L 219 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter. (Forenklet inkassoproces).

Fremsat den 31. marts 2004 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter

(Forenklet inkassoproces)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815 af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:

1. I § 17 a, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 350, stk. 2,«: »og § 477 d, stk. 2,«.

2. Efter § 477 indsættes som nyt afsnit:

»Tredje afsnit. Betalingspåkrav

Kapitel 44 a

»§ 477 a. Reglerne i dette kapitel kan anvendes ved inddrivelse af forfaldne pengekrav på højst 50.000 kr., når fordringshaveren ikke forventer, at skyldneren har indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende. Renter og omkostninger medregnes ikke ved opgørelsen af kravets værdi.

§ 477 b. Inddrivelsen indledes ved indlevering af betalingspåkrav til fogedretten i en retskreds, hvor der er værneting efter kapitel 22. Såfremt fordringshaveren anmoder om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, jf. stk. 4, nr. 2, skal betalingspåkravet dog indleveres til fogedretten i en retskreds, hvor der endvidere er værneting efter § 487, stk. 1.

Stk. 2. Før betalingspåkravet indleveres til fogedretten, skal der til skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i § 10, stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er nævnt i § 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, skal være udløbet, jf. dog § 11 i lov om inkassovirksomhed.

Stk. 3. Betalingspåkravet skal indeholde:

1)   parternes navn og adresse, herunder angivelse af en postadresse i Danmark, hvortil meddelelser til fordringshaveren vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske,

2)   angivelse af den ret, ved hvilken inddrivelsen indledes,

3)   fordringshaverens krav,

4)   en kort fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet støttes, og

5)   en vejledning til skyldneren om retsvirkningerne af betalingspåkravet og om, hvad skyldneren bør foretage sig til varetagelse af sine interesser.

Stk. 4. Betalingspåkravet skal endvidere indeholde oplysning om:

1)   hvorvidt fordringshaveren ønsker betalingspåkravet forkyndt for skyldneren, såfremt udlæg er udelukket efter § 490,

2)   hvorvidt fordringshaveren ønsker, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning fra fordringshaveren, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og

3)   hvorvidt fordringshaveren ønsker, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser.

Stk. 5. Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om betalingspåkravets udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter, og om indlevering af kopier af betalingspåkravet.

Stk. 6. Fogedretten vejleder om udfyldning af blanketter.

§ 477 c. Opfylder betalingspåkravet ikke kravene i §§ 477 a og 477 b, afvises sagen ved en beslutning, der meddeles fordringshaveren. Det samme gælder, hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig. Efter fordringshaverens anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved kendelse.

Stk. 2. Fogedretten kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe mangler som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Fogedretten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger og giver betalingspåkravet påtegning herom.

§ 477 d. Fogedretten lader betalingspåkravet forkynde for skyldneren på grundlag af de oplysninger, som betalingspåkravet indeholder, medmindre udlæg er udelukket efter § 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så fald undlades, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 1.

Stk. 2. Fogedretten kan afvise sagen, hvis angivelsen af skyldnerens navn og adresse, jf. § 477 b, stk. 3, nr. 1, er unøjagtig, således at forkyndelse ikke kan foretages på grundlag af fordringshaverens oplysninger. § 477 c, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 477 e. Hvis skyldneren har indsigelser mod kravet, skal skyldneren skriftligt give fogedretten meddelelse herom inden 14 dage fra forkyndelsen af betalingspåkravet. Såfremt forkyndelsen sker i udlandet, Færøerne eller Grønland, er fristen dog 4 uger.

Stk. 2. Fremkommer der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver fogedretten betalingspåkravet påtegning herom og underretter parterne. Såfremt fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 2, iværksætter fogedretten tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles med en anmodning om tvangsfuldbyrdelse. Såfremt fordringshaveren ikke har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning, sender fogedretten udskrift af betalingspåkravet til fordringshaveren.

Stk. 3. Når betalingspåkravet har fået påtegning efter stk. 2, 1. pkt., har det samme bindende virkning som en dom.

Stk. 4. Inden 4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, kan skyldneren ved skriftlig anmodning til fogedretten kræve sagen genoptaget. Fogedretten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives senere, men inden ét år efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser. Fogedretten kan betinge genoptagelse af, at skyldneren betaler de sagsomkostninger, der er pålagt skyldneren, eller stiller sikkerhed for betalingen.

Stk. 5. Genoptages sagen, annullerer fogedretten påtegningen efter stk. 2, 1. pkt., og går frem efter § 477 f.

§ 477 f. Fremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, jf. § 477 e, stk. 1, og har fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning, jf. § 477 b, stk. 4, nr. 3, iværksætter retten retssagsbehandling på grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles med en stævning. Har fordringshaveren ikke anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning, sendes betalingspåkravet til fordringshaveren, og skyldneren underrettes herom.

§ 477 g. Fogedrettens afgørelser kan kæres efter reglerne i kapitel 53.«

Tredje afsnit bliver herefter fjerde afsnit.

3. I § 478, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »tvangsfuldbyrdes,«: »betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e, stk. 2,«.

4. Efter § 481 indsættes:

»§ 481 a. Betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e, stk. 2, kan fuldbyrdes straks.«

5. I § 488, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »afgørelsen,«: »betalingspåkravet med påtegning,«.

6. I § 501, stk. 2, indsættes efter »kendelser«: »samt betalingspåkrav med påtegning efter § 477 e, stk. 2,«.

§ 2

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august 2000, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1049 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1 og 2 , affattes således:

»For sager, som angår penge eller penges værd, betales ved sagens anlæg 500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af værdien, der overstiger 6.000 kr. Dette gælder dog ikke, når retssagsbehandling indledes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

Stk. 2. Ved sagens berammelse til domsforhandling betales 1/5 af den afgift, som er anført i stk. 1, 1. pkt.«

2. Efter § 15 indsættes i afsnit II :

»Kapitel 2 a

Betalingspåkrav

§ 15 a. For betalingspåkrav betales 400 kr. med tillæg af de i stk. 2-4 nævnte beløb.

Stk. 2. Anmoder fordringshaveren om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, men ikke om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt., bortfalder, hvis sagen afsluttes uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder endvidere i de tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6.

Stk. 3. Anmoder fordringshaveren om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, men ikke om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, betales yderligere 100 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt., bortfalder, hvis sagen afsluttes uden indledning af retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

Stk. 4. Anmoder fordringshaveren både om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 16.000 kr. Iværksættes tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., som overstiger 300 kr. I de tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6, bortfalder dog hele afgiften efter 1. pkt. Indledes retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., der overstiger 100 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder helt, hvis sagen afsluttes uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

Stk. 5. Afgiftspligten efter stk. 1-4 bortfalder, hvis forkyndelse af betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens § 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades, jf. retsplejelovens § 477 d, stk. 1.

§ 15 b. Reglerne i kapitel 1 finder anvendelse med de fornødne lempelser.«

3. I § 16 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Når tvangsfuldbyrdelse iværksættes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., betales kun grundafgift, hvis rekvirenten fremsætter ny begæring vedrørende kravet over for samme fogedret eller fogedretten i en anden retskreds mere end 3 måneder efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 1. pkt.«

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.

4. I § 17, stk. 2, og § 17 a, stk. 3 , ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Formål og baggrund

1.1. Formålet med lovforslaget er at lette inddrivelsen af ubestridte pengekrav. Der foreslås således en særlig, valgfri fremgangsmåde for retslig inddrivelse af ubestridte pengekrav med henblik på en enklere, hurtigere og billigere inddrivelse.

Den foreslåede forenklede inkassoproces går ud på, at udskillelsen af inkassosagerne (dvs. sager om ubestridte pengekrav) fra den samlede mængde af sager og tilvejebringelsen af grundlaget for tvangsfuldbyrdelse sker i én arbejdsgang, der består i, at et krav om betaling (betalingspåkrav) forkyndes for skyldneren, hvorefter skyldneren har en frist til at gøre indsigelse mod kravet. Fremsætter skyldneren ikke rettidigt indsigelser mod kravet, skal betalingspåkravet både kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse og i øvrigt have samme bindende virkning som en dom.

Endvidere foreslås det, at der skal være mulighed for at få gennemført den samlede inddrivelse på grundlag af blot én anmodning, nemlig betalingspåkravet. Fordringshaveren skal således kunne vælge, at sagen automatisk fortsætter med indkaldelse til møde i fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg, såfremt skyldneren ikke har indsigelser mod kravet.

Det vil imidlertid være valgfrit for fordringshaveren at benytte sig af denne mulighed for at integrere tilvejebringelsen af grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen med selve tvangsfuldbyrdelsen. Fordringshaveren bevarer således efter forslaget friheden til at vælge, hvornår tvangsfuldbyrdelse skal iværksættes.

Lovforslaget bygger på den del af Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene) (i det følgende »betænkningen«), der vedrører en forenklet inkassoproces, og svarer i det væsentlige til Retsplejerådets lovudkast.

Lovforslaget er endvidere en opfølgning på folketingsbeslutning nr. B 66 om en forenklet inkassoproces, jf. Folketingstidende 2002-03, forhandlingerne side 4238ff og 9156, tillæg A side 2771f, tillæg B side 1949f og tillæg C side 408.

Betænkningen indeholder også Retsplejerådets overvejelser og forslag med hensyn til retsafgifter, sagsomkostninger, retshjælp, fri proces, retshjælpsforsikring og småsagsproces. Høringen over disse dele af betænkningen er endnu ikke afsluttet, og regeringen vil senere på grundlag af høringssvarene og en nærmere vurdering af forslagenes økonomiske konsekvenser tage stilling til disse forslag.

1.2. Småsagsudvalget afgav i efteråret 1997 betænkning nr. 1341/1997, der bl.a. indeholder udvalgets overvejelser og forslag vedrørende inddrivelsesprocessen, herunder særligt med hensyn til behandlingen af inkassosager, dvs. sager, hvor der ikke er uenighed mellem parterne om et pengekravs eksistens og størrelse. Udvalget foreslog regler om en enstrenget inkassoproces, der i ét sagsforløb skulle omfatte det civilprocessuelle element (tilvejebringelse af dom) og det fogedprocessuelle element (tvangsfuldbyrdelse ved foretagelse af udlæg).

Småsagsudvalgets betænkning blev sendt i bred høring og blev forelagt Retsplejerådet til udtalelse. Retsplejerådets udtalelse er optrykt som bilag 7 til betænkning nr. 1436/2004.

Der blev ikke fremsat lovforslag på grundlag af Småsagsudvalgets forslag, idet den daværende regering besluttede at afvente Retsplejerådets arbejde med en generel reform af den civile retspleje.

I december 2002 fremsendte Advokatrådet og Den Danske Dommerforening til Justitsministeriet et fælles forslag til forenklet procesform for krav under 50.000 kr. Forslaget er beskrevet nærmere i pkt. 3.1.1 nedenfor. Justitsministeriet anmodede herefter Retsplejerådet om at inddrage dette forslag i forbindelse med behandlingen af kommissoriet om en generel reform af den civile retspleje.

Spørgsmålet om indførelse af en forenklet inkassoproces blev endvidere i foråret 2003 drøftet i Folketinget i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslag nr. B 66. Beslutningsforslaget blev i maj 2003 vedtaget enstemmigt. Under Folketingets behandling blev beslutningsforslaget ændret, således at det gik ud på at pålægge regeringen at fremsætte lovforslag om en forenklet inkassoproces i folketingsåret 2003-04. I Retsudvalgets betænkning over beslutningsforslaget er det bl.a. anført, at der er enighed mellem partierne om, at det skal være lettere og billigere at inddrive pengekrav via domstolene, men at det ikke ville være hensigtsmæssigt i forbindelse med beslutningsforslaget på forhånd at lægge sig fast på, at et lovforslag om en forenklet inkassoproces alene må bygge på én bestemt model (Småsagsudvalgets forslag). Regeringen kan således inddrage andre forslag i overvejelserne, herunder det fælles forslag fra Advokatrådet og Dommerforeningen.

I januar 2004 afgav Retsplejerådet herefter betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene), som lovforslaget bygger på.

2. Gældende ret

Retsplejeloven indeholder ikke særlige regler om behandling af sager, hvor kravet ikke bestrides (inkassosager).

Efter retspraksis stilles der dog lempeligere krav til stævningens begrundelse for kravet, når sagsøgeren forventer, at sagsøgte ikke har indsigelser mod kravet.

Bortset herfra behandles inkassosager imidlertid efter samme regler som tvistige sager.

Retsplejelovens generelle regler om behandling af civile sager indebærer dog, at inkassosager i praksis afgøres væsentligt hurtigere og billigere end tvistige sager. Inkassosager afgøres nemlig uden domsforhandling, enten ved en udeblivelsesdom, når sagsøgte slet ikke svarer, eller ved en såkaldt erkenderdom, når sagsøgte straks i sit første svar erkender kravets rigtighed.

Hvis skyldneren ikke frivilligt efterkommer en udeblivelsesdom eller erkenderdom, kan fordringshaveren anmode om, at dommen fuldbyrdes gennem fogedretten. Fogedretten foretager udlæg i en så stor del af skyldnerens formue, som er nødvendig til dækning af fordringshaverens krav, og de udlagte formuegenstande kan sælges på tvangsauktion, således at provenuet anvendes til dækning af fordringshaverens krav.

