---

Bilag 2

Indholdsfortegnelse
Afsnit I:	Generelle bestemmelser
Kapitel 1	Anvendelsesområde	§§ 1-2
Kapitel 2	Definitioner	§ 3
Afsnit II:	Godkendelse af virksomhed og vedtægter, eneret virksomhedsområde for investeringsforeninger og specialforeninger samt afdelinger heraf
Kapitel 3	Godkendelse af investeringsforeninger og specialforeninger samt vedtægter m.v.
	Foreninger	§ 4
Kapitel 4	Grænseoverskridende virksomhed
	Udenlandske investeringsinstitutter omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF (UCITS-direktivet)	§§ 11-15
	Andre udenlandske investeringsinstitutter	§ 16
	Danske foreninger	§ 17
Afsnit III:	God skik
Kapitel 5	God skik	§ 18
Afsnit IV:	Generalforsamling og ledelse m.v.
Kapitel 6	Generalforsamling	§§ 19-25
Kapitel 7	Ledelse m.v.
	Generelle bestemmelser om ledelse	§§ 26-30
	Krav til de enkelte ledelsesmedlemmer	§§ 31-35
	Videregivelse af fortrolige oplysninger og indretning af foreninger	§§ 36-38
	Adgang til at delegere opgaver	§§ 39-42
Afsnit V:	Almindelige bestemmelser
Kapitel 8	Forbud mod at optage og yde lån m.v. samt emission og indløsning	§§ 43-47
	Emission og indløsning	§§ 48-49
Kapitel 9	Investeringsbeviser m.v.	§§ 50-54
Afsnit VI:	Årsrapport, revision og anvendelse af årets overskud
Kapitel 10	Årsrapport og revision samt anvendelse af årets overskud	§§ 55-72
	Anvendelse af årets overskud	§ 73
Afsnit VII:	Prospekter og offentliggørelse af emissions- og indløsningsprisen
Kapitel 11	Prospekter	§§ 74-76
	Offentliggørelse af emissions- og indløsningspris	§ 77
Afsnit VIII:	Indgreb i eller ophør af foreninger eller afdelinger
Kapitel 12	Fusion, spaltning og overflytning af afdelinger fra en forening til en anden	§§ 78-79
	Inddragelse af tilladelse og ophør	§§ 80-86
Afsnit IX:	Investeringsforeningers anbringelse af midler og likviditet m.v.
Kapitel 13	Instrumentregler for investeringsforeninger
	Værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter	§ 87
	Indskud	§ 88
	Afledte finansielle instrumenter	§ 89
	Andele i andre foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter	§ 90
	Pantebreve	§ 91
	Generelle begrænsninger	§ 92
Kapitel 14	Placeringsregler for investeringsforeninger
	Værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter	§§ 93-95
	Indskud	§ 96
	Afledte finansielle instrumenter	§§ 97-99
	Andele i andre foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter	§§ 100-101
	Generelle begrænsninger	§§ 102-105
Afsnit X:	Specialforeningers anbringelse af midler og likviditet m.v.
Kapitel 15	Placeringsforeninger	§ 106
	Pengemarkedsforeninger	§ 107
	Investeringsinstitutforeninger	§ 108
	Erhvervsudviklingsforeninger	§ 109
	Fælles regler for specialforeninger	§ 110
Afsnit XI:	Fåmandsforeninger og andre kollektive investeringsordninger
Kapitel 16	Fåmandsforeninger	§§ 111-114
Kapitel 17	Andre kollektive investeringsordninger	§§ 115
Afsnit XII:	Tilsyn m.v.
Kapitel 18	Tilsyn, tavshedspligt, frister og afgift	§§ 116-129
Kapitel 19	Delegations- og klagebestemmelser	§§ 130-131
Kapitel 20	Straffebestemmelser	§§ 132-133
Kapitel 21	Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser	§§ 134-140

Bemærkninger til Lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning og baggrund

Med forslaget til lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. foreslås det, at det nuværende forbud mod, at depotselskaber helt eller delvis kan eje en forenings investeringsforvaltningsselskab, ophører. I stedet foreslås indført værnsregler for at forhindre den interessekonflikt, der kan opstå mellem en forening og dens depotselskab. Disse værnsregler omhandler regler vedrørende forretningsmæssige forhold, vedrørende koncerninterne forhold samt vedrørende gennemsigtighed. Det er endvidere formålet med lovforslaget at gennemføre dele af UCITS-direktivet.

Med lovforslaget indføres en ny type foreninger, »fåmandsforeninger«, for store investorer som for eksempel forsikringsselskaber og pensionskasser. Private investorer med en stor formue vil også kunne investere i disse foreninger. Fåmandsforeninger skal reguleres på en enklere måde end de nuværende specialforeninger. Denne regulering er frivillig.

Med lovforslaget skærpes kravene til udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark. Hidtil har der kun skulle indhentes en tilladelse til direkte markedsføring af udenlandske investeringsinstitutter. Med lovforslaget skal de fremover også have en markedsføringstilladelse for indirekte markedsføring af udenlandske investeringsinstitutter. Med indirekte markedsføring er der tænkt på de udenlandske investeringsinstitutter, hvis andele indgår i et finansielt produkt. Det gælder for eksempel forsikringer, der har tilknyttet investeringsfonde, men også pengeinstitutternes pensionspuljer samt i investeringsinstitutforeninger, hvori andele i investeringsinstitutter og investeringsforeninger og specialforeninger indgår.

Endvidere bliver der mulighed for nye former for beregning af emissions- og indløsningsprisen, ligesom forslaget indebærer, at den nuværende bestemmelse om, at ansatte i en investeringsforening kun må aflønnes med faste beløb og en tilsvarende bestemmelse for investeringsforvaltningsselskaber, ophæves. Herudover foreslås en opsamlingsbestemmelse, der skal regulere kollektive investeringsordninger, der ikke er investeringsforeninger og specialforeninger.

Endelig er lovforslaget struktureret og bestemmelserne udformet således, at lovforslaget i videst muligt omfang svarer til lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed. Lovforslaget er dermed med til at gennemføre regeringens intentioner om at skabe regelforenkling og regelmodernisering. Til gavn for både kunder og foreningerne bliver reglerne mere overskuelige og sammenlignelige med reglerne i lov om finansiel virksomhed.

Lovforslaget indeholder desuden et nyt kapitel om årsrapport og revision, således at også disse bestemmelser i videst muligt omfang kommer til at svare til regnskabsbestemmelserne i lov om finansiel virksomhed. Bestemmelserne er enslydende med en række overordnede bestemmelser i årsregnskabsloven. Det er hermed hensigten, at disse overordnede regler og principper for regnskabsaflæggelse skal fortolkes og anvendes på samme måde som de tilsvarende bestemmelser i lov om finansiel virksomhed og i årsregnskabsloven.

2. Gældende ret vedrørende investeringsforeningers struktur

De fleste danske investeringsforeninger har en bestyrelse og et administrationsselskab (investeringsforvaltningsselskab), der forestår den daglige ledelse. Endvidere har foreningerne et depotselskab, der dels skal opbevare foreningens værdipapirer m.v. og dens kontante midler, dels foretage en kontrol af de investeringer, som foreningen foretager. Depotselskabet skal endvidere kontrollere, at andelene bliver udstedt og indløst til priser, der svarer til lovens principper. Depotselskabet skal være et pengeinstitut.

En lang række foreninger har indgået en aftale med deres depotselskaber om, at de skal rådgive foreningen om investeringerne. Investeringsforvaltningsselskabet skal træffe investeringsbeslutningerne, hvorefter de fleste foreninger handler værdipapirer m.v. gennem depotselskabet. Endvidere er det almindeligt, at foreningerne har indgået aftale med depotselskabet om, at det skal markedsføre andele i investeringsforeningen, hvilket vil sige at sælge andelene til depotselskabets kunder. Det er sædvanligt, at vederlaget i disse aftaler, bortset fra aftalen om køb og salg af værdipapirer, beregnes som en procentsats af investeringsforeningens formue. Efter den nuværende praksis, hvor depotselskabet ikke må eje investeringsforvaltningsselskabet, er investeringsforvaltningsselskabets uafhængighed af depotselskabet et værn i forhold til risikoen for, at depotselskabet vil varetage sine egne interesser på bekostning af foreningens. Det skal sammen med foreningens bestyrelse sørge for, at der er balance mellem de ydelser, som foreningen modtager og det beløb, som den betaler herfor.

3. Lovforslagets indhold

3.1 Investorbeskyttelse

Med henblik på selskabernes mulighed for at opnå stordriftsfordele og derved øge deres konkurrenceevne i forhold til udlandet foreslås det at omlægge metoderne for investorbeskyttelsen således, at det nuværende forbud mod, at depotselskaberne helt eller delvis kan eje en forenings investeringsforvaltningsselskab, ophører. Med henblik på at opretholde balancen mellem de ydelser, foreningerne modtager og det honorar, de skal betale, indføres der i stedet i lovforslaget skærpede værnsregler for den interessekonflikt, der som nævnt ovenfor, kan opstå mellem en forening og dens depotselskab. En tilsvarende interessekonflikt kan også forekomme mellem en forening og et andet selskab, som den har indgået væsentlige aftaler med. For eksempel et fondsmæglerselskab, som har indgået aftale med foreningen om investeringsrådgivning, køb og salg af værdipapirer og markedsføring af andele til fondsmæglerselskabets kunder eller til pengeinstitutter med henblik på, at disse skal sælge andele til deres kunder. Derfor foreslås det også, at værnsreglerne bliver gjort så brede, at de kan dække andre selskaber end depotselskabet. Selskaber, som er koncernforbundne med depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, foreslås ligeledes omfattet af værnsreglerne. Hensigten hermed er at forhindre, at en forenings eller investeringsforvaltningsselskabs ledelse indirekte får ansvar for interesser, som kan stride mod foreningens interesser. De skærpede værnsregler skal sikre, at foreningens bestyrelse er uafhængig af depotselskabet, og at direktøren og ledende medarbejdere i investeringsforeningen ikke samtidig er ansat i depotselskabet, eller er medlem af dets bestyrelse. Disse værnsregler skal ses i sammenhæng med krav om oplysning i prospektet om indgåede rådgivnings-, markedsførings- og depotaftaler m.v. Herved får investorerne og markedet mulighed for at sætte sig ind i foreningens forhold forud for en investering i en forening. Denne åbenhed er et væsentligt led i investorbeskyttelsen.

Værnsreglerne kan opdeles i tre former for værnsregler: Regler vedrørende forretningsmæssige forhold, vedrørende koncerninterne forhold og vedrørende gennemsigtighed.

Værnsregler vedrørende forretningsmæssige forhold er allerede gennemført i lov om finansiel virksomhed. Det drejer sig om krav om godkendelse af og tilsyn med investeringsforvaltningsselskaber, krav om at investeringsbeslutninger skal træffes i investeringsforvaltningsselskabet, som skal etablere den fornødne ekspertise hertil, samt at investeringsforvaltningsselskabet ved udøvelsen af sine hverv for investeringsforeninger har pligt til kun at handle i investorernes interesse.

Værnsregler vedrørende koncerninterne forhold er allerede delvis gennemført, men foreslås udvidet.

Om forholdet mellem investeringsforvaltningsselskabet og depotselskabet gælder efter lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed, at flertallet af medlemmerne i et investeringsforvaltningsselskabs bestyrelse ikke må være medlemmer af bestyrelsen for eller ansatte i depotselskabet eller dermed koncernforbundne selskaber.

Denne regel bibeholdes i forhold til depotselskabet, men udvides til også at gælde i forhold til andre selskaber, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med. Hensigten med forslaget er at forhindre, at bestyrelsesmedlemmer får ansvar for at varetage både en forenings interesser og de interesser, som et depotselskab eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, har.

Om forholdet mellem foreningen og depotselskabet gælder en hovedregel og to undtagelser.

Som hovedregel foreslås det, at ingen medlemmer af bestyrelsen for en forening tillige må være bestyrelsesmedlem eller ansat i depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, eller være medlem af bestyrelsen for eller ansat i andre selskaber, der er koncernforbundet med disse selskaber.

Reglen skal sikre, at de personer, der varetager ledelsen af foreningen, alene varetager foreningens interesser. Medlemmer af ledelsen skal ikke samtidig varetage interesser, der kan komme i konflikt med foreningens og dermed investorernes interesser. Herved undgås det, at foreningerne »lammes«, fordi mange bestyrelsesmedlemmer er inhabile i væsentlige spørgsmål som f.eks. aftaler med samarbejdspartnere og bedømmelse af kvaliteten af disses ydelser.

Som første undtagelse til den nævnte hovedregel foreslås, at et enkelt medlem af en forenings bestyrelse tillige kan være medlem af bestyrelsen for foreningens investeringsforvaltningsselskab, hvis dette ikke er ejet af foreningen. Det pågældende medlem må ikke være formand for investeringsforvaltningsselskabets bestyrelse. Hensigten med denne undtagelse er at sikre en balance, hvor der på den ene side tages hensyn til foreningens bestyrelses mulighed for at få tilført ekspertise og få indsigt i investeringsforvaltningsselskabet samt på den anden side sikre et effektivt værn af foreningen.

Som den anden undtagelse foreslås, at s åfremt investeringsforvaltningsselskabet er ejet af foreningen eventuelt sammen med andre foreninger, kan der være fuldt personsammenfald mellem bestyrelserne i investeringsforvaltningsselskabet og foreningen.

Det understreges, at de almindelige selskabsretlige habilitetsregler tillige finder anvendelse, således at det fælles bestyrelsesmedlem ikke kan deltage i behandlingen af spørgsmål, hvor der er interessekonflikter. Det gælder i øvrigt for alle bestyrelsesmedlemmer.

Det foreslås, at den gældende regel i lov om finansiel virksomhed om, at investeringsforvaltningsselskabets direktør ikke må være medlem af depotselskabets bestyrelse eller ansat i depotselskabet eller et andet selskab, der indgår i koncernen, tillige skal gælde for direktører og andre ledende medarbejdere i en forening, som ikke har et investeringsforvaltningsselskab. Forslaget skærper den gældende regel på to punkter. For det første foreslås, at reglen udover direktører også skal gælde for andre ledende medarbejdere såvel i investeringsforvaltningsselskabet som i foreningen.

For det andet foreslås, at reglen udover at gælde for depotselskabet med koncernforbundne selskaber, tillige skal gælde for andre selskaber, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, og dermed koncernforbundne selskaber.

Hensigten med forslaget er at forhindre, at direktører og andre ledende medarbejdere får ansvar for at varetage både en forenings interesser og de interesser, som et depotselskab eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, har.

I det samtidig hermed fremsatte forslag til ændring af lov om finansiel virksomhed foreslås, at indføre en ny regel om, at investeringsforvaltningsselskabet ikke må påtage sig forvaltning af egenbeholdningen tilhørende depotselskabet eller et andet selskab, der ejer andele af investeringsforvaltningsselskabet med henblik på drift af dette, eller tilhørende koncernforbundne selskaber.

Reglen skal indføre en skillelinie i kapitalforvaltningen, således at investeringsforvaltningsselskaber udelukkende forvalter kapital tilhørende selskabets kunder og ikke dets ejere.

Det foreslås, at indføre en hjemmel til at anvende reglerne i bekendtgørelse nr. 1054 af 30. november 2000 om koncerninterne transaktioner på foreninger såvel i forhold til depotselskabet som andre selskaber, som en forening har indgået væsentlige aftaler med, samt investeringsforvaltningsselskabet, hvis det ikke ejes af foreningen. Lov om finansiel virksomhed indeholder allerede en hjemmel til at sætte bekendtgørelse om koncerninterne transaktioner i kraft for investeringsforvaltningsselskaber. Formålet hermed er at understrege, at transaktioner mellem en forening og depotselskabet og andre selskaber, som en forening har indgået væsentlige aftaler med, skal gennemføres til markedspriser.

Vedrørende reglerne om gennemsigtighed er der et krav i bekendtgørelsen om oplysninger i investeringsforeningers og specialforeningers prospekter om, at medlemmerne/indskyderne skal informeres om, hvilke tjenesteydelser der er indgået aftaler om mellem en forening, et investeringsforvaltningsselskab og et depotselskab indbyrdes. Disse informationer skal omfatte prisen for tjenesteydelsen samt opsigelsesvarsel, som skal være passende kort, men derudover skal aftalernes indhold ikke gøres tilgængeligt.

Herudover er der i prospektbekendtgørelsens indført krav om visse nøgletal.

I den regnskabsbekendtgørelse, som skal udstedes i medfør af lovforslaget, bliver der stillet krav om udarbejdelse af yderligere nøgletal, som skal oplyses til investorerne i form af noter til regnskabet.

Gennemsigtighedsreglerne skal sætte investorerne i stand til at sammenligne en forenings omkostninger til finansielle tjenesteydelser med de tilsvarende omkostninger hos andre foreninger, hvorved de får et bedre grundlag for at beslutte, om de vil investere i foreningen.

Det foreslås at indføre en forpligtelse til at oplyse om en forenings besiddelse af værdipapirer udstedt af et selskab, som er koncernforbundet med depotselskabet. Der er behov for de samme oplysninger om værdipapirer udstedt af depotselskabet og af eventuelle andre ejere af investeringsforvaltningsselskabet, hvis det er ejet af andre end depotselskabet. Derfor foreslås værnsreglen udvidet, således at kravet også omfatter foreningens besiddelse af værdipapirer, der er udstedt af depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, eller dermed koncernforbundne selskaber. Reglen gennemføres i en bekendtgørelse, som skal udstedes med hjemmel i forslaget, evt. som et notekrav i regnskabsreglerne. Der vil dog ikke blive stillet krav om oplysning om besiddelse af realkreditobligationer udstedt af et realkreditinstitut, som er i koncern med depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med.

Begrundelsen for oplysningskravet er, at en forening ikke i ubemærkethed skal kunne oparbejde en portefølje af værdipapirer udstedt af depotselskabet eller andre selskaber, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, eller af selskaber, som er koncernforbundne med disse.

3.2 Foreningernes eventuelle salg af investeringsforvaltningsselskaberne

Cirka halvdelen af investeringsforvaltningsselskaberne ejes af foreningerne selv og drives som selskaber, der ikke skal indtjene udbytte til ejerne.

Den foreslåede ændring af metoden for investorbeskyttelse indebærer, at depotselskaberne får mulighed for at købe investeringsforvaltningsselskaberne for de foreninger, de er depotselskab for, således at investeringsforvaltningsselskaberne indgår i koncern med depotselskabet.

Det er vigtigt at understrege, at selvom en forenings depotselskab får lov til tillige at eje foreningens investeringsforvaltningsselskab, vil det være en frivillig sag for foreningerne, om de vil sælge investeringsforvaltningsselskabet til deres depotselskab. Hvis de ønsker at sælge, skal parterne tage stilling til, hvordan prisen skal fastsættes.

Med henblik på at undgå sager, hvor en gruppe medlemmer er utilfredse med en beslutning om salg af investeringsforvaltningsselskabet og den fastsatte pris, foreslås en bestemmelse om, at beslutning om salg af en forenings investeringsforvaltningsselskab kun kan træffes på foreningens generalforsamling.

Efter forslaget skal bestyrelsen, hvis den foreslår medlemmerne at sælge investeringsforvaltningsselskabet, give en redegørelse, der svarer til den redegørelse, som en bestyrelse skal give ved overtagelsestilbud på børsnoterede virksomheder. Denne pligt skal gælde ved ethvert forslag til salg af investeringsforvaltningsselskabet også til andre end depotselskabet.

3.3 Fåmandsforeninger

Det foreslås at indføre en ny type foreninger, fåmandsforeninger, det vil sige foreninger, hvis medlemmer for eksempel er forsikringsselskaber, pensionskasser, Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), der i forvejen er underlagt et finansielt tilsyn, eller private investorer med stor formue. Fåmandsforeninger skal afløse specialforeninger med få medlemmer. Det er frivilligt for fåmandsforeninger at være under tilsyn.

Det foreslås, at fåmandsforeningerne skal have en bestyrelse og et investeringsforvaltningsselskab som daglig ledelse. Yderligere foreslås det, at fåmandsforeningerne skal lade deres instrumenter (værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter, andele i andre foreninger, afdelinger og investeringsinstitutter, afledte finansielle instrumenter og likvide midler m.v.) opbevare i et depotselskab. Finanstilsynet skal ikke godkende foreningernes vedtægter, vedtægtsændringer eller etablering af nye afdelinger. Reglerne om bestyrelsens egnethed og hæderlighed, en forenings og dens ledelses pligt til straks at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for foreningens fortsatte drift, reglerne om emission og indløsning, investeringsbeviser m.v., årsrapport, revision og anvendelse af årets overskud, prospekter, inddragelse af tilladelse, instrumenterne, placeringsregler og reglerne om specialforeningers placeringsmuligheder finder tilsvarende anvendelse for fåmandsforeninger. Endelig foreslås det, at fåmandsforeningerne får adgang til at opløse sig på en enklere måde end investeringsforeninger og specialforeninger, hvis medlemmer sædvanligvis er et stort antal detailinvestorer (forbrugere), hvilket kræver en højere grad af investorbeskyttelse end almindelig porteføljepleje.

Den lempeligere regulering findes forsvarlig, fordi medlemmerne i fåmandsforeningerne vil være institutionelle investorer og formuende investorer. Disse investorer vil investere i fåmandsforeninger som et alternativ til individuel porteføljepleje. Der er således tale om investorer, der er i stand til at varetage deres egne interesser, hvorfor investorbeskyttelsesbehovet er af mindre betydning. Hertil kommer, at investeringsforvaltningsselskaberne, der efter forslaget skal forestå den daglige ledelse i fåmandsforeningerne, fremover vil blive reguleret på linje med andre finansielle virksomheder. Det vil sige, at de skal overholde regler om god skik og regler til imødegåelse af interessekonflikter. Der er således ikke behov for, at staten fastsætter yderligere regler for fåmandsforeninger. Det må forventes, at der er interesse for den nye type forening, fordi den i højere grad end specialforeninger med få medlemmer svarer til skønsmæssig porteføljepleje, men medfører mindre administration for porteføljeejeren.

3.4 Andre kollektive investeringsordninger

Lovforslagets kapitel 17 indeholder en opsamlingsbestemmelse, der indfører en vis regulering af »andre kollektive investeringsordninger«, som ikke er omfattet af investeringsforeningernes og specialforeningernes eneret og heller ikke af selskabslovgivningen eller lov om innovationsforeninger. Bestemmelsen er ikke direktivbestemt, men fremsættes med henblik på, at Danmark skal opfylde internationale standarder for investorbeskyttelse.

Kendetegnet ved disse andre kollektive investeringsordninger er, at de overvejende placerer deres midler i værdipapirer m.v. Der kan for eksempel være tale om puljer, hvor midlerne ikke bliver investeret efter et princip om risikospredning, eller som gearer investeringerne ved at optage lån. Hvis en kollektiv investeringsordning placerer sine midler på en sådan måde, at den ligner en investeringsforening eller specialforening, foreslås det, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at investeringsordningen skal omdannes til en investeringsforening eller specialforening. Hermed sikres det, at investorerne opnår den investorbeskyttelse, som medlemmerne i en forening har.

Det foreslås, at de kollektive investeringsordninger skal administreres af pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvaltningsselskaber. Herved bliver investeringsordningerne underkastet en vis regulering, men ikke et direkte tilsyn, idet de indgår i det tilsyn, som Finanstilsynet fører med de virksomheder, der administrerer dem. Finanstilsynet skal ikke give tilladelse til eller godkende andre kollektive investeringsordninger, men de skal opfylde en række krav for at beskytte investorerne. Ansvaret for kvaliteten af andre kollektive investeringsordninger påhviler således det investeringsforvaltningsselskab, fondsmæglerselskab eller pengeinstitut, der udbyder dem. Allerede i dag udbyder pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber f.eks. valuta- og optionspuljer. Forslaget er således til dels en videreførelse af den nuværende lovgivning. Imidlertid bliver området for sådanne puljer og andre investeringsordninger snævrere end i dag, fordi investeringsforeningernes område på grund af direktivet bliver udvidet med nye instrumenter.

Andre kollektive investeringsordninger vil også kunne omfatte andre former for kollektive investeringsordninger end de i dag kendte, hvorfor bestemmelsen er fremtidssikret.

Der foreslås en overgangsbestemmelse, således at eksisterende uregulerede foreninger m.v. får mulighed for at fortsætte som hidtil mod at anmelde sig til Finanstilsynet.

3.5 Prisfastsættelse på andele og resultatbaseret aflønning

Forslaget indeholder bestemmelser, som skal være med til at effektivisere foreningernes porteføljeforvaltning og ændringer, der skal styrke deres konkurrenceevne i forhold til udenlandske investeringsinstitutter. Det drejer sig om, at Finanstilsynet skal fastsætte bestemmelser om emissions- og indløsningsprisen, der i dag kun kan beregnes på én måde, dobbelt prisfastsættelse, således at foreningerne også får mulighed for at anvende enkeltprisfastsættelse og eventuelt andre beregningsmetoder. Den nuværende bestemmelse om, at ansatte i en investeringsforening kun må aflønnes med faste beløb og en tilsvarende bestemmelse for investeringsforvaltningsselskaber ophæves. Herved bliver det muligt for foreningerne at aflønne deres personale eller betale honorar til investeringsforvaltningsselskabet i forhold til de resultater, som foreningerne opnår med henblik på at øge incitamentet til at opnå gode resultater til gavn for investorerne.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vil medføre behov for yderligere 3 AC–årsværk i Finanstilsynet til tilsynet med investeringsforeninger, specialforeninger og fåmandsforeninger. De samlede udgifter hertil skønnes årligt at blive 2,0 mio. kr., hvoraf lønsum udgør 1,2 mio. kr., og driftsudgifter udgør 0,8 mio. kr. Disse udgifter dækkes af de virksomheder, der er under tilsyn.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i Erhvervsregulering, som har vurderet, at forslaget ikke indeholder væsentlige administrative konsekvenser for erhvervslivet, der berettiger, at det bliver forelagt for et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), det såkaldte UCITS-direktiv. Direktivets bestemmelser vedrørende investeringsforvaltningsselskaber er dog gennemført i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed.

UCITS-direktivet er senest ændret ved Rådets direktiv nr. 2001/107/EF af 21. januar 2002, som indeholder en regulering af administrationsselskaber og forenklede prospekter (også betegnet som tjenesteyderdirektivet) samt Rådets direktiv nr. 2001/108/EF af 21. januar 2002 om ændring af Rådets direktiv nr. 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), som indeholder en regulering af investeringsinstitutters investeringer (også betegnet som produktdirektivet).

Lovforslaget gennemfører bestemmelser, der blev indført i UCITS-direktivet med produktdirektivet og tjenesteyderdirektivet. Endvidere vil bestemmelserne i tjenesteyderdirektivet om, at foreningerne skal udstede et forenklet prospekt og om god forretningsskik, blive gennemført i bekendtgørelsesform, udstedt i medfør af lovforslaget.

UCITS-direktivet fastsætter bestemmelser, som de i UCITS-direktivet nævnte institutter for kollektiv investering i værdipapirer, som i Danmark er investeringsforeninger, skal opfylde for at blive godkendt i overensstemmelse med direktivets regler med den virkning, at de får ret til at markedsføre deres andele i de øvrige medlemslande på grundlag af deres hjemlands tilladelse og under deres hjemlands tilsyn.

De bestemmelser i forslaget, som vedrører gennemførelsen af produktdirektivet er, at investeringsmulighederne for harmoniserede institutter for kollektiv investering udvides. Disse har hidtil hovedsageligt haft lov til at investere i børsnoterede aktier og obligationer. Med forslaget skal de tillige kunne investere i pengemarkedsinstrumenter, bankindskud, andele i andre institutter for kollektiv investering og standardiserede futures og optioner, der handles på regulerede markeder og OTC-instrumenter. Disse investeringer underkastes en række betingelser specielt i form af spredningsregler.

Der åbnes også for investeringer i ikke harmoniserede institutter, hvis disse opfylder en række betingelser. De skal være undergivet et tilsyn, der anses for ligeværdigt med et EU-tilsyn, der skal være samarbejde mellem de respektive tilsynsmyndigheder, investorbeskyttelsen skal svare til direktivets regler specielt for så vidt angår regler om lån og udlån, der skal afleveres halvårsrapporter, og instituttet må højst investere 10 pct. af sin formue i sådanne andre investeringsinstitutter.

Det foreslås, at investeringsinstitutterne må placere midler som indskud i kreditinstitutter, der har hjemsted i et medlemsland eller i et ikke-medlemsland, hvis et sådant kreditinstitut er underkastet et tilsyn, der er ligeværdigt med EU-tilsyn.

Det foreslås, at investeringsinstitutter med betryggende risikokontrol kan foretage transaktioner med finansielle derivater som et led i investeringsstrategien og ikke som hidtil alene som led i porteføljestyringen. Disse skal enten være noteret på et reguleret marked eller, hvis de handles på et OTC- marked, skal modparten være underkastet tilsyn, tilhøre kategorier, som er godkendt af instituttets kompetente myndigheder, og instrumenterne skal kunne værdiansættes med regelmæssige mellemrum.

Det foreslås, at institutter må placere midler i pengemarkedsinstrumenter, der skal være udstedt af »kvalificerede udstedere«, hvilket vil sige offentlige eller quasi-offentlige institutioner, tilsynsbelagte eller godkendte virksomheder.

Ændringerne indeholder definitioner af de finansielle aktiver, som institutter for kollektiv investering kan investere i samt en ændret definition af markeder.

Som konsekvens af de udvidede investeringsmuligheder foreslås der tillige nye placeringsgrænser for disse.

Det foreslås, at et investeringsinstitut som hovedregel højst må placere 20 pct. af sine aktiver som indskud i et enkelt kreditinstitut.

Der foreslås en global grænse på 20 pct. for investeringer hos en emittent. Investeringer i de nye instrumenter må altså ikke kombineres på en sådan måde, at risikoen koncentreres på en emittent.

Det foreslås, at modpartsrisikoen overfor en enkelt modpart ved investering i finansielle derivater, der handles på et OTC-marked, ikke må overstige 10 pct. af investeringsinstituttets formue. Ved beregning af modpartsrisikoen anses koncernforbundne selskaber som en modpart.

Det foreslås, at investeringsinstitutter får mulighed for at anvende en styringsteknik, der går ud på at gengive sammensætningen af bestemte aktie- eller obligationsindekser. Målet er ikke en 100 pct. kopiering. For institutter med denne investeringsfilosofi foreslås mere fleksible risikospredningskrav for investering i aktier og obligationer således, at disse kan indgå med den vægt, de har i de kvalificerede indekser. Maksimumsgrænsen for investering i værdipapirer udstedt af en enkelt emittent er normalt 20 pct. af investeringsinstituttets formue, men kan undtagelsesvist hæves til 35 pct.

Det foreslås, at investeringsinstitutter kan investere hele deres formue i andele i andre investeringsinstitutter, dog højst 20 pct. af formuen i andele i et enkelt institut. Herved giver ændringen mulighed for dannelsen af investeringsforeninger, der investerer deres formue helt eller delvist i andele i andre åbne investeringsinstitutter under iagttagelse af regler om risikospredning og gennemsigtighed. Det tillades at investere op til 30 pct. af et investeringsinstituts formue i ikke-harmoniserede institutter. Muligheden for at investere hele formuen i andele i andre åbne investeringsinstitutter har hidtil været forbeholdt investeringsinstitutforeninger, der er specialforeninger.

Institutter, der investerer en væsentlig del af deres kapital i andele i andre investeringsinstitutter, indskud i kreditinstitutter og finansielle derivater skal tydeligt oplyse dette i prospekter og salgsmateriale.

Der foreslås en undtagelse fra placeringsgrænserne, således at flere investeringsinstitutter i fællesskab kan eje datterselskaber, som udelukkende udfører administrationsvirksomhed m.v. for investeringsinstitutterne.

De ændringer i forslaget i forhold til den hidtidige lovgivning, som skyldes gennemførelsen af tjenesteyderdirektivet, er, at der indføres regler om delegation. Medlemslande, der tillader en sådan delegation, skal sikre, at en forening, de har godkendt, og som ikke har valgt et investeringsforvaltningsselskab, ikke delegerer alle sine administrationsopgaver til en eller flere tredjeparter, og at delegationen ikke hindrer et effektivt tilsyn med foreningen.

Høring

Lovforslaget har forud for fremsættelsen været i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejdsskadestyrelsen, Beskæftigelsesministeriet, Børsmæglerforeningen, Centralforeningen for Danske Assurandører, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskreditfond, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Autoriseret Markedsplads A/S, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk IT-Sikkerhedsforum, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Datatilsynet, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den Danske Fondsmæglerforening, Det Økonomiske Råd, Erhvervenes Skattesekretariat, Erhvervsdirektoratet (Grønland), Finansforbundet, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, Finansministeriet, Finansrådet (Danske Pengeinstitutters Forening), Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finansstyrelsen, Fondsmæglerforeningen, Fondsrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af Firma-pensionskasser, Foreningen af Interne Revisorer, Foreningen af J.A.K. Andelskasser, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer, Forsikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen i Danmark, Forsikringsmæglernes Brancheforening, FTF, Garantifonden for indskydere og investorer, Handelskammeret, Håndværksrådet, InvesteringsForeningsRådet, Justitsministeriet, KommuneKredit, Kommunernes Landsforening, Københavns Fondsbørs A/S, Landsorganisationen i Danmark, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling, Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S, Realkreditrådet, Regionale Bankers Forening, Revisionschefkredsen, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsrevisionen, Sammenslutningen Danske Andelskasser, Skatteministeriet, Socialministeriet, Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Værdipapircentralen A/S.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

	Positive konsekvenser/mindre udgifter (hvis ja, angiv omfang)	Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Ingen forventelige	3 årsværk
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Ingen forventelige	Forslaget medfører nye opgaver i Finanstilsynet
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet	Foreningerne får udvidet deres muligheder for nye produkter
Administrative konsekvenser for erhvervslivet	Vurderes sammenlagt at medføre positive konsekvenser	Ingen
Miljømæssige konsekvenser	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne	Ingen	Ingen
Forholdet til EU-retten	Lovforslaget indeholder bestemmelser, der helt eller delvis gennemfører to direktiver vedrørende investeringsforeninger. Endvidere indeholder forslaget tidligere gennemførte direktivbestemmelser. Der henvises til afsnittet »Forholdet til EU-retten«.

Afsnit I

Til kapitel 1

Til § 1

Bestemmelsen er ny og medfører, at alle former for kollektive investeringsordninger, der investerer deres midler i værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter, andele i investeringsforeninger, specialforeninger, investeringsinstitutter og andre kollektive investeringsordninger, afledte finansielle instrumenter og likvide midler samt råvareinstrumenter, når de modtager midler fra en videre kreds eller offentligheden, bliver omfattet af forslaget, medmindre de er særligt undtaget i § 2. Det gælder, uanset om de annoncerer efter investorer eller ej. Udgangspunktet er, at investeringsordninger, der ikke modtager midler fra en videre kreds eller offentligheden ikke er omfattet af offentlig regulering. Derfor får specialforeningerne fremover ikke mulighed for alene at rette henvendelse til og modtage midler fra et eller få medlemmer. I stedet bliver der adgang til at etablere fåmandsforeninger, jf. bemærkningerne til stk. 2 nedenfor. Der er ikke krav om, at placering af den kollektive investeringsordnings midler skal foretages efter et princip om risikospredning, medmindre der er tale om investeringsforeninger og specialforeninger, jf. §§ 4 og 5. Kollektive investeringsordninger, der investerer i andre aktiver, for eksempel fast ejendom og skibe, er således ikke omfattet af forslaget. Imidlertid fremgår det af forslagets § 115, at andre kollektive investeringsordninger, der »overvejende« investerer deres midler i de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, er omfattet af § 115. Baggrunden herfor er, at udbydere af en kollektiv investeringsordning, der investerer i værdipapirer, ikke skal kunne undgå tilsyn blot ved at investere en mindre del af midlerne i andre aktiver end værdipapirer m.v. Hidtil er kun investeringsforeninger og specialforeninger blevet reguleret. Forslaget skal ses på baggrund af International Organisation of Securities Commissions (IOSCO)'s standarder for kollektive investeringsordninger. IOSCO's standarder kræver, at kollektive investeringsordninger bliver reguleret af hensyn til investorerne, således at investorer kan overlade deres midler til en kollektiv investeringsordning i tillid til, at de, der administrerer ordningen, opfylder den finansielle lovgivnings krav til ledelsen om erfaring og hæderlighed, indretning af virksomheden, kapitalkrav, regnskabsaflæggelse og god skik m.v. De investorer, der indgår i en kollektiv investeringsordning, har ikke den samme indflydelse på den porteføljepleje, som bliver udført for dem, som den individuelle investor, der får udført skønsmæssig porteføljepleje hos en værdipapirhandler.

Lovforslaget omfatter forskellige kollektive investeringsordninger, det vil sige ordninger, hvor flere investorers midler administreres sammen, nemlig investeringsforeninger, jf. § 4, specialforeninger, jf. § 5, og andre kollektive investeringsordninger i værdipapirer, jf. § 115, der er en opsamlingsbestemmelse. Ordene »kollektive investeringsordninger« er valgt, fordi de svarer til den engelske terminologi »Collective Investment Schemes« (CIS), der er den internationalt anerkendte betegnelse. Reguleringen af foreningerne er den mest omfattende, medens de andre kollektive investeringsordninger hovedsagligt reguleres ved, at de virksomheder, der administrerer dem, er lovregulerede og under tilsyn. Hertil kommer de i § 115 nævnte krav om, at investeringsordningen skal beskrives i et regelsæt. Det pengeinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, der administrerer ordningen, har ansvaret for, at kravene i forslagets § 115, der indeholder en minimumsregulering, bliver overholdt, og at investorerne bliver behandlet korrekt. Såfremt værdipapirhandleren eller investeringsforvaltningsselskabet ikke behandler investorerne korrekt, vil det i grove tilfælde kunne få konsekvenser for deres tilladelse, der vil kunne inddrages helt eller delvis. Det følger allerede af lov om finansiel virksomhed.

De kollektive investeringsordninger, der bliver reguleret, er dem, der modtager midler fra en videre kreds eller offentligheden. Det fremgår af §§ 4, 5 og 115. Ved »offentligheden« forstås, at enhver, der vil betale for at erhverve en andel i en kollektiv investeringsordning, kan deltage i eller blive medlem af ordningen, for eksempel en investeringsforening. »En videre kreds« har en del af »offentlighedens« karakteristika, idet alle, der tilhører den »videre kreds«, kan deltage i eller blive medlem af ordningen. Et eksempel på en videre kreds er pensionsopsparere, idet kun pensionsopsparere kan blive medlemmer af en investeringsforening, der beskattes efter pensionsafkastbeskatningsloven (PAL).

Kollektive investeringsordninger, der modtager midler fra en afgrænset kreds af investorer, er ikke omfattet af lovforslaget. Således vil en investeringsklub, hvis medlemmer for eksempel består af arbejdskollegaer eller venner, ikke være omfattet af bestemmelsen.

Det fremgår af stk. 1, nr. 3 , at loven også omfatter kollektive investeringsordninger, der har hjemsted i et andet land. Der henvises til bemærkningerne til §§ 11 og 16. Det nye er, at udenlandske investeringsinstitutter, der investerer i afledte finansielle instrumenter, også skal godkendes af Finanstilsynet, hvis de ikke er omfattet af UCITS-direktivet eller har hjemsted i et tredjeland eller anmeldes til Finanstilsynet, hvis de er omfattet af UCITS-direktivet. Finanstilsynet har hidtil vurderet udenlandske investeringsordninger, der investerer midlerne i instrumenter, som investeringsforeninger og specialforeninger kan investere deres midler i, og det omfatter ikke afledte finansielle instrumenter.

I stk. 2 foreslås en frivillig ordning, hvorefter foreninger, der ikke modtager midler fra en videre kreds eller offentligheden, fåmandsforeninger, også er omfattet af forslaget, hvis de ønsker det. Derfor »kan« bestemmelserne i kapitel 16 finde anvendelse, men bestemmelsen medfører ikke, at investeringsordninger, der kun har ét eller få medlemmer, bliver omfattet af bestemmelsen. Bestemmelserne herom står i kapitel 16 . Såfremt en forening, som ikke modtager midler fra en videre kreds eller offentligheden, vælger ikke at søge om godkendelse, kan den pågældende forening indrette sin virksomhed efter eget ønske. Et investeringsforvaltningsselskab, der ønsker at administrere en fåmandsforening, som ikke er godkendt af Finanstilsynet, skal have tilladelse efter § 9, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed til at udføre individuel porteføljepleje.

Til § 2

Bestemmelsen, der er ny, angiver de kollektive investeringsordninger, der ikke bliver reguleret af lovforslaget. Det drejer sig i nr. 1 og 2 om aktieselskaber og anpartsselskaber, der placerer deres midler i instrumenter som nævnt i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed og likvide midler. Hvis de investerer som angivet i kapitel 13 – 15 vil det ikke være en overtrædelse af investeringsforeningers og specialforeningers eneret, fordi de ikke ligner foreningerne, der skal indløse deres medlemmers andele på forlangende med midler, der hidrører fra formuen. Det vil et selskab ikke kunne gøre. Aktionærerne og anpartshaverne er beskyttet af den selskabsretlige lovgivning. Er der tale om selskaber, der tilbyder deres aktier til offentligheden, skal de offentliggøre et prospekt i henhold til kapitel 12 i lov om værdipapirhandel m.v. om prospekter ved første offentlige udbud af visse værdipapirer. På samme måde er investorerne i innovationsforeninger, der er undtaget efter nr. 3, beskyttet af bestemmelserne i lov om innovationsforeninger. Hertil kommer, at andelene i innovationsforeningerne er så store, at det ikke er detailinvestorer, der investerer i dem. De i nr. 1 og 2 nævnte selskaber vil ikke kunne modtage midler, der anbringes i en af selskabet etableret investeringsordning som nævnt i § 115.

Med de i nr. 4 nævnte kollektive investeringsordninger er der tænkt på de såkaldte »equityfonde«, hvis formål er at investere i aktier og anparter med henblik på helt eller delvis at erhverve virksomheder, der drives i aktie- eller anpartsselskabsform. Disse equityfonde er ofte organiseret som kommanditselskaber, hvor komplementaren administrerer fonden. Med erhvervelsen ønsker kommanditselskabet, med henblik på at opnå bestemmende indflydelse alene eller sammen med andre, at drive virksomheden i en periode for at effektivisere den, tilføre virksomheden ledelseserfaring og yde virksomheden lån eventuelt med henblik på senere at sælge den med fortjeneste eller lade den børsnotere. I nogle tilfælde er der omvendt tale om, at et selskab bliver afnoteret fra fondsbørsen. Det er i modsætning til, hvad der gælder for foreningerne, der investerer passivt i aktier og ikke må udøve betydelig indflydelse, jf. § 103.

Selvom hovedformålet med forslaget er at beskytte investorerne, er det fundet hensigtsmæssigt, at undtagelsen også finder anvendelse på kollektive investeringsordninger, hvis deltagere alene er ansatte i en enkelt virksomhed eller koncern, jf. nr. 5. Baggrunden for disse undtagelsesbestemmelser er, at det ikke er hensigten, at det offentlige skal regulere for eksempel arbejdskollegaers fælles investeringer eller en virksomhedsopsparingsordning. Er der derimod tale om, at andre tilbyder de ansatte på en virksomhed en investeringsordning, vil den være omfattet af de foreslåede regler.

Hjemlen i stk. 2 tænkes anvendt, hvis den i stk. 1, nr. 5, nævnte ordning bliver så omfattende, at den af in­ve­stor­be­skyt­tel­ses­hen­syn bør være under tilsyn.

Pengeinstitutternes pensionspuljer er ikke nævnt i undtagelsen, fordi der er tale om indlån, der forrentes i overensstemmelse med forrentningen af de værdipapirer, som pengeinstituttet investerer i. På samme måde er forsikringer der har tilknyttet investeringsfonde ikke nævnt som en undtagelse fra § 1, fordi de er reguleret efter lov om forsikringsvirksomhed, da der er tale om et forsikringsprodukt.

Til kapitel 2

Til § 3

Bestemmelsen er ny, idet den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger ikke indeholder en definitionsbestemmelse. Bestemmelsen består dels af definitioner fra UCITS-direktivet dels af definitioner fra lov om finansiel virksomhed og endelig af andre definitioner.

I nr. 1 er instrumenter defineret som:

a)   Værdipapirer, jf. bestemmelsens nr. 2.

b)   Pengemarkedsinstrumenter, jf. bestemmelsens nr. 3.

c)   Andele udstedt af andre foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter som nævnt i lovens § 90.

d)   Afledte finansielle instrumenter. Et afledt finansielt instrument er et instrument, hvis karakteristik og værdi afhænger af karakteristikken og værdien på det underliggende aktiv. Som eksempel kan nævnes futures og optioner.

e)   Likvide midler, herunder valuta.

Definitionen fastsætter således en samlet betegnelse for de aktiver, som en investeringsforening må placere sine midler i.

I nr. 2 defineres værdipapirer i overensstemmelse med UCITS-direktivets artikel 1, stk. 8, som aktier og andre værdipapirer, som kan sidestilles med aktier og obligationer og andre former for standardiseret gæld samt alle andre omsættelige værdipapirer, der giver ret til at erhverve sådanne værdipapirer ved tegning eller ombytning. UCITS-direktivet undtager i artikel 1, stk. 8 sidste led, teknikker og hjælpemidler som nævnt i direktivets artikel 21, fra definitionen af værdipapirer. Det betyder, at sådan »teknik« og sådanne »hjælpemidler«, det vil sige afledte finansielle instrumenter, som angår transaktioner i værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, ikke er omfattet af definitionen af værdipapirer.

Nr. 3 definerer et pengemarkedsinstrument som et renterelateret værdipapir med en løbetid på maksimalt 12 måneder, som normalt omsættes på pengemarkedet, og som er likvidt og har en værdi, som på ethvert tidspunkt kan fastsættes nøjagtigt. Definitionen svarer med enkelte præciseringer til UCITS-direktivets definition.

Nr. 4 definerer et investeringsforvaltningsselskab som et selskab med hjemsted her i landet, hvis almindelige virksomhed er administration af investeringsforeninger, specialforeninger og fåmandsforeninger omfattet af denne lov, jf. § 10 i lov om finansiel virksomhed. I den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger er selskaber, der administrerer investeringsforeninger og specialforeninger betegnet »administrationsselskaber«. Investeringsforvaltningsselskaber er reguleret i lov om finansiel virksomhed, og deres kompetencer er udvidet i forhold til de kompetencer, et administrationsselskab har efter den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Administrationsselskaber, der på tidspunktet for ikrafttræden af lov om finansiel virksomhed, er godkendt som administrationsselskab for en eller flere investeringsforeninger og specialforeninger, skal senest 6 måneder efter, at lov om finansiel virksomhed er trådt i kraft, have indgivet en ansøgning om tilladelse til at administrere investeringsforeninger og specialforeninger til Finanstilsynet, jf. lov om finansiel virksomhed § 404. På grund af disse ændringer er det fundet hensigtsmæssigt at medtage en definition her.

I nr. 5 defineres et depotselskab som et pengeinstitut med hjemsted her i landet eller en herværende filial af et tilsvarende udenlandsk kreditinstitut med hjemsted i et andet land, der er medlem af Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, som har fået overdraget samtlige de opgaver, der er anført i § 4, stk. 8, § 5, stk. 8, og § 111, stk. 5, samt i lov om finansiel virksomhed §§ 106 og 107.

Nr. 6, 7 og 8 definerer en moder- og dattervirksomhed og en koncern. Definitionen svarer til den i lov om finansiel virksomhed, årsregnskabsloven og aktieselskabsloven.

I nr. 9 defineres et udenlandsk investeringsinstitut som enhver udenlandsk investeringsordning, hvis virksomhed svarer til lovens § 1, stk. 1. Der kan for eksempel være tale om fonde, trusts, unit trusts og SICAV's.

Nr. 10 definerer et EU-investeringsinstituts hjemland i overensstemmelse med UCITS-direktivets artikel 1a, nr. 5. Definitionen er opdelt på institutter, der er oprettet som investeringsfonde og institutter, der er oprettet som investeringsselskaber. Denne sondring stammer fra UCITS direktivets Artikel 1, stk. 3, hvorefter institutter, som er oprettet ifølge aftale og administreres af administrationsselskaber, er investeringsfonde eller »trusts« (»unit trusts«). Institutter, som er oprettet i henhold til vedtægter, er investeringsselskaber. En investeringsfonds hjemland er defineret som det medlemsland, hvor administrationsselskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted. Et investeringsselskabs hjemland er defineret som det medlemsland, hvor investeringsselskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted.

Nr. 11 definerer et administrationsselskab i overensstemmelse med definitionen i lov om finansiel virksomhed, § 5, stk. 1, nr. 5, og UCITS-direktivets artikel 1a, nr. 2. Begrebet omfatter udenlandske virksomheder, som har fået tilladelse til at administrere UCITS. Virksomheder, der her i landet har fået tilladelse hertil, benævnes investeringsforvaltningsselskaber, jf. definitionen i nr. 4.

Nr. 12 definerer kreditinstitutter i overensstemmelse med lov om finansiel virksomhed, § 5, stk. 1, nr. 2, og kreditinstitutdirektivets artikel 1, stk. 1. Begrebet vil i Danmark omfatte pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som disse er defineret i den gældende bank- og sparekasselov og realkreditlov. Kreditinstitutter foreslås medtaget i lovforslaget som et samlebegreb for udenlandske virksomheder, der udøver virksomhed omfattet af Bilag 2 til lov om finansiel virksomhed.

Nr. 13 definerer et reguleret marked som et marked, som er omfattet af artikel 1, nr. 13, i Rådets direktiv 93/22/EØF (investeringsservicedirektivet). Definitionen svarer til definitionen i UCITS-direktivets artikel 19, stk. 1, litra a.

Ifølge investeringsservicedirektivet er et reguleret marked et marked, som fungerer regelmæssigt på grundlag af retningslinier fastsat af en kompetent myndighed eller regler godkendt af en kompetent myndighed om:

–   Vilkårene for markedets funktion,

–   vilkårene for adgangen til markedet, det vil sige hvem, der kan deltage på markedet ved at fremsætte bud og udbud,

–   vilkårene for, at et værdipapir faktisk kan omsættes på markedet, når betingelsesdirektivets regler (direktiv 79/279/EØF) finder anvendelse, eller

–   vilkårene, som et finansielt instrument skal opfylde, for at det faktisk kan omsættes på markedet, og

–   indberetning af handler foretaget af deltagerne på markedet på egne eller kunders vegne, og om offentliggørelse af de indberettede kurser og omsætninger.

Markedet kan efter direktivet fungere ved hjælp af edb-systemer (handels- og/eller handelsunderstøttende systemer), telefoner eller ved opråbsnotering. I Danmark vil definitionen således omfatte fondsbørser og autoriserede markedspladser.

Nr. 14 definerer et andet reguleret marked som et marked, som er regelmæssigt arbejdende, anerkendt og offentligt, men som ikke falder inden for definitionen i Rådets direktiv 93/22/EØF (investeringsservicedirektivet), jf. nr. 13. Definitionen svarer til UCITS-direktivets artikel 19, stk. 1, litra b.

I nr. 15 er OTC defineret som et marked for omsætning af værdipapirer uden om den officielle børsnotering og for valuta. Der er således hverken tale om et reguleret marked, jf. nr. 13 eller et andet reguleret marked, jf. nr. 14. OTC er en forkortelse for Over The Counter.

I nr. 16 defineres snævre forbindelser i overensstemmelse med definitionen i lov om finansiel virksomhed, § 5, stk. 1, nr. 17.

Snævre forbindelser foreligger således mellem en finansiel virksomhed og

1)   enhver virksomhed, der som modervirksomhed eller dattervirksomhed er forbundet til den finansielle virksomhed,

2)   en person, der har en tilsvarende forbindelse til den finansielle virksomhed eller til en virksomhed, som den finansielle virksomhed har snævre forbindelser med,

3)   enhver virksomhed og enhver person, der indirekte har en tilsvarende forbindelse til den finansielle virksomhed eller til en virksomhed, som den finansielle virksomhed har snævre forbindelser med (fælles forbindelse),

4)   en flerhed af virksomheder eller personer, der er således indbyrdes forbundne, at de tilsammen har en tilsvarende forbindelse til den finansielle virksomhed eller til et selskab, som den finansielle virksomhed har snævre forbindelser med, eller

5)   enhver virksomhed, hvori den finansielle virksomhed eller en af de under 1 til 4 beskrevne virksomheder eller personer direkte eller indirekte besidder 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen.

Fælles forbindelse, jf. nr. 16, litra c, forudsætter, at der foreligger et vist formaliseret samarbejde, herunder eventuelt en samordnet praksis, mellem en flerhed af virksomheder eller personer.

Eksempelvis vil en flerhed af aktionærer som stiftere af et selskab eller gennem en aktionæroverenskomst som udgangspunkt have fælles forbindelse, jf. nr. 16, litra c.

Omfanget af den fælles forbindelse skal modsvare den forbindelse, der består mellem en virksomhed og dens modervirksomhed, dattervirksomhed eller søstervirksomhed, jf. nr. 8. Snævre forbindelser forudsætter, at forbindelsen har en vis varig karakter.

Erhvervelse af en betydelig andel af kapitalen i en finansiel virksomhed bevirker ikke i sig selv, at der opstår snævre forbindelser i forslagets forstand, hvis den pågældende erhvervelse kun er en midlertidig investering, der ikke gør det muligt at øve indflydelse på den finansielle virksomheds struktur eller finansielle politik.

Nr. 17 definerer Zone A lande. Definitionen svarer til den i lov om finansiel virksomhed, jf. definitionen i kreditinstitutdirektivers artikel 1, nr. 14. En oversigt over Zone A-lande fremgår af Finanstilsynets bekendtgørelser om kapitaldækning i finansielle virksomheder, jf. eksempelvis bekendtgørelse nr. 202 af 6. december 2002 om kapitaldækning for pengeinstitutter og forsikringsholdingvirksomheder. Et land, der som følge af manglende betalingsevne omlægger sin udenlandske statsgæld, udelukkes fra zone A i en periode på fem år.

