(Redegørelsen er optrykt i den ordlyd, hvori den er modtaget).

(Redegørelse nr. R 10).

Undervisningsministeren (Ulla Tørnæs):

forord

Viden er nøglen til vækst, velstand og velfærd. Derfor har regeringen sat sig det meget ambitiøse mål at skabe verdens bedste uddannelsessystem.

De tidligste år i et barns liv er grundlaget for barnets videre udvikling. Derfor er det afgørende, at alle børn udfordres og stimuleres. De fleste småbørn opholder sig i dagtilbud, og dagtilbuddene spiller derfor en vigtig rolle for, om børnene får mulighed for at udfolde deres evner fuldt ud.

Regeringen har fremsat lovforslag om, at alle dagtilbud skal udarbejde pædagogiske læreplaner. Leg og læring er ikke modsætninger, men tværtimod hinandens forudsætninger. Leg og læring går hånd i hånd. Regeringen har endvidere gennemført tilbud om sprogstimulering fra 3-års alderen til alle tosprogede børn, der har brug for det. Regeringen vil endvidere fremsætte lovforslag om obligatorisk sprogstimulering for tosprogede småbørn.

Pædagoguddannelsen er i store træk uændret siden 1991, og med den hastige samfundsudvikling er det naturligt at stoppe op og vurdere, om uddannelsen anno 2004 matcher både de nuværende og kommende udfordringer.

Regeringen ønsker en pædagoguddannelse, der giver fagligt stærke pædagoger kompetencer til at løfte de nye opgaver, der følger af regeringens strategi for en god start til alle børn. Samtidig skal fremtidens pædagoger fortsat have kompetencer til at varetage opgaver inden for det meget brede arbejdsfelt for pædagoger.

Folkeskolen er fundamentet i det danske uddannelsessystem. Folkeskolen er derfor afgørende for Danmarks udvikling som vidensamfund og for ambitionen om at skabe verdens bedste uddannelsessystem. Dér lægges kimen til videre uddannelse. Samtidig skal folkeskolen i samarbejde med forældrene give det enkelte barn et grundlag for en alsidig personlig udvikling som borger i et demokratisk samfund.

Regeringen indgik i november 2002 en aftale om fornyelse af folkeskoleloven. Fornyelsen af folkeskolen indebærer en styrkelse af fagligheden. Aftalen sikrer samtidig bedre forberedelse af alle børn til at gå i skole ved at indføre en indholdsbeskrivelse, der angiver mål for børnehaveklassen. Aftalen fokuserer på rummelighed i folkeskolen og angiver bedre muligheder for holddannelse og undervisningsdifferentiering, således at både bogligt stærke og svage elever udfordres og stimuleres. Endvidere er de vejledende delmål fra 2001 blevet gjort til fælles nationale bindende trinmål.

Med aftalen lægges således op til betydelige ændringer i folkeskolen, hvoraf flere allerede er begyndt at slå i gennem. Regeringen har med det supplerende regeringsgrundlag fra august 2003 lagt op til styrket evaluering, modernisering af prøver og eksaminer, indførelse af frit skolevalg og øget åbenhed om uddannelsernes kvalitet m.v. – alt sammen initiativer, som vil præge fremtidens folkeskole og dens lærere.

Læreruddannelsen blev sidst ændret i 1997. Der er derfor indtil nu kun uddannet to årgange af studerende. Med de seneste års store ændringer inden for folkeskoleområdet er det vigtigt at vurdere, om også denne uddannelse er tidssvarende og kan matche fremtidens udfordringer.

For regeringen er det afgørende, at læreruddannelsen er i overensstemmelse med de kvalifikationskrav, fremtidens folkeskole stiller til fremtidens lærere. Intentionerne i folkeskoleaftalen kan kun realiseres fuldt ud, hvis lærerne er rustet hertil og er i stand til at møde de nye udfordringer, folkeskolen til stadighed byder på.

Et af nøgleordene for regeringen i forbindelse med at realisere ambitionen om at skabe verdens bedste uddannelser er faglighed. Høj faglighed er en forudsætning for uddannelser i top. Derfor er styrket faglighed omdrejningspunktet for regeringens udspil til de to uddannelser, der er centrum for denne redegørelse: pædagoguddannelsen og læreruddannelsen. Styrket faglighed er baggrunden for, at de to uddannelser også i fremtiden skal være to selvstændige uddannelser – men der skal være samspil mellem dem blandt andet med henblik på at realisere regeringens visioner om en forbedret indskoling og en lettere overgang til skolen, så børnene sikres den bedste begyndelse på mange års skolegang.

Med redegørelsen giver jeg mit bud på en reform af pædagoguddannelsen og på en fornyelse af læreruddannelsen. Redegørelsen indeholder således forslag til fremtidig udformning af to af de største danske videregående uddannelser – ca. hver femte studerende, der optages på en videregående uddannelse i Danmark, optages på en af disse to uddannelser.

Redegørelsen omfatter ikke direkte de to merituddannelser til pædagog og lærer, men forslagene i redegørelsen vil også få konsekvenser for disse to uddannelser.

Jeg lægger med redegørelsen op til bred debat med Folketinget, herunder med forligspartierne bag læreruddannelsesloven, og med alle andre interessenter om fremtidens pædagoguddannelse og læreruddannelse.

Med denne redegørelse foreslår regeringen en reform af pædagoguddannelsen og en fornyelse af læreruddannelsen, som skal ruste pædagoger og lærere bedst muligt til at varetage deres opgaver. De konkrete forslag til ændringer i begge uddannelser afspejler også de mål, regeringen har sat sig med det supplerende regeringsgrundlag.

Pædagoger og lærere har en fælles udfordring. Men de har forskellige mål for deres opgave, fordi de har ansvar for mennesker på forskellige alders- og udviklingstrin. Derfor vil de også tit anvende forskellige midler for at nå deres mål. Men grundlæggende handler det om det samme. At give mennesker mulighed for at udfolde deres evner fuldt ud, så de opnår personlige, sociale og faglige kompetencer - til glæde for sig selv og til glæde for samfundet.

Regeringen ønsker et fleksibelt uddannelsessystem med uddannelsestilbud af høj faglig kvalitet.

Denne redegørelse lægger op til, at pædagoguddannelsen og læreruddannelsen fortsat skal være selvstændige og særskilte uddannelser – af hensyn til en styrket faglighed i begge uddannelser. Men uddannelserne skal være så fleksibelt opbygget, at pædagoger og lærere kan arbejde sammen om fælles opgaver, lige så vel som de skal arbejde sammen med andre faggrupper, fx inden for social- og sundhedssektoren, jf. også nøgleordene i regeringens handlingsplan »Bedre uddannelser« (»Bedre uddannelser, handlingsplan«, juni 2002): faglighed, fleksibilitet, innovation, frit valg og outputstyring, der alle indgår som baggrund for forslagene om fornyelse af begge uddannelser.

Regeringen har med en række initiativer skabt et godt grundlag for pædagogers og læreres arbejde.

Socialministeriets evaluering (Udarbejdet af Institut for Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter, Center for Institutionsforskning på Roskilde Universitetscenter, Center for Institutionsforskning på Højvangseminariet og Center i Alternativ Samfundsanalyse (CASA)) af formålsbestemmelsen om dagtilbud til børn viser, at målsætningerne i serviceloven har haft stor betydning for kommunernes udvikling af dagtilbud. Generelt synes arbejdet med målene at have øget interessen for det pædagogiske indhold i dagtilbud. Men evalueringen viser også, at mange kommuner har vanskeligt ved at formulere sig præcist og konsistent om indholdet i det pædagogiske arbejde. Det gør det vanskeligt at vurdere målenes reelle betydning for udviklingen af de enkelte dagtilbud i kommunen.

Jo tidligere der sættes ind med støtte til de børn, der har behov for det, jo større er sandsynligheden for at bryde den negative sociale arv. Undersøgelser viser, at vi i Danmark ikke er så gode til at bryde den som de andre nordiske lande (Publikationen »En god start til alle børn« fra Ministerudvalget for negative social arv og social mobilitet. Publikationen baserer sig på »Vidensopsamling om social arv« (2003), udarbejdet af gruppen bag forskerprogrammet »Social arv«, ledet af Socialforskningsinstituttet). Det betyder, at der er børn, der alene på grund af deres opvækstvilkår begrænses i at udnytte deres livsmuligheder. Regeringens ønske om at indføre pædagogiske læreplaner i alle dagtilbud skal ses på denne baggrund.

Derfor bør der være et samspil mellem uddannelserne. Det kan udfoldes på mange måder: ved fælles elementer for de to uddannelser, ved samarbejde på tværs af uddannelserne om fælles temaer, fx indskoling og overgangsproblemer, ved fælles specialiseringer i begge uddannelser, fx inden for områder som specialpædagogik, ungdomskultur og det tværkulturelle område mv. Det videre arbejde på grundlag af redegørelsen vil afdække samarbejdsmulighederne yderligere.

En fornyelse af prøve- og eksamensformerne i begge uddannelser vil indgå som led i opfølgningen på regeringens publikation, januar 2004, om modernisering af prøver, eksamener og karakterer. Der er på den baggrund dels nedsat en karakterkommission, der har til opgave at undersøge, om den nuværende anvendelse af karaktersystemer giver et retvisende og gennemsigtigt billede af den individuelle bedømmelse af elever og studerende i eksamenssystemet, dels taget initiativer til at gennemgå prøve- og eksamenssystemet inden for de forskellige uddannelsesområder.

Et af regeringens mål i det supplerende regeringsgrundlag er at styrke den internationale dimension i alle uddannelser. Indholdet i folkeskolen, i pædagogers arbejde og i de to uddannelser er forankret i dansk kultur og tradition. Derfor handler internationalisering i denne sammenhæng især om, at uddannelserne skal kvalificere pædagoger og lærere til at formidle viden og holdninger, der sætter børnene og de unge i stand til at begå sig i det globaliserede samfund uden tab af national og personlig identitet.

Dette mål kan bl.a. understøttes ved, at det internationale perspektiv inddrages i undervisningen, hvor det er relevant, ved at studerende som led i uddannelsen deltager i udvekslinger med udenlandske uddannelsesinstitutioner og ved, at de kan gennemføre en begrænset del af deres praktik i udlandet.