Efter gældende ret indgår der således to særskilte procedurer i en fuldstændig inddrivelse af et ubestridt krav. Først skal der tilvejebringes en dom, og dernæst skal dommen fuldbyrdes gennem fogedretten.

3. Lovforslagets udformning

3.1. Generelle synspunkter

3.1.1. Retsplejerådet foreslår en særlig, valgfri fremgangsmåde for retslig inddrivelse af pengekrav med henblik på en enklere, hurtigere og billigere inddrivelse.

Retsplejerådet understreger, at det nuværende retssikkerhedsniveau bør opretholdes i en forenklet inkassoproces. Anvendelse af statens tvangsfuldbyrdelsessystem mod en borger må nødvendigvis kræve et sikkert grundlag. De grundlæggende regler for inkassosager, f.eks. om rettens prøvelse af sagsøgerens krav ved sagsøgtes udeblivelse, genoptagelse af sagen, fogedrettens prøvelse af skyldnerens indsigelser, genstanden for udlæg (herunder trangsbeneficiet) og appel af fogedrettens afgørelser, bør således indarbejdes i en ny forenklet inkassoproces.

Retsplejerådets overvejelser vedrørende inddrivelsesprocessen tager på den baggrund udgangspunkt i, at det uden ændring af de nævnte grundregler vil være muligt at opnå forbedringer gennem en forenkling af procesforløbet.

Der bør efter Retsplejerådets opfattelse etableres en forenklet, valgfri fremgangsmåde for inddrivelse af pengekrav, der særligt tager sigte på inkassosager, dvs. sager, hvor skyldneren ikke bestrider kravet. Hovedproblemerne i en sådan forenklet inkassoproces vil være:

-   at udskille inkassosagerne fra den samlede mængde af sager

-   at tilvejebringe den præklusion (dvs. afskæring af indsigelser), som i dag typisk finder sted ved udeblivelsesdomme, og som er en forudsætning for egentlig fogedretslig behandling af krav, der ikke hviler på et særligt udlægsgrundlag i form af skriftligt forlig, gældsbrev, pantebrev, veksel eller check.

Retsplejerådet har valgt at tage udgangspunkt i Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag fra december 2002. Her blev det foreslået, at en forenklet inkassoproces skulle indledes med, at fordringshaveren eller dennes advokat lod et inkassopåkrav forkynde for skyldneren. Inkassopåkravet skulle affattes på en særlig blanket og skulle indeholde de samme oplysninger som en stævning. Inkassopåkravet skulle angive, at det, hvis indsigelse ikke blev fremsat over for fordringshaveren eller dennes advokat inden for en frist på 2 uger regnet fra forkyndelsen, kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse i fogedretten.

Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag fra december 2002 indebar, at inkassopåkravet kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, hvis skyldneren ikke rettidigt skriftligt gjorde indsigelse over for fordringshaveren eller dennes advokat. Blev kravet bestridt, måtte fordringshaveren anlægge retssag. Efter 2-ugers fristens udløb kunne inkassopåkravet indgives til fogedretten med anmodning om foretagelse af udlæg, såfremt skyldneren ikke havde gjort indsigelse. Skyldneren ville imidlertid efter forslaget kunne fremsætte indsigelser mod kravet under fogedsagen, og fogedretten skulle henvise sagen til civilt søgsmål, medmindre indsigelserne var åbenbart grundløse.

Efter Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag ville et inkassopåkrav ikke have materiel bindende virkning (retskraft) og ville således ikke afbryde forældelsesfrister, medmindre der blev foretaget udlæg på grundlag af påkravet. Et udlæg på grundlag af et inkassopåkrav ville heller ikke hindre, at skyldneren anfægtede kravet ved et selvstændigt civilt søgsmål.

Retsplejerådet kan tilslutte sig tankerne i fællesforslaget om, at en ny, valgfri, forenklet inkassoproces bør have karakter af en betalingspåkravsordning, hvor udskillelsen af inkassosagerne og tilvejebringelsen af grundlaget for tvangsfuldbyrdelse sker i én arbejdsgang, der består i, at et betalingspåkrav forkyndes for skyldneren, hvorefter skyldneren har en frist til at gøre indsigelse mod kravet. Fordelen ved en sådan ordning er blandt andet, at den kan bidrage til, at skyldneren betaler frivilligt, eller alternativt fremkommer med indsigelser, som giver fordringshaveren mulighed for at tage stilling til, om kravet bør opgives eller søges gennemført ved en civil retssag.

Retsplejerådet kan endvidere tilslutte sig fællesforslagets afgrænsning af området for den forenklede inkassoproces til pengekrav på højst 50.000 kr. Med de justeringer, som Retsplejerådet foreslår i forhold til fællesforslaget, jf. nedenfor, vil der ganske vist efter rådets opfattelse ikke være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at lade den forenklede inkassoproces omfatte pengekrav på over 50.000 kr. Da der er tale om en ny procesform, som også må ses i sammenhæng med Retsplejerådets forslag til en forenklet småsagsproces, jf. betænkningens kapitel 11, der ligeledes tager udgangspunkt i Advokatrådets og Dommerforeningens fælles forslag og ligeledes er begrænset til krav på højst 50.000 kr., finder Retsplejerådet det dog rigtigst i det mindste foreløbig at fastsætte en beløbsmæssig begrænsning på 50.000 kr.

Retsplejerådet foreslår, at domstolene inddrages tidligere i forløbet end efter det fælles forslag fra Advokatrådet og Dommerforeningen. Hermed opnås en større autoritet bag betalingspåkravet, hvilket kan styrke incitamentet til frivillig betaling. Endvidere opnås en tidligere, hurtigere og enklere afskæring af skyldnerens indsigelser (præklusion), hvilket i væsentlig grad forbedrer inddrivelsens effektivitet, uden at skyldnerens retssikkerhed lider skade. Efter Retsplejerådets opfattelse vil det derimod være udelukket, at en tilsvarende hurtig og enkel præklusion af skyldnerens indsigelser skulle kunne opnås uden inddragelse af domstolene tidligt i forløbet, da dette ville indskrænke skyldnerens retssikkerhed i uacceptabel grad.

Retsplejerådet foreslår på den baggrund, at betalingspåkravet skal indleveres til fogedretten, der indledningsvis foretager samme prøvelse, som i dag sker forud for afsigelse af udeblivelsesdomme i civile retssager. Herefter forkyndes betalingspåkravet for skyldneren ved fogedrettens foranstaltning, og skyldneren pålægges at fremsætte eventuelle indsigelser mod kravet over for fogedretten. Fremsætter skyldneren ikke rettidigt indsigelser mod kravet, skal betalingspåkravet både kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse og i øvrigt have samme bindende virkning (retskraft) som en dom.

Forslaget om den indledende prøvelse i fogedretten er blandt andet begrundet i, at når fogedretten så at sige lægger navn til, bør grundlaget være i orden. Skyldneren, over for hvem der forkyndes et betalingspåkrav, bør kunne stole på, at fogedretten har kontrolleret betalingspåkravet, og at dette – ud fra de oplysninger, der har foreligget for fogedretten – er i orden. Hertil kommer, at det er arbejdsbesparende at samle prøvelsen i én arbejdsgang. Når fogedretten foretager den fornødne prøvelse allerede forud for forkyndelsen af påkravet, vil fogedrettens senere påtegning om, at skyldneren ikke rettidigt har fremsat indsigelser, således kunne ske som en ren kontorekspedition.

I tilknytning til forslaget om at inddrage retten på et tidligt tidspunkt i forløbet foreslår Retsplejerådet, at der skal være mulighed for at få gennemført den samlede inddrivelse på grundlag af blot én anmodning, nemlig betalingspåkravet. Fordringshaveren skal således kunne vælge, at sagen automatisk fortsætter med indkaldelse til møde i fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg, såfremt skyldneren – som forventet – ikke har indsigelser mod kravet. Hermed spares både arbejde og tid, ligesom Retsplejerådet foreslår en lempelse af retsafgiften for en sådan integreret inkasso- og udlægsproces. Det bør imidlertid efter rådets opfattelse være valgfrit for fordringshaveren at benytte sig af denne mulighed for at integrere tilvejebringelsen af grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen med selve tvangsfuldbyrdelsen. Fordringshaveren bevarer således efter Retsplejerådets forslag friheden til at vælge, hvornår tvangsfuldbyrdelse skal iværksættes.

Retsplejerådets forslag er udformet på den måde, at skyldneren får mindst to chancer for at betale, før tvangsfuldbyrdelse kan iværksættes.

For det første kan betalingspåkrav efter forslaget først indleveres til fogedretten, når der til skyldneren er sendt en påkravsskrivelse, der tydeligt angiver alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen. I påkravsskrivelsen skal endvidere angives en frist på mindst 10 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved skyldneren påføres yderligere omkostninger. Betalingspåkrav kan dermed tidligst indleveres til fogedretten, når den frist på mindst 10 dage, der er angivet i påkravsskrivelsen, er udløbet, uden at skyldneren har betalt.

For det andet skal betalingspåkrav efter forslaget forkyndes for skyldneren med en frist på 14 dage til at gøre indsigelse, hvis skyldneren ikke kan anerkende kravet. Hvis skyldneren betaler inden de 14 dage og giver fogedretten meddelelse om, at kravet er indfriet, vil der ikke kunne iværksættes tvangsfuldbyrdelse, og skyldneren vil derfor ikke blive påført udgifter i den anledning.

Der henvises til betænkningen side 409-412, 414 og 416-417.

3.1.2. I forbindelse med høringen over betænkningen har der både fra domstolene, Advokatrådet og de øvrige berørte organisationer mv. været generel tilslutning til Retsplejerådets forslag til en forenklet inkassoproces, der som nævnt bygger på et fælles forslag fra Advokatrådet og Dommerforeningen. Justitsministeriet kan ligeledes tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter og forslaget om en særlig, valgfri fremgangsmåde for retslig inddrivelse af ubestridte pengekrav med henblik på en enklere, hurtigere og billigere inddrivelse. Justitsministeriet er i den forbindelse enig i, at det nuværende retssikkerhedsniveau bør opretholdes i en forenklet inkassoproces, og at forbedringerne derfor bør opnås gennem en forenkling af procesforløbet.

Lovforslaget er på denne baggrund udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast.

I det følgende gennemgås den foreslåede forenklede inkassoproces nærmere med hensyn til anvendelsesområdet (pkt. 3.2), sagsgangen (pkt. 3.3-3.9), retsafgifter (pkt. 3.10) og omkostninger (pkt. 3.11).

3.2. Anvendelsesområde

Der foreslås et nyt afsnit om betalingspåkrav i retsplejelovens tredje bog om den borgerlige retspleje. Det nye afsnit foreslås placeret mellem afsnittet om rettergangsmåden (i civile retssager) og afsnittet om tvangsfuldbyrdelse, da betalingspåkravet som retsinstitut har berøringsflader både til civile retssager og til tvangsfuldbyrdelse.

De foreslåede regler om betalingspåkrav finder anvendelse i alle sager, der hører under de almindelige domstole, jf. retsplejelovens § 1, eller under boligret, jf. henvisningen til retsplejelovens regler i lejelovens § 112.

Der skal være tale om et forfaldent pengekrav. Det er uden betydning, hvad grundlaget for kravet er, eksempelvis en kontrakt, en skadegørende handling eller en offentligretlig forpligtelse. Kravet skal imidlertid være forfaldent og må ikke være betinget af en modydelse.

Kravet må højst være på 50.000 kr. Heri medregnes ikke renter, (udenretslige) inkassoomkostninger eller sagsomkostninger.

Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været peget på, at grænsen på 50.000 kr. burde være højere eller eventuelt helt fjernes, da der – som også påpeget af Retsplejerådet – ikke er retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at lade den forenklede inkassoproces omfatte pengekrav på over 50.000 kr.

Justitsministeriet finder imidlertid, at det vil være mest hensigtsmæssigt som foreslået af Retsplejerådet foreløbig at begrænse den forenklede inkassoproces til pengekrav på højst 50.000 kr. Der er tale om en ny procesform, og der bør efter Justitsministeriets opfattelse indhøstes praktiske erfaringer hermed, før beløbsgrænsen eventuelt sættes op eller ophæves.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 477 a), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 413-414.

3.3. Indlevering af betalingspåkrav til fogedretten

Betalingspåkravet skal indleveres til fogedretten (og ikke civilretten).

Retsplejerådets forslag indebærer, at betalingspåkravet skal indleveres af fordringshaveren selv eller af en person, der efter reglerne i retsplejelovens § 260 er berettiget til at repræsentere andre i forhold til retten (i praksis navnlig advokater).

Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været peget på, at også autoriserede inkassovirksomheder bør have adgang til at indlevere betalingspåkrav til fogedretten på fordringshaverens vegne, og at autoriserede inkassovirksomheder endvidere bør have adgang til på fordringshaverens vegne at give møde for fogedretten under udlægsforretninger, hvis der ikke skal ske forhandling om en tvist.