Afsnit II

Til kapitel 3

Til § 4

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 1, § 3, stk. 3, § 5, § 6, stk. 3, nr. 2, § 62, stk. 4, og § 73 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Endvidere gennemfører bestemmelsen UCITS-direktivets artikel 1, stk. 1 og 2, artikel 4, stk. 1 og 2, artikel 7, stk. 1, og dele af artiklerne 8, 13, 13 a og 13 b samt artikel 25, stk. 3, litra e. Endelig er bestemmelsen i videst muligt omfang opbygget, således at den svarer til de tilsvarende bestemmelser i §§ 7 – 11 i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 1 fastslår, at virksomheder, der udøver virksomhed, som 1) består i fra en videre kreds eller offentligheden at modtage midler, som under iagttagelse af et princip om risikospredning anbringes i instrumenter som nævnt i kapitel 13, og som 2) på forlangende af en deltager indløser deltagernes andel af formuen med midler, der hidrører fra denne, skal godkendes af Finanstilsynet som investeringsforening. Endvidere fastslås det, at investeringsforeninger kun må udøve den nævnte virksomhed, jf. dog neden for vedrørende stk. 2 og 3. Når de er blevet godkendt, kan de påbegynde deres virksomhed, det vil sige, at de kan placere deres midler og rette henvendelse til en videre kreds eller offentligheden.

Investeringsforeninger er den danske form for de EU harmoniserede Undertakings for Collective Investments in Securities (UCITS), der er reguleret i UCITS-direktivet. Med hensyn til forståelsen af begreberne »en videre kreds« og »offentligheden« henvises til bemærkningerne til §§ 1 og 2. De midler, som investeringsforeningerne modtager, skal anvendes til erhvervelse af instrumenter, jf. kapitel 13, det vil sige værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter, andele i andre foreninger eller afdelinger heraf eller investeringsinstitutter, afledte finansielle instrumenter eller likvide midler, der indsættes i et eller flere kreditinstitutter, jf. dog stk. 8. Det følger af kapitel 14, at foreningerne skal iagttage de i dette kapitel nævnte placerings- og risikospredningsregler. Endvidere kan de følge et indeks. Hensigten med foreningerne er, at de skal investere efter et risikofordelingsprincip, hvilket er et fundamentalt princip for UCITS. Dette princip afspejler formålet med investeringsforeningernes virksomhed, der ifølge forslaget til den oprindelige lov om investeringsforeninger er »at give navnlig mindre sparere mulighed for at anbringe deres opsparede midler på en måde, der på den ene side bevarer en vis grad af værdifasthed derved, at midlerne placeres i aktiver, hvis værdi må antages nogenlunde at variere med prisniveauet, og på den anden side tilsikrer en begrænsning af risikoen for tab gennem spredning af placeringerne af aktiverne i en række forskellige værdipapirer. For den enkelte sparer, der kun har et begrænset beløb til rådighed, kan det være vanskeligt samtidig at tilgodese begge disse formål, men gennem et samarbejde mellem et større antal sparere lettes mulighederne i så henseende, ligesom man i fællesskab er i stand til at betale for investeringsekspertise og administration.«. Siden er også andre end småsparere blevet interesserede i at placere deres midler i investeringsforeninger og i øvrigt også i specialforeninger. Det gælder i høj grad institutionelle investorer.

Endvidere skal en investeringsforening på en deltagers forlangende indløse dennes andel af formuen med midler, der hidrører fra formuen. I praksis er det sædvanligvis således, at et medlem af en investeringsforening, der vil afhænde sine andele, vil gøre det gennem foreningens depotselskab eller et andet pengeinstitut eller fondsmæglerselskab, der i givet fald kan indløse sine andele hos foreningen. Denne type virksomhed skal organiseres i foreningsform.

Stk. 2 fastslår, at en investeringsforening alene eller sammen med andre foreninger kan eje et selskab, der udelukkende og kun på den eller de pågældende foreningers vegne udøver administrationsvirksomhed. Det skyldes bestemmelser i UCITS-direktivet, at et investeringsforvaltningsselskab, der ejes af en investeringsforening, udelukkende må administrere foreningen og andre foreninger, der er medejere. Et foreningsejet investeringsforvaltningsselskab kan derfor ikke udføre individuel porteføljepleje.

Hvis en forening kun ejer en mindre andel af et investeringsforvaltningsselskab, opstår der ikke »automatisk« en betydelig indflydelse på investeringsforvaltningsselskabet. En række foreninger, der ikke har samme bestyrelse, kan tilsammen eje investeringsforvaltningsselskabet, uden det af den grund bliver foreningsejet efter denne bestemmelse, hvis de hver især ikke ejer mere end 10 pct. af aktierne i investeringsforvaltningsselskabet. Det svarer til den andel, som de må eje i et porteføljeselskab efter forslagets § 93, stk. 1 og § 103.

Når foreninger ejer investeringsforvaltningsselskabet sammen med et depotselskab, må foreninger med samme bestyrelse tilsammen højst eje 10 pct. af aktierne i investeringsforvaltningsselskabet. Det skyldes, at undtagelsen i bestemmelsen fra de almindelige dominansregler i forslagets § 103 alene gælder for investeringsforvaltningsselskaber, som en forening ejer alene eller sammen med andre foreninger.

Såfremt en forening efter sine vedtægter ikke må eje aktier, heller ikke i et investeringsforvaltningsselskab, kan et foreningsejet investeringsforvaltningsselskab ikke administrere den pågældende forening, med mindre ejerne overholder grænserne i forslagets §§ 93 og 103.

Stk. 3 fastslår, at en investeringsforening, når det fremgår af vedtægterne, kan give et årligt bidrag på højst 2 pct. af formuen til humanitære eller almennyttige organisationer, som de har indgået aftale med herom. Bidraget beregnes af den regnskabsmæssige formue opgjort ultimo i regnskabsåret. Det er en mulighed, der blev indført med lov nr. 233 af 29. april 2002 om ændring af lov om investeringsforeninger og specialforeninger, lov om innovationsforeninger, lov om tilsyn med firmapensionskasser, lov om sparevirksomheder, lov om et skibsfinansieringsinstitut, lov om banker og sparekasser m.v. samt realkreditloven m.v., idet denne mulighed allerede fandtes i Norge og Sverige. Det forudsættes, at de humanitære organisationer er godkendt i henhold til ligningsloven, for at bidragsyderen kan få skattemæssigt fradrag. Ifølge ligningsloven kan foreninger, stiftelser, institutioner m.v. godkendes, hvis de er hjemmehørende her i landet, er alment velgørende eller på anden måde almennyttige og anvender deres midler, herunder de modtagne ydelser til humanitære formål, til forskning eller til beskyttelse af naturmiljøet.

Stk. 4 svarer til investeringsforeningernes og specialforeningernes eneret efter § 5, stk. 1 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen indeholder en eneret for foreninger til sammen med udenlandske investeringsinstitutter, der er godkendt som UCITS i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, at rette henvendelse til en videre kreds eller offentligheden med henblik på at modtage midler, der placeres efter et princip om risikospredning, og som indløses på forlangende af et medlem af foreningen. Investeringsforeningerne må kun placere midlerne som nævnt i kapitel 13 og 14.

Stk. 5 fastslår, at andre virksomheder ikke må anvende navne eller betegnelser for deres virksomheder, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er investeringsforeninger.

Stk. 6, 1. pkt. , indeholder en navnepligt for investeringsforeninger. De tilfælde, hvor navnet skal anvendes, skal forstås i overensstemmelse med aktieselskabslovens § 153, stk. 6. Det følger af denne bestemmelse, at investeringsforeninger har pligt til at angive investeringsforeningens navn på breve og andre forretningspapirer. »Breve og andre forretningspapirer« i aktieselskabslovens § 153, stk. 6, omfatter breve, brevkort, tilbud, ordrer, ordrebekræftelser, fakturaer, prislister, brochurer o. lign. salgsmateriale. Annoncer i dagblade og tidsskrifter er derimod ikke omfattet, medmindre disse indeholder en bestillingsseddel for læserne. Endvidere er rundskrivelser, der er mangfoldiggjort, omfattet af begrebet, så længe deres indhold er af forretningsmæssig karakter.

Investeringsforeninger har kun pligt til at angive navnet i det omfang, det følger af aktieselskabsloven. Investeringsforeninger har derfor ikke pligt til at anvende ordet »investeringsforening« i deres navn på facader o. lign.

En investeringsforening, der søger om godkendelse, skal ifølge stk. 7 have en formue på mindst 10 mio. kr., hvilket svarer til formuekravet i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Artikel 13 a i UCITS-direktivet kræver som noget nyt en formue på 300.000 euro. Da formuekravet allerede med vedtagelse af den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger blev hævet fra 2 mio. kr. til 10 mio. kr., er dette krav blevet opretholdt. En forening skal også have et vist volumen for at være rentabel. I forhold til dette er 10 mio. kr. ikke for højt sat. Ifølge forslagets § 26, stk. 4, skal bestyrelsen tage stilling til, om foreningens formueforhold til enhver tid er forsvarlige i forhold til foreningens drift. Er de ikke det, kan foreningens omkostninger blive for høje. Immaterielle aktiver må ikke indgå som en del af formuen.

Stk. 8 fastslår, at en investeringsforenings instrumenter skal forvaltes og opbevares særskilt for foreningen i et af Finanstilsynet godkendt depotselskab. Årsagen hertil er, at foreningens aktiver ikke må komme foreningens ledelse og ansatte i hænde. Bestemmelsen er en videreførelse af § 73 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og gennemfører dele af artikel 4, stk. 2, artikel 7, stk. 1, og artikel 8 i UCITS-direktivet. Da bestemmelserne i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger §§ 74 og 75 fra 1. januar 2004 fremgår af §§ 106 og 107 i lov om finansiel virksomhed, som beskriver depotselskabets pligter i forhold til investeringsforeningen, er det fundet hensigtsmæssigt at indsætte bestemmelserne i § 73 i denne bestemmelse, der beskriver, hvad en investeringsforening er, i stedet for at videreføre bestemmelsen i en selvstændig paragraf, fordi depotselskabsfunktionen er en integreret del af en investeringsforening.

Depotselskabet skal være et pengeinstitut med hjemsted her i landet, det vil i denne bestemmelse sige Danmark, Færøerne eller Grønland. Endvidere kan en filial af et kreditinstitut med hjemsted i et andet land, der er medlem af Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, være depotselskab for en investeringsforening.

Såfremt depotselskabet forvalter og opbevarer foreningens instrumenter i depoter eller på konti i foreningens navn, er kravet opfyldt. Det samme gælder, når foreningens likvide midler indsættes på en konto i depotselskabet i foreningens navn, idet foreningen dog kan indsætte sine midler i andre pengeinstitutter men kun sådan, at depotselskabet forvalter dem. Kravet om særskilt forvaltning og opbevaring er også opfyldt, hvis en forenings værdipapirer m.v. opbevares på en samlekonto, jf. § 72, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. De fleste om ikke alle en forenings danske værdipapirer vil blive opbevaret i en værdipapircentral, medens det er almindeligt af de udenlandske værdipapirer opbevares på samlekonti, de såkaldte »sub accounts «. Når det er tilfældet, skal depotselskabet kunne dokumentere, at foreningens udenlandske værdipapirer bliver opbevaret særskilt på en konto, der er en del af samlekontoen, i foreningens navn.

Til § 5

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af §§ 2, 3, stk. 3, § 5, stk. 1, 2. pkt., og § 6, stk. 2, nr. 2, samt §§ 62, stk. 4, og 73 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Endvidere er bestemmelsen i videst muligt omfang opbygget, således at den svarer til de tilsvarende bestemmelser i §§ 7 – 11 i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 1 fastslår, at virksomheder, der udøver virksomhed, som 1) består i fra en videre kreds eller offentligheden at modtage midler, som under iagttagelse af et princip om risikospredning anbringes i de i kapitel 15 nævnte instrumenter, og som 2) indløser en deltagers andel af formuen med midler, der hidrører fra formuen, skal godkendes af Finanstilsynet som specialforening. Endvidere fastslås det, at specialforeninger kun må udøve den nævnte virksomhed, jf. dog neden for vedrørende stk. 2 og 3.

Specialforeninger, der kan være placeringsforeninger, pengemarkedsforeninger, investeringsinstitutforeninger eller erhvervsudviklingsforeninger, kan placere deres midler som nævnt i kapitel 15. Baggrunden for, at disse fire typer specialforeninger opretholdes, er, at de har lidt videre rammer for placering af formuen, end investeringsforeningerne har på grund af placeringsgrænserne. Det er især af betydning for de foreninger, der placerer deres midler i realkreditobligationer, fordi der er for få realkreditinstitutter til, at spredningsbestemmelserne kan opretholdes, hvis en forening udelukkende vil placere midlerne i disse obligationer. Investeringsinstitutforeningerne i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 67 er opretholdt, selvom investeringsforeninger får en udvidet adgang til at investere i andre investeringsforeninger m.v., jf. forslagets § 108. I de nye placeringsregler for investeringsforeninger er der to væsentlige begrænsninger i forhold til de gældende investeringsinstitutforeningers placeringsmuligheder. For det første må investeringsforeninger højst investere 30 pct. af deres formue i non-UCITS. En sådan begrænsning findes ikke for investeringsinstitutforeninger. For det andet medfører dominansreglen, at investeringsforeningen ikke må eje mere end 25 pct. af andelene fra ét og samme institut (forening). En sådan begrænsning findes heller ikke for investeringsinstitutforeninger.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 4, der vedrører investeringsforeninger, idet bestemmelserne er identiske, dog med den forskel, at specialforeninger ikke er UCITS. Der er endvidere den forskel i stk. 2 , at en specialforening ikke alene eller sammen med andre specialforeninger og fåmandsforeninger som nævnt i § 111 kan eje et investeringsforvaltningsselskab, idet det på grund af direktivbestemmelserne altid skal administrere investeringsforeninger.

I forhold til den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger er forslaget ændret således, at specialforeningers vedtægter og ændringer heri skal godkendes af Finanstilsynet svarende til, hvad der gælder for investeringsforeninger. Baggrunden herfor er, at det er vanskeligt at drage grænsen mellem de vedtægtsbestemmelser, der skal godkendes og de, der ikke skal. Hertil kommer, at godkendelse af vedtægterne er en investorbeskyttelsesforanstaltning. Der synes ikke at være grunde til, at medlemmer af specialforeninger, der henvender sig til en videre kreds eller offentligheden, ikke skal nyde den samme investorbeskyttelse som investorer i investeringsforeninger. Der henvises i øvrigt til §§ 111 – 114, hvor der indføres en enklere, frivillig regulering af de nuværende specialforeninger med få medlemmer. Vedtægterne for disse foreninger og ændringer heri skal ikke godkendes af Finanstilsynet.

Til § 6

Bestemmelsen svarer til §§ 3 og 4 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Stk. 1 , der svarer til § 3, stk. 1, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, fastslår, at den i §§ 4 og 5 nævnte virksomhed skal organiseres i foreningsform. Foreningsform var den foretrukne form for kollektiv investering før lov om investeringsforeninger trådte i kraft den 1. januar 1983. Ved valget af foreningsformen var det afgørende, at investorerne herved sikres indflydelse på forvaltningen af deres midler på generalforsamlingerne. Medlem af foreningen er enhver, der ejer en andel af foreningens formue. Det medfører, at enhver, der erhverver en andel af en forenings formue, bliver medlem af foreningen med de deraf følgende rettigheder og forpligtelser. Hæftelsen er begrænset til formuen, således at det enkelte medlem alene hæfter med sin andel af formuen. I bestemmelsen ligger endvidere, at alene indehavere af en eller flere andele kan være medlemmer af foreningen.

I stk. 2 , der svarer til § 4, stk. 1, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, er der hjemmel til, at foreninger kan opdeles i afdelinger efter vedtægternes bestemmelser herom. En afdeling er en selvstændig økonomisk enhed. Ejeren af en andel er ejer af en til andelen (indskuddet) svarende ideel andel af de aktiver, der hører til afdelingen.

Stk. 3 foreskriver, at afdelingerne hæfter solidarisk for forpligtelser og gæld. Der skal dog først søges fyldestgørelse hos den afdeling, der har indgået forpligtelsen. Først når det godtgøres, at afdelingen ikke kan opfylde sine forpligtelser, kan kravet gøres gældende mod foreningen eller de øvrige afdelinger. Bestemmelsen præciserer således, at afdelingerne som udgangspunkt alene hæfter for egne forpligtelser, men de er dog stillet, som om de kautionerer for hinanden for fælles omkostninger. Det skal således anses for godtgjort, at fordringen ikke kan inddrives hos den enkelte afdeling. Egentlig retsforfølgning kan kun rettes mod foreningen, der i modsætning til den enkelte afdeling er en selvstændig juridisk person.

Ifølge stk. 4, der svarer til den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 3, stk. 2, skal enhver andel i en forenings eller afdelings formue medføre samme rettigheder. Bestemmelsen forhindrer, at andelene inddeles i klasser med forskellige rettigheder med hensyn til for eksempel udbytte, idet en sådan ligestilling af medlemmerne må anses for ønskelig i sig selv og er blevet anset som en praktisk forudsætning for beregningen af emissions- og indløsningskursen. Reglen udelukker ikke, at en forening har stemmeretsbegrænsninger, som omhandlet i forslagets § 10, stk. 1, nr. 10 og § 22.

Stk. 4 fastsætter dog også, at ex kupon andele, der udstedes i perioden fra begyndelsen af januar til generalforsamlingen afholdes, ikke oppebærer udbytte. Bestemmelsen skal ses på baggrund af, at køberen derved undgår at betale for at opnå ret til udbytte for derefter at blive beskattet af udbyttet, som var inkluderet i prisen. I øvrigt skal investorerne have det samme afkast og den samme hæftelse. En forening kan heller ikke kræve, at et medlem skal lade sig indløse, medmindre en almindelig investor har købt andele i en såkaldt PAL forening eller afdeling, der udelukkende må have medlemmer, der er omfattet af pensionsafgiftsbeskatningsloven. Det kan heller ikke besluttes, at en investor ikke kan deltage i generalforsamlingen m.v.

Til § 7

Bestemmelsen er delvist en videreførelse af §§ 6 – 9 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, der tidligere har gennemført UCITS-direktivets artikel 3, 4, 8, 51, stk. 2, og 55. Endvidere gennemfører bestemmelsen dele af de nye artikler 13 a og 13 b i UCITS-direktivet. Betingelserne for, at Finanstilsynet kan godkende en forening i henhold til forslagets §§ 4 og 5, fremgår af bestemmelsens stk. 1. Finanstilsynet skal godkende en forening, når betingelserne er opfyldt. Betingelserne gælder ikke kun ved stiftelsen, men også i den fortsatte drift, jf. forslagets § 81 om tilbagekaldelse af godkendelsen, hvorefter Finanstilsynet kan tilbagekalde godkendelsen, hvis betingelserne for at opnå godkendelsen ikke længere er opfyldt. Dette medfører, at Finanstilsynet også skal godkende en forenings valg af et nyt investeringsforvaltningsselskab eller et nyt depotselskab.

Nr. 1 fastslår, at foreningen skal være gyldigt stiftet. En forening er gyldigt stiftet når stifterne på en generalforsamling har besluttet at stifte foreningen og har indgået en stiftelsesoverenskomst. Den stiftende generalforsamling skal tillige have valgt foreningens bestyrelse og revisionen.

Nr. 2 fastslår, at foreningen skal opfylde betingelserne i forslagets §§ 4 eller 5, herunder kravet til formuens størrelse. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Ifølge nr. 3 er det endvidere et krav, at bestyrelsen og direktionen opfylder kravene om egnethed og hæderlighed i § 31 og myndighed i § 32. Hertil kommer, at ledelsen ifølge UCITS-direktivets artikel 13 a, stk. 1, skal have fyldestgørende erfaring med den type forening, der søger om tilladelse.

Bestyrelsen kan overlade den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab i stedet for at ansætte en direktør, jf. § 27, stk. 2. Det er det mest almindelige for danske foreninger, idet kun to foreninger har en direktør. I så fald skal Finanstilsynet i medfør af nr. 3 godkende foreningens valg af investeringsforvaltningsselskab, der er reguleret efter lov om finansiel virksomhed. For så vidt angår investeringsforvaltningsselskaber indeholder UCITS-direktivets artikel 5a, stk. 1, litra b særlige krav til ledelsen, jf. § 100, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Efter denne bestemmelse skal ledelsen i et investeringsforvaltningsselskab være i besiddelse af fyldestgørende erfaring i forbindelse med den type foreninger, der administreres af selskabet. Dette medfører, at Finanstilsynet ved godkendelsen skal vurdere, om det valgte investeringsforvaltningsselskabs ledelse opfylder dette krav.

Nr. 4 kræver, at Finanstilsynet har godkendt foreningens vedtægter. Der henvises til bemærkningerne til § 10.

Ifølge nr. 5 skal Finanstilsynet også godkende foreningens valg af depotselskab, der skal være et pengeinstitut med hjemsted her i landet eller en filial af tilsvarende udenlandske kreditinstitutter med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Der henvises til bemærkningerne til §§ 4, stk. 8, og 5, stk. 8. Det vil være en forudsætning for Finanstilsynets godkendelse af depotselskabet, at det har de nødvendige forudsætninger for at opfylde sine forpligtelser i forhold til foreningens placering af midlerne og foreningens størrelse. Det tilføjes, at det følger af artikel 55 i UCITS-direktivet, at en investeringsforening kun kan have et depotselskab.

Ifølge UCITS-direktivets artikel 8 skal depositaren yde tilstrækkelig finansiel og faglig sikkerhed for reelt at kunne udøve hvervet som depositar og til at kunne opfylde de forpligtelser, der følger af bestridelsen af dette hverv. Da Finanstilsynet skal godkende en forenings valg af depotselskab følger det heraf, at Finanstilsynet skal foretage en vurdering af depotselskabets styrke i forhold til den forening, der har valgt depotselskabet. Depotselskabet skal for eksempel kunne afvikle foreningens handelsvolumen og kunne håndtere en forenings anvendelse af afledte finansielle instrumenter og værdipapirudlån, hvis foreningen gør brug af sådanne. Kan depotselskabet ikke det, må foreningen enten afholde sig fra at anvende afledte finansielle instrumenter og værdipapirudlån eller skifte depotselskab.

Efter nr. 6 er det en betingelse, at foreningens aktivitetsplan, organisation, forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige. Forslaget svarer til dels til Finanstilsynets praksis og indebærer derfor ikke væsentlige ændringer. Finanstilsynet har udsendt en vejledning om ansøgning i henhold til § 6 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger om godkendelse af investeringsforeninger, specialforeninger og afdelinger heraf samt om godkendelse af investeringsforeningers vedtægter, jf. § 12, stk. 2, der er udtryk for Finanstilsynets praksis. Vejledningen findes på Finanstilsynets hjemmeside. I dag kræver Finanstilsynet således, at foreningen indsender bestyrelsens forretningsorden, bestyrelsens retningslinier for de væsentligste aktivitetsområder, hvori arbejdsdelingen mellem bestyrelsen og direktionen eller administrationsselskabets direktion fastlægges, samt bestyrelsens fondsinstruks til direktionen. I denne fondsinstruks, der er en del af retningslinjerne for arbejdsdelingen, fastlægger bestyrelsen rammerne for de investeringer, som direktøren i foreningen eller investeringsforvaltningsselskabet må foretage uden bestyrelsens forudgående godkendelse. I dag kræver Finanstilsynet ikke forretningsgange, men de er medtaget, fordi det svarer til betingelserne for finansielle virksomheder. Formålet med at indsætte betingelserne i loven er at skabe klarhed og gennemsigtighed svarende til §§ 7 – 11 i lov om finansiel virksomhed.

Nr. 7 , der er ny og gennemfører artikel 13 a, stk. 1, 2. tankestreg i UCITS-direktivet, indebærer et krav om gennemsigtighed. Efter direktivteksten kan tilladelse nægtes, hvis snævre forbindelser vil kunne »hæmme« tilsynsfunktionen. Der er ikke tilsigtet en ændring af bestemmelsens område ved at anvende ordet »vanskeliggøre«. Dette er alene udtryk for en mere moderne sprogbrug. Det er ikke muligt at angive, hvornår en snæver forbindelse er tilstrækkelig gennemskuelig til at muliggøre et effektivt tilsyn. Det må derfor i hvert enkelt tilfælde vurderes, om en snæver forbindelse vil kunne vanskeliggøre et effektivt tilsyn. I denne vurdering vil blandt andet indgå en vurdering af

1.   den formelle og den reelle ledelsesstruktur i foreningen,

2.   hvorvidt forbindelsen er af varig karakter eller alene midlertidig uden mulighed for at øve indflydelse på virksomheden,

3.   risikoen ved den virksomhed, som drives i virksomheder, med hvilke foreningen har snævre forbindelser, og

4.   selskabernes geografiske placering.

F.eks. kan visse former for krydsejerskab, gensidige aktiebesiddelser og aktionæroverenskomster bevirke, at et effektivt tilsyn vanskeliggøres.

Forslagets § 3, nr. 16 definerer snævre forbindelser. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Efter nr. 8 er det en betingelse, at tilsynet ikke vanskeliggøres på grund af lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller person, som foreningen har snævre forbindelser med. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor det vurderes, at tilsynsreglerne i det land, hvor virksomhedens modervirksomhed er beliggende, er af en sådan karakter, at der ikke kan udøves et forsvarligt konsolideret tilsyn.

Ifølge nr. 9 er det en forudsætning for godkendelse, at foreningens formue er tegnet på den stiftende generalforsamling, eller at foreningen har indsendt en ubetinget garanti afgivet af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab om tegning af andele for minimumsbeløbet på mindst 10 mio. kr. Bestemmelsen medfører, at investorer vil kunne tegne sig for andele på den stiftende generalforsamling, selvom foreningen endnu ikke er godkendt af Finanstilsynet, men foreningen kan ikke begynde at investere beløbet, førend foreningen er godkendt. Finanstilsynet kan ikke godkende foreningen, medmindre den dokumenterer, at den på en konto i det kommende depotselskab har et indestående på mindst 10 mio. kr. Det pengeinstitut eller forsikringsselskab, der afgiver en garanti på mindst 10 mio. kr., skal være indstillet på at tegne andele og beholde disse i en periode, hvis der ikke i øvrigt ved foreningens emission af andele tegnes andele for 10 mio. kr. Garantien er netop tegnet for at sikre, at foreningen har en tilstrækkelig formue til at påbegynde virksomhed efter en godkendelse. Dette er dog ikke til hinder for, at foreningens bestyrelse beslutter, at foreningen ikke skal påbegynde sin virksomhed, fordi interessen for den ikke er stor nok.

Nr. 10 fastslår, at foreningen skal have hovedkontor i Danmark. Det er et krav i UCITS-direktivets artikel 3, at foreningen skal ledes her fra landet. Det beror på en konkret vurdering, hvori kan indgå, hvor virksomhedens ledelse sidder, hvor virksomhedens generalforsamling holdes, og hvor beslutningerne i virksomheden træffes. I denne bestemmelse omfatter »her i landet« ikke Færøerne og Grønland, som det er tilfældet i § 4, stk. 8, og § 5, stk. 8, da loven ikke gælder for disse landsdele, jf. § 140.

Efter nr. 11 er det en betingelse, at stk. 2, hvorefter en ansøgning skal indeholde alle de oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering, er opfyldt. En godkendelse efter §§ 4 og 5 forudsætter, at stk. 2 er opfyldt.

Stk. 2, 1. pkt., fastslår som nævnt, at Finanstilsynet skal have de nødvendige oplysninger til brug for vurderingen af, om betingelserne for at blive godkendt er opfyldt. Stk. 2, 1. pkt. svarer stort set til Finanstilsynets praksis, og bestemmelsen indebærer derfor ikke væsentlige ændringer. De fleste investeringsforeninger og specialforeninger har valgt at overlade den daglige ledelse til et administrationsselskab, der med lov om finansiel virksomheds ikrafttræden pr. 1. januar 2004 vil blive betegnet som investeringsforvaltningsselskaber. Sådanne foreninger skal derfor ikke indsende oplysninger om en direktør, jf. stk. 1, nr. 3, og de skal kun indsende den i nr. 7 nævnte aktivitetsplan, men ikke oplysninger om organisationen, forretningsgange og eventuelle andre administrative forhold.

De i stk. 1 nævnte oplysninger danner udgangspunkt for Finanstilsynets vurdering af, hvorvidt Finanstilsynet kan godkende foreningen.

Finanstilsynet vil kræve følgende:

1)   Udskrift af generalforsamlingsprotokollen vedrørende den stiftende generalforsamling samt protokollen for det første bestyrelsesmøde.

2)   Foreningens vedtægter.

3)   Dokumentation for formuens tilstedeværelse.

4)   Forretningsorden for bestyrelsen.

5)   Bestyrelsens retningslinjer for arbejdsdelingen mellem bestyrelsen og direktionen eller investeringsforvaltningsselskabet.

6)   Bestyrelsens fondsinstruks til direktionen vedrørende placering af foreningens og afdelingernes midler.

7)   Væsentlige forretningsgange.

8)   Revisors navn. Det vil sige både revisionsfirmaets og den udpegede revisors navn.

9)   En erklæring fra revisionen om, at foreningens forretningsgange er betryggende.

10)   Oplysninger om, hvornår foreningen vil påbegynde virksomhed.

11)   Oplysningsskemaer til brug for vurdering af bestyrelsens og direktionens egnethed og hæderlighed.

12)   Oplysninger om eventuel delegation foretaget efter reglerne i §§ 102-104 i lov om finansiel virksomhed eller i medfør af § 39.

13)   Rådgivningsaftaler, hvis foreningen har delegeret opgaver i forbindelse med formuens pleje.

14)   Aftalen med depotselskabet.

15)   Aftalen med investeringsforvaltningsselskabet, hvis foreningen har overladt den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab.

De i nr. 7 og 9 nævnte dokumenter skal ikke indsendes for foreningen, hvis den har valgt et investeringsforvaltningsselskab, idet Finanstilsynet da har vurderet dette selskabs forretningsgange i forbindelse med behandlingen af dette selskabs ansøgning om tilladelse og i forbindelse med en eventuel inspektion.

Finanstilsynet skal ikke godkende de i nr. 13 – 15 nævnte aftaler, men Finanstilsynet påser, at de foreligger, at aftalerne er i overensstemmelse med lovgivningen, og at opsigelsesvarslerne ikke er urimelige. Ifølge UCITS-direktivets artikel 13 b, jf. artikel 5 g, litra g, må det mandat, som en forening giver i forbindelse med delegation (outsourcing ) ikke forhindre, at foreningens bestyrelse på et hvilket som helst tidspunkt kan give yderligere instrukser og trække mandatet tilbage med øjeblikkelig virkning, hvis det er i investorernes interesse. Det har betydning for såvel administrationsaftalen som rådgivningsaftaler.

Bestemmelsen i stk. 3 er en gennemførelse af UCITS-direktivets artikel 4, stk. 3a, hvorefter Finanstilsynet skal afslå en ansøgning om godkendelse, hvis det retligt, for eksempel af en forenings vedtægter fremgår, at foreningen ikke kan markedsføre sine andele her i landet. Dette medfører, at Finanstilsynet skal give afslag, hvis en forening på grund af vedtægterne eller lovgivningen er forhindret i at markedsføre sine andele her i landet.

Stk. 4, 1. og 2. pkt., indeholder henholdsvis en 6 måneders frist og en 12 måneders frist for Finanstilsynets behandling af ansøgningen. Finanstilsynet skal træffe afgørelse senest 6 måneder efter, at foreningen har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for, at Finanstilsynet kan behandle sagen, hvis Finanstilsynet afslår ansøgningen. Finanstilsynet skal dog altid træffe afgørelse om afslag senest 12 måneder efter at have modtaget ansøgningen. UCITS-direktivet indeholder en 6 måneders frist, men ikke en 12 måneders frist. Bestemmelsen viderefører § 9 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Kravet om begrundelse er dog udgået, da det følger af forvaltningsloven, at afgørelsen skal begrundes. Formålet med bestemmelsen er at beskytte ansøgerens interesse i, at en sag om tilladelse afgøres inden for en rimelig tid.

Stk. 3, 3. pkt. svarer til § 9 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, og gennemfører UCITS-direktivets artikel 51, stk. 2, hvorefter afgørelser truffet i medfør af love og administrative forskrifter, der gennemfører direktivbestemmelser, skal kunne indbringes for domstolene. Dette gælder også, hvis Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter, at en forening har indsendt en fyldestgørende ansøgning, har truffet afgørelse i sagen. Den tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger har aldrig været brugt. Bestemmelsen får næppe betydning i praksis, da det i givet fald ville være lettere og billigere at indbringe sagen for Erhvervsankenævnet, der vil kunne pålægge Finanstilsynet at træffe afgørelse i sagen.

Til § 8

Bestemmelsen viderefører og udbygger § 6, stk. 2, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, hvorefter aktieselskabslovens regler om anmeldelse og registrering gælder tilsvarende.

Det følger af stk. 1, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke må registrere en forening som investeringsforening eller specialforening eller en forenings vedtægtsændringer, før Finanstilsynet har godkendt foreningen henholdsvis vedtægtsændringerne.

I praksis koordineres arbejdet i Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen således, at Finanstilsynet samtidig med at sende en meddelelse om godkendelse af foreningen eller ændringer af foreningens vedtægter sender et eksemplar af de godkendte vedtægter til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som herefter foretager registreringen.

Som det fremgår af stk.  2 indsender foreningen en anmeldelse til registrering og samtidig hermed tre daterede og underskrevne eksemplarer af vedtægterne som led i ansøgningen om godkendelse. Anmeldelsen behandles således i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, mens Finanstilsynet behandler ansøgningen. Når Finanstilsynet har godkendt foreningen og dens vedtægter eller godkendt ændringer i en forenings vedtægter, sender Finanstilsynet et eksemplar af de godkendte vedtægtsændringer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og et eksemplar til foreningen.

Denne fremgangsmåde skyldes, at Finanstilsynet i modsætning til, hvad der gælder for finansielle virksomheder, skal godkende en forenings vedtægter som en forudsætning for, at Finanstilsynet kan godkende foreningen. Det følger af UCITS-direktivets artikel 4, stk. 2. Vedtægterne registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 3 henviser til aktieselskabslovens bestemmelser med de fornødne tilpasninger om anmeldelse og registrering m.v. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Henvisningen er nødvendig, fordi aktieselskabsloven ikke omfatter foreninger. Som det fremgår af § 7, stk. 1, nr. 4, og § 23, stk. 2, er det dog Finanstilsynet, der godkender en forenings vedtægter og ændringer heraf. Bestemmelsen indebærer, at det er muligt at ændre i bemyndigelsesbestemmelserne i aktieselskabsloven vedrørende anmeldelse og registrering m.v. uden samtidig at skulle ændre de tilsvarende bestemmelser i denne lov.

Til § 9

Bestemmelsen er til dels ny, idet forslaget fastsætter en selvstændig bestemmelse om, at Finanstilsynet skal godkende nye afdelinger i investeringsforeninger og specialforeninger, men der er ikke tale om nye krav i forhold til den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, hvor kravene til en ny afdeling fremgår af §§ 6 og 7. En ny afdeling kan stiftes ved en generalforsamlingsbeslutning om at ændre foreningens vedtægter. Såfremt vedtægterne indeholder en bemyndigelse til bestyrelsen herom, kan bestyrelsen træffe beslutning om at stifte en ny afdeling uden at forelægge sagen for generalforsamlingen. Foreningen skal til Finanstilsynet indsende en bekræftet udskrift af generalforsamlings- eller bestyrelsesprotokollen. Finanstilsynet skal godkende vedtægtsændringen. Endelig skal foreningen indsende dokumentation for, at afdelingens formue er tegnet eller en ubetinget garanti afgivet af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab om tegning af andele for minimumsbeløbet på mindst 10 mio. kr.

Til § 10

Bestemmelsen viderefører og udbygger § 10 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og gennemfører artiklerne 18, 23, stk. 2, 38, 39 og 43 i UCITS-direktivet. Bestemmelsen opregner de forhold, som en forenings vedtægter efter praksis skal indeholde bestemmelser om, idet nogle dog afhænger af, om de er relevante for foreningen for, at Finanstilsynet kan godkende dem. Opregningen er ikke udtømmende, hvorfor foreningen også kan indsætte andre bestemmelser. Der er tale om krav af generel interesse. Det er fundet hensigtsmæssigt at medtage de fra praksis kendte almindelige krav til vedtægterne om formål, hvem foreningen retter henvendelse til og om udstedelse af de såkaldte ex kupon beviser, jf. stk. 1, nr. 6. Der er ikke hermed tilsigtet en skærpelse. Oplistning af kravene kan være en hjælp for foreningerne, når de skal udforme vedtægterne. Flere af bestemmelserne svarer til § 4 i aktieselskabsloven, der indeholder kravene til aktieselskabers vedtægter. Finanstilsynet har i øvrigt efter branchens ønske udarbejdet standardvedtægter for investeringsforeninger. Ved fortolkning af en forenings vedtægter anvendes principperne i aktieselskabsloven sædvanligvis.

For nogle punkters vedkommende kan foreningen selv fastsætte indholdet af de bestemmelser, der skal gælde. I andre tilfælde er det andre steder i loven foreskrevet, hvad bestemmelsernes indhold nærmere skal gå ud på.

Ad nr. 1: Foreningens formål. Da det i §§ 4 og 5 er fastsat, hvad det er, en investeringsforening henholdsvis en specialforening har eneret til, er det fundet rigtigst at fastsætte, at foreningens formål skal fremgå af vedtægterne. Bestemmelsen er ny, men formålet er hidtil fremgået af alle foreningernes vedtægter.

Ad nr. 2: Hvem foreningen retter henvendelse til. Bestemmelsen er ny, men det er hidtil fremgået af alle foreningers vedtægter, om de retter henvendelse til en videre kreds eller offentligheden eller begge dele. Efter indførelsen af de såkaldte PAL foreninger, hvor der i skattelovgivningen er fastsat særlige bestemmelser for disse foreninger, er det blevet vigtigt, at det fremgår af vedtægterne for disse foreninger, at foreningen eller bestemte afdelinger kun modtager midler, der er omfattet af pensionsafkastbeskatningsloven.

Ad nr. 3:  Foreningens navn og eventuelle binavne svarer til § 4, stk. 1, nr. 1, i aktieselskabsloven. Er der tale om en PAL-forening, skal »PAL« fremgå af navnet.

Ad nr. 4:  Den kommune her i landet, hvor foreningen skal have hjemsted (hovedkontor). Bestemmelsen svarer til § 4, stk. 1, nr. 2, i aktieselskabsloven.

Ad nr. 5: Foreningens eventuelle opdeling i afdelinger. Bestemmelsen er en konsekvens af § 6, stk. 2, hvorefter en forening kan opdeles i afdelinger. Der henvises til bemærkningerne til bestemmelsen.

Ad nr. 6. Foreningens eventuelle udstedelse af andele uden ret til udbytte (ex kupon). Bestemmelsen er ny. Investorer, der køber andele i udloddende foreninger eller afdelinger fra et regnskabsårs begyndelse indtil generalforsamlingen, hvor udbyttet bliver udloddet, kommer til at betale skat af udbyttet, som de har betalt for ved erhvervelsen, idet det indgår i beregningen af emissionsprisen. For at undgå dette, har der udviklet sig en praksis, hvorefter foreningerne har fastsat vedtægtsbestemmelser om, at de i en periode fra januar til generalforsamlingen er blevet afholdt, kan udstede andele uden ret til udbytte, de såkaldte »ex kupon andele«. Det skal fremgå af prospektet, hvis en forening udsteder disse andele, der får deres egen fondskode, indtil udbyttet er betalt.

Ad nr. 7: Valg og udskiftning af foreningens depotselskab. Af vedtægterne skal det fremgå, om det er generalforsamlingen eller bestyrelsen, der vælger depotselskabet. Hvis navnet på foreningens depotselskab fremgår af vedtægterne, kan det kun udskiftes efter reglerne om vedtægtsændringer.

Ad nr. 8:  Indkaldelse til generalforsamlinger og om tid og sted for disse. Bestemmelsen svarer delvis til § 4, stk. 1, nr. 8, i aktieselskabsloven, der dog ikke kræver angivelse af tid og sted.

Ad nr. 9:  Hvilke anliggender der skal behandles på den ordinære generalforsamling. Bestemmelsen svarer til § 4, stk. 1, nr. 9, i aktieselskabsloven.

Ad nr. 10:  Stemmeretten og dennes udøvelse, herunder eventuelle begrænsninger i stemmeretten. Der er tale om et mindstekrav, som den enkelte forening kan udbygge. En forening kan, som det fremgår af § 22, have begrænsninger i stemmeretten.

Ad nr. 11:  Vedtagelse af forslag på generalforsamlingen, herunder om forslag til ændring af vedtægter og om foreningens opløsning. Der er tale om mindstekrav, som den enkelte forening kan udbygge. Bestemmelsen i § 23, stk. 1, om kravene til vedtægtsændringer kan dog ikke fraviges.

Ad nr. 12:  Bestemmelsen medfører, at en forenings vedtægter skal indeholde bestemmelser om bestyrelsen, direktionen eller et eventuelt investeringsforvaltningsselskab og revisionen. Vedtægtsbestemmelserne skal være i overensstemmelse med bestemmelserne om ledelse i kapitel 7 og om revisionen i kapitel 10. Vedtægterne kan ikke fastsætte, at det er generalforsamlingen, der skal vælge investeringsforvaltningsselskabet, ligesom investeringsforvaltningsselskabets navn ikke kan angives i vedtægterne med den virkning, at selskabet kun kan udskiftes efter bestemmelserne om vedtægtsændringer. Det følger af, at det er bestyrelsen, der i medfør af § 27, stk. 3, kan overlade den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab. Da der består et over- og underordnelsesforhold mellem bestyrelsen og direktionen eller investeringsforvaltningsselskabet, skal en bestyrelse kunne vælge et andet investeringsforvaltningsselskab på samme måde, som bestyrelsen kan ansætte en ny direktør.

Ad nr. 13:  Det skal i vedtægterne angives, hvem der kan tegne en forening. Bestemmelsen må ikke udformes således, at bestyrelsen ikke kan tegne foreningen uden en direktørs medvirken.

Ad nr. 14:  Bestemmelsen medfører, at det skal fremgå af foreningens vedtægter, om den udsteder beviser eller er kontoførende. Er foreningen opdelt i afdelinger, kan den have både bevisudstedende og kontoførende afdelinger.

Ad nr. 15: Bestemmelsen medfører, at vedtægterne skal fastsætte andelenes pålydende værdi. Er foreningen bevisudstedende, skal den beskrive det, der skal stå i beviserne i sine vedtægter. Det er mest almindeligt, at andele i bevisudstedende foreninger eller afdelinger er registreret i en værdipapircentral som fondsaktiver.

Ad nr. 16:  Hvorvidt foreningsandelene skal lyde på navn eller kan lyde på ihændehaver, og om der gælder begrænsninger i foreningsandelenes omsættelighed. Det almindelige er, at foreningsandelene er frit omsættelige, og at de kan noteres på navn i foreningens bøger. Imidlertid gælder der det særlige for PAL-foreninger, at andelene i disse foreninger kun kan sælges til andre, der er omfattet af PAL-lovgivningen samt til pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber, der er lagerbeskattede.

Ad nr. 17: Foreningen skal beskrive de bestemmelser, der gælder for andele i kontoførende foreninger eller afdelinger.

Ad nr.18:  Bestemmelsen medfører, at vedtægterne skal indeholde oplysninger om de almindelige regler for emission og indløsning, samt at foreningen kan udsætte en indløsning, hvis betingelserne i § 48, stk. 3, er opfyldt. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse. Specialforeninger, der har indskrænkninger i retten til indløsning, skal beskrive det i vedtægterne, jf. stk. 2 – 4.

Ad nr. 19: Det skal fremgå af vedtægterne, om foreningen udbetaler overskuddet til medlemmerne, eller om den henlægger overskuddet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 73 om foreningens overskud. Endvidere giver bestemmelsen mulighed for, at en udloddende forening eller afdeling flere gange årligt på baggrund af et perioderegnskab udlodder acontoudbytte. Den ordinære generalforsamling skal efterfølgende godkende udlodningen. Bestemmelsen svarer til § 30 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Endelig giver bestemmelsen også mulighed for, at generalforsamlingen i udbyttebetalende foreninger og afdelinger, der investerer i obligationer, kan beslutte, at udlodningen helt eller delvis overføres til udlodning for efterfølgende regnskabsår. Der henvises til bemærkningerne til § 73, stk. 2.

Ad nr. 20:  Hæftelsesform for foreningen, for eventuelle afdelinger, samt for det enkelte medlem. Der henvises til bemærkningerne til § 6 med hensyn til afdelingernes hæftelse.

Ad nr. 21:  Hvorledes foreningens aktiver værdiansættes . Der henvises til bemærkningerne til § 61.

Ad nr. 22:  Da det er et fundamentalt træk ved investeringsforeninger og specialforeninger, at de har en vekslende medlemskreds og en variabel formue, skal vedtægterne foreskrive, hvorledes andelenes pris fastsættes, når et medlem indtræder eller udtræder af foreningen. Dette fremgår af UCITS-direktivets artikel 38.

Ad nr. 23:  Det har betydning for investorerne at vide, hvilke omkostninger en forening har, og hvor store omkostningerne højst kan blive, da foreningens omkostninger reducerer medlemmernes overskud. På den måde kan investorerne også sammenligne omkostningerne for de enkelte foreninger.

Ad nr. 24:  Årsrapport, revision og anvendelse af årets overskud. Der henvises til bemærkningerne til kapitel 10.

Ad nr. 25: Bestemmelsen viderefører § 30, stk. 3, nr. 1, der blev indsat i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger for at give mulighed for at sikre forudsigeligheden med hensyn til udlodningens størrelse. En forening kan således udlodde af formuen i de år, hvor investeringsafkastet ikke modsvarer indtjeningsbehovet for at efterleve sigtet med en stipuleret udlodningsprocent. Når foreningen anvender denne mulighed skal det fremgå af prospektet.

Ad nr. 26: Der henvises til kapitel 10 om årsrapport og revision. Det er almindeligt, at offentligheden kan få et eksemplar af en forenings eller afdelings regnskab ved at henvende sig til investeringsforvaltningsselskabet eller depotselskabet. Der kan også blive tale om, at offentligheden kan gøre sig bekendt med det på foreningens hjemmeside, men det må ikke være den eneste mulighed. Endvidere offentliggøres det af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Ad nr. 27:  Hvis foreningen eller en afdeling yder bidrag til humanitære eller almennyttige organisationer, skal vilkårene herfor fremgå af foreningens vedtægter, der tillige skal foreskrive, hvorledes bidraget til organisationerne beregnes. Der henvises til bemærkningerne til § 4, stk. 3.

Ad nr. 28: Kravet om, at vedtægterne skal indeholde rammerne for foreningens eller afdelingernes investeringspolitik er nyt, men i overensstemmelse med foreningernes praksis. Ændringen skal ses på baggrund af, at investorerne har krav på, at de kan investere i tillid til, at foreningen ikke ændrer investeringspolitik uden, at generalforsamlingen har truffet beslutning herom. Det medfører, at vedtægterne skal angive, om foreningen eller afdelingen investerer i aktier, obligationer, pengemarkedsinstrumenter, afledte finansielle instrumenter, kontanter eller en kombination heraf. Foreningen skal i vedtægterne angive, om den anvender afledte finansielle instrumenter som et led i porteføljeplejen, eller om den investerer i disse instrumenter. Dette har betydning for den skattemæssige behandling af foreningen. Endvidere kan vedtægterne angive, hvilke lande eller regioner eller brancher, foreningen eller afdelingen investere i. Videre kan vedtægterne angive andre karakteristika for eksempel, at foreningen investerer i små eller store selskaber eller vækstselskaber. På den måde bliver investorerne orienteret om, hvad de kan forvente. En forening kan dog også investere i både aktier, obligationer og til dels kontanter med henblik på at opnå det bedste afkast. Denne mulighed omfatter på baggrund af skattereglerne kun PAL-foreninger. Endelig skal foreningen i vedtægterne angive de markeder, som foreningen eller de enkelte afdelinger kan placere deres midler på, hvis markedet ikke er godkendt af Finanstilsynet. Særligt for så vidt angår foreninger, der følger et indeks, jf. § 95, skal det af vedtægterne fremgå, at det er foreningens eller afdelingens investeringspolitik at følge bestemte aktie- eller obligationsindeks.

Ad nr. 29: De offentlige myndigheder eller internationale institutioner af offentlig karakter, som udsteder eller garanterer de værdipapirer, hvori foreningen agter at investere mere end 35 pct. af sin formue. Bestemmelsen er et krav i artikel 23, stk. 2, i UCITS-direktivet og giver mulighed for, at foreningen placerer sine midler på en måde, der går ud over de almindelige placeringsbestemmelser, jf. § 93, stk. 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

Stk. 2, der svarer til § 2, stk. 4, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, giver placeringsforeninger og pengemarkedsforeninger mulighed for i vedtægterne at fastsætte bestemmelser, hvorefter de ikke skal være åbne for emission og indløsning konstant i modsætning til investeringsforeningerne, der som hovedregel skal indløse medlemmernes andele på forlangende.

Da erhvervsudviklingsforeninger, der fortrinsvis investerer formuen i aktier og anparter i selskaber, der ikke er børsnoterede, i en vækstperiode har behov for en stabil kapital, og da disse værdipapirer ikke er let omsættelige, foreslås det i stk. 3 , der svarer til § 2, stk. 6, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger , som hovedregel, at en erhvervsudviklingsforening ikke må emittere, og at intet medlem kan kræve sine andele indløst. Generalforsamlingen kan træffe anden beslutning, for eksempel hvis investeringen i en vækstvirksomhed bliver frigjort tidligere end forudsat. I disse tilfælde skal alle medlemmer have indløst forholdsvis lige store andele af formuen.

I stk. 4, der svarer til § 2, stk. 5, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, får bestyrelsen i erhvervsudviklingsforeninger mulighed for at træffe beslutning om, at foreningen skal være åben, det vil sige udstede og indløse medlemmernes andele, i bestemte perioder. Denne mulighed skal fremgå af vedtægterne.

Til kapitel 4

Til § 11

Bestemmelsen er dels en videreførelse af den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 71 og den gældende markedsføringsbekendtgørelses §§ 1 og 3, dels en gennemførelse af UCITS-direktivets artikel 45 og 46, første led. For så vidt angår markedsføring af udenlandske investeringsinstitutter, som er godkendt af en kompetent myndighed i et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, i medfør af UCITS-direktivet, er Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1118 af 13. december 2000 om visse udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark (markedsføringsbekendtgørelsen) medtaget i loven. Dette skyldes blandt andet et ønske om at ensrette reglerne for investeringsinstitutterne med reglerne for administrationsselskaber i lov om finansiel virksomhed, hvorefter bestemmelserne for udenlandske virksomheder også fremgår af loven. »Her i landet« omfatter ikke Færøerne og Grønland i denne bestemmelse.

Med direkte markedsføring som nævnt i stk. 1 er der tænkt på den markedsføring, som udenlandske investeringsinstitutter, der er UCITS, hidtil har skullet indsende oplysninger om. Med indirekte markedsføring er der tænkt på de udenlandske investeringsinstitutter, hvis andele indgår i et finansielt produkt. Det gælder for eksempel forsikringer der er tilknyttet investeringsfonde, men også pengeinstitutternes pensionspuljer, hvori andele i investeringsinstitutter og investeringsforeninger og specialforeninger indgår. Finanstilsynet har hidtil haft den praksis, at investeringsinstitutter, der indgår i en forsikring, der er tilknyttet investeringsfonde, ikke skal indsende de i bestemmelsen nævnte oplysninger, fordi de ikke markedsfører sig i forhold til investorerne. Imidlertid har markedet udviklet sig således, at de investeringsinstitutter, hvis andele indgår i en sådan ordning, har fået en mere og mere fremtrædende plads ved markedsføring af forsikringsprodukter. Hertil kommer, at forsikringstagerne selv kan vælge hvilke investeringsinstitutters andele, de ønsker at investere i, ligesom de gør, når de investerer deres opsparing eller i private pensionsordninger. Der er derfor ikke længere grundlag for, at investeringsinstitutter, hvis andele indgår i for eksempel forsikringer, der er tilknyttet investeringsfonde, holdes uden for kravet om markedsføringstilladelse, idet der er tale om en investorbeskyttelsesregel.

Udenlandske investeringsinstitutter omfattet af forslaget skal indsende de i stk. 1 nævnte oplysninger og dokumenter til Finanstilsynet inden markedsføring påbegyndes. Disse oplysninger og dokumenter omfatter, jf. stk. 1, nr. 1 - 8: en erklæring fra investeringsinstituttets tilsynsmyndigheder om, at instituttet er et investeringsinstitut godkendt i henhold til Rådets direktiv 85/611/EØF (UCITS); fondsbestemmelser eller vedtægter; fuldstændigt og forenklet prospekt; den seneste årsrapport, hvis en sådant forefindes og en eventuel halvårlig formueopgørelse; redegørelse for den planlagte markedsføring, herunder oplysning om, hvem instituttet retter henvendelse til; oplysning om de foranstaltninger der påtænkes gennemført her i landet for at sikre deltagernes ret til udbetaling af udbytte og indløsning af andele; oplysninger om den information, det påhviler investeringsinstituttet at formidle til sine deltagere, herunder de oplysninger investeringsinstituttet skal formidle, hvis det ophører med at markedsføre sig her i landet; oplysning om de skatte- og afgiftsregler, der gælder for instituttets danske deltagere, herunder hvorvidt der indeholdes skat af eventuelle udlodninger, samt oplysning om de skatte- og afgiftsregler, som instituttet er underlagt i hjemlandet.

Kravet i stk. 1, nr. 7 , omfatter al information, som instituttet ifølge hjemlandets lovgivning skal formidle til investorerne. Endvidere omfatter det den information, som instituttet skal formidle, hvis det ophører med at markedsføre sig i Danmark. Her kan for eksempel være tale om oplysning om, hvor investorerne kan henvende sig, eller oplysninger om, at indløsningen af instituttets andele er indstillet.