Redegørelsen omfatter de ordinære uddannelser til pædagog og lærer, men ændringer af de to uddannelser vil også afspejles i både meritpædagoguddannelsen og meritlæreruddannelsen.

Redegørelsen er udarbejdet med inspiration fra mange kilder: evalueringer, arbejdet med kernefaglighed og inspiration fra andre lande mv. Disse er omtalt i selve redegørelsen med bilag. (Bilag er ikke optrykt her).

Regeringen ønsker en pædagoguddannelse, der matcher de nuværende og kommende krav på pædagogernes arbejdsfelt. Pædagoguddannelsen skal give de færdiguddannede pædagoger kompetencer til at varetage de udviklings- og omsorgsopgaver, der er forbundet med pædagogarbejdet inden for et bredt arbejdsfelt, som bl.a. er defineret i lovgivningen, herunder serviceloven og folkeskoleloven. Uddannelsens faglige og pædagogiske indhold skal derfor styrkes, såvel gennem den teoretiske undervisning som gennem vekselvirkningen mellem uddannelsens teori og praktik.

Der er i dag ca. 80.000 pædagoger på arbejdsmarkedet. Heraf arbejder ca. 45.000 i dagtilbud og SFO’er (vuggestuer, dagpleje, børnehaver, skolefritidsordninger, klubber o. lign.) Ca. 30.000 arbejder inden for det socialpædagogiske område (»Pædagoguddannelsen«, EVA 2003), og ca. 4.000 arbejder i børnehaveklasser (Danmarks Lærerforening, 2003).

Fordelingen på arbejdsmarkedet er dog ikke statisk. Arbejdsmarkedet for pædagoger er under stadig forandring, og pædagoguddannelsen skal indrettes sådan, at de uddannede pædagoger bedst muligt kan opfylde de skiftende krav.

Regeringen ønsker fokus på en tidlig indsats over for alle børn, særligt over for børn med vanskeligheder, fordi grundlaget for en positiv udvikling dannes meget tidligt i det enkelte barns liv.

Alle børn skal udfordres og stimuleres. Leg og læring er ikke modsætninger, men tværtimod hinandens forudsætninger. Leg og læring går hånd i hånd – og forudsætter, at pædagoger og lærere har samme syn på børn. Leg er er et middel til at udvikle børns sprog, kreativitet og sociale færdigheder. Læring i dagtilbud tager ikke kun udgangspunkt i planlagte aktiviteter, men i lige så høj grad i almindelige og spontane situationer i løbet af dagen.

Regeringen har med det supplerende regeringsgrundlag fremlagt en ny strategi for en langsigtet indsats herfor. Denne strategi følger op på initiativer, regeringen allerede har gennemført på børneområdet.

Sprogstimulering af tosprogede småbørn er blevet intensiveret ved en ændring af folkeskoleloven. Som led i en styrket integrationsindsats skal alle tosprogede børn fra 1. januar 2003 have tilbud om sprogstimulering fra 3-års alderen, hvis de har brug for det. Det gælder, uanset om børnene er i en dagsinstitution eller ikke, og pædagogerne, der varetager opgaven, skal have kompetencerne hertil.

Hertil kommer, at regeringen vil fremsætte lovforslag om obligatorisk sprogstimulering for tosprogede småbørn.

Endvidere er der fremsat lovforslag om ændring af loven om social service sådan, at alle dagtilbud skal udarbejde pædagogiske læreplaner. De lokale læreplaner fastlægger mål og mulige aktivitetsforløb, så børn lærer grundlæggende kompetencer som evnen til at udtrykke sig og indgå i fællesskaber. Læreplanerne skal som minimum sætte fokus på temaer som sprog, sociale kompetencer, personlige kompetencer, naturen og naturfænomener, kulturelle udtryksformer og værdier samt krop og bevægelse.

Endelig indebærer fornyelsen af folkeskoleloven, at der fra 1. august 2003 er fastsat indholdsbeskrivelser, der angiver målene for børnehaveklassen. Børnehaveklassen er afgørende for overgangen mellem daginstitution og skolen, og børnehaveklasselederen kan deltage i indskolingen og har en vigtig opgave i forhold til samarbejde med daginstitutionerne.

Pædagoguddannelsen skal også give mulighed for kompetencer til at varetage det øvrige arbejdsfelt for pædagoger, herunder det socialpædagogiske område, der bl.a. omfatter institutioner for psykisk eller fysisk funktionshæmmede, familieinstitutioner og ungdomspsykiatriske hospitaler. Og uddannelsen skal give kompetencer til den kriminalitetsforebyggende indsats bl.a. i boligkvarterer, under SSP-samarbejde og i kriminalforsorgen.

Regeringen har i »Det fælles ansvar« fra 2002 fremlagt en handlingsplan for en styrket indsats over for de svageste grupper.

Regeringen har også med handlingsplanen mod volds- og ungdomskriminalitet (»Stop volden«) fra 2002 taget skridt til at sikre en forstærket forebyggende indsats samt mærkbare og målrettede konsekvenser over for unge kriminelle.

Regeringen har endvidere taget initiativ til en reform af politikken med anbringelse af børn uden for hjemmet. Børn og unge i socialt belastede familier skal støttes og hjælpes, før situationen er blevet så alvorlig, at en indgribende foranstaltning er nødvendig – fx med lektiehjælp og organiserede fritidsaktiviteter. Hvis noget så drastisk som en anbringelse er nødvendig, skal den i øget omfang ske tidligt, inden for familien eller hos venner af familien. Regeringen har derfor nedsat et udvalg til forberedelse af den fornødne lovgivning mv.

Kompetencer i forhold til de nævnte opgaver inden for både normalområdet og specialområdet bør afspejles i en ny pædagoguddannelse, herunder fokus på at styrke den tidlige indsats, på overgangene mellem institutionstyper for bl.a. at fremme kontinuitet og samspil mellem indsatsen i dagtilbud og skole, på en målrettet indsats overfor unge kriminelle og en styrket indsats over for de svageste grupper.

Den nuværende pædagoguddannelse er resultatet af en reform i 1991, hvor de tre hidtidige pædagoguddannelser (uddannelserne til børnehave-, fritids- og socialpædagog) blev lagt sammen til én uddannelse.

Baggrunden for sammenlægningen var udviklingen på pædagogernes arbejdsmarked, hvor arbejdet – som følge af en politisk besluttet nedbrydning af de traditionelle sektor- og faggrænser – i stigende grad allerede på det tidspunkt fandt sted på tværs af de traditionelle grupperinger. Der var derfor behov for pædagogisk uddannet personale med generelle og alsidige kvalifikationer, der gjorde det muligt at yde en kvalificeret indsats i forhold til vekslende grupper af børn, unge og voksne - i vekslende rammer for arbejdet og med kvalitative ændringer af arbejdets karakter.

Uddannelsen blev udformet som en enhedsuddannelse uden grendelinger i uddannelsesforløbet, men med en såkaldt »mild specialisering«. Denne skulle give de studerende mulighed for at fordybe sig både fagligt og pædagogisk i særlige problemstillinger inden for det pædagogiske arbejdsområde gennem speciale, individuel praktikplacering og andre studieaktiviteter.

Uddannelsen blev samtidig forlænget fra 3 til 3½ år for at styrke både den teoretiske og praktiske del af uddannelsen. I den forbindelse blev der indført to lange praktikperioder, hver af ½ års varighed, hvor de studerende fik løn.

Den følgende figur viser uddannelsens indhold.

(Ikke optrykt her).

Pædagoguddannelsen er en professionsuddannelse af 3½ års varighed (210 ECTS). Uddannelsen veksler mellem undervisning på CVU/seminarium (2/3 af uddannelsen, svarende til 136 ECTS) og praktik, (1/3 af uddannelsen, svarende til 74 ECTS). Uddannelsen har karakter af generalistuddannelse med visse muligheder for toning gennem valg af fagligt indhold, praktiksteder mv.

Den teoretiske del af uddannelsen består af pædagogisk-psykologiske fag, social- og sundhedsfag, aktivitets- og kulturfag (dansk, musik, bevægelsesfag, drama, værkstedsfag og naturfag) og kommunikation, organisation og ledelse.

Uddannelsen omfatter desuden arbejde med et bachelorprojekt, der afsluttes i 3. eller 4. studieår.

Den praktiske del af uddannelsen består af 12 ugers øvelsespraktik (svarende til 14 ECTS) i 1. studieår og to lønnede praktikperioder, hver af 6 måneders varighed (hver svarende til 30 ECTS), i henholdsvis det første halve år af 2. studieår og det sidste halve år af 3. studieår.

Evalueringsrapportens hovedanbefalinger

Pædagoguddannelsen er blevet evalueret af Danmarks Evalueringsinstitut i foråret 2003 (»Pædagoguddannelsen«, EVA 2003), og evalueringsrapportens anbefalinger indgår i grundlaget for regeringens forslag om en ny pædagoguddannelse.

Evalueringsrapportens overordnede konklusion mht. den eksisterende uddannelse er: »Uddannelsen kan generelt styrkes ved at tydeliggøre målene for undervisningen og kravene til de studerende, ved at udvikle undervisningsformer, som i højere grad tager hensyn til den meget sammensatte studentergruppe, og ved at skærpe kravene til forberedelsen, gennemførelsen og bearbejdningen af praktikperioderne«.

Rapportens centrale anbefalinger er herudover:

• Egnethedsbegrebet.
Dette begreb skal defineres bedre, og ordninger til vurdering af egnethed skal målrettes og klargøres.
• Faglig kerne.
Det enkelte seminarium bør udarbejde en klar beskrivelse af de faglige mål med og de faglige krav i uddannelsen og herunder eksplicit beskrive seminariets opfattelse af den faglige kerne.
• Undervisningen.
Det er nødvendigt, at underviserne lader undervisningsformerne og kravene tage udgangspunkt i de studerendes meget forskellige forudsætninger.
• Praktik.
Kravene til forberedelse, gennemførelse og bearbejdning af det enkelte praktikforløb bør præciseres.
• Forsøgs-
og udviklingsarbejde og undervisernes kompetenceudvikling. Alle seminarierne bør arbejde med en bevidst strategi for dette. Endvidere bør arbejdet med den egentlige efter- og videreuddannelse af medarbejderne lægges i systematiske og målrettede rammer. Endelig konstateres – med forståelse –, at seminarierne fortsat er i en begyndelsesfase, hvad angår forskningstilknytning.
• Større ensartethed
. Det bør overvejes, om der fortsat skal være en så udstrakt mulighed for decentral tilrettelæggelse af uddannelsen på de enkelte institutioner. Balance mellem seminariernes frihed og en rimelig ensartethed i selve pædagoguddannelsen bør tilstræbes.
• Prøve
-og eksamensformer. Der anbefales ændret tilrettelæggelse af prøver, jf. også anbefalingerne nedenfor.

