Skriftlig fremsættelse (10. marts 2004)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven og skifteloven (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.)

(Lovforslag nr. L 180).

Hovedformålet med lovforslaget er at fjerne de retlige hindringer for digital kommunikation til og fra domstolene med henblik på at lette og fremme anvendelsen af moderne informationsteknologi ved kommunikation med domstolene.

Lovforslaget er en opfølgning for domstolenes vedkommende på regeringens handlingsplan fra 2002 for ministeriernes arbejde med modernisering af formkrav i lovgivningen, der unødigt forhindrer digital kommunikation. Lovforslaget bygger på en redegørelse om digital kommunikation ved domstolene, som er afgivet af en arbejdsgruppe under Domstolsstyrelsen. Redegørelsen har været forelagt Retsplejerådet, som generelt har tilsluttet sig arbejdsgruppens forslag, og lovforslaget svarer i det væsentlige til arbejdsgruppens lovudkast.

Det foreslås med lovforslaget, at der i retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven og skifteloven indsættes generelle bestemmelser, hvorefter formkrav om skriftlighed eller underskrift ikke skal være til hinder for, at meddelelser til retten kan sendes ved brug af digital kommunikation, f.eks. ved e-mail. Det vil efter forslaget være op til afsenderen, om kommunikationen med domstolene skal ske digitalt eller på tradi­tionel vis, men forslaget sikrer, at der er mulighed for at vælge digital kommunikation.

Med henblik på at opnå den fornødne sikkerhed for, at en digital meddelelse stammer fra den angivne afsender, og at meddelelsen ikke er blevet ændret undervejs, foreslås det, at meddelelsen skal være forsynet med en digital signatur. Det foreslås samtidig, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af digital kommunikation med domstolene, herunder nærmere regler om den digitale signatur, der skal anvendes.

Det foreslås endvidere, at der i loven udtrykkeligt tages stilling til, hvornår en digital meddelelse må anses for modtaget af retten og dermed kan virke fristafbrydende, f.eks. i forhold til frister for sagsanlæg og forældelse. Efter forslaget anses en digital meddelelse for at være ”kommet frem”, når meddelelsen kan gøres tilgængelig for retten, dvs. når meddelelsen er modtaget på en sådan måde, at den kan behandles af retten. Dette tidspunkt kan være forskelligt, alt efter hvilken digital kommunikation der anvendes, men det er ikke afgørende, hvornår meddelelsen faktisk gøres tilgængelig for retten, f.eks. hvornår en e-mail læses af en medarbejder ved retten.

Med henblik på at klargøre retsstillingen vedrørende digital kommunikation fra domstolene foreslås det, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af retsplejeloven mv., at domstolene kan anvende digital kommunikation, hvis modtageren har samtykket heri. Det foreslås i den forbindelse præciseret, at meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.

Indførelsen af muligheden for at anvende digital kommunikation inden for retsplejen vil ikke i sig selv indebære ændringer i retsplejelovens regler om domstolenes sagsbehandling mv. eller i, hvilke krav der kan stilles til tilvejebringelse af bevismidler under domstolenes behandling af en konkret sag, f.eks. forevisning af et originalt dokument for retten, eller til udarbejdelse af materiale til brug for behandlingen af en sag, f.eks. en ekstrakt af sagens dokumenter.

Endelig foreslås det, at ”digital forkyndelse” indføres som en ny forkyndelsesform. Forkyndelse kan herefter ske ved digital fremsendelse af den meddelelse, der skal forkyndes, således at forkyndelsen anses for sket ved modtagerens bekræftelse af at have modtaget meddelelsen. Under hensyn til, at den digitale forkyndelse kun vil få retsvirkninger, hvis dens modtagelse bekræftes, er forslaget med henblik på at drage fordel af mulighederne for digital kommunikation udformet sådan, at digital forkyndelse kan anvendes, selv om modtageren ikke på forhånd har samtykket i at modtage digitale meddelelser.