Eventuel indførelse af regler, der giver autoriserede inkassovirksomheder adgang til på fordringshaverens vegne at indlevere betalingspåkrav og give møde for fogedretten under udlægsforretninger, hvis der ikke skal ske forhandling om en tvist, rejser efter Justitsministeriets opfattelse mere principielle spørgsmål om, hvem der bør kunne repræsentere andre i forhold til domstolene i disse sager.

Spørgsmålet om på dette område eventuelt at fravige retsplejelovens almindelige regler om, hvem der kan give møde for andre ved domstolene, har ikke været overvejet i betænkningen og har dermed heller ikke været omfattet af høringen over betænkningen.

Lovforslaget er på denne baggrund udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag, således at der foreløbig ikke ændres ved de gældende regler i retsplejeloven om, hvem der har adgang til at repræsentere andre i forhold til domstolene. Dette indebærer som nævnt, at betalingspåkravet skal indleveres af fordringshaveren selv eller af en person, der efter reglerne i retsplejelovens § 260 er berettiget til at repræsentere andre i forhold til retten (i praksis navnlig advokater).

Justitsministeriet har samtidig iværksat en særskilt høring af domstolene mv., herunder Dommerforeningen og Forbrugerrådet, vedrørende spørgsmålet om at give autoriserede inkassovirksomheder adgang til på fordringshaverens vegne at indlevere betalingspåkrav og give møde for fogedretten under udlægsforretninger, hvis der ikke skal ske forhandling om en tvist.

Justitsministeriet vil senere på baggrund af høringssvarene over betænkningen og høringssvarene fra den særskilte høring af domstolene mv. tage stilling til spørgsmålet om at indføre møderet for autoriserede inkassovirksomheder i sager om betalingspåkrav og under udlægsforretninger, hvis der ikke skal ske forhandling om en tvist.

I øvrigt bemærkes, at der efter lovforslaget ikke er noget til hinder for, at f.eks. en autoriseret inkassovirksomhed yder praktisk bistand til udformningen af betalingspåkrav, når blot betalingspåkravet underskrives af fordringshaveren selv. Sager om betalingspåkrav behandles på skriftligt grundlag og vil i langt de fleste tilfælde kunne færdigbehandles alene på grundlag af betalingspåkravet og uden afholdelse af retsmøde.

Indleveringen af betalingspåkrav til fogedretten er et retsligt skridt, der afbryder forældelse.

I de tilfælde, hvor fordringshaveren alene anmoder om at få etableret et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, gælder samme værnetingsregler som i civile retssager, jf. retsplejelovens kapitel 22. I de tilfælde, hvor fordringshaveren ønsker udlæg foretaget uden fornyet anmodning, skal der endvidere være værneting efter retsplejelovens § 487, stk. 1. Betalingspåkravet kan således i disse tilfælde kun indgives til fogedretten i en retskreds, hvor der både er værneting efter kapitel 22 og § 487, stk. 1.

Betalingspåkrav kan først indleveres til fogedretten, når der til skyldneren er sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i § 10, stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er nævnt i § 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, er udløbet. Der skal således være sendt en påkravsskrivelse til skyldneren, der tydeligt angiver alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen. I påkravsskrivelsen skal endvidere angives en frist på mindst 10 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved skyldneren påføres yderligere omkostninger. Betalingspåkrav kan dermed tidligst indleveres til fogedretten, når den frist på mindst 10 dage, der er angivet i påkravsskrivelsen, er udløbet, uden at skyldneren har betalt.

Domstolsstyrelsen vil kunne fastsætte nærmere regler om betalingskravets udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter, samt om indlevering af kopier af betalingspåkravet. Fogedretten skal efter anmodning vejlede om udfyldning af sådanne blanketter.

Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været peget på, at betalingspåkrav bør kunne indleveres til fogedretten ved digital kommunikation. Justitsministeriet kan i den forbindelse henvise til det lovforslag om ændring af retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven og skifteloven (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.), som blev fremsat den 10. marts 2004 (L 180). Med L 180 lægges der op til at indføre mulighed for at anvende digital kommunikation med domstolene, efterhånden som der indføres nye it-sagsbehandlingssystemer ved domstolene, der er indrettet til at drage fordel af en digital kommunikation med domstolene.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 477 b), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 414.

3.4. Fordringshaverens valgmuligheder

Fordringshaveren har nogle valgmuligheder i forbindelse med behandlingen af betalingspåkravet.

Fordringshaveren kan for det første anmode om at få betalingspåkravet retur (dvs. sagen slutter ved retten), hvis udlæg er udelukket i medfør af den såkaldte fredningsregel i retsplejelovens § 490. I givet fald tilbagebetales retsafgiften. »Fredningsreglen« går ud på, at når der ved en fogedforretning ikke er opnået dækning, kan der i almindelighed ikke foretages en ny udlægsforretning hos den pågældende skyldner, før der er forløbet 6 måneder.

Fordringshaveren har for det andet to valgmuligheder, hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser. Fordringshaveren kan vælge at få tilsendt en udskrift af betalingspåkravet med rettens påtegning om, at skyldneren ikke rettidigt har fremsat indsigelser. Betalingspåkravet har samme bindende virkning (retskraft) som en dom og kan senere anvendes som grundlag for tvangsfuldbyrdelse.

Fordringshaveren kan alternativt vælge at få foretaget udlæg uden fornyet anmodning herom. Indleveringen af betalingspåkravet til fogedretten fungerer i så fald som en anmodning både om forkyndelse af betalingspåkravet for skyldneren og som en anmodning om efterfølgende tvangsfuldbyrdelse, hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser.

Endelig har fordringshaveren tilsvarende to valgmuligheder, hvis skyldneren fremsætter indsigelser: at få sagen tilbage eller at få sagen fortsat som en civil retssag, således at betalingspåkravet træder i stedet for en stævning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 477 b, stk. 4), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 415.

3.5. Fogedrettens indledende kontrol

Skyldneren forventes som udgangspunkt ikke at have indsigelser mod fordringshaverens krav, og betalingspåkravet som forkyndt af retten vil derfor som regel automatisk få bindende virkning (retskraft), når fristen for at fremkomme med indsigelser er udløbet.

Af hensyn til skyldnerens retssikkerhed er det derfor en betingelse for, at retten kan forkynde betalingspåkravet, at betalingspåkravet opfylder lovens krav til, hvad det skal indeholde. Fogedretten kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe eventuelle mangler, men hvis manglerne ikke afhælpes, skal sagen afvises.

Der vil ikke som ved stævninger være mulighed for at forkynde et mangelfuldt påkrav, der dog kan danne grundlag for behandling af sagen. Dette skyldes blandt andet, at der ved forkyndelse af en stævning ikke er taget stilling til, om der kan afsiges udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke svarer. I modsætning hertil gør beslutningen om forkyndelse af et betalingspåkrav endeligt op med, at kravet kan tillægges retskraft og kan tvangsfuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.

Betalingspåkravet skal derfor også afvises, hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig. Det er forudsat, at fogedrettens kontrol af betalingspåkravet i denne henseende skal være identisk med den kontrol af stævninger, der efter gældende regler og praksis foretages ved afsigelse af udeblivelsesdomme.

Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været rejst spørgsmål om den rette arbejdsfordeling mellem fogedrettens juridiske personale og kontorpersonale ved fogedrettens indledende kontrol af betalingspåkravet.

Retsplejerådet anfører om dette spørgsmål, at beslutningen om at forkynde et betalingspåkrav indebærer samme stillingtagen til kravet og sagsfremstillingen som afsigelsen af en udeblivelsesdom, og at beslutningen derfor bør træffes af en jurist. Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter og finder således ikke grundlag for at ændre på den eksisterende kompetencefordeling mellem kontorpersonale og jurister ved domstolene.

Det bemærkes i øvrigt, at embedets chef inden for denne kompetencefordeling mellem kontorpersonale og jurister har vide rammer til at tilrettelægge den konkrete arbejdsfordeling mellem de forskellige personalegrupper ved det pågældende embede. Der er således f.eks. intet til hinder for, at arbejdet i fogedretten fremover – ligesom det i dag forekommer i civilretten i relation til udeblivelsesdomme – tilrettelægges på den måde, at fogedrettens kontorpersonale foretager den indledende sagsbehandling og på grundlag heraf afgiver indstilling til en jurist om, hvorvidt betalingspåkravet skal forkyndes.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 477 c), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 415-416.

3.6. Forkyndelse af betalingspåkravet

Fogedretten lader betalingspåkravet forkynde, medmindre (1) sagen afvises som led i fogedrettens indledende kontrol, jf. pkt. 3.5 ovenfor, eller (2) udlæg er udelukket efter fredningsreglen i retsplejelovens § 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades i denne situation, jf. pkt. 3.4 ovenfor.

Bortset fra den særlige regel om, at forkyndelse – hvis fordringshaveren har anmodet om det – undlades, når udlæg er udelukket efter § 490, sker forkyndelsen på samme måde som ved forkyndelse af stævninger, jf. de almindelige regler om forkyndelse i retsplejelovens kapitel 17.

I de tilfælde, hvor forkyndelse undlades under henvisning til retsplejelovens § 490 og fordringshaverens anmodning, sendes betalingspåkravet til fordringshaveren med oplysning om, at retsplejelovens § 490 er til hinder for udlæg. Endvidere tilbagebetales retsafgiften.

Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været peget på, at der burde være mulighed for, at fogedretten – i de tilfælde, hvor fordringshaveren har anmodet om at få foretaget udlæg uden fornyet anmodning herom – samtidig med forkyndelsen af betalingspåkravet forkynder en tilsigelse til møde i fogedretten, således at dette møde bortfalder, såfremt skyldneren rettidigt fremsætter indsigelser.

Retsplejerådets forslag indebærer, at tilsigelse til møde i fogedretten først kan ske, når det er konstateret, at skyldneren ikke har fremsat indsigelser, og Justitsministeriet har ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for på dette punkt at fravige Retsplejerådets forslag. Lovforslaget er derfor udformet således, at der først er hjemmel til at tilsige skyldneren til møde i fogedretten, når fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at skyldneren ikke har fremsat indsigelser.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der bl.a. en risiko for, at forkyndelse af en tilsigelse til at møde i fogedretten samtidig med forkyndelsen af betalingspåkravet ledsaget af en vejledning om, at en indsigelse indebærer, at mødet i fogedretten bortfalder, vil kunne betyde, at der fremsættes flere ubegrundede indsigelser mod betalingspåkrav. Samlet set er det således efter Justitsministeriets opfattelse tvivlsomt, om forslaget om samtidig indkaldelse til møde i fogedretten generelt vil føre til en mere effektiv inddrivelse.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 477 d), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 416.

3.7. Frist for skyldnerens indsigelser

Det foreslås, at meddelelse om indsigelser skal gives skriftligt til fogedretten inden 14 dage fra forkyndelsen af påkravet, dog 4 uger , hvis forkyndelsen sker i udlandet, Færøerne eller Grønland. Det er tilstrækkeligt, at skyldneren skriftligt og med fornøden identifikation af sagen giver fogedretten en ganske kort meddelelse, hvoraf det fremgår, at skyldneren ikke godkender kravet. Udsagnet »jeg har indsigelser mod kravet« vil for eksempel være tilstrækkeligt, og meddelelsen behøver ikke at oplyse, hvad indsigelserne går ud på.

Ved fastsættelsen af fristen til 14 dage har Retsplejerådet navnlig lagt vægt på, at det almindelige stævnevarsel efter gældende praksis er 14 dage, jf. herved retsplejelovens § 351, stk. 1, og § 352, stk. 1, 2. pkt., og at formålet med det foreslåede betalingspåkravsinstitut er at skabe en hurtig og enkel inkassoproces for ubestridte krav. En generel udvidelse af fristen til f.eks. 4 uger ville virke forsinkende, og sagernes (ensartede) karakter taget i betragtning er der intet grundlag for, at fogedretten efter en konkret vurdering skulle fastsætte fristen i den enkelte sag.

Retsplejerådet har endvidere lagt vægt på, at fristen regnes fra forkyndelsen af betalingspåkravet, og at den skyldner, som ikke kan acceptere kravet, blot behøver at give en helt kort meddelelse herom til fogedretten. Da der ikke kræves nogen begrundelse for indsigelsen, er det heller ikke relevant at give mulighed for, at fogedretten efter anmodning forlænger fristen. Blandt andet hensynet til fordringshaveren tilsiger, at den skyldner, der mener at skulle bruge mere end 14 dage til at tage stilling til, om kravet kan accepteres, må gøre indsigelse, således at sagen – afhængig af fordringshaverens valg ved indgivelsen af betalingspåkravet – enten kan fortsætte som en tvistig civil retssag, hvor de almindelige regler om sagsøgtes svar gælder, herunder om mulighederne for at få udsat fristen for at svare, eller kan sluttes ved retten, således at fordringshaveren kan beslutte sig for, om han eller hun ønsker at foretage sig yderligere.

Retsplejerådet har endelig lagt vægt på, at det er en betingelse for at iværksætte betalingspåkravsproceduren, at der forinden er sendt en påkravsskrivelse til skyldneren, der tydeligt angiver alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen, og med en betalingsfrist på mindst 10 dage, og at den skyldner, der – eventuelt undskyldeligt – ikke gør indsigelse inden 14 dage, har et absolut krav på genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes inden for 4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er modtaget indsigelser, jf. pkt. 3.8 nedenfor.