Evalueringsrapporten peger imidlertid på behovet for en mere grundlæggende strukturel og indholdsmæssig omlægning af pædagoguddannelsen på baggrund af, at mange af de påpegede svagheder ved uddannelsen derved bedre vil kunne løses i sammenhæng.

Rapporten angiver således: »Her tænkes i første række på følgende problemområder:

• Specialisering/ikke specialisering. En fælles forståelse og afklaring af specialiseringens rolle i uddannelsen mangler – og forekommer påkrævet.
• Den faglige kerne. De meget forskellige opfattelser af denne tydeliggør nødvendigheden af, at der formuleres en ny form for faglighed.
• Praktikken. Den eksisterende ordning har så mange indlysende svagheder, at den må omstruktureres.
• Prøveformer. De nuværende eksaminer hænger ikke tilstrækkeligt sammen med studieforløbet i øvrigt, og grundlaget for vurdering er for uensartet. Også dette peger på en ny samlet løsning.«

Specielt vedrørende praktikken anbefaler rapporten, at den organiseres i 4 perioder, hvoraf den ene er lønnet praktik, mens de øvrige er SU-finansieret. Ifølge evalueringsgruppens anbefaling placeres to måneders øvelsespraktik i begyndelsen af uddannelsen, fem måneders lønnet arbejdspraktik og to måneders undersøgelsespraktik midt i uddannelsen samt tre måneders fordybelsespraktik mod slutningen af uddannelsen.

Regeringen er enig i evalueringsrapportens intentioner som begrundelse for en mere grundlæggende ændring af pædagoguddannelsen. Derved kan fagligheden styrkes med fokus på de kompetencer, de færdiguddannede skal have for at kunne varetage de mange forskellige opgaver inden for pædagogernes arbejdsfelt. Uddannelsen kan samtidig tilrettelægges med vekselvirkning og samspil mellem uddannelsens teoretiske og praktiske del og gode muligheder for specialisering/fordybelse inden for bestemte arbejds- eller funktionsområder.

Pædagoguddannelsen skal have et kvalitetsløft, der sikrer, at alle pædagoger har den nødvendige faglige og pædagogiske baggrund for at arbejde inden for deres meget brede arbejdsfelt.

Pædagoger har en række fælles grundlæggende opgaver og ansvar at varetage, uanset hvilken målgruppe (børn, unge, voksne eller ældre – specialområdet eller normalområdet) pædagogen arbejder med. Pædagogarbejdet vil under alle omstændigheder være karakteriseret af ansvar for en væsentlig udviklings-, lærings-, og dannelsesopgave. Det indebærer, at pædagogen selvstændigt og i samarbejde med andre skal understøtte og stimulere barnets/den enkeltes emotionelle, sociale, kognitive, motoriske og sproglige udvikling og læring.

En grundlæggende pædagogisk opgave er ligeledes forebyggelse og tidlig indsats. Det skal sammen med en evt. særlig pædagogisk indsats sikre, at den enkelte med behov for særlig støtte får samme udviklingsmuligheder som andre borgere. For voksne med sindslidelser eller sociale problemer betyder det blandt andet også, at pædagogen skal medvirke til og acceptere, at de kan få et liv på egne betingelser.

Det stiller bl.a. krav til pædagogerne om kompetencer i forhold til at opstille mål, overveje og evaluere metoder og opstille handleplaner for den pædagogiske virksomhed i respekt for det enkelte barn/den enkelte bruger. Det kan fx være pædagogiske læreplaner i dagtilbud og handleplaner for voksne med funktionsnedsættelser eller sociale problemer. Tilsvarende forudsættes kompetencer til at tilrettelægge, gennemføre og reflektere over og evaluere en pædagogisk proces.

Pædagoguddannelsen skal fortsat være en generalistuddannelse, der kvalificerer pædagoger til at varetage opgaver inden for hele arbejdsfeltet.

Målet med en ændring af pædagoguddannelsen er at styrke pædagogers faglighed i forhold til det brede arbejdsfelt og samtidig styrke den enkeltes kompetencer inden for et specifikt område, der samtidig er relevant i forhold til skiftende arbejdsmarkedsbehov.

Pædagoguddannelsen skal fortsat være en professionsbacheloruddannelse på 3½ år, svarende til 210 ECTS.

Betegnelsen professionsbachelor giver pædagoguddannede direkte adgang til alle de pædagogiske diplomuddannelser, til nogle masteruddannelser og (beslægtede) kandidatuddannelser, eventuelt efter en kortere suppleringsuddannelse. Som eksempel kan nævnes pædagogisk psykologi på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Regeringens forslag til en fornyet pædagoguddannelse indebærer, at uddannelsen på den ene side rummer en række elementer, der er fælles for alle studerende, og på den anden side en specialisering i forhold til afgrænsede fagområder og arbejdsområder.

De enkelte elementer i regeringens forslag er beskrevet nedenfor.

Hovedelementerne i en fornyelse af pædagoguddannelsen er en styrket faglighed og en øget fleksibilitet. Fagligheden styrkes såvel i den teoretiske del af uddannelsen som i den praktiske del af uddannelsen. Den øgede fleksibilitet forbedrer de studerendes muligheder for at specialisere sig mod bestemte arbejds-/funktionsområder.

Hertil kommer, at et skærpet indgangskrav til uddannelsen vil give de studerende bedre udbytte af uddannelsen.

Pædagoguddannelsen er præget af mange fag. Det gør det vanskeligt at komme i dybden i samtlige fag.

Regeringen ønsker derfor at styrke fagligheden og sætte mere fokus på de slutkompetencer, de studerende skal opnå gennem uddannelsen. Det vil ske ved at præcisere de faglige mål og ved på bekendtgørelsesniveau at fastsætte CKF’er (centrale kundskabs- og færdighedsområder) i stedet for, at det enkelte seminarium – som ordningen er i dag – fastlægger CKF’er i den lokale studieordning.

I forbindelse hermed vil fagenes naturvidenskabelige dimension blive præciseret både i mål og i CKF’er.

Balancen mellem de fire faggrupper (hhv. pædagogisk-psykologiske fag, social- og sundhedsfag, aktivitets- og kulturfag samt kommunikation, organisation og ledelse), der i dag indgår i uddannelsen, vil være uændret, men der foretages ændringer inden for aktivitets- og kulturfaggruppen.

Herudover skal der gives bedre muligheder for specialiseringer mod bestemte arbejds-/funktionsområder.

Praktikken ændres således, at der ikke længere skal være lønnet praktik i uddannelsen. De to lønnede praktikperioder på ½ år (hver svarende til 30 ECTS) erstattes af to SU-finansierede praktikperioder af samme varighed. Den nuværende øvelsespraktik (12 uger svarende til 14 ECTS ) bibeholdes uændret. Med omlægningen af den lønnede praktik til SU-finansieret praktik styrkes praktikkens uddannelsesmæssige kvalitet, og der åbnes for et bredere praktikfelt, herunder også i folkeskolen eller i en socialforvaltning.

Målene for fagene skal tydeliggøres, og kravene skal hæves med henblik på at sikre de studerende kompetencer ved iagttagelse, analyse, praksisudvikling, refleksion og handling i pædagogarbejde.

De pædagogisk-psykologiske fag, social- og sundhedsfag og faget kommunikation, organisation og ledelse skal fortsat være det bærende fælles grundlag i uddannelsen, fordi det primært er disse grupper af fag, der bidrager til de kompetencer, der er behov for i pædagogernes arbejdsfeltet.

Det drejer sig bl.a. om at kunne indgå i professionelle relationer, som tager hensyn til det enkelte barns, den unges og den enkelte voksnes identitet og forudsætninger, at kunne opstille mål, overveje og evaluere metoder og opstille handleplaner for den pædagogiske virksomhed, at kunne planlægge og gennemføre aktiviteter, der får børn m.fl. til at opleve den pædagogiske proces som meningsfuld og engagerende og at kunne agere i og anvende det lovgrundlag, som sætter de overordnede rammer for det pædagogiske arbejde.

De tre faggrupper bevares med samme omfang som i dag, men de vil fremover blive tonet i forhold til specialiseringsmuligheder, jf. nedenfor om fagmoduler.

Kompetencer i forhold til indlæring, jf. lovforslaget om læreplaner i dagtilbuddene, indtænkes i fagene. Det samme gælder kompetencer i forhold til samarbejde med lærerne og med socialrådgivere og andet personale inden for social- og sundhedssektoren.

Det kan bl.a. ske ved, at de studerende gennem samarbejde med andre uddannelser (fx lærer-, socialrådgiver- eller sygeplejerskeuddannelserne) - og ved praktik på steder, hvor også de andre professioner arbejder - får kendskab til de andre professioners arbejdsopgaver og de offentlige systemer, de forskellige professioner indgår i, herunder de formelle arbejdsgange for samarbejde mellem professionerne. Det kan også ske gennem undervisning, der perspektiverer den lovgivning og de vilkår, der gælder for de andre professioners arbejde.

Derved styrkes den helhedstænkning, der er væsentlig i forhold til den enkeltes situation for et godt samarbejde på tværs af professionerne.

For at styrke fagligheden ønsker regeringen også at begrænse antallet af fag i den obligatoriske fagrække inden for aktivitets- og kulturfag (dansk, musik, bevægelsesfag, drama, værkstedsfag og naturfag) for den enkelte studerende og samtidig opgradere indhold og omfang af de enkelte fag, herunder af faget dansk (med sprogstimulering).