Kravet i stk. 1, nr. 8, om, at det udenlandske institut skal give oplysninger om de skatte- og afgiftsregler, der gælder for instituttets danske investorer, er ikke direktivbestemt. Kravet er medtaget for at sikre, at instituttets danske investorer får oplysninger om de skattemæssige konsekvenser af investering i instituttets andele, da oplysninger om beskatningen er vigtig for investorerne.

Bestemmelsens stk. 2 fastslår, at de i stk. 1 nævnte dokumenter skal være affattet på dansk i en autoriseret dansk oversættelse eller på et andet sprog fastsat af Finanstilsynet. Finanstilsynet har ikke på nuværende tidspunkt fastsat regler om andre sprog end dansk.

Til § 12

Bestemmelsen gennemfører UCITS-direktivets artikel 46, sidste led. En lignende bestemmelse fremgår af den gældende markedsføringsbekendtgørelse § 4.

Bestemmelsen hjemler, at et udenlandsk investeringsinstitut, som er omfattet af § 11, og som har indsendt det i § 11 omtalte materiale, kan påbegynde markedsføring i Danmark to måneder efter indsendelsen til Finanstilsynet. Undtaget er for det første tilfælde, hvor Finanstilsynet inden udløbet af de to måneder har truffet beslutning om, at instituttets planlagte markedsføring i Danmark ikke er i overensstemmelse med de krav, der stilles i § 11, stk. 1, nr. 6 og 7. Undtaget er for det andet situationer, hvor Finanstilsynet inden udløbet af to måneders fristen har truffet beslutning om, at den planlagte markedsføring vil stride mod lovgivningen på områder, der ikke reguleres af denne lov. Her kan for eksempel være tale om, at markedsføringen er i strid med markedsføringsføringsloven.

Til § 13

Bestemmelsen gennemfører dele af UCITS-direktivets artikel 48. En lignende bestemmelse har hidtil stået i den gældende markedsføringsbekendtgørelses § 9.

Bestemmelsen giver et investeringsinstitut, som er omfattet af § 11, adgang til at benytte den samme betegnelse for sin virksomhed som i hjemlandet. Det medfører, at betegnelser som for eksempel »investeringsselskab« eller »investeringsfond« kan anvendes, medmindre der er risiko for forveksling med danske investeringsforeninger eller med danske investeringsselskaber, der ikke er omfattet af denne lov. Hvis Finanstilsynet finder, at der er risiko for forveksling, kan tilsynet i henhold til stk. 2 kræve, at instituttet tilføjer en forklarende bemærkning til betegnelsen. Der er således ikke hjemmel til at kræve betegnelsen ændret i sin helhed.

Til § 14

Bestemmelsen gennemfører dele af UCITS-direktivets artikel 47. En lignende bestemmelse har hidtil stået i den gældende markedsføringsbekendtgørelses § 8.

Bestemmelsen vedrører dokumenter og oplysninger, som et udenlandsk investeringsinstitut, som er omfattet af § 11, løbende skal offentliggøre i hjemlandet. Stk. 1 foreskriver, at disse oplysninger også løbende skal offentliggøres i Danmark. Offentliggørelsen skal ske på samme måde som krævet i hjemlandet. Der kan dog stilles krav om oversættelse, jf. stk. 2. Dette medfører, at såfremt offentliggørelse på instituttets hjemmeside er tilstrækkeligt i hjemlandet, accepteres denne offentliggørelse også her i landet, men der kan være krav om, at materialet på hjemmesiden forefindes i en dansk version.

Som minimum skal de udenlandske investeringsinstitutter offentliggøre de dokumenter og oplysninger, som de i henhold til direktivet skal offentliggøre i hjemlandet. Her er for eksempel tale om fuldstændige og forenklede prospekter, årsrapporter og halvårlige formueopgørelser, vedtægter og ajourførte prospekter. Herudover skal andre dokumenter, som hjemlandets tilsyn kræver offentliggjort løbende, også offentliggøres løbende i Danmark.

Stk. 2 foreskriver, at det materiale, der skal offentliggøres løbende, skal være affattet på dansk i en autoriseret dansk oversættelse. Bestemmelsen giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte regler om, at det udenlandske investeringsinstitut kan affatte det pågældende materiale på et andet sprog end dansk. Finanstilsynet har ikke på nuværende tidspunkt fastsat regler om andre sprog end dansk.

Til § 15

En lignende bestemmelse har hidtil stået i den gældende markedsføringsbekendtgørelses § 10.

Bestemmelsen regulerer Finanstilsynets adgang til at kræve, at udenlandske investeringsinstitutter ophører med at markedsføre deres andele i Danmark.

I henhold til nr. 1 kan Finanstilsynet kræve, at et investeringsinstitut ophører med sin markedsføring, når investorernes rettigheder ikke er tilstrækkeligt sikrede. Her kan for eksempel være tale om den situation, hvor investorerne ikke kan få de nødvendige oplysninger vedrørende udbetaling af udbytte eller indløsning af andele. Dette kan for eksempel skyldes, at instituttet er meget vanskeligt eller umuligt at komme i kontakt med. Nr. 2 vedrører situationer, hvor et institut gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af lovgivningen. Al lovgivning er omfattet af bestemmelsen. Nr. 3 vedrører den situation, hvor et institut ikke overholder sin markedsføringsplan. Her kan for eksempel være tale om, at instituttet markedsfører sine andele til andre grupper af investorer end angivet i markedsføringsplanen eller markedsfører et andet produkt. Nr. 4 vedrører situationer, hvor et institut har mistet sin godkendelse i hjemlandet eller hvor hjemlandets kompetente myndighed bortfalder, således at instituttet ikke længere er under tilsyn.

Finanstilsynet skal give meddelelse til hjemlandstilsynet, hvis Finanstilsynet kræver, at et udenlandsk investeringsinstitut ophører med markedsføring i Danmark.

Til § 16

En lignende bestemmelse har hidtil stået i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 71. Bestemmelsen vedrører adgangen til markedsføring i Danmark for udenlandske investeringsinstitutter, som ikke er omfattet af forslagets § 11. Ifølge bestemmelsens stk. 1 kan Finanstilsynet godkende markedsføring i Danmark, når investeringsinstituttet opfylder bestemmelser fastsat af Finanstilsynet i henhold til bestemmelsens stk. 2 . Det udenlandske investeringsinstitut skal således igennem en ansøgningsprocedure, hvor Finanstilsynet vurderer, hvorvidt det pågældende institut opfylder kravene. Der er intet maksimum for sagsbehandlingstid på ansøgninger fra de institutter, som ikke er omfattet af § 11. Investeringsinstituttet må ikke påbegynde markedsføring, før Finanstilsynet har givet tilladelse.

Med hensyn til forståelsen af ordene »direkte eller indirekte markedsføring« henvises til bemærkningerne til forslagets § 11, stk. 1. Der er dog den forskel, at de investeringsinstitutter, der er omfattet af dette stk., i modsætning til de i § 11 nævnte harmoniserede investeringsinstitutter, ikke har krav på at få en markedsføringstilladelse af Finanstilsynet, selvom de i øvrigt opfylder betingelserne.

Stk. 2 bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte regler om, at udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 16 kan få adgang til at markedsføre deres andele i Danmark. Finanstilsynet må ved reglernes udformning tage udgangspunkt i, hvad der gælder for investeringsinstitutter omfattet af forslagets § 11, jf. §§ 12-15. Herudover må Finanstilsynet tage hensyn til, om bl.a. de regler og det tilsyn, som det pågældende investeringsinstitut er undergivet i hjemlandet, sikrer investorerne tilstrækkeligt, ligesom tilsynet kan lægge vægt på, om danske investeringsforeninger har tilsvarende adgang til markedet i instituttets hjemland. Finanstilsynet kan endvidere kræve, at institutterne underretter Finanstilsynet om enhver ændring vedrørende depotselskab og administrationsselskab og om enhver ændring af forholdene omfattet af reglerne. Videre skal Finanstilsynet vurdere, hvilke typer investeringsinstitutter der skal være omfattet af reglerne, jf. bestemmelsen om andre kollektive investeringsordninger i forslagets § 115.

Endelig skal reglerne i medfør af forslagets § 132 indeholde en strafbestemmelse svarende til den tilsvarende bestemmelse i den gældende markedsføringsbekendtgørelses § 11.

Vedrørende begrebet »her i landet« henvises til bemærkningerne til forslagets § 11.

Til § 17

En lignende bestemmelse har hidtil stået i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 72. Bestemmelsen, der gennemfører UCITS-direktivets artikel 46, stiller krav om, at danske foreninger, som agter at markedsføre deres andele i et andet land, skal give meddelelse herom til Finanstilsynet og til de kompetente myndigheder i det andet land. Bestemmelsen gælder markedsføring i et hvilket som helst andet land af både investeringsforeninger og specialforeninger. Finanstilsynet skal således have meddelelse, uanset om markedsføringen ønskes foretaget i eller udenfor Den Europæiske Union, og uanset om der er tale om markedsføring af en investeringsforening eller en specialforening. For så vidt angår markedsføring af en investeringsforening i et EU-medlemsland, følger bestemmelsen af artikel 46 i UCITS-direktivet, der fastsætter, at de kompetente myndigheder i det pågældende medlemsland skal underrettes om hensigten til markedsføring. For så vidt angår markedsføring af investeringsforeninger i tredje lande og markedsføring af specialforeninger i andre EU-medlemslande og tredje lande afhænger kravene af de enkelte landes lovgivning.

Afsnit III

Til kapitel 5

Til § 18

Bestemmelsen i stk. 1 er ny for foreninger. Stk. 2 er en videreførelse af den gældende lovs § 5 a. En tilsvarende bestemmelse, som den foreslåede, findes i § 43 i lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen gennemfører artikel 13 c, jf. artikel 5 h om god forretningsskik i UCITS-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse er et eksempel på en tilsynsregel, der vil kunne håndhæves over for udenlandske foreninger, der markedsføres her i landet, fordi bestemmelsen er begrundet i almene hensyn, herunder forbrugerbeskyttelse.

Stk. 1, indeholder krav om, at foreninger skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for foreningsområdet (god skik). God skik-regler skal sikre, at kunderne kan have tillid til foreningerne og markedet. God skik-regler bidrager til et velfungerende finansielt marked.

I medfør af stk. 2 ligger kompetencen til at fastsætte regler om god skik for foreninger hos økonomi- og erhvervsministeren.

Ved lov nr. 428 af 6. juni 2002 om ændring af lov finansiel virksomhed, lov om banker og sparekasser, lov om fondsmæglerselskaber, lov om forsikringsvirksomheder, lov om realkredit, lov om forsikringsformidling, m.fl. finansielle love, lov om et skibsfinansieringsinstitut samt lov om markedsføring fik økonomi – og erhvervsministeren kompetence til at fastsætte regler om god skik, der alene vedrører de finansielle virksomheder samt de af denne lov omfattede foreninger. Dette fremgår nu også af § 17, stk. 5, i lov om markedsføring, hvorefter Forbrugerombudsmanden ikke kan udstede retningslinier, der alene retter sig mod de af loven omfattede virksomheder.

Ved lov nr. 428 af 6. juni 2002 blev markedsføringslovens §§ 1 og 2 samtidig ændret for at tydeliggøre, at på områder, hvor ministeren fastsætter bindende regler om god skik, skal foreningerne alene være reguleret af disse og ikke tillige af markedsføringsloven.

Økonomi- og erhvervsministeren vil således kunne fastsætte regler vedrørende forhold, der ellers ville være omfattet af markedsføringslovens §§ 1 og 2. Det kan f.eks. dreje sig om information i forbindelse med etablering og ophør af medlemskab, om foreningens rådgivningsforpligtelser i forhold til medlemmet, øget gennemsigtighed, m.v.

Regler om god skik, for eksempel bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder, fastsættes i praksis på baggrund af et oplæg udarbejdet af Finanstilsynet og Forbrugerstyrelsen. Indholdet vil forinden - efter sædvanlig praksis ved regeludstedelse - være drøftet med relevante brancheorganisationer. Forinden udkast til bekendtgørelse sendes i høring, skal dette forelægges Det Finansielle Virksomhedsråd med deltagelse af Forbrugerombudsmanden, jf. forslagets § 117, der henviser til § 345 i lov om finansiel virksomhed. Der henvises til § 344, stk. 5, og bemærkningerne til denne bestemmelse i forslaget til lov om finansiel virksomhed, L 176, Folketinget 2002-03. Efter rådets behandling af udkastet til regler afgiver deltagerne, som det også fremgår af bemærkningerne til § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, samlet deres bemærkninger hertil. Eventuelle forskellige holdninger til udkastet afspejles i de samlede bemærkninger. Denne fremgangsmåde er indføjet i rådets forretningsorden. På baggrund af bemærkningerne udarbejdes et revideret forslag, som økonomi- og erhvervsministeren sender i høring. Hvis der efter høringen er behov herfor, forelægges et revideret udkast på ny for rådet med deltagelse af Forbrugerombudsmanden. På baggrund af forelæggelsen udarbejder rådet en beskrivelse af problemstillingen og de synspunkter, som er fremført af høringsparterne, herunder en mulig løsning. De relevante parter indkaldes til møde i Økonomi- og Erhvervsministeriet med henblik på en drøftelse af sagen. Herefter udsteder ministeren de endelige regler. Samme procedure følges ved ændring af allerede udstedte bekendtgørelser.

For så vidt angår tilsyn med reglernes overholdelse, er god skik-området i den finansielle sektor undtaget fra markedsføringsloven, hvilket indebærer, at det pågældende område samtidig undtages fra Forbrugerombudsmandens tilsyn. Sager vedrørende god skik i den finansielle sektor, hvor økonomi- og erhvervsministeren har udstedt regler, falder herefter uden for markedsføringslovens anvendelsesområde, og Finanstilsynet varetager herefter tilsynet med overholdelsen af disse regler.

Tilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle klager, som tilsynet får forelagt, men kan på basis af en klage, af egen drift eller efter anmodning herom fra Det Finansielle Virksomhedsråd eller Forbrugerombudsmanden behandle spørgsmål om god skik.

Såfremt en sag om god skik har videregående betydelige følger eller principiel betydning, skal Finanstilsynet forelægge sagen for Det Finansielle Virksomhedsråd, der rådgiver Finanstilsynet om sagen, forinden Finanstilsynet træffer afgørelse.

Forbrugerombudsmanden deltager i møder i Det Finansielle Virksomhedsråd, når rådet drøfter disse konkrete sager. Når sådanne sager behandles, er medlemmerne af Det Finansielle Virksomhedsråd samt Forbrugerombudsmanden bundet af de særlige tavshedspligtsregler, der er fastlagt i lovgivningen.

Finanstilsynets afgørelser kan af den, som afgørelsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsankenævnet.

Sager, hvori privatpersoner ønsker, at der træffes afgørelse af en konkret formueretlig tvist, dvs. angående et spørgsmål af økonomisk betydning, skal som hidtil behandles af Ankenævnet for Investeringsforeninger. Erhvervsdrivende kan som i dag indbringe sådanne sager for domstolene. I det omfang Finanstilsynet modtager sådanne klagesager, meddeles dette klageren.

Finanstilsynet påser alene overholdelsen af de offentligretlige regler og foretager en generel vurdering af, om foreningernes aftaler og vilkår overfor medlemmerne er i overensstemmelse hermed.

Den civilretlige vurdering ligger uden for det lovmæssige tilsynsområde.

En overtrædelse af de offentligretlige regler om god skik indebærer eksempelvis ikke uden videre, at den konkrete aftale mellem en forening og kunden er ugyldig eller uvirksom. En sådan vurdering af aftalen må som hidtil henvises til afgørelse ved Ankenævnet for Investeringsforeninger eller indbringes for de almindelige domstole.

Når Finanstilsynet træffer en afgørelse om, at en forening har overtrådt reglerne om god skik på foreningsområdet, kan Finanstilsynet pålægge foreningen at berigtige forholdet. Dette indebærer, at foreningen tilkendegiver over for Finanstilsynet, at den snarest muligt vil ændre den kritisable handlemåde, og at foreningen indretter fremtidig praksis i overensstemmelse med Finanstilsynets afgørelse, jf. forslaget til § 120.

Undladelse heraf er sanktioneret med bøde, jf. forslaget til § 132.

Forbrugerombudsmandens kompetence til at træffe generelle foranstaltninger efter markedsføringsloven, der ikke specifikt vedrører den finansielle sektor, består uændret.

Finanstilsynet afgiver i samarbejde med Forbrugerstyrelsen årligt til økonomi– og erhvervsministeren en rapport over status for udstedelse af regler om god skik og om erfaringerne med reglernes anvendelse.

Afsnit IV

Til kapitel 6

Til § 19

Bestemmelsen svarer til lov om finansiel virksomhed § 67, stk. 1. Bestemmelsen medfører, at det er tilstrækkeligt, at indkaldelsen til generalforsamling i en forening er offentligt tilgængelig. Dette indebærer, at det for eksempel er tilstrækkeligt, at indkaldelsen findes på foreningens hjemmeside og udleveres på anmodning. Det er således ikke et krav, at indkaldelsen sendes til samtlige foreningens medlemmer, med mindre de beder om det. Det er dog et krav, at indkaldelsen er i overensstemmelse med foreningens vedtægter. Dette krav svarer til gældende praksis.

Kravet om, at indkaldelsen skal være offentlig tilgængelig skal ses i sammenhæng med bestemmelsen om, at pressen skal have adgang til generalforsamlingerne. Det er en forudsætning for, at pressen kan udnytte sin ret til adgang, at pressen har mulighed for at få oplyst tidspunkt og dagsorden for generalforsamlingen.

Ved »pressen« forstås for eksempel radio, fjernsyn og den trykte presse. For ikke at begrænse den frie debat er det forudsat, at generalforsamlingen kan træffe beslutning om, at pressen ikke har ret til at foretage bånd- og filmoptagelser. Bestemmelsen hjemler ikke adgang for offentligheden.

Til § 20

Bestemmelsen svarer til § 68 i lov om finansiel virksomhed. Det følger af bestemmelsen, at Finanstilsynet udøver de beføjelser, der er tillagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter aktieselskabslovens § 72, stk. 2. Disse beføjelser består i, at tilsynet kan indkalde en generalforsamling i foreninger uden bestyrelse eller i foreninger, hvor bestyrelsen undlader at indkalde til generalforsamling.

Til § 21

Bestemmelsen er en videreførelse af § 11 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Stk. 1 og 2 fastslår i overensstemmelse med selskabsretlige principper, at foreningens øverste myndighed udøves af medlemmerne på en generalforsamling.

Stk. 3 delegerer generalforsamlingens beføjelser til en afdelings medlemmer i spørgsmål, der alene vedrører den pågældende afdeling. Dette gælder beføjelser vedrørende godkendelse af afdelingens årsrapport, ændring af vedtægternes regler for anbringelse af afdelingens formue og afdelingens opløsning, fusion eller spaltning.

Stk. 3, nr. 4, er ny i forhold til den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen delegerer generalforsamlingens beføjelser til en afdelings medlemmer for så vidt angår de øvrige spørgsmål, som udelukkende vedrører afdelingen. Der kan blandt andet være tale om spørgsmål vedrørende: anvendelse af afdelingens resultat, indløsning af andele, ændring af afdelingens navn, ændring af en afdeling fra at være bevisudstedende til at blive kontoførende eller omvendt, ændring af en afdeling fra at være udloddende til at blive akkumulerende eller omvendt, andelenes størrelse eller den valuta, andelene udstedes i, og antallet af udlodninger pr. år.

Stk. 4 fastsætter, at lovens almindelige regler for generalforsamlinger, blandt andet stemmeretten og dennes udøvelse, finder tilsvarende anvendelse på separate afstemninger i den enkelte afdeling, jf. stk. 3.

Stk. 5 giver ethvert medlem ret til i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser herom at kræve et bestemt emne optaget på dagsordenen. Bestemmelsen skal sikre, at enkelte medlemmer eller minoritetsgrupper inden for medlemskredsen kan få deres synspunkter frem på generalforsamlingen, selv om bestyrelsen eller direktionen er imod det. På den anden side må emnet være nøje konkretiseret. Et generelt udformet dagsordenspunkt om for eksempel kritik af direktionens og bestyrelsens administration af foreningen opfylder ikke lovens krav. Det må endvidere forventes, at det fremgår af vedtægterne, at forslag til dagsordenen skal indgives skriftligt til bestyrelsen i så god tid, at bestyrelsen har den nødvendige tid til udsendelse af indkaldelse og dagsorden.

Stk. 6 pålægger bestyrelsen og direktionen en oplysningspligt på generalforsamlingen. Oplysningspligten er begrænset således, at oplysninger ikke må medføre væsentlig skade for foreningen, ligesom det er bestyrelsens skøn, der er afgørende for oplysningspligtens omfang. Begrænsningen omfatter blandt andet situationer, hvor en forening ikke kan videregive oplysninger, der har ligget til grund for en given disposition. Det kan således for eksempel være skadeligt for foreningen, hvis en forenings ledelse på en generalforsamling skal fremkomme med vurderinger af et konkret selskabs økonomiske stilling og fremtidsmuligheder.

Til § 22

Bestemmelsen er en videreførelse af § 12 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Stk. 1 fastslår, at ethvert medlem skal sikres stemmeret, bortset fra hvad der følger af en eventuel noteringsfrist, jf. stk. 2. Ethvert medlem skal have mindst en stemme. Stk. 1, 3. punktum , giver foreningerne mulighed for at indsætte en bestemmelse i vedtægterne, som begrænser stemmeretten til et vist maksimum, således at medlemmerne kun har et vist antal stemmer uden hensyn til det samlede antal af deres andele eller til størrelsen af deres indskud. Sådanne vedtægtsbestemmelser skal gælde for alle medlemmer efter et lighedsprincip. Der må ikke gøres forskel på de enkelte medlemmer. Hensigten med sådanne bestemmelser er at hindre, at et medlem eller en gruppe af medlemmer for let kan erobre magten i en forening.

Hvis bestyrelsen i en forening besidder stemmerettigheder som følge af, at en afdeling har erhvervet andele i en anden afdeling under den samme forening, kan der blive tale om at bruge stemmeretten for disse andele ved afdelingsspecifikke afstemninger om for eksempel investeringsområde.

Ved foreningsrelevante afstemninger f.eks. valg til bestyrelse og valg af revisorer kan der reelt ske en gearing af bestyrelsens indflydelse, hvorfor der ikke bør afgives stemmer (i lighed med aktieselskabers stemmer på egne aktier).

Stk. 2 forudsætter, at stemmeret kan betinges af en forudgående notering i foreningens protokol. Der må dog ikke foreskrives en noteringsfrist på mere end 4 uger.

Til § 23

Bestemmelsen svarer med enkelte tilføjelser til § 13 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Stk. 1 fastslår, at der til vedtagelse af beslutning om ændring af vedtægterne kræves, at mindst halvdelen af formuen er repræsenteret på generalforsamlingen, og at beslutningen vedtages med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Bestemmelsen hindrer, at en generalforsamling, hvor kun et ringe antal medlemmer er mødt, vedtager ændringer af vedtægterne. Vedtægterne kan ikke indeholde bestemmelser, der giver lempeligere regler end de anførte, hvorimod der intet er til hinder for strengere vedtægtsmæssige krav. For ikke unødigt at besværliggøre vedtægtsændringer i foreninger med et stort antal medlemmer giver bestemmelsen i 2. punktum mulighed for, at vedtægtsændringer kan vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, selv om halvdelen af formuen ikke er repræsenteret på denne. Dette kræver, at den fornødne majoritet har stemt for forslaget på den første generalforsamling.

Ved afgørelse af, om den påkrævede halvdel af formuen er repræsenteret på en generalforsamling, skal andele, der er omfattet af en stemmebegrænsning i henhold til vedtægtsbestemmelser herom, jf. § 22, medregnes.

Stk. 2 fastslår, at ændringer af vedtægter for investeringsforeninger og specialforeninger ikke er gyldige, før de er godkendt at Finanstilsynet. Dette medfører, at en forening for eksempel ikke kan begynde at investere efter en ny investeringspolitik, før den pågældende ændring af foreningens vedtægter er godkendt af Finanstilsynet.

Til § 24

Forslaget om, at generalforsamlingen skal træffe beslutning om salg af en forenings investeringsforvaltningsselskab, og at bestyrelsen samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen skal udarbejde en redegørelse om forslaget om salg, er nyt. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at en forenings depotselskab får mulighed for at eje investeringsforvaltningsselskaberne for de foreninger, som det er depotselskab for.

Det foreslås i stk. 1 , at beslutning om salg af en forenings aktier som hovedregel skal træffes af foreningens generalforsamling. Foreningens bestyrelse kan dog træffe beslutning om salg af aktier i investeringsforvaltningsselskabet til andre foreninger, som har valgt det samme investeringsforvaltningsselskab som daglig ledelse. Salg af aktier fra en afdeling af en forening til en anden afdeling af samme forening anses ikke for en beslutning om salg af en forenings aktier i investeringsforvaltningsselskabet.

Når depotselskaberne får adgang til også at eje foreningernes investeringsforvaltningsselskaber, forventes det, at nogle depotselskaber vil fremsætte tilbud om at købe investeringsforvaltningsselskaber, som hidtil har været ejet af de foreninger, som de er depotselskaber for, jf. bemærkningerne til § 26. Da investeringsforvaltningsselskabet er en forenings daglige ledelse og træder i stedet for en direktør og personale, er en beslutning om salg af selskabet af så vidtrækkende betydning for foreningens fremtidige drift, at en beslutning herom skal træffes af foreningens medlemmer på en generalforsamling efter reglerne om vedtægtsændringer, jf. den foreslåede § 24, stk. 1. Herved undgås det også, at medlemmer, der er utilfredse med en beslutning om salg af investeringsforvaltningsselskabet og med den pris, som foreningen får for aktierne i selskabet, ikke kan fremføre deres synspunkter.

Det foreslås i stk. 2 , at foreningens bestyrelse skal udarbejde en redegørelse om fordele og ulemper ved salg af aktier i foreningens investeringsforvaltningsselskab, hvis bestyrelsen stiller forslag om, at generalforsamlingen skal træffe beslutning herom. Redegørelsen skal sætte medlemmerne i stand til at træffe en beslutning på et kvalificeret grundlag. Redegørelsen skal svare til den redegørelse, som bestyrelsen i børsnoterede selskaber skal give til generalforsamlingen og dermed aktionærerne ved overtagelsestilbud på børsnoterede selskaber.

Redegørelsen skal foreligge senest samtidig med, at der indkaldes til generalforsamling. Da formålet med redegørelsen er at orientere medlemmerne om konsekvenserne ved salg af aktier i investeringsforvaltningsselskabet, foreslås det, at den skal sendes til foreningens navnenoterede medlemmer samtidig med, at der indkaldes til generalforsamlingen. Fra samme tidspunkt skal redegørelsen fremlægges til eftersyn på foreningens kontor. Hvis foreningen lægger redegørelsen ud på foreningens hjemmeside, anses forpligtelsen til at fremlægge den på foreningens kontor for at være opfyldt.

Til § 25

Bestemmelsen, der er en videreførelse af praksis, skal ses i sammenhæng med § 28, stk. 3, hvorefter der indføres en pligt for bestyrelsen til at føre en protokol over forhandlingerne. Bestemmelsen foreskriver, at der skal føres en protokol over forhandlingerne på generalforsamlingen, som skal underskrives af dirigenten.

Stk. 2 foreskriver, at protokollen eller en bekræftet udskrift af denne, senest 2 uger efter generalforsamlingens afholdelse skal være tilgængelig for foreningens medlemmer på foreningens kontor.

Til kapitel 7

Til § 26

§ 26 er en delvis videreførelse af den hidtidige § 14 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Bestemmelsen vedrører bestyrelsens uafhængighed og overordnede ledelse af en forening.

Som noget nyt foreslås den hidtidige regel om, at flertallet af bestyrelsens medlemmer ikke må være medlemmer af bestyrelsen for eller ansat i depotselskabet eller et andet selskab, som er koncernforbundet med depotselskabet, skærpet, således at ingen af bestyrelsens medlemmer må være medlemmer af bestyrelsen for eller ansat i depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, eller i andre selskaber, som er koncernforbundne med disse selskaber.

Formålet med ændringen er at understrege, at en forenings bestyrelse alene skal varetage foreningens interesser. Reglen skal forebygge interessekonflikter og inhabilitet i forholdet mellem foreningens bestyrelse og de selskaber, som foreningen har et væsentligt samarbejde med. Ændringen skal også ses i lyset af, at Finanstilsynet agter at indføre en ny praksis, hvorefter det tillades, at en forenings depotselskab tillige får lov til at eje foreningens administrationsselskab.

En forening ledes ifølge stk. 1 af en bestyrelse og en direktion, der som i aktieselskaber er fælles om ledelsen af foreningen, jf. § 54, stk. 1, i lov om aktieselskaber. Kompetencefordelingen mellem disse ledelsesorganer er fastlagt i stk. 3 og i forslagets § 27. Det fastslås, at bestyrelsen og direktionen skal handle uafhængigt og udelukkende i foreningens bedste interesse. Bestemmelsen svarer til §§ 52 og 101, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed for henholdsvis depotselskaber og investeringsforvaltningsselskaber. Det gælder særligt, når ledelsen indgår aftaler med foreningens samhandelspartnere, idet sådanne aftaler vedrører væsentlige beløb for foreningen.

Efter stk. 2, 1. pkt., må der i en forenings bestyrelse ikke være mindre end 3 medlemmer. Der er intet i vejen for, at antallet sættes til et højere tal, og der er ikke fastsat noget maksimum for bestyrelsens størrelse. For at undgå at bestyrelsen kommer under det lovbestemte mindstekrav, kan det være praktisk, at der samtidig med valg af medlemmer til bestyrelsen på generalforsamlingen foretages valg af suppleanter.

Der er en til stk. 2, 2. pkt., svarende bestemmelse om et investeringsforvaltningsselskabs bestyrelse i lov om finansiel virksomhed § 98. Denne bestemmelse foreslås i § 3, nr. 12, i forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel mv., lov om finansiel virksomhed samt lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme udvidet til at omfatte selskaber, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, således at de to bestemmelser kommer til at svare til hinanden. Der er dog den væsentlige forskel, at det alene er flertallet af medlemmerne af et investeringsforvaltningsselskabs bestyrelse, der ikke må have tilknytning til foreningens depotselskab eller andre selskaber, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med.

Det foreslås som en hovedregel, at bestyrelsen udelukkende skal bestå af personer, der ikke har tilknytning til depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, hverken som medlem af bestyrelsen for eller ansat i depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med. Medlemmer af en forenings bestyrelse må heller ikke være medlem af bestyrelsen for eller ansat i et selskab, herunder holdingselskaber i en koncern, som depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, er en del af.

Et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, kan være selskaber, som foreningen har indgået aftaler med om f. eks. investeringsforvaltning, investeringsrådgivning, værdipapirhandel eller markedsføring. Væsentlighedskriteriet anses for opfyldt, hvis aftalen vedrører foreningens kernefunktioner, eller den efter foreningens forhold er af betydelig økonomisk størrelse. Der er således tale om en konkret bedømmelse af, om en aftale er væsentlig. For eksempel kan en distributionsaftale med et pengeinstitut, der ikke er depotbank for den pågældende forening, blive anset for væsentlig i lovens forstand, hvis der er tale om foreningens dominerende distributionskanal, mens den ikke vil blive anset som væsentlig, hvis den blot er en aftale blandt flere distributionsaftaler med andre, og der kun afsættes et mindre antal andele under aftalen.

Formålet med bestemmelsen er at undgå personsammenfald i forhold til de selskaber, som foreningen samarbejder med, og selskaber, der er koncernforbundne med disse. Med bestemmelsen understreges det, at der uanset nære samarbejdsrelationer er tale om forskellige juridiske enheder, og at det er foreningens bestyrelse, der leder foreningen. Bestemmelsen skal gøre det klart, at det altid er bestyrelsens og dermed også direktionens pligt at handle i medlemmernes interesse.

Bestemmelsen skal endvidere modvirke interessemodsætninger mellem foreningen og depotselskabet og de andre selskaber, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med. For så vidt angår depotselskabet skal det udføre de i lov om finansiel virksomhed § 106 nævnte kontrolfunktioner i forhold til foreningens forvaltning af sine formueforhold. Foreningens bestyrelse har ansvaret for på foreningens vegne at føre forhandlinger med depotselskabet om depotselskabskontrakten og eventuelt også om andre aftaler samt ansvaret for at kontrollere og vurdere, at depotselskabet overholder sine forpligtelser overfor foreningen.

I stk. 3 foreslås en undtagelse, således at højest ét medlem af bestyrelsen for en forening kan være medlem af bestyrelsen for et investeringsforvaltningsselskab, som administrerer den pågældende forening. Det pågældende medlem må ikke være formand for investeringsforvaltningsselskabets bestyrelse. Hensigten med undtagelsen er, at sikre en balance, hvor der på den ene side tages hensyn til foreningens bestyrelses mulighed for at få tilført ekspertise og få indsigt i investeringsforvaltningsselskabet samt på den anden side sikre et effektivt værn af hensyn til investorerne.

De almindelige selskabsretlige habilitetsregler finder tillige anvendelse, således at det fælles bestyrelsesmedlem ikke kan deltage i behandlingen af spørgsmål, hvor der er interessekonflikter.

I stk. 4 foreslås en anden undtagelse, således at medlemmer af bestyrelsen for en investeringsforening eller en specialforening uanset forbudet i stk. 2 kan være medlemmer af bestyrelsen for et investeringsforvaltningsselskab, som varetager investeringsforvaltningen af foreningen, og som foreningen ejer helt eller sammen med andre investeringsforeninger eller specialforeninger. Bestemmelsen skal gøre det muligt at fortsætte den hidtidige praksis, hvorefter en forenings bestyrelse tillige udgør bestyrelsen i foreningens investeringsforvaltningsselskab, når dette er ejet af foreningen enten alene eller sammen med andre investeringsforeninger eller specialforeninger, som tillige forvaltes af det pågældende investeringsforvaltningsselskab.

Bestemmelsen i stk. 5 , om medarbejderrepræsentation i en investeringsforenings bestyrelse, kan blive aktuel, hvis en forening er moderselskab for et investeringsforvaltningsselskab og medarbejderne vælger den samme repræsentant til bestyrelsen for investeringsforvaltningsselskabet og bestyrelsen for investeringsforeningen.

Bestemmelsen i stk. 6 om bestyrelsens opgaver skal sammenholdes med reglen om opgaverne for direktionen. Medens den daglige ledelse varetages af direktionen i overensstemmelse med bestyrelsens retningslinier og anvisninger, varetages ledelsen i øvrigt af bestyrelsen og direktionen. I stk. 6 , 1. pkt. , fremhæves bestyrelsens pligt til at sørge for - og dermed være ansvarlig for ‑ en forsvarlig og lovmæssig udøvelse af virksomheden herunder ansvarlig for midlernes forsvarlige placering.

Bestemmelsen i 2. pkt. svarer til aktieselskabslovens § 54, stk. 3, om aktieselskabsbestyrelsens pligter vedrørende bogføringen og formueforvaltningen. Direktionen har det umiddelbare ansvar for, at bogføringen foregår på betryggende måde i overensstemmelse med lovgivningen og de i henhold til denne udfærdigede nærmere bestemmelser om bogføringspligtens omfang. Bogføringen omfatter hele foreningens bogholderi og regnskabsvæsen. Bestyrelsens pligt er at føre kontrol med, at bogføringen foregår på betryggende måde. Det samme gælder formueforvaltningen. Bestyrelsens og direktionens pligt med hensyn til formueforvaltningen er ikke blot en pligt til at konstatere aktivernes tilstedeværelse, men omfatter også deres forsvarlige placering.

Bestyrelsen i et aktieselskab skal i medfør af lov om aktieselskaber § 56, stk. 5, ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv. En tilsvarende bestemmelse foreslås indføjet i stk. 7 som et nødvendigt led i fastlæggelsen af bestyrelsens opgaver og deres udførelse svarende til, hvad der gælder for aktieselskaber.

I den øvrige regulering vedrørende finansielle virksomheder har der vist sig et behov for at præcisere, at bestyrelsen skal udfærdige skriftlige retningslinier for virksomhedens væsentligste aktivitetsområder, således at arbejdsdelingen mellem bestyrelsen og direktionen fastlægges, jf. f.eks. lov om finansiel virksomhed § 70. Det foreslås derfor i stk. 8 at indføre en tilsvarende bestemmelse.

Det foreslås i stk. 9 , at de i stk. 8 nævnte retningslinier skal indsendes til Finanstilsynet.

Til § 27

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den hidtidige § 15, stk. 1 og 2, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt en ny regel, der fastslår, at bestyrelsen har ansvaret for, at foreningens administration har både en tilstrækkelig bemanding og ekspertise til at administrere foreningen.

Bestemmelsen fastslår, at der vedrørende den daglige ledelse, som varetages af en direktion, består et over- og underordnelsesforhold mellem bestyrelsen og direktionen. Den daglige ledelse omfatter ikke dispositioner, der efter foreningens forhold er af usædvanlig art eller stor betydning. Bestyrelsens opgave består således i at give direktionen direktiver og at føre tilsyn med dennes forretningsførelse. Om opgavefordelingen mellem bestyrelsen og direktionen henvises i øvrigt til forslagets § 26 med tilhørende bemærkninger.

Bestemmelsen i stk. 2 er ny. Der er en tilsvarende bestemmelse for et investeringsselskabs bemanding og ekspertise efter § 100, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 2 , at en forening skal være i besiddelse af en tilstrækkelig kvalificeret bemanding og ekspertise til at administrere foreningens investeringspolitik og til at træffe investeringsbeslutninger vedrørende foreningens midler.

Den foreslåede bestemmelse svarer til Finanstilsynets hidtidige praksis om foreningers bemanding og kvalifikationer. Bestemmelsen skal sikre, at foreningens personale er i stand til at forestå den daglige drift af foreningen, uanset hvilke investeringer der foretages for foreningen. Den daglige ledelse skal således altid være i stand til at træffe investeringsbeslutninger på et kvalificeret grundlag vedrørende midler tilhørende foreningen.

Såfremt enkelte administrative opgaver delegeres til en anden virksomhed, indebærer bestemmelsen, at foreningen skal have en sådan bemanding, ekspertise og kapacitet, at foreningen er i stand til at kontrollere, at opgaverne varetages korrekt og efter aftalen.

Det overordnede formål med bestemmelsen er at sikre, at foreningen er i stand til og rent faktisk varetager medlemmernes interesser på en fuld forsvarlig måde.

Der foreslås i stk. 3 , at en forening i stedet for at ansætte en direktør kan overlade den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab. Hvis den daglige ledelse er overladt til et investeringsforvaltningsselskab, foreslås det, at de opgaver, der påhviler en forenings direktion, i stedet påhviler investeringsforvaltningsselskabets direktion.

En forening kan ikke samtidigt have en direktør og vælge et investeringsforvaltningsselskab til at forvalte foreningen, men en forening med en direktør kan uddelegere visse opgaver, som ikke er kerneopgaver til f. eks. et investeringsforvaltningsselskab.

Stk. 3 skal ikke være til hinder for, at bestyrelsen for en forening, der forvaltes af et valgt investeringsforvaltningsselskab, tillige ansætter en eller flere personer med direkte reference til bestyrelsen. Sådanne personer må ikke udføre investeringsforvaltningsopgaver, men de kan rådgive og assistere bestyrelsen i udførelsen af bestyrelsens kontrol med, at foreningens modparter i aftaler lever op til deres forpligtelser.

Et investeringsforvaltningsselskab skal have tilladelse til at drive virksomhed efter lov om finansiel virksomhed § 10, og en forenings valg af investeringsforvaltningsselskab skal efter forslagets § 7 ligeledes godkendes af Finanstilsynet som et led i godkendelsen af foreningen. Dette indebærer, at såfremt en forening vælger et andet investeringsforvaltningsselskab, og Finanstilsynet ikke kan godkende dette valg, er betingelserne for foreningens godkendelse ikke længere tilstede, jf. forslagets § 7, og foreningens tilladelse skal tilbagekaldes, jf. forslagets § 81, stk. 2, nr. 1.

Det har hidtil været Finanstilsynets praksis, at en forening ikke kunne vælge et investeringsforvaltningsselskab, som var ejet af foreningens depotselskab eller et andet selskab, der er koncernforbundet med depotselskabet. Det foreslås at opgive denne praksis, således at der med forslaget åbnes adgang til, at en forenings depotselskab tillige kan eje foreningens investeringsforvaltningsselskab.

Depotselskabet selv kan dog ikke samtidigt være investeringsforvaltningsselskab for foreningen, fordi depotselskabet efter § 106 i lov om finansiel virksomhed er pålagt visse kontrolbeføjelser overfor investeringsforvaltningsselskabet i dets egenskab af daglig ledelse for foreningen. Denne bemærkning er medtaget, fordi den fremgår af UCITS-direktivets artikel 17, stk. 1. Efter de danske regler vil det samme selskab aldrig kunne udføre begge funktioner.

Til § 28

Bestemmelsen er ny for investeringsforeninger og specialforeninger, men den gælder allerede for finansielle virksomheder efter § 74 i lov om finansiel virksomhed .

Stk. 1, 1. pkt ., svarer til aktieselskabsloven § 56, stk. 2, 1. pkt., hvorefter formanden skal sørge for, at der afholdes bestyrelsesmøder m.v. Efter 2. pkt. kan ethvert medlem af bestyrelsen, en direktør, en ekstern revisor eller den interne revisionschef forlange, at bestyrelsen indkaldes. Der er tale om en ret til at forlange, at formanden indkalder bestyrelsen. Selve indkaldelsen skal ske efter de sædvanlige procedurer. Såfremt der i bestyrelsens forretningsorden eller i foreningens vedtægter er fastsat et indkaldelsesvarsel, skal dette overholdes.

Retten til indkaldelse af og deltagelse i bestyrelsesmøder indebærer dels, at den omfattede personkreds sikres information på samme niveau som bestyrelsesmedlemmer, dels at den eksterne revisor og den interne revisionschef har mulighed for at orientere bestyrelsen om væsentlige regnskabsmæssige forhold af betydning for foreningen. Som konsekvens heraf må den omfattede personkreds tilsendes dagsorden med bilag på lige fod med bestyrelsesmedlemmerne. Det anses som tilstrækkeligt, at bilagene alene sendes til den eksterne revisor på anfordring.

Alle de omfattede personer har ret til at være til stede uafhængigt af, om der er andre fra den omfattede persongruppe tilstede.

Stk. 2 skal sikre, at den eksterne revisor og den interne revisionschef er til stede ved bestyrelsens behandling af sager, der er relevante for denne personkreds, såfremt blot et enkelt bestyrelsesmedlem ønsker det.

Stk. 3 svarer til aktieselskabslovens § 56, stk. 3. Dog har eksterne revisorer og interne revisionschefer ikke i henhold til aktieselskabsloven ret til at få foretaget protokoltilførsel.

Til § 29

Bestemmelsen er en videreførelse af § 24, stk. 1 og 2, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

For at forebygge kritisable købs- eller salgsbeslutninger foreslås i stk. 1, at medlemmer af ledelsen af en forening skal have bestyrelsens samtykke til at optræde som f.eks. køber eller sælger af værdipapirer til foreningen. Det er herved forudsat, at transaktionerne sker til priser, der er forenelige med bestemmelserne i § 46.

Af kontrolmæssige grunde kræves dels et udtrykkeligt samtykke til hver enkelt transaktion, dels en indførelse herom i bestyrelsens forhandlingsprotokol.

I stk. 2 foreslås det svarende til bestemmelsen i aktieselskabslovens § 58, at et bestyrelsesmedlem eller en direktør ikke må deltage i behandlingen af spørgsmål om aftaler mellem foreningen og den pågældende selv eller om søgsmål mod den pågældende selv eller om aftale mellem foreningen og tredjemand eller søgsmål mod tredjemand, hvis bestyrelsesmedlemmet eller direktøren deri har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod foreningens. De inhabilitetshensyn, som gælder for ledelsen i et aktieselskab eller i en finansiel virksomhed, gør sig også gældende for en forening.

Til § 30

Bestemmelsen er delvis en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i § 41 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen svarer endvidere til § 75 i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 1 og 2 sigter mod tilfælde, hvor der er udsigt til, at en forening eller en afdeling er ved at komme i økonomiske vanskeligheder.

Indberetningen skal foretages, hvor der er udsigt til, at foreningen eller en afdeling er ved at komme i vanskeligheder, uanset at foreningen eller afdelingen på indberetningstidspunktet opfylder kapitalkravet. Bestemmelsen sikrer, at tilsynet orienteres, inden foreningens eller afdelingens situation bliver så alvorlig, at der skal tages stilling til, om tilsynet skal inddrage tilladelsen.

Som eksempler på forhold, der kan gøre det nødvendigt at foretage indberetning, kan nævnes tab på foreningens eller afdelingens investeringer, opsigelse af vigtige aftaler som depotaftalen, administrationsaftalen, distributionsaftaler m.fl., ekstraordinære store indløsninger, ophør af det indeks, en indeksforening følger eller andet, som vil bringe foreningens fortsatte virksomhed i fare.

Pligten til at give meddelelse til Finanstilsynet påhviler såvel foreningen som det enkelte medlem af foreningens bestyrelse og direktører. Revisionen er omfattet af en tilsvarende oplysningspligt, jf. forslagets § 72 og bemærkningerne hertil.

Stk. 3 er en præcisering af indberetningspligten i stk. 1 og 2, for så vidt angår tilfælde, hvor der er en formodning for, at en forening eller en afdeling ikke opfylder formuekravet. Finanstilsynet kan herefter i det konkrete tilfælde fastsætte en frist, inden for hvilken formuekravet senest skal være opfyldt. Konsekvensen af, at tilsynet enten ikke fastsætter en frist, eller at foreningen eller afdelingen ikke opfylder formuekravet inden fristens udløb, er, at foreningens godkendelse tilbagekaldes, jf. forslagets § 81, stk. 1.

Til § 31

Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af § 8 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Bestemmelsen svarer til § 64 i lov om finansiel virksomhed om, at ledelsen (bestyrelsesmedlemmer, suppleanter herfor samt direktører) skal opfylde visse krav om egnethed og hæderlighed. Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 13 a, stk. 1, i UCITS-direktivet.

Dersom et bestyrelsesmedlem ikke skønnes at opfylde kravene til egnethed og hæderlighed i en forening i drift, og den pågældende forening ikke afhjælper dette, kan Finanstilsynet i medfør af forslagets § 81, stk. 2, nr. 1, tilbagekalde foreningens godkendelse.

Ved stiftelse af en forening kan Finanstilsynet ifølge forslaget i overensstemmelse med hidtidig praksis fortsat nægte at godkende en forening, hvis et medlem af den pågældende forenings bestyrelse eller direktion ikke opfylder kravene i forslagets § 7, stk. 1, nr. 3.

Afgørelse om at nægte en forening tilladelse eller tilbagekalde en forenings godkendelse træffes af Det Finansielle Virksomhedsråd, jf. forslagets § 117, jf. § 345, stk. 2, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, fordi der er tale om en afgørelse, der enten er af principiel betydning eller har videregående betydelige følger for virksomheden. I medfør af forslagets § 121 kan Finanstilsynet påbyde en forening inden for en af tilsynet fastsat frist at afsætte en direktør, hvis der foreligger forhold, der er omfattet af § 31, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til stk. 2 nedenfor.

Bestyrelsesmedlemmer og direktører, der ikke er enige med Finanstilsynet i afgørelsen, har i medfør af forslagets § 131 mulighed for at indbringe afgørelsen for Erhvervsankenævnet. Erhvervsankenævnet kan beslutte, at sådanne klager skal tillægges opsættende virkning.

Ifølge de gældende bestemmelser om kravene til bestyrelsesmedlemmers og direktørers egnethed og hæderlighed skal medlemmer af en forenings bestyrelse og direktion på tidspunktet for meddelelse af tilladelse eller på tidspunktet for tiltrædelse af en sådan stilling i en eksisterende forening opfylde visse krav til egnethed og hæderlighed. Disse bestemmelser er indsat i forslagets stk. 2 svarende til lov om finansiel virksomhed § 64, stk. 2.

Til opfyldelse af regelsættet skal medlemmer af bestyrelsen og direktionen, når de pågældende indtræder i en forening under tilsyn som enten bestyrelsesmedlem eller direktør, afgive nogle oplysninger til Finanstilsynet. De afgivne oplysninger indgår i Finanstilsynets bedømmelse af, om vedkommende er egnet og hæderlig i den finansielle lovgivnings forstand. Der henvises til Finanstilsynets vejledning om krav i den finansielle lovgivning til direktørers, bestyrelsesmedlemmers og aktionærers egnethed og hæderlighed, der fremgår af Finanstilsynets hjemmeside.

Dersom et eller flere medlemmer af en forenings bestyrelse eller direktion ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, er Finanstilsynets sanktionsmuligheder i henhold til den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 8 at nægte en tilladelse til at drive foreningsvirksomhed eller inddrage den pågældende forenings tilladelse til at drive virksomhed. Disse bestemmelser er indsat i den foreslåede § 81, stk. 2, nr. 1.

Finanstilsynet har i praksis ikke anvendt denne lovhjemmel. Dette skyldes, at indgrebet har en sådan styrke og så vidtrækkende konsekvenser, at denne sanktion kun kan tænkes iværksat i særdeles alvorlige tilfælde. Ligeledes vil en inddragelse af tilladelsen for en forening være en uforholdsmæssig sanktion, idet en inddragelse af tilladelsen typisk vil skabe en sådan krisesituation, at en afvikling af den pågældende forening er nødvendig. Disse indgrebsbeføjelser har derfor normalt størst betydning ved ansøgning om godkendelse, hvor Finanstilsynet kan nægte at godkende en forening, hvis et ledelsesmedlem ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.

Derimod findes der i den nuværende lov om investeringsforeninger og specialforeninger ingen bestemmelser, der giver Finanstilsynet mulighed for at pålægge en forening at afsætte et medlem af direktionen, hvis den pågældende ikke varetager stillingen på betryggende vis, således som det foreslås i bestemmelsen i forslagets § 121.

I henhold til internationale standarder udstedt af Committee of European Securities Regulators (CESR), International Association of Insurance Supervisors (IAIS), Basel Core Principle for Effective Banking Supervision samt Joint Forum, er det en forudsætning, at et effektivt og tilstrækkeligt tilsyn skal være i besiddelse af indgrebsbeføjelser, som fremmer tilfredsstillende anvendelse af egnetheds- og hæderlighedstests, og som samtidig giver tilsynsmyndigheden mulighed for at intervenere løbende om nødvendigt, herunder skal tilsynsmyndigheden have beføjelse til at fjerne et ledelsesmedlem fra en post, når dette ikke varetager hvervet forsvarligt.

Den foreslåede bestemmelse har således til formål at supplere Finanstilsynets andre indgrebsbeføjelser med henblik på, at Finanstilsynet kan overholde internationale tilsynsstandarder på området. Den foreslåede bestemmelse gennemfører tillige artikel 13 a, stk. 1, 2. led, 2. pind, i UCITS-direktivet.

Et medlem af bestyrelsen og direktionen i en forening skal, jf. stk. 1, have fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen. Dette påses, når bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen.

Efter stk. 2, nr. 2, kan et medlem af bestyrelsen og direktionen ikke bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem og direktør, såfremt den pågældende har overtrådt straffeloven eller anden lovgivning på det finansielle område. I overvejelserne vil indgå, om det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for efterfølgende misbrug af hvervet eller stillingen, eller om den pågældende har handlet på en så retsstridig og uetisk måde, at der er grundlag for at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør på betryggende vis. Det er således ikke enhver overtrædelse af straffe- og særlovgivningen, der vil føre til en reaktion fra Finanstilsynets side. Allerede i dag har bestyrelsesmedlemmer og direktører efter Finanstilsynets praksis pligt til at indberette, hvis de er dømt for overtrædelse af straffelovens regler i kapitel 28 og 29 om berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser eller kapitel 10 i lov om værdipapirhandel m.v., hvilket er beskrevet i Finanstilsynets vejledning om krav i den finansielle lovgivning til direktørers, bestyrelsesmedlemmers og aktionærers egnethed og hæderlighed.

Der er alene tale om en videreførelse af hidtidig administrativ praksis, dog således at overtrædelse af al lovgivning af relevans for den finansielle sektor tages i betragtning. Det strafbare forhold skal være fastslået ved dom eller ved, at bestyrelsesmedlemmet eller direktøren har accepteret et bødeforelæg, jf. retsplejelovens § 931. F.eks. vil en erkendelse af insiderhandel og en hermed forbundet bøde kunne begrunde, at Finanstilsynet pålægger en forening at afsætte en direktør, jf. forslagets § 121, eller i de tilfælde, hvor der er tale om bestyrelsesmedlemmer, at foreningens tilladelse inddrages, jf. § 81, stk. 2, nr. 1.

Er det strafbare forhold pådømt i udlandet, vil dette ligeledes kunne begrunde Finanstilsynets indgriben.

Efter nr. 3 kan et ledelsesmedlem ikke bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør, dersom den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkurs, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandlinger om tvangsakkord.

Efter nr. 4 kan Finanstilsynet gribe ind over for et medlem af bestyrelsen eller direktionen, dersom den pågældendes økonomiske situation eller selskaber, som den pågældende ejer, eller hvori den pågældende deltager i driften, har påført foreningen tab eller risiko for tab. Dette er en videreførelse af Finanstilsynets praksis. Baggrunden for denne praksis er, at det anses for problematisk, at en person, som har påført en forening tab eller bragt foreningen i risiko for at lide tab, deltager i ledelsen af foreningen, idet det antages, at den pågældende ikke vil være i stand til at foretage tilstrækkelig objektive vurderinger.