Det foreslås, at denne del af lovforslaget træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse, således at de nye regler kan sættes i kraft sagsområde for sagsområde, efterhånden som der ved domstolene indføres nye edb-sagsbehandlingssystemer, der er indrettet til digital kommunikation.

Herudover indeholder lovforslaget forskellige andre ændringer af retsplejeloven:

Det foreslås, at der – ligesom for byretsdomme i borgerlige sager – bliver mulighed for at afsige byretskendelser i borgerlige sager med begrænset sagsfremstilling, således at der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen. Hvis sagen indbringes for landsretten, skal der udarbejdes en supplerende redegørelse for sagen med de afgivne parts- og vidneforklaringer mv. Bestemmelsen regulerer ikke, hvilke krav der stilles til affattelsen af kendelser i borgerlige sager. Formålet er alene at give mulighed for at afsige kendelser med begrænset sagsfremstilling i de tilfælde, hvor der i dag stilles krav om en nærmere sagsfremstilling med angivelse af parts- og vidneforklaringer mv., f.eks. visse fogedsager med bevisførelse for fogedretten.

Det foreslås endvidere at ophæve en bestemmelse om, at midlertidig beskikkelse i en dommerstilling i mere end et år – bortset fra tilfælde af sygdom – kun kan ske, hvis dommeren udfører et andet offentligt hverv, og hvis en fast ansat dommer midlertidigt beskikkes i stillingen. Bortset fra tilfælde af sygdom vil midlertidig beskikkelse i en dommerstilling i mere end et år således fremover kunne ske, hvis ganske særlige grunde taler for det, og vedkommende retspræsident mv. har givet sit samtykke. Baggrunden for dette forslag er bl.a., at der i de kommende år forventes et stigende antal forespørgsler om international bistand fra dommere. Denne bistand må i en del tilfælde forventes at vare mere end et år og vil ikke altid kunne karakteriseres som offentlige hverv.

Det foreslås desuden, at der – ligesom for bøder omfattet af straffuldbyrdelsesloven – bliver mulighed for at inddrive disciplinære bøder, som pålægges advokater og advokatselskaber af Advokatnævnet i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, ved udpantning eller ved lønindeholdelse.

Der foreslås indsat nærmere regler i retsplejeloven om, hvordan personer, som er taget i forvaring efter retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5 (vidneforvaring), § 494, stk. 2 og § 497, stk. 2 (forvaring af skyldner), skal behandles. Baggrunden herfor er, at reglerne i retsplejeloven om varetægtsarrestanter efter retspraksis ikke finder anvendelse i forhold til vidner og skyldnere, som er taget i forvaring efter retsplejelovens regler, ligesom det af straffuldbyrdelsesloven fremgår, at reglerne om behandlingen af strafafsonere ikke finder anvendelse i forhold til disse personer.

På linje med, hvad der gælder for varetægtsarrestanter, foreslås det, at de nærmere regler for behandlingen af personer i forvaring fastlægges administrativt, men således, at det reguleres direkte i retsplejeloven, i hvilket omfang vidneforvarede mv. kan undergives indskrænkninger i retten til at modtage besøg og breve.

Endvidere foreslås det at forenkle proceduren for frivillig overførsel af varetægtsarrestanter til fuldbyrdelsesinstitutioner under kriminalforsorgen. Under hensyn til, at det må anses for ubetænkeligt, at overførslen sker uden rettens godkendelse, når samtykke fra arrestanten, anklagemyndigheden og institutionens ledelse foreligger, foreslås retsplejelovens § 777, 1. pkt. ændret, således at kravet om rettens samtykke i disse situationer ophæves.  

Endelig præciseres ordlyden af retsplejelovens § 777, 3. pkt., således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at en frivilligt overført varetægtsarrestant i institution skal behandles efter de regler, der gælder for personer, der er anbragt i institutionen i henhold til dom, mens en tvangsmæssigt overført arrestant skal behandles efter reglerne om varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til orden og sikkerhed i institutionen gør det muligt.  

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige behandling.