I figur 2 nedenfor er illustreret fagtrængslen inden for aktivitets- og kulturfag på pædagoguddannelsen i dag. Figur 3 illustrerer forslag til opgør med fagtrængslen med mulighed for de studerende til at tone deres uddannelse og samtidig sikre en styrkelse af fagligheden.

(Ikke optrykt her)

(Ikke optrykt her)

Opgraderingen af dansk foretages bl.a. med henblik på at skærpe den studerendes sproglige bevidsthed og på at give den studerende forudsætninger for at varetage opgaven i forhold til sprogstimulering af børn, herunder sprogstimulering af tosprogede småbørn.

Opgraderingen sker ved en væsentlig forøgelse for den enkelte studerende af omfanget af faget dansk og det valgte aktivitets-og kulturfag og dermed en styrkelse af det faglige indhold.

CVU’erne/ seminarierne skal fortsat udbyde hele kredsen af øvrige aktivitets- og kulturfag. Men den enkelte studerende skal kun gennemføre ét af disse fag ud over dansk - i tilsvarende større omfang og med tilsvarende større faglig dybde.

En sådan præcisering og fokusering vil bidrage til at styrke pædagogernes kompetencer og målrette dem mod særlige funktions- eller arbejdsområder. Samtidig vil det understøtte etableringen af fagmoduler i uddannelsen med henblik på forbedrede muligheder for specialisering, jf. afsnittet herom nedenfor.

Den del af aktivitets- og kulturfag, der i figur 3 er benævnt »toning« beskrives nærmere i det følgende afsnit.

Regeringen lægger vægt på, at der skal være bedre muligheder for at specialisere sig inden for et nærmere afgrænset fag,- funktions- eller arbejdsområde end i dag.

Regeringen ønsker derfor en ændret tilrettelæggelse af uddannelsen sådan, at den indeholder et antal fagmoduler, der sigter mod forskellige dele af pædagogers arbejdsfelt. Som anbefalet af evalueringsrapporten foreslås disse at være:

• børn og unge – normalområdet (fx dagtilbud, SFO’er, ungdomsklubber)
• mennesker med nedsat funktionsevne (fx institutioner for fysisk eller psykisk handicappede, plejehjem) og
• mennesker med sociale problemer (fx døgninstitutioner for børn og unge, misbrugsområdet)

Alle seminarier/CVU’er skal kunne varetage undervisning og vejledning inden for disse områder. Områderne underopdeles. Fagmodulet om børn og unge kan underopdeles bl.a. med henblik på læreplaner i dagtilbud og/eller indskoling. Fagmodulet om mennesker med nedsat funktionsevne kan opdeles bl.a. med særligt henblik på ældreområdet og med henblik på fysisk og psykisk handicappede. Fagmodulet om mennesker med sociale problemer kan underopdeles bl.a. med henblik på misbrugere og med henblik på svært tilpassede børn og unge. Specialisering i et meget lille og særligt brugerområde vil som i dag påhvile arbejdsgiveren som efteruddannelse.

Hvert fagmodul består af en obligatorisk kombination af fag eller fagelementer, der er udvalgt fra den samlede fagrække, og som i særlig grad sigter mod den pågældende del af arbejdsfeltet. Hver studerende vælger ét fagmodul som en del af sin uddannelse. Naturfag styrkes ved, at der stilles krav om, at naturfag skal indgå med 0,2 årsværk (12 ECTS point) i fagmodulet »børn og unge – normalområdet« som en del af modulets aktivitets- og kulturfag.

Samtidig indføres i forbindelse med den studerendes specialisering mulighed for at supplere faget dansk eller det andet valgte aktivitets- og kulturfag til et højere niveau. Bl.a. sådanne suppleringsmoduler vil være nødvendige, hvis den studerendes specialiseringsvalg skal give undervisningskompetence i de yngste klasser i folkeskolen i dansk og aktivitets- og kulturfag. Grundlaget for et samspil mellem pædagoguddannelsen og læreruddannelsen i denne sammenhæng etableres i forbindelse med formuleringen af fagmål og CKF’er for de to uddannelser.

(Ikke optrykt her).

Regeringen ønsker at styrke praktikkens uddannelsesmæssige kvalitet. Derfor skal der efter regeringens opfattelse ske en sidestilling med størstedelen af de mellemlange videregående uddannelser og ikke være lønnet praktik i pædagoguddannelsen.

Der vil fortsat være tre praktikperioder i uddannelsen, og det samlede omfang på 15 måneder fastholdes, men kravene til forberedelse, gennemførelse og bearbejdning af praktikken præciseres.

Baggrunden for denne ændring er, at det i lønnet praktik er vanskeligt at fastholde den studerendes læring som det primære, fordi den studerende indgår som del af institutionens normerede personale.

Hertil kommer, at den lønnede praktik begrænser muligheder for praktik i en række relevante typisk personalemæssigt små pædagogarbejdspladser på grund af vanskeligheder med finansiering af praktikantlønnen.

Praktikperioder, der tilrettelægges ud fra uddannelsesmæssige hensyn, vil løfte den uddannelsesmæssige kvalitet. Det vil endvidere give mulighed for at skabe god sammenhæng mellem praktikken og uddannelsen på seminariet. En optimeret vekselvirkning vil øge kvaliteten af den samlede uddannelse.

Overgangen fra lønnet til SU-finansieret praktik ligger i forlængelse af intentionerne med Lov om Mellemlange Videregående Uddannelser. Sigtet med denne lov er at placere de mellemlange videregående uddannelser tydeligere i uddannelsesbilledet og skabe mere overskuelighed, konsekvens og sammenhæng i disse uddannelser, således at de fremstår som attraktive alternativer til de lange videregående uddannelser på universiteterne.

Med loven skabtes en fælles ramme for det mellemlange videregående uddannelsesniveau. Om praktikken hedder det i lovbemærkningerne, at dennes indhold og tilrettelæggelse skal skabe sammenhæng mellem erfaringsdannelse og teoridannelse og føre til udveksling af viden, færdigheder og værdier mellem uddannelse og profession.

Ved reformen i 2001 af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser gik man på bl.a. dette grundlag bort fra lønnet praktik i de uddannelser, hvor det fandtes, sådan at alle disse uddannelsers praktik blev SU-finansieret. Den linie følges nu op ved regeringens forslag til ny pædagoguddannelse.

Praktikken i pædagoguddannelsen skal organiseres omkring fastlagte uddannelsesmål, således at den studerende indgår i arbejdsfunktioner, der har relation til disse mål. Praktikken tilrettelægges med udgangspunkt i professionens virksomhedsområde og kompetencebehov. Der skal være progression i praktikken, og der skal i uddannelsen være et tæt dynamisk samspil mellem teori og praksis, så de færdiguddannede tilegner sig kompetencer, der danner et godt fagligt grundlag for en umiddelbar overgang til erhvervsmæssig beskæftigelse. Det må samtidig sikres, at den studerende gennem praktikken får et realistisk indtryk af arbejdslivet som pædagog.

Med henblik på mulighederne for yderligere at bidrage til sikring af praktikkens uddannelsesmæssige kvalitet vil regeringen gå i dialog med de kommunale organisationer om spørgsmålet om en systematisk kvalificering af praktikinstitutionernes praktikvejledere.

Der skal ske en opstramning af indgangsniveauet til pædagoguddannelsen for at styrke uddannelsens faglige niveau og modvirke de vanskeligheder, der bl.a. er omtalt i Evalueringsinstituttets evaluering af uddannelsen, som følge af de studerendes meget forskellige forudsætninger og de deraf afledte krav til undervisningen.

Adgangskravet til uddannelsen vil blive hævet fra de nuværende krav (hhv. gymnasial uddannelse eller Dansk A, et andet fag B og mindst 2 års erhvervserfaring eller erhvervsuddannelse af mindst 2½ års varighed eller bestået adgangsprøve til videregående social- og sundhedsuddannelser eller den grundlæggende pædagogiske uddannelse til pædagogmedhjælper, dagplejer, omsorgsmedhjælper mv.(PGU) til gennemført gymnasial uddannelse (studentereksamen, hf, hhx, htx) eller den grundlæggende pædagogiske uddannelse til pædagogmedhjælper, dagplejer, omsorgsmedhjælper mv.(PGU) med niveaukrav i blandt andet dansk. Herved justeres indgangsniveauet til pædagoguddannelsen i forhold til indgangsniveauet til de øvrige mellemlange videregående uddannelser.

Der skal samtidig fortsat være ens dispensationsmuligheder overalt i landet. En dispensation gælder principielt alene for den institution, der har givet dispensationen. Regeringen opfordrer derfor institutionerne til at aftale gensidig accept af sådanne dispensationer eller til i samarbejde at tage stilling til dispensationsansøgninger.

Regeringen lægger vægt på og forventer, at voksne studerende ved videregående uddannelser tager ansvar for egen læring og har motivation og disciplin til at deltage aktivt i undervisningen.

Deltagelsespligten skal håndhæves aktivt, men regeringen vil ikke indføre generel mødepligt. Derimod vil der blive fastlagt mødepligt i praktik og ved undervisningsformer og i fag og fagområder, som kræver flere studerendes samtidige medvirken, ligesom der i særlige tilfælde kan blive tale om at pålægge enkelte studerende mødepligt for at hjælpe dem til at færdiggøre uddannelsen.

Det skal ikke være muligt at gå til eksamen, hvis man ikke har overholdt sin deltagelsespligt. Der skal være ens regler for og håndhævelse af deltagelsespligten på de forskellige seminarier.

En mulighed kan være, at den studerende løbende afkræves en studieredegørelse med angivelse af, hvad han/hun har arbejdet med i hvert enkelt fag. Både indholdselementer (emner, projekter, opgaver) og de materialer (tekster, præsentationer og produkter), der er arbejdet med, angives. Det hele relateres til fagets CKF – der jf. ovenfor foreslås udarbejdet centralt - og godkendes af læreren forud for eksamen i faget. Samtaler med en studievejleder støtter processen. Hvis studieredegørelsen ikke godkendes, kan den studerende ikke gå til eksamen i faget.