Justitsministeriet kan af de grunde, som er anført af Retsplejerådet, tilslutte sig, at en frist på 14 dage til at komme med indsigelser må anses for passende.

Det har i forbindelse med høringen over betænkningen været anført, at der bør stilles krav om, at skyldneren giver en kort skriftlig begrundelse for indsigelsen, og at fogedretten bør kunne forkaste åbenbart ugrundede indsigelser.

Retsplejerådet anfører om dette spørgsmål, at formålet med den foreslåede ordning er at skabe en hurtig og enkel inkassoproces for ubestridte krav. En adgang for fogedretten til at forkaste åbenbart ugrundede indsigelser ville bl.a. medføre, at der i givet fald skulle medvirke en juridisk foged flere gange under behandlingen af betalingspåkravet og ikke blot den ene gang, der er lagt op til i den foreslåede betalingspåkravsordning.

Retsplejerådet har endvidere lagt vægt på, at fordringshaveren efter lovforslaget har mulighed for at vælge, at sagen automatisk skal fortsætte som en tvistig civil retssag, hvis skyldneren fremsætter indsigelser. Dette indebærer, at skyldneren, der herefter er at anse som sagsøgt, i givet fald vil blive pålagt at svare inden (normalt) 14 dage, jf. retsplejelovens §§ 351 og 352, og at der som udgangspunkt kan afsiges udeblivelsesdom, hvis skyldneren herefter ikke svarer fyldestgørende inden denne frist.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter. Efter Justitsministeriets opfattelse må det således efter en samlet vurdering af fordringshaverens og skyldnerens interesser samt af den samfundsmæssige interesse i en hurtig og effektiv inddrivelse af ubestridte pengekrav anses for mest hensigtsmæssigt, at der ikke stilles krav om, at skyldneren i forbindelse med behandlingen af betalingspåkravet skal begrunde sin eventuelle indsigelse mod kravet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 477 e, stk. 1), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 416-417.

3.8. Fogedrettens reaktion, når der ikke kommer indsigelser

Fremkommer der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver fogedretten betalingspåkravet påtegning herom. Det originale betalingspåkrav med påtegning opbevares herefter i fogedretten. Som anført i pkt. 3.5 ovenfor skal fogedretten før forkyndelsen af påkravet kontrollere, at betalingspåkravet kan tillægges retskraft og kan tvangsfuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør indsigelse. Fogedrettens påtegning er derfor en rent administrativ ekspedition og vil kunne gives af fogedrettens kontorpersonale. Fogedretten underretter parterne om, at retten har givet betalingspåkravet påtegning om, at skyldneren ikke rettidigt er fremkommet med indsigelser. Herefter afhænger den videre sagsgang af, hvad fordringshaveren har valgt.

Hvis fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning herom, iværksætter fogedretten tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles med en anmodning om tvangsfuldbyrdelse.

Hvis fordringshaveren ikke har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning herom, sender fogedretten en udskrift af betalingspåkravet (med påtegning) til fordringshaveren. Fordringshaveren vil herefter senere kunne indgive anmodning om tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet.

Et betalingspåkrav, der har fået påtegning, har desuden samme bindende virkning (retskraft) som en dom. Betalingspåkravet hindrer således, at der senere anlægges retssag om samme krav, og dette gælder for begge parter. Betalingspåkravet udgør endvidere et særligt retsgrundlag i relation til forældelsesloven af 1908, således at kravet i kraft heraf bringes ind under 20-årig forældelse.

Det foreslås, at skyldneren skal have mulighed for at få sagen genoptaget efter samme regler, som gælder for genoptagelse af en sag, når der er afsagt udeblivelsesdom, jf. retsplejelovens § 367. Skyldneren har således krav på, at sagen genoptages, hvis anmodning herom fremsættes inden 4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser.

Fogedretten kan betinge genoptagelse af, at skyldneren betaler de sagsomkostninger, der er pålagt skyldneren, eller stiller sikkerhed for betalingen, men bortset herfra har skyldneren et absolut krav på genoptagelse, når anmodningen fremsættes inden for 4-ugers fristen.

Indgives anmodningen om genoptagelse senere end 4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser, vil genoptagelse derimod kun kunne ske undtagelsesvis. Adgangen til genoptagelse forudsættes administreret på samme måde som reglen i retsplejelovens § 367. Der vil således navnlig kunne tages hensyn til, om det er undskyldeligt, at anmodningen om genoptagelse ikke er indgivet tidligere.

Retsvirkningen af en genoptagelse af sagen er, at påtegningen annulleres. Betalingspåkravet kan herefter ikke længere tvangsfuldbyrdes, og et eventuelt udlæg på grundlag af betalingspåkravet må ophæves, jf. herved retsplejelovens § 504, nr. 5.

De foreslåede regler om mulighederne for genoptagelse svarer som nævnt til de gældende regler om genoptagelse af udeblivelsesdomme i civile retssager, og Justitsministeriet finder ligesom Retsplejerådet, at reglerne er udtryk for en passende afvejning mellem fordringshaverens og skyldnerens interesser. På den ene side bør skyldneren ikke have mulighed for at forhale sagen, og på den anden side bør det i videst muligt omfang undgås, at skyldneren pålægges at betale beløb, som ikke skyldes. Det bemærkes i den forbindelse, at fogedretten skal underrette skyldneren om, at der ikke er modtaget indsigelser, således at skyldneren f.eks. har mulighed for at reagere, hvis et brev med skyldnerens indsigelser måtte være forsvundet i posten.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 477 e, stk. 2-5), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 417-419.

3.9. Fogedrettens reaktion, når der kommer indsigelser

Fremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, kan betalingspåkravet ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse og får ikke bindende virkning som en dom.

Hvis fordringshaveren har anmodet om, at retssagsbehandling i denne situation indledes uden indlevering af stævning, drager retten omsorg for, at retssagsbehandling indledes, idet betalingspåkravet sidestilles med en stævning.

Da betalingspåkravet allerede er forkyndt, betyder det, at retten pålægger skyldneren, der nu er at anse som sagsøgt, at svare efter retsplejelovens almindelige regler, og at sagen herefter fortsætter som en civil retssag. Hvis skyldneren har indleveret en begrundet indsigelse mod betalingspåkravet, kan retten efter omstændighederne enten pålægge skyldneren/sagsøgte at supplere indsigelsen (hvis indsigelsen ikke (fuldt ud) opfylder kravene til sagsøgtes svar i en civil retssag) eller meddele skyldneren/sagsøgte, at indsigelsen vil blive betragtet som sagsøgtes svar, medmindre skyldneren/sagsøgte inden en nærmere angiven frist supplerer svaret.

Da betalingspåkravet sidestilles med en stævning, anses retssag for anlagt ved indleveringen af betalingspåkravet til retten. Dette gælder eksempelvis i relation til procesrente.

Hvis fordringshaveren ikke har anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren rettidigt fremsætter indsigelser, er sagen slut. Betalingspåkravet sendes til fordringshaveren, og både fordringshaveren og skyldneren underrettes om, at der er modtaget indsigelser, og at sagen er afsluttet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 477 f), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 419.

3.10. Retsafgifter

3.10.1. Retsplejerådets forslag til retsafgifter for betalingspåkrav bygger på følgende hovedprincipper:

-   Afgiften for rettens behandling af selve betalingspåkravet skal være lavere end afgiften for en civil retssag.

-   Den samlede afgift for rettens behandling af selve betalingspåkravet samt enten udlæg eller retssagsbehandling skal være lavere, når fordringshaveren samtidig med indleveringen af betalingspåkravet anmoder om behandling i én samlet sagsgang, end når fordringshaveren efter anmodning får betalingspåkravet tilbage og derefter ved særskilt anmodning iværksætter udlæg eller retssagsbehandling.

Retsplejerådet foreslår, at afgiften for rettens behandling af selve betalingspåkravet skal være 300 kr. Dette skal sammenholdes med, at retsafgiften for sagsanlæg om krav indtil 50.000 kr. i dag udgør mellem 500 kr. og 1.380 kr. afhængig af kravets størrelse. Afgiftslempelsen efter Retsplejerådets forslag udgør således i forhold til de gældende regler mellem 200 kr. og 1.080 kr.

Retsplejerådet foreslår endvidere, at afgiften for behandling i én samlet sagsgang skal være 500 kr., altså yderligere 200 kr.

Når der er tale om at foretage udlæg – dvs. skyldneren fremsætter ikke indsigelser – skal den foreslåede yderligere afgift på 200 kr. sammenholdes med, at grundafgiften for udlæg for krav indtil 50.000 kr. i dag udgør mellem 300 kr. og 540 kr. afhængig af kravets størrelse. Afgiftslempelsen efter Retsplejerådets forslag for udlæg udgør således i forhold til de gældende regler mellem 100 og 340 kr. Den samlede afgiftslempelse for inddrivelsen (tilvejebringelse af tvangsfuldbyrdelsesgrundlag samt udlæg) udgør dermed i forhold til de gældende regler mellem 300 kr. og 1.420 kr. afhængig af kravets størrelse.

Når der er tale om at indlede retssagsbehandling på grundlag af betalingspåkravet – dvs. skyldneren fremsætter indsigelser – skal den samlede afgift efter Retsplejerådets forslag på 500 kr. sammenholdes med, at retsafgiften for sagsanlæg om krav indtil 50.000 kr. i dag udgør mellem 500 kr. og 1.380 kr. afhængig af kravets størrelse, og at Retsplejerådet foreslår denne afgift sat til 500 kr. uanset kravets størrelse, jf. betænkningen side 242. Retsplejerådet foreslår således samme retsafgift for et umiddelbart sagsanlæg ved stævning som for en retssagsbehandling på grundlag af et betalingspåkrav, hvor skyldneren har fremsat indsigelser mod kravet. Eller sagt på en anden måde: Retsafgiften for behandlingen af en tvistig sag skal være den samme, uanset hvilken indgang – stævning eller betalingspåkrav – der anvendes.

Hele afgiften tilbagebetales, hvis forkyndelse af betalingspåkravet undlades, fordi skyldneren er fredet efter retsplejelovens § 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades i denne situation.

Der henvises til betænkningen side 419-420.

3.10.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig de to hovedprincipper, som Retsplejerådets forslag til retsafgifter for betalingspåkrav bygger på. Justitsministeriet kan således tiltræde, at afgiften for rettens behandling af selve betalingspåkravet bør være lavere end afgiften for en civil retssag, og at den samlede afgift for rettens behandling af selve betalingspåkravet samt enten udlæg eller retssagsbehandling bør være lavere, når fordringshaveren samtidig med indleveringen af betalingspåkravet anmoder om behandling i én samlet sagsgang, end når fordringshaveren efter anmodning får betalingspåkravet tilbage og derefter ved særskilt anmodning iværksætter udlæg eller retssagsbehandling.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig den grundstruktur for retsafgifterne for betalingspåkrav, som Retsplejerådet foreslår. Justitsministeriet foreslår dog nogle justeringer af de satser, som foreslås af Retsplejerådet.

For behandling i én samlet sagsgang af betalingspåkrav og retssag foreslås i forhold til Retsplejerådets forslag et yderligere tillæg på 2 procent af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Hermed sikres, at der – som også foreslået af Retsplejerådet – skal betales samme retsafgift for en retssagsbehandling på grundlag af et betalingspåkrav, hvor skyldneren har fremsat indsigelser mod kravet, som for et umiddelbart sagsanlæg ved stævning. Uden en sådan afgiftsneutralitet ville der være en risiko for, at valget mellem betalingspåkrav og stævning blev påvirket af afgiftsmæssige hensyn.

Ændringen i forhold til Retsplejerådets forslag skyldes, at lovforslaget alene bygger på den del af betænkningen, der vedrører en forenklet inkassoproces, og derfor bl.a. ikke medtager Retsplejerådets forslag om at nedsætte retsafgiften i civile retssager om krav på højst 50.000 kr. til en fast afgift på 500 kr. Det bemærkes i den forbindelse, at Retsplejerådets forslag om afgiftsnedsættelse i retssager om mindre krav er en integreret del af rådets samlede overvejelser og forslag om retsafgifterne i civile retssager. Når høringen over den samlede betænkning er afsluttet, vil regeringen på grundlag af høringssvarene og en nærmere vurdering af forslagenes økonomiske konsekvenser tage stilling til betænkningens øvrige forslag, herunder forslagene vedrørende retsafgifterne i civile retssager, jf. pkt. 1.1 ovenfor.

Dernæst foreslås de satser på 300 kr. og 200 kr., som Retsplejerådet foreslår, forhøjet med 100 kr. til henholdsvis 400 kr. og 300 kr., som efter Justitsministeriets opfattelse ud fra en samlet vurdering af hensynet til at forenkle og billiggøre inkassoprocessen og de økonomiske konsekvenser for staten må anses for et passende niveau.