Bestemmelsen tænkes anvendt i situationer, hvor et bestyrelsesmedlem eller en direktør ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og herved påfører foreningen tab eller udsætter foreningen for en tabsrisiko. Bestemmelsen foreslås endvidere anvendt i den situation, hvor bestyrelsesmedlemmets eller direktørens økonomi er i en sådan uorden, at selve dette forhold må anses for særdeles belastende for varetagelsen af den overordnede ledelse af en forening. Bestemmelsen foreslås tillige anvendt i den situation, hvor der er tale om tab på investeringer i værdipapirer udstedt af virksomheder, som bestyrelsesmedlemmet ejer, samt virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmet er direktør eller bestyrelsesmedlem. Der anlægges i disse tilfælde en konkret vurdering af årsagen til, at investeringen blev tabsgivende.

I nr. 5 foreslås det, at Finanstilsynet får beføjelse til at kunne gribe ind over for et medlem af bestyrelsen eller direktionen, dersom den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter, at Finanstilsynet har en viden om, at den pågældende i sin tidligere virksomhed har opført sig på en sådan måde, at der er risiko for, at hvervet eller stillingen som bestyrelsesmedlem eller direktør ikke vil blive varetaget på betryggende vis. Der tænkes eksempelvis på situationer, hvor det er åbenbart, at ledelsesmæssige svigt, manglende overholdelse af pålæg eller påbud fra en offentlig myndighed eller grovere misbrugssituationer, har været årsag til problemer i de virksomheder, som den pågældende tidligere har deltaget i ledelsen af som bestyrelsesmedlem eller direktør. Endvidere kan viden om, at den pågældende i gentagne tilfælde har været en del af ledelsen i virksomheder, der er gået konkurs, uden at der dog er afsagt dom for overtrædelse af straffeloven, begrunde, at Finanstilsynet afsætter vedkommende. Finanstilsynet kan endelig reagere, dersom et medlem af bestyrelsen eller direktionen gentagne gange har handlet uredeligt eksempelvis ved at undlade at efterleve krav om god administrativ praksis og regnskabspraksis, eller ved undladelse af at iværksætte fyldestgørende kontrolprocedurer, eller i tilfælde, hvor forsømmelser, dumdristighed eller passivitet har skadet foreningen.

I stk. 3 foreslås, at medlemmer af bestyrelsen og direktionen har pligt til at give Finanstilsynet oplysninger om de i stk. 2 angivne forhold.

Til § 32

Den foreslåede bestemmelse er med nogle ændringer en videreførelse af § 20 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bopælskravet er foreslået udvidet, således at mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer skal have bopæl i Den Europæiske Union, i et land som Fællesskabet eller Danmark har indgået aftale med, eller i et land fastsat af økonomi- og erhvervsministeren.

I 2. pkt. foreslås en hjemmel for konkrete dispensationer fra bopælskravet. Bestemmelsen hjemler også, at økonomi- og erhvervsministeren ved bekendtgørelse undtager statsborgere i lande uden for Fællesskabet fra bopælskravet.

Til § 33

Bestemmelsen er en videreførelse af § 21 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

I konsekvens af bestyrelsens stilling som tilsynsorgan over for direktionen foreslås, at medlemmer af bestyrelsen ikke kan være medlem af direktionen for foreningen. I tilfælde af en direktørs forfald er der imidlertid åbnet mulighed for, at et bestyrelsesmedlem midlertidigt overtager direktørhvervet. Beskikkes et bestyrelsesmedlem som direktør, kan vedkommende fortsat deltage i bestyrelsens arbejde, men den pågældende kan ikke være med til at træffe beslutninger i bestyrelsen.

Hvervet som intern revisionschef og vicerevisionschef kan ikke forenes med hvervet som bestyrelsesmedlem. Den interne revisionschef ansættes af og refererer til instituttets bestyrelse. Bestyrelsen skal endvidere godkende funktionsbeskrivelsen for intern revision. Funktionsbeskrivelsen indeholder bestemmelser om den interne revisions bemanding og budget. Bestemmelsen skal hindre, at den interne revisionschef og vicerevisionschef via medlemskab af bestyrelsen får en uheldig dobbeltrolle i den finansielle virksomhed.

Bestemmelsen hindrer ikke den interne revisionschefs adgang til at indkalde til og deltage i bestyrelsesmøder i sin egenskab af intern revisionschef.

Til § 34

Forslaget erstatter § 23 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Det foreslås, at der skal gælde de samme bestemmelser om forbud mod spekulation for ansatte i foreninger, som der efter bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed § 77 gælder for ansatte i finansielle virksomheder. Bestemmelserne om medarbejderaktier er dog ikke medtaget. Forslaget er resultatet af udvalgsarbejdet i udvalget om ledelses- og spekulationsbestemmelserne, bestående af repræsentanter fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, Danmarks Nationalbank, Finanstilsynet samt de finansielle virksomheders organisationer.

Formålet med bestemmelsen er at hindre konflikter mellem foreningens interesser og egeninteressen hos en person, der er omfattet af spekulationsforbuddet.

Forbuddet mod spekulation målrettes til den personkreds, hvor risikoen for sammenblanding af foreningens interesser med egne interesser er til stede, og hvor et forbud derfor er relevant.

Det foreslås i stk. 1 , at der for personer, der ikke er ansat af bestyrelsen, skal foretages en konkret vurdering af, om der for den pågældende er en væsentlig risiko for sammenblanding af den pågældendes egne og foreningens interesser. Forbuddet relateres således i højere grad til de risici, som reglerne skal imødegå, end til bestemte ledelsesfunktioner. Forslaget sikrer, at formålet med de gældende bestemmelser opretholdes for de centrale personer i foreningen.

Ved afgørelsen af, om en disposition er foretaget »for egen regning«, er det afgørende, om et eventuelt tab af den gennemførte disposition vil påvirke den pågældendes økonomi.

Med forslaget fremgår de forbudte spekulationsforretninger udtømmende af lovens bestemmelser.

Det foreslås, at spekulationsforbuddet skal vedrøre såkaldte gearede investeringer i værdipapirer, erhvervelse, udstedelse og handel med afledte finansielle instrumenter, salg af aktier inden for 6 måneder efter erhvervelsen og investering i valuta. Forslaget skal ses i lyset af, at det er ved disse dispositioner, at der er langt den største risiko forbundet.

Forbuddet i stk. 1, nr. 1, mod at optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter, når de købte værdipapirer stilles til sikkerhed for lånet eller kreditten, svarer til det hidtidige forbud i spekulationsbekendtgørelsens § 5. Forbuddet mod gearede investeringer omfatter således alene tilfælde, hvor de pågældende værdipapirer ligger til sikkerhed for lånet.

Ved værdipapirer forstås aktier, obligationer og andre omsættelige værdipapirer, der kan sidestilles med disse, andre værdipapirer, der omsættes, og hvormed aktier, obligationer og andre omsættelige værdipapirer, der kan sidestilles med disse, kan erhverves ved tegning, ombytning eller kontant betaling, andele i investeringsforeninger og specialforeninger, pengemarkedsinstrumenter, der er optaget til notering på en fondsbørs, samt indlånsbeviser og commercial papers og omsættelige pantebreve med pant i fast ejendom eller løsøre. Dette svarer til den tidligere gældende definition i spekulationsbekendtgørelsens § 1.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2 , at de omfattede personer ikke må erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, med mindre formålet er risikoafdækning. Ved afledte finansielle instrumenter forstås finansielle futures og tilsvarende instrumenter, fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter), rente- og valutaswaps samt swaps på aktier og aktieindeks, råvareinstrumenter m.v., herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant, optioner på at erhverve eller afhænde et værdipapir, der falder ind under § 2, stk. 1, nr. 1-9, i lov om værdipapirhandel m.v., og optioner på aktie- og obligationsindeks, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant og andre instrumenter og kontrakter efter Fondsrådets beslutning herom i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. § 2, stk. 1, nr. 12. Denne definition svarer til den hidtidige definition i spekulationsbekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Ved risikoafdækning forstås transaktioner, der mindsker risikoen ved udsving i værdien på de værdipapirer m.v., som personkredsen lovligt kan erhverve.

Forbuddet i stk. 1, nr. 3, mod erhvervelse af kapitalandele med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen svarer i væsentlig grad til de hidtidige bestemmelser i spekulationsbekendtgørelsens § 6. Spekulationsbekendtgørelsens bestemmelse omfatter værdipapirer og ikke kun kapitalandele. Forslaget betyder således, at der ikke gælder en minimumsholdetid for andre værdipapirer end kapitalandele. Ved kapitalandele forstås alle former for andele i andre virksomheders egenkapital. Andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v. foreslås undtaget fra forbuddet mod at afhænde kapitalandele inden for 6 måneder efter erhvervelsen af disse.

Ved salg af kapitalandele i trangssituationer inden for 6 måneder efter erhvervelsen, anses kapitalandelene ikke for erhvervet med henblik på salg inden for 6 måneder efter erhvervelsen, jf. stk. 1, nr. 3. Ved trangssituationer forstås akut likviditetsbehov eller tab som følge af kursfald i forhold til kursen på anskaffelsestidspunktet. Kapitalandele, der er modtaget ved arv, gave, skifte af fællesbo, erstatning, godtgørelse og lignende, anses ligeledes ikke for erhvervet med henblik på salg inden for 6 måneder efter erhvervelsen, jf. stk. 1, nr. 3. Dette svarer til de hidtidige regler i spekulationsbekendtgørelsens § 6, stk. 3, nr. 4 og 5.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4 , at det tillades den omfattede personkreds at erhverve euro uden begrænsninger henset til fastkurspolitikken mellem danske kroner og euro. Efter de hidtidige regler kan personkredsen alene optage lån i euro til erhvervelse af fast ejendom, der hovedsagelig anvendes til beboelse.

Forbuddet i stk. 2 mod at erhverve aktier eller ejerandele i selskaber, der udøver spekulationsforretninger, svarer til den hidtidige bestemmelse i spekulationsbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Undtaget herfra er aktier i pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber samt andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v.

Det foreslås i stk. 3 , at det er bestyrelsens opgave at tage stilling til, for hvilke personer der er en væsentlig risiko for sammenblanding af egne og foreningens interesser, og som derfor er omfattet af bestemmelsen i henhold til stk. 1. Typisk vil denne kreds være indskrænket til højtplacerede, ledende medarbejdere med direkte forretningsmæssigt ansvar. Bestyrelsen skal sikre, at de personer, der skal være omfattet af forbuddet, er vidende herom, herunder at overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt. Den pågældende omfattes først af straffebestemmelsen fra det tidspunkt, hvor den pågældende informeres om, at denne er omfattet af forbuddet. Bestyrelsen kan vælge at fastsætte personkredsen baseret på funktioner i stedet for baseret på navne.

Det foreslås i stk. 4 , at kontrollen med overholdelsen af spekulationsforbuddet påses af foreningens eksterne revisorer. Det påhviler dog ledelsen i en forening at sørge for, at der er retningslinjer og interne kontrolsystemer, der sikrer overholdelsen af bestemmelsen internt i foreningen. Omfanget af kontrollen besluttes af den eksterne revision efter almindelige revisionsmæssige kriterier. For at kunne påse overholdelsen af forbuddet foreslås det, at der gives de eksterne revisorer hjemmel til at kræve, at personer, der er omfattet af forbuddet, skal indberette finansielle transaktioner. De eksterne revisorer kan endvidere give anvisninger om, hvilken dokumentation, der ønskes. Der gives med forslaget endvidere hjemmel til, at den eksterne revision til brug for kontrollen af bestemmelsens overholdelse kan rette forespørgsel om den pågældendes konti og depoter og forlange udskrifter derfra ved henvendelse til den kontoførende virksomhed. Videregivelse af oplysninger i medfør af denne bestemmelse vil være berettiget videregivelse af oplysninger og vil således ikke være omfattet af forbuddet mod videregivelse af fortrolige oplysninger i forslagets § 36.

Revisionen skal, jf. stk. 5, i revisionsprotokollatet til årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kontrollen med overholdelsen af forbuddet har givet anledning til bemærkninger.

Til § 35

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 15, stk. 3-8, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og svarer til § 80 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at der for personer ansat af foreningens bestyrelse skal gælde et forbud mod, at de er medlemmer af bestyrelsen for eller er ansat i selskaber, der har nære relationer til foreningen. For andre ansatte i foreningen skal gælde de samme bestemmelser om anden virksomhed, som der efter bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed § 80 gælder for ansatte i finansielle virksomheder.

Forslaget er resultatet af udvalgsarbejdet i udvalget om ledelses- og spekulationsbestemmelserne, bestående af repræsentanter fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, Danmarks Nationalbank, Finanstilsynet samt de finansielle virksomheders organisationer.

Bestemmelsens stk. 1 og 2 fastslår, hvilke personer der ikke uden tilladelse kan varetage hverv ved siden af hvervet i foreningen. Det foreslås, at den omfattede personkreds skal være personer, der er ansat af bestyrelsen, samt personer, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og foreningens interesser. Væsentlig risiko anses ikke for at foreligge, hvor den pågældende er udpeget af foreningen til at varetage det pågældende hverv.

For personer, der ikke er ansat af bestyrelsen, foreslås det i stk. 2 , at tilladelse til at varetage andre hverv gives af direktionen. På baggrund af over- og underordnelsesforholdet findes det naturligt, at det er direktionen og ikke bestyrelsen, der tager stilling til, hvorvidt personer, der ikke er ansat direkte af bestyrelsen, kan påtage sig andre hverv.

Der gives med forslaget mulighed for, at den omfattede personkreds kan påtage sig hverv både som bestyrelsesmedlem og direktør i andre erhvervsvirksomheder.

Erhvervsvirksomhed skal forstås i overensstemmelse med hidtidig praksis, hvor erhvervsvirksomhed fortolkes meget vidt. Besiddelse af ikke-dominerende kapitalandele i kommanditselskaber, andelsselskaber, aktieselskaber m.v. er som udgangspunkt ikke nok til at statuere, at besidderen derigennem udøver erhvervsvirksomhed.

Det foreslås i stk. 3 , at det er bestyrelsens opgave at tage stilling til, for hvilke personer der er en væsentlig risiko for sammenblanding af egne og foreningens interesser, og som derfor er omfattet af bestemmelsens stk. 2. Typisk vil denne kreds være indskrænket til højtplacerede, ledende medarbejdere med direkte forretningsmæssigt ansvar. Bestyrelsen skal sikre, at de personer der skal være omfattet af forbuddet, er vidende herom, herunder at overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt. Den pågældende omfattes først af straffebestemmelsen fra det tidspunkt, hvor den pågældende informeres om, at denne er omfattet af forbuddet. Bestyrelsen kan vælge at fastsætte personkredsen baseret på funktioner i stedet for baseret på navne.

Det foreslås i stk. 4, at direktører og andre ledende medarbejdere ikke må have tilknytning til depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, hverken som medlem af bestyrelsen for eller ansat i depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med. Personer ansat af en forenings bestyrelse må heller ikke være medlem af bestyrelsen for eller ansat i et selskab, herunder holdingselskaber i en koncern, som depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, er en del af.

Et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, kan være et selskab, som foreningen har indgået aftaler med om f.eks. administration, investeringsrådgivning, værdipapirhandel eller markedsføring. Væsentlighedskriteriet anses for opfyldt, hvis aftalen vedrører foreningens kernefunktioner, eller den efter foreningens forhold er af betydelig økonomisk størrelse.

Formålet med bestemmelsen er at undgå personsammenfald i forhold til de selskaber, som foreningen samarbejder med, og selskaber, der er koncernforbundne med disse. Med bestemmelsen understreges, at der uanset nære samarbejdsrelationer er tale om forskellige juridiske enheder, og at det er foreningens daglige ledelse, der driver foreningen. Bestemmelsen skal gøre det klart, at det altid er direktionens pligt at handle i medlemmernes interesse.

Bestemmelsen skal endvidere modvirke interessemodsætninger mellem foreningen og depotselskabet og de andre selskaber, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med. For så vidt angår depotselskabet skal det udføre de i lov om finansiel virksomhed § 106 nævnte kontrolfunktioner i forhold til foreningens forvaltning af sine formueforhold. Foreningens direktion har ansvaret for på foreningens vegne at føre forhandlinger med depotselskabet om depotkontrakten og eventuelt også om andre aftaler samt at kontrollere og vurdere, at depotselskabet overholder sine forpligtelser overfor foreningen.

Det foreslås i stk. 5 , at den omfattede personkreds kan deltage i ledelsen eller driften af andre foreninger indenfor den samme gruppe. Dermed kan den gældende retstilstand, hvor en direktør er direktør i flere beslægtede foreninger, opretholdes. Samtidig ligestilles en gruppe selvstændige foreninger med foreninger, der er opdelt i afdelinger, og en gruppe af foreninger, der administreres af det samme investeringsforvaltningsselskab.

Det foreslås i stk. 6 , at bestyrelsens beslutninger om, hvilke hverv personer ansat af bestyrelsen kan påtage sig, skal indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol. Bestemmelsen er blot en tydeliggørelse af bestyrelsens pligt til at indføre beslutninger i forhandlingsprotokollen.

I stk. 7 foreslås det, at foreningen én gang årligt skal offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har godkendt i henhold til stk. 1. Bestemmelsen skal sikre åbenhed og gennemsigtighed for så vidt angår ledelsens andre hverv.

Oplysningerne skal offentliggøres således, at informationerne er let tilgængelige. Dette kan eksempelvis ske på foreningens hjemmeside, i årsrapporten eller i en landsdækkende avis.

Til § 36

Bestemmelsen er en tillempet videreførelse af tavshedsbestemmelsen i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 27 og svarer til dels til § 117 i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen indeholder hovedreglen om, at alle personer, der er knyttet til en forening, skal hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til under udførelsen af deres hverv.

Hvis en forening administreres af et investeringsforvaltningsselskab i stedet for en ansat direktør, er investeringsforvaltningsselskabet som foreningens daglige ledelse pålagt samme tavshedspligt som virksomhedens øvrige ledelse m.v. Et depotselskab for en forening pålægges samme tavshedspligt som foreningens ledelse m.v., da depotselskabet i forbindelse med hvervet får adgang til alle fortrolige oplysninger i forbindelse med værdipapirporteføljen.

Tavshedspligt har to formål.

For det første skal reglen beskytte mod udlevering af fortrolige oplysninger om foreningen selv, først og fremmest forretnings- og driftshemmeligheder. Bestemmelsen svarer på dette punkt til aktieselskabslovens § 160, stk. 1, 2. pkt. Foreningens bestyrelse kan beslutte, at oplysninger, der alene vedrører foreningen og ikke dens medlemmer, kan videregives. Såfremt foreningen er børsnoteret, skal videregivelsen endvidere være i overensstemmelse med lov om værdipapirhandel m.v., herunder reglerne i kapitel 10 (insiderreglerne).

For det andet skal bestemmelsen beskytte foreningens medlemmer mod videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Bestemmelsen supplerer de generelle regler, som er fastsat i persondataloven. Denne lov fastsætter regler om behandling af oplysninger om fysiske personer, f.eks. videregivelse, samkøring og registrering.

I bestemmelsen opregnes de persongrupper, der er pålagt tavshedspligt. Det forhold, at alle disse persongrupper er omfattet af tavshedspligtsbestemmelsen, betyder ikke, at alle oplysninger frit kan udveksles mellem disse. Oplysninger kan kun videregives inden for en forening, hvis videregivelsen er berettiget. F.eks. kan konkrete medlemsoplysninger kun videregives inden for foreningen, hvis der er en ledelsesmæssig eller forretningsmæssig grund til videregivelsen.

Bestemmelsen er ifølge praksis ikke til hinder for, at den samme person kan være ansat i flere foreninger eller andre finansielle virksomheder. Der skal dog foreligge et sædvanligt ansættelsesforhold med en egentlig opgavevaretagelse. Ansættelsesforholdet skal være i overensstemmelse med reglerne om varetagelse af andre hverv.

Det forhold, at en person er ansat i flere foreninger eller virksomheder, medfører ikke ændringer i, hvilke oplysninger der kan udveksles mellem foreningerne eller virksomhederne. En person kan derfor ikke benytte oplysninger fra den ene forening eller virksomhed i arbejdet for den anden forening eller virksomhed, medmindre oplysningerne i overensstemmelse med reglerne om videregivelse lovligt kan udveksles mellem foreningerne virksomhederne.

Hemmeligholdelsespligten indebærer, at fortrolige oplysninger hverken må videregives uberettiget eller udnyttes uberettiget på anden måde. Ved fortrolige oplysninger forstås som udgangspunkt alle oplysninger. Såfremt oplysningerne er offentligt tilgængelige, kan disse ikke anses for fortrolige og omfattes derfor ikke af tavshedspligtsbestemmelserne. Spørgsmålet om, hvorvidt offentligt tilgængelige oplysninger kan videregives, skal derfor afgøres efter andre regler, herunder reglen i § 18 om redelig forretningsskik og god praksis.

Det følger af bestemmelsen, at videregivelse eller udnyttelse kun kan ske, hvis dette anses for »berettiget«. Som typetilfælde, hvor videregivelse efter praksis anses for berettiget, kan nævnes:

–   Videregivelse af oplysninger til Finanstilsynet i henhold til loven.

–   Videregivelse af oplysninger til skattemyndighederne i henhold til blandt andet skattekontrolloven.

–   Videregivelse af oplysninger til en autoriseret Edb-virksomhed, under forudsætning af, at denne har et acceptabelt sikkerhedsniveau.

–   Videregivelse af oplysninger i forbindelse med fusion af foreninger eller afdelinger.

Videregivelse af oplysninger er kun berettiget, hvis de konkrete oplysninger er nødvendige for at varetage den opgave, som oplysningerne videregives til brug for.

Finanstilsynet offentliggør løbende tilsynets afgørelser om berettiget videregivelse på Finanstilsynets hjemmeside på Internettet.

Efter stk. 2 pålægges modtageren af fortrolige oplysninger tavshedspligt. Bestemmelsen har betydning i de situationer, hvor modtageren af oplysninger ikke i forvejen er pålagt tavshedspligt i medfør af den finansielle lovgivning. Dette er f.eks. tilfældet, hvis modtageren er ansat i et edb-servicebureau, et kuverteringsbureau eller lignende. Modtageren vil herefter alene kunne videregive de modtagne kundeoplysninger, hvis videregivelsen er berettiget i henhold til stk. 1.

Den omstændighed, at tavshedspligten følger oplysningerne, når disse videregives, indebærer ikke, at berettiget videregivelse kan ske i videre omfang end ellers. Det er således uden betydning for, om videregivelsen kan anses for berettiget, at modtageren af oplysningerne underlægges tavshedspligt.

Der vil være enkelte situationer, hvor det ikke vil være meningsfuldt, at tavshedspligten opretholdes. Hvis oplysninger f.eks. videregives i en retssal, pålægges tilhørere i retssalen ikke tavshedspligt på grund af denne bestemmelse.

Det påhviler foreningen som sådan som led i en forsvarlig drift af foreningen at sikre sig, at den, der modtager fortrolige oplysninger, er bevidst om den tavshedspligt, der følger disse. F.eks. kan dette ske ved, at der i en aftale om outsourcing gøres opmærksom på den nævnte tavshedspligt for modtageren.

De krav, der kan stilles til en forening i den forbindelse, afhænger af, hvem modtageren af oplysninger er. Hvis modtageren således i forvejen er underlagt tavshedspligt, kan foreningen gå ud fra, at modtageren er opmærksom herpå. Det påhviler ikke foreningen at kontrollere, at modtageren af oplysninger overholder tavshedspligten.

Til § 37

Bestemmelsen er ny for investeringsforeninger og specialforeninger, men gælder allerede bortset fra stk. 4 for andre finansielle virksomheder efter lov om finansiel virksomhed § 71. Endvidere gennemfører den artikel 13 c i UCITS-direktivet.

Det foreslås som noget nyt, at der stilles krav om, at en forening skal have de ressourcer, der er nødvendige for den rette gennemførelse af sin virksomhed og anvende disse hensigtsmæssigt.

Efter stk. 1 skal en forening have en god administrativ og regnskabsmæssig praksis, skriftlige forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder, interne kontrolprocedurer, der også omfatter medarbejderes adgang til at foretage personlige transaktioner, samt betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på IT-området. Bestemmelsen blev oprindelig foreslået i rapporten om Finanstilsynets kontrol med de danske pengeinstitutter afgivet i august 1995 af det af den daværende erhvervsminister i februar 1995 nedsatte ekspertpanel til undersøgelse og vurdering af Finanstilsynets tilsynsmetoder ved overvågning og gennemgang af danske pengeinstitutter (Koktvedgaard-rapporten).

Stk. 1, nr. 2, giver Finanstilsynet en udtrykkelig hjemmel til at kræve, at foreninger skal have skriftlige forretningsgange for alle de væsentlige aktivitetsområder.

Forretningsgangene skal altid omhandle de områder, som er beskrevet i bestyrelsens retningslinier, der fastlægger arbejdsdelingen mellem bestyrelsen og direktionen, jf. § 26, stk. 8.

Forslaget til stk. 1, nr. 5, som er nyt, fastslår, at en forening skal have de ressourcer (teknik, mandskab, forretningsgange m.v.), der er nødvendige for at gennemføre de tjenesteydelser, som foreningen tilbyder. Ved »anvende disse hensigtsmæssigt« forstås, at foreningen skal anvende sine ressourcer til gavn for medlemmerne. En forening kan således ikke tilbyde tjenesteydelser, som foreningen ikke har mandskab og forretningsgange til at gennemføre på en for medlemmerne tilfredsstillende måde.

Stk. 2 fastsætter, at foreningen skal opbygge og organisere sin virksomhed på en sådan måde, at risikoen for interessekonflikter mellem afdelingerne begrænses mest muligt. Ledes foreningen sammen med andre foreninger, skal interessekonflikterne mellem disse begrænses mest muligt. Bestemmelsen svarer til § 101, stk. 3 i lov om finansiel virksomhed, der vedrører investeringsforvaltningsselskaber.

Stk. 3 er en harmonisering af anbefalinger indeholdt i Koktvedgaard-rapporten om, at Finanstilsynets fremadrettede tilsynsfunktion skal styrkes gennem en klarere lovgivning, herunder at Finanstilsynet i vejledninger kan fastsætte overordnede, generelle retningslinjer for pengeinstitutters forretningsgange m.v. Retningslinjerne skal kun vedrøre overordnede områder, og der vil ikke kunne detailreguleres på enkeltområder i disse. Finanstilsynet drøfter retningslinjerne med branchen, inden vejledningerne udstedes. Det bemærkes, at der er udarbejdet tilsvarende vejledninger for pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Bestemmelsen i stk. 4 om aflønning af bestyrelse, direktion og personale ændrer § 20, stk. 2, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, hvorefter bestyrelse, direktion og personale kun må aflønnes med faste beløb, ligesom et administrationsselskab kun må honoreres med faste beløb. Ophævelsen af bestemmelsen i § 20, stk. 2, medfører, at de pågældende personer samt investeringsforvaltningsselskabet og eventuelle rådgivere kan aflønnes eller honoreres med resultatbaseret løn. Da dette medfører en risiko for interessekonflikter, idet de pågældende kunne fristes til at varetage deres egne interesser i stedet for foreningens, får Finanstilsynet i medfør af stk. 4 mulighed for at udstede bestemmelser om aflønning af bestyrelse, direktion og personale samt et investeringsforvaltningsselskab og rådgivere med resultatorienteret aflønning.

Hvis Finanstilsynet udsteder regler om en anden aflønning og honorering end med faste beløb, vil formålet med disse regler være at sikre, at den resultatbaserede aflønning og honorering holdes inden for visse rammer, og at der f.eks. ikke ved beregningen medregnes resultater, der allerede tidligere er honoreret m.v.

Der kan som hidtil udbetales tantieme med faste beløb. Overlades ledelse af en forening til et investeringsforvaltningsselskab, kan der ligeledes udbetales tantieme med faste beløb til selskabet.

Til § 38

Bestemmelsen er ny. Formålet med bestemmelsen er at give Finanstilsynet mulighed for at regulere transaktioner mellem en forening og selskaber, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med eller selskaber, som er koncernforbundne med disse selskaber som om, der er tale om koncerninterne transaktioner.

Stk. 1 indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for, hvilke krav der skal stilles til fastsættelsen af vilkårene for sådanne transaktioner. Det er hensigten at anvende bemyndigelsen til at sætte den bekendtgørelse om koncerninterne transaktioner, der skal udstedes efter § 181 i lov om finansiel virksomhed, i kraft for foreninger med de afvigelser, som foreningernes særlige forhold tilsiger.

Efter stk. 2 er en ulovlig transaktion ugyldig, og de almindelige retsvirkninger af ugyldighed indtræder.

En transaktion vil også være ugyldig i tilfælde, hvor en forenings medkontrahent ikke har vilje eller evne til at udligne forskellen mellem markedsvilkår og den pågældende transaktions vilkår. Som eksempel kan nævnes en forenings køb af finansielle tjenesteydelser hos et selskab, der er koncernforbundet med foreningens investeringsforvaltningsselskab til en pris, der ligger over markedsværdien.

Til § 39

Bestemmelsen er ny og gennemfører UCITS-direktivets artikel 13 b, jf. artikel 5 g, stk. 1, litra e og stk. 2. Den svarer til § 102 i lov om finansiel virksomhed, der vedrører investeringsforvaltningsselskaber.

Det foreslås i stk. 1 , at bestyrelsen for en forening skal træffe beslutning om, at foreningen kan delegere visse opgaver, som det påhviler foreningen at udføre, til tredjemand.

Direktivet giver på visse nærmere angivne betingelser medlemslandene adgang til at tillade, at investeringsforeninger med henblik på at opnå en mere effektiv drift delegerer udførelsen af opgaver til tredjemand.

Begrundelsen for bestemmelsen er, at det skal sikres, at den regulering af og tilsyn med investeringsforeninger, som er indført på EU-niveau, ikke omgås ved, at investeringsforeninger uden kontrol kan uddelegere de opgaver, der påhviler dem til tredjemænd, der ikke er undergivet tilsvarende regler eller tilsyn.

I den hidtil gældende tilsynslovgivning har der ikke været en bestemmelse om delegation bortset fra, at en forening kunne overlade den daglige ledelse til et administrationsselskab. Det er i forslaget valgt at lade de samme regler om delegation gælde for investeringsforeninger, som er undergivet direktivregulering og for specialforeninger, som ikke er undergivet direktivregulering.

Det har været praksis, at foreninger kan uddelegere nogle af deres opgaver til andre. Det har typisk drejet sig om markedsføring af andele i foreningerne, visse funktioner i forbindelse med IT, visse opgaver i forbindelse med investeringsforvaltningen, men dog ikke investeringsbeslutninger, samt opgaver af teknisk/administrativ karakter.

Det har hidtil i flere tilfælde været foreningerne, der har indgået sådanne aftaler. I andre tilfælde, hvor en forening er forvaltet af et administrationsselskab, er det administrationsselskabet, der har indgået aftalen. Også i fremtiden er der mulighed for, at en forenings bestyrelse selv kan beslutte, hvor detaljerede beslutninger bestyrelsen selv vil træffe om delegation af opgaver, og hvilke beslutninger den vil overlade til den daglige ledelse. Beslutningen skal dog være konkret for så vidt angår de opgaver, den angår.

Forslaget indebærer, at en forenings bestyrelse dels skal træffe beslutning om, hvilke opgaver der skal delegeres, dels fastsætte rammerne for, hvilke aftaler om delegation af opgaver som den daglige ledelse bør indgå. Forslaget er en konsekvens af, at det dels er foreningens bestyrelse, der har ansvaret for, at foreningen administreres effektivt og økonomisk, dels at den daglige ledelse er undergivet instruktionsbeføjelse fra foreningens bestyrelse.

En beslutning om at delegere opgaver til tredjemand forudsætter, at delegationen vil medvirke til en mere effektiv og billigere drift af foreningen.

I stk. 2 foreslås det, at en forening ikke kan uddelegere beslutninger om investering af foreningens midler til tredjemand.

Forslaget om, at investeringsbeslutninger vedrørende foreningens midler skal træffes af foreningens daglige ledelse, er en lovfæstelse af den hidtidige faste praksis på området.

Det har hidtil inden for ret snævre grænser været muligt for en forenings ledelse at give en udenforstående specifik fuldmagt til porteføljepleje. En sådan fuldmagt kan kun gives for en begrænset del af porteføljen, som ønskes investeret på et geografisk fjernt marked eller i specielle værdipapirer, og den udenforstående skal have en særlig ekspertise vedrørende de ønskede investeringer. Denne undtagelse opretholdes.

Bortset herfra afskærer bestemmelsen foreningerne fra at overlade hele eller dele af deres formuer til tredjemænd til diskretionær porteføljepleje. Alle beslutninger om en forenings investeringer skal træffes af den daglige ledelse eller af de medarbejdere, som direktionen udpeger hertil. Beslutningerne skal træffes inden for de investeringsinstrukser, som er udstedt af foreningens bestyrelse.

I stk. 2 foreslås det ligeledes, at en forening heller ikke må delegere udførelsen af andre kerneopgaver. Det foreslås, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte nærmere bestemmelser om, hvilke opgaver der er kerneopgaver.

Bemyndigelsen vil blive udnyttet til at udstede en bekendtgørelse, hvori funktioner som blandt andet den overordnede daglige ledelse af en forening, beregning og fastsættelse af indre værdi samt emissions- og indløsningskurser, kontrol med overholdelse af lovgivningen og kontrol med den daglige bogføring bliver anset som kerneopgaver. Der vil kunne opstå behov for at supplere denne liste på grundlag af de erfaringer, der indhøstes.

En investeringsforening eller en specialforening vil ikke kunne uddelegere alle sine opgaver til tredjemand, så foreningens daglige ledelse bliver en »tom skal«. Det følger af UCITS-direktivet.

I stk. 3 fastslås det, at depotselskabets forpligtelser over for en forening ikke berøres af, at foreningen har delegeret opgaver til tredjemand. Heri ligger bl.a., at en investeringsforening eller en specialforening aldrig vil kunne uddelegere ansvaret for, at alle de opgaver, som den daglige ledelse skal varetage for en forening, bliver udført forsvarligt, og at en delegation skal opfylde kravet om, at depotselskabet fortsat skal kunne opfylde sine opgaver.

Til § 40

Bestemmelsen er ny for investeringsforeninger og specialforeninger og gennemfører artikel 13 b, jf. artikel 5 g, stk. 1, litra b og h, i UCITS-direktivet og svarer til § 103 i lov om finansiel virksomhed om investeringsforvaltningsselskaber.

Det foreslås, at en investeringsforening eller en specialforening skal sikre sig, at de virksomheder, som opgaver uddelegeres til, er kvalificerede og i stand til at varetage de pågældende opgaver. Foreningens bestyrelse skal godkende aftalen om delegation. Bestyrelsen har således ansvaret for, at kvaliteten af administrationen af foreningen ikke forringes ved delegation af opgaver.

Det foreslås, at i de tilfælde, hvor delegationen vedrører investeringsforvaltningen, må der kun delegeres til selskaber, som har tilladelse til eller er registrerede med henblik på forvaltning af aktiver under tilsyn.

Udtrykket investeringsforvaltningen skal forstås bredt og omfatter her alle de funktioner, det kan være aktuelt at udføre i forbindelse med investering og forvaltning af en forenings midler med undtagelse af selve beslutningen om at foretage en given investering, idet denne efter forslaget til § 39 skal træffes i foreningen eller i investeringsforvaltningsselskabet. Der kan f.eks. være tale om analyser af enkelte selskaber eller sektorer eller investeringsrådgivning m.v.

En forening kan som hidtil indgå aftale om investeringsrådgivning med andre. Der foreslås et udtrykkeligt krav om, at rådgiveren skal være undergivet et finansielt tilsyn. Kravet om finansielt tilsyn indebærer, at den pågældende har tilladelse til at yde investeringsrådgivning. Bestyrelsen skal i denne forbindelse tage stilling til såvel rådgiveren som aftalens indhold. Det er en ændring af praksis, der er en følge af UCITS-direktivet.

Delegation af opgaver kan ske til virksomheder, der er under dansk eller udenlandsk tilsyn, men delegationen må efter stk. 2 ikke hindre et effektivt tilsyn med investeringsforeningen eller specialforeningen, forhindre foreningens forvaltning i at virke eller medføre, at foreningen ikke bliver forvaltet i medlemmernes interesse. Det betyder, at delegation af opgaver aldrig må føre til, at der opstår uklarhed om, hvem der udfører en given opgave, eller til en uigennemsigtig eller på anden måde uhensigtsmæssig forvaltning af en forening.

Foreningen skal altid administreres i medlemmernes interesse. Det betyder, at delegation af opgaver ikke må føre til, at andres interesse tilgodeses ved udførelsen af de delegerede opgaver på bekostning af medlemmernes interesse.

Til § 41

Bestemmelsen er ny for investeringsforeninger og specialforeninger og gennemfører artikel 13 b, jf. artikel 5 g, stk. 1, litra f og g, i UCITS-direktivet og svarer til § 104 i lov om finansiel virksomhed om investeringsforvaltningsselskaber..

Det foreslås i stk. 1 , at en investeringsforening eller en specialforening i forbindelse med aftaler om delegation skal sikre sig, at delegationen sker på sådanne vilkår, at foreningens ledelse hele tiden kan overvåge, hvorledes den virksomhed, som opgaven er uddelegeret til, udfører opgaven.

Bestemmelsen understreger, at selvom en opgave er uddelegeret, hviler ansvaret for dens korrekte udførelse stadig på foreningens ledelse. Det er foreningens pligt at sikre sig, at uddelegering af opgaver ikke forhindrer ledelsen i at bevare det overblik over opgavernes udførelse, som er nødvendigt for at varetage den daglige ledelse og drift af en forening.

Det foreslås i stk. 2 , dels at en investeringsforening eller en specialforening på et hvilket som helst tidspunkt skal kunne give yderligere instrukser til den virksomhed, som en opgave er uddelegeret til, dels at foreningen skal kunne opsige aftalen om delegation med øjeblikkelig virkning, hvis det er i foreningens interesse.

Bestemmelsen medfører, at en investeringsforening eller en specialforening kun kan indgå aftaler om delegation af opgaver indeholdende vilkår, hvorefter foreningen til enhver tid kan give konkrete instrukser om, hvorledes opgaven skal udføres.

En investeringsforening eller en specialforening kan ikke indgå aftaler om delegation indeholdende vilkår om, at aftalen altid skal opsiges med et vist varsel. Aftalen skal indeholde bestemmelser, der berettiger foreningen til at opsige aftalen med øjeblikkelig virkning, hvis ledelsen skønner, at dette er i foreningens interesse. Denne adgang til at opsige aftalen uden varsel skal ikke forveksles med adgang til at ophæve en aftale som følge af misligholdelse.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at parterne aftaler opsigelsesvarsler, som dækker de normalt forventede situationer, når blot der er en adgang for foreningen til at opsige aftalen med øjeblikkelig virkning. Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at parterne aftaler, at foreningen skal betale en kompensation til det foretagende, som aftalen er indgået med, hvis foreningen opsiger aftalen med henvisning til bestemmelsen om øjeblikkelig opsigelse. Sådanne kompensationsklausuler skal være rimelige set i relation til aftaleparternes forhold.

Kompensationsklausuler må ikke være udformet således, at de reelt fratager en investeringsforening eller en specialforening muligheden for at opsige en aftale om delegation med øjeblikkelig virkning.

Til § 42

Bestemmelsen er ny for investeringsforeninger og specialforeninger og gennemfører artikel 13 b, jf. artikel 5 g, stk. 1, litra a, i UCITS-direktivet og svarer til § 105 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at en investeringsforening eller en specialforening senest samtidig med indgåelsen af en aftale om delegation skal underrette Finanstilsynet om aftalens indhold og betingelser.

Underretningen skal være skriftlig og kan foregå ved, at foreningen indsender aftalen til Finanstilsynet. Pligten til at underrette Finanstilsynet om aftaler om delegation betyder ikke, at Finanstilsynet skal godkende sådanne aftaler, men de vil indgå i Finanstilsynets samlede bedømmelse af, om den daglige ledelse varetager forvaltningen af den pågældende forening på en forsvarlig måde.

Afsnit V

Til kapitel 8

Til § 43

Bestemmelsen svarer til § 28 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og gennemfører UCITS-direktivets artikel 36 for investeringsforeningers vedkommende.

Forbuddet i stk. 1 mod at optage lån bortset fra de nævnte tilfælde, skal ses på baggrund af, at investeringsforeninger og specialforeninger skal opfylde formålsbestemmelserne i § 4, stk. 1, og § 5, stk. 1.

Ved lån forstås i denne bestemmelse udelukkende pengelån. Værdipapirlån m.v. er således ikke omfattet af bestemmelsen.

Foreninger kan, når det fremgår af vedtægterne, optage lån f.eks. for at kunne opfylde konkrete ønsker om indløsning. Som sikkerhed for disse lån ydes normalt pant i de værdipapirer, investeringsforeningerne ønsker at afhænde. Tilsvarende gælder, når investeringsforeningerne optager lån for at kunne udnytte tegningsrettigheder. I disse tilfælde får långiver sikkerhed i de erhvervede aktier. Denne mulighed anses for ubetænkelig, men anvendes i øvrigt kun i meget begrænset omfang af foreningerne.

Optagelse af lån til indløsning bør foretages med forsigtighed, da det senere salg af værdipapirer fra foreningsformuen kan ske til kurser, der afviger fra dem, som indløsningskursen blev fastsat på grundlag af.

For bl.a. at modvirke denne kursrisiko er der indsat den begrænsning i stk. 2, nr. 1 , at adgangen til at optage lån begrænses til 10 pct. af formuen og forudsætter tilladelse fra Finanstilsynet. I den forbindelse bemærkes, at det er formuens størrelse ved lånoptagelsen, der er afgørende for beregningen af den fastsatte begrænsning. Yderligere foreslås den begrænsning, at lånene skal være kortfristede.

I stk. 2, nr. 2 , foreslås det, at en forening med tilsynets tilladelse kan optage lån til erhvervelse af ejendomme, der er nødvendige til udøvelse af dens virksomhed. Foreningerne har hidtil ikke benyttet denne mulighed i praksis.

I stk. 3 fastslås, at de i stk. 2 nævnte lån i alt højst må udgøre 15 pct. af foreningens formue.

Til § 44

Bestemmelsen svarer til § 32 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen gennemfører artikel 41 i UCITS-direktivet. Bestemmelsens forbud mod at yde lån eller stille garanti tydeliggør på et specielt område de generelle grænser for investeringsforeningsvirksomhed, der allerede følger af forslagets kap. 3.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at foreninger erhverver værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter eller andre af de i kap. 13 og 15 nævnte instrumenter.

Til § 45

Bestemmelsen, der svarer til § 33 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, gennemfører artikel 42 i UCITS-direktivet og skal ses på baggrund af bestemmelsen om foreningers formål og placeringsreglerne. Det er formålet, at foreningerne skal forvalte medlemmernes formue ved at placere midlerne i værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter eller andre af de i kapitel 13 og 15 nævnte instrumenter. Direktivbestemmelsen fastsætter, at en forening ikke må foretage handel uden dækning med værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter, andele i kollektive investeringsinstitutter, afledte finansielle instrumenter og andre pengemarkedsinstrumenter.

Forbuddet mod spekulationsforretninger tager sigte på at beskytte foreningernes medlemmer mod de særlige risici, som deltagelse i spekulationsforretninger erfaringsmæssigt indebærer.

Om et køb eller et salg af værdipapirer kan karakteriseres som en spekulationsforretning i denne lovs forstand må afgøres konkret under hensyn til handlens formål og karakter.

Bestemmelsen har transaktioner af særligt spekulativ karakter for øje, såsom margenforretninger i værdipapirer og salg på udækket basis.

Til § 46

Bestemmelsen svarer til § 34 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Det følger af bestemmelsen, at køb og salg af børsnoterede værdipapirer som hovedregel skal foretages på børsen, eller hvis handlen foretages andetsteds, skal den gennemføres til samme eller en mere fordelagtig pris end den, der kunne opnås på en fondsbørs. Ved køb og salg af andre værdier, herunder pantebreve, skal handlen ske til priser, der ikke er mindre fordelagtige end priserne i handel og vandel. I medfør at § 106, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed påhviler det depotselskabet at påse, at denne bestemmelse overholdes.

Til § 47

Bestemmelsen, der gennemfører UCITS-direktivets artikel 19, stk. 2, litra c, fastslår, at en forening må erhverve løsøre og ejendomme, der er absolut påkrævet for udøvelsen af dens virksomhed, og er i øvrigt en konsekvens af den foreslåede § 43, stk. 2, nr. 2. Efter denne bestemmelse kan en forening optage lån til erhvervelse af fast ejendom. Det påhviler bestyrelsen at vurdere, om anskaffelse af en fast ejendom er forsvarlig set i forhold til foreningens drift. Det er ikke en bestemmelse, der forventes at få nogen særlig betydning, da foreningerne hidtil ikke har erhvervet fast ejendom trods muligheden herfor.

Til § 48

Bestemmelsen svarer delvis til §§ 29 og 31 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og gennemfører artiklerne 37, 38 og 40 i UCITS-direktivet. Det er fundet hensigtsmæssigt at foreslå, at bestemmelserne i §§ 29 og 31 slås sammen, idet det også foreslås, at Finanstilsynet skal fastsætte regler om beregning af emissions- og indløsningsprisen og om offentliggørelse af oplysninger herom, jf. neden for i bemærkningerne til stk. 6.

§ 31, stk. 5, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger om, at en forening skal give Finanstilsynet meddelelse, hvis foreningens eller en afdelings formue ikke længere opfylder mindstekravet på 10 mio. kr., fremgår nu af forslagets § 30. Endvidere foreslås det, at § 31, stk. 6 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger ikke videreføres. Ifølge denne bestemmelse påhviler det foreningen at udsætte indløsning af andele i foreningen eller en afdeling, såfremt imødekommelse af et indløsningskrav vil bringe foreningens eller afdelingens formue under det lovmæssige krav på 10 mio. kr., og ledelsen af foreningen skønner, at der herved opstår en risiko for, at ikke alle investorer og kreditorer vil kunne indløses fuldt ud. Baggrunden for, at bestemmelsen ikke foreslås videreført, er for det første, at den ikke er i overensstemmelse med reglen om, at en forening eller afdeling som udgangspunkt skal opløses ved likvidation. I praksis har bestemmelsen givet anledning til fortolkningstvivl, fordi nogle foreninger har været af den opfattelse, at de kunne blive ved med at indløse andele, selvom formuen var under 10 mio. kr., blot der ikke var risiko for, at nogle andele ikke kunne indfries fuldt ud. Denne fortolkning harmonerer ikke med, at en forening eller afdeling skal have en formue på mindst 10 mio. kr. For det andet vil ophævelse af bestemmelsen medføre, at investeringsforeninger og specialforeninger og afdelinger heraf bliver sidestillet med finansielle virksomheder, der skal overholde kravet til minimumskapitalen, dog således at Finanstilsynet kan fastsætte en frist, hvis de kommer under kravet.

Det fremgår af stk. 1 , at indbetalinger kun kan finde sted mod samtidig betaling af emissionsprisen. Det er således udelukket at indbetale i rater. Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for, at foreningen kan modtage betaling i form af instrumenter, jf. § 3, nr. 1, der kan indgå i foreningens formue, hvis foreningen i henhold til vedtægterne kan investere i disse instrumenter. I sådanne tilfælde skal foreningens ledelse sørge for, at de værdipapirer, der tilgår formuen, værdiansættes således, at de øvrige investorers andele ikke forringes. Finanstilsynet skal i medfør af stk. 5 fastsætte bestemmelser om beregning af emissionsprisen. Beregning af denne er hidtil fremgået af § 29, stk. 2, jf. bemærkningerne til stk. 5. Kravet om kontant indbetaling finder ikke anvendelse på fondsandele. Fondsandele svarer til fondsaktier inden for aktieselskabsretten.

Stk. 2 fastslår som et hovedprincip, at et medlem af en forening skal have sine andele indløst på forlangende. Det er et fundamentalt princip for investeringsforeninger og specialforeninger. Det betyder, at en investor altid kan afhænde sine beviser uanset, om der er købere til andelen eller ej. I praksis får investorerne ikke deres andele indløst ved henvendelse til foreningen. I stedet har foreningerne indgået aftale med depotselskabet og eventuelt flere pengeinstitutter om, at de køber andele i foreningen, hvorefter de indløser andelene, hvis det ikke er muligt at sælge dem igen. Finanstilsynet skal fastsætte regler om beregning af indløsningsprisen, der hidtil er blevet beregnet i overensstemmelse med § 31, stk. 2 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Det foreslås imidlertid i stk. 3 , at indløsningen kan udsættes efter vedtægternes bestemmelser herom. Foreningen skal straks efter udsættelsen underrette Finanstilsynet og de kompetente myndigheder i de andre medlemslande af Den Europæiske Union og lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, hvor foreningen måtte markedsføre sine andele, om indløsningen. Hidtil har foreningen skullet underrette myndighederne inden 8 dage. Imidlertid fremgår det af UCITS-direktivet, at foreningen omgående skal underrette myndighederne. Denne adgang til udsættelse har til formål at skabe et roligt salg af aktiver, således at der ikke skabes uro om foreningens forhold, f.eks. ved turbulente markedsforhold. Det er almindelig praksis, at foreningerne i vedtægterne har fastsat hjemmel til at udsætte indløsningen, indtil foreningen har afhændet aktiver til fremskaffelse af de nødvendige likvide midler til indløsning, og indløsningsprisen derefter er konstateret. Adgangen til udsættelse af indløsningen udnyttes dog meget sjældent.

Det foreslås i stk. 4 , at Finanstilsynet kan kræve, at en forening udsætter indløsningen. Baggrunden herfor kan dels være ekstraordinære situationer som politisk eller økonomisk uro, som generelt kan forhindre eller vanskeliggøre det for foreningerne at udøve deres virksomhed på normal vis, dels skyldes forholdene omkring en konkret forening.

Finanstilsynet kan benytte sig af sin ret til at kræve udsættelse i andre situationer, end når der er valutarisk eller politisk uro, f.eks. når dette er påkrævet på baggrund af foreningens forhold, herunder formueforhold, eller hvor forholdene i øvrigt tilsiger udsættelse, jf. betingelserne i forslagets § 81 om tilbagekaldelse af godkendelse.

I disse situationer kan hensynet til en forenings medlemmer, såvel de udtrædende som de tilbageblevne, gøre det påkrævet, at Finanstilsynet kræver en udsættelse af indløsningen af andele, idet det kan være vanskeligt eller umuligt at værdiansætte og sælge værdipapirer til priser, der svarer til niveauet, da investor besluttede at udtræde. Udsættelse vil derfor være i alle medlemmers interesse, indtil forholdene normaliseres.

I stk. 5 foreslås det, at Finanstilsynet fastsætter regler om beregning af emissionsprisen ved tegning af andele, jf. stk. 1, og prisen ved indløsning, jf. stk. 2. Hidtil er principperne for udregning af en korrekt emissionspris og indløsningspris fremgået af §§ 29, stk. 2 og 31, stk. 2 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Emissions- og indløsningsprisen bliver efter de gældende bestemmelser fastsat ved at dividere formuens værdi på emissions- henholdsvis indløsningstidspunktet med den nominelle værdi af tegnede andele. Ved emission tillægges et beløb til dækning af udgifter ved køb af værdipapirer og nødvendige omkostninger ved emissionen. Ved indløsning fradrages et beløb til dækning af udgifter ved salg af værdipapirer og nødvendige omkostninger ved indløsningen.

Ved konstateringen af formuens aktuelle værdi skal børsnoterede værdipapirer ansættes til den senest noterede køberkurs og andre aktiver ansættes til værdien i handel og vandel. Til formuen medregnes indeståender i pengeinstitutter, modtagne udbytter og påløbne, ikke-forfaldne renter samt de øvrige værdier, som foreningen måtte råde over. Der henvises i øvrigt til forslagets § 61 om værdiansættelse af foreningens aktiver. Heri fradrages eventuelle gældsposter og en forholdsmæssig andel af årets ikke-afholdte omkostninger. Til den herefter beregnede nettoværdi af formueandelene lægges ved emission et beløb til dækning af omkostningerne ved køb henholdsvis salg af værdipapirer og et gebyr til dækning af administrationsomkostninger, herunder et eventuelt vederlag til et investeringsforvaltningsselskab og en værdipapircentral og tryknings- og annonceudgifter samt provision til formidlere af emissionen såsom pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber. Ved indløsning fratrækkes omkostninger ved salg af værdipapirer og nødvendige omkostninger ved indløsningen.

Det foreslås, at Finanstilsynet skal fastsætte regler om emissions- og indløsningsprisens fastsættelse, fordi det er hensigtsmæssigt, at en forening skal kunne beregne emissions- og indløsningspriserne på andre måder end den, der er fastsat i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, blandt andet for at foreningerne skal kunne konkurrere med udenlandske investeringsinstitutter. Uanset hvilken metode en forening anvender, skal investorerne have omlysninger om den i prospektet.

De beregningsmetoder, dobbeltprissystemet og enhedsprissystemet, der i dag er kendt, beskrives i det følgende.

Hovedprincippet bag dobbeltprissystemet, der anvendes ved prisfastsættelsen for andele i investeringsforeninger i dag, er størst mulig neutralitet i medlemmernes indbyrdes forhold. Emission og indløsning finder altid sted til den indre værdi, hvor det nye medlem indbetaler et beløb til formuen. Beløbet anvendes til indkøb af værdipapirer, således at forholdet mellem formuen og antallet af cirkulerende andele forbliver nøjagtigt det samme. Det udtrædende medlem modtager et kontantbeløb, der i princippet fremskaffes ved at sælge værdipapirer, således at forholdet fortsat er uændret.

Emission og indløsning medfører omkostninger. Ved emission drejer det sig om handelsomkostninger, markedsføringsomkostninger, kommission til distributørerne og nødvendige omkostninger ved emissionen. Ved indløsning afholdes fortrinsvis handelsomkostninger og nødvendige omkostninger ved indløsningen. Da neutraliteten mellem medlemmerne skal opretholdes, er det nødvendigt, at indtrædende og udtrædende medlemmer fuldt ud belastes for disse omkostninger.