Fornyelse af prøve- og eksamensformer

Det fremgår bl.a. af evalueringsrapporten, at prøve- og eksamensformerne varierer betydeligt mellem seminarierne såvel ved bachelorprøven som ved de afsluttende prøver. Regeringen ønsker en større grad af landsdækkende ensartethed med hensyn til prøve- og eksamensformer. De enkelte prøver og eksamener skal desuden lægges sådan til rette, at de dokumenterer både den studerendes faglige niveau og de nøglekompetencer, der kræves for at opfylde uddannelsens formål.

En fornyelse af prøve- og eksamensformerne vil indgå som led i opfølgningen på regeringens publikation fra januar 2004 om modernisering af prøver, eksamener og karakterer, jf. indledningen til redegørelsen.

Seminariernes udstrakte selvstændighed mht. uddannelsens tilrettelæggelse bidrager til at sikre en aktuel og relevant uddannelse. Men decentraliseringen har ført til ganske store forskelle i uddannelsens tilrettelæggelse mv., hvilket gør det vanskeligt at sikre en pædagoguddannelse af samme gode kvalitet over alt i landet. Evalueringsrapporten konkluderer fx, at der i dag findes 32 forskellige pædagoguddannelser, hvilket er uholdbart og nødvendiggør opstramning.

Regeringen ønsker en større grad af ensartethed mellem de mange uddannelsessteder. Der skal derfor udarbejdes regler for mere ensartet tilrettelæggelse af uddannelsen. Disse vil omfatte centralt fastsatte CKF’er og opstramninger i øvrigt på bekendtgørelsesniveau, der kan omfatte fx fagenes fordeling på studieårene, praktikkens fordeling i uddannelsesforløbet, specialiseringsmuligheder og prøveformer i sammenhæng med studieforløbet.

Samtidig med fastsættelse af centrale regler om pædagoguddannelsen skal det sikres, at samarbejdsmulighederne med læreruddannelsen, socialrådgiveruddannelsen og andre relevante mellemlange videregående uddannelser bliver de bedst mulige. Dette samspil kan udfoldes på mange måder: ved fælles elementer for pædagoguddannelsen og læreruddannelsen, ved samarbejde på tværs af uddannelserne om fælles temaer mv.

Regeringen ønsker, at uddannelsesreformen understøttes ved øget internationalisering som led i styrkelsen af uddannelsens kvalitet. Det kan bl.a. ske ved øget samarbejde mellem danske og udenlandske uddannelsesinstitutioner på området og ved, at danske uddannelsesinstitutioner via deres forskningstilknytningsaftaler kommer i kontakt med udenlandske universiteter og andre forskningsinstitutioner med forskning i pædagogik og pædagogisk arbejde. Det kan også ske ved øget udveksling af studerende og undervisere.

For at indfri regeringens intentioner med en fornyet pædagoguddannelse er det samtidig vigtigt, at lærerne på CVU’erne/seminarierne har faglig og undervisningsmæssig kompetence og en grundig viden om pædagogers arbejde og vilkårene herfor.

Dette sikrer den lektorbedømmelse, der er en forudsætning for varig ansættelse som underviser ved et CVU/seminarium. Lektorbedømmelsen er en vurdering af lærerens pædagogiske og faglige kvalifikationer, som efter den seneste revision ikke blot omfatter opgaven som underviser på et pædagogseminarium, men også de bredere opgaver som ansat ved et CVU, herunder evnen til at gennemføre en professions- og udviklingsbaseret og forskningstilknyttet undervisning, hvor faglige elementer, indsigt i professionens udøvelse og samspillet mellem teori og praksis inddrages.

På baggrund af praktikkens omlægning fra lønnet til SU-finansieret praktik vil der blive stillet øgede krav til uddannelsesinstitutionernes aktive medvirken ved og ansvar for de studerendes forberedelse til praktikken, for praktikkens gennemførelse og for, at de studerendes erfaringer efterbearbejdes på seminariet.

Den særligt tilrettelagte uddannelse under åben uddannelse – meritpædagoguddannelsen – vil blive videreført på de samme præmisser, som gælder for uddannelsen i dag, jf. bilag 2 (ikke optrykt her).

Uddannelsen vil med hensyn til formål, fagligt indhold mv. svare til den ordinære uddannelse til pædagog, og de meritstuderende vil opnå de samme kompetencer. Den vigtigste forskel mellem de to uddannelser vil – som i dag - være, at meritpædagoguddannelsen alene vil indeholde en praktikperiode på tre måneder, idet et af optagelseskravene til merituddannelsen – som nu – vil være erfaring fra pædagogisk eller tilsvarende arbejde i et omfang, der svarer til normalt 5 års fuldtidsbeskæftigelse.

Kravet om normalt 5 års fuldtidsbeskæftigelse sikrer de studerendes realkompetence på et sådan niveau, at de vil kunne få det fulde udbytte af uddannelsen uden yderligere praktik. Den foreslåede ændring af praktikken i pædagoguddannelsen, der indebærer, at der ikke længere er lønnet praktik, vil derfor ikke medføre en forøgelse af praktikkens omfang i merituddannelsen i forhold til i dag.

Regeringen ønsker en læreruddannelse, der matcher både nuværende og kommende krav i folkeskolen. Læreruddannelsen skal uddanne lærere, der kan varetage det ansvarsfulde hverv at undervise elever på en måde, så undervisningen tilgodeser alle, både bogligt stærke og svage elever og medvirker til at fremme elevernes alsidige personlige udvikling og trivsel.

Læreruddannelsen fra 1997 er stadig meget ny. Kun to årgange har afsluttet uddannelsen, så erfaringerne med uddannelsen i »det virkelige liv« er begrænsede. Det kan dog konstateres, at der er et for stort frafald på uddannelsen. Således har under halvdelen af de optagne studerende på de første to årgange afsluttet uddannelsen på normeret tid mod tidligere knap 2/3 af de optagne studerende. Det årlige optag på læreruddannelsen er på ca. 4.500 studerende årligt. Der uddannes ca. 2.500 lærere årligt. I alt er 15.000 lærerstuderende i gang med uddannelsen.

I 2002 blev der oprettet en meritlæreruddannelse, der sigter mod personer med forudgående faglig og/eller pædagogisk uddannelse samt mod personer med særlige forudsætninger. Der har været stor søgning til uddannelsen, hvor der i 2003 blev optaget ca. 2.000 studerende.

Med loven fra 1997 var opmærksomheden rettet direkte mod sammenhængen mellem folkeskolen og læreruddannelsen, som det fremgår af de indledende bemærkninger til lovforslaget fra 1997:

»Hovedformålet med lovforslaget er at bringe læreruddannelsen i bedre overensstemmelse med de kvalifikationskrav, som folkeskolen - ikke mindst på baggrund af folkeskoleloven af 1993 - må stille til fremtidens lærere« (alm. bemærkninger til L 162 1997).

De allerede gennemførte og kommende væsentlige ændringer af folkeskolen nødvendigør overvejelser om en fornyelse af læreruddannelsen, som samtidig bygger videre på grundlaget i læreruddannelsesloven fra 1997 og på den i 2003 gennemførte evaluering af uddannelsen (jf. nedenfor).

Regeringen indgik i november 2002 en aftale om fornyelse af folkeskoleloven. Lovændringerne indebærer en styrkelse af fagligheden ved fastsættelse af fælles nationale bindende trinmål for bestemte klassetrin og ved flere timer til dansk, matematik, engelsk, idræt og fysik/kemi samt en række andre justeringer, blandt andet i forhold til ændrede prøver og eksaminer, herunder at biologi skal indgå i den afsluttende prøve for fysik/kemi. Senest er der fremsat lovforslag om, at også geografi skal indgå heri.

Samtidig sikres bedre forberedelse af alle børn til at gå i skole ved at indføre en indholdsbeskrivelse, der angiver mål for børnehaveklassen. Loven fokuserer endvidere på rummelighed i folkeskolen og angiver endelig bedre muligheder for undervisningsdifferentiering og holddannelse, således at udgangspunktet tages i den enkelte elev, hvorved alle både bogligt stærke og bogligt svage elevers behov tilgodeses.

Med det supplerende regeringsgrundlag fra august 2003 har regeringen efterfølgende lagt op til at styrke den løbende evaluering af eleverne i folkeskolen, til modernisering af prøver, eksaminer og karakterer og til at styrke det frie valg. Også disse initiativer vil få betydning for de krav, der stilles til fremtidens lærere.

Den tætte forbindelse mellem uddannelse og arbejdsmarked på lærerområdet rummer en særlig mulighed for at forbedre sammenhængen mellem udbydere og aftagere – denne mulighed skal udnyttes.

Det gælder blandt andet i forhold til valget af liniefag, hvor folkeskolens behov og det vejledende timetal i folkeskolen skal stå centralt i forhold til bindinger af liniefagene. Regeringen lægger af hensyn til styrkelsen af fagligheden i folkeskolen vægt på, at undervisningen i de enkelte fag i folkeskolen varetages af lærere, der underviser i deres liniefag.

Eksempelvis udgør dansk og matematik i dag knap 45 pct. af det vejledende timetal for de samlede læste timer i folkeskolen, hvorfor disse to fag skal stå centralt i læreruddannelsen. For at styrke fagligheden er det samtidig vigtigt, at der sikres mulighed for, at liniefagene kan understøtte hinanden og, at de sikrer synergi for den studerende.

En god skolegang for børn og unge påvirkes ud over af veluddannede lærere også af en række andre afgørende forhold, herunder eksempelvis gode fysiske rammer og god skoleledelse.

Folkeskolen skal samtidig være en velfungerende arbejdsplads, hvor veluddannede og velkvalificerede lærere skal trives, udvikles og sikre opfyldelsen af folkeskolens formål. Den bedste undervisning gives af engagerede, motiverede og velkvalificerede lærere.

Af bemærkningerne til lovforslaget fra 1997 fremgår, at overgangen fra uddannelsen til lærerarbejdet skal lettes, herunder, at skolelederne skal medvirke til bedre indslusning af de nye lærere blandt andet ved, at de skal undervise i deres liniefag.