Det foreslås således, at afgiften for rettens behandling af selve betalingspåkravet skal være 400 kr. Dette skal sammenholdes med, at retsafgiften for sagsanlæg om krav indtil 50.000 kr. i dag udgør mellem 500 kr. og 1.380 kr. afhængig af kravets størrelse. Afgiftslempelsen udgør således i forhold til de gældende regler mellem 100 kr. og 980 kr. (mod mellem 200 kr. og 1.080 kr. efter Retsplejerådets forslag).

Det foreslås endvidere, at afgiften for behandling i én samlet sagsgang af betalingspåkrav og udlæg skal være 700 kr., altså yderligere 300 kr ud over de nævnte 400 kr. for behandlingen af selve betalingspåkravet. Dette skal sammenholdes med, at grundafgiften for udlæg for krav indtil 50.000 kr. i dag udgør mellem 300 kr. og 540 kr. afhængig af kravets størrelse. Afgiftslempelsen for udlæg udgør således i forhold til de gældende regler op til 240 kr. (mod op til 340 kr. efter Retsplejerådets forslag).

Den samlede afgiftslempelse for inddrivelse i én samlet sagsgang (tilvejebringelse af tvangsfuldbyrdelsesgrundlag samt udlæg) udgør dermed i forhold til de gældende regler mellem 100 kr. og 1.220 kr. afhængig af kravets størrelse (mod mellem 300 kr. og 1.420 kr. efter Retsplejerådets forslag).

Endelig er det præciseret, at den afgift, der betales ved indleveringen af betalingspåkravet, dækker fogedforretninger i en 3-måneders periode efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, svarende til, hvad der i dag gælder i forbindelse med betaling af retsafgift for fogedsager.

Der henvises til lovforslagets § 2 (forslag til ændring af retsafgiftsloven), og bemærkningerne hertil.

3.11. Omkostninger

3.11.1. Fremsætter skyldneren ikke indsigelser, jf. pkt. 3.7 ovenfor, giver fogedretten betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser, og betalingspåkravet har herefter samme virkning som en dom, jf. pkt. 3.8 ovenfor. Skyldneren skal derfor betale fordringshaverens omkostninger i forbindelse med inddrivelsen på samme måde, som når inddrivelsen sker gennem en inkassoretssag.

Der må i den sammenhæng skelnes mellem udenretslige inkassoomkostninger og sagsomkostninger for domstolsbehandlingen.

3.11.2. Hvis fordringshaveren kræver udenretslige inkassoomkostninger , skal størrelsen heraf angives særskilt i betalingspåkravet, og det indgår i så fald som led i den indledende kontrol af betalingspåkravet, jf. pkt. 3.5 ovenfor, om kravet på udenretslige inkassoomkostninger er begrundet i sagsfremstillingen.

Det vil således skulle fremgå af betalingspåkravet, på hvilket grundlag der kræves udenretslige inkassoomkostninger, eksempelvis at der har været rykket for betaling (rykkergebyr), at fordringshaveren har sendt kravet til fremmedinkasso (inkassogebyr), og/eller at fordringshaveren har haft udgifter til fremmedinkasso.

Det vil endvidere skulle fremgå af betalingspåkravet, hvordan selve det beløb, der kræves i udenretslige inkassoomkostninger, er fremkommet, eksempelvis »rykkergebyr for to rykkere 200 kr. + inkassogebyr for oversendelse til fremmedinkasso 100 kr. + salær til fremmedinkasso 600 kr., i alt 900 kr.«.

Fogedretten skal kontrollere, at betalingspåkravet angiver de inkassoskridt, der begrunder de enkelte beløb (eksempelvis »rykker«, »oversendelse til fremmedinkasso«, »salær til fremmedinkasso«), og at de krævede beløb er i overensstemmelse med de gældende regler – på formuerettens område renteloven og bekendtgørelsen om udenretslige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling.

Derimod påhviler der ikke fogedretten nogen særlig undersøgelsespligt, eksempelvis med hensyn til, om de foretagne inkassoskridt har været relevante, eller om rykkerskrivelserne har opfyldt de krav, som stilles. Der påhviler heller ikke fogedretten nogen særlig undersøgelsespligt med hensyn til, om de inkassoskridt, som angives i betalingspåkravet, rent faktisk (beviseligt) har været foretaget.

Fogedretten skal kun reagere (med afvisning eller frist til afhjælpning), hvis kravet på udenretslige inkassoomkostninger er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 421-422.

3.11.3. Efter Retsplejerådets opfattelse bør sagsomkostningerne for domstolsbehandlingen i sager om betalingspåkrav tillægges efter faste takster. Retsplejerådet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at formålet med det foreslåede betalingspåkravsinstitut er at skabe en inkassoproces for ubestridte krav, der er så enkel som mulig. Endvidere er betalingspåkrav så standardiserede, at faste takster for sagomkostningerne under alle omstændigheder er naturlige.

Sagsomkostningerne omfatter retsafgiften samt fordringshaverens udgifter til advokat, hvis betalingspåkravet er indleveret til fogedretten af fordringshaverens advokat.

Retsplejerådet finder, at der bør anvendes samme takster for fastsættelse af sagsomkostninger til dækning af advokatudgifter i forbindelse med betalingspåkrav som i forbindelse med civile inkassoretssager. Hermed undgås også, at valget mellem at indgive en stævning eller et betalingspåkrav påvirkes af omkostningsreglerne.

Af hensyn til fogedrettens mulighed for allerede ved indleveringen af betalingspåkravet at fastsætte sagsomkostningerne, bør taksterne i forbindelse med betalingspåkrav imidlertid være ufravigelige, i modsætning til taksterne i forbindelse med inkassoretssager, der principielt kan fraviges i særlige tilfælde.

Retsplejerådet har på denne baggrund overvejet, om der bør indsættes en bemyndigelsesbestemmelse i retsplejeloven, der giver justitsministeren mulighed for at fastsætte takster for sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav. Dette ville svare til den bemyndigelse, der findes i renteloven til at fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt i forbindelse med udenretslig inddrivelse af fordringer på formuerettens område.

I lyset af, at der er fast tradition for, at domstolene selv fastsætter sagsomkostningerne i sager, der behandles indenretsligt, har Retsplejerådet dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå, at taksterne for sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav skal fastsættes af justitsministeren.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter, og herunder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at foreslå, at taksterne for sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav skal fastsættes af justitsministeren.

Det forudsættes på denne baggrund i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag, at de vejledende takster for udmåling af sagsomkostninger til dækning af advokatsalær i inkassoretssager, som landsretterne udarbejder, også anvendes i forbindelse med betalingspåkrav. Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at det sagsomkostningsbeløb, der tillægges for betalingspåkrav, udgør et fast beløb, der ikke afhænger af en konkret vurdering af den enkelte sag.

Justitsministeriet peger i den forbindelse ligesom Retsplejerådet på, at betalingspåkravsproceduren er et tilbud til fordringshaveren, der fortsat vil have mulighed for i stedet at anlægge en civil (inkasso)retssag, og at en fordringshaver, der mener at have et rimeligt krav på et højere beløb til dækning af advokatudgifter i forbindelse med sagen, eksempelvis fordi advokaten – relevant og rimeligt – har udført arbejde til forberedelse af en tvistig retssag, i stedet bør anlægge en civil retssag og anmode om udmåling af et højere beløb i sagsomkostninger end det, taksterne for inkassosager anviser.

Fogedretten fastsætter sagsomkostningerne i forbindelse med den indledende kontrol af betalingspåkravet. Beløbet påføres betalingspåkravet, således at skyldneren ved forkyndelsen af betalingspåkravet oplyses om det samlede beløb, der skal betales, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.

Det bemærkes, at det er en følge af de foreslåede regler om sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav, at ved udlæg på grundlag af betalingspåkrav vil et eventuelt inkassosalær være indeholdt i de sagsomkostninger, som fogedretten har fastsat i betalingspåkravet. Der vil derfor ikke være grundlag for, at fogedretten tilkender et yderligere inkassosalær i forbindelse med udlægsforretningen. Derimod vil der naturligvis i forbindelse med udlægsforretningen kunne tilkendes sædvanlige sagsomkostninger til dækning af eksempelvis mødesalær til fordringshaverens advokat mv.

Det bemærkes endvidere, at fogedrettens fastsættelse af sagsomkostningerne i praksis vil kunne foregå ved, at fogedretten godkender det beløb, fordringshaveren har angivet i den relevante rubrik i betalingspåkravsblanketten. Har fordringshaveren ikke angivet noget beløb, eller har fordringshaveren angivet et forkert beløb, skal fogedretten imidlertid af egen drift fastsætte det rigtige beløb. Dette står i modsætning til hovedstol, renter og udenretslige inkassoomkostninger, hvor fogedretten kun har mulighed for enten at godkende fordringshaverens krav eller at give fordringshaveren en frist til at ændre betalingpåkravet, så det kan godkendes, eller at afvise betalingspåkravet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 477 c), og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 422-424.

3.11.4. Lovforslaget indeholder ingen ændringer af de gældende regler om udenretslige inkassoomkostninger, jf. navnlig rentelovens §§ 9 a og 9 b, og medfører ingen ændringer af forholdet mellem udenretslige inkassoomkostninger og sagsomkostningerne for domstolsbehandlingen. Endvidere er der med lovforslaget ikke tilsigtet nogen ændringer i de principper for tilkendelse af sagsomkostninger, som domstolene anvender i inkassoretssager, eller i størrelsen af de sagsomkostningsbeløb, der tilkendes i konkrete sager.

Betænkningens kapitel 7 indeholder som led i Retsplejerådets samlede overvejelser om sagsomkostninger rådets overvejelser om størrelsen af sagsomkostningerne i inkassoretssager og om forholdet mellem sagsomkostninger for domstolsbehandlingen og udenretslige inkassoomkostninger. Høringen over denne del af betænkningen er endnu ikke afsluttet, og Justitsministeriet finder det rigtigst at behandle disse spørgsmål i forbindelse med en stillingtagen til Retsplejerådets samlede forslag vedrørende sagsomkostninger i civile retssager.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Forslaget om en forenklet inkassoproces for ubestridte pengekrav på højst 50.000 kr. indebærer, at civilretterne får færre inkassosager, og at fogedretterne får nye opgaver i forbindelse med inkassosagers behandling. Da der i det væsentlige alene sker en omlægning af opgavefordelingen mellem civilretterne og fogedretterne, vil forslaget som udgangspunkt ikke medføre et merarbejde hos domstolene.

En gennemførelse af forslaget kan betyde en øget tilgang af inkassosager til domstolene. Dette vil i givet fald medføre et merarbejde hos domstolene – særligt i fogedretterne. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at foretage et skøn over omfanget af et eventuelt merarbejde i den forbindelse.

Forslaget vil kræve visse administrative ændringer og tilpasninger i fogedretterne, hvilket er forbundet med merudgifter for staten. Justitsministeriet skønner, at ændringer i fogedretternes it- og sagsbehandlingssystemer vil medføre en engangsudgift på ca. 4,5 mio. kr. og en årlig udgift på ca. 1,1 mio. kr. Hertil kommer udgifter til bygningsændringer, efteruddannelse af personale samt information af offentligheden, der skønnes at medføre en engangsudgift på ca. 3,9 mio. kr. Den årlige udgift på ca. 1,1 mio. kr. vil blive afholdt inden for domstolenes nuværende bevillingsmæssige rammer.

Det indgår i forslaget, at der skal opkræves en lavere retsafgift for inkassosager, der behandles efter den forenklede inkassoproces. Justitsministeriet skønner, at afgiftslempelsen vil betyde et provenutab for staten på i størrelsesordenen 18-19 mio. kr. årligt. Dette skøn er foretaget under forudsætning af, at ca. 77.000 sager årligt vil blive behandlet i den forenklede inkassoproces – svarende til det antal sager med en sagsgenstand på højst 50.000 kr., hvor der i 2003 blev afsagt udeblivelses- eller erkenderdom. Skønnet er imidlertid behæftet med betydelig usikkerhed, hvilket bl.a. skyldes, at størrelsen af provenutabet er afhængig af, om forslaget vil indebære en øget tilgang af inkassosager til domstolene.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner eller amtskommuner.

For borgerne og erhvervslivet betyder forslaget en administrativ lettelse, idet det bliver enklere og hurtigere at gennemføre inkassosager ved domstolene. Bl.a. bliver det muligt at få gennemført en inkassosag på grundlag af blot én anmodning til fogedretten. De foreslåede afgiftslempelser vil tillige indebære faldende udgifter for borgerne og erhvervslivet i forbindelse med inkassosagers behandling.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

5. Hørte myndigheder og organisationer

Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene) har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Foreningen Danske Inkassoadvokater, Dansk Retspolitisk Forening, Institut for Menneskerettigheder, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, HTS Interesseorganisationen, Dansk Industri, Dansk Handel & Service, Håndværksrådet, Byggeriets Firkant, Dansk InkassoBrancheforening, Danske Entreprenører, Liberale Erhvervs Råd, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Dansk Ejendomsmæglerforening, De Danske Patentagenters Forening, Danmarks Rederiforening, Danske Speditører, Grundejernes Landsorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, Det Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns Retshjælp, Århus Retshjælp, Danske Mediers Forum, Dansk Journalistforbund, Landbrugsrådet, Foreningen af Registrerede Revisorer, IT-Brancheforeningen, Danske Finansieringsselskabers Forening, Boligselskabernes Landsforening og Lejernes Landsorganisation.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

(Retsplejeloven)

Til nr. 1 (§ 17 a)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at indføre regler om betalingspåkrav, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Det foreslås, at kontorfunktionærer skal kunne bemyndiges til at træffe afgørelse efter den foreslåede regel i retsplejelovens § 477 d, stk. 2, hvorefter fogedretten kan afvise sagen, hvis angivelsen af skyldnerens navn og adresse er unøjagtig, således at forkyndelse af betalingspåkravet ikke kan foretages på grundlag af fordringshaverens oplysninger. Den foreslåede regel i § 477 d, stk. 2, svarer ganske til den gældende regel i retsplejelovens § 350, stk. 2, om forkyndelse af stævning, og der bør derfor også være mulighed for at give en § 17 a, stk. 3-bemyndigelse i relation til § 477 d, stk. 2, ligesom det er tilfældet i relation til § 350, stk. 2.