Efter de gældende bestemmelser fastsætter foreningerne dagligt på forhånd både emissions- og indløsningsprisen på baggrund af den indre værdi plus henholdsvis minus omkostninger. De to priser, meddeles til markedet, fordi en forening ikke på forhånd kan afgøre, om den i dagens løb vil blive stillet over for krav om emission eller indløsning. Dette er ensbetydende med, at foreningen skal foretage et skøn over, hvad de faktiske omkostninger ved emission eller indløsning vil blive. Der er således et vist element af usikkerhed ved omkostningsfastsættelsen, således at matematisk neutralitet næppe er en mulighed.

Fordelen ved de nuværende regler er, at investeringsomkostningerne betales af de investorer, der udløser dem, hvilket forekommer retfærdigt. Ulempen er, at foreningerne ikke er konkurrencedygtige i forhold til pengeinstitutternes pensionspuljer og udenlandske ordninger, hvor kunderne indtræder i ordningerne på baggrund af en kurs beregnet på grundlag af den indre værdi, jf. det neden for anførte om enkeltprissystemet.

I Danmark er der i modsætning til i udlandet en lang tradition for, at investeringsbeviser handles på fondsbørsen som værdipapirer. Børsnoterede investeringsforeninger ved ikke, om der bliver tale om emission eller indløsning og bør derfor anvende dobbeltprissystemet for at beskytte deres afkast, ligesom spekulationsmuligheder fjernes. Den handlende kunde er i princippet anonym, og foreningen har ingen muligheder for efterfølgende at regulere sin pris i overensstemmelse med de faktiske handelsomkostninger. Det danske system benævnes »det buddrevne system«.

I udlandet er »single pricing «, enkeltprisfastsættelsessystemet almindeligt i flere lande. Andele i investeringsinstitutter, der ofte er investeringsfonde, er normalt ikke børsnoterede i udlandet. I stedet for samler fonden ordrer op over en periode, for eksempel dagligt. Herefter fastsættes den indre værdi efterfølgende, så alle ind - og udtrædende investorer afregnes til samme pris. Da kunden ikke kender prisen på ordretidspunktet, er der ikke mulighed for at spekulere mod systemet. Dette system kaldes det ordredrevne system. I de danske pengeinstitutters puljeordninger, hvor enkeltprissystemet anvendes, tilmelder kunderne sig typisk i løbet af måneden og deltager i forrentningen fra næste månedsskifte. De kender ikke prisen ved indtræden i puljen.

Enkeltprissystemerne anvendes sædvanligvis i udenlandske investeringsinstitutter, som ofte er investeringsfonde, der fastsætter en enkelt pris hver dag, »single pricing «. Der kan dog være tale om to forskellige metoder til beregning af emissions- og indløsningsprisen, »fixed single pricing« eller »swinging single pricing«.

»Fixed single pricing« er baseret på den indre værdi. Der kan være fastsat et emissionstillæg, der i givet fald betales som kommission til distributøren. Der er således ingen dækning af handelsomkostningerne, der forårsages af investorers ind - og udtræden. Ved udtræden betales den fulde indre værdi til kunden. I dette system betales handelsomkostningerne af alle medlemmerne i fællesskab.

Dette system anvendes af mange europæiske investeringsinstitutter, f.eks. i Tyskland og Sverige samt som nævnt i de danske pengeinstitutters pensionspuljer . Nogle kunder opfatter det som en fordel, at der ikke er fradrag ved indløsning.

Fordelen ved enkeltprissystemet er, at der ikke er omkostningsmæssige barrierer, der hæmmer en ny investors indtræden i investeringsinstituttet eller pensionspuljen, hvorfor der skulle være større mulighed for foreningen eller investeringsforvaltningsselskabet at opnå stordriftsfordele, hvis de benytter denne mulighed.

»Swinging single pricing« har visse lighedspunkter med de nuværende bestemmelser i lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Alle handler med andele, som på et givet tidspunkt afvikles til samme pris. Ved emission beregnes den indre værdi med udgangspunkt i udgiften ved køb af de underliggende instrumenter. Det vil sige købskurser inklusive handelsomkostninger. Ved indløsning beregnes den indre værdi med udgangspunkt i indtægterne ved salg af de underliggende instrumenter, det vil sige salgskurserne efter fradrag af handelsomkostninger. Beregningsmetoden sikrer neutralitet mellem blivende medlemmer og nyindtrådte eller udtrædende medlemmer. Også her kan der være fastsat et emissionstillæg, der i givet fald alene anvendes til kommission til distributøren. Dette system anvendes i Storbritannien.

Når Finanstilsynet skal fastsætte bestemmelser om emissions- og indløsningsprisens fastsættelse, skal der dels tages hensyn til investorerne, særligt detailinvestorerne, som lovgivningen skal beskytte, dels til at foreningerne skal kunne konkurrere med kollektive investeringsordninger i andre lande. Når det særligt er detailinvestorerne, lovgivningen skal beskytte, skyldes det, at de store investorer selv forhandler direkte med foreningerne, og at det hidtil har vist sig, at de har kunnet opnå bedre vilkår end de små.

I de bestemmelser, som Finanstilsynet skal fastsætte, skal den hidtil anvendte metode til beregning af den indre værdi, emissions- og indløsningsprisen opretholdes som en mulighed.

Beregningsmetoderne for emissions- og indløsningsprisen skal fremgå af foreningernes prospekter som hidtil.

Til § 49

Bestemmelsen er ny og gennemfører UCITS-direktivets artikel 24, stk. 3. Bestemmelsens stk. 1 fastslår, at når en investeringsforening eller specialforening investerer i andele i andre investeringsforeninger, specialforeninger eller andre kollektive investeringsordninger, der forvaltes direkte eller gennem delegation af det samme investeringsforvaltningsselskab eller af et andet selskab, som investeringsforvaltningsselskabet er knyttet til gennem fælles administration eller kontrol eller gennem en betydelig direkte eller indirekte deltagelse, må investeringsforvaltningsselskabet eller det andet selskab ikke opkræve tegnings- eller indløsningsgebyrer for investeringsforeningens eller specialforeningens investeringer i andele i de andre investeringsforeninger eller specialforeninger eller andele i udenlandske investeringsinstitutter.

Stk. 2 slår fast, at bestemmelsens stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på investering i afdelinger af den samme investeringsforening, andre investeringsforeninger, specialforeninger eller udenlandske investeringsinstitutter.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 skal sikre, at medlemmer af en forening eller afdeling, som investerer som beskrevet, ikke betaler omkostninger for den samme investering flere gange.

Til kapitel 9

Til § 50

Bestemmelsen svarer til dels til § 47 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen fastslår en pligt for foreningen til at udstede dokumentation for medlemmets andel i foreningens formue. Dokumentationen kan, når der er tale om en bevisudstedende forening eller afdeling, være investeringsbeviser, der svarer til de aktiebreve, som et aktieselskab udsteder til aktionærerne eller en kontoudskrift fra et kontoførende institut vedrørende medlemmets andele registreret i Værdipapircentralen.

Som noget nyt foreslås det, at en forening, hvor foreningen eller en eller flere afdelinger er kontoførende, skal føre et register over medlemmernes andele og til medlemmerne udlevere en udskrift af registeret som dokumentation for medlemmets andel af foreningens formue. I kontoførende foreninger modtager medlemmet således en kontoudskrift som dokumentation for sin erhvervelse af andele i foreningen. Det sædvanlige er, at foreningerne selv fører et register over medlemmernes andele. Imidlertid er der tale om en opgave, som en forening vil kunne delegere efter reglerne i §§ 39 – 42. Dette medfører, at delegationen ikke må forhindre foreningens forvaltning i at virke, jf. forslagets § 40, stk. 2. Endvidere skal der i medfør af forslagets § 41, stk. 1, være foranstaltninger, der skal give foreningens ledelse mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt reelt at overvåge de aktiviteter, der udføres for foreningen.

Det skal fremgå af foreningens vedtægter, hvorvidt der er tale om en bevisudstedende henholdsvis kontoførende forening eller afdeling, jf. forslagets § 10, stk. 1, nr. 14. En forening kan have såvel bevisudstedende som kontoførende afdelinger.

Det samme skal fremgå af foreningens prospekter, således som det i dag fremgår af Finanstilsynets bekendtgørelse om oplysninger i investeringsforeninger og specialforeningers prospekter.

Til § 51

Bestemmelsen svarer til § 48 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen fastslår, at investeringsforeningen skal afholde samtlige omkostninger forbundet med udstedelse af andele m.v. gennem en værdipapircentral. Foreningen skal indgå aftale med et eller flere kontoførende institutter, jf. værdipapirhandelslovens § 62, om, at medlemmerne på foreningens regning kan få deres andele indskrevet og opbevaret der og få meddelelse om udbytte m.v. samt en årlig kontoudskrift.

Medlemmerne har ret til selv at udpege et kontoførende institut, der på foreningens regning udfører de nævnte opgaver, såfremt instituttet over for foreningen påtager sig opgaven for samme udgift, som foreningen skulle have afholdt til de kontoførende institut, foreningen har indgået aftale med. Bestemmelsen svarer til aktieselskabslovens § 23 b.

Finanstilsynet har i forbindelse med godkendelse af vedtægter godkendt, at bestyrelsen for så vidt angår børsnoterede investeringsforeningsandele som et led i beslutningen om børsnotering tillige træffer beslutning om registrering i en værdipapircentral med virkning for samtlige medlemmer. Baggrunden herfor er, at alle børsnoterede værdipapirer, bortset fra præmieobligationer, indtil lov om værdipapirhandel m.v. trådte i kraft, skulle udstedes gennem Værdipapircentralen.

Endvidere har Finanstilsynet godkendt, at generalforsamlingen kan træffe beslutning om frivillig registrering af unoterede investeringsforeningsandele, idet det dog er tilsynets opfattelse, at medlemmerne efter de nuværende bestemmelser ikke kan tvinges til at lade deres unoterede andele registrere i en værdipapircentral.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har udtalt, at beslutning om registrering i en værdipapircentral af unoterede aktier må antages at være et sådant led i den almindelige drift, at bestyrelsen kan træffe beslutning herom.

Endvidere har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen udtalt, at det i aktieselskabslovens § 21 er bestemt, at medmindre et selskab udsteder sine aktier gennem en værdipapircentral, skal der udstedes aktiebreve for samtlige aktier på forlangende af blot én aktionær. Styrelsen lægger vægt på, at der er en ensartet ordning i det enkelte selskab. Dette hensyn må ligeledes antages at gælde ved registrering af et selskabs aktier i en værdipapircentral.

Da de samme hensyn gør sig gældende for investeringsforeninger og specialforeninger, foreslås det i stk. 1 , at foreningen afholder alle omkostninger, der følger af, at foreningens bestyrelse har truffet beslutning om, at andele skal registreres i en værdipapircentral. Dette gælder, hvad enten der er tale om børsnoterede eller unoterede andele. Alle medlemmerne er tvunget til at lade deres beviser registrere i en værdipapircentral, når bestyrelsen har truffet beslutning herom, men de kan i medfør af stk. 2 selv vælge det kontoførende institut, der skal føre kontoen for dem, hvis det kan gøre det lige så billigt som det af foreningen udpegede.

Til § 52

Bestemmelsen svarer til den § 49 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Det foreslås i bestemmelsen, at såfremt en forening er bevisudstedende, skal disse beviser anses som negotiable gældsbreve, det vil sige omsætningsgældsbreve, i relation til eksstinktion af rettigheder ved overdragelse, medmindre andet bestemmes i foreningens vedtægter. Bestemmelsen svarer til aktieselskabslovens § 24, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Til § 53

Bestemmelsen svarer til den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 50. Det foreslås, at ihændehaverbeviser bevarer status som negotiable gældsbreve, det vil sige omsætningsgældsbreve, uanset at beviset forsynes med en påtegning om, at ejerens navn er noteret hos foreningen. I stk. 2 foreslås at reglerne i gældsbrevsloven §§ 24 og 25 finder anvendelse for udbyttekuponer tilknyttet investeringsbeviser. Reglen i stk. 2 har kun begrænset praktisk betydning.

Bestemmelsens stk. 1 er enslydende med aktieselskabslovens § 24, stk. 1, 3. pkt., mens stk. 2 svarer til samme lovs § 24, stk. 2.

Til § 54

Bestemmelsen svarer til den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 51. I bestemmelsen fastslås betingelserne for mortifikation af investeringsbeviser. Udgangspunktet er, at mortifikation skal ske ved dom. Dog kan den foreslåede metode anvendes, hvor foreningens investeringsbeviser og vedtægter indeholder bestemmelser herom. Bestemmelsen svarer til aktieselskabslovens § 24, stk. 3 og 4.

Afsnit VI

Til kapitel 10

Til § 55

Stk. 1 og 3 svarer til § 183 i lov om finansiel virksomhed. Samtidig svarer stk. 1 til § 18 i årsregnskabsloven, jf. §§ 22, 78 og 102 i årsregnskabsloven.

I modsætning til, hvad der kræves af virksomheder omfattet af regnskabsklasse C og D efter årsregnskabsloven, kræver bestemmelsen ikke, at årsrapporten skal indeholde en pengestrømsopgørelse. Det skal vurderes nærmere, om og i hvilket omfang udarbejdelse af en pengestrømsopgørelse vil bidrage med yderligere information til regnskabslæserne, og i givet fald vil dette kunne kræves i administrative forskrifter.

Dattervirksomheder af investeringsforeninger og specialforeninger skal ikke aflægge årsrapport efter reglerne for investeringsforeninger og specialforeninger men efter årsregnskabslovens bestemmelser.

Stk. 2 kræver, at en forenings årsrapport skal indeholde særskilt balance, resultatopgørelse og noter for de enkelte afdelinger i foreningen. Det svarer til reglerne i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 35, stk. 2.

Til § 56

Bestemmelsen, der viderefører og præciserer den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 35, stk. 1 og 3, svarer til § 184 i lov om finansiel virksomhed og med visse sproglige tilpasninger til § 8 i årsregnskabsloven.

Til § 57

Bestemmelsen svarer til § 185 i lov om finansiel virksomhed og med visse sproglige tilpasninger til §§ 9 og 10 i årsregnskabsloven. Kravet om, at årsrapporten skal underskrives af direktion og bestyrelse, findes i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 35, stk. 3. Forslaget til § 57 tilføjer et krav om en ledelsespåtegning, der skal påføres den samlede årsrapport, og som skal dateres og underskrives.

Der er ikke som tilfældet er med § 185 i lov om finansiel virksomhed og § 9 i årsregnskabsloven foretaget henvisning til et eventuelt koncernregnskab. De eneste dattervirksomheder, som investeringsforeningerne kan besidde, er investeringsforvaltningsselskaber. Når dette måtte forekomme, rejser der sig særlige problemer med udarbejdelse af et eventuelt koncernregnskab, når foreningen består af flere afdelinger. Det er derfor ikke forudsat med lovforslaget, at investeringsforeninger, der besidder et investeringsforvaltningsdatterselskab, nødvendigvis skal udarbejde et koncernregnskab. Regler for eventuelle koncernregnskaber, herunder regler for hvornår koncernregnskaber eventuelt skal udarbejdes, kan fastsættes i bekendtgørelsesform i medfør af forslagets § 68, stk. 2.

Til § 58

Bestemmelsen svarer til § 186 i lov om finansiel virksomhed og med visse sproglige tilpasninger til § 11 i årsregnskabsloven. Bestemmelsen viderefører den såkaldte »generalklausul« i § 37, stk. 2-4, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, hvorefter årsrapporten skal give et retvisende billede.

Til § 59

Bestemmelsen svarer til § 187 i lov om finansiel virksomhed og § 12 i årsregnskabsloven.

Ved udarbejdelsen af årsrapporten skal der foretages en konkret vurdering af, hvilke regnskabsbrugere årsrapporten har relevans for. Bestemmelsen fastlægger de overordnede krav til de oplysninger, som en årsrapport skal indeholde for at leve op til kravet om et retvisende billede, jf. forslagets § 58. Bestemmelsen præciserer, at det er regnskabsbrugernes informationsbehov, der er vejledende for det retvisende billede.

Til § 60

Bestemmelsen fastlægger de grundlæggende forudsætninger for udarbejdelse af årsrapporten, som erstatter og udbygger de »almindelige principper«, som er fastlagt i § 38 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Bestemmelsen svarer til § 188 i lov om finansiel virksomhed og § 13 i årsregnskabsloven.

Til § 61

Bestemmelsen svarer til § 189 i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen fastslår, at hovedreglen for værdiansættelse er, at aktiver og forpligtelser skal værdiansættes (måles) til dagsværdi. Begrebet »dagsværdi« er det danske udtryk, der svarer til »fair value« på engelsk. Begrebet er i årsregnskabsloven defineret således: »For et aktiv eller en forpligtelse er dagsværdien det beløb, hvormed et aktiv kan udveksles, eller en forpligtelse kan udlignes ved transaktioner mellem af hinanden uafhængige parter.«

Hovedreglen i årsregnskabsloven er, at værdiansættelse af aktiver sker til kostpris, og nettorealisationsværdien anvendes på forpligtelser. Som en undtagelse herfra skal finansielle aktiver og forpligtelser, der ikke påtænkes holdt til udløb, dog som hovedregel måles til dagsværdi.

For så vidt angår investeringsforeningers og specialforeningers finansielle aktiver, finder dagsværdiprincippet allerede fuldt ud anvendelse efter de gældende regler. Dette er tilfældet, selv om den formelle hovedregel for værdiansættelse i de gældende regelsæt er, at aktiverne skal værdiansættes til anskaffelsespriser, jf. den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 38, stk. 1, nr. 3.

Begrundelsen for at indføre en ny hovedregel er derfor, at den gældende formelle hovedregel (anskaffelsesprisprincippet) i praksis allerede snarere er en undtagelse til værdiansættelse efter et markedsværdiprincip. Det kan derfor virke misvisende at fastholde anskaffelsesprisprincippet som en hovedregel. Samtidig peger udviklingen i international regnskabspraksis i retning af, at flere og flere aktiver og forpligtelser skal måles til dagsværdi, idet det antages, at dette fører til mere gennemskuelige og sammenlignelige regnskaber.

Det er fastslået i bestemmelsen, at Finanstilsynet har mulighed for at fravige hovedreglen i de regler, der fastsættes i bekendtgørelser udstedt i medfør af § 68. Reglen er formuleret således, for at Finanstilsynet dermed får mulighed for at udstede regnskabsregler, hvorefter dagsværdiprincippet er fraveget for bestemte aktiv- eller forpligtelsestyper, for hvilke det endnu ikke er dansk eller international praksis at anvende dagsværdiprincippet. Dette gælder eksempelvis for værdiansættelsen af inventar og lignende.

Til § 62

Bestemmelsen svarer til § 190 i lov om finansiel virksomhed og § 14 i årsregnskabsloven.

Supplerende beretninger er ikke obligatoriske bestanddele af årsrapporten, jf. forslagets § 55.

Til § 63

Bestemmelsen svarer til § 191 i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen er parallel til § 15 i årsregnskabsloven. Forskellen i forhold til årsregnskabsloven er, at det er obligatorisk for investeringsforeninger og specialforeninger, at regnskabsåret skal falde sammen med kalenderåret, mens virksomheder omfattet af årsregnskabsloven frit kan vælge den 12‑månedersperiode, som årsrapporten skal omfatte.

Til § 64

Bestemmelsen svarer til § 192 i lov om finansiel virksomhed og § 16 i årsregnskabsloven. I henhold til reglerne i den gældende regnskabsbekendtgørelse skal regnskabet aflægges i danske kroner. Bekendtgørelsen tillader dog, at foreninger, der udsteder beviser i en anden valuta end kroner, kan udarbejde regnskabet i denne anden valuta. Det er fortsat hensigten, at regnskabsbekendtgørelsen skal tillade, at regnskabet kan aflægges i samme valuta, som den hvori foreningens beviser udstedes.

Til § 65

Bestemmelsen svarer til § 193 i lov om finansiel virksomhed og § 135, stk. 1, i årsregnskabsloven. Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse med gældende regler, at årsrapporten skal revideres af foreningens eksterne revisorer.

Til § 66

Bestemmelsen svarer til § 194 i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen, hvorefter årsrapporten og tilhørende revisionsprotokollat skal indsendes til Finanstilsynet, så snart der foreligger godkendelse fra bestyrelsen, skal sikre, at Finanstilsynet senest samtidig med, at foreningen offentliggør indholdet af årsrapporten, er gjort bekendt med denne.

Til § 67

Stk. 1-3 svarer til § 195 i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen regulerer kravene til indsendelse af årsrapporten til offentlige myndigheder, efter at denne er endeligt godkendt på generalforsamlingen. Efter forslaget skal foreningerne kun indsende årsrapporten til Finanstilsynet for dermed at undgå, at foreningerne skal indsende årsrapporten til flere offentlige myndigheder. Finanstilsynet sørger herefter for, at et eksemplar af årsrapporten sendes til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen, hvor årsrapporten er offentlig tilgængelig efter de herfor gældende regler.

Stk. 4 findes ikke tilsvarende i lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen implementerer sammen med forslagets § 75, stk. 3, UCITS-direktivets artikel 33, stk. 2 og 3.

Reglerne svarer til den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Til § 68

Bestemmelsen svarer til § 196 i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte de mere detaljerede regler for årsrapportens indhold og form. Bemyndigelsen svarer til eksisterende bemyndigelser i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 43.

Den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 39 fastsætter krav til indholdet af årsrapportens ledelsesberetning. En tilsvarende bestemmelser er ikke medtaget i forslaget, idet det er tanken, at kravene til indholdet af ledelsesberetningen skal være indeholdt i de regnskabsbekendtgørelser, der udstedes i medfør af § 68. Formålet hermed er at muliggøre, at kravene til ledelsesberetningerne mere smidigt løbende kan tilpasses udviklingen i kravene til, hvad en ledelsesberetning for investeringsforeninger og specialforeninger bør indeholde.

I overensstemmelse med, hvad der er tilfældet for de gældende regler, er det minimumskrav, der fastsættes i Finanstilsynets regnskabsbekendtgørelse. Der vil således fortsat være mulighed for, at foreningerne kan udvikle regnskabspraksis med nye og relevante regnskabsinformationer, der ikke er krævet i regnskabsbekendtgørelserne.

Bemyndigelsen i stk. 3 kan udnyttes til at udstede regler for den halvårlige formueopgørelse, som er krævet i UCITS-direktivet.

Til § 69

Bestemmelsen, der svarer til § 197 i lov om finansiel virksomhed og § 161 i årsregnskabsloven, foreslås indsat i loven for at forebygge misforståelser med hensyn til, om Finanstilsynets muligheder for at påtale overtrædelser og give påbud i forhold til investeringsforeningers og specialforeningers regnskabsaflæggelse afviger fra de muligheder, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i forhold til virksomheder, der er omfattet af årsregnskabsloven. Ligesom tilfældet er med den tilsvarende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed og i årsregnskabsloven, giver bestemmelsen mulighed for, at Finanstilsynet kan vælge en reaktionsform over for overtrædelse af regnskabsreglerne, som har sammenhæng med overtrædelsens grovhed.

Til § 70

Bestemmelsen svarer til § 198 i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen bemyndiger i overensstemmelse med gældende regler Finanstilsynet til at fastsætte regler for indberetning af regnskabsoplysninger til Finanstilsynet. De krævede regnskabsoplysninger vil i vidt omfang være sammenfaldende med indholdet af årsrapporten. Finanstilsynet vil dog kunne kræve mere detaljerede oplysninger samt hyppigere indberetninger, end hvad der er tilfældet for årsrapporten. Kravene til regnskabsindberetningerne fastsættes i form af særlige skemaer med tilhørende vejledninger, der udsendes til de berørte foreninger. Som altovervejende hovedregel vil indberetningerne skulle foretages i elektronisk form.

Til § 71

Bestemmelsen svarer til § 199 i lov om finansiel virksomhed.

Årsregnskabsloven fra juni 2001 indebar, at kravet om, at børsnoterede og statslige aktieselskaber skal have mindst to revisorer, blev ophævet, således at der herefter kun kræves mindst én revisor, som skal være statsautoriseret, i de børsnoterede og de statslige aktieselskaber. Tilsvarende indebar lov om finansiel virksomhed, at kravet om, at visse finansielle virksomheder skal have mindst 2 revisorer, bortfaldt. Kravet om, at disse selskaber skal have 2 revisorer, gælder dog fortsat i en overgangsperiode indtil 2005.

Efter de gældende regler kræves, at investeringsforeninger, der er børsnoterede, i lighed med kravene til børsnoterede og statslige aktieselskaber, skal have mindst to revisorer.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at kravet om to revisorer i investeringsforeninger og specialforeninger ophæves svarende til, hvad der allerede er gennemført for børsnoterede aktieselskaber for statslige aktieselskaber og for større finansielle virksomheder. To-revisorsystemet skønnes ikke at forbedre kvaliteten af revisionen i et omfang, der kan begrunde kravets bibeholdelse, og udviklingen af de store revisionsfirmaer har gjort det ufornødent at kræve, at revisionsarbejdet deles mellem flere eksterne revisorer. Det vil dog fortsat være gældende i henhold til bestemmelsen, at Finanstilsynet har mulighed for i særlige tilfælde at kræve en yderligere revisor udpeget.

Stk. 2 fastslår, at revisorerne i en forening tillige skal være revisorer i foreningens dattervirksomheder. Det er ikke et krav, men heller ikke udelukket, at revisorerne i en investeringsforening tillige skal være revisorer i foreningens investeringsforvaltningsselskab. Hvis investeringsforvaltningsselskabet er et datterselskab følger det dog af bestemmelsen, at foreningens revisorer tillige skal være revisorer i investeringsforvaltningsdatterselskabet.

Stk. 8 og 9 indeholder bestemmelser om interne revisions- og vicerevisionschefer. Det er ikke et krav, at investeringsforeninger og specialforeninger har intern revision. Reglerne finder anvendelse, hvis en forening har valgt at have en intern revisionsafdeling.

Bemyndigelsen i stk. 10 svarer til bemyndigelsen i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 40, stk. 3, idet det dog er tilføjet, at bemyndigelsen indbefatter en bemyndigelse til at fastsætte regler om intern revision og om systemrevision. Efter de gældende regler er det valgfrit om investeringsforeninger og specialforeninger har en intern revision. Det er ikke med loven tiltænkt at ændre på dette forhold. Tilføjelsen er alene indsat med henblik på regler, der – som det allerede er tilfældet med de gældende regler om intern revision - skal finde anvendelse, hvis foreningen har valgt at have en intern revision.

Til § 72

Bestemmelsen svarer til § 200 i lov om finansiel virksomhed og til § 41 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Til § 73

Bestemmelsen svarer til den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 30 og gennemfører UCITS-direktivets artikel 39.

Foreningerne skal ved aflæggelse af årsregnskabet enten udlodde et eventuelt overskud til medlemmerne i form af udbytte eller henlægge (akkumulere) overskuddet til forøgelse af formuen, jf. stk. 1.

Det skal fremgå af foreningens vedtægter, hvorvidt der er tale om en udloddende eller en akkumulerende forening eller afdeling. Ligeledes skal dette fremgå af foreningens prospekt. For så vidt angår udloddende foreninger giver den nuværende lov om investeringsforeninger og specialforeninger mulighed for at tillade udlodning af acontoudbytte flere gange årligt.

Sondringen mellem akkumulerende og udbyttebetalende foreninger eller afdelinger beror på en lang tradition i Danmark og følger ikke af direktivbestemmelser. På de udenlandske markeder findes der ingen skarpe skel mellem disse to typer af foreninger.

I stk. 2 gives udloddende foreninger, der anbringer formuen i obligationer, adgang til på baggrund af en af generalforsamlingen truffen beslutning herom at overføre opgjort udbytte til udlodning til næste år helt eller delvist. En sådan adgang skal fremgå af foreningens vedtægter, jf. forslagets § 10, stk. 1, nr. 19.

Formålet med bestemmelsen er at sikre en bred ramme for udvikling af danske foreningers produkter, det vil sige andele i forskellige typer af foreninger eller afdelinger. Der er ikke tilsynsmæssige betænkeligheder ved, at en udloddende forening kan overføre udlodningen helt eller delvist for efterfølgende regnskabsår.

Skattemæssigt sondres der også mellem kontoførende foreninger og bevisudstedende foreninger, ligesom der i relation til de bevisudstedende foreninger sondres mellem akkumulerende og udloddende foreninger. Den nøjagtige afgrænsning følger af skattelovgivningen.

For så vidt angår de bevisudstedende foreninger indeholder de skattemæssige regler selvstændige krav til de udloddende foreninger. En udloddende forening skal foretage udlodning og i henhold til foreningens vedtægter være forpligtet til at foretage en nærmere opgjort minimumsudlodning af årets udbytter. Foreningen selv er ikke undergivet beskatning. Beskatning af de udloddede udbytter sker derimod hos foreningens medlemmer efter transparens-princippet, der betyder, at beskatningen i stor udstrækning sker, som om medlemmet selv havde foretaget en direkte investering i det pågældende værdipapir. Det skattemæssige udlodningskrav, som indebærer, at der skal beregnes en minimumsudlodning for hvert indkomstår, bærer begrundelsen for skattefritagelsen for udloddende foreninger. Det skattemæssige udlodningskrav indebærer således, at der for hvert indkomstår beregnes en indkomst, der udloddes og af praktiske grunde først beskattes på udlodningstidspunktet. Derfor skal udlodningstidspunktet være så tæt på det normale indkomsterhvervelsestidspunkt som muligt. Det er omkring den 1. april året efter og ikke først 2 år efter. Udlodningskravet bærer begrundelsen for skattefritagelsen for udloddende foreninger.

I forhold hertil betaler akkumulerende foreninger selskabsskat, og udlodninger fra disse foreninger beskattes som aktieudbytte. Dog er der mulighed for at lave akkumulerende foreninger, der kun henvender sig til pensionsinstitutter, og som ikke selskabsbeskattes, idet beskatning sker i henhold til pensionsafkastbeskatningsloven

Såfremt en udloddende investeringsforening i henhold til de foreslåede regler foretager en overførsel af udbytte til udlodning til næste år, vil det skattemæssigt have den konsekvens, at foreningen fremover skal beskattes som en akkumulerende forening. En forening vil formentlig ikke efterfølgende kunne gå tilbage til beskatning som udloddende forening uden betydelige skattemæssige konsekvenser.

Ved forslaget er det ikke forudsat, at de skattemæssige regler for udloddende foreninger ændres for at udfylde rammelovgivningen. På denne baggrund må det antages, at de nye regler ikke vil kunne udnyttes af bevisudstedende foreninger, da de ikke er skattemæssigt attraktive for investorerne.

Kontoførende foreninger, som skattemæssigt er undergivet lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger, er derimod ikke undergivet kravet om minimumsudlodning. I stedet sker beskatningen direkte hos det enkelte medlem.

Efter de gældende skattemæssige regler er der derfor ikke noget til hinder for, at en kontoførende forening kan overføre en udlodning til efterfølgende år.

Afsnit VII

Til kapitel 11

Til § 74

Bestemmelsen er med undtagelse af stk. 5 dels en videreførelse af § 44 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, dels gennemførelse af dele af UCITS-direktivets artikel 27, stk. 1, samt artikel 29, 30, og 32. Bestemmelsens stk. 5 er ny.

Stk. 1 pålægger en forening, afdeling eller en gruppe af afdelinger under samme forening at offentliggøre et fuldstændigt og et forenklet prospekt. Foreningens vedtægter skal vedlægges det fuldstændige prospekt som en bestanddel af dette. Prospekterne skal foreligge til udlevering underskrevet af bestyrelsen senest samtidig med, at udbud af andele påbegyndes. Bestyrelsen har ansvaret for, at de oplysninger, der gives i prospektet, er korrekte. Et prospekt er offentliggjort, når det er underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer og er klar til udlevering.

Et prospekt kan også offentliggøres på foreningens hjemmeside.

Ved et prospekt forstås en skriftlig indbydelse til at tegne andele. Prospektet er en nærmere beskrivelse af foreningen eller afdelingen med oplysninger om blandt andet foreningens eller afdelingens historie og nuværende virkeområde, dens ledelse samt dens driftsresultater og status over en vis periode.

Det forenklede prospekt supplerer det eksisterende fuldstændige prospekt. Det forenklede prospekt skal altid indeholde en tydelig meddelelse til investor om, at det fuldstændige prospekt samt investeringsinstituttets årsrapport og halvårlige formueopgørelse, som kan rekvireres gratis på anfordring, indeholder mere detaljerede oplysninger. Bestemmelserne om det forenklede prospekt er nye og fremgår af skema C til UCITS-direktivet.

Det forenklede prospekt skal struktureres og affattes på en sådan måde, at det er let at forstå for gennemsnitsinvestoren. Det forenklede prospekt kan anvendes til markedsføring af UCITS i samtlige medlemslande uden ændringer bortset fra oversættelse, jf. den foreslåede § 76.

Stk. 2 bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte bestemmelser om de oplysninger, det fuldstændige prospekt og det forenklede prospekt skal indeholde for investeringsforeninger og specialforeninger samt om ajourføring heraf.

Direktivkravene til de fuldstændige prospekter er ikke ændret væsentligt i forhold til de hidtil gældende bestemmelser i UCITS-direktivet, jf. artikel 28, stk. 2 og skema A. De nye lovbestemmelser vil derfor, med enkelte ændringer, være en videreførelse af den hidtil gældende prospektbekendtgørelse for investeringsforeninger og specialforeninger, der med den seneste ændring gennemførte en række nye bestemmelser fra UCITS-direktivet. Det fuldstændige prospekt skal derfor stadig som minimum indeholde følgende oplysninger, der i dag fremgår af bekendtgørelse nr. 280 af 6. maj 2002 om investeringsforeningers og specialforeningers prospekter (prospektbekendtgørelsen):

1)   Foreningens og eventuelt afdelingens navn, adresse og registreringsnummer i henholdsvis Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

2)   Datoen for foreningens og eventuelt afdelingens stiftelse.

3)   Datoen for prospektets offentliggørelse.

4)   At foreningen eller eventuelt afdelingen søges godkendt af Finanstilsynet, såfremt en sådan godkendelse endnu ikke foreligger.

5)   Hvem foreningen retter henvendelse til, herunder en profil af det typiske medlem, som foreningen eller afdelingen henvender sig til.

6)   Bestyrelsesmedlemmernes navne og deres hovedbeskæftigelse ved angivelse af deres stilling, ansættelsessted og ansættelses- eller bopælsadresse.

7)   Navnet på foreningens direktør (direktører) eller navnet på foreningens investeringsforvaltningsselskab og navnet på dettes direktør (direktører).

8)   Revisors (revisorernes) navn (navne) samt revisionsfirmaets (revisionsfirmaernes) navn (navne) og adresse (adresser).

9)   Navn og adresse på foreningens depotselskab samt oplysning om indholdet af aftalen med depotselskabet. Oplysningerne skal omfatte en beskrivelse af ydelsen, prisen for ydelsen samt aftalens opsigelsesvarsel.

10)   Navne og adresser på virksomheder som foreningen har indgået aftale med om rådgivning samt angivelse af disses hovedvirksomhed samt oplysning om, hvorvidt rådgiver er foreningens depotselskab eller er et selskab, som er koncernforbundet med depotselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet. Såfremt rådgiver er foreningens depotselskab eller er et selskab, som er koncernforbundet med depotselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet, skal indholdet af aftalen oplyses. Oplysningerne skal omfatte en beskrivelse af ydelsen, prisen for ydelsen samt aftalens opsigelsesvarsel.

11)   Hvorvidt foreningen har indgået aftale om markedsføring og formidling af foreningens andele med foreningens depotselskab eller et selskab, som er koncernforbundet med depotselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet. Såfremt dette er tilfældet, skal indholdet af aftalen oplyses. Oplysningerne skal omfatte en beskrivelse af ydelsen, prisen for ydelsen samt aftalens opsigelsesvarsel.

12)   At regnskabet aflægges i henhold til den gældende bekendtgørelse om investeringsforeningers og specialforeningers regnskaber.

13)   Foreningens eller afdelingens hidtidige udbytte angivet i kr. pr. foreningsandel samt i procent for de sidste 5 år.

14)   Foreningens eller afdelingens hidtidige resultat pr. 100 kr.'s foreningsandel for de sidste 5 år samt en advarsel mod at drage slutninger heraf om det kommende resultat.

15)   Foreningens eller afdelingens hidtidige samlede administrationsomkostninger angivet i procent af gennemsnitsformuen (omkostningsprocenten) for de sidste 5 år.

16)   Foreningens eller afdelingens formue i henhold til det seneste årsregnskab eller den seneste halvårlige formueopgørelse.

17)   Størrelsen, eller den budgetterede størrelse, af vederlaget til bestyrelsen, direktionen eller investeringsforvaltningsselskabet og Finanstilsynet specificeret på de enkelte poster. Ved ajourføring tillige oplysning om størrelsen af vederlagene i den seneste årsrapport specificeret på de enkelte poster.

18)   En forening eller afdeling, der investerer en betydelig del af sin formue i henhold til forslagets § 90 skal i sit prospekt anføre de maksimale administrationsgebyrer, der kan opkræves af både foreningen selv og de andre foreninger, som den agter at investere i, jf. forslagets § 49.

19)   Hvor foreningens eller afdelingens årsrapport og halvårlige formueopgørelse udleveres.

20)   Hvorvidt foreningen eller afdelingen er bevisudstedende eller kontoførende.

21)   Hvorvidt foreningen eller afdelingen udsteder fysiske beviser, eller hvorvidt beviserne udstedes gennem og registreres i en værdipapircentral, når foreningen eller afdelingen er bevisudstedende.

22)   Hvorvidt foreningen eller afdelingen er udloddende eller akkumulerende.

23)   De skatte- og afgiftsregler, der gælder for foreningen eller afdelingen, samt en generel beskrivelse af, hvorledes foreningens eller afdelingens afkast beskattes hos forskellige medlemstyper.

24)   Vedtægternes bestemmelse om foreningens eller afdelingens administrationsomkostninger.

25)   Vedtægternes bestemmelse om medlemmernes stemmeret.

26)   Under hvilke forhold generalforsamlingen kan beslutte at opløse foreningen eller afdelingen.

27)   Hvordan et medlem kan flytte fra én forening eller afdeling til en anden, og hvilke omkostninger der er forbundet hermed.

Prospektets oplysninger om foreningsandelene skal, jf. den gældende prospektbekendtgørelses § 4, mindst omfatte oplysninger om:

1)   Hvor foreningsandelene kan erhverves og en eventuel emissionsperiode, herunder hvorvidt foreningen eller afdelingen har løbende emission uden fastsat højeste beløb.

2)   Hvorledes emissionsprisen fastsættes, herunder hvor stor en del af emissionsprisen der skønnes at gå til omkostninger ved foreningens eller afdelingens køb af værdipapirer, administration, depotselskab, formidling, markedsføring samt medlemmets kurtageudgifter m.v. specificeret på de enkelte poster.

3)   Betaling for og fristen for udlevering eller registrering i Værdipapircentralen A/S af foreningsandelene.

4)   Størrelsen af foreningens eller afdelingens formue ved emissionens begyndelse angivet i mio. kr. eller oplysning om, at der er stillet en ubetinget garanti i henhold til loven. Ved ajourføring kan disse oplysninger undlades.

5)   Foreningsandelenes størrelse og minimumsindskud, såfremt minimumsindskuddet afviger fra foreningsandelenes størrelse.

6)   Navnet på den (de) fondsbørs (fondsbørser), som foreningsandelene noteres eller vil søge optagelse til notering på, såfremt notering ønskes, eller det (de) regulerede marked (markeder), hvorpå foreningsandelene omsættes eller vil søge optagelse på.

7)   Foreningsandelenes eventuelle fondskoder.

8)   Hvor foreningsandelene kan noteres på navn, når foreningen eller afdelingen er bevisudstedende.

9)   Medlemmernes indløsningsret, herunder i hvilke tilfælde indløsning kan udsættes, og for specialforeninger om der gælder indskrænkninger i indløsningsretten.

10)   Reglerne om fastsættelse af indløsningsprisen.

11)   Offentliggørelse af emissions- og indløsningsprisen eller den indre værdi, samt oplysning om, hvor offentliggørelse finder sted.

12)   Hvorvidt der gælder indskrænkninger i medlemmernes ret til videresalg af foreningsandelene.

13)   Hvor ofte foreningen eller afdelingen udbetaler udbytte, herunder hvorvidt foreningen eller afdelingen indeholder skat af eventuelle udbytter til medlemmerne.

14)   Hvorvidt foreningen eller afdelingen kan eller skal udstede foreningsandele uden ret til udbytte indtil den ordinære generalforsamling, herunder hvorledes emissions- og indløsningsprisen for sådanne foreningsandele fastsættes.

15)   Hvilke faciliteter der er til rådighed med henblik på udbetalinger til medlemmerne eller indløsning af foreningsandelene samt formidling af oplysninger om foreningen eller afdelingen.

Prospektets oplysninger om foreningens eller afdelingens investeringspolitik skal, jf. den gældende prospektbekendtgørelses § 5, mindst omfatte oplysninger om:

1)   At foreningens eller afdelingens midler skal anbringes i overensstemmelse med lovens regler.

2)   Hvilke markeder foreningens eller afdelingens midler placeres på. Markedet skal angives ved dets officielle navn. Såfremt der er tale om et marked, der er beliggende i et EU- eller EØS-land, eller der er medlem af World Federation of Exchanges (WFE), eller der er Full Members eller Associate Members af Federation of European Securities Exchanges (FESE), kan denne oplysning erstatte angivelsen af navnet på de enkelte markeder.

3)   Foreningens eller afdelingens investeringsmål og investeringspolitik, herunder en redegørelse for hvilke værdipapirer foreningens eller afdelingens midler anbringes i. Denne redegørelse skal blandt andet indeholde oplysninger om eventuelle benchmark og eventuelle andre elementer, der indgår i investeringspolitikken, og i hvilke geografiske områder, industrielle sektorer og virksomhedsstørrelser foreningens eller afdelingens midler anbringes i. Såfremt værdipapirerne udvælges på baggrund af deres kreditmæssige rating, skal de investeringsrestriktioner, foreningen eller afdelingen har i forhold til ratingen, ligeledes beskrives i redegørelsen. Redegørelsen kan fremgå af et bilag, der skal vedlægges som en bestanddel af prospektet.

4)   De seneste fem års performance for benchmark, hvis et sådant anvendes, samt foreningens eller afdelingens performance til sammenligning.

5)   Hvorvidt foreningen eller afdelingen vil anvende finansielle instrumenter. Endvidere skal det oplyses, hvorledes finansielle instrumenter vil blive anvendt, samt hvilken eventuel indvirkning anvendelsen af finansielle instrumenter har på risikoprofilen.

6)   De risici, der er forbundet med foreningens eller afdelingens påtænkte eller allerede foretagne investeringer, herunder om der må forventes store udsving i nettoværdien af foreningens eller afdelingens formue som følge af porteføljens sammensætning eller de anvendte styringsteknikker.

7)   Om de foranstaltninger foreningen eller afdelingen har truffet for at fastholde sin risikoprofil.

Endvidere skal en specialforenings prospekt indeholde oplysninger om, hvorvidt den er en placeringsforening, en pengemarkedsforening, en investeringsinstitutforening eller en erhvervsudviklingsforening.

E rhvervsudviklingsforeningers prospekter skal omfatte oplysninger om:

1)   Principper for værdiansættelse af unoterede aktier og anparter samt for op- og nedskrivninger af disse.

2)   At foreningens eller afdelingens investeringer i kapitalandele i unoterede selskaber generelt er mere risikofyldte end investering i børsnoterede værdipapirer.

3)   Vedtægternes bestemmelse om, at foreningen eller afdelingen ikke er åben for emission, og at intet medlem kan kræve sig indløst.

4)   Eventuelle generalforsamlingsbeslutninger om emission og/eller indløsning.

Endelig skal bekendtgørelsen indeholde en bestemmelse om straf ved overtrædelse, jf. forslagets § 132, stk. 3.

Den gældende bekendtgørelse skal ændres således, at bestemmelserne om det forenklede prospekt bliver obligatoriske. Det er de ikke i dag.

Udover de oven for nævnte bestemmelser, vil den prospektbekendtgørelse, som Finanstilsynet skal udstede, indeholde krav om, at det skal fremgå af prospektet, såfremt en afdeling i en forening investerer i en anden afdeling af foreningen, jf. forslagets § 90, stk. 3.

Da prospekter udstedes som led i beskyttelsen af investorerne, er det muligt for Finanstilsynet at stille nye krav til prospektet, såfremt der opstår behov for det.

Stk. 3 foreskriver, at de væsentlige dele af det fuldstændige prospekt og det forenklede prospekt skal ajourføres løbende. Ved »væsentlig« forstås de dele af prospektet, som har betydning for investorerne. Det skal tydeligt fremgå af den enkelte version af prospektet, hvornår det er ajourført.

Stk. 4 foreskriver, at det fuldstændige prospekt og det forenklede prospekt samt ændringer i disse skal være modtaget i Finanstilsynet senest dagen efter offentliggørelsen.

Finanstilsynet skal ikke godkende prospekterne. Det er bestyrelsens ansvar, at oplysningerne i prospekterne er korrekte. Finanstilsynet kan gennemgå prospekterne som led i det almindelige tilsyn med foreningerne.

Stk. 5 giver Finanstilsynet hjemmel til at pålægge en forening at ændre et prospekt, såfremt prospektet ikke opfylder kravene i de af Finanstilsynet fastsatte bestemmelser.

Til § 75

Bestemmelsen er dels en videreførelse af dele af den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 45 dels gennemførelse af UCITS-direktivets artikel 33, stk. 1 og artikel 35.

Stk. 1 foreskriver, at enhver opfordring til køb af andele i en forening eller afdeling skal indeholde oplysninger om det fuldstændige prospekt og det forenklede prospekt, og hvor offentligheden kan få prospekterne udleveret, eller hvordan offentligheden kan få adgang til dem. Bestemmelsen finder anvendelse i enhver annoncering og ethvert markedsføringsfremstød for foreningen eller afdelingen. Der kan for eksempel være tale om plancher, brochurer, tv- og radioreklamer og enhver anden situation, hvor andelene udbydes til salg. Bestemmelsen er opfyldt, hvis der henvises til foreningens hjemmeside på Internettet. Prospekterne skal dog altid kunne fås udleveret i papirform ved henvendelse til foreningen.

Stk. 2 foreskriver, at det forenklede prospekt skal tilbydes investor vederlagsfrit, inden kontrakten indgås. Bestemmelsen vedrører situationen, hvor den potentielle investor er i kontakt med foreningen. Det forenklede prospekt er tilstrækkeligt til at opfylde kravet om, at der skal stilles oplysninger til rådighed for potentielle investorer inden kontrakten indgås. Det er således ikke et krav, at det fuldstændige prospekt udleveres inden kontrakten indgås. Det vil ligeledes være tilstrækkeligt, at den potentielle investor henvises til en hjemmeside, hvis vedkommende indvilliger heri. Hvis den potentielle investor ønsker det, skal vedkommende have en papirversion. Det er ikke tilstrækkeligt, at prospekterne findes på Internettet.

Stk. 3 foreskriver, at både fuldstændige og forenklede prospekter skal udleveres vederlagsfrit. Her kan være tale om, at en investor, som allerede er medlem af foreningen, ønsker at få udleveret et prospekt for den eller de pågældende afdelinger eller foreninger vedkommende har investeret i. Det er tilstrækkeligt at henvise til en hjemmeside, såfremt medlemmet indvilliger heri. Såfremt medlemmet ønsker en papirudgave af prospektet, skal en sådan udleveres.

Til § 76

Bestemmelsen gennemfører UCITS-direktivets artikel 28, stk. 3, 4. punktum. Bestemmelsen medfører, at det forenklede prospekt kan anvendes i en investeringsforenings markedsføring i samtlige EU medlemslande og i lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Det forenklede prospekt kan anvendes uden ændringer bortset fra oversættelse.

Til § 77

Bestemmelsen er en videreførelse af § 46 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Bestemmelsen foreskriver, at investeringsforeninger og specialforeninger skal offentliggøre emissionsprisen og indløsningsprisen mindst to gange om måneden. Specialforeninger, der ikke er åbne for emission og indløsning, samt deres depotselskaber og eventuelle investeringsforvaltningsselskaber skal oplyse emissionsprisen og indløsningsprisen på et medlems forlangende. Specialforeninger, der ikke er åbne for emission og indløsning, skal oplyse den indre værdi.

Kravet om offentliggørelse anses som opfyldt ved, at emissions- og indløsningsprisen stilles til rådighed i pengeinstitutter og på foreningens kontor samt eventuelt på foreningens hjemmeside.

Specielt vedrørende offentliggørelse af indløsningsprisen bemærkes, at kursen, hvortil der indløses, principielt er afhængig af den kurs, der opnås ved salget af instrumenter. Det er derfor ikke altid muligt på forhånd at fastsætte en indløsningspris, for eksempel for så vidt angår større poster investeringsandele, der begæres indløst.

Afsnit VIII

Til kapitel 12

Til § 78

For at imødekomme foreningernes behov for øget strukturel fleksibilitet er bestemmelsen bredere end den gældende bestemmelse om fusion og spaltning i lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 58.

De væsentligste ændringer er, at det nu bliver muligt at fusionere afdelinger på tværs af foreninger og at fusionere foreninger og afdelinger. Hidtil har det kun været muligt at fusionere foreninger med foreninger, og kun afdelinger i samme forening kunne fusioneres.

I stk. 1 foreslås, at fusion af to eller flere foreninger, af to eller flere afdelinger eller af en forening og en afdeling eller om afvikling af en forening eller afdeling kun er gyldig med Finanstilsynets tilladelse. Tilsvarende gælder for spaltning og opløsning af en forening eller af en afdeling.

Forslaget indebærer, at det som hidtil bliver muligt at fusionere to eller flere foreninger samt to eller flere afdelinger under den samme forening. Som noget nyt åbnes der mulighed for at fusionere to eller flere afdelinger, som ikke kommer fra samme forening samt fusionere en forening over i en bestående eller en ny afdeling i en anden forening. Herved undgår foreningerne dels, at de først skal overflytte en afdeling fra en forening til en anden, før de to afdelinger kan fusioneres, dels at de to foreninger først skal fusioneres og dernæst, at afdelingerne skal fusioneres. Når foreningerne efter forslaget fusionerer en forening over i en bestående eller i en ny afdeling i en anden forening, sker det ved, at de i én transaktion fusionerer de to foreninger og viderefører den ophørende forenings afdelinger i eksisterende eller nye afdelinger i den fortsættende forening. Den ophørende forening afvikles derved. Den modtagende forening eller afdeling modtager således alene en afdeling, som er en økonomisk enhed. Dette svarer til, at bestyrelsen i den modtagende forening har besluttet at oprette en ny afdeling i foreningen.

I stk. 2 videreføres den hidtidige regel om, at der ved fusioner stilles krav om, at aktieselskabslovens kapitel 15 om fusion iagttages. Foreningerne skal således udarbejde en fusionsplan og en fusionsredegørelse og lade udarbejde en vurderingserklæring af en uafhængig vurderingsmand. Foreningerne skal selv sørge for offentliggørelse i Statstidende og fremlægge materialet til gennemsyn på foreningens kontor.

Der er herved lagt vægt på, at der til grund for Finanstilsynets tilladelse ligger en procedure, der er almindeligt anerkendt til sikring af foreningens kreditorer, herunder investorer.

Tillige foreslås, at foreningerne får mulighed for at foretage spaltning af en forening, typisk ved at foreningens enkelte afdelinger ved spaltning bliver selvstændige foreninger eller overgår til en anden forening. Som grundlag for at tillade en sådan spaltning af en forenings afdelinger til selvstændige foreninger stilles der, svarende til hvad der gælder ved likvidation og fusion, krav om, at aktieselskabslovens kapitel 15 om spaltning er iagttaget.

Det foreslås derfor, at regler svarende til denne praksis indsættes i loven, idet det forudsættes, at en forening, der ikke er opdelt i afdelinger, og en afdeling også kan spaltes.

Ud over de i stk. 1 omhandlede fusioner af to eller flere foreninger eller af to eller flere afdelinger forekommer det, at foreninger ønsker at overflytte en afdeling i sin helhed fra en forening til en anden forening, hvor den ligeledes skal være en selvstændig afdeling eller udskille afdelingen som en ny forening. Det foreslås i stk. 3 , at Finanstilsynet kan meddele tilladelse hertil uden, der skal foretages en egentlig spaltning og fusion.

Der føres selvstændigt regnskab for en afdeling i en forening, og hver afdelings aktiver administreres selvstændigt. Der skal derfor ikke foretages en egentlig udspaltning af afdelingens aktiver fra aktiver tilhørende foreningens andre afdelinger, ligesom der ikke skal foretages en fusion af afdelingens aktiver med aktiver tilhørende andre afdelinger i den modtagende forening. Det er de samme medlemmer, der beholder de samme aktiver, blot i en anden forening.

Det er en del af revisorernes og depotselskabets almindelige forpligtelser at påse, at aktiverne overførers korrekt. Revisorerne skal yderligere sikre sig, at ingen kreditorer stilles ringere ved overflytningen.

Det er derfor i sådanne situationer unødvendigt bebyrdende for medlemmerne af foreningen at kræve, at de almindelige spaltnings- og fusionsregler i stk. 2 skal anvendes, når det er hele afdelingen, der overflyttes. I stedet kan en sådan overflytning af en afdeling ske ved, at medlemmerne i afdelingen træffer beslutning herom på en generalforsamling, bestyrelsen i den modtagende forening træffer beslutning om at modtage afdelingen, og at de fornødne vedtægtsændringer gennemføres i begge foreninger. Det foreslås derfor, at Finanstilsynet kan meddele tilladelse til en sådan overflytning. Finanstilsynet fastsætter i hvert enkelt tilfælde vilkårene for godkendelse ud fra en vurdering af de konkrete omstændigheder i hvert enkelt tilfælde.

Den afgivende forening vil stadig bestå som en juridisk enhed, selv om en afdeling overflyttes til en anden forening. Den solidariske hæftelse med andre afdelinger i den afgivende forening vil blive afbrudt, og der vil blive etableret en solidarisk hæftelse med de øvrige afdelinger i den modtagne forening. For så vidt angår den afgivende forening, svarer dette til, at afdelingens medlemmer kræver sig indløst. For så vidt angår den modtagne forening, svarer det til, at bestyrelsen beslutter at oprette en ny afdeling.