Som led i opfølgningen på kommuneaftalen fra juni 2001 præsenterede Kommunernes Landsforening samme år sammen med Børne- og Kulturchefforeningen et oplæg, der indeholder en række initiativer til at fastholde (både yngre og ældre) lærere. Det drejer sig om at sikre folkeskolen som en attraktiv arbejdsplads under overskrifter som blandt andet »ledelse«, »kompetenceudvikling«, »arbejdstilrettelæggelse« og »arbejdsmiljø« m.m.

Sådanne initiativer medvirker samtidig til at fastholde de nyuddannede lærere i lærerjobbet. At de virker, viser sig ved, at langt de fleste nyuddannede lærere, ca. 80 pct., får ansættelse i grundskolen og bliver der til pensionsalderen (Undervisningsministeriet, Ugens Trend nr. 1, 15.03.02, ajourført februar 2003).

For børnene som for skolen og lærerne er det en gevinst, når der etableres ordninger, som sikrer nye lærere gode indslusningsvilkår – fx et lidt lavere timetal, en ældre lærer som fast coach/mentor, at der sørges for, at de kommer til at undervise i deres liniefag og at de får mulighed for at opretholde en forbindelse tilbage til seminariet, enten deres eget uddannelsessted eller det nærmeste lokale seminarium – en slags livline. Kort sagt initiativer til at sikre de nyuddannede lærere den bedste begyndelse på hvervet som lærer.

Regeringen vil i forlængelse af den foreliggende redegørelse over for kommunerne fastholde intentionerne i kommuneaftalen med henblik på at sikre folkeskolen som en attraktiv arbejdsplads.

Det fremgår endvidere af en undersøgelse udarbejdet i 2003 af en arbejdsgruppe bestående af Kommunernes Landsforening, Finansministeriet og Undervisningsministeriet, at der fra skoleåret 1990/1991 til skoleåret 2001/2002 er sket en markant forøgelse af andelen af lærere, der underviser i deres liniefag. Undersøgelsen omfatter fagene dansk, matematik, engelsk, historie og biologi.

Eksempelvis havde ca. 16 pct. af lærerne, der i 1990/1991 underviste i 1. klasse i dansk liniefagskompetence, mens tallet for skoleåret 2001/2002 er steget til knap 60 pct.

Arbejdsgruppen vurderer endvidere, at en eventuel manglende liniefagsdækning primært skyldes, at andre hensyn end hensyn til liniefagsfagligheden (f.eks. lærernes andre kompetencer og personlig kemi m.m.) vægtes højt på mange skoler.

Arbejdsgruppen finder, at skolelederne må tage ansvar for at sikre, at udviklingen i liniefagsdækningen af undervisningen styrkes yderligere de kommende år (Rapport fra arbejdsgruppe for læreres, pædagogers og lederes efteruddannelse 2003).

(Ikke optrykt her).

En fornyelse af læreruddannelsen tager naturligt afsæt i erfaringerne med læreruddannelsen fra 1997.

Senest med Evalueringsinstituttets evaluering af læreruddannelsen fra 2003 og censorformandskabets årlige beretninger. Med evalueringen foreligger en rapport med forslag til justeringer af uddannelsen. Hovedpunkter fra evalueringsrapporten er gengivet nedenfor.

Endvidere forelå i 2003 rapporter fra fire uafhængige »professorgrupper« om kernefaglighed. Rapporterne fra professorgrupperne styrker afsættet for fornyelse af læreruddannelsen. Hovedkonklusionerne fra rapporterne er gengivet nedenfor.

Evalueringsinstituttet gennemførte i 2003 en evaluering af læreruddannelsen (»Læreruddannelsen«, EVA 2003)med henblik på at vise, om den levede op til intentionerne i loven fra 1997. Rapporten nåede frem til følgende overordnede konklusion:»…Uddannelsen fungerer i det store og hele godt, og indholdet er på de fleste områder hensigtsmæssigt i forhold til arbejdet som pporten folkeskolelærer… men den peger også på en række fundamentale forhold der kan forbedres …«.

er på de fleste områder hensigtsmæssigt i forhold til arbejdet som pporten fra

Rapporten peger derfor på nogle områder, hvor ændringer trænger sig på (nedenfor suppleret med udvalgte anbefalinger fra censorformandskabet):

Med fokus på de fire fagområder matematik, dansk, fremmedsprog og naturfag har fire uafhængige professorgrupper arbejdet med at beskrive forudsætningerne for en styrket faglighed i fremtidens uddannelser (»Kompetencer og matematiklæring« (Undervisningsministeriet 2002) – »Fremtidens danskfag« – »Fremtidens sprogfag« og »Fremtidens naturfaglige uddannelser« (alle Undervisningsministeriet 2003)).

Arbejdsgrupperne har forholdt sig til faglighedens indhold, til målene med fagligheden og til hvilke kompetencer, færdigheder og viden, der skal være opbygget på de forskellige trin i uddannelsessystemet.

Herudover har de overvejet, hvordan man kan evaluere, måle og dokumentere graden af målopfyldelse, og hvordan sammenhæng og progression sikres i uddannelserne og i de enkelte fag.

Arbejdsgrupperne giver meget klart udtryk for, at der er behov for at styrke det faglige niveau i læreruddannelsen, og de giver nogle forslag til, hvordan niveauet kan hæves:

• Indgangsniveauet bør hæves til A-niveau i de store fag (dansk, matematik, engelsk, naturfag (Det skal bemærkes, at et sådan fag ikke findes i folkeskolen. Faget natur/teknik findes på 1.-6. klassetrin, mens fagene biologi, fysik/kemi og geografi findes på 7.-9. klassetrin)).
• Der skal være færre, men større liniefag, gerne op til 1½ årsværk (90 ECTS-points).
• Hver studerende skal have ét liniefag, der dækker 1.-6. klasse og ét liniefag, der dækker 4.-9. klasse.

Arbejdsgrupperne gør blandt andet opmærksom på danskfagets særlige stilling i grundskolen, både i kraft af, at alle skal lære at læse og skrive, og i kraft af danskfagets betydning i forhold til tilegnelse af kompetencer inden for andre fag.

Et højere niveau i læreruddannelsens fag vil bl.a. betyde, at folkeskolens lærere bliver bedre til at vælge det indhold og de metoder, der bedst muligt forbereder børnene på kravene i ungdomsuddannelserne. Omvendt har ungdomsuddannelserne et ansvar for at kende den forudgående undervisnings mål og indhold og bygge videre på de kompetencer, eleverne har opnået i folkeskolen.

Rapporten fra Arbejdsgruppen for læreres, pædagogers og lederes efteruddannelse (Kommunernes Landsforening, Finansministeriet, Undervisningsministeriet, september 2003)viser, at der er »en relativ pæn overensstemmelse mellem de fag, de studerende vælger, og de fag, folkeskolen har størst behov for. Dog er det sådan, at de praktisk/musiske fag, specielt idræt og billedkunst, men til en vis grad også hjemkundskab, ligger højere på »valglisten« end deres timetal i den vejledende timeplan kan berettige til. Derimod har centrale naturvidenskabelige fag som fysik/kemi og matematik en lavere placering end deres timetal i den vejledende timeplan berettiger til«.

I rapporten er også foretaget en sammenstilling af timetallet i folkeskolens fag i forhold til det samlede timetal med den andel af de studerende, der vælger de enkelte fag. Også denne metode peger på, at for mange vælger praktisk-musiske fag og for få vælger matematik og dansk, mens der for et fag som fysik/kemi er rimelig balance (En direkte sammenligning mellem de studerendes valg af liniefag og dækningen af timerne i skolen med liniefagsuddannede lærere vil imidlertid kræve en gennemgang skole for skole og fag for fag, fordi den enkelte lærer underviser i de enkelte liniefag i en meget forskellig andel af sit samlede timetal).

Analysen af de studerendes valg af liniefag i relation til timetallet i de enkelte fag i folkeskolen skal tages med forbehold. Der bør fortsat tilstræbes en bedre balance mellem skolens behov og de studerendes valg af liniefag, hvis regeringens mål om, at undervisningen i de enkelte fag i folkeskolen varetages af lærere med pågældende fag som liniefag, skal indfries.

Fornyelsen af læreruddannelsen har som mål at styrke lærerens faglighed. Det er afgørende for at styrke fagligheden i folkeskolen, at en stadig større del af skolens timer kan læses af lærere med liniefag. Dette ligger i forlængelse af intentionerne i 1997-loven.

Samtidig skal læreruddannelsen fornyes på en række punkter, som ligger i forlængelse af blandt andet regeringens ændringer af folkeskoleloven med fokus på øget faglighed.

Kernen i læreruddannelsen er imidlertid velfungerende og skal bevares. Uddannelsen til lærer skal fortsat være en professionsbacheloruddannelse på 4 år. Den skal give den studerende professionelle kompetencer til at varetage undervisning og andre læreropgaver i skolen i dag, men også til at indgå i udviklingen af skolen i årene fremover.

De enkelte fag i læreruddannelsen skal på én gang være så selvstændige elementer, at uddannelsen senere kan udbygges med flere sådanne elementer, enten i form af efteruddannelse i yderligere liniefag eller i det pædagogiske fagområde – og samtidig have den indre sammenhæng, der gør, at der bliver tale om en læreruddannelse og ikke en rent enkeltfaglig uddannelse.

I kraft af at være en professionsbacheloruddannelse giver den endvidere lærerne direkte adgang til alle de pædagogiske diplomuddannelser, til en del masteruddannelser og til nogle (beslægtede) kandidatuddannelser, eventuelt efter en kortere suppleringsuddannelse. Som eksempel kan nævnes pædagogisk psykologi på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Uddannelsen skal endelig skabe grundlag for et samarbejde på tværs af lærer- og pædagogprofessionerne.

Læreruddannelsen skal uddanne fagligt stærke lærere. Begrebet faglighed har imidlertid flere betydninger, når der er tale om lærere. Et er professionsfagligheden - i dette tilfælde lærerfagligheden - som alle lærere skal besidde, uanset hvad den enkelte skal undervise i.

Men faglighed er også den faglighed, der skal være i læreruddannelsens liniefag. Den omfatter grundlæggende kundskaber og færdigheder inden for de fagområder, som et givet skolefag omfatter, koblet med den fagdidaktiske kompetence, der – sagt kort - skal give læreren de nødvendige redskaber til at vælge, hvad der skal undervises i, og kunne svare på spørgsmålene: Hvorfor og hvordan?