Til nr. 2 (kapitel 44 a)

Der foreslås et nyt afsnit om betalingspåkrav i retsplejelovens tredje bog om den borgerlige retspleje. Det nye afsnit foreslås placeret mellem afsnittet om rettergangsmåden (i civile retssager) og afsnittet om tvangsfuldbyrdelse, da betalingspåkravet som retsinstitut har berøringsflader både til civile retssager og til tvangsfuldbyrdelse.

Der henvises generelt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 477 a

Bestemmelsen fastlægger anvendelsesområdet for de foreslåede regler om betalingspåkrav.

Reglerne om betalingspåkrav er et tilbud til fordringshaveren, som kan anvendes, når betingelserne er opfyldt. Fordringshaveren kan alternativt vælge at anlægge en almindelig (inkasso)retssag, selv om betingelserne for at indlevere et betalingspåkrav er opfyldt.

Reglerne om betalingspåkrav kan anvendes i alle sager, der hører under de almindelige domstole, jf. retsplejelovens § 1, eller under boligret, jf. henvisningen til retsplejelovens regler i lejelovens § 112.

Der skal være tale om et forfaldent pengekrav. Det er uden betydning, hvad grundlaget for kravet er, eksempelvis en kontrakt, en skadegørende handling eller en offentligretlig forpligtelse. Kravet skal imidlertid være forfaldent og må ikke være betinget af en modydelse.

Kravet må højst være på 50.000 kr. Heri medregnes ikke renter og omkostninger. Med renter sigtes til renter af den hovedstol, som er genstand for betalingspåkravet. Såfremt betalingskravet kun omfatter renter – eksempelvis fordi hovedstolen allerede er betalt, eller fordi der allerede foreligger særligt retsgrundlag vedrørende hovedstolen, og betalingspåkravet indleveres med henblik på afbrydelse af forældelse vedrørende senere påløbne renter – skal renterne dog medregnes og må højst udgøre 50.000 kr. Omkostninger omfatter i denne sammenhæng såvel udenretslige inkassoomkostninger som sagsomkostninger ved domstolsbehandlingen. Betalingspåkravet skal afvises, hvis det lyder på et højere beløb end 50.000 kr. eksklusive renter og omkostninger.

Fordringshaveren kan ikke vælge at udstykke sit krav i flere portioner på højst 50.000 kr., medmindre de almindelige ulovbestemte principper om udstykning af krav giver mulighed herfor. Hvis fordringshaveren forsøger at udstykke sit krav, selv om betingelserne ikke er opfyldt, er retsvirkningen imidlertid i almindelighed ikke, at betalingspåkravet afvises. Retsvirkningen er derimod efter almindelige principper om retskraft som udgangspunkt, at hvis betalingspåkravet får bindende virkning (retskraft) i medfør af den foreslåede regel i § 477 e, stk. 3, er fordringshaveren afskåret fra senere at gøre yderligere krav gældende.

Det bemærkes, at der naturligvis ikke er noget til hinder for, at fordringshaveren indgiver forskellige betalingspåkrav om forskellige krav, der hver især ikke overstiger 50.000 kr. Der skal i så fald betales særskilt retsafgift for hvert betalingspåkrav (det svarer til at indlevere flere stævninger).

Der er heller ikke noget til hinder for, at fordringshaveren i samme betalingspåkrav medtager flere krav, der til sammen ikke overstiger 50.000 kr. (og der skal så kun betales én retsafgift). Man skal blot være opmærksom på, at fordringshaveren ikke kan få delvis medhold. Enten finder fogedretten det samlede krav begrundet i sagsfremstillingen, eller også afvises hele betalingspåkravet, medmindre fordringshaveren inden en af fogedretten fastsat frist berigtiger betalingspåkravet. Tilsvarende har skyldneren enten indsigelser eller ikke. Fremsætter skyldneren indsigelser, der udtrykkeligt er begrænset til en del af kravet, kan betalingspåkravet ikke for nogen dels vedkommende gives påtegning om, at skyldneren ikke har fremsat indsigelser.

Endelig er det en betingelse, at fordringshaveren ikke forventer, at skyldneren har indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 477 b

Bestemmelsen indeholder regler om betalingspåkravets udformning og indlevering til fogedretten.

Stk. 1 fastslår, at betalingspåkravet skal indleveres til fogedretten (og ikke civilretten), og indeholder desuden værnetingsregler.

Betalingspåkravet skal indleveres af fordringshaveren selv eller af en person, der efter reglerne i retsplejelovens § 260 er berettiget til at repræsentere andre i forhold til retten (i praksis navnlig advokater).

Indleveringen af betalingspåkrav til fogedretten er et retsligt skridt, der afbryder forældelse, jf. blandt andet 1908-lovens § 2, 2. pkt.

I de tilfælde, hvor fordringshaveren alene anmoder om at få etableret et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, gælder samme værnetingsregler som i civile retssager, jf. henvisningen til retsplejelovens kapitel 22.

I de tilfælde, hvor fordringshaveren ønsker udlæg foretaget uden fornyet anmodning, skal der endvidere være værneting efter retsplejelovens § 487, stk. 1, der indeholder de almindelige regler om værneting ved udlæg. Betalingspåkravet kan således i disse tilfælde kun indgives til fogedretten i en retskreds, hvor der både er værneting efter kapitel 22 og efter § 487, stk. 1.

Fogedretten påser af egen drift, at den er rette værneting, jf. herved den foreslåede § 477 c. Er fogedretten ikke rette værneting, afvises sagen, jf. ligeledes den foreslåede § 477 c. Der vil således ikke skulle ske henvisning til rette værneting, men fordringshaveren må i givet fald selv indlevere betalingspåkravet på ny til rette værneting. Det bemærkes, at hvis dette sker inden 3 måneder efter afvisningen, skal der ikke svares ny retsafgift, jf. retsafgiftslovens § 15 b, jf. § 8 (lovforslagets § 2, nr. 2).

Stk. 2 fastslår, at betalingspåkrav først kan indleveres til fogedretten, når der til skyldneren er sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i § 10, stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed, og den frist, der er nævnt i § 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, er udløbet, jf. dog inkassolovens § 11. Der skal således være sendt en påkravsskrivelse til skyldneren, der tydeligt angiver alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen. I påkravsskrivelsen skal endvidere angives en frist på mindst 10 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved skyldneren påføres yderligere omkostninger. Betalingspåkrav kan dermed tidligst indleveres til fogedretten, når den frist på mindst 10 dage, der er angivet i påkravsskrivelsen, er udløbet, uden at skyldneren har betalt. Betalingspåkrav kan dog indgives uden at afvente udløbet af fristen på mindst 10 dage, såfremt der er en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne inddrives, jf. henvisningen til inkassolovens § 11.

Henvisningerne til inkassolovens §§ 10, stk. 2 og 3, og 11 indebærer, at der i forbindelse med indlevering af et betalingspåkrav til fogedretten stilles samme krav til påkravsskrivelsens indhold, til fristen for at betale, uden at der påløber yderligere omkostninger, og til betingelserne for ikke at afvente udløbet af fristen som efter inkassoloven. Kravet i den foreslåede § 477 b, stk. 2, om fremsendelse af påkravsskrivelse til skyldneren gælder, uanset om inkassoloven finder anvendelse. Der skal således i alle tilfælde før indgivelsen af et betalingspåkrav til fogedretten være fremsendt en påkravsskrivelse til skyldneren.

Fogedretten påser af egen drift, at betingelserne i stk. 2 er opfyldt, og afviser i benægtende fald sagen, jf. den foreslåede § 477 c. Fogedrettens prøvelse sker på grundlag af betalingspåkravet, der således skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for, at fogedretten kan konstatere, at betingelsen om fremsendelse af påkravsskrivelse til skyldneren er opfyldt. Fogedretten kan dog eventuelt indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe eventuelle mangler ved betalingspåkravet i denne henseende, jf. den foreslåede regel i § 477 c, stk. 2.

Stk. 3 opregner de indholdsmæssige krav til betalingspåkravet. Kravene svarer til kravene til stævninger, jf. retsplejelovens § 348, stk. 2, med følgende tre modifikationer:

Det er tilstrækkeligt, at betalingspåkravet indeholder en kort fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet støttes, jf. nr. 4 . Dette er dog på trods af ordlyden af retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 4, i realiteten også tilfældet for stævninger i inkassosager, jf. herved betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I side 487.

Da skyldneren kan afbryde virkningen af betalingspåkravet ved en blank indsigelse mod kravet, jf. bemærkningerne til § 477 e, stk. 1, stilles der ikke krav om, at relevante bilag skal vedlægges.

For at sikre skyldneren bedst muligt foreslås det, at vejledningen til skyldneren skal fremgå af selve betalingspåkravet, jf. nr. 5, og ikke som ved forkyndelse af stævninger af et separat dokument, jf. retsplejelovens § 350, stk. 1, 2. pkt.

Fogedretten påser af egen drift, at kravene i stk. 3 er opfyldt, og afviser i benægtende fald sagen, jf. den foreslåede § 477 c. Fogedretten kan dog eventuelt indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe mangler, jf. den foreslåede regel i § 477 c, stk. 2.

Stk. 4 opregner de valgmuligheder, fordringshaveren har for behandlingen af betalingspåkravet.

Fordringshaveren kan for det første anmode om, at sagen sluttes og betalingspåkravet tilbagesendes, hvis udlæg er udelukket i medfør af fredningsreglen i retsplejelovens § 490. I givet fald tilbagebetales retsafgiften, jf. forslaget til retsafgiftslovens § 15 a, stk. 5 (lovforslagets § 2, nr. 2).

Fordringshaveren har for det andet to valgmuligheder, hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser. Fordringshaveren kan vælge blot at få en udskrift af betalingspåkravet med rettens påtegning om, at skyldneren ikke rettidigt har fremsat indsigelser. Betalingspåkravet har samme retskraft som en dom, jf. forslaget til § 477 e, stk. 3, og kan senere anvendes som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. forslaget til ændring af retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 3).

Fordringshaveren kan alternativt vælge at få foretaget udlæg uden fornyet anmodning herom. Indleveringen af betalingspåkravet til fogedretten fungerer i så fald som en anmodning både om forkyndelse af betalingspåkravet for skyldneren og som en anmodning om efterfølgende tvangsfuldbyrdelse, hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser.

Endelig har fordringshaveren tilsvarende to valgmuligheder, hvis skyldneren fremsætter indsigelser: at få betalingspåkravet tilbage eller at få sagen fortsat som en civil retssag, således at betalingspåkravet træder i stedet for en stævning.

Af hensyn til sagens behandling er det nødvendigt, at fordringshaveren har angivet sine valg på disse tre punkter i betalingspåkravet. Rent praktisk vil det ske ved afkrydsning på en standardblanket, jf. nedenfor om stk. 5.

Sagen må derfor afvises, hvis fordringshaveren ikke har tilkendegivet sine valg, jf. den foreslåede § 477 c. Det vil dog normalt være naturligt at indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe manglen, jf. den foreslåede regel i § 477 c, stk. 2.

Stk. 5 bemyndiger Domstolsstyrelsen til at fastsætte nærmere regler om betalingspåkravets udformning, herunder om anvendelse af særlige blanketter, samt om indlevering af kopier af betalingspåkravet.

Der vil blandt andet kunne fastsættes regler om indholdet af den vejledning til skyldneren, der er nævnt i stk. 3, nr. 5. Der kan også stilles krav om, at der skal vedlægges en indsigelsesblanket, som skyldneren blot skal underskrive og sende til fogedretten for at afbryde betalingspåkravets virkning.

Der kan endvidere fastsættes regler om indlevering af kopier af betalingspåkravet til brug for forkyndelsen.

Det anføres i betænkningen side 546, at der eventuelt kan stilles krav om, at der tillige skal vedlægges en frankeret svarkuvert til brug for skyldnerens returnering af indsigelsesblanketten. Efter Justitsministeriets opfattelse bør der imidlertid ikke stilles krav om, at der vedlægges en frankeret svarkuvert, og det forudsættes derfor, at der ikke vil blive fastsat regler herom.

