i givet fald tilvejebringe grundlag for en retsforfølgning af skadevolder, således at skadevolderen kan blive pålagt at betale erstatning til skadelidte.

I nævnets praksis anses en politianmeldelse, der er indgivet inden 24 timer efter gerningstidspunktet, i almindelighed for indgivet uden unødigt ophold. Hvis det har været umuligt for skadelidte på grund af sin tilstand (f.eks. bevidstløshed) at indgive politianmeldelse, må fristen regnes fra det tidspunkt, hvor det var muligt for skadelidte at indgive politianmeldelsen, eventuelt telefonisk.

For skader, der indtrådte til og med udgangen af 2001, var det i lovens hidtidige affattede bestemmelse i § 10, stk. 2, angivet, at erstatning kan ydes i særlige tilfælde, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.

…

For skader, der er indtrådt den 1. januar 2002 og senere, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven m.v. (betænkning nr. 1383/2000), er det i den nu affattede bestemmelse i lovens § 10, stk. 2, anført:

»Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det.«

Ifølge lovens forarbejder er der med den ændrede formulering i stk. 2 tilsigtet en vis lempelse af kravet i forhold til den hidtidige praksis. Det er i denne forbindelse i forarbejderne nævnt, at der således kan dispenseres fra kravet i tilfælde, hvor offeret som følge af forbrydelsen har befundet sig i en choktilstand (uden at være bevidstløs) og som følge deraf ikke inden for det første døgn har rettet henvendelse til politiet eller til andre, som kunne vejlede om kravet om politianmeldelse. Det er endvidere nævnt, at der f.eks. kan være tale om en ældre person, der bor alene, eller en medtaget person, som efter besøg på skadestuen tager hjem for at hvile og derfor først anmelder forholdet mere end et døgn efter. Det er endelig nævnt, at det fortsat er en betingelse for at fravige hovedreglen, at der kan henvises til konkrete omstændigheder i den enkelte sag, som taler for en dispensation fra den almindelige frist.«

Forslagsstillerne finder, at nævnets praksis, hvorefter der fokuseres på anmeldelsen til politiet, er unødvendig og urimeligt restriktiv i forhold til voldtægtsofre, og foreslår derfor, at praksis ændres således, at det alternativt tilægges betydning, at voldtægtsofferet uden unødigt ophold henvender sig til centre for voldtægtsofre. Det forudsættes i øvrigt, at dispensationsmuligheden for så vidt angår det tidsmæssige aspekt i stk. 2 fastholdes. Netop voldtægtsofre vil ofte befinde sig i en choktilstand som angivet i forarbejderne til stk. 2, hvorfor det er nødvendigt, at praksis ikke for kategorisk lægger sig fast på en 24-timers-regel.  

Skriftlig fremsættelse

Anne Baastrup (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen.

(Beslutningsforslag nr. B 82).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.