L 217 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Skærpelse af strafniveauet m.v. for ulovlig beskæftigelse af udlændinge).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2004

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Skærpelse af strafniveauet m.v. for ulovlig beskæftigelse af udlændinge)

 

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 685 af 24. juli 2003, som ændret ved lov nr. 1204 af 27. december 2003 og lov nr. 283 af 26. april 2004, foretages følgende ændring:

1. § 59, stk. 2 og 3, affattes således:

»Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser.

Stk. 3. Ved straffens udmåling efter stk. 2 skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået forsætligt, at der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, eller at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.