Stk. 6 fastslår, at fogedretten skal vejlede om udfyldning af blanketter. Dette gælder både betalingspåkravsblanketten og en eventuel indsigelsesblanket. Vejledningen om udfyldning af blanketter vil være begrænset til – populært sagt – en mundtlig gengivelse og uddybning af den skriftlige vejledning, som hører til blanketterne. Fogedretten skal ikke yde materiel retshjælp i form af rådgivning om retsstillingen, men derimod i givet fald vejlede om de foreliggende retshjælpsmuligheder i øvrigt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 og 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 477 c

Bestemmelsen indeholder regler om fogedrettens indledende kontrol af betalingspåkravet.

Skyldneren forventes som udgangspunkt ikke at have indsigelser, og betalingspåkravet som forkyndt af retten vil derfor som regel automatisk få retskraft, når fristen for at fremkomme med indsigelser er udløbet, jf. forslaget til § 477 e.

Af hensyn til skyldnerens retssikkerhed er det derfor efter 1. pkt. en betingelse for, at retten kan forkynde betalingspåkravet, at sagen er omfattet af den foreslåede § 477 a, og at betalingspåkravet opfylder kravene i § 477 b. Fogedretten kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe eventuelle mangler, jf. stk. 2 , men afhjælpes sådanne mangler ikke, skal sagen afvises.

Der er ikke som ved stævninger mulighed for at forkynde et mangelfuldt påkrav, der dog kan danne grundlag for behandling af sagen. Dette skyldes blandt andet, at der ved forkyndelse af en stævning ikke er taget stilling til, om der kan afsiges udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke svarer. I modsætning hertil gør beslutningen om forkyndelse af et betalingspåkrav endeligt op med, at kravet kan tillægges retskraft og kan tvangsfuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.

Betalingspåkravet skal derfor også afvises, hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig, jf. stk. 1, 2. pkt. Det er forudsat, at fogedrettens kontrol af betalingspåkravet i denne henseende skal være identisk med den kontrol af stævninger, der efter gældende regler og praksis foretages ved afsigelse af udeblivelsesdomme i medfør af retsplejelovens § 354, stk. 3.

I de tilfælde, hvor fordringshaverens krav ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, vil fogedrettens reaktion også være afvisning (eller indrømmelse af frist til afhjælpning af mangler, jf. stk. 2). Der kan ikke blive tale om »frifindelse« af skyldneren, hverken helt eller delvis.

Dette gælder også med hensyn til renter og udenretslige inkassoomkostninger. Hvis betalingspåkravet indeholder krav om betaling af renter eller udenretslige inkassoomkostninger, som ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, kan fogedretten kun afvise sagen eller anmode fordringshaveren om at berigtige betalingspåkravet (afhjælpe manglen). Nægter fordringshaveren at frafalde krav på renter eller udenretslige inkassoomkostninger, som fogedretten finder uhjemlede, skal fogedretten afvise sagen, efter anmodning ved kendelse, og fordringshaveren vil kunne kære afgørelsen om afvisning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53, jf. herved den foreslåede § 477 g.

Derimod fastsættes de egentlige sagsomkostninger for selve betalingspåkravssagen af fogedretten, jf. stk. 3 . Dette er ikke til hinder for, at fogedrettens fastsættelse af sagsomkostningerne i praksis kan ske ved, at fogedretten godkender det beløb, fordringshaveren har angivet i den relevante rubrik i betalingspåkravsblanketten. Har fordringshaveren ikke angivet noget beløb, eller har fordringshaveren angivet et forkert beløb, skal fogedretten imidlertid af egen drift fastsætte det rigtige beløb.

Sagsomkostningerne omfatter retsafgiften samt fordringshaverens udgifter til advokat, hvis betalingspåkravet er indleveret til fogedretten af fordringshaverens advokat.

Det forudsættes, at de vejledende takster for udmåling af sagsomkostninger til dækning af advokatsalær i inkassoretssager, som landsretterne udarbejder, også anvendes i forbindelse med betalingspåkrav. Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at det sagsomkostningsbeløb, der tillægges for betalingspåkrav, udgør et fast beløb, der ikke afhænger af en konkret vurdering af den enkelte sag. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.11.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Fogedretten fastsætter sagsomkostningerne i forbindelse med den indledende kontrol af betalingspåkravet. Beløbet påføres betalingspåkravet, således at skyldneren ved forkyndelsen af betalingspåkravet oplyses om det samlede beløb, der skal betales, hvis skyldneren ikke gør indsigelse.

Fogedrettens afgørelse om sagsomkostninger deler skæbne med betalingspåkravet. Såfremt skyldneren rettidigt gør indsigelse, får afgørelsen om sagsomkostninger således ikke nogen virkning.

Beslutningen om at forkynde et betalingspåkrav indebærer samme stillingtagen til kravet og sagsfremstillingen som afsigelsen af en udeblivelsesdom. Beslutningen skal derfor træffes af en jurist. Dette forhindrer ikke, at fogedretten tilrettelægger arbejdet på den måde, at fogedrettens kontorpersonale foretager en indledende sagsbehandling og på grundlag heraf afgiver indstilling til en jurist om, hvorvidt betalingspåkravet skal forkyndes. Betalingspåkravsblanketten vil eventuelt kunne indeholde et særligt felt beregnet til juristens påtegning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 477 d

Bestemmelsen indeholder regler om forkyndelse af betalingspåkravet.

Fogedretten lader betalingspåkravet forkynde, medmindre (1) sagen afvises efter den foreslåede § 477 c, eller (2) udlæg er udelukket efter fredningsreglen i retsplejelovens § 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades i denne situation.

Bortset fra den særlige regel om, at forkyndelse – hvis fordringshaveren har anmodet om det – undlades, når udlæg er udelukket efter § 490, svarer den foreslåede § 477 d til retsplejelovens § 350 om forkyndelse af stævninger. Der er dog ikke medtaget en særskilt regel om vejledning af skyldneren, idet vejledningen er indeholdt i selve betalingspåkravet, jf. den foreslåede regel i § 477 b, stk. 3, nr. 5.

I de tilfælde, hvor forkyndelse undlades under henvisning til retsplejelovens § 490 og fordringshaverens anmodning, sendes betalingspåkravet til fordringshaveren med oplysning om, at retsplejelovens § 490 er til hinder for udlæg. Endvidere tilbagebetales retsafgiften, jf. forslaget til retsafgiftslovens § 15 a, stk. 5 (lovforslagets § 2, nr. 2).

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 477 e

Bestemmelsen indeholder regler om skyldnerens muligheder for at gøre indsigelse mod kravet og om retsvirkningerne, hvis skyldneren ikke fremkommer med indsigelser.

Det foreslås i stk. 1 , at meddelelse om indsigelser skal gives skriftligt til fogedretten inden 14 dage fra forkyndelsen af påkravet, dog 4 uger , hvis forkyndelsen sker i udlandet, Færøerne eller Grønland. Det er tilstrækkeligt, at skyldneren skriftligt og med fornøden identifikation af sagen giver fogedretten en ganske kort meddelelse, hvoraf det fremgår, at skyldneren ikke godkender kravet. Udsagnet »jeg har indsigelser mod kravet« vil for eksempel være tilstrækkeligt, og meddelelsen behøver ikke at oplyse, hvad indsigelserne går ud på.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Fremkommer der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver fogedretten betalingspåkravet påtegning herom og underretter parterne, jf. stk. 2, 1. pkt. Som anført i bemærkningerne til den foreslåede § 477 c skal fogedretten før forkyndelsen af betalingspåkravet kontrollere, at betalingspåkravet kan tillægges retskraft og kan fuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør indsigelse. Fogedrettens påtegning efter § 477 e, stk. 2, 1. pkt., er derfor en rent administrativ ekspedition og vil kunne gives af fogedrettens kontorpersonale.

Når fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at skyldneren ikke rettidigt er fremkommet med indsigelser, afhænger den videre sagsgang af, hvad fordringshaveren har valgt.

Hvis fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning herom, iværksætter fogedretten tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet, der sidestilles med en anmodning om tvangsfuldbyrdelse, jf. stk. 2, 2. pkt.

Fogedretten vil have kontrolleret værnetingsgrundlaget før forkyndelsen af påkravet, jf. de foreslåede regler i § 477 b, stk. 1, 2. pkt., og § 477 c. Der vil derfor ikke skulle ske ny prøvelse efter retsplejelovens § 487. Betalingspåkravet med påtegning efter stk. 2, 1. pkt., vil udgøre tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget, jf. den foreslåede ændring af retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 3). Kravene i retsplejelovens § 488 om anmodningen om tvangsfuldbyrdelse vil derfor også være opfyldt, og der vil derfor ikke kunne blive tale om afvisning efter retsplejelovens § 489 om manglende kompetence, utilstrækkeligt grundlag for tvangsfuldbyrdelse eller manglende oplysninger eller dokumenter.

Derimod vil fredningsreglen i retsplejelovens § 490 finde anvendelse. Fredningsreglen vil også finde anvendelse, selv om fogedretten efter fordringshaverens anmodning allerede før forkyndelsen af påkravet har foretaget prøvelse efter denne bestemmelse, jf. de foreslåede regler i § 477 b, stk. 4, nr. 1, og § 477 d, stk. 1. Det kan nemlig eventuelt i mellemtiden ved en anden fogedforretning være konstateret, at det ikke er muligt at opnå dækning hos skyldneren.

I øvrigt sker tvangsfuldbyrdelsen efter de almindelige regler i §§ 491 og følgende. Det bemærkes, at der efter forslaget ikke gælder nogen fuldbyrdelsesfrist, dvs. tvangsfuldbyrdelse kan ske straks, jf. den foreslåede § 481 a (lovforslagets § 1, nr. 4).

Som nævnt er betalingspåkravet sidestillet med en anmodning om tvangsfuldbyrdelse. Dette indebærer blandt andet, at prioritetsstillingen for udlæg, jf. retsplejelovens § 526, stk. 1, regnes fra indleveringen af betalingspåkravet til fogedretten.

Hvis fordringshaveren ikke har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning herom, sender fogedretten en udskrift af betalingspåkravet (med påtegning) til fordringshaveren, jf. stk. 2, 3. pkt .

Fordringshaveren vil senere kunne indgive anmodning om tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet, men der vil så skulle ske fornyet prøvelse bl.a. efter retsplejelovens §§ 487-489, og der vil også skulle betales ny retsafgift.

Stk. 3 fastslår, at et betalingspåkrav, der har fået påtegning efter stk. 2, 1. pkt., har samme bindende virkning (retskraft) som en dom. Betalingspåkravet hindrer således, at der senere anlægges retssag om samme krav, og dette gælder for begge parter. Betalingspåkravet udgør endvidere et særligt retsgrundlag efter 1908-lovens § 1, stk. 2, således at kravet bringes ind under 20-årig forældelse. Udenretslige inkassoomkostninger, som er medtaget i betalingspåkravet, og tillagte sagsomkostninger samt renter frem til den dag, hvor fogedretten giver betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser, vil også være underlagt 20-årig forældelse. Fremtidige renter er derimod underlagt 1908-lovens 5-årige forældelse.

Stk. 4 giver skyldneren mulighed for at få sagen genoptaget efter samme regler, som gælder for genoptagelse af en sag, når der er afsagt udeblivelsesdom, jf. retsplejelovens § 367. Skyldneren har således krav på, at sagen genoptages, hvis anmodning herom fremsættes inden 4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser.

Fogedretten kan betinge genoptagelse af, at skyldneren betaler de sagsomkostninger, der er pålagt skyldneren, eller stiller sikkerhed for betalingen, men bortset herfra har skyldneren et absolut krav på genoptagelse, når anmodningen fremsættes inden for 4-ugers fristen. Sagsomkostningerne omfatter retsafgiften og eventuelle advokatudgifter i forbindelse med indleveringen af betalingspåkravet, hvorimod udenretslige inkassoomkostninger ikke er omfattet.

Indgives anmodningen om genoptagelse senere end 4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er modtaget indsigelser, vil genoptagelse derimod kun kunne ske undtagelsesvis. Adgangen til genoptagelse forudsættes administreret på samme måde som reglen i retsplejelovens § 367. Der vil således navnlig kunne tages hensyn til, om det er undskyldeligt, at anmodningen om genoptagelse ikke er indgivet tidligere.

Retsvirkningen af en genoptagelse af sagen er, at påtegningen efter stk. 2, 1. pkt., annulleres, jf. stk. 5 . Betalingspåkravet kan herefter ikke længere tvangsfuldbyrdes, og et eventuelt udlæg på grundlag af betalingspåkravet må ophæves, jf. herved retsplejelovens § 504, nr. 5.

Den videre sagsgang efter en genoptagelse af sagen afhænger af, hvad fordringshaveren har valgt med hensyn til den situation, at skyldneren fremsætter indsigelser mod kravet, jf. nærmere den foreslåede § 477 f.

Til § 477 f

Bestemmelsen indeholder regler om, hvad der skal ske, når skyldneren rettidigt meddeler fogedretten at have indsigelser mod fordringshaverens krav.

Hvis fordringshaveren har anmodet om, at retssagsbehandling i denne situation indledes uden indlevering af stævning, drager retten omsorg for, at retssagsbehandling indledes, idet betalingspåkravet sidestilles med en stævning, jf. 1. pkt.

