Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2003)
Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.
(Lovforslag nr. L 7).
Med lovforslaget får depotselskaber som noget nyt adgang til at eje investeringsforeningers investeringsforvaltningsselskaber. Hermed får depotselskaberne mulighed for at opnå stordriftsfordele og derved øge deres konkurrenceevne i forhold til udlandet. Samtidig indføres værnsregler, der skal forhindre interessekonflikter mellem en forening og dens administrationsselskab og depotselskab og dermed sikre den fornødne investorbeskyttelse på området.
Forslaget indebærer, at foreningerne får pligt til at udlevere et forenklet prospekt til investorerne. De nye prospektregler bygger på et direktiv og gør det lettere for investorerne at sammenligne foreninger på tværs af grænserne i EU.
Herudover medfører forslaget, at investeringsforeningerne får udvidet deres muligheder for at investere deres midler i nye instrumenter. Dette giver dem større fleksibilitet og flere muligheder i deres forretning. Disse nye muligheder stammer også fra et direktiv.
Forslaget indeholder desuden en forenkling af reglerne om tilsynet med foreninger med få medlemmer, for eksempel institutionelle investorer. Dette medfører en smidigere ordning og gør det muligt for disse foreninger hurtigere at ændre deres værdipapirbeholdning.
Som noget nyt indfører lovforslaget en vis regulering af andre kollektive investeringsordninger end investeringsforeninger og specialforeninger med henblik på at sikre investorbeskyttelsen og leve op til internationale standarder på dette område.
Lovforslaget er herudover struktureret og bestemmelserne udformet således, at det i videst muligt omfang svarer til lov om finansiel virksomhed. Forslaget er således en del af den igangværende revision af den finansielle lovgivning.
Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.