Tilsvarende er en afgørende faglighed den, der knytter sig til de pædagogiske fag og faget praktik.

Alle disse sider af lærerens faglighed skal styrkes og spille sammen i uddannelsen.

De enkelte elementer i regeringens forslag til fornyelse af læreruddannelsen er nærmere beskrevet i de nedenfor følgende afsnit og opsummeret i boks 4.

(Ikke optrykt her).

Læreruddannelsen har i dag fire liniefag. Dansk eller matematik (evt. begge) skal vælges af alle, og de fire linjefag skal dække mindst to af hovedområderne humaniora, naturvidenskab og praktisk/musiske fag (De tre hovedområder er: Humaniora (dansk, dansk som andetsprog, engelsk, fransk, historie, kristendomskundskab/religion, samfundsfag og tysk) – Naturvidenskab (biologi, fysik/kemi, geografi, matematik og natur/teknik) og det praktisk-musiske område (billedkunst, hjemkundskab, håndarbejde, idræt, musik og sløjd)).

Liniefagene skal fortsat være det bærende element i uddannelsen, der sammen med fagdidaktikken, de pædagogiske fag og praktikken konstituerer læreruddannelsen.

Liniefagene skal fortsat svare til folkeskolens obligatoriske fag og tilvalgsfag, som de er fastlagt i folkeskolelovens § 5.

I liniefagene tilegner den studerende sig relevante faglige kundskaber og færdigheder, udvikler sin fagopfattelse, overvejer faget med både undervisning og læring som indfaldsvinkel og ser faget i sammenhæng med andre fag og skolens virksomhed i øvrigt.

Dermed får læreren et grundlag for sine didaktiske overvejelser over, hvilke dele det i den aktuelle undervisning er relevant at udvælge af fagets samlede stofmængde for at tilgodese både fagets mål og den enkelte elevs behov.

Med de nye trinmål i folkeskolen er det blevet tydeliggjort, at undervisningens indhold og især måden at videregive dette indhold til eleverne på har en forskellig form alt efter, hvilke elever og hvilket fagligt niveau læreren arbejder med. Desuden er det vigtigt, at alle lærere har den nødvendige pædagogiske kompetence til at kunne forene høje faglige mål med målsætningen om den rummelige folkeskole.

Regeringen foreslår ændringer i både omfang og indhold for liniefagene dansk og matematik samt en ændret model for den enkelte studerendes valg af liniefag.

Der må i denne forbindelse arbejdes på at styrke studievejledningen på seminarierne, så den enkelte studerende får det bedst mulige indblik i fagenes indhold, undervisningsopgaver i folkeskolen, kombinationsmuligheder m.v.

Med henblik på at styrke fagligheden særskilt for dansk og matematik opdeles disse fag i hver to liniefag, således at dansk deles i dansk 1 og dansk 2 og matematik tilsvarende opdeles i matematik 1 og matematik 2.

Opdelingen af de to liniefag vil medføre en forøgelse af omfanget af de to fag, jf. nedenfor.

Dansk 1 og matematik 1 sigter med udgangspunkt i folkeskolelovens bindende trinmål mod 1.-6. klasse, mens dansk 2 og matematik 2 sigter mod 4. - 9./10. klasse. Dansk 1 og matematik 1 tænkes også at give kompetence til at varetage undervisning i børnehaveklassen. Dette kræver en ændring af folkeskolelovens §§ 28 og 29 (§ 28 kræver en gennemført læreruddannelse for at varetage undervisning i grundskolen. § 29 kræver tilsvarende en pædagoguddannelse, forskolelærerinde- eller småbørnslærerinde-uddannelse for at forestå undervisningen i en børnehaveklasse).

Delingen foretages i overensstemmelse med de nye trinmål i folkeskolen, som også omfatter skoler, der alene omfatter 0. – 7. klassetrin (Af de ca. 1.700 folkeskoler var i 2003 575 »fødeskoler« med undervisning op til 7. klasse. Heraf havde 167 skoler undervisning fra 0.-6./1.-6. klasse, svarende til 29 pct. af fødeskolerne, mens 61 pct. af fødeskolerne havde undervisning fra 0.-7./1.-7. klasse).

*Et mål ud af flere i den del af de centrale kundskabs- og færdighedsområder, der belyser »Arbejde med Geometri«.

Der er væsentlige argumenter for denne opdeling trods et grundlæggende fælles indhold i dansk 1 og dansk 2.

Tilsvarende gælder for matematik 1 og matematik 2, at en opdeling af faget giver mulighed for fokusering på de undervisnings- og læringssituationer, der er karakteristiske for bestemte aldersgrupper, idet en solid matematisk faglig viden er en forudsætning under alle omstændigheder. Hverken en matematikfaglig eller almendidaktisk pædagogisk bagage er i sig selv tilstrækkelig, hvis de ikke bringes i samspil med hinanden.

• På baggrund af sin faglige viden skal læreren kunne sætte sig ind i, analysere og forholde sig til de til enhver tid gældende læseplaner på de forskellige undervisningstrin og relatere dem til følgende hovedopdeling:
• Begyndertrinet
er præget af den basale talforståelse og opbygning af effektive algoritmer i tæt tilknytning til konkrete situationer,
• mellemtrinet
har en begyndende teoretisk og mere abstrakt tilgang til problemløsning og inddragelse af matematik i tværfaglige sammenhænge, mens
• det afsluttende trin
lægger vægt på skriftlig og mundtlig kommunikation og brug af matematik til analyse og konklusion.
• Læreren skal i forhold hertil kunne skabe undervisnings- og læringssituationer under hensyn til både stærke og svage elevers karakteristika og behov.
• Læreren skal kunne begrunde og diskutere indhold, form og perspektiver i undervisningen med både børn og forældre samt kunne motivere og inspirere eleverne til at engagere sig i matematiske aktiviteter.

For begge fag gælder, at en opdeling vil styrke den enkelte lærers overblik over og kendskab til fagets materialer (herunder digitale og elektroniske), ligesom de metodiske og fagdidaktiske overvejelser knyttes til forskellige aldersgrupper og dermed bliver mere målrettede og uddybede.

(Ikke optrykt her).

Alle studerende skal fremover vælge to liniefag inden for fagene dansk 1, dansk 2, matematik 1 og matematik 2.

Modellen rummer også mulighed for, at den studerende kan vælge alle sine fire liniefag inden for de to grundfag, dansk og matematik.

Hvis både dansk 1 og 2 vælges, skal det tredje liniefag vælges inden for det humanistiske hovedområde.

Hvis både matematik 1 og 2 vælges, skal det tredje liniefag vælges inden for det naturvidenskabelige hovedområde.

Vælges der dansk (1 eller 2) og matematik (1 eller 2), kan det tredje liniefag vælges frit inden for det humanistiske eller det naturvidenskabelige hovedområde.

Bindingerne i forhold til det 3. linjefag er begrundet i ønsket om synergi mellem fagene ved, at alle studerende har liniefag med en indbyrdes sammenhæng – en sammenhæng, der også er understreget i folkeskolens opdeling af fagene i de tre fagblokke: humanistiske fag, naturvidenskabelige fag og praktisk/musiske fag.

Det fjerde liniefag kan altid vælges frit inden for alle tre hovedområder.

Regeringen lægger afgørende vægt på, at undervisningen i folkeskolen varetages af liniefagsuddannede lærere. Det er således afgørende, at der er et match mellem de studerendes valg af liniefag og de læste timer i folkeskolen. Regeringen vil fastsætte måltal for fordelingen af studerende på liniefag. Regeringen vil sammenholde de studerendes valg af liniefag med behovet i folkeskolen. Såfremt der ikke er tilstrækkelig overensstemmelse mellem de realiserede liniefagsvalg og måltallene, er regeringen indstillet på at lave yderligere bindinger på de studerendes valgmuligheder. Dette gælder ikke mindst i forhold til at sikre, at et tilstrækkeligt antal lærere uddannes med naturfaglige kompetencer.

Forslagene indebærer, at det nu bliver muligt for den enkelte studerende at vælge alle sine fire liniefag (valgfag) inden for et og samme område – og dermed også at vælge alle fire fag inden for det matematisk-naturvidenskabelige hovedområde. Dette vil bidrage til styrkelse af det naturvidenskabelige område i folkeskolen.

Det bliver altså nu muligt at vælge at blive egentlig »faglærer« med f.eks. en kombination af matematik (som udgør to liniefag, der begge kan vælges), fysik/kemi og naturfag.

Denne nye mulighed for udelukkende at vælge naturvidenskabelige fag vil øge fokus på naturvidenskaben i læreruddannelsen og må desuden formodes at kunne tiltrække naturvidenskabeligt interesserede studerende, der tidligere ikke har valgt læreruddannelsen på grund af den krævede spredning af liniefagene på flere områder.

Ligeledes vil lovforslaget om ændring af faget geografi i folkeskolen til at være et prøvefag fra og med 2007 understøtte interessen for valg af naturvidenskab.

Liniefagene billedkunst, hjemkundskab, håndarbejde og sløjd udgør tilsammen et »praktisk/kreativt fagområde«, hvor den studerende kan vælge to af fagene som sit »4. liniefag« på i alt 0,55 årsværk (33 ECTS). Hvert af de fire fag fra fagområdet har derfor et omfang som et halvt liniefag.

Dette vil reducere antallet af liniefag med meget små timetal i folkeskolen og giver desuden muligheder for bedre samarbejde med pædagoguddannelsen på dette område. Desuden vil det betyde en fordel for små skoler, som kan få dækket to praktisk-musiske fag gennem én lærer.

Den foreslåede model rummer således både mulighed for at sprede de fire liniefag over alle tre hovedområder, for at specialisere sig inden for et hovedområde, for at specialisere sig inden for skolens to største fag og for at søge en profil rettet mod skolens yngste eller ældste elever. Modellen rummer dermed betydelig fleksibilitet med rig mulighed for den studerende til at tone sin profil i forhold til både fag og alderstrin og mulighed for den studerende til at opnå synergi ved valg af beslægtede liniefag.

I boks 7 nedenfor er illustreret fire mulige »liniefagsprofiler«.