Da betalingspåkravet allerede er forkyndt, betyder det, at retten pålægger skyldneren, der nu er at anse som sagsøgt, at svare efter reglerne i retsplejelovens §§ 351 og 352, og at sagen herefter fortsætter som en civil retssag.

Hvis skyldnerens indsigelser mod betalingspåkravet er udførligt begrundet, kan retten også behandle indsigelserne som et svarskrift og dermed undlade at pålægge skyldneren/sagsøgte at svare efter reglerne i retsplejelovens §§ 351 og 352. I givet fald meddeler retten skyldneren/sagsøgte, at der nu er indledt retssag, og at de modtagne indsigelser vil blive anset som sagsøgtes svarskrift, medmindre sagsøgte inden for en nærmere angiven frist fremkommer med et supplerende svar.

Sagen vil umiddelbart versere ved byretten, men der er ikke noget til hinder for at henvise sagen til landsretten eller Sø- og Handelsretten efter de herom gældende regler, jf. retsplejelovens §§ 9, 225-227 og 232.

Det bemærkes, at da betalingspåkravet sidestilles med en stævning, anses retssag for anlagt ved indleveringen af betalingspåkravet til fogedretten. Dette gælder eksempelvis i relation til begyndelsestidspunktet for beregning af procesrente. Det kan også have betydning i relation til, om en anden retssag om samme krav mellem samme parter skal afvises (litis pendens, herunder international litis pendens efter reglerne i EF-domskonventionen mv.). Hvis den anden retssag er anlagt efter indleveringen af betalingspåkravet til fogedretten, vil den retssag, der indledes på grundlag af betalingspåkravet, således blive anset for at være anlagt først.

Hvis fordringshaveren har anmodet om, at retssagsbehandling ikke indledes uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren rettidigt fremsætter indsigelser, er sagen slut. Betalingspåkravet sendes til fordringshaveren, og både fordringshaveren og skyldneren underrettes om, at der er modtaget indsigelser, og at sagen er afsluttet, jf. 2. pkt.

Til § 477 g

Det foreslås, at fogedrettens afgørelser skal kunne kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53. Det drejer sig navnlig om fogedrettens afgørelser om afvisning af sagen efter de foreslåede regler i §§ 477 c og 477 d samt afgørelser om genoptagelse efter de foreslåede regler i § 477 e, stk. 4. Kærefristen er 4 uger, jf. retsplejelovens § 586.

Det bemærkes, at kærebegrænsningen efter § 584, stk. 2, om afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., ikke finder anvendelse, da der ikke er tale om afgørelser om udlæg. Kærebegrænsningen efter § 584 a om afgørelser om omkostninger, der ikke er fastsat til mere end 10.000 kr., finder imidlertid anvendelse på fogedrettens fastsættelse af sagsomkostninger for betalingspåkravet efter den foreslåede regel i § 477 c, stk. 3.

Til nr. 3 (§ 478, stk. 1, nr. 1)

Det foreslås, at betalingspåkrav, der er kontrolleret af fogedretten og forkyndt for skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat indsigelser mod kravet, skal kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse på linje med en dom, når fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser.

Der henvises til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 481 a)

Det foreslås, at betalingspåkrav, der er kontrolleret af fogedretten og forkyndt for skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat indsigelser mod kravet, skal kunne fuldbyrdes straks efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser.

Til nr. 5 (§ 488, stk. 2, 1. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om, at betalingspåkrav skal kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, når betalingspåkravet er kontrolleret af fogedretten og forkyndt for skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat indsigelser mod kravet, og fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Det foreslås, at der ved anmodning om tvangsfuldbyrdelse på grundlag af et betalingspåkrav skal indleveres en udskrift af betalingspåkravet med påtegning efter retsplejelovens § 477 e, stk. 2 (jf. lovforslagets § 1, nr. 2), til fogedretten. Kravet om indlevering af udskrift af betalingspåkravet gælder ikke, når tvangsfuldbyrdelse iværksættes på grundlag af en anmodning fra fordringshaveren ved indleveringen af betalingspåkravet, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 2).

Til nr. 6 (§ 501, stk. 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om, at betalingspåkrav, der er kontrolleret af fogedretten og forkyndt for skyldneren, uden at denne rettidigt har fremsat indsigelser mod kravet, skal have samme bindende virkning som en dom, når fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser, jf. den foreslåede regel i retsplejelovens § 477 e, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 2).

Det foreslås således som ved domme, at indsigelser mod rigtigheden af betalingspåkrav med påtegning efter retsplejelovens § 477 e, stk. 2 (jf. lovforslagets § 1, nr. 2), ikke skal kunne gøres gældende under tvangsfuldbyrdelsen.

Til § 2

(Retsafgiftsloven)

Til nr. 1 (§ 1, stk. 1 og 2)

Den foreslåede ændring af stk. 1 og 2 er en konsekvens af de foreslåede regler om betaling af retsafgift for betalingspåkrav, jf. forslaget til § 15 a (lovforslagets § 2, nr. 2).

Stk. 1, 1. pkt., svarer med redaktionelle ændringer til det gældende stk. 1 om den retsafgift, der skal betales ved sagens anlæg.

Stk. 1, 2. pkt. , angår retssager, der indledes på grundlag af et betalingspåkrav. Når fordringshaveren i betalingspåkravet anmoder om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, betales ved indleveringen af betalingspåkravet en samlet retsafgift på 500 kr. med tillæg af 2 procent af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr. Denne afgift omfatter i givet fald også retssagsbehandlingen, og der skal derfor ikke tillige betales afgift efter retsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Fritagelsen for ny afgiftsbetaling gælder, når påstanden i retssagen svarer til størrelsen af det krav, der er betalt afgift for efter den foreslåede regel i retsafgiftslovens § 15 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 2. Såfremt påstanden udvides efter, at betalingspåkravet er overgået til retssagsbehandling, skal der betales yderligere retsafgift, jf. retsafgiftslovens § 2, stk. 3. Den yderligere retsafgift beregnes som afgiften efter stk. 1, 1. pkt., af den udvidede påstand med fradrag af den afgift, der er betalt efter den foreslåede regel i retsafgiftslovens § 15 a.

Stk. 2 foreslås ændret i konsekvens af ændringen af stk. 1, således at stk. 2 alene henviser til stk. 1, 1. pkt. – der som nævnt svarer til det hidtidige stk. 1 – men ikke henviser til stk. 1, 2. pkt . Forslaget indebærer, at berammelsesafgiften efter stk. 2 er uafhængig af, om retssagen er indledt ved stævning eller betalingspåkrav. Berammelsesafgiften udgør i alle tilfælde en femtedel af afgiften efter stk. 1, 1. pkt., dvs. også i de tilfælde, hvor denne afgift i medfør af stk. 1, 2. pkt., ikke har skullet betales. Det bemærkes, at der i disse situationer i stedet vil være betalt afgift efter den foreslåede regel i retsafgiftslovens § 15 a.

Til nr. 2 (kapitel 2 a)

Der foreslås et nyt kapitel om retsafgifter for betalingspåkrav i retsafgiftslovens afsnit II om afgifter for foged- og auktionsforretninger.

Der henvises generelt til pkt. 3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 15 a

Der foreslås en afgift på 400 kr. for rettens behandling af selve betalingspåkravet, dvs. kontrol af betalingspåkravet, forkyndelse af betalingspåkravet for skyldneren og konstatering af, om skyldneren rettidigt har fremsat indsigelser, jf. stk. 1 .

Der foreslås en samlet afgift på 700 kr. for rettens behandling af betalingspåkravet efterfulgt af en udlægsforretning, jf. stk. 2, 1. pkt., sammenholdt med stk. 1.

Der foreslås en samlet afgift på 500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet (eksklusive renter og omkostninger), der overstiger 6.000 kr., for rettens behandling af betalingspåkravet efterfulgt af en retssagsbehandling, jf. stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med stk. 1. Afgiftsbeløbet afrundes opefter til nærmeste kronebeløb, som er deleligt med 10, jf. retsafgiftslovens § 59.

Afgiften skal betales ved indleveringen af betalingspåkravet.

For så vidt angår udlæg, er det grundafgiften efter retsafgiftslovens § 16, der er inkluderet i den samlede afgift på 700 kr., jf. herved lovforslagets § 2, nr. 3. Der vil herudover skulle betales tillægsafgift efter § 17 a for udkørende fogedforretning eller politifremstilling, hvis det er relevant.

Har fordringshaveren hverken anmodet om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, eller om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, skal der betales 400 kr. i afgift.

Har fordringshaveren anmodet om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, men ikke om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, skal der betales 700 kr. i afgift. Heraf tilbagebetales i medfør af stk. 2, 2. pkt., 300 kr., hvis sagen afsluttes uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt.

Har fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, men ikke om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, skal der betales 500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr., i afgift. Heraf tilbagebetales i medfør af stk. 3, 2. pkt., 100 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr., hvis sagen afsluttes uden indledning af retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

Har fordringshaveren anmodet både om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, skal der betales 700 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 16.000 kr., i afgift, jf. stk. 4, 1.pkt., sammenholdt med stk. 1. Hermed betales den højeste af de to afgifter for rettens behandling af betalingspåkravet samt henholdsvis udlægsforretning (700 kr.) eller retssagsbehandling (500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr.).

Hvis sagen i denne situation afsluttes uden hverken iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt., tilbagebetales i medfør af stk. 4, 5. pkt., den del af afgiften, som overstiger de 400 kr., der udgør afgiften for behandlingen af selve betalingspåkravet. I andre tilfælde tilbagebetales i medfør af stk. 4, 2. eller 4. pkt., i givet fald en så stor del af afgiften, at den betalte afgift svarer til den samlede afgift for de foretagne processkridt, dvs. rettens behandling af betalingspåkravet samt enten udlægsforretning (700 kr.) eller retssagsbehandling (500 kr. med tillæg af 2 pct. af den del af kravet, der overstiger 6.000 kr.).

Hele afgiften tilbagebetales i medfør af stk. 5 , hvis forkyndelse af betalingspåkravet undlades, fordi skyldneren er fredet efter retsplejelovens § 490, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades i denne situation.

Tilbagebetaling efter stk. 2, 2. pkt., stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, 2., 4. og 5. pkt., sker også i de tilfælde, hvor betalingspåkravet afvises af fogedretten i medfør af retsplejelovens § 477 c om fogedrettens indledende prøvelse. Afgiften efter stk. 1 på 400 kr. tilbagebetales derimod ikke i denne situation.

Endelig tilbagebetales i medfør af stk. 2, 3. pkt., eller stk. 4, 3. pkt., 300 kr. i de tilfælde, der er nævnt i retsafgiftslovens § 16, stk. 6 (hidtidige stk. 5). Der er tale om tilfælde, hvor grundafgiften i fogedsager efter retsafgiftslovens § 16, stk. 1, ville være blevet tilbagebetalt.

Til § 15 b

Bestemmelsen gør reglerne i retsafgiftslovens kapitel 1 anvendelige på afgifterne for betalingspåkrav, i det omfang det er relevant.

Det gælder blandt andet retsafgiftslovens § 12, stk. 2, og § 13, stk. 1, nr. 2, om afgiftsfrihed i visse sager, § 8 om fornyet indbringelse af en sag, der er afvist på grund af rettens manglende kompetence, og § 11, nr. 1, om afgiftspligtens indtræden.

Til nr. 3 (§ 16)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de foreslåede regler om betaling af retsafgift for betalingspåkrav, jf. forslaget til § 15 a (lovforslagets § 2, nr. 2).

Når fordringshaveren i betalingspåkravet anmoder om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, betales en samlet retsafgift på 700 kr. ved indleveringen af betalingspåkravet. Denne afgift omfatter i givet fald også grundafgiften for udlæg, og der skal derfor ikke tillige betales afgift efter retsafgiftslovens § 16, stk. 1.

I forhold til forslaget i betænkningen er det præciseret, at fritagelsen for grundafgift gælder for de fogedforretninger, der anmodes om i en 3-måneders periode efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser. Hermed sikres parallelitet med den ordning, der gælder efter retsafgiftslovens § 19, hvorefter der skal betales ny fogedafgift, når der fremsættes ny anmodning vedrørende kravet efter mere end 3 måneder.

Forslaget indebærer, at hvis fordringshaveren senere end 3 måneder efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, fremsætter ny anmodning om foretagelse af fogedforretning vedrørende kravet, skal der på dette tidspunkt betales grundafgift efter retsafgiftslovens § 16. Denne grundafgift vil dække en 3-månedersperiode regnet fra tidspunktet for fremsættelsen af den nye anmodning, jf. retsafgiftslovens § 19.

Til nr. 4 (§ 17, stk. 2, og § 17 a, stk. 3)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det foreslåede nye stk. 2 i § 16, der medfører, at § 16, stk. 4, bliver stk. 5 (lovforslagets § 2, nr. 3).

Til § 3

(Ikrafttræden)

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2005. Ikrafttrædelsesdatoen er fastsat under hensyntagen til, at Domstolsstyrelsen bør have den fornødne tid til at forberede anvendelsen af de nye regler om betalingspåkrav. Der vil således navnlig skulle foretages ændringer af fogedretternes it-systemer, så de kan håndtere betalingspåkravssager.

Til § 4

(Territorial gyldighed)

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov