L 195 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. (Sprogstimulering af tosprogede børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen).
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2004
Forslag
til
Lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v.
(Sprogstimulering af tosprogede børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen)
§ 1
I lov om friskoler og private grundskoler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 696 af 4. august 2003, som ændret ved § 3 i lov nr. 1226 af 27. december 2003 og lov nr. 291 af 29. april 2004, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:
»Frie grundskoler giver tillige sprogstimulering, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Dette gælder dog kun sprogstimulering af tosprogede børn, som forældrene efter bestemmelserne i lov om folkeskolen har pligt til at lade børnene deltage i.«
2. I § 9, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »undervisning«: »inklusive sprogstimulering efter § 1, stk. 1, 2. pkt.«
3. I § 9, stk. 6, 1. pkt., ændres »kravet i § 1, stk. 1, 1. pkt.« til: »kravene i § 1, stk. 1, 1. og 2. pkt.«
4. Efter § 9 a indsættes i kapitel 3 som ny paragraf:
»§ 9 b. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde træffe beslutning om yderligere tilsyn med sprogstimuleringen på en skole. Bestemmelsen i § 9, stk. 7, 2. og 3. pkt., gælder tilsvarende for disse tilsyn.
Stk. 2. Hvis der på baggrund af et yderligere tilsyn, jf. stk. 1, efter undervisningsministerens skøn ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen opfylder kravet i § 1, stk. 1, 2. pkt., kan undervisningsministeren beslutte, at skolen ikke længere kan tilbyde denne sprogstimulering efter lovens bestemmelser herom.
Stk. 3. Hvis undervisningsministeren i medfør af stk. 2 har truffet beslutning om, at en skole ikke længere kan tilbyde sprogstimulering efter lovens bestemmelser herom, er fortsat sprogstimulering på skolen herefter omfattet af bestemmelsen om sprogstimulering i hjemmet m.v. i lov om folkeskolen, jf. bestemmelserne i kapitel 8 i denne lov.«
5. I § 10, stk. 1, indsættes som 4. pkt.:
»Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for at modtage tilskud.«
6. Efter § 15 indsættes:
»Tilskud til sprogstimulering
§ 15 a. Staten yder tilskud til sprogstimulering ud fra det antal årselever, der deltager i sprogstimulering efter § 1, stk. 1, 2. pkt. Undervisningsministeren fastsætter regler om beregning af antallet af årselever. Tilskuddet pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove.
Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 ydes kun, hvis der foreligger revisorattesteret dokumentation for, at barnet skal sprogstimuleres. Dokumentationen skal indsendes til Undervisningsministeriet sammen med de øvrige oplysninger til brug for fastlæggelsen af skolens statstilskud, jf. § 37, stk. 4.«
7. I § 23 ændres i nr. 3 »elever og« til: »elever,«, og efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»4) tilskud til sprogstimulering efter § 1, stk. 1, 2. pkt., og«.
Nr. 4 bliver herefter nr. 5.
8. I § 28 indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2. Til sprogstimulering ved frie grundskoler, jf. § 15 a, betaler barnets bopælskommune bidrag til staten, som svarer til statens tilskud pr. årselev, jf. § 15 a, stk. 1.«
9. I § 33 indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2. Frie grundskoler, der ikke modtager statstilskud efter denne lov, skal senest når de begynder at udbyde sprogstimulering efter § 1, stk. 1, 2. pkt., anmelde dette til Undervisningsministeriet.«
10. I § 37, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »kommunen«: », herunder børn i sprogstimulering efter § 1, stk. 1, 2. pkt.«
11. I § 37, stk. 3, ændres »eller en efterskole« til: », en efterskole eller en kommunal sprogstimulering«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. august 2004.