Til § 79

Forslaget er en videreførelse af § 3, stk. 4, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 5, i UCITS-direktivet, hvoraf det fremgår, at medlemslandene forbyder investeringsinstitutter, der er omfattet af direktivet, at ændre status til investeringsinstitutter, der ikke er omfattet af direktivet.

Forslaget forhindrer, at en investeringsforening eller en afdeling under en investeringsforening kan omdannes til en specialforening, som i modsætning til investeringsforeninger ikke er omfattet af direktivets bestemmelser. En investeringsforening eller en afdeling under en investeringsforening kan heller ikke omdannes til en afdeling under en specialforening i forbindelse med fusion og spaltning af foreninger eller afdelinger og overflytning af afdelinger.

Forslaget forhindrer endvidere, at en investeringsforening eller en afdeling under en investeringsforening kan omdannes til et selskab, som ikke er omfattet af den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

I forslagets § 135 er der indsat en overgangsbestemmelse, der giver mulighed for, at fåmandsforeninger, der i dag er investeringsforeninger trods forbudet kan bliver omdannet til fåmandsforeninger, jf. kapitel 16. Der henvises til bemærkningerne til § 135.

Til § 80

Bestemmelsen svarer til § 236 i lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen er ny for foreninger og præciserer, at Finanstilsynet kan tilbagekalde godkendelsen som forening omfattet af loven, hvis foreningen anmoder om det. Bestemmelsen er en præcisering af praksis.

Det er en betingelse for tilbagekaldelse af godkendelsen efter denne bestemmelse, at foreningen afvikles, jf. forslagets § 82.

Det er en forudsætning for tilbagekaldelse af godkendelse efter denne bestemmelse, at foreningen opfylder lovens krav til minimumsformuen.

Til § 81

Bestemmelsens stk. 1 svarer til dels til § 238, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og svarer med en enkelt ændring til § 31, stk. 5, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen gennemfører herudover artikel 13 a, stk. 4, i UCITS-direktivet.

Bestemmelsen pålægger Finanstilsynet pligt til at tilbagekalde godkendelsen af en forening, hvis kapitalkravene i § 4, stk. 7, og § 5, stk. 7, ikke er opfyldt. Finanstilsynet kan fastsætte en frist til at få tilvejebragt den nødvendige kapital. Denne frist kan forlænges.

Bestemmelsen erstatter den hidtil gældende bestemmelse i lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 31, stk. 5, som i praksis har ført til usikkerhed om, hvorvidt en forening eller en afdeling kunne fortsætte sin virksomhed og fortsat kunne indløse medlemmer, selv om formuekravene ikke var opfyldt.

Stk. 2 er en videreførelse af bestemmelsen i § 52 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og svarer til bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed § 237, stk. 1.

Bestemmelsen er en konsekvens af direktivets godkendelsesordning. Når en investeringsforening eller en specialforening skal godkendes for at udøve sin virksomhed, vil der kunne opstå situationer, hvor godkendelsen må tilbagekaldes med den følge, at virksomheden skal ophøre.

Inddragelse af tilladelsen kan ifølge bestemmelsen ske i følgende tilfælde:

1)   Hvis foreningen eller afdelingen ikke opfylder kravene til at få tilladelse i medfør kapitel 3.

2)   hvis foreningen eller afdelingen gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af loven, eller regler udstedt i medfør af loven.

3)   Hvis foreningens eller afdelingens virksomhed ikke er påbegyndt senest 12 måneder efter, at Finanstilsynet har meddelt godkendelse. Dette indebærer, at foreningen eller afdelingen skal have investeret formuen, inden 12 måneder efter tilladelsesdatoen.

4)   Hvis foreningen eller afdelingen ikke har udøvet virksomhed i en periode på over 6 måneder.

Denne bestemmelse hjemler, at en forening eller afdeling kan indstille sin virksomhed helt i en periode på op til 6 måneder. Såfremt foreningen eller afdelingen indstiller sin virksomhed, skal den straks meddele Finanstilsynet dette i henhold til forslagets § 30, stk. 1, da der er tale om en oplysning om et forhold, der er af afgørende betydning for foreningens eller afdelingens fortsatte drift.

Inddragelse af tilladelse kan blive aktuel, når blot en af de oven for nævnte situationer indtræder. Da en afgørelse om inddragelse af tilladelse vil være af indgribende karakter for foreningen, afdelingen og medlemmerne, forudsættes det, at inddragelse af godkendelse typisk kun bliver aktuel efter, at der har været givet frist til afhjælpning eller påbegyndelse af virksomhed, og at dette ikke er sket.

Til § 82

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i § 53 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og svarer til lov om finansiel virksomhed § 239, stk. 1, og § 241, stk. 1.

I stk. 1 fastslås, at konsekvensen af, at Finanstilsynet tilbagekalder godkendelsen for en forening eller afdeling, er, at foreningen eller afdelingen skal indstille sin virksomhed og opløses.

Er andet ikke fastsat i lovgivningen, gennemføres afviklingen ved likvidation.

Beslutningen om en forenings afvikling træffes som hovedregel af generalforsamlingen i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser herom. Ønsker generalforsamlingen imidlertid ikke at medvirke ved foreningens afvikling, eller træffer den ikke denne beslutning inden for den frist, der er sat af Finanstilsynet, indeholder stk. 2, 3. pkt ., en hjemmel til, at tilsynet kan beslutte, at foreningen træder i likvidation.

Til § 83

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i § 54 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Foreninger og afdelinger heraf foreslås afviklet efter de for aktieselskaber gældende regler, jf. aktieselskabslovens kapitel 14, med de tillempelser, som foreningernes særlige forhold tilsiger.

Det foreslås derfor, at opløsningsproceduren finder anvendelse på såvel foreninger som afdelinger af foreninger, og at aktieselskabslovens § 123 ikke kan fraviges.

Proklama i overensstemmelse med aktieselskabslovens § 123 er et almindelig kendt retsmiddel til sikring af kreditorer, herunder indskydere og investorer, der gælder for såvel almindelige virksomheder som finansielle virksomheder og foreninger under tilsyn.

De fornødne tillempelser vil bl.a. indebære, at det er Finanstilsynet, som er den kompetente myndighed, og at likvidationsregnskaber skal udarbejdes efter bestemmelserne i kapitel 10 i denne lov og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf i stedet for årsregnskabsloven. For at lette virksomhedernes administrative byrder vil Finanstilsynet ved likvidation af foreninger kræve, at likvidator indsender det afsluttende likvidationsregnskab i to eksemplarer, hvoraf Finanstilsynet vil videresende det ene til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, således at der gives offentligheden indsigt i dette regnskab uden, at virksomhederne pålægges pligt til at indsende regnskabet til to offentlige myndigheder.

Til § 84

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i § 55 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og svarer til § 240 i lov om finansiel virksomhed.

Da aktieselskabslovens bestemmelser om opløsning medfører, at medlemmerne ikke kan få indløst deres andele på forlangende, men skal vente til proklamaet er udløbet, det vil sige i mindst tre måneder, foreslås det i stk. 1 , at Finanstilsynet kan tillade, at foreningen eller afdelingen kan opløses ved en enklere procedure end den i forslagets § 83 angivne.

Anden form for afvikling forudsætter, at foreningen tager initiativ hertil og fremsætter anmodning herom til Finanstilsynet. Udarbejdelse af forslag til form, indhold og gennemførelse påhviler foreningen. Foreningen skal indsende en plan herfor til Finanstilsynet.

Finanstilsynet skal indgå i forhandlinger med foreningen om forslaget til anden form for afvikling, som foreningen forelægger for Finanstilsynet. Ved godkendelse af anden form for afvikling skal det sikres, at kreditorerne og medlemmernes interesser varetages bedst muligt, og at disses retsstilling ikke forringes i forhold til opløsning ved likvidation.

Dette sikres ved kravet om, at depotselskabet skal erklære, at det vil hæfte for såvel forfalden og uforfalden som omtvistet gæld. Denne hæftelse vil normalt være i form af en garanti. Denne garanti kan beløbsgrænses til foreningens eller afdelingens lovpligtige minimumsformue, og hvis der udstedes et proklama, kan den tidsbegrænses til ophør, når Finanstilsynet efter proklamafristens udløb har givet tilladelse til den endelige afvikling.

Finanstilsynet skal give tilladelse til afviklingens form, indhold og gennemførelse. Dette indebærer ikke, at Finanstilsynet skal bidrage med forslag til gennemførelse af opløsning uden likvidation.

Når Finanstilsynet har givet tilladelse til afviklingsplanen, kan foreningen eller afdelingen indløse medlemmerne. Den endelige godkendelse af afviklingen kan dog efter stk. 2 først finde sted, når der foreligger en erklæring om, at al gæld er betalt. Erklæringen skal være underskrevet af foreningens bestyrelse og revisorer. For skattepligtige foreninger eller afdelinger skal der inden den endelige opløsning foreligge bekræftelse fra Told- og Skattemyndighederne om, at de ikke har krav mod foreningen eller afdelingen.

Finanstilsynet har på baggrund af praksis udarbejdet en vejledning om afvikling efter § 55 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Vejledningen fremgår af Finanstilsynets hjemmeside.

Til § 85

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 56.

Beføjelsen for Finanstilsynet til at udpege en likvidator til sammen med de af generalforsamlingen valgte at foretage likvidationen har til formål ‑ hvor forholdene måtte tale derfor ‑ at muliggøre direkte offentlig indseende i og medindflydelse på foreningens afvikling. Bestemmelsen er en investorbeskyttelsesforanstaltning.

Til § 86

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 57.

Bestemmelsen fastslår, at reglerne om tilsynets beføjelser og foreningernes pligter principielt fortsat finder anvendelse, selv om en forening er under opløsning. Dermed bevarer Finanstilsynet sine muligheder for at gribe ind, hvis foreningen ikke overholder lovens bestemmelser.

Til kapitel 13

Til § 87

Bestemmelsen er en udbygget videreførelse af § 59, stk. 1, nr. 1 og 2, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger om investeringsforeningers investeringer i børsnoterede værdipapirer. Bestemmelsen gennemfører UCITS-direktivets artikel 19, stk. 1, litra a – d samt litra h.

Efter bestemmelsen kan investeringsforeninger investere i værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter.

Værdipapirer er i direktivets artikel 1, stk. 8, defineret som aktier og andre værdipapirer, der kan sidestilles med aktier, obligationer og andre standardiserede gældsinstrumenter samt andre omsættelige værdipapirer, der giver ret til at erhverve sådanne værdipapirer ved tegning eller ombytning, jf. forslagets § 3, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Afledte finansielle instrumenter er efter definitionen ikke omfattet af begrebet værdipapirer.

Pengemarkedsinstrumenter er i direktivets artikel 1, stk. 9, defineret som instrumenter, der normalt handles på et pengemarked, er likvide og kan værdiansættes til enhver tid, jf. forslagets § 3, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

Det kræves i forslagets stk. 1 , at de værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som en investeringsforening placerer sine midler i, skal være optaget til notering på et reguleret marked, jf. forslagets § 3, nr. 13, eller et andet reguleret marked, jf. forslagets § 3, nr. 14.

Hidtil har kravet været, at værdipapirer skulle være optaget til notering på en fondsbørs eller handles på et andet reguleret marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden.

De ændrede krav til markederne er nødvendige for at skabe sammenhæng mellem de markeder, der nævnes i UCITS-direktivet, og de markeder, som er nævnt i § 16 i lov om værdipapirhandel m.v.

UCITS-direktivet stiller krav om, at markedet enten skal være et reguleret marked som defineret i artikel 1, nr. 13, i investeringsservicedirektivet, eller et andet marked i et medlemsland, såfremt det er reguleret, regelmæssigt arbejdende, anerkendt og offentligt.

Det følger af sammenhængen, at dette andet regulerede marked ikke er omfattet af artikel 1, nr. 13, i investeringsservicedirektivet.

Værdipapirhandelsloven indeholder i § 16 en definition af fondsbørsvirksomhed og i § 40 en definition af en autoriseret markedsplads. Såvel fondsbørser som autoriserede markedspladser er »regulerede markeder« i investeringsservicedirektivets forstand. Værdipapirhandelsloven indeholder derimod ikke nogen omtale af »et andet marked i en medlemsstat, såfremt det er reguleret, regelmæssigt arbejdende, anerkendt og offentligt«.

For at gennemføre direktivets bestemmelser om markeder fuldt ud foreslås derfor i forslagets stk. 1, at de markeder, der er omfattet af investeringsservicedirektivet, nævnes i nr. 1, mens det andet regulerede marked i et medlemsland nævnes i nr. 2. Der er ikke markeder i Danmark, som er omfattet af nr. 2.

Efter stk. 2 kan investeringsforeninger tillige placere midler i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, som er noterede eller handles på fondsbørser eller regulerede markeder beliggende i lande, som ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Det er en betingelse herfor, at det pågældende marked enten er godkendt af Finanstilsynet eller er fastsat i investeringsforeningens vedtægter.

Det en betingelse for at være et reguleret marked efter investeringsservicedirektivet, at markedet er beliggende i et medlemsland eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, jf. artikel 1, nr. 13, og artikel 16 i investeringsservicedirektivet. Når der tales om et reguleret marked, som er beliggende i et tredjeland, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, menes en fondsbørs eller et marked, der opfylder de betingelser med undtagelse af beliggenheden i et medlemsland, som i artikel 1, nr. 13, i investeringsservicedirektivet stilles til et reguleret marked.

Den gældende praksis vedrørende markeder i tredjelande agtes videreført. Denne praksis er beskrevet i Finanstilsynets retningslinier af 4. juni 2002 om, hvilke markeder investeringsforeninger og specialforeninger kan placere deres midler på.

Af vejledningen fremgår, at Finanstilsynet har godkendt de markeder, som er medlemmer af World Federation of Exchanges (tidligere FIBV), Full Members og Associate Members af FESE samt Moskva Fondsbørs og herunder ADR'er, det amerikanske marked for high yield bonds også kaldet OTC - Fixed Income markedet og rule 144A udstedelser, hvor der er tilknyttet en ombytningsret til papirer, der inden for et år registreres hos SEC i henhold til Securities Act af 1933, og som omsættes på OTC - Fixed Income markedet.

For så vidt angår de to sidstnævnte amerikanske markeder, har Finanstilsynet fastsat nærmere betingelser for foreningers og afdelingers investeringer i værdipapirer, som handles på dette marked.

For så vidt angår andre markeder skal en forenings bestyrelse i samarbejde med administrationsselskabet og depotselskabet foretage en vurdering af markedets overensstemmelse med de krav, der følger af denne lov og løbende sikre, at markederne opfylder kravene. Foreningen skal kunne dokumentere denne godkendelsesproces f.eks. i forbindelse med inspektioner af foreningen.

De markeder, der således godkendes af en forenings bestyrelse, skal fastsættes i foreningens vedtægter med markedets officielle navn, som et marked som en eller flere navngivne afdelinger i foreningen kan placere midler på.

Det tilføjes, at det forhold, at Finanstilsynet har godkendt vedtægterne for en forening, hvori et marked er nævnt, ikke indebærer, at Finanstilsynet har godkendt det pågældende marked.

Stk. 3 er en uændret videreførelse af den gældende regel i § 59, stk. 1, nr. 2, som giver investeringsforeninger mulighed for at investere i nyemitterede værdipapirer. Der stilles som betingelser herfor, at der i emissionsbestemmelserne gives tilsagn om, at der vil blive fremsat begæring om optagelse til notering på et marked, som nævnt i stk. 1 og 2, og at der opnås tilladelse til optagelse til notering inden udløbet af et år efter emissionen.

Det er et krav, at værdipapiret optages til notering på det pågældende marked. Det er ikke tilstrækkeligt, at papiret handles på markedet. Kravet skyldes, at værdipapirer på visse markeder kan handles uden, at udstederen har fremsat begæring herom og uden, at udstederen medvirker f.eks. i form af overholdelse af oplysningsforpligtelser og børsetiske krav m.v.

Såfremt værdipapiret ikke opnår notering efter udløbet af et år fra emissionen, vil de pågældende værdipapirer skulle medregnes i de 10 pct. af formuen, som en investeringsforening kan placere i andre værdipapirer, jf. stk. 5 .

I stk. 4 forslås en ny bestemmelse, hvorefter en investeringsforening kan placere midler i visse typer af unoterede pengemarkedsinstrumenter, hvortil der er knyttet en grundlæggende beskyttelse af investorer og de investerede midler, og som derfor ligestilles med pengemarkedsinstrumenter, som er noterede eller handles på de i stk. 1 og 2 nævnte markeder.

Det er en betingelse, at emissionen eller emittenten af disse pengemarkedsinstrumenter selv er reguleret med henblik på at beskytte investorer og de investerede midler.

Der er i nr. 1 og 2 tale om pengemarkedsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af stater, regionale eller lokale myndigheder, centralbanker, internationale institutioner, som et eller flere medlemslande af Den Europæiske Union deltager i, foretagender i medlemslande eller andre zone A lande, eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, og som er underkastet tilsyn, udstedt af obligationsudstedende institutter, som er oprettet ved lov, og som har hjemsted i et medlemsland eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, eller udstedt af emittenter, hvis værdipapirer handles på et marked som nævnt i stk. 1.

Det er foreningen selv, der skal skønne, om et pengemarkedsinstrument, som foreningen ønsker at investere i, opfylder betingelserne i stk. 4 . Foreningen skal kunne dokumentere dette skøn f. eks. i forbindelse med inspektioner af foreningen.

Under stk. 4, nr. 1 hører blandt andet obligationer udstedt af KommuneKredit, for hvilke de danske kommuner, der har optaget lån i KommuneKredit, hæfter solidarisk for indfrielsen.

Under stk. 4, nr. 3 , hører bl.a. institutioner som Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Union og Den Europæiske Investeringsbank.

De foretagender, som er nævnt i stk. 4, nr. 4, skal være underkastet tilsyn efter fællesskabsreglerne for den pågældende type foretagende. Hvis der er tale om emittenter med hjemsted i et tredjeland, som ikke har indgået aftale med Fællesskabet på det finansielle område, skal de være underkastet og følge tilsynsregler, som Finanstilsynet anser for at være mindst lige så strenge som fællesskabsreglerne.

Under nr. 5 falder bl.a. Danmarks Skibskreditfond.

Direktivets artikel 19, stk. 1, litra h sidste tankestreg, giver under nærmere betingelser mulighed for at tillade investering i unoterede pengemarkedsinstrumenter, som er udstedt af visse emittenter, som er selskaber, som er koncernforbundne med mindst et børsnoteret selskab, og som varetager finansieringen af gruppen.

Da der ikke skønnes at være behov for, at danske investeringsforeninger investerer efter denne bestemmelse, gennemføres den ikke i loven.

Stk. 5 er en videreførelse af den hidtidige regel om, at en investeringsforening kan investere op til 10 pct. af sin formue i andre værdipapirer end de i stk. 1-4 nævnte. Bestemmelsen er udvidet, så det nu foreslås, at den også skal gælde for andre pengemarkedsinstrumenter end de i stk. 1-4 nævnte.

De hidtidige erfaringer har vist, at foreningerne hovedsageligt har benyttet bestemmelsen til at investere i værdipapirer, som er noteret på en børs, som ikke er omfattet af stk. 1-3 , og til investeringer i unoterede værdipapirer herunder aktier i foreningens investeringsforvaltningsselskab.

Til § 88

Bestemmelsen er ny og gennemfører UCITS-direktivets artikel 19, stk. 1, litra f, og stk. 4.

Stk. 1 giver en investeringsforening mulighed for at indskyde midler i pengeinstitutter som led i foreningens investeringsstrategi.

De pengeinstitutter, som en investeringsforening kan indskyde midler i, skal enten være kreditinstitutter med vedtægtsmæssigt hjemsted i et land, der er medlem af Den Europæiske Union eller i et andet zone A land, eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område (EU/EØS-lande).

For så vidt angår den første gruppe af kreditinstitutter med hjemsted i et EU/EØS-land betyder det, at kreditinstituttet skal være godkendt i medfør af regler udstedt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF af 20. marts 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut.

For så vidt angår den anden gruppe af kreditinstitutter foreslås, at de skal have hjemsted i et zone A land, fordi det skønnes, at lovgivningen for og tilsynet med kreditinstitutter i zone A lande generelt opfylder betingelserne i UCITS-direktivets artikel 19, stk. 1, litra f, hvorefter kreditinstituttet kan have sit hjemsted i et tredjeland, hvor det er underkastet tilsynsregler, som Finanstilsynet anser for at svare til reglerne i fællesskabsretten.

Med henblik på at en investeringsforening skal indløse medlemmer på anfordring og derfor er nødt til at kunne realisere sine aktiver, stilles der krav til indskuddenes likviditet.

Indskuddene skal enten være på anfordringsvilkår, således at foreningen til enhver tid kan forlange sine midler tilbagebetalt uden varsel, eller de skal have en opsigelsesfrist på højst 12 måneder. Hvis der er knyttet en opsigelsesfrist til indskuddet, stilles der yderligere det krav, at der i aftalen mellem foreningen og kreditinstituttet om indskuddet skal være vilkår, der muliggør en øjeblikkelig udbetaling eventuelt mod et strafgebyr eller lignende.

Efter stk. 2 kan en investeringsforening som hidtil have likvide midler i accessorisk omfang. Likvide midler er den del af formuen, der ikke er investeret. De accessoriske likvide midler kan f.eks. anvendes til den løbende drift, betaling ved køb af instrumenter og betaling af udbytte. Accessoriske likvide midler vil kun undtagelsesvis være undergivet aftale om opsigelsesfrist, f.eks. hvis de skal bruges til udbetaling af udbytte eller lignende. Accessoriske likvide midler skal lægges sammen med indskud efter stk. 1 ved opgørelsen af, om spredningsreglen i § 96 er overholdt.

Til § 89

Bestemmelsen er ny og gennemfører UCITS-direktivet artikel 19, stk. 1, litra g.

Stk. 1 fastslår, at en investeringsforening eller en afdeling må investere i afledte finansielle instrumenter. Det er nyt, at foreninger og afdelinger kan benytte afledte finansielle instrumenter i deres investeringsstrategi. Når foreninger eller afdelinger benytter afledte finansielle instrumenter som et led i deres investeringer og ikke alene som risikoafdækningsinstrumenter, skal foreningen eller afdelingen kunne håndtere de risici, sådanne investeringer medfører, for så vidt angår at styre foreningens eller afdelingens daglige risiko ved at investere på et marked for afledte finansielle instrumenter.

Stk. 2 fastslår, at der for afledte finansielle instrumenter, som handles OTC, yderligere gælder, at modparterne skal være godkendte institutioner, der er underkastet tilsyn, og som tilhører de kategorier, som Finanstilsynet har godkendt. Det fremgår af § 98, stk. 1, nr. 1 og 2, at modparterne kan være kreditinstitutter, som har deres vedtægtsmæssige hjemsted i et land, der er medlem af Den Europæiske Union, i et andet zone A land, eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, eller andre modparter. Andre modparter kan f.eks. være forsikringsselskaber og fondsmæglerselskaber.

Videre skal de afledte finansielle instrumenter, der handles OTC være likvide, således at de dagligt skal kunne værdiansættes og omsættes. Daglig værdiansættelse af instrumenterne har til formål at sikre, at foreningen eller afdelingen dagligt skal kunne styre sine risici, herunder eventuelle marginindbetalinger.

Stk. 3. Da reglerne i direktivet om investeringsforeningers og afdelingers adgang til at investere i afledte finansielle instrumenter er meget detaljerede, fastsætter stk. 3 en hjemmel for Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for disses adgang til at investere i afledte finansielle instrumenter og for, hvilke instrumenter der kan være underliggende aktiver for de afledte finansielle instrumenter, som en investeringsforening eller en afdeling må investere i. Hjemlen er i dag udnyttet i den gældende bekendtgørelse om investeringsforeningers, specialforeningers og innovationsforeningers anvendelse af afledte finansielle instrumenter for så vidt angår afdækning af risici.

Finanstilsynet vil fastsætte bestemmelse om, at de underliggende aktiver skal være aktiver, der ifølge foreningens vedtægter indgår i foreningens investeringspolitik. Der er tale om værdipapirer omfattet af § 87, stk. 1-3, pengemarkedsinstrumenter omfattet af § 87, stk. 1, 2 og 4, indskud i kreditinstitutter omfattet af § 88, stk. 1, afledte finansielle instrumenter omfattet af § 89, andele i foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter omfattet af § 90, stk. 1, finansielle indekser, rentesatser og valuta. Såfremt udviklingen af finansielle instrumenter gør det hensigtsmæssigt, kan yderligere finansielle instrumenter komme på tale som underliggende aktiver.

Til § 90

Bestemmelsen er en væsentlig udvidelse af den hidtidige adgang for investeringsforeninger til at investere i andele i andre foreninger eller investeringsinstitutter. Bestemmelsen gennemfører UCITS-direktivets artikel 19, stk. 1, litra e.

Efter de gældende regler kan en investeringsforening, som er en UCITS, investere op til 5 pct. af sin formue i andele i andre investeringsinstitutter. Kun investeringsinstitutforeninger, som er non-UCITS, har hidtil haft mulighed for at investere hele deres formue i andele i andre foreninger eller investeringsinstitutter.

Efter forslaget får også investeringsforeninger lov til at investere hele deres formue i andele i andre foreninger eller investeringsinstitutter. Det hidtidige krav om, at Finanstilsynet skal give tilladelse til, at en afdeling investerer i andre afdelinger under den samme forening, falder bort. Der etableres en lovbestemt adgang til, at en afdeling, kan investerer op til 5 pct. af sin formue i andre afdelinger under den samme forening.

I stk. 1 foreslås i nr. 1 og 2 , at investeringsforeninger skal kunne investere i andre investeringsinstitutter, som er UCITS, eller i afdelinger heraf. Det vil sige danske investeringsforeninger samt udenlandske investeringsinstitutter, som er godkendt i medfør af direktiv 85/611/EØF (UCITS-direktivet), og som har hjemsted i et land, der er medlem af Den Europæiske Union, eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område (EU/EØS-lande).

Efter nr. 3 skal investeringsforeninger kunne investere i danske specialforeninger eller afdelinger heraf.

Endelig foreslås i nr. 4, at investeringsforeninger også kan investere i udenlandske non-UCITS investeringsinstitutter med hjemsted, enten i et EU/EØS land, eller i et andet zone A land. Det er dog en betingelse, at disse investeringsinstitutter opfylder visse grundkrav, som minder om kravene i UCITS-direktivet. Disse krav er angivet i stk. 1, nr. 4, litra a-d.

Det første krav er, at det udenlandske investeringsinstitut har til formål at modtage midler fra en videre kreds eller offentligheden, som ud fra et princip om risikospredning investeres i sådanne instrumenter, som en investeringsforening kan investere i.

Det andet krav er, at instituttet på forlangende skal indløse sine andele med midler, der direkte eller indirekte hidrører fra formuen.

Det tredje krav er, at det udenlandske institut skal yde deltageren en beskyttelse, som svarer til den beskyttelse, som medlemmerne af en investeringsforening har. Det kræves udtrykkeligt, at bestemmelserne for det udenlandske investeringsinstitut vedrørende særskilt forvaltning af aktiver, låntagning, långivning og handel med værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter uden dækning skal opfylde kravene i UCITS-direktivet.

Det betyder i praksis, at disse udenlandske nationale investeringsinstitutter skal være undergivet en lovgivning og et tilsyn, som Finanstilsynet skønner, er ligeværdigt med beskyttelsesniveauet for deltagerne i en UCITS. Heri ligger også, at der skal være et tilfredsstillende samarbejde mellem Finanstilsynet og det pågældende udenlandske instituts tilsynsmyndigheder.

Ved bedømmelsen heraf forventes det, at Finanstilsynet tager udgangspunkt i den gældende praksis for at give markedsføringstilladelser til udenlandske nationale investeringsinstitutter.

Det fjerde krav er, at det udenlandske investeringsinstitut offentliggør en årsrapport og en halvårsrapport.

I stk. 2 stilles som et generelt krav til alle de kategorier af investeringsinstitutter – såvel UCITS som non-UCITS – som en investeringsforening ønsker at investere i, at de for deres eget vedkommende ifølge deres vedtægter eller fondsbestemmelser højst må investere 10 pct. af deres formue i andele i foreninger eller afdelinger heraf investeringsinstitutter eller afdelinger heraf.

I stk. 3 får en afdeling adgang til at investere højst 5 pct. af sin formue i andre afdelinger under den samme forening.

Efter den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger må en afdeling ikke investere i andre afdelinger under den samme forening uden Finanstilsynets tilladelse. Finanstilsynet har givet enkelte tilladelser til at investere op til 5 pct. af en afdelings formue i en anden afdeling under den samme forening. Det er denne praksis, der lovfæstes, dog således at forbuddet mod, at en afdeling investerer i en anden afdeling under den samme forening, bortfalder. 5 pct.-grænsen gælder ikke for en forening eller afdeling, der investerer i andre foreninger, der administreres af det samme investeringsforvaltningsselskab. Forslaget er således en lempelse i forhold til de hidtil gældende regler.

Til § 91

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af reglerne i § 59, stk. 1, nr. 3, og stk. 5 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen er en udnyttelse af undtagelsesbestemmelsen i UCITS-direktivets artikel 54, hvorefter danske investeringsforeningers køb af danske pantebreve sidestilles med investering i værdipapirer, der er optaget til notering eller handles på et andet reguleret marked, som nævnt i § 87, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 tillader en investeringsforening at investere sin formue i tinglyste pantebreve udstedt med sikkerhed i dansk fast ejendom. Pantebreve spiller ikke længere en så vigtig rolle på det danske kapitalmarked, som de har gjort, men der er fortsat afdelinger, som investerer i pantebreve.

Et pantebrev er et individuelt gældsbrev, hvormed der er ydet et lån på en bestemt sum penge. Som sikkerhed for lånet er der stillet pant i en bestemt fast ejendom. Selv om det drejer sig om individuelle gældsbreve, er det muligt løbende at værdiansætte en beholdning af pantebreve ud fra kriterier som renteniveau, restløbetid og pantets placering indenfor ejendomsvurderingen. Der findes ligeledes et regelmæssigt arbejdende marked for handel med pantebreve, således at pantebrevene er tilstrækkeligt likvide til, at det er forsvarligt at lade dem indgå i en investeringsforenings formue.

Med henblik på at begrænse investeringsforeningernes risiko ved investering i pantebreve bestemmes, at panteretten ved pantebrevets erhvervelse, enten skal ligge indenfor 80 pct. af handelsværdien af den ejendom, der er stillet til sikkerhed for pantebrevet, eller at pantebrevet skal være sikret ved en garanti.

Det er med begrænsningen ikke hensigten at pålægge en investeringsforening at sælge allerede erhvervede pantebreve, hvor pantesikkerheden som følge af fald i prisudviklingen på fast ejendom siden købet af pantebrevet er forringet, så pantet helt eller delvist ligger uden for 80 pct. af ejendommens handelsværdi.

I stk. 2 foreslås, at en investeringsforening, der besidder pantebreve i en fast ejendom, i tilfælde af misligholdelse af pantebrevet får mulighed for at søge sig fyldestgjort ved at overtage den pågældende ejendom. Investeringsforeningens besiddelse af ejendommen skal være midlertidig, hvilket vil sige, at foreningen skal afhænde ejendommen så snart, det er muligt på en økonomisk forsvarlig måde.

Investeringsforeninger skal indberette overtagelse af faste ejendomme til Finanstilsynet.

Efter stk. 3 bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for godkendelse af garantier, fastsættelse af handelsværdien og opgørelse af den foranstående gæld.

Det er Finanstilsynets hensigt at udnytte denne bemyndigelse til at fastsætte regler, der svarer til de, der er fastsat i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1050 af 17. december 1997 om investeringsforeningers fastsættelse af handelsværdien og opgørelse af den foranstående gæld i dansk fast ejendom samt om garantier for pantebreve.

Til § 92

Bestemmelsen er til dels ny, idet stk. 2 , der gennemfører UCITS-direktivets artikel 19, stk. 2, litra d, viderefører § 59, stk. 4 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 1 , at en investeringsforening eller en afdeling ikke må indgå aftaler, der forringer likviditeten i de instrumenter, som foreningen eller afdelingen ejer.

Da en investeringsforening altid skal kunne indløse sine andele på medlemmernes forlangende, skal foreningens formue være anbragt i aktiver, der er likvide og kan sælges med kort varsel uden væsentlige tab. Det er der taget hensyn til ved fastsættelsen af, hvilke instrumenter en investeringsforening kan investere i.

Det er derfor ikke tilladt, at en investeringsforening ved aftale forringer instrumentets likviditet. Bestemmelsen afskærer således investeringsforeninger fra at indgå lock-up aftaler eller aktionæraftaler m.v., der forringer foreningens muligheder for til enhver tid frit at afhænde det pågældende instrument.

Bestemmelsens stk. 2 gennemfører UCITS-direktivets artikel 19, stk. 2, litra d. Ifølge bestemmelsen må en investeringsforening eller en afdeling ikke erhverve ædle metaller eller certifikater herfor. Bestemmelsen er blandt andet begrundet i det i stk. 1 beskrevne hensyn til foreningens eller afdelingens likviditet.

Til kapitel 14

Til § 93

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 60 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1997 om investeringsforeningers placering af formuen i realkreditobligationer, statsobligationer m.m. Bestemmelsen gennemfører herudover UCITS-direktivets artikel 22, stk. 1, 1. afsnit, 1. pkt., stk. 2, 1. afsnit, 1. og 2. pkt., stk. 3, stk. 4, 1. og 2. afsnit, stk. 5, 1., 3. og 4. afsnit.

Kravene til de værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter en forening eller en afdeling kan investere i, fremgår af § 87.

Stk. 1, nr. 1 , svarer med enkelte tilføjelser til § 60, stk. 1 og 2, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt UCITS-direktivets artikel 22, stk. 1, 1. afsnit, 1. pkt., stk. 2, 1. afsnit, 1. og 2. pkt., stk. 5, 1. og 3. afsnit.

Det fremgår allerede af forslagets § 4, stk. 1, nr. 1, at der ved midlernes placering skal foretages en spredning af risikoen. § 93 præciserer dette princip i stk. 1, nr. 1, ved at foreskrive, at en investeringsforening eller en afdeling heraf ikke må anbringe mere end 5 pct. af sin formue i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter fra samme emittent eller emittenter i samme koncern.

For ikke at sætte for snævre grænser for en investeringsforenings eller en afdelings adgang til at udnytte gunstige placeringsmuligheder, fastsættes der endvidere en adgang til at investere indtil 10 pct. af foreningens eller afdelingens formue i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter fra samme emittent eller emittenter i samme koncern, forudsat at den samlede værdi af investeringer, der overstiger 5 pct., ikke overstiger 40 pct. af foreningens eller afdelingens samlede formue.

Finanstilsynet har hidtil på baggrund af ordlyden i § 60 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger haft den praksis, at investeringer i et enkelt værdipapir udover 10 pct. af formuen, skal omfattes af 5 pct.-reglen, hvorfor overskridelsen ikke skal medregnes i 40 pct.-grænsen, men derimod medregnes ved beregning af de samlede overskridelser som en overskridelse af 5 pct.-grænsen.

Denne praksis har givet anledning til kritik, idet Finanstilsynets fortolkning af ordlyden i § 60 medfører, at den samlede overskridelse i en forening eller en afdeling bliver mindre, hvis et værdipapir, der bliver medregnet i 40 pct.-grænsen, stiger til udover 10 pct. af formuen (eksempel 2). Modsat kan den samlede overskridelse i en forening eller en afdeling øges, hvis kursværdien på et værdipapir, der udgør mere end 10 pct., falder til at udgøre mellem 5 og 10 pct. af formuen (eksempel 1), jf. de nedenfor nævnte eksempler:

En afdeling har følgende værdipapirer, som overstiger 5 pct. af formuen:

	Eksempel 1	Eksempel 2
A	9,7 pct.	10,5 pct.
B	9,5 pct.	9,5 pct.
C	7,6 pct.	7,6 pct.
D	6,6 pct.	6,6 pct.
E	7,9 pct.	7,9 pct.
F	5,2 pct.	5,2 pct.
G	5,5 pct.	5,5 pct.
I alt	52,0 pct.	52,8 pct.

I eksempel 1 har afdelingen efter den hidtidige praksis en overskridelse på 12 pct., fordi den samlede kursværdi af de værdipapirer, der udgør mellem 5 og 10 pct. af formuen, overskrider 40 pct.-grænsen med 12 pct. I eksempel 2 har afdelingen efter den hidtidige praksis en overskridelse på 7,8 pct., fordi den samlede kursværdi af de værdipapirer, der udgør mellem 5 og 10 pct. af formuen, udgør 42,3 pct., det vil sige en overskridelse på 2,3 pct. Hertil skal lægges 5,5 pct., som værdipapir A overskrider 5 pct.-grænsen med, hvilket i alt giver 7,8 pct. Selvom afdelingens investering i værdipapir A stiger, får afdelingen en mindre overskridelse end i eksempel 2. Dette er ikke hensigtsmæssigt, hvorfor den foreslåede bestemmelse ikke har den samme ordlyd, som den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 60.

På baggrund af denne erfaring bliver investeringer, ved beregninger af overskridelser, ud over 10 pct. ikke omfattet af 5 pct.-reglen, men derimod af 10 pct.-grænsen og 40 pct.-grænsen. Investeringer, som udgør mere end 10 pct., tæller således med både ved vurderingen af 10 pct.-grænsen og ved vurderingen af 40 pct.-grænsen.

Ved den nye formulering i nr. 1 vil det foregående eksempel medføre, at afdelingen i eksempel 1 fortsat har en overskridelse på 12 pct., men i eksempel 2 har afdelingen en overskridelse på 13,3 pct., idet værdipapir A både overstiger 10 pct.-grænsen med 0,5 pct., og 40 pct.-grænsen nu bliver overskredet med 12,8 pct., idet værdipapir A også skal medregnes i denne grænse. Den nye formulering i nr. 1 medfører således, at når afdelingens placering i værdipapir A stiger, får afdelingen også en større overskridelse.

Ovenstående er en beskrivelse af, hvordan grænserne i nr. 1 skal udregnes. Der henvises i øvrigt til forslagets § 105 og bemærkningerne hertil, såfremt grænserne i nr. 1 overskrides.

Nr. 2 svarer med enkelte tilføjelser til § 1, stk. 1, nr. 4, og stk. 3, i den gældende bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1997 om investeringsforeningers placering af formuen i realkreditobligationer, statsobligationer m.m., samt UCITS-direktivets artikel 22, stk. 4, 1. og 2. afsnit., stk. 5, 1. og 3. afsnit.

Da der ikke er forbundet samme risiko ved investering i obligationer udstedt af KommuneKredit, danske realkreditinstitutter og lignende kreditinstitutter godkendt af et land, der er medlem af Den Europæiske Union, eller et land som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, som ved værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter udstedt af andre emittenter, fastsættes i nr. 2 adgang til at investere indtil 25 pct. af foreningens eller afdelingens formue i sådanne obligationer fra samme emittent eller emittenter i samme koncern. Såfremt foreningen eller afdelingen investerer mere end 5 pct. af sin formue i sådanne obligationer fra samme emittent eller emittenter i samme koncern, må den samlede værdi af sådanne investeringer ikke overstige 80 pct. af foreningens eller afdelingens formue.

Dog er det en forudsætning for at kunne investere i obligationer udstedt af institutter som nævnt i nr. 2, at institutterne er optaget på en af Kommissionen udarbejdet liste. Hvert medlemsland udarbejder en liste over de obligationskategorier udstedt af kreditinstitutter beliggende i medlemslandet, som de agter at lade være omfattet af denne bestemmelse, og som i henhold til lovgivningen er underkastet et særligt offentligt tilsyn med henblik på at beskytte indehaverne af disse obligationer. Specielt skal provenuet fra udstedelsen af disse obligationer i henhold til loven investeres i aktiver, som i tilstrækkelig grad i obligationernes samlede løbetid dækker de forpligtelser, der følger heraf, og som ifølge fortrinsret anvendes til tilbagebetaling af hovedstol og betaling af påløbne renter i tilfælde af misligholdelse fra emittentens side.

Kommissionen modtager listerne fra de enkelte medlemslande og meddeler indholdet heraf til samtlige medlemslande. Den af Danmark udarbejdede liste over de kreditinstitutter beliggende i Danmark, som er omfattet af nr. 2 fremgår af Finanstilsynets hjemmeside. På denne liste er der ligeledes et link til Kommissionens hjemmeside, hvor lister fra de øvrige medlemslande eller lande som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, er tilgængelig. De værdipapirer, der er nævnt på disse lister, er alle omfattet af nr. 2.

Nr. 3 svarer med enkelte tilføjelser til § 1, stk. 1, nr. 1-3, i den bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1997 om investeringsforeningers placering af formuen i realkreditobligationer, statsobligationer m.m. samt UCITS-direktivets artikel 22, stk. 3, stk. 5, 1. og 3. afsnit.

Der er ikke forbundet samme risiko ved investering i værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter udstedt eller garanteret af den danske stat, andre medlemslande af Den Europæiske Union, andre zone A lande, lande som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, eller internationale institutioner af offentlig karakter, som ét eller flere medlemslande deltager i, som ved værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter udstedt af andre emittenter. Der fastsættes således i nr. 3 adgang til at investere indtil 35 pct. af foreningens eller afdelingens formue i sådanne værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter fra samme emittent eller emittenter i samme koncern.

En forudsætning for, at en forening eller afdeling kan investere mere end 5 pct. af foreningens eller afdelingens formue i internationale institutioner af offentlig karakter, som ét eller flere medlemslande deltager i, som nævnt i litra c, er, at disse institutioner skal fremgå af en af Finanstilsynet udarbejdet liste. Denne liste fremgår af Finanstilsynets hjemmeside.

Som noget nyt skal placeringsgrænserne ikke blot overholdes for en enkelt emittent, men grænserne skal overholdes for alle emittenter i samme koncern. Der henvises i øvrigt til definitionen af koncern, jf. forslagets § 3, nr. 8. Såfremt en forening eller afdeling således investerer i værdipapirer (nr. 1) udstedt af forskellige emittenter, men disse indgår i en koncern, må disse investeringer tilsammen ikke overstige 5 pct. af foreningens eller afdelingens formue.

Det er værd at bemærke, at stk. 1, nr. 1-3, er alternative bestemmelser. En forening eller afdeling kan således ikke placere sine midler i værdipapirer, der udgør 5 pct. af formuen (nr. 1) og samtidig placere sine midler i obligationer (nr. 2) udstedt af det samme realkreditinstitut, som har udstedt værdipapirerne (eller en anden virksomhed i dennes koncern), som foreningen har placeret sine midler i efter nr. 1.

En undtagelse hertil fremgår af stk. 2 , som er ny og gennemfører UCITS-direktivets artikel 22, stk. 5, 4. afsnit. Af stk. 2 fremgår det, at en forening eller afdeling, under overholdelse af placeringsgrænserne i stk. 1, kan investere op til 20 pct. af sin formue i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter udstedt af emittenter i samme koncern.

Stk. 2 finder kun anvendelse i de tilfælde, hvor en forening eller en afdeling investerer i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, som er udstedt af emittenter i samme koncern. Der er således ikke tale om, at nr. 1-3 i stk. 1 kan kombineres i det tilfælde, hvor værdipapirerne eller pengemarkedsinstrumenterne udstedes af samme emittent.

En forening eller afdeling kan således efter stk. 2 godt kombinere nr. 1-3 i stk. 1, men kun op til 20 pct. af sin formue. De skal dog til stadighed overholde de enkelte grænser i stk. 1. Efter stk. 2 kan en forening eller afdeling således godt placere sine midler i værdipapirer, der udgør 5 pct. af formuen (nr. 1), og samtidig placere sine midler i obligationer, der udgør 15 pct. af formuen (nr. 2), udstedt af et realkreditinstitut, som indgår i koncern med den virksomhed, som har udstedt værdipapirerne, som foreningen har placeret sine midler i efter nr. 1.

For så vidt angår foreninger, der udelukkende investerer i de i bestemmelsens stk. 1, nr. 2 og 3 nævnte instrumenter, finder 35 pct.-grænsen anvendelse. Sådanne foreninger kan investere op til 35 pct. af foreningens formue i realkreditobligationer udstedt af virksomheder i samme koncern. For foreninger, der tillige investerer i instrumenter efter forslagets § 93, stk. 1, nr. 1 finder 20 pct.-grænsen anvendelse.

Stk. 3 henviser til de generelle begrænsninger for investeringer som findes i forslagets §§ 102-104.

Til § 94

Bestemmelsen i stk. 1 er en delvis videreførelse af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1997 om investeringsforeningers placering af formuen i realkreditobligationer, statsobligationer m.m. Bestemmelsen gennemfører herudover UCITS-direktivets artikel 23, stk. 1. Stk. 2 er ny.

Stk. 1 fastslår, at en investeringsforening eller afdeling kan fravige placeringsgrænsen i forslagets § 93, stk. 1, nr. 3, såfremt beholdningen, som nævnt i § 93, stk. 1, nr. 3, litra a-c, består af værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter fra mindst 6 forskellige emissioner, og værdipapirerne eller pengemarkedsinstrumenterne fra én og samme emission ikke overstiger 30 pct. af investeringsforeningens eller afdelingens formue.

Efter denne bestemmelse kan en investeringsforening eller en afdeling således investere mere end 35 pct. (op til 100 pct.) af sin formue i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af samme emittent eller emittenter i samme koncern, såfremt emittenten er den danske stat, andre medlemslande af Den Europæiske Union, andre zone A lande, lande som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, eller internationale institutioner af offentlig karakter, som ét eller flere medlemslande deltager i. En forening eller afdeling kan dog kun investere i internationale institutioner af offentlig karakter, som ét eller flere medlemslande deltager i, såfremt disse institutioner fremgår af en af Finanstilsynet udarbejdet liste. Denne liste fremgår af Finanstilsynets hjemmeside. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 93, stk. 1, nr. 3.

Der stilles dog to krav for, at en investeringsforening eller afdeling kan investere på den i stk. 1 nævnte måde. For det første skal beholdningen af værdipapirerne eller pengemarkedsinstrumenterne, som er udstedt eller garanteret af samme emittent eller emittenter i samme koncern, være fordelt på mindst 6 forskellige emissioner. For det andet må hver af disse emissioner ikke overstige 30 pct. af investeringsforeningens eller afdelingens formue.

Stk. 2. er ny og medfører, at såfremt en investeringsforening eller afdeling vælger at investere efter stk. 1, må investeringsforeningen eller afdelingen ikke investere i andre instrumenter udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern.

Denne bestemmelse skal ses som en logisk følge af kumulationsreglen i forslagets § 102. Såfremt en investeringsforening eller afdeling vælger at investere mere end 35 pct. af sin formue i en emittent eller emittenter i samme koncern, vil der være for lille en risikospredning, hvis foreningen eller afdelingen vælger at investere mere eller resten af sin formue i andre instrumenter, end dem i § 93, stk. 1, nr. 3, litra a-c nævnte, som også er udstedt af samme emittent eller emittenter i den samme koncern, som foreningen eller afdelingen allerede har investeret mere end 35 pct. af sin formue i.

UCITS-direktivet giver kun mulighed for, at investeringsforeninger og afdelinger kan have en lille risikospredning i netop de i § 93, stk. 1 nr. 3, litra a-c, nævnte værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, idet medlemmerne i investeringsforeninger eller afdelinger med disse værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter selv med en lille risikospredning, opnår samme beskyttelse som, hvis foreningen eller afdelingen havde fulgt en større risikospredning med de øvrige instrumenter nævnt i dette kapitel, med disse instrumenters placeringsgrænser, jf. UCITS-direktivets artikel 23, stk. 1, 2. afsnit. Grunden hertil er, at der er forbundet en begrænset risiko ved investering i de i § 93, stk. 1, nr. 3, a-c, nævnte værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter.

Til § 95

Bestemmelsen er ny for investeringsforeninger og gennemfører UCITS-direktivets artikel 22 a. Der er i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger en bestemmelse i § 64, stk. 4, hvorefter specialforeninger kan følge et anerkendt aktieindeks.

Kravene, til de værdipapirer en forening eller en afdeling kan investere i, fremgår af forslagets § 87.

Stk. 1, fastslår, at en investeringsforening eller afdeling kan investere op til 20 pct. af sin formue i aktier eller obligationer, der er udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern, såfremt foreningen eller afdelingen har til formål at kopiere bestemte aktie- eller obligationsindeks. Et værdipapirindeks er udvalgt af en fondsbørs, således at det løbende repræsenterer den relative markedsværdi af en gruppe værdipapirer. En forening følger eller kopierer et indeks, når den investerer i de værdipapirer, der indgår i indekset, med den samme vægt, som de pågældende værdipapirer indgår i indekset med.

Foreningen eller afdelingen skal have som investeringspolitik at følge bestemte aktie- eller obligationsindeks, og dette formål skal fremgå af vedtægterne.

Grænsen på 20 pct. i stk. 1 vedrører udelukkende et enkelt værdipapir, som er med i det indeks, som en forening har til formål at følge. Herudover skal foreningen også overholde grænserne i § 96 for indskud i kreditinstitutter.

Såfremt en forening eller afdeling vælger at følge bestemte aktie- eller obligationsindeks efter § 95, skal hele foreningens eller afdelingens formue placeres i værdipapirer, der indgår i indekset. Foreningen eller afdelingen kan således ikke placere eksempelvis 80 pct. af sin formue i ét eller flere indeks, og 20 pct. af formuen i instrumenter, der ikke indgår i indekset. Foreningen eller afdelingen kan dog godt placere sin formue i forskellige indeks, således at eksempelvis 50 pct. af formuen følger ét indeks og de resterende 50 pct. af formuen følger et andet indeks.

Det fremgår af bestemmelsen, at foreningen eller afdelingen skal kopiere bestemte aktie- eller obligationsindeks. Udgangspunktet er, at foreningens eller afdelingens beholdning skal bestå af de samme aktier eller obligationer, som indgår i indekset, og de skal have samme vægt som i indekset, det vil sige kopiering. Foreningen eller afdelingen kan dog lave mindre afvigelser i sammensætningen f.eks. ved at investere mere i enkelte af de virksomheder, der indgår i indekset, og som er i den samme branche. Foreningen eller afdelingen kan også via afledte finansielle instrumenter opnå en tilsvarende sammensætning og vægt af indekset.

Når indeksene, som foreningen eller afdelingen kopierer, ændrer sammensætning og vægt, kan det være vanskeligt for foreningen eller afdelingen at ændre sin beholdning af aktier eller obligationer straks herefter, således at beholdningen følger den nye sammensætning og vægt af indekset.

Foreningen eller afdelingen får i disse tilfælde en overgangsperiode på 1 måned til at bringe sin beholdning i overensstemmelse med indeksets nye sammensætning og vægt uden at miste sin status som en forening eller afdeling, der investerer i henhold til forslagets § 95, men det er et forhold, som foreningen skal indberette til Finanstilsynet i medfør af forslagets § 30. Såfremt foreningen eller afdelingen ikke inden for en måned følger indeksets nye sammensætning og vægt, skal foreningen eller afdelingen enten ændre investeringspolitik eller afvikles.

Såfremt et indeks, som en forening eller afdeling har til formål at kopiere, ophører, får foreningen eller afdelingen en overgangsperiode på 6 måneder til at finde et nyt indeks, få det vedtaget på generalforsamlingen af foreningens eller afdelingens medlemmer og til at få sin beholdning i overensstemmelse med det nye indeks’ sammensætning og vægt. Foreningen eller afdelingen mister ikke af denne grund sin status som en forening eller afdeling, der investerer i henhold til § 95. Såfremt foreningen eller afdelingen inden denne periode ikke finder et nyt indeks og følger dette indeks’ sammensætning og vægt, skal foreningen eller afdelingen enten ændre investeringspolitik eller afvikles.

Af stk. 1 fremgår det også, at det indeks som foreningen eller afdelingen ønsker at kopiere, skal godkendes af Finanstilsynet. Finanstilsynet skal løbende godkende indeks i forbindelse med, at en forening eller en afdeling bliver godkendt, eller Finanstilsynet godkender vedtægtsændringer, som indeholder et nyt indeks. Foreningen eller afdelingen skal i disse tilfælde indsende dokumentation for, at indekset opfylder de betingelser, som er angivet i stk. 2.

Det er foreningens eller afdelingens pligt løbende at vurdere, om indekset lever op til kravene i stk. 2. Foreningen eller afdelingen skal således til stadighed kunne dokumentere, at indekset lever op til kravene i stk. 2. Såfremt dette ikke længere er tilfældet, skal Finanstilsynet have meddelelse herom, jf. forslagets § 30, og foreningen eller afdelingen kan ikke længere følge det pågældende indeks.

Stk. 2 opremser de krav, et indeks skal opfylde, for at Finanstilsynet kan godkende det. Indekset skal have en tilstrækkelig varieret sammensætning, afspejle det marked, som det refererer til og offentliggøres på en passende måde. Der skal være tale om indeks, som er velkendte og anerkendte.

At indekset skal have en tilstrækkelig varieret sammensætning betyder ikke, at de aktier eller obligationer, som indgår i indekset, har en vægt som følger placeringsgrænserne i § 93. Såfremt en eller flere aktier eller obligationer i indekset har en høj vægt, kommer det an på, hvordan de øvrige aktier eller obligationer i indekset er vægtet ved bedømmelsen af, om indekset er tilstrækkeligt varieret sammensat. Et indeks, som består af fem aktier eller obligationer med hver 20 pct. vægt, anses således ikke for at have en tilstrækkelig varieret sammensætning. Derimod kan et indeks som består af én aktie eller obligation med en vægt på 35 pct., godt anses som tilstrækkelig varieret, såfremt de øvrige aktier eller obligationer i indekset har en så lav vægt, at det opvejer den dominerende aktie eller obligation.

Stk. 3. fastslår, at Finanstilsynet kan give tilladelse til, at 20 pct.-grænsen i stk. 1 kan forhøjes til 35 pct., når dette er berettiget på grund af usædvanlige markedsforhold. Dette vil navnlig være berettiget på markeder, hvor visse værdipapirer er stærkt dominerende. Foreningen eller afdelingen skal forinden grænsen i stk. 1 forhøjes, ansøge Finanstilsynet om tilladelse hertil. En sådan forhøjelse kan dog kun tillades for én emittent.

Stk. 4 henviser til nogle af de generelle begrænsninger for investeringer, nemlig begrænsningerne som findes i §§ 103 og 104. Foreninger eller afdelinger, som har til formål at kopiere bestemte aktie- eller obligationsindeks, kan som nævnt under bemærkningerne til stk. 1, ikke ud over investeringer som følge af kopiering af et indeks, investere i instrumenter, der ikke indgår i indekset. Af denne grund skal disse foreninger eller afdelinger heller ikke nævnes i kumulationsreglen i forslagets § 102, idet foreningen eller afdelingen i sagens natur således ikke har instrumenter, der skal kumuleres.

Til § 96

Bestemmelsen er ny og gennemfører UCITS-direktivets artikel 22, stk. 1, 1. afsnit, 2. pkt.

Stk. 1 fastslår, at en investeringsforening eller en afdeling må indskyde op til 20 pct. af sin formue i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern. De kreditinstitutter, som foreningen eller afdelingen kan indskyde midler i, fremgår af forslagets § 88, stk. 1. Kravene til indskuddene fremgår ligeledes af § 88, stk. 1.

Efter § 59, stk. 1, nr. 4, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger må en investeringsforening eller afdeling besidde likvide midler i accessorisk omfang, idet foreningen eller afdelingen gennem sit virke med køb og salg af værdipapirer samt indløsning af foreningsandele har behov for løbende at have likvide midler til rådighed. Denne mulighed er opretholdt i § 88, stk. 2. Men med § 96 får investeringsforeninger og afdelinger nu mulighed for, som led i sin investeringspolitik, at investere i indskud.

Ved beregningen af grænsen på 20 pct. af foreningens eller afdelingens formue er det alle foreningens eller afdelingens indskud i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern, der skal holdes under 20 pct. af formuen. Det vil sige, at de likvide midler, som foreningen eller afdelingen besidder i henhold til § 88, stk. 2, samt de indskud, en forening eller afdeling foretager efter § 96 i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern, ikke sammenlagt må overstige 20 pct. af foreningens eller afdelingens formue.

Der er praksis for, at såfremt der er tale om rent betalingstekniske grunde, kan placeringsreglerne kortvarigt fraviges.

Stk. 2 henviser til kumulationsreglen i forslagets § 102.

Til § 97

Bestemmelsen er ny og gennemfører UCITS-direktivets artikel 21, stk. 3, 3. afsnit.

Stk. 1 fastslår, at foreninger eller afdelinger kan investere i afledte finansielle instrumenter, der handles på regulerede markeder, og som handles OTC. Investeringen i det afledte finansielle instrument samt eventuelle andre investeringer i en enkelt udsteder må ikke medføre, at foreningen eller afdelingen i det underliggende aktiv vil komme til at overskride placeringsgrænserne som nævnt i forslagets § 93. Foreningen eller afdelingen skal ved indgåelse af en kontrakt, der er baseret på et afledt finansielt instrument, være opmærksom på, at fremtidige ændringer i markedet kan medføre, at foreningen eller afdelingen ikke længere overholder de i § 93 fastsatte grænser for investeringer i en udsteder. Herunder skal foreningen eller afdelingen have interne retningslinier, der angiver, hvordan risici ved afledte finansielle instrumenter skal styres. Finanstilsynet fastsætter i en bekendtgørelse med hjemmel i forslagets § 99 nærmere regler for opgørelse af eksponeringen i afledte finansielle instrumenter.

For handler der handles på et reguleret marked, medregnes der ingen modpartsrisiko på selve positionen på det afledte finansielle instrument. Der er således ingen placeringsgrænser for indgåelse af kontrakter om afledte finansielle instrumenter, der handles på et reguleret marked. Vedrørende handler som handles OTC, skal der medregnes en modpartsrisiko, jf. forslagets § 98.

Stk. 2 fastslår, at grænserne i stk. 1 ikke finder anvendelse for foreninger eller afdelinger, der har til formål at investere i afledte finansielle instrumenter, der er baseret på et indeks. Dog skal der være tale om godkendte indeks, som opfylder kravene i forslagets § 95, stk. 2. Videre skal der være tale om indeks, som foreningen eller afdelingen i henhold til vedtægterne har til formål at investere i.

Stk. 3 fastslår, at ved investeringer i afledte finansielle instrumenter, som handles på et reguleret marked, og som handles OTC, finder kumulationsreglerne i § 102 og reglerne om bestemmende indflydelse i forslagets § 103 og § 104 tilsvarende anvendelse. Videre finder reglerne om bestemmende indflydelse tillige anvendelse ved investeringer i afledte finansielle instrumenter, der er baseret på et indeks.

Til § 98

Bestemmelsen er ny og gennemfører UCITS-direktivets artikel 22, stk. 1, 2. afsnit.

Stk. 1 fastslår, at der for afledte finansielle instrumenter, der handles OTC, gælder, at der er en modpartsrisiko på selve instrumentet, hvorfor foreningen eller afdelingen skal medregne en modpartsrisiko på instrumentet (det afledte finansielle instrument) ved opgørelse af foreningens eller afdelingens position. Finanstilsynet fastsætter med hjemmel i § 99 nærmere regler for opgørelse af modpartsrisici i en bekendtgørelse. Videre kan Finanstilsynet i en vejledning angive, hvem de i stk. 1, nr. 2, nævnte »andre tilfælde« omfatter. I henhold til den gældende bekendtgørelse om investeringsforeningers, specialforeningers og innovationsforeningers anvendelse af afledte finansielle instrumenter omfatter de i stk. 1, nr. 2, nævnte »andre tilfælde« clearingcentraler med hjemsted i et land, der er medlem af Den Europæiske Union, i et andet zone A land, eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2 medfører, at kumulationsreglerne i forslagets § 102 tilsvarende finder anvendelse ved opgørelse af modpartsrisikoen på afledte finansielle instrumenter der handles OTC, for så vidt angår selve instrumentet.

Til § 99

Da reglerne om opgørelse af positioner i afledte finansielle instrumenter, herunder opgørelse af modpartsrisiko, er meget detaljerede, angiver bestemmelsen en hjemmel for Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for opgørelse af positioner i afledte finansielle instrumenter. Hjemlen er i dag udnyttet i den gældende bekendtgørelse om investeringsforeningers, specialforeningers og innovationsforeningers anvendelse af afledte finansielle instrumenter. Den gældende bekendtgørelse vil blive ændret i overensstemmelse med den nye lov.

Til § 100

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 61. Bestemmelsen gennemfører herudover UCITS-direktivets artikel 24, stk. 1 og 2, 1. afsnit.

Stk. 1 fastslår, at en investeringsforening eller afdeling kan investere op til 20 pct. af sin formue i én og samme forening, afdeling eller investeringsinstitut. Kravene til, hvilke foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter en forening eller en afdeling kan investere i, fremgår af forslagets § 90.

I den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 61, stk. 1, må en investeringsforening eller afdeling højst investere 5 pct. af sin formue i andele i andre investeringsforeninger. Med den foreslåede bestemmelse må investeringsforeninger eller afdelinger investere hele deres formue i andre foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter, dog således, at formuen spredes på mindst 5 forskellige foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter. Det svarer til den gældende bestemmelse i § 67 om investeringsinstitutforeninger, der er specialforeninger.

Det skal dog bemærkes, at 20 pct.-grænsen ikke kun skal beregnes på foreningsniveau, men også på afdelingsniveau. Det kan medføre, at såfremt en investeringsforening eller afdeling investerer i 5 forskellige afdelinger, som hver især udgør 20 pct. af foreningens eller afdelingens formue, og disse 5 afdelinger hører under samme forening, har investeringsforeningen eller afdelingen 100 pct. af sin formue i én forening. Dette er i henhold til denne bestemmelse tilladt, blot der er risikospredning på afdelingsniveau.

Stk. 2 sætter en yderligere grænse for investeringsforeningens eller afdelingens samlede investeringer i foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter som er non-UCITS, det vil sige ikke følger de regler, som fremgår af UCITS-direktivet. Det fremgår af § 90, stk. 1, nr. 3 og 4, hvilke foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter, der betragtes som non-UCITS. Investeringsforeningens eller afdelingens samlede investeringer i foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter, som er non-UCITS, må tilsammen højst udgøre 30 pct. af investeringsforeningens eller afdelingens formue.

Stk. 3 henviser til de generelle begrænsninger for investeringer, nemlig de begrænsninger, som fremgår af § 103. En investeringsforening eller afdeling må således ikke erhverve mere end 25 pct. af andelene fra én og samme forening, afdeling eller investeringsinstitut.

En forening må gerne kombinere investeringer i værdipapirer med investering i andele i andre foreninger.

Til § 101

Bestemmelsen er ny og gennemfører UCITS-direktivets artikel 24, stk. 2, 2. afsnit.

Bestemmelsen fastslår, at når en investeringsforening eller afdeling investerer i andre foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter, skal disses beholdning af instrumenter ikke medregnes ved opgørelsen af placeringsgrænserne for investeringsforeningens eller afdelingens egen beholdning af instrumenter.

Baggrunden herfor er, at når en investeringsforening eller afdeling investerer i andre foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter, er det en investering i andelene i disse, og ikke en investering i de instrumenter, som disse foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter selv måtte have investeret i.

Til § 102

Bestemmelsen er ny og gennemfører UCITS-direktivets artikel 22, stk. 2, 2. afsnit, og stk. 5, 2. afsnit.

Bestemmelsen er den såkaldte kumulationsregel. Bestemmelsen er en følge af, at investeringsforeninger og afdelinger heraf med lovforslaget får mulighed for at investere i flere instrumenter end blot værdipapirer. Såfremt en investeringsforening eller afdeling investerer i flere forskellige instrumenter, er der mulighed for, at flere af instrumenterne er udstedt af den samme emittent eller af emittenter i samme koncern. Derved kan en investeringsforenings eller afdelings risiko i én emittent eller emittenter i samme koncern blive stor. For at undgå dette sætter forslagets § 102 grænser for, hvor stor en del af investeringsforeningens eller afdelingens formue en emittent eller emittenter i samme koncern sammenlagt må udgøre. Det skal bemærkes, at de enkelte placeringsgrænser i dette kapitel stadig skal overholdes, kumulationsreglen skal blot ses som en yderligere placeringsgrænse.

Stk. 1 , der gennemfører UCITS-direktivets artikel 22, stk. 2, 2. afsnit, fastslår, at en investeringsforenings eller afdelings investeringer efter forslagets § 93, stk. 1, nr. 1, samt §§ 96, 97 og 98 ikke sammenlagt må overstige 20 pct. af investeringsforeningens eller afdelingens formue, når disse instrumenter er udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern.

Såfremt en investeringsforening eller afdeling investerer i værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter (forslagets § 93, stk. 1, nr. 1), indskud (forslagets § 96), afledte finansielle instrumenter (forslagets § 97) og afledte finansielle instrumenter, som handles OTC (forslagets § 98), og disse instrumenter er udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern, må disse investeringer sammenlagt højst udgøre 20 pct. af investeringsforeningens eller afdelingens formue.

Stk. 2 , der gennemfører UCITS-direktivets artikel 22, stk. 5, 2. afsnit, fastslår, at såfremt en investeringsforening eller afdeling investerer efter § 93, stk. 1, nr. 2 og/eller 3, forhøjes 20 pct.-grænsen i stk. 1 til 35 pct. af formuen, dog således at investeringsforeningens eller afdelingens investeringer efter § 93, stk. 1, nr. 1, samt forslagets §§ 96, 97 og 98 fortsat sammenlagt ikke må overstige 20 pct. af investeringsforeningens eller afdelingens formue, når disse instrumenter er udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern.

Til § 103

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 62, stk. 2 og 3. Bestemmelsen gennemfører herudover UCITS-direktivets artikel 25, stk. 1, 1. afsnit, og stk. 2. Stk. 4 er ny.

Stk. 1 svarer til § 62, stk. 2, 1. pkt., i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt UCITS-direktivets artikel 25, stk. 1, 1. afsnit.

Stk. 1 fastslår, at en investeringsforening eller afdeling ikke må erhverve aktier med stemmeret i et enkelt aktieselskab, som giver investeringsforeningen mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på aktieselskabet.

Foruden de placeringsgrænser, der i øvrigt er nævnt i dette kapitel, fastslår stk. 1 en yderligere begrænsning med det særlige formål at forhindre, at en investeringsforening opnår en betydelig indflydelse på de selskaber, hvori investeringsforeningens eller afdelingens midler anbringes. Bestemmelsen er udformet med henblik på at beskytte både investeringsforeningen og de selskaber, foreningen eller afdelingen investerer i.

Begrebet »betydelig indflydelse« benyttes ikke i den danske selskabsret. Udtrykket fremgår imidlertid af UCITS-direktivet, hvorfor begrebet er videreført i denne bestemmelse. IAS/IFRS, det vil sige regnskabsstandarder udstedt af International Accounting Standards Board, der er en international organisation, der fastsætter regnskabsstandarder, indeholder dog visse kendetegn for, hvornår der foreligger betydelig indflydelse. Disse kendetegn skal også benyttes til vurdering af, om der foreligger betydelig indflydelse efter denne bestemmelse. Eksistensen af betydelig indflydelse hos en investor kommer sædvanligvis til udtryk på én eller flere af følgende måder:

1)   repræsentation i bestyrelsen eller tilsvarende ledelsesorgan hos investenden,

2)   deltagelse i beslutningsprocessen,

3)   væsentlige transaktioner mellem investor og investenden,

4)   udveksling af ledende medarbejdere,

5)   væsentlig teknisk information til rådighed.

Det afgørende er ikke, om nogle af kendetegnene rent faktisk er til stede (de facto) i det enkelte tilfælde, men derimod om der er mulighed for, at de kan indtræde.

Betydelig indflydelse kan således ikke blot defineres som en procentgrænse for, hvor stor en aktiepost, investeringsforeningen eller afdelingen besidder.

Stk. 2 svarer med enkelte ændringer til § 62, stk. 2, 2. pkt., i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt UCITS-direktivets artikel 25, stk. 1, 1. afsnit.

Stk. 2 fastslår, at flere investeringsforeninger og specialforeninger, der har samme bestyrelse eller investeringsforvaltningsselskab, ikke tilsammen må udøve en betydelig indflydelse på et enkelt aktieselskab.

Der henvises til bemærkningerne til stk. 1, for en definition af begrebet »betydelig indflydelse«.

Det afgørende i denne bestemmelse er, hvem der kan afgive stemmer på investeringsforeningernes og specialforeningernes vegne på de aktier, som foreningerne ejer i et aktieselskab, og således kan udøve indflydelse på aktieselskabet.

Udgangspunktet er, at det er bestyrelsen, der kan afgive stemmer på investeringsforeningernes og specialforeningernes vegne på de aktier, som foreningerne ejer i et aktieselskab, medmindre bestyrelsen i sine retningslinier for foreningens væsentligste aktivitetsområder og arbejdsdelingen mellem bestyrelsen og direktionen har delegeret afgivelse af stemmer til direktionen eller investeringsforvaltningsselskabet, jf. forslagets § 26, stk. 8.

Investeringsforeninger og specialforeninger med samme bestyrelse vil således altid være omfattet af denne bestemmelse, idet bestyrelsen altid har en mulighed for at bestemme, om det skal være bestyrelsen selv, der skal afgive stemmer på investeringsforeningens og specialforeningens vegne på de aktier, som foreningen ejer i et aktieselskab.

Et investeringsforvaltningsselskab har derimod kun denne mulighed, såfremt de administrerede foreninger har delegeret investeringsforvaltningsselskabet deres stemmeret. Det afgørende i denne bestemmelse er, om investeringsforvaltningsselskabet de facto har fået mulighed for at stemme på foreningernes vegne. Såfremt et investeringsforvaltningsselskab ikke har fået denne mulighed, kan investeringsforvaltningsselskabet godt administrere investeringsforeninger og specialforeninger, hvis investeringer ville kunne give investeringsforvaltningsselskabet en betydelig indflydelse på et enkelt aktieselskab.

Stk. 3 svarer § 62, stk. 3, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt UCITS-direktivets artikel 25, stk. 2, 1. afsnit. Bestemmelsen er dog formuleret således, at den er mere præcis.

Stk. 3 fastslår, at en investeringsforening eller afdeling ikke må erhverve mere end 10 pct. af aktierne uden stemmeret fra én og samme emittent, 10 pct. af obligationerne fra én og samme emittent, 10 pct. af pengemarkedsinstrumenterne fra én og samme emittent, 25 pct. af andelene fra én og samme forening, afdeling eller investeringsinstitut.

Foruden de placeringsgrænser, der i øvrigt er nævnt i dette kapitel, fastslår stk. 3 yderligere begrænsninger. Hvor de øvrige placeringsgrænser er grænser, der skal beregnes af investeringsforeningens eller afdelingens formue, skal grænserne i stk. 3 beregnes på grundlag af emittentens samlede udstedte aktier uden stemmeret, obligationer, pengemarkedsinstrumenter eller andele.

De grænser, der er angivet i stk. 3, skal beregnes på henholdsvis forenings- og afdelingsniveau. Det vil sige, at flere afdelinger, som hører under den samme investeringsforening, tilsammen skal overholde grænserne i stk. 3, idet grænserne også skal overholdes på foreningsniveau.

Stk. 4. er ny og gennemfører UCITS-direktivets artikel 25, stk. 2, 2. afsnit.

Af stk. 4 fremgår det, at de grænser, der er sat i stk. 3, nr. 2-4 (obligationer, pengemarkedsinstrumenter og andele), ikke skal overholdes ved erhvervelsen, hvis det på erhvervelsestidspunktet ikke er muligt at beregne bruttobeløbet for obligationerne eller pengemarkedsinstrumenterne eller nettobeløbet for de udstedte værdipapirer.

Til § 104

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 62, stk. 4 og 5 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen gennemfører herudover UCITS-direktivets artikel 25, stk. 3, litra a-c og e.

Bestemmelsen er en undtagelsesbestemmelse til forslagets § 103. Begrænsningerne i § 103 finder efter denne bestemmelse ikke anvendelse, når investeringsforeningen eller afdelingen investerer i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter som nævnt i forslagets § 93, stk. 1, nr. 3, tinglyste pantebreve som nævnt i § 91, stk. 1, eller i aktier i selskaber, der udelukkende og kun på den eller de pågældende investeringsforeningers vegne udøver investeringsforvaltnings-, rådgivnings- eller markedsføringsvirksomhed.

Vedrørende nr. 1 henvises der i det hele til bemærkningerne til § 93, stk. 1, nr. 3.

Vedrørende nr. 2 henvises der i det hele til bemærkningerne til forslagets § 91, stk. 1.

Vedrørende nr. 3 bemærkes, at disse selskabers funktion er så snævert forbundet med investeringsforeningsvirksomhed som sådan, at en betydelig indflydelse må anses for hensigtsmæssig og ubetænkelig samt tilsigtet ved selskabernes oprettelse.

Nr. 3 kan dog kun anvendes i de tilfælde, hvor selskabet udelukkende udøver investeringsforvaltnings-, rådgivnings- eller markedsføringsvirksomhed for de foreninger, som har aktier i selskabet. I denne bestemmelse er der to begrænsninger.

For det første må selskabet ikke udøve anden virksomhed end investeringsforvaltnings-, rådgivnings- eller markedsføringsvirksomhed. Bestemmelsen vil oftest blive benyttet på investeringsforvaltningsselskaber. Dog kan bestemmelsen ikke benyttes på de investeringsforvaltningsselskaber, som også udfører skønsmæssig porteføljepleje efter instruks fra investorer, foretager opbevaring og forvaltning af andele, yder investeringsrådgivning til investorer eller administrerer andet end de i lov om finansiel virksomhed bilag 6 nævnte foreninger, jf. lov om finansiel virksomhed § 10, stk. 2, men kun på de investeringsforvaltningsselskaber, som udelukkende har tilladelse efter § 10, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, det vil sige tilladelse til at administrere investeringsforeninger, specialforeninger og fåmandsforeninger.

For det andet må selskabet kun udføre investeringsforvaltnings-, rådgivnings- eller markedsføringsvirksomhed for de investeringsforeninger, som har aktier i selskabet. Det vil sige, at for eksempel et investeringsforvaltningsselskab ikke må administrere andre foreninger end dem, som har aktier i investeringsforvaltningsselskabet. Der er imidlertid ingen nedre grænser for, hvor meget foreningerne skal eje af investeringsforvaltningsselskabet for, at nr. 3 kan anvendes.

Såfremt selskabet ikke kan leve op til disse to krav, er det hovedreglen i § 103, der finder anvendelse på erhvervelse af aktier i selskabet.

Til § 105

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 63 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen gennemfører herudover UCITS-direktivets artikel 26, stk. 1, 1. afsnit, og stk. 2.

Stk. 1 svarer med enkelte ændringer til § 63, stk. 1, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt UCITS-direktivets artikel 26, stk. 1, 1. afsnit, og stk. 2.

Stk. 1 fastslår, at de grænser, der er nævnt i kapitel 14 kan overskrides, hvor sådanne overskridelser følger af grunde, som investeringsforeningen eller afdelingen ikke har indflydelse på, eller som følge af, at investeringsforeningen eller afdelingen udnytter tegningsrettigheder knyttet til instrumenter, der indgår i investeringsforeningens eller afdelingens formue.

Grunde, som investeringsforeningen eller afdelingen ikke har indflydelse på, kan eksempelvis være, at der efterfølgende er kursændringer på instrumenterne, der indgår i investeringsforeningens eller afdelingens formue, at investeringsforeningens eller afdelingens formue formindskes som følge af indløsning af andele, at emittenter efterfølgende fusionerer. Der er ikke tale om en udtømmende opremsning.

Stk. 2 svarer delvis til § 63, stk. 2, i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt UCITS-direktivets artikel 26, stk. 2.

Stk. 2 fastslår, at såfremt de i kapitel 14 fastsatte grænser overskrides og ikke nedbringes senest 8 dage efter overskridelsen, skal investeringsforeningen omgående indberette overskridelsen til Finanstilsynet. Finanstilsynet kan i sådanne tilfælde undtagelsesvis meddele tilladelse til, at overskridelsen nedbringes over en længere periode, såfremt dette er i medlemmernes interesse.

I forhold til den gældende formulering er der således ikke længere mulighed for, at investeringsforeninger eller afdelinger løbende kan have en overskridelse på op til 10 pct. af deres formue. Enhver overskridelse, uanset hvor stor eller lille den er, skal nedbringes efter bestemmelserne i stk. 2.

Investeringsforeningerne og afdelingerne har til gengæld 8 bankdage til at få nedbragt overskridelsen, uden at Finanstilsynet skal modtage meddelelse herom. Hvis overskridelsen imidlertid ikke er nedbragt senest 8 bankdage efter, den er opstået, skal dette omgående meddeles til Finanstilsynet.

Af denne meddelelse skal det fremgå, hvilke placeringsgrænser der er overskredet og hvorfor.

Endvidere skal foreningen redegøre for, hvorfor foreningen mener, at det er i medlemmernes interesse, at overskridelsen ikke er nedbragt under hensyn til, at foreningen skal investere efter et princip om risikospredning samt en angivelse af, hvornår overskridelsen efter foreningens vurdering kan være nedbragt.

Som eksempler på tilfælde, hvor det kunne være i medlemmernes interesse, at overskridelsen ikke nedbringes straks, kan nævnes skatteregler og likviditetsovervejelser.

Da de nye placeringsregler hovedsageligt udvider investeringsmulighederne, skønnes der ikke at være et behov for en overgangsregel for foreningerne til at overholde disse. De indskrænkninger, der er som følge af indførelse af begrænsninger på koncernniveau med videre kan løses med konkrete dispensationer.

Afsnit X

Til kapitel 15

Til § 106

Bestemmelsen er i det væsentlige en videreførelse af § 64, stk. 1-3 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, men bestemmelsen er tilpasset de nye regler for investeringsforeningers placering af midler, jf. kapitel 13 og 14.

I bestemmelsens stk. 1 foreslås regler om anbringelse af formuen for placeringsforeninger, som er specialforeninger, der har til formål at anbringe midlerne i værdipapirer, svarende til investeringsforeningerne, men som afviger fra disse. Afvigelserne vedrører værdipapirer udstedt af 1) den danske stat eller andre medlemslande af den Europæiske Union, eller andre zone A lande, 2) lande som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område 3) en international institution af offentlig karakter, som et eller flere medlemslande deltager i, såfremt værdipapirerne er godkendt af Finanstilsynet, eller 4) KommuneKredit, danske realkreditinstitutter og lignende kreditinstitutter godkendt af et land, der er medlem af Den Europæiske Union, eller et land som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, når institutterne er optaget på en af Kommissionen udarbejdet liste. Bestemmelsen medfører, at der for placeringsforeninger ikke gælder de placeringsbegrænsninger, som gælder for investeringsforeninger.

I stk. 2 foreslås det, at placeringsforeningerne må investere i de i nr. 1-4 nævnte værdipapirer uden de i § 93, stk. 1 og 2, nævnte begrænsninger. Baggrunden for undtagelsen er udover muligheden for en lidt større fleksibilitet, at det ved investering i realkreditobligationer er vanskeligt at opnå den tilstrækkelige spredning på grund af det beskedne antal realkreditinstitutter.

I stk. 3 er det foreslået, at en placeringsforening må anbringe højst 30 pct. af sin formue i værdipapirer udstedt af en enkel udsteder omfattet af stk. 2, nr. 4. Dette vil give mulighed for, at en placeringsforening eller afdeling kan anbringe sine midler udelukkende i realkreditinstitutter.

Til § 107

Bestemmelsen er i det væsentlige en videreførelse af § 65 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, men bestemmelsen er forenklet og tilpasset de nye regler for investeringsforeningers placering af midler, jf. kapitel 13 og 14.

Det forslås i bestemmelsens stk. 1 , at forslagets § 87 tillige finder anvendelse for pengemarkedsforeninger. Herved underlægges pengemarkedsforeninger de samme krav, som finder anvendelse for investeringsforeninger, til de værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, foreningens midler kan placeres i.

Af stk. 2 fremgår det, at en pengemarkedsforening må anbringe op til 30 pct. af sin formue i pengemarkedsinstrumenter fra samme udsteder. Herved adskiller pengemarkedsforeninger sig fra investeringsforeningerne ved, at en investeringsforening i medfør af forslagets § 93, stk. 1, er underlagt mere omfattende placeringsbegrænsninger.

I stk. 3 foreslås det, at en pengemarkedsforening kan investere ubegrænset i pengemarkedsrelaterede værdipapirer udstedt eller garanteret af 1) den danske stat eller andre medlemslande af den Europæiske Union, eller andre zone A lande 2) lande som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område eller 3) en international institution af offentlig karakter, som et eller flere medlemslande deltager i, såfremt værdipapirerne er godkendt af Finanstilsynet jf. forslagets § 93, stk. 1, nr. 3.

Til § 108

Forslaget er i det væsentlige en videreførelse af § 67 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Det foreslås i stk. 1 , at en investeringsinstitutforening må placere formuen i såvel investeringsforeninger som specialforeninger, herunder erhvervsudviklingsforeninger og udenlandske investeringsinstitutter, som har opnået markedsføringstilladelse i medfør af forslagets §§ 11 og 16, samt i disse foreningers eller investeringsinstitutters afdelinger. Foreningen kan investere i foreninger eller afdelinger, som administreres af det samme investeringsforvaltningsselskab som foreningen selv.

Af stk. 2, 1. pkt. fremgår det, at en investeringsinstitutforening eller afdeling højst må investere 50 pct. af sin formue i en og samme forening eller et og samme investeringsinstitut eller en og samme afdeling. Denne grænse er en udvidelse i forhold til 20 pct. grænsen i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. I medfør af forslagets § 100 kan investeringsforeninger placere 20 pct. af deres formue i andre investeringsforeninger, hvilket svarer til den grænse, der efter den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger finder anvendelse for investeringsinstitutforeninger. Baggrunden for, at denne grænse foreslås forhøjet, er, at en investeringsinstitutforening vil stå mere frit i forhold til hvilke foreninger, investeringsinstitutforeningen vælger at placere sine midler i. Endvidere vil en investeringsinstitutforening kunne investere i for eksempel en aktieforening og en obligationsforening, således at investorerne kun behøver at investere i en forening i stedet for to, for at opnå den samme risikospredning på aktier og obligationer.

Da erhvervsudviklingsforeninger anses for at være mere risikofyldte end andre foreninger, er det for at sikre den fornødne risikospredning i stk. 2, 2. pkt. , foreslået, at investeringsinstitutforeninger højst må placere 20 pct. af deres formue i erhvervsudviklingsforeninger.

Til § 109

Bestemmelsen er i det væsentlige en videreførelse af § 68 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Dog er der fastsat regler for erhvervsudviklingsforeningers mulighed for at udnytte tegningsrettigheder.

Det foreslås i stk. 1 , at erhvervsudviklingsforeninger fortrinsvis skal investere deres formue i aktier og anparter i små og mellemstore unoterede aktieselskaber og anpartsselskaber. Formålet med erhvervsudviklingsforeningerne er således at formidle kapital til mindre og mellemstore virksomheder, der på grund af vækst har behov for at få tilført egenkapital. Disse foreningers investeringer må derfor anses for at være mere risikofyldte end investeringer i børsnoterede værdipapirer. Spredningskravene for erhvervsudviklingsforeningerne skal dog sikre, at risikoen ved investeringen begrænses.

Der er derfor i stk. 2 foreslået en højeste grænse på 10 pct. på investeringstidspunktet for placeringen af formuen i et selskab. Grænsen på 10 pct. gælder på investeringstidspunktet. Der kan senere blive tale om, at størrelsesforholdet forrykkes, fordi nogle aktier eller anparter stiger eller falder i værdi i forhold til andre. I stk. 2, 2. pkt., er det endvidere foreslået at gøre det muligt for erhvervsudviklingsforeninger, uanset 10 pct.-grænsen, at investere sin formue gennem enheder, der er forskellige fra de i 1. pkt. nævnte porteføljeselskaber, og som udelukkende investerer midler i aktier og anparter i unoterede små og mellemstore aktieselskaber og anpartsselskaber. Baggrunden herfor er et behov for at kunne overlade aktieudvælgelsen til andre, som besidder en særlig ekspertise i at udpege unoterede selskaber på et givet marked eller i en given branche. Hertil kommer, at omkostningerne ved udvælgelsen af unoterede aktier og anparter er høj, hvorfor der er et behov for at nedbringe omkostningerne ved at dele dem med andre investorer.

Det forslås derfor, at erhvervsudviklingsforeningerne får mulighed for at investere i unoterede værdipapirer gennem enheder, der udelukkende investerer de modtagne midler i aktier og anparter i unoterede aktieselskaber og anpartsselskaber.

Sådanne enheder er oprettet med henblik på at opkøbe og eje en portefølje af unoterede værdipapirer. Enhederne kan være organiseret som interessentskaber, kommanditselskaber eller tilsvarende udenlandske »limited partnerships«. Andele i enheden tilbydes professionelle investorer, som ønsker at investere i unoterede selskaber. Sædvanligvis er det bestemt, at enheden nedlægges efter et antal år, hvorefter porteføljen sælges, og formuen udloddes til deltagerne. Erhvervsudviklingsforeningen skal så vidt muligt stilles, som om den havde erhvervet de pågældende værdipapirer direkte. Det er derfor en betingelse, at højest 10 pct. af enhedens formue på investeringstidspunktet kan investeres i aktier eller anparter udstedt af samme selskab. Enheden må udelukkende investere investorernes midler i unoterede aktier eller anparter samt i noterede værdipapirer og likvide midler i accessorisk omfang. Enheden må ikke yde eller optage lån eller benytte finansielle instrumenter. Enheden skal endvidere overholde bestemmelsen om, at den ikke må eje aktier og anparter i et enkelt selskab i et sådant omfang, at besiddelsen giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på aktie- eller anpartsselskabet. Disse forhold skal fremgå af enhedens vedtægter eller kontraktgrundlag.

I s tk. 3 foreslås, at erhvervsudviklingsforeninger får mulighed for at udnytte tegningsrettigheder knyttet til værdipapirer, der indgår i foreningens formue, uanset 10 pct.-grænsen i stk. 2. Baggrunden for at tillade en sådan overskridelse, hvor investeringen på investeringstidspunktet reelt vil udgøre mere end 10 pct. af foreningens formue, er, at der ofte vil være en økonomisk gevinst tilknyttet udnyttelse af tegningsrettigheder. Det er således hensigten med det foreslåede at give foreningen muligheden for at opnå denne gevinst. Af hensyn til risikospredningen er der dog i stk. 3, 2. pkt., foreslået den begrænsning, at maksimalt 10 pct. af foreningens formue må være tegnet ved udnyttelse af tegningsrettigheder. De sidstnævnte 10 pct. vedrører kun summen af de værdipapirer, som er erhvervet ved udnyttelse af tegningsrettigheder på et tidspunkt, hvor mere end 10 pct. af foreningens formue er investeret i de pågældende selskabers værdipapirer. Ved salg af værdipapirer i selskaber, hvor foreningen har udnyttet undtagelsesbestemmelsen i dette stykke, anses værdipapirer som er erhvervet ved udnyttelse af tegningsrettigheder, i relation til denne bestemmelse, som de først solgte. De solgte værdipapirer skal således forlods fratrækkes de værdipapirer, der er erhvervet ved udnyttelse af tegningsrettigheder i det samme selskab.

I stk. 4 forslås det, at den del af formuen, der ikke er investeret i unoterede aktier og anparter, skal placeres i værdipapirer i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 13 og 14. Dette medfører, at sådanne værdipapirer alene reguleres af bestemmelserne i disse kapitler.

Med henvisningen i stk. 5 til § 102, stk. 1 og 2, pointeres det, at den ejerbegrænsning, der gælder for investeringsforeninger i relation til den enkelte virksomhed, også gælder for erhvervsudviklingsforeningers investeringer i aktier og anparter, således at foreningen ikke via sin investering opnår en betydelig indflydelse over selskabet og hermed kommer til at drive anden virksomhed.

Ifølge stk. 6 skal Finanstilsynet fastsætte regler om, hvilke oplysninger foreninger skal give om de selskaber, som formuen placeres i. Beskrivelsen af selskabets produkter, produktudviklingen, markedets størrelse, om udviklingen af produkterne følger planerne, og om budgetterne følges, tillægges lige så stor betydning som regnskabsoplysningerne. For så vidt angår den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, har Finanstilsynet med hjemmel i § 68, stk. 4, udstedt bekendtgørelse nr. 1053 af 17. december 1997 om erhvervsudviklingsforeningers informationspligt.

Til § 110

Bestemmelsen, der til dels viderefører § 70 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, svarer til § 105 om investeringsforeningers overskridelse af investeringsgrænser.

Bestemmelsens stk. 1 vedrører kun placeringsforeninger, pengemarkedsforeninger og investeringsinstitutforeninger. Årsagen hertil er dels, at overskridelse som følge af udnyttelse af tegningsrettigheder er medtaget i § 109, stk. 3, dels at placeringsgrænsen på 10 pct. i § 109, stk. 2, alene finder anvendelse på investeringstidspunktet. Årsagen hertil er, at erhvervsudviklingsforeninger foretager langtidsinvesteringer i aktier og anparter, der er unoterede, og som ikke kan afhændes til enhver tid på samme måde som ved noterede værdipapirer.

Stk. 2 fastslår, at såfremt de i kapitel 15 fastsatte grænser overskrides og ikke nedbringes senest 8 dage efter overskridelsen, skal specialforeningen omgående indberette overskridelsen til Finanstilsynet. Finanstilsynet kan i sådanne tilfælde undtagelsesvis meddele tilladelse til, at overskridelsen nedbringes over en længere periode, såfremt dette er i medlemmernes interesse.

I forhold til den gældende formulering er der således ikke længere mulighed for, at specialforeninger eller afdelinger løbende kan have en overskridelse på op til 10 pct. af deres formue. Enhver overskridelse, uanset hvor stor eller lille den er, skal nedbringes efter bestemmelserne i stk. 2.

Specialforeningerne har til gengæld 8 dage til at få nedbragt overskridelsen, uden at Finanstilsynet skal modtage meddelelse herom. Hvis overskridelsen imidlertid ikke er nedbragt senest 8 dage efter, den er opstået, skal dette omgående meddeles til Finanstilsynet.

Af denne meddelelse skal det fremgå, hvilke placeringsgrænser der er overskredet og hvorfor.

Endvidere skal foreningen redegøre for, hvorfor foreningen mener, at det er i medlemmernes interesse, at overskridelsen ikke er nedbragt under hensyn til, at foreningen skal investere efter et princip om risikospredning samt en angivelse af, hvornår overskridelsen efter foreningens vurdering kan være nedbragt.

Som eksempler på tilfælde, hvor det kunne være i medlemmernes interesse, at overskridelsen ikke nedbringes straks, kan nævnes skatteregler og likviditetsovervejelser.

Afsnit XI

Til kapitel 16

Til § 111

I bestemmelsen, der er en delvis videreførelse af § 1, § 3, stk. 3, § 5, § 6, stk. 2, nr. 2, § 62, stk. 4, og § 73 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og stort set svarer til §§ 4 og 5, der gælder for investeringsforeninger og specialforeninger, foreslås en forenklet regulering af de hidtidige investeringsforeninger og specialforeninger, der ikke modtager midler fra en videre kreds eller offentligheden. Disse foreninger blev indført i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, da loven trådte i kraft den 1. januar 1997. Medlemmerne af disse foreninger er sædvanligvis institutionelle investorer, men kan også være andre investorer, der kan indskyde et større beløb. De hidtidige erfaringer med denne type forening er på den ene side, at medlemmerne meget gerne vil investere i en forening, fordi det er administrativt lettere for dem, idet de blot skal bogføre en post værdipapirer i deres regnskab. Hertil kommer, at foreningen er under tilsyn. På den anden side ændrer medlemmerne (investorerne) oftere investeringspolitik end de foreninger, der retter henvendelse til en videre kreds eller offentligheden, og de vil gerne kunne etablere en forening og forlade den igen med et meget kort varsel. I nogle tilfælde har en forening eller afdeling truffet beslutning om opløsning få måneder efter, at Finanstilsynet har godkendt den. Da de fleste medlemmer er institutionelle investorer, er der i realiteten tale om et dobbelt tilsyn, idet investorerne allerede selv er under tilsyn. Når det alligevel foreslås, at foreninger med få medlemmer, der placerer deres midler efter bestemmelserne i forslagets kapitel 13 – 15, kan blive reguleret, hvis de ønsker det, skal det ses på baggrund af branchens ønsker. Der er også tale om en vis deregulering.

Der henvises til bemærkningerne til § 4, stk. 1 – 2, stk. 5, 1. sætning og stk. 7 – 8, hvor de tilsvarende bestemmelser er beskrevet. Der er kun den forskel, at fåmandsforeninger vil kunne placere midlerne som både investeringsforeninger og specialforeninger, samt at de ikke får eneret og heller ikke pligt til at anvende navnet »fåmandsforeninger«. En fåmandsforening må ikke kalde sig investeringsforening eller specialforening. De vil ikke selv kunne eje et investeringsforvaltningsselskab, da det skal have en investeringsforening som ejer eller medejer, hvis det ikke er ejet af andre.

Forslagets lempeligere regulering findes forsvarlig, fordi fåmandsforeningernes medlemmer er institutionelle investorer og formuende investorer, der vælger at investere i en fåmandsforening som et alternativ til individuel porteføljepleje. Der er således tale om investorer, der er i stand til at varetage deres egne interesser. Hertil kommer, at de nuværende administrationsselskaber fremover vil blive reguleret på linje med andre finansielle virksomheder, således at de skal overholde god skik og regler til imødegåelse af interessekonflikter. Foreningerne bliver registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Der er således ikke behov for, at det offentlige fastsætter yderligere regler.

Det er de skatteretlige regler, der er afgørende for, om en fåmandsforening vil blive beskattet efter reglerne for investeringsforeninger. Uanset indkomstopgørelsesreglerne skal fåmandsforeninger ligesom andre foreninger, der i henhold til skattekontrolloven er investeringsforeninger, indberette efter denne lov.

Til § 112

Bestemmelsen, der delvis viderefører §§ 6 – 9 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, svarer til § 7, idet der som nævnt i bemærkningerne til kapitlet dog stilles færre krav til fåmandsforeningerne, fordi der er tale om en frivillig ordning. Det foreslås, at en forening skal have en bestyrelse, der skal opfylde betingelserne om egnethed og hæderlighed, og at den skal ledes af et investeringsforvaltningsselskab og lade sine instrumenter (værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter, andele i andre foreninger, afdelinger og investeringsinstitutter, afledte finansielle instrumenter og likvide midler m.v.) opbevare i et depotselskab. Finanstilsynet skal godkende foreningen, jf. bemærkningerne til § 111, men Finanstilsynet skal ikke godkende foreningens vedtægter, vedtægtsændringer og etablering af nye afdelinger.

Hertil kommer, at fåmandsforeninger ikke kan have en direktør, men skal administreres af et investeringsforvaltningsselskab. Af denne grund er der ikke bestemmelser om foreningens organisation og forretningsgange m.v. Finanstilsynet skal ikke godkende en fåmandsforenings vedtægter og i øvrigt heller ikke vedtægtsændringer, herunder etablering af nye afdelinger, men Finanstilsynet må ikke have bemærkninger til vedtægterne forud for godkendelsen. Dette svarer til dels til det, der i dag gælder for specialforeninger, hvis afdelinger dog skal godkendes af Finanstilsynet. Endelig er der ikke bestemmelser om snævre forbindelser m.v., jf. § 7, stk. 1, nr. 7. I øvrigt henvises til bemærkningerne til § 7.

Til § 113

Bestemmelsen, der er ny, angiver, hvilke af lovens bestemmelser, der finder anvendelse for de fåmandsforeninger, der har valgt at være under tilsyn efter dette kapitel. Det drejer sig om §§ 3, 8, 31 og 32 om definitioner, registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kravene til bestyrelsens egnethed, hæderlighed og myndighed, § 30 om en forenings og dens ledelses pligt til straks at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for foreningens fortsatte drift, kapitel 8 (almindelige bestemmelser, emission og indløsning, 9 (investeringsbeviser m.v.), 10 (årsrapport, revision og anvendelse af årets overskud), 11 (kun prospekter), §§ 80-82 og § 86 (inddragelse af tilladelse), 13 (instrumenterne), 14 (placeringsregler) og 15 (specialforeninger), som finder tilsvarende anvendelse for fåmandsforeninger. Der henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser og kapitler. Det bemærkes, at § 10 og vedtægters indhold og kapitel 6 om generalforsamling m.v. ikke finder anvendelse på fåmandsforeninger. Det betyder imidlertid ikke, at en fåmandsforening ikke kan anvende disse bestemmelser, men den skal ikke. Finanstilsynet skal ikke godkende en fåmandsforenings vedtægter herunder etablering af nye afdelinger.

Til § 114

Bestemmelsen, der er ny, foreslår lempeligere bestemmelser om fusion, spaltning og opløsning af en fåmandsforening end de regler, der gælder for investeringsforeninger og specialforeninger, idet Finanstilsynet ikke først skal godkende fusionen, spaltningen eller opløsningen, således som det er tilfældet, når der er tale om en forening, der retter henvendelse til en videre kreds eller offentligheden. Bestemmelsen skal ses på baggrund af, at fåmandsforeninger er et alternativ til individuel porteføljepleje, hvor investorerne kan opsige aftalen med kort varsel.

Stk. 1 fastslår, at generalforsamlingen i fåmandsforeninger træffer beslutning om foreningens fusion, spaltning, opløsning ved likvidation eller på anden måde end likvidation og vælger likvidator eller den person, som skal forestå afviklingen, når der er tale om afvikling. Investeringsforvaltningsselskabet skal udarbejde fusions-, spaltnings-, likvidations- eller afviklingsregnskab, der skal revideres.

Bestyrelsen og investeringsforvaltningsselskabet skal ifølge stk. 2 meddele Finanstilsynet, at generalforsamlingen har truffet beslutning om fusion, spaltning, likvidation eller afvikling på anden måde end likvidation samt hvem, der er udpeget som likvidator eller til at forestå afvikling på anden måde end likvidation vedlagt generalforsamlingsreferatet og en eventuel afviklingsplan til orientering. Herefter tilbagekalder Finanstilsynet godkendelsen, når der er tale om likvidation eller opløsning på anden måde end likvidation.

Ifølge stk. 3 skal investeringsforvaltningsselskabet, når fusionen, spaltningen, likvidationen eller afviklingen er gennemført i to eksemplarer indsende et fusions-, spaltnings-, likvidations- eller et afviklingsregnskab revideret af foreningens revisorer og en erklæring fra foreningens bestyrelse og selskabets direktør om, at al gæld er betalt. For at lette virksomhedernes administrative byrder vil Finanstilsynet kræve, at investeringsforvaltningsselskabet eller likvidator indsender det nævnte regnskab i to eksemplarer, hvoraf Finanstilsynet vil videresende det ene til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, således at der gives offentligheden indsigt i dette regnskab uden, at virksomhederne pålægges pligt til at indsende regnskabet til to offentlige myndigheder. Såfremt der er tale om uregelmæssigheder, vil det kunne få konsekvenser for investeringsforvaltningsselskabet. Hvis det ikke behandler investorerne korrekt, vil det i grove tilfælde kunne medføre, at tilladelsen vil kunne inddrages helt eller delvis, ligesom overtrædelse vil kunne medføre, at ledelsen idømmes bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Til kapitel 17

Til § 115

Bestemmelsen, der er ny og er en konsekvens af IOSCO's standarder for kollektive investeringsordninger, jf. ovenfor i bemærkningerne til § 1, stk. 1, nr. 4, er tænkt som en opsamlingsbestemmelse. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der vil opstå nye former for kollektive investeringsordninger med hjemmel i denne bestemmelse. Opsparing i livsforsikringsselskaber og pengeinstitutter anses ikke for omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen kan heller ikke anvendes til at administrere ordninger, der medfører deltagelse i ledelsen eller driften af en ordning for eksempel en equityfond.

I stk. 1 fastslås det, at andre kollektive investeringsordninger, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, og som overvejende investerer midlerne i de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, skal administreres af pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvaltningsselskaber, der er ansvarlige for udbud af andele i den kollektive investeringsordning til investorerne. Med ordene »overvejende investerer midlerne i de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter« er der taget højde for, at en kollektiv investeringsordning ikke kan bringes uden for lovens område ved at investere en del af sine midler i for eksempel fast ejendom. Om et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab kan administrere disse ordninger beror på den tilladelse, selskabet har. Investeringsforvaltningsselskaber, der er ejet af en investeringsforening eventuelt sammen med andre foreninger, vil ikke kunne administrere disse ordninger. Henvisningen til bilag 5 i lov om finansiel virksomhed og ikke til kapitel 13 skyldes, at de instrumenter, som pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber kan udføre tjenesteydelser med, er de i bilag 5 nævnte. Imidlertid er der stort set sammenfald mellem de i bilag 5 nævnte instrumenter og de, der er nævnt i kapitel 13.

De kollektive investeringsordninger, der er omfattet af forslaget, kan i modsætning til investeringsforeninger og specialforeninger geare deres investeringer ved at optage lån. Det kan foreningerne ikke, idet der i § 43 er et forbud mod, at de optager lån.

Kollektive investeringsordninger, der investerer deres midler i pantebreve, er ikke omfattet af ordningen. Det skyldes, at tjenesteydelser med pantebreve ikke er reguleret i den finansielle lovgivning på samme måde som omsætningen af andre instrumenter. Tjenesteydelser med pantebreve kan derfor udføres af virksomheder og personer, der ikke har tilladelse som værdipapirhandlere, jf. § 9 i lov om finansiel virksomhed. Når værdipapirhandlere udfører tjenesteydelser med pantebreve, skal de overholde regler om god skik m.v., ligesom alle, der handler med pantebreve, skal overholde § 3 i lov om værdipapirhandel m.v. om god værdipapirhandelsskik.

Finanstilsynet skal ikke give tilladelse til eller godkende disse kollektive investeringsordninger, der således ikke skal have en selvstændig tilladelse, men de skal opfylde de krav, der er fastsat i stk. 2. Ansvaret for kvaliteten af andre kollektive investeringsordninger påhviler således det investeringsforvaltningsselskab eller det fondsmæglerselskab eller pengeinstitut, der udbyder dem. Allerede i dag bliver der udbudt f.eks. valuta- og optionspuljer af pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber, således at der med forslaget til dels er tale om en fortsættelse af den nuværende lovgivning. Det nye er, at disse investeringsordninger bliver underkastet en vis regulering, men ikke et direkte tilsyn, samt at f.eks. foreninger, der selv står som udbydere af andele til en videre kreds eller offentligheden, bliver omfattet af en regulering. Uregulerede foreninger m.v. får dog i medfør af § 136 mulighed for at fortsætte som hidtil mod at anmelde sig til Finanstilsynet. Andre kollektive investeringsordninger vil også kunne omfatte andre former for kollektive investeringsordninger end de i dag kendte, hvorfor bestemmelsen skulle være fremtidssikret.

I stk. 1, 2. pkt., er der fastsat hjemmel til, at Finanstilsynet kan træffe beslutning om, at en investeringsordning, der ligner en investeringsforening eller specialforening, skal omdannes til en forening. Baggrunden for denne bestemmelse er, at det ikke med § 115 er hensigten, at der skal kunne udvikle sig kollektive investeringsordninger, der ligner investeringsforeninger og specialforeninger, men ikke opfylder de krav, som lovgivningen stiller til disse. Der er tale om en investorbeskyttelsesordning. Såfremt Finanstilsynet træffer afgørelse om, at en kollektiv investeringsordning skal omdannes til en forening og dermed opfylde de krav, der er fastsat for foreninger i loven, er der tale om en afgørelse, der kan ankes til Erhvervsankenævnet, jf. forslagets § 131.

Det er de skatteretlige regler, der er afgørende for, hvorvidt en anden kollektiv investeringsordning vil blive beskattet efter reglerne for investeringsforeninger. Uanset indkomstopgørelsesreglerne skal kollektive investeringsordninger, i det omfang de er investeringsforeninger efter skattekontrolloven, indberette efter denne lov.

Det fremgår i øvrigt af stk. 2 , at den virksomhed, der administrerer ordningen, skal udstede dokumentation til og føre et register over investorerne.

Tilsynet med disse ordninger vil, ligesom det er tilfældet i dag for eksempel for valutapuljers vedkommende, indgå i Finanstilsynets tilsyn med det selskab, der administrerer og udbyder ordningen.

Med de nye bestemmelser i stk. 3 foreslås der med henblik på investorbeskyttelse krav til disse investeringsordninger. Det drejer sig om, at det selskab, der administrerer ordningen, skal beskrive den kollektive investeringsordning i et regelsæt. Dette regelsæt, der kan være forretningsbetingelser eller vedtægter, skal indeholde:

Ad nr. 1: Oplysninger om den kollektive investeringsordnings navn, den juridiske form, den kollektive investeringsordning er organiseret i, betaling af honorar til det selskab, der administrerer ordningen, om den er omfattet af en investorgarantiordning og en beskrivelse af den kollektive investeringsordning herunder af risici ved at deltage i ordningen. Beskrivelsen af den juridiske struktur skal oplyse, om der er tale om en pulje, en forening, et kommanditselskab, et interessentskab eller andet, samt hvordan deltagerne hæfter. Aktieselskaber og anpartsselskaber, jf. § 2, nr. 1 og 2, med fast kapital, er ikke omfattet af bestemmelsen.

Ad nr. 2: Hvilke aktiver, midlerne anbringes i og principperne for værdiansættelse af investeringsordningens aktiver og passiver. Det skal således fremgå, hvilke kurser aktiverne optages til, og hvilken kurs der skal anvendes, hvis der f.eks. ikke er tale om børsnoterede værdipapirer. Det må forventes, at disse principper kommer til at svare til principperne i § 68, der gælder for investeringsforeninger og specialforeninger.

Ad nr. 3: Principperne for værdiansættelse af andelenes værdi, herunder omkostningerne ved at indtræde i og udtræde af ordningen. Det må forventes, at disse principper vil svare til de bestemmelser, som Finanstilsynet fastsætter i medfør af § 48, stk. 5 om fastsættelse af emissions- og indløsningsprisen for investeringsforeninger og specialforeninger.

Ad nr. 4: Oplysninger om regnskabsaflæggelse og revision. Forslaget medfører, at det skal fremgå hvor ofte, der udarbejdes regnskab for investeringsordningen og hvem, der er revisor.

Ad nr. 5: Oplysninger om rapportering til investorerne. Det skal derfor fremgå hvor ofte og hvornår, investorerne skal modtage rapportering om deres investeringer.

Stk. 4. Er den kollektive investeringsordnings udbud af andele ikke omfattet af kapitel 12 i lov om værdipapirhandel m.v., skal den beskrives i en brochure. Finanstilsynet fastsætter med hjemmel i stk. 5 regler om, hvad en sådan brochure skal indeholde. Det drejer sig om oplysninger, der svarer til de prospekter, som foreninger eller værdipapirer, der første gang udbydes til offentligheden, jf. kapitel 12 i lov om værdipapirhandel skal indeholde. Imidlertid skal brochurens indhold udformes, så det passer til de af forslaget omfattede ordninger. Den skal også beskrive de forhold, der skal fremgå af det i stk. 2 nævnte regelsæt.

Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger. Der henvises for så vidt angår den i stk. 3 nævnte brochure til bemærkningerne til denne bestemmelse. I den bekendtgørelse, som Finanstilsynet skal udstede vedrørende det i stk. 2 nævnte, vil kravene til regelsættet blive uddybet.

I medfør af stk. 6 kan Finanstilsynet pålægge et af de selskaber, der i medfør af stk. 2 administrerer en kollektiv investeringsordning, at ændre de i stk. 2 – 4 nævnte dokumenter, når hensynet til investorerne kræver det. Det kan dreje sig om, at den dokumentation, som selskabet skal udstede til investorerne, eller det register, som selskabet skal føre over investorerne, ikke er tilstrækkeligt til at sikre investorernes rettigheder. Der kan også være tale om, at det regelsæt eller den brochure, som skal beskrive investeringsordningen ikke er fyldestgørende.

Afsnit XII

Til kapitel 18

Til § 116

Bestemmelsen i stk. 1 er en delvis videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i § 76 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Herudover gennemfører den UCITS-direktivets artikel 52, stk. 1.

Bestemmelsen indeholder en forpligtelse for Finanstilsynet til at påse lovens overholdelse, dog skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påse overholdelsen af § 8 om anmeldelse og registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Endvidere påser Finanstilsynet, at foreningerne overholder deres vedtægter. Denne bestemmelse er ny og følger af UCITS-direktivets artikel 52, stk. 1.

Efter stk. 1, 1. pkt. fører Finanstilsynet dog ikke tilsyn med spekulationsbestemmelserne i § 34, stk. 1 og 2. Tilsynspligten vedrørende disse bestemmelser påhviler foreningens valgte revisor.

Bestemmelsen i stk. 2 gennemfører UCITS-direktivets artikel 21, stk. 4. Bestemmelsen giver økonomi- og erhvervsministeren hjemmel til at udstede en bekendtgørelse om de særlige procedurer, der er pålagt Finanstilsynet gennem EF-direktiver. En gengivelse af direktivernes betingelser og procedurekrav i lovteksten vil medføre en tung og uoverskuelig lovgivning. Herudover regulerer direktiverne tilsynets samarbejde med EU-myndighederne og ikke borgernes retsstilling.

Til § 117

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende § 76 a i lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Forslaget indebærer, at investeringsforeninger, specialforeninger og andre kollektive investeringsordninger samt fåmandsforeninger bliver omfattet af Det Finansielle Virksomhedsråds kompetence. InvesteringsForeningsRådet vil få mulighed for at udpege en særlig sagkyndig til Det Finansielle Virksomhedsråd.

Det Finansielle Virksomhedsråd blev nedsat i 2001 og foreslås opretholdt i sin nuværende form og med det nuværende ansvarsområde.

Rådet beskæftiger sig med afgørelser for penge- og realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser, forsikringsmæglere, ATP, LD, fondsmæglerselskaber, sparevirksomheder, investeringsforeninger og specialforeninger, investeringsforvaltningsselskaber, firmapensionskasser, et skibsfinansieringsinstitut samt udstedere af elektroniske penge.

Det Finansielle Virksomhedsråd skal sikre, at der træffes ensartede afgørelser inden for de områder, hvor der er fælles regler for brancherne, og i de situationer, hvor fortolkningen af en regel, har betydning for flere brancher.

Det Finansielle Virksomhedsråd er en del af den offentlige forvaltning og som følge deraf underlagt de forvaltningsretlige regler. Rådet er en del af Finanstilsynet. Rådets afgørelser kan ligesom Finanstilsynets andre afgørelser i medfør af forslagets § 131 indbringes for Erhvervsankenævnet.

Til § 118

Bestemmelsen er ny i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., idet der tidligere blot har været en henvisning til den tilsvarende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 346, stk. 1-3. Bestemmelsen gennemfører herudover artikel 49, stk. 1 og 2, i UCITS-direktivet.

Bestemmelsen giver ikke Finanstilsynet adgang til foreningerne i videre omfang end efter de gældende regler.

Stk. 1 fastlægger en pligt for Finanstilsynet til at undersøge investeringsforeninger og specialforeninger.

De undersøgelsesprocedurer for finansielle virksomheder, der blev indført i lov om finansiel virksomhed på baggrund af lov om banker og sparekasser m.v. og det såkaldte Koktvedgaard-panels rapport fra 1995 om »Finanstilsynets kontrol med de danske pengeinstitutter«, skal nu danne udgangspunkt for undersøgelser i foreningerne.

Det følger af stk. 2 , at der efter en inspektion i en forening skal holdes et afsluttende møde, hvor Finanstilsynet meddeler sine konklusioner på inspektionen. Foreningens ledelse og revisor deltager i mødet.

For at Finanstilsynet ikke i en konkret sag yder vejledning på en sådan måde, at tilsynet er afskåret fra at træffe afgørelse i samme sag, foreslås det, at Finanstilsynet alene skal meddele sine konklusioner på inspektionen, herunder om de forhold, som efterfølgende skal indgå i rapporten til foreningens ledelse, jf. bemærkningerne til stk. 3.

Hvis konklusionen omfatter områder, hvor foreningen ikke overholder lovgivningen, vil konklusionen indeholde krav til foreningen om, at forholdene lovliggøres. Herudover kan konklusionen indeholde oplysninger om foreningens aftalegrundlag. F.eks. kan Finanstilsynet inden for reglerne i § 121 om Finanstilsynets tavshedspligt henlede opmærksomheden på, at foreningens aftaler på et eller flere områder er utilstrækkelige i forhold til sammenlignelige foreningers aftaler. Det er da op til foreningens ledelse at beslutte, om dette er acceptabelt, eller om aftalerne skal ændres.

Hvis en inspektion kun har omfattet afgrænsede aktivitetsområder, kan inspektionen i stedet afsluttes med et møde, hvor den ansvarlige for det undersøgte område orienteres om Finanstilsynets konklusioner. I tilfælde, hvor Finanstilsynet, et medlem af foreningens ledelse eller revisor skønner det nødvendigt, afholdes dog møde mellem Finanstilsynet og foreningens ledelse og revisor. Dette vil bl.a. omfatte tilfælde, hvor Finanstilsynet har konstateret grove eller gentagne overtrædelser af lovgivningen eller har konstateret, at der i foreningen er forhold, som ikke er betryggende.

Ifølge stk. 3 skal Finanstilsynet efter et inspektionsbesøg fremsende en skriftlig rapport med de væsentlige konklusioner til foreningens ledelse og revisor.

Rapporten kan på samme måde som Finanstilsynets konklusioner på mødet anført i stk. 2 omfatte lovovertrædelser, hvor Finanstilsynet kræver, at foreningen lovliggør forholdene, og den kan omfatte oplysninger til foreningen om dens forhold.

Modtagerne af rapporten skal returnere et underskrevet eksemplar af rapporten for dermed at bekræfte, at de er gjort bekendt med indholdet af den. I forbindelse med tilbagesendelsen vil de pågældende samtidig have mulighed for at komme med eventuelle indvendinger mod Finanstilsynets konklusioner.

Hvis undersøgelsen ikke har givet anledning til væsentlige konklusioner, er der ikke krav om en rapport, der skal underskrives og tilbagesendes.

Finanstilsynet kan vælge at sende et særskilt brev til foreningens direktion eller investeringsforvaltningsselskab med konklusioner, der er mindre væsentlige, og som derfor ikke er med i rapporten til bestyrelse og revision. Dette brev skal ikke underskrives og tilbagesendes.

Til § 119

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i § 77 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Bestemmelsen gennemfører herudover artikel 13 a, stk. 1, 4. afsnit i UCITS-direktivet. Forslaget svarer til § 347 i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen giver ikke Finanstilsynet adgang til foreningerne i videre omfang end efter de gældende regler. Retssikkerhedskommissionen har afgivet betænkning nr. 1428/2003. Betænkningen vedrører blandt andet spørgsmålet om offentlige myndigheders adgang til uden retskendelse at få adgang til virksomheders oplysninger. Betænkningen fastslår, at hjemmelsbestemmelser som denne, kan opretholdes, men at anvendelse af sådanne bestemmelser skal være velbegrundede.

Stk. 1 fastlægger en pligt for foreningerne til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed.

Efter  stk. 1, 2. pkt., har Finanstilsynet mulighed for uden retskendelse at få adgang til en forenings lokaler, herunder de lokaler, hvorfra der udøves filialvirksomhed.

Bestemmelsen om Finanstilsynets adgang til foreninger uden retskendelse er i overensstemmelse med den traditionelle opfattelse af, at Finanstilsynets adgang til at foretage inspektionsbesøg er omfattet af undtagelsen i Grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed.

Bestemmelsen har baggrund i den redegørelse, som Justitsministeriet og Miljø- og Energiministeriet den 17. december 1996 afgav til Folketinget om bl.a. udviklingen i forvaltningsmyndigheders adgang til fast ejendom uden retskendelse og følger de i redegørelsen fastlagte retningslinjer for udformningen af bestemmelser om adgang uden retskendelse.

Finanstilsynet har som udgangspunkt udelukkende adgang til forretningslokaler og således ikke til private boliger. I tilfælde, hvor en forening er af så ringe størrelse, at dets forretningslokale befinder sig i et privat hjem, har Finanstilsynet dog adgang hertil i overensstemmelse med denne bestemmelse.

Finanstilsynet har behov for at kunne udøve sin tilsynsvirksomhed også i de særlige tilfælde, hvor en forening måtte nægte at give tilsynet de til brug for tilsynsvirksomheden nødvendige oplysninger eller modvirker et inspektionsbesøg.

Det kan f.eks. dreje sig om situationer, hvor en tilsynsbelagt forening undtagelsesvis nægter Finanstilsynet adgang til foreningen i forbindelse med et ordinært inspektionsbesøg. Der kan også være tale om en krisesituation, der kræver, at Finanstilsynet skrider til omgående handling, og hvor en umiddelbar adgang til foreningen er en forudsætning for at håndtere situationen.

Hvis en forening undtagelsesvis skulle modarbejde et inspektionsbesøg i disse situationer, er der ikke fundet baggrund for at foretage begrænsninger i Finanstilsynets adgang til uden retskendelse at foretage inspektioner. Finanstilsynet må kun skaffe sig adgang til en forenings forretningslokaler uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for, at Finanstilsynet kan udøve sin tilsynsvirksomhed. Det er en betingelse, at formålet ikke kan opnås ved brug af mindre indgribende foranstaltninger som f.eks. tvangsbøder.

Finanstilsynets mulighed for at få adgang uden retskendelse kan kun anvendes i tilsynsmæssigt øjemed. Hvis der er en begrundet mistanke om en strafbar overtrædelse af den finansielle lovgivning, finder retsplejelovens regler om ransagning anvendelse.

Det følger af henvisningen i stk. 2 til lov om finansiel virksomhed § 347, stk. 3, at Finanstilsynet kan indhente oplysninger samt foretage inspektionsbesøg hos virksomheder, med hvilke foreningen har særlig direkte eller indirekte forbindelse. Der kan f.eks. være tale om et investeringsforvaltningsselskab, en depotbank eller en virksomhed, som efter delegation udfører opgaver for foreningen.

Bestemmelsen skal sikre, at Finanstilsynet kan skaffe sig indseende med transaktioner uden for foreningen, som måtte være af betydning for foreningen eller medlemmerne.

Efter bestemmelsen i § 347, stk. 3, kan Finanstilsynet endvidere uden retskendelse få adgang til disse virksomheder. For så vidt angår forholdet til Grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed henvises til bemærkningerne under stk. 1.

Stk. 3 fastslår, at Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger til bedømmelse af, om aktiviteterne i en given juridisk person er omfattet af tilsynslovgivningen.

Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet ud over oplysninger fra den juridiske person, der skal vurderes, kan kræve oplysninger af juridiske og fysiske personer, der ikke udøver tilsynsbelagt virksomhed, hvis disse har informationer, som er nødvendige for, at Finanstilsynet kan vurdere, om en (anden) juridisk person udøver tilsynsbelagt virksomhed og således burde have tilladelse fra Finanstilsynet. Oplysningspligten vil ikke være opfyldt, hvis de indsendte oplysninger er urigtige eller vildledende.

Bestemmelsen i stk. 4 , der er ny, indeholder en udtrykkelig hjemmel til, at Finanstilsynet kan indhente oplysninger til brug for de i forslagets § 123, stk. 5, nr. 13 og 14, omtalte myndigheder. Forslaget svarer til lov om finansiel virksomhed § 347, stk. 5.

Bestemmelsen er i lov om finansiel virksomhed begrundet i de senere års ændringer i den finansielle sektors struktur med dannelse af internationale koncerner, som medfører et større behov for samarbejde mellem de forskellige nationale tilsynsmyndigheder. Dette giver sig også udslag i den øgede fokus, de finansielle direktiver har på udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne. For foreningernes vedkommende giver bestemmelsen mulighed for at indhente oplysninger til brug for udenlandske myndigheders tilsyn med kollektive investeringsordninger som et led i investorbeskyttelsen.

Til § 120

Bestemmelsen er ny for investeringsforeninger. Lov om finansiel virksomhed § 348 indeholder en tilsvarende bestemmelse for investeringsforvaltningsselskaber. Bestemmelsen gennemfører herudover UCITS direktivets artikel 13 b, jf. artikel 5 h.

Stk. 1 har til formål at præcisere, at Forbrugerombudsmanden har mulighed for at anlægge en civil sag, hvis en forening ikke handler i overensstemmelse med god skik. Forbrugerombudsmanden kan efter markedsføringsloven anlægge forbudssager mod foreninger på de områder, hvor økonomi- og erhvervsministeren ikke udsteder regler om god skik.

Finanstilsynet fører tilsyn med regler om god skik udstedt af økonomi- og erhvervsministeren.

Forbrugerombudsmanden har mulighed for at gøre Finanstilsynet opmærksom på konkrete sager, ligesom han kan deltage i Det Finansielle Virksomhedsråds møder, når Finanstilsynet forelægger en sag af principiel eller vidtgående betydning for rådet. Ligeledes har Forbrugerombudsmanden mulighed for at gøre opmærksom på mere generelle forhold i den finansielle sektor som, han finder, er urimelige i forhold til forbrugerne.

Bestemmelsen sikrer, at Forbrugerombudsmanden kan indbringe en sag for domstolene, hvis han i særlige tilfælde måtte finde, at der er behov for et sådant skridt. Det kan for eksempel være tilfældet, hvor Finanstilsynet vælger ikke at tage en sag op, der af Forbrugerombudsmanden vurderes at være af principiel eller vidtgående betydning.

Forbrugerombudsmanden skal ikke behandle konkrete henvendelser fra forbrugere om overtrædelse af økonomi- og erhvervsministerens regler om god skik. Sådanne henvendelser skal behandles ved, at Forbrugerombudsmanden oversender henvendelserne til Finanstilsynet eller henviser forbrugeren til at indbringe sagen for Ankenævnet for Investeringsforeninger, hvis der er tale om en konkret formueretlig tvist mellem forbrugere og en forening. Derimod kan henvendelser fra forbrugere i lighed med oplysninger i pressen, udtalelser fra organisationer og rapporter om det finansielle område danne baggrund for Forbrugerombudsmandens vurdering af, om der bør anlægges en retssag.

Hvis Forbrugerombudsmanden vælger at anlægge en sag om god skik mod en forening, skal det ske efter de regler, som gælder for sager anlagt af Forbrugerombudsmanden i medfør af markedsføringsloven. Det indebærer, at der vil være tale om sager, hvor retten kan nedlægge et forbud eller give et påbud, jf. markedsføringslovens § 13, stk. 1. En overtrædelse af et forbud eller et påbud meddelt af retten er strafbelagt i medfør af forslagets § 132. Hertil kommer, at sagerne i lighed med andre sager anlagt af Forbrugerombudsmanden skal anlægges ved Sø- og Handelsretten, jf. markedsføringslovens § 14, stk. 1.

Stk. 2, 1. pkt., indeholder en regel om, at Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold udøvet i strid med kravet i lovforslagets § 18 om god skik.

Det følger af 2. pkt., at Finanstilsynet kan foretage inspektionsbesøg i filialer af administrationsselskaber og investeringsselskaber for at undersøge, om disse filialer overholder lovens regler om god skik i forbindelse med blandt andet markedsføringen af andele i udenlandske investeringsinstitutter.

Under inspektioner i foreninger, der er under Finanstilsynet tilsyn, jf. § 118, påses det blandt andet, at foreningerne overholder lovens regler om god skik. Filialer af udenlandske administrationsselskaber og investeringsselskaber er ikke omfattet af denne inspektionshjemmel. Disse selskaber er dog i henhold til UCITS-direktivet samt ISD-direktivet forpligtet til at overholde værtslandets normer, det vil sige, at de i Danmark skal overholde reglerne i § 18 om god skik. I overensstemmelse med UCITS-direktivet og investeringsservicedirektivet skal Finanstilsynet påse, at filialer af investeringsselskaber og administrationsselskaber overholder god-skik regler, og tilsynet har derfor behov for en adgang til at gå på inspektionsbesøg i filialerne. Selvom UCITS-direktivet ikke regulerer filialer af investeringsinstitutter, der er selvstændige juridiske personer som for eksempel investeringsforeninger, er der for en sikkerheds skyld indsat en bestemmelse om inspektion af filialer. Hidtil har der ikke været sådanne filialer, og der forventes ikke at komme nogle. Inspektionen adskiller sig fra de i § 118 nævnte inspektioner derved, at Finanstilsynets konstatering af mulige overtrædelser af god-skik regler først skal meddeles værtslandet med anmodning om at bringe det ulovlige forhold til ophør. Hvis filialen ikke foretager de nødvendige ændringer, skal hjemlandsmyndigheden, som har forpligtelsen til at reagere overfor filialen, underrettes. Finanstilsynet er således som værtslandet udelukkende forpligtet til at påse, om god-skik reglerne er overholdt. Der henvises i øvrigt til kapitel 4 om grænseoverskridende virksomhed, hvoraf det fremgår, at andele i investeringsinstitutter, der er harmoniserede i overensstemmelse med UCITS-direktivet skal indsende en række oplysninger, førend de kan markedsføre sig, medens andre udenlandske investeringsinstitutter skal have en markedsføringstilladelse først.

Til § 121

Bestemmelsen er en videreførelse af § 77 c i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og skal ses i sammenhæng med § 31, hvorefter en direktør skal opfylde en række krav om hæderlighed og egnethed for at varetage hvervet som direktør. Der henvises til bemærkningerne til § 31.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at påbyde en forening at afsætte en direktør, hvis Finanstilsynet bliver opmærksom på, at en af de i § 31, stk. 2, nr. 1-5, nævnte situationer foreligger. Forinden Finanstilsynet foretager et så drastisk skridt, vil Finanstilsynet foretage partshøring af direktøren og foreningen. I praksis vil bestyrelsen sandsynligvis oftest dele tilsynets opfattelse og selv foretage afskedigelsen. Efter stk. 1 skal Finanstilsynet give et passende varsel, som vil give parterne mulighed for at konsultere rådgivere m.v. Fristen skal endvidere give foreningen mulighed for internt at håndtere situationen.

Hvis Finanstilsynet, efter at høring er foretaget, fortsat er af den opfattelse, at direktøren er omfattet af et af de tilfælde, der er omfattet af § 31, stk. 2, nr. 1-5, kan Finanstilsynet i medfør af stk. 1 pålægge foreningen inden for en af Finanstilsynet fastsat frist at afsætte direktøren. Forinden Finanstilsynet træffer afgørelse i sagen, forelægges spørgsmålet for Det Finansielle Virksomhedsråd, som i medfør af forslagets § 117, jf. lov om finansiel virksomhed § 345, stk. 2, nr. 1, træffer afgørelser i tilsynssager af principiel karakter.

Hvis foreningen ikke efterkommer påbuddet, har Finanstilsynet mulighed for efter stk. 2 at tilbagekalde foreningens godkendelse.

Det bemærkes, at der er mulighed for at få såvel afgørelse efter stk. 1 og 2 prøvet ved Erhvervsankenævnet. Erhvervsankenævnet har mulighed for at tillægge sagen opsættende virkning, det vil sige, at afgørelsen først får virkning, når nævnet har afsagt kendelse.

Til § 122

Bestemmelsen svarer til § 352 i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at foretage tværgående undersøgelser af det finansielle marked, herunder markedet for investeringsforeninger og specialforeninger. Undersøgelserne har ikke sammenhæng med de lignende undersøgelser, konkurrencemyndighederne foretager. Dog skal det sikres, at der ikke på samme tid foretages ensartede undersøgelser uafhængigt af hinanden.

Undersøgelserne kan vedrøre gennemsigtigheden på hele det finansielle marked. Finanstilsynet kan som hidtil selvstændigt eller i samarbejde med andre myndigheder offentliggøre resultaterne af de foreslåede undersøgelser.

Foreninger, der er omfattet af en undersøgelse, skal i overensstemmelse med gældende praksis gøres bekendt med resultaterne før en eventuel offentliggørelse og kan kræve, at Finanstilsynet ikke offentliggør tekniske beregninger og metoder m.v., der har karakter af forretningshemmeligheder.

Foreningerne har ligeledes krav på at få optaget kortfattede bemærkninger til konklusionen af undersøgelsen i forbindelse med offentliggørelse af denne, hvis bemærkningerne er modtaget inden for en af Finanstilsynet fastlagt tidsfrist.

Til § 123

Bestemmelsen er en videreførelse af § 77 a i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og gennemfører UCITS-direktivets artikel 50, stk. 2, 1. afsnit. Som noget nyt foreslås det, at Den Europæiske Centralbank (ECB) direkte fremgår af undtagelsen i stk. 4, nr. 11 på linie med Nationalbanken og udenlandske centralbanker, hvilket er en præcisering af gældende praksis.

Stk. 1 indeholder hovedreglen om Finanstilsynets tavshedspligt.

Som følge af den særlige tavshedspligt, der pålægges Finanstilsynet i bestemmelsen, er adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets sager begrænset i henhold til § 14, 1. pkt., i lov om offentlighed i forvaltningen.

Bestemmelsen præciserer, at personer, der er ansat i virksomheder, som Finanstilsynet har indgået kontrakt med om udførelsen af serviceopgaver som led i tilsynets drift, er omfattet af bestemmelsen om tavshedspligt.

Serviceopgaver som led i driften vil f.eks. være rengøring, vagttjeneste, reparation og vedligeholdelse af elektronisk materiel og kantinedrift.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at overordnede myndigheder (ministerier) i forskellige lande udveksler oplysninger om koncernforbundne virksomheder som et led i en krisestyring.

Efter stk. 2 ophæves Finanstilsynets tavshedspligt ikke, selvom den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, giver samtykke til, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger.

Finanstilsynets tavshedspligt er i høj grad baseret på et ønske om at beskytte foreningernes medlemmer, det være sig privatpersoner eller institutionelle investorer. Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige grunde at beskytte foreningernes forretningsmæssige forhold.

Finanstilsynets tavshedspligt er en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige effektivitet. For at tilsynet kan få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må foreningerne og medlemmerne kunne nære tillid til, at tilsynet ikke videregiver fortrolige oplysninger. Da de fortrolige oplysninger i langt overvejende grad hidrører fra foreningerne, vil det være mest korrekt og sikrest, at det er den pågældende forening selv, der meddeler oplysningerne til tredjemand. Oplysninger om foreningens medlemmer kan kun videregives med disses samtykke.

Stk. 3 præciserer, at Finanstilsynet af egen drift i årsberetning m.v. i summarisk eller sammenfattende form kan offentliggøre fortrolige oplysninger. Det er en forudsætning for offentliggørelsen, at den enkelte forening eller dens medlemmer ikke kan identificeres.

I stk. 4 er der mulighed for at videregive fortrolige oplysninger til brug for en civil retssag, når en forening er erklæret konkurs.

Oplysninger om, at medlemmers forhold ikke kan videregives, samt fortrolighed med hensyn til oplysninger om tredjemand, der medvirker i forsøg på at redde en forening, gælder også efter, at denne medvirken er ophørt.

Det fremgår særskilt af stk. 4, at Finanstilsynet under visse omstændigheder kan videregive fortrolige oplysninger til parterne i en civil retssag. Begrundelsen herfor er, at bestemmelsen er atypisk i forhold til de i stk. 5 opregnede undtagelser, da der ikke er tale om en myndighed eller lignende.

Stk. 5 indeholder regler om de særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger.

Bestemmelsen er opbygget på den måde, at fortrolige oplysninger, der kan videregives til danske myndigheder m.fl., opregnes i nr. 1-12. Fortrolige oplysninger, der kan videregives til myndigheder m.v. inden for EU og lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, opregnes i nr. 13, og endelig opregnes i nr. 14 myndigheder i tredjelande.

Bestemmelsen i nr. 1 stammer oprindeligt fra lov nr. 414 af 26. juni 1998 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love. Det blev ved denne lovændring præciseret i § 83, stk. 2, 1. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v., at Fondsrådet er et uafhængigt, kollegialt råd.

Vedtagelsen af denne lov har derfor medført, at det er nødvendigt at udnytte direktivernes hjemmel til at etablere en adgang for de enkelte tilsynsmyndigheder til at udveksle oplysninger indbyrdes.

For såvel Fondsrådet som Det Finansielle Virksomhedsråd kan der kun være tale om at videregive oplysninger vedrørende virksomheder, der er underlagt Fondsrådets henholdsvis Det Finansielle Virksomhedsråds kompetence i henhold til loven.

Det foreslås i nr. 11 , at ECB nævnes eksplicit i bestemmelsen for at undgå fortolkningstvivl.

Nr. 13 fastlægger kredsen af myndigheder i lande inden for Den Europæiske Union og lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, til hvilke der kan videregives fortrolige oplysninger. Kredsen af myndigheder, organer og personer, som efter nr. 14 kan modtage fortrolige oplysninger på baggrund af en samarbejdsaftale, er identisk med den modtagerkreds, der er gældende inden for Den Europæiske Union. Videregivelse kan kun ske, såfremt betingelserne som anført i stk. 9 og 10 overholdes.

Efter stk. 6 bliver den, der modtager oplysninger fra Finanstilsynet, efter forslagene til stk. 4 og 5 omfattet af tilsynets tavshedspligt, i det omfang der er tale om fortrolige oplysninger.

Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse med den gældende bestemmelse ikke indskrænkninger i grundlæggende principper inden for retsplejen. Bestemmelsen har derfor bl.a. ingen indflydelse på en forsvarers ret til at blive gjort bekendt med sagens materiale, jf. herved den foreslåede bestemmelse i stk. 5, nr. 2.

Stk. 7 medfører, at Finanstilsynet alene må anvende de fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager, som led i varetagelsen af Finanstilsynets opgaver efter lovgivningen.

Tidsfristen i stk. 8 stammer oprindelig fra lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en indskydergarantifond.

Stk. 9 forudsætter ligesom den gældende bestemmelse, at modtageren af oplysninger efter stk. 5, nr. 14, er underlagt en tavshedspligt, der mindst svarer til den, der gælder for tilsynsmyndighederne i landene inden for Den Europæiske Union. Finanstilsynet kan således kun videregive oplysninger til de angivne myndigheder, organer og personer i tredjelande, hvis lovgivningen i det pågældende land fastlægger en tilsvarende tavshedspligt.

Derudover forudsættes det, at den myndighed m.v., der modtager oplysningerne, alene må anvende de fortrolige oplysninger ved varetagelsen af sine opgaver.

Efter stk. 10 kan videregivelse efter stk. 5, nr. 14, af oplysninger, der hidrører fra et andet land inden for Den Europæiske Union, kun ske, såfremt det pågældende lands kompetente myndigheder, som har afgivet dem, har givet deres udtrykkelige samtykke til videregivelsen. Sådanne oplysninger må udelukkende bruges til det formål tilladelsen vedrører.

Til § 124

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i § 77 b i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger og svarer til § 355 i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 1 medfører, at det som udgangspunkt alene er den forening, som en sag vedrører, der er part i forhold til Finanstilsynet. Det foreslås som noget nyt, at der gives udenlandske investeringsinstitutter samme retsstilling som nationale foreninger. Baggrunden herfor er, at det skønnes hensigtsmæssigt, at grænseoverskridende investeringsinstitutter opnår partsstatus efter loven på lige fod med nationale foreninger, således at der ikke sker forskelsbehandling.

Det særlige partsbegreb er nødvendigt for at undgå en udhuling af Finanstilsynets tavshedspligt, da parters adgang til aktindsigt efter forvaltningsloven ikke tilsidesættes af tavshedspligtsreglerne. Det fremgår bl.a. af ombudsmandens praksis, at det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb fortolkes bredt, jf. FOB 1987 64, hvor ombudsmanden tillagde Indlånerforeningen i 6. juli Banken partsstatus i forhold til tilsynets sag om anmeldelse af betalingsstandsning.

Bestemmelsen medfører, at medlemmer af foreninger ikke er parter i forhold til Finanstilsynet. Dette gælder, uanset hvilken interesse de måtte have i en given sag. Dog kan medlemmer, der klager over, at en forening ikke overholder god skik eller reglerne om videregivelse, blive part i den del af sagen, jf. bemærkningerne til stk. 4.

Investeringsforvaltningsselskabers og depotselskabers partsstatus er reguleret i lov om finansiel virksomhed.

Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningslovens regler at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som vedrører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse herom for Erhvervsankenævnet. Forvaltningslovens regler om partsbeføjelser finder dog kun anvendelse i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1.

I stk. 2 opregnes de konkrete tilfælde, hvor andre end de i stk. 1 nævnte foreninger og investeringsinstitutter kan anses for part efter denne lov.

Hvis Finanstilsynet enten undersøger, om der er sket en overtrædelse af eksempelvis lovens forbud mod, at andre driver investeringsforenings- eller specialforeningsvirksomhed, jf. forslagets § 4, stk. 1 og § 5, stk. 1, eller påtaler en overtrædelse af disse bestemmelser, er den, som Finanstilsynets afgørelse er rettet mod, part i sagen efter nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 giver en forening, som ansøger om godkendelse som investeringsforening, specialforening eller fåmandsforening, jf. § 7, partsstatus, selvom foreningen endnu ikke er godkendt og derfor ikke er omfattet af stk. 1.

Tilsvarende får et udenlandsk institut partsstatus, hvis det ansøger om tilladelse til markedsføring af dets andele i Danmark, jf. stk. 1.

Hvis Finanstilsynet nægter godkendelse eller inddrager en forenings godkendelse, fordi et medlem af foreningens direktion eller bestyrelse ikke anses at leve op til kravet om hæderlighed og erfaring, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, anses den pågældende person tillige for at være part i denne del af sagen.

Ligeledes får en revisor i en forening partsstatus, hvis Finanstilsynet afskediger revisor eller pålægger denne at give oplysninger om foreningens forhold, jf. § 71, stk. 4 og 6. Tilsvarende gælder, hvis Finanstilsynet påtaler, at de valgte revisorer ikke har opfyldt deres oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 71, stk. 6.

Efter nr. 5 får en fysisk eller juridisk person partsstatus, når Finanstilsynet efter forslagets § 119, stk. 3, kræver oplysninger, som skønnes nødvendige til afgørelse af, om en juridisk person er omfattet af loven.

Efter stk. 3 får en person med særlig tilknytning til en forening partsstatus i sin egen sag, hvis Finanstilsynets afgørelser retter sig direkte mod den pågældende, f.eks. hvis Finanstilsynet udsteder påbud eller påtaler forhold, der retter sig mod den pågældende. I overensstemmelse med forslaget til bestemmelsens stk. 1, foreslås det, at bestemmelsen udvides til at omfatte udenlandske investeringsinstitutter med henblik på at give grænseoverskridende investeringsinstitutter samme retsstilling som nationale foreninger.

Stk. 4 åbner mulighed for, at Finanstilsynet under særlige omstændigheder tillige kan give andre fysiske eller juridiske personer en eller flere partsbeføjelser. Der vil være tale om, at det efter omstændighederne vurderes, at vedkommende skal partshøres, eller der kan gives aktindsigt i de forhold, der vedrører den pågældende.

Bestemmelsen forudsætter, at der er tale om en sag vedrørende redelig forretningsskik og god praksis inden for foreningsområdet, jf. forslagets § 18, og virksomhedsområdet, jf. § 43 i lov om finansiel virksomhed, god værdipapirhandelsskik, jf. § 3 i lov om værdipapirhandel, eller videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. forslagets § 36. Der kan kun tillægges partsbeføjelser i sager, som har en direkte og væsentlig betydning for den pågældende.

Partsbeføjelser efter denne bestemmelse kan ikke tilkendes juridiske og fysiske personer, der har partsbeføjelser i medfør af stk. 2 og 3. Finanstilsynet kan tage sager op på basis af en klage, af egen drift eller efter anmodning herom. Finanstilsynet vil normalt kun skride ind over for en generel eller principiel adfærd i strid med god praksis eller god værdipapirhandlerskik inden for virksomhedsområdet, hvis der er tale om en praksis fra foreningens side. Tilsvarende gør sig gældende i relation til videregivelsesreglerne.

Enkeltstående tilfælde er således som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt til, at Finanstilsynet skrider til handling. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor det påklagede forhold kan tages op af tilsynet på baggrund af et enkeltstående tilfælde, forudsat at tilfældet er udtryk for en generel adfærd i strid med redelig forretningsskik, god praksis, god værdipapirhandlerskik inden for virksomhedsområdet eller reglerne om videregivelse af fortrolige oplysninger. Hidtil har bestemmelsen ikke omhandlet videregivelsesreglerne, men da disse sager også kan vedrøre forhold, som har en direkte og væsentlig betydning for et medlem, foreslås bestemmelsen udvidet til også at omfattet denne type sager.

Når Finanstilsynet har taget en sag op vedrørende redelig forretningsskik, god praksis eller god værdipapirhandlerskik inden for virksomhedsområdet for finansielle virksomheder, har det tidligere alene været den berørte virksomhed, som blev inddraget som part i sagen. Hidtil har der ikke været hjemmel til, at Finanstilsynet har taget sager om god skik op i forhold til en forening. Da det imidlertid ikke kan afvises, at der i konkrete sager af den her omhandlede beskaffenhed kan være forhold, som har direkte og væsentlig betydning for et medlem m.fl., blev der med denne bestemmelse tillagt tilsynet adgang til - gennem et konkret skøn inden for rammerne af bestemmelsen - at tillægge de pågældende visse partsbeføjelser.

Det forhold, at sagen skal have væsentlig betydning for den pågældende, er udtryk for, at der skal indlægges et væsentlighedskriterium i Finanstilsynets skøn. Ved vurdering af, om partsbeføjelser skal gives, skal Finanstilsynet foretage en afvejning af den pågældendes interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter og hensynet til beskyttelsen af fortrolige oplysninger om de foreninger, der er under tilsyn. Endelig skal Finanstilsynet foretage en afgrænsning af, hvilken del af sagen, der vedrører den pågældende.

Finanstilsynet er ikke klageinstans for kunders klager over foreninger. Privatpersoner kan få deres klager over foreninger behandlet i Ankenævnet for Investeringsforeninger. Andre, herunder erhvervsvirksomheder, skal gå til domstolene. Langt de fleste klager henhører under ankenævnene eller domstolene, allerede fordi klagen vedrører forhold uden for Finanstilsynets kompetence, f.eks. formueretlige tvister.

Tildeling af partsbeføjelser efter stk. 4 forudsætter, at sagen kan afgrænses. Kompetencen til at træffe afgørelse om en eller flere partsbeføjelser ligger hos Finanstilsynet, da Finanstilsynet selv er nærmest til at foretage en afvejning af de berørte interesser.

I tilfælde, hvor Finanstilsynet tager en sag op vedrørende en forenings eller et udenlandsk investeringsinstituts overholdelse af redelig forretningsskik, god praksis, god værdipapirhandlerskik inden for virksomhedsområdet eller videregivelsesreglerne, og hvor klageren ikke tillægges en eller flere partsbeføjelser, vil Finanstilsynet holde klageren underrettet om sagens eventuelle videre forløb i det omfang, Finanstilsynets tavshedspligt giver mulighed herfor.

Stk. 5 medfører, at partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2-4 kun opnås i forbindelse med afgørelser, som Finanstilsynet har truffet efter den 8. oktober 1998. For så vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. forslagets § 36, foreslås det, at partsstatus og partsbeføjelser dog kun opnås i forbindelse med afgørelser, som Finanstilsynet træffer efter den 1. januar 2004.

Til § 125

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 79.

Bestemmelsen i stk. 1 pålægger Finanstilsynet at afgive en årlig beretning om Finanstilsynets virksomhed til økonomi- og erhvervsministeren.

Beretningen redegør for Finanstilsynets arbejde i det forløbne år. Endvidere udgiver Finanstilsynet statistik, nøgletal, artikler m.v. om de foreninger, der er omfattet af loven. Beretning, statistik, nøgletal og artikler offentliggøres bl.a. på Finanstilsynets hjemmeside.

Efter stk. 2 afgiver Finanstilsynet i samarbejde med Forbrugerstyrelsen årligt en rapport til økonomi- og erhvervsministeren om status for udstedelse af regler om god skik og om erfaringerne med reglernes anvendelse, jf. forslagets § 18, stk. 2.

Til § 126

Bestemmelsen er gældende for Finanstilsynets medarbejdere efter lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at der i lov om investeringsforeninger og specialforeninger henvises til § 356 i lov om finansiel virksomhed.

§ 356, stk. 1, indeholder et forbud for Finanstilsynets medarbejdere mod at have anden beskæftigelse.

Det særlige forbud mod anden beskæftigelse skal sikre, at medarbejderne i Finanstilsynet er uafhængige af finansielle virksomheder og andre virksomheder i øvrigt. Den særlige dispensationsadgang forudsættes derfor kun udnyttet i særlige undtagelsestilfælde.

De tjenestemandsansatte medarbejdere er herudover undergivet tjenestemandsloven, hvorefter en tjenestemand kun kan have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang det er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.

Efter stk. 2 må Finanstilsynets medarbejdere ikke udføre eller deltage i spekulationsforretninger.

Efter stk. 3 skal Finanstilsynets direktør have økonomi- og erhvervsministerens tilladelse til at optage lån m.v. Baggrunden for bestemmelsen er, at direktøren ikke må være økonomisk afhængig af nogen finansiel virksomhed.

Til § 127

Bestemmelsen, der er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger, henviser til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.

§ 367, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indebærer, at investeringsforeninger og specialforeninger betaler 4,4 procent af differencen mellem Finanstilsynets udgifter og afgiften betalt efter §§ 361 og 362 i lov om finansiel virksomhed.

Efter § 367, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed fordeles afgiften mellem virksomhederne med 10.000 kr. pr. forening plus 3.000 kr. pr. afdeling. Den resterende afgift fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de af stk. 1 omfattede virksomheders samlede balance.

Til § 128

Bestemmelsen er en videreførelse af § 82 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Bestemmelsen præciserer fristerne i loven. Det er ønsket herved at undgå enhver fortolkningstvivl.

Det følger af stk.1 , at fristen beregnes fra dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Angives fristen i uger, udløber fristen på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, jf. stk. 2 . F.eks. vil udløbsdagen for fristen, hvis denne er angivet som »senest 4 uger efter«, være den sidste dag i den 4. uge efter dagen for handlingen/beslutningen der har udløst fristen. Træffes beslutningen således på en tirsdag, vil fristen udløbe om tirsdagen 4 uger senere.

Angives fristen i måneder, udløber fristen på månedsdatoen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, jf. stk. 3. Hvis eksempelvis fristen er 3 måneder, og den fristudløbende handling foretages den 15. januar, udløber fristen den 15. april.

Er den fristudløsende handling foretaget den sidste dag i en måned, udløber fristen altid den sidste dag i den pågældende måned, uanset om der er 28, 29, 30 eller 31 dage i den pågældende måned. Hvis fristen beregningsmæssigt udløber på en månedsdato, der ikke findes, eksempelvis den 30. februar, udløber fristen altid den sidste dag i den pågældende måned – i dette tilfælde den 28. eller i skudår den 29. februar.

Angives fristen i år, udløber fristen på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, jf. stk. 4 .

Udløber fristen på en helligdag, i en weekend eller på grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, er det tilstrækkeligt, at materialet er modtaget den efterfølgende hverdag, jf. stk. 5 . Selv om fristen beregningsmæssigt er udløbet, betragtes materialet som modtaget rettidigt den førstkommende hverdag.

Til § 129

Den foreslåede bestemmelse skal bidrage til en øget smidiggørelse af mulighederne for at udveksle oplysninger elektronisk med henblik på at fremme digitaliseringen. Bestemmelsen, der blev indsat som § 82 a i lov om investeringsforeninger og specialforeninger i forbindelse med vedtagelsen af lov om finansiel virksomhed, bemyndiger økonomi- og erhvervsministeren til inden for lovens område at fastsætte nærmere regler for anvendelsen af digital kommunikation og opbevaring af oplysninger. Forslaget skal ses som et led i regeringens handlingsplan fra april 2002 for modernisering af formkrav i lovgivningen, der unødigt hindrer digital kommunikation. Overordnet bemærkes det, at bestemmelser i lovforslaget, hvorefter udveksling eller opbevaring af oplysninger skal ske skriftligt eller lignende, ikke vil være til hinder for digital kommunikation og opbevaring.

Idet der er tale om et område med en hurtig teknologisk udvikling, og da reglerne vil skulle tilgodese forskelligartede hensyn, foreslås, at den nærmere regelfastsættelse sker på bekendtgørelsesniveau.

Forslaget skal for så vidt angår digital kommunikation ses i sammenhæng med forvaltningslovens § 32 a, som vedtaget ved lov nr. 215 af 22. april 2002, hvorefter vedkommende minister har mulighed for at fastsætte nærmere regler om digital kommunikation ved privates henvendelser til den offentlige forvaltning. Med den foreslåede hjemmel i dette lovforslag vil der herudover kunne fastsættes regler om den offentlige forvaltnings, herunder Finanstilsynets, henvendelser til private. Kommunikation mellem kunder og virksomheder samt mellem virksomheder indbyrdes vil derimod ikke være omfattet af lovforslaget.

Reglerne vil afspejle, at der for private alene er tale om en ret til at anvende digital kommunikation og ikke en pligt hertil.

Forslaget retter sig mod lovgivningens krav om skriftlighed. Hjemlen tænkes udmøntet således, at de hensyn, som ligger bag et krav om skriftlighed, også sikres ved den digitale kommunikation og opbevaring.

Særligt i forhold til digital kommunikation er der fire grundhensyn, som skal sikres. Det skal for det første være muligt at dokumentere, at der ikke efterfølgende sker ændringer i informationen (integritet). Ligeledes skal det dokumenteres, at den angivne afsender er korrekt (ægthed/autenticitet), og at afsenderen ikke efterfølgende kan fremføre, at den foreliggende information ikke stammer fra denne (uafviselighed). Krav i lovgivningen om, at et dokument skal underskrives eller lignende, taler for at etablere et højt sikkerhedsniveau som for eksempel brug af elektronisk signatur. Endelig skal det sikres, at kun de(n) påtænkte modtager(e), kan få kendskab til information med personlige og fortrolige oplysninger (konfidentialitet/fortrolighed). Dette skal ske ved kryptering på et passende sikkerhedsniveau. Da Finanstilsynet er underlagt en særlig tavshedspligt i sin virksomhed, tillægges dette hensyn stor vægt ved udmøntning af reglerne.

Fastsættelse af regler om digital opbevaring vil ske under iagttagelse af visse krav. Bemyndigelsen tænkes udformet således, at relevante informationer skal være læsbare og tilgængelige i papirformat eller på andet varigt medium. Herved forstås, at elektronisk opbevaring skal være af varig karakter, og at informationerne lagres på et medium, hvor de er tilgængelige ud over det tidsrum, hvor brugerens maskine er tændt. Eksempler kan være en harddisk, Cd-rom og en diskette. De ovennævnte hensyn skal også indgå ved udformningen af regler om digital opbevaring.

Til kapitel 19

Til § 130

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i § 83 i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

Økonomi- og erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter loven til Finanstilsynet. Desuden kan ministeren beslutte, at klage over en afgørelse truffet af Finanstilsynet enten skal indbringes for ministeren eller Erhvervsankenævnet. Ministeren kan endvidere beslutte, at klageadgangen skal afskæres. Hvis ministeren ikke fastsætter regler om klageadgang, findes udgangspunktet i forslagets § 131, hvorefter klage kan indbringes for Erhvervsankenævnet.

Til § 131

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger § 84.

Bestemmelsen regulerer rekursadgang til Erhvervsankenævnet i forbindelse med, at Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen træffer afgørelser efter tilsynslovgivningen.

Bestemmelsen omfatter kun afgørelser, som er truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven. Erhvervsankenævnet er endvidere klageinstans for aktindsigtsspørgsmål. Erhvervsankenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.

Til kapitel 20

Straffebestemmelser

Til § 132

Bestemmelsen er en tilpasset videreførelse af den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 86, og svarer med de fornødne tilpasninger til lov om finansiel virksomhed § 373.

Bestemmelsen fastsætter, hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser der kan strafforfølges.

Som det fremgår af stk. 1 , er bestemmelsen subsidiær i forhold til straffelovens regler. Bestemmelsen får således særlig betydning ved overtrædelser, der ikke er strafsanktioneret i øvrigt. Endvidere får bestemmelsen selvstændig betydning, såfremt overtrædelsen er sket ved uagtsomhed, der ikke straffes efter straffeloven, medmindre det er særskilt anført, jf. straffelovens § 19.

Straf efter stk. 1 forudsætter, at der er begået en overtrædelse af én af de bestemmelser, som er nævnt i bestemmelsen.

Da det ikke vurderes at være påkrævet at indføre særlige bestemmelser, der hjemler straf for forsøg, er forsøg ikke specifikt anført som en strafbar handling.

Stk. 2 indebærer, at den, der ikke har efterkommet et af Finanstilsynet udstedt påbud, straffes som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 indebærer, at der i regler, som udstedes af økonomi- og erhvervsministeren eller Finanstilsynet, kan fastsættes bødestraf for overtrædelse af bestemmelserne. Straffebestemmelsen skal fremgå af de nævnte regler.

Stk. 4 indebærer, at såvel enkelte medlemmer af foreningens ledelse som den finansielle virksomhed som juridisk person kan pålægges et ansvar.

Bestemmelsen i stk. 5 betyder, at ledelsen i en forening kan straffes, hvis der ved passivitet i direktionen eller bestyrelsen påføres foreningen tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse.

Bestemmelsen i stk. 6 indeholder en straffehjemmel for afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til offentlige myndigheder, til offentligheden, til noget selskabsorgan eller til virksomhedens interessenter.

Bestemmelsen omfatter alle, der er knyttet til en forening. En person anses som knyttet til en forening, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer foreningen. Det er ingen betingelse, at der eksempelvis skal være et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i straffeloven om urigtige og vildledende oplysninger til offentlige myndigheder og til offentligheden. Endvidere er grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed strafpålagt.

Forældelsesfristen på 5 år i stk. 7 er en forlængelse af fristen i forhold til den almindelige regel på 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Den forlængede forældelsesfrist er begrundet i, at en række overtrædelser først opdages ved undersøgelser i foreningen.

Til § 133

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 85.

Tvangsbøder efter bestemmelsen er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke nogen strafferetlig sanktion. Det er derfor bestemt, at pålagte men endnu ikke betalte bøder bortfalder, hvis den pågældendes forpligtelse opfyldes, inden bøden er betalt eller inddrevet, jf. § 15, stk. 4, i Justitsministeriets cirkulære af 26. juni 1975. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om ikrafttrædelse af straffeloven.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hjemmel til at pålægge en forenings bestyrelse, direktion, revisor, investeringsforvaltningsselskab, depotselskab eller likvidator daglige eller ugentlige bøder, såfremt de undlader at efterkomme de pligter, der efter loven eller regler udstedt i medfør af loven påhviler dem.

Til kapitel 21

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 134

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. januar 2004, og i stk. 4 at den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeninger ophæves fra samme tidspunkt.

I stk. 2 foreslås, at reglerne om årsrapporten først sættes i kraft med virkning fra 2005 for dermed at sikre den fornødne tid til at tilpasse til de nye regler. Dette svarer til, at regnskabsreglerne i lov om finansiel virksomhed forventes sat i kraft med virkning fra 2005.

I stk. 3 foreslås, at kravet om mindst to revisorer i børsnoterede foreninger bibeholdes i 2004. Dette svarer til, at 2-revisorssystemets ophævelse for børsnoterede aktieselskaber i henhold til årsregnskabsloven og for større finansielle virksomheder i henhold til lov om finansiel virksomhed først gennemføres med virkning for regnskabsåret 2005.

Det er i stk. 5 foreslået, at de eksisterende bekendtgørelser, bortset fra bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1997 om investeringsforeningers placering af formuen i realkreditobligationer, statsobligationer m.m., forbliver i kraft, til de erstattes.

Til § 135

Det foreslås i bestemmelsens stk. 1 , at der gives investeringsforeningerne og specialforeningerne en frist på et år til at ændre deres vedtægter, således at de bringes i overensstemmelse med den nye lov. Placeringsforeninger jf. den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers § 64, og pengemarkedsforeninger jf. den gældende lov om investeringsforeninger og specialforeningers §§ 65 og 66, vil kunne ændre navn til investeringsforening, såfremt de ikke påtænker at udnytte den større frihed i forhold til placering af midler, der fortsat vil være for en specialforening.

I stk. 2 foreslås endvidere en bestemmelse om den nødvendige stemmeflerhed, således at de fornødne vedtægtsændringer anses for vedtaget, når der på generalforsamlingen ikke er opnået et så stort flertal imod ændringerne, som efter loven og foreningernes vedtægter vil være nødvendigt til at få foreningen opløst.

Forslagets stk. 3 medfører, at de ved lovens ikrafttræden bestående investeringsforeninger og specialforeninger, der ikke retter henvendelse til en videre kreds eller offentligheden, trods forbuddet i forslagets § 79 kan omdannes til fåmandsforeninger, jf. forslagets kapitel 16. Beslutning herom skal træffes af generalforsamlingen, og den skal være enstemmig. Det betyder, at alle medlemmer skal stemme for forslaget. § 79 gennemfører UCITS-direktivets artikel 1, stk. 5, hvorefter medlemslandene forbyder investeringsinstitutter omfattet af direktivet at ændre status til investeringsinstitutter, der ikke er omfattet af direktivet. Der er tale om en investorbeskyttelsesregel. Da UCITS-direktivet omfatter investeringsinstitutter, der henvender sig til offentligheden, og da de eksisterende foreninger med få medlemmer efter UCITS-direktivet ikke skal være omfattet af dette, medfører overgangsbestemmelsen ikke en overtrædelse af direktivet. Hertil kommer, at alle medlemmer skal stemme for forslaget. Overgangsbestemmelsen vil også finde anvendelse på foreninger med få medlemmer, der alle stemmer for omdannelse til en fåmandsforening, selvom foreningen efter vedtægterne retter henvendelse til en videre kreds eller offentligheden. I så fald skal foreningen dokumentere, at der kun er få medlemmer.

Til § 136

Det foreslås i s tk. 1, at de kollektive investeringsordninger, der i dag udbydes af andre end virksomheder under tilsyn, vil kunne fortsætte som hidtil, men de skal anmelde sig til registrering hos Finanstilsynet. Finanstilsynet får herved kendskab til ordninger, der ikke skal reguleres. Det antages, at der er enkelte ordninger af denne karakter, blandt andet er der en forening, der retter henvendelse til borgerne i en kommune. Da der er tale om en videre kreds, vil tilsvarende foreninger i fremtiden være omfattet at de nye regler. I medfør af stk. 2 kan Finanstilsynet fastsætte bestemmelser om de oplysninger, som den i stk. 1 nævnte anmeldelse skal indeholde, hvis det er nødvendigt.

Til § 137

Det foreslås i stk. 1 udenlandske investeringsinstitutter, der markedsfører deres andele indirekte som nævnt i forslagets § 11, stk. 1 og 16, stk. 1, kan fortsætte med at markedsføre disse andele, såfremt de anmeldes til Finanstilsynet. Der vil især være tale om andele, der indgår i forsikringer, der er tilknyttet investeringsfonde. Der henvises til bemærkningerne til § 11, men der vil også kunne være tale om, at andelene er indgået i andre finansielle produkter end de førnævnte ordninger. I medfør af stk. 2 kan Finanstilsynet fastsætte bestemmelser om de oplysninger, som den i stk. 1 nævnte anmeldelse skal indeholde, hvis det er nødvendigt.

Til § 138

Der forslås en overgangsordning for så vidt angår bestyrelsesmedlemmer, der ikke lever op til de skærpede krav til bestyrelsesmedlemmer for så vidt angår ansættelse eller bestyrelsesposter i depotselskabet eller andre selskaber, som foreningen har indgået aftaler med, eller som er koncernforbundne med disse jf. forslagets § 26, stk. 2. I henhold til denne overgangsordning kan bestyrelsesmedlemmet fortsætte indtil udløbet af den periode, hvor den pågældende er valgt. Et bestyrelsesmedlem kan herefter ikke genvælges, hvis han eller hun fortsat ikke opfylder kravene i § 26, stk. 2.

Til § 139

Her er tale om en overgangsregel, der skal sikre, at foreningerne ikke kan benytte afledte finansielle instrumenter i videre omfang end hidtil, indtil det er endeligt afklaret, hvilke skattemæssige konsekvenser de udvidede muligheder for at investere i afledte finansielle instrumenter har for foreningerne. Problemet er, at forslaget åbner mulighed for, at foreningerne kan investere i afledte finansielle instrumenter, hvilket bevirker at de såkaldte aktieafdelinger vil blive henført under den strengere beskatning som blandede afdelinger, også selvom de rent faktisk ikke har benyttet sig af de udvidede muligheder.

Der er enighed mellem Skatteministeriet og Finanstilsynet om, at foreningerne i deres vedtægter skal angive, hvorvidt de vil benytte sig af de udvidede muligheder eller ej.

Finanstilsynet vil derfor indrette sin nye bekendtgørelse om anvendelse af finansielle instrumenter således, at det kan kontrolleres, om en forening holder sig inden for de gældende muligheder, eller om den benytter de udvidede muligheder.

Hvis en forening holder sig inden for de gældende grænser, vil den blive beskattet som hidtil. Hvis den benytter sig af de udvidede muligheder, vil den blive beskattet efter skrappere regler.

Der er behov for tid til at iværksætte denne løsning - ikke mindst til at foreningerne kan gennemføre vedtægtsændringer. Lovforslaget fremsættes derfor med den udvidede adgang til at investere i afledte finansielle instrumenter. Bestemmelsen sættes dog ikke i kraft sammen med resten af loven, men kan sættes i kraft ved bekendtgørelse, når løsningen er på plads.

Til § 140

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige forhold i disse landsdele tilsiger.

---