Efter 1997-loven har alle liniefag samme omfang, 0,55 årsværk, med undtagelse af dansk og matematik, der som skolens største fag har et omfang på 0,70 årsværk.

Med delingen af dansk og matematik i hver to fag (jf. ovenfor) får alle liniefag samme størrelse, 0,55 årsværk. Dette vil muliggøre alle kombinationer af fag inden for de forannævnte bindingsgrænser, og alle studerende vil få lige mange årsværk liniefag.

Med forslaget om at opdele dansk og matematik hvert i to liniefag og med forslaget om, at alle liniefag er på 0,55 årsværk styrkes dansk og matematik. Efter 1997-loven er dansk og matematik på 0,7 årsværk, men disse to fag dækker hele skolen og erstattes med forslaget af to liniefag på hver 0,55 årsværk, hvorfor der reelt er tale om en styrkelse på ca. 50 pct. i forhold til i dag. Hermed følges anbefalingen fra evalueringsrapporten om en styrkelse af dansk og matematik.

Ud over ændringerne ovenfor gøres det nuværende forsøgsliniefag dansk som andetsprog til et fast fag i liniefagsrækken, da der ud over en generel indsigt i området (jf. nedenfor om obligatorisk grunduddannelse i dansk) også vil være brug for lærere med særlig faglig ekspertise.

De centralt fastsatte mål og centrale kundskabs- og færdighedsområder (CKF) fastholdes som instrument til at sikre et ensartet grundlag for uddannelsen i fagene og for prøverne i fagene. For at præcisere og skærpe de faglige mål justeres de centrale kundskabs- og færdighedsområder for læreruddannelsens fag.

Samtidig skal der skabes mulighed for et samspil med pædagoguddannelsen og dennes mål og CKF.

Regeringen foreslår med henblik på at styrke lærernes faglighed, at kravet i den nuværende uddannelse om, at liniefagsuddannelsen »bygger på gymnasialt B-niveau eller dertil svarende kvalifikationer« (Bekendtgørelse nr. 382 af 19. juni 1998 om uddannelse af lærere til folkeskolen, § 4, stk. 5), skærpes.

Det betyder, at de studerende over for seminariet skal kunne dokumentere at have opnået B-niveau gennem en gymnasial uddannelse eller på anden måde at have opnået tilsvarende niveau (herunder i de fag, der ikke findes defineret som B-niveau-fag). Dette kan eventuelt suppleres med tests eller interviews efter ensartede retningslinjer for alle seminarier.

Som led i styrkelsen af fagligheden indføres endvidere en obligatorisk grunduddannelse i dansk.

Alle lærere er sproglige forbilleder for deres elever. De skal endvidere professionelt kunne kommunikere med forskellige målgrupper: elever, lærere og forældre m.v. Lærernes personlige sproglige kvalifikationer er afgørende for at sikre god kommunikation med disse grupper.

Kernen i det nye fag skal derfor være de studerendes personlige sproglige kvalifikationer. Faget skal styrke de studerendes evne til at kommunikere både mundtligt og skriftligt.

Faget skal desuden give dem en grundlæggende viden om børns sprog og om læseudvikling, viden om betydningen af elevernes læsekompetence i forbindelse med faglig læsning i andre fag end dansk, samt viden om og forståelse for de særlige forhold i forbindelse med integration af tosprogede børn.

Stort set alle skoler har i dag tosprogede børn. Det er vigtigt, at alle lærere grundlæggende kender til de særlige vilkår, der kendetegner undervisning af disse børn i alle skolens fag, ligesom det er vigtigt, at lærerne erkender og kan forholde sig til forskellene på dansk som modersmål og dansk som andetsprog.

Antallet af børn, der henvises til specialundervisning, har været kraftigt stigende gennem de senere år. I dag modtager 12 - 13 pct. af folkeskolens elever specialundervisning i kortere eller længere tid.

Det er regeringens mål som et led i indsatsen for at bryde den negative sociale arv, at børnene i videst muligt omfang skal forblive i deres klasse og modtage undervisning dér (»den rummelige skole«) (Der tænkes i denne forbindelse først og fremmest på børn efter folkeskolelovens § 20, stk. 1) frem for at blive henvist til specialundervisning.

Det forudsætter et grundlæggende kendskab til specialpædagogik hos alle lærere. Faget Skolen i Samfundet foreslås nedlagt for at give plads til en styrkelse af specialpædagogikken i de pædagogiske fag. Centrale områder fra Skolen i Samfundet vil kunne varetages inden for læreruddannelsen som helhed og mere specifikt i fagene pædagogik og praktik.

En egentlig speciallæreruddannelse fastholdes i sin nuværende form som efteruddannelse i form af diplomuddannelse.

Herudover skal de pædagogiske fag også fremover bidrage til, at den studerende forstår og kan anvende pædagogisk teori ved iagttagelse, analyse, praksisudvikling, refleksion og handling. Det nødvendiggør, at de pædagogiske fag indgår i hele læreruddannelsesforløbet i et samspil med både liniefag og praktik og ikke samles i begyndelsen af uddannelsen som foreslået i EVAs evalueringsrapport.

I de pædagogiske fag skal bl.a. indgå uddannelse i evaluering af eleverne, jf. folkeskolelovens § 13, stk. 2, ligesom den studerende skal erhverve sig grundlæggende viden om undervisningsdifferentiering. Den studerende skal få redskaber til at kunne give både stærke og svage elever de nødvendige udfordringer. Endvidere skal der indgå viden om børn med særlige vanskeligheder (fx tale-/læsevanskeligheder, ordblinde m.fl.) og om skole-hjem-samarbejde m.v. (herunder eventuelle særlige forhold for tosprogede).

Praktikkens omfang og indhold fastholdes uændret. Den nuværende struktur med forskellige praktikformer, herunder den såkaldte skoleperiode, har været en succes.

Progressionen i den studerendes arbejde med praktik gennem uddannelsen bør imidlertid tydeliggøres.

Praktikken skal fortsat kvalificere den studerende til at varetage almene læreropgaver og indgå aktivt i skolens daglige virksomhed og dermed sammen med redegørelsens øvrige forslag lette overgangen fra studiet til arbejdet som lærer.

Der skal i højere grad være mulighed for at – dele af - praktikken for den enkelte studerende samles på én skole. Det vil give den studerende en dybere indsigt i den pågældende skoles forhold og arbejdsmåder og et bedre kendskab til de elever, han/hun underviser. En sådan ordning må tage hensyn til de muligheder, de lokale praktikskoler har for at modtage praktikstuderende.

Flere praktikperioder på samme skole vil give praktikskolen et bedre grundlag for tidligt i uddannelsen at udskille uegnede studerende, ligesom den endelige bedømmelse kan blive mere kvalificeret. Skolen vil desuden i langt højere grad kunne benytte den studerende som en særlig ressource.

Der skal ske en stramning af både den løbende vurdering af de studerendes egnethed som lærere og af bedømmelsespraktikken. Der skal derfor udarbejdes nærmere kriterier for begge slags bedømmelser.

Den mundtlige vejledning efter de enkelte praktikperioder skal ledsages af en skriftlig vurdering, og der skal skabes mulighed for sanktioner, fx gennem krav om yderligere praktikperioder eller i sidste instans en erklæring om uegnethed til studiet/uddannelsen.

Praktikkens hovedsigte er naturligt den danske folkeskole, men der skal i et vist omfang af hensyn til styrket internationalisering være mulighed for praktik i udlandet (I dag kan en praktikperiode på højst 3 uger indgå i et af seminariet organiseret og godkendt studieophold i udlandet (uddannelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 3)). Derfor ønsker regeringen at fastholde den stramning af muligheden for praktik i udlandet, som indebærer, at en praktikperiode på højest tre uger i dag kan indgå i et af seminariet organiseret og godkendt studieophold i udlandet.

En afgørende faktor for at højne kvaliteten af praktikken er, at langt flere lærere gennemgår den særlige uddannelse til praktiklærer (Bekendtgørelse nr. 302 af 15. maj 2002 om uddannelse af praktiklærere til læreruddannelsen). Der blev i 2002 indgået aftale med kommunerne om at sikre uddannelse af flere praktiklærere, og der er afsat betydelige midler til formålet. Regeringen vil i forlængelse af den foreliggende redegørelse tage spørgsmålet om anvendelse af de afsatte midler op med kommunerne.

Det er et af regeringens mål, at IT skal have en særlig plads i uddannelsessystemet, og at IT skal integreres i fagene på alle trin og alle niveauer, hvor det er naturligt. Et øget brug af IT i uddannelsessystemet kan bidrage til at opfylde kravene om øget faglighed og kvalitet.

Regeringen vil gøre en ekstra indsats for, at IT mere aktivt inddrages i undervisningen langt tidligere, end det sker i dag. Derfor vil regeringen i årene 2004 - 2007 investere 495 mio. kr. i IT i folkeskolen. Størstedelen af midlerne afsættes med henblik på en markant forøgelse af antallet af computere i folkeskolens yngste klasser, mens de øvrige midler på mere end 100 mio. kr. anvendes til udbredelse af et IT-bevis til folkeskoleelever, øget udvikling af internetbaseret undervisningsmateriale og nye undervisningsformer m.m.

IT giver nye muligheder i undervisningen og er et vigtigt instrument både til inddragelse af nye emner og områder, til at vække elevernes interesse og fremme deres aktive arbejde med stoffet og til at give ekstra muligheder for at tilgodese både de bogligt stærke og de bogligt svage elever med relevante arbejdsopgaver.

IT skal derfor være et fremherskende pædagogisk værktøj i den danske folkeskole, og eleverne skal bruge computeren som et personligt redskab, hvor de kan lære med de værktøjer, de selv og lærerne har valgt for at nå målene.

I den gældende læreruddannelsesbekendtgørelses § 8 er det et krav, at »informations- og kommunikationsteknologi skal integreres i undervisningen, således at denne teknologis muligheder for at bidrage til at udvikle det enkelte fags emner, begreber og metoder bliver en integreret del af faget.«

Undervisningsministeriet fik i 2001 foretaget en samlet kortlægning af lærerseminariernes IT-status og af hele årgangen af 1. årsstuderende (Undervisningsministeriet. IT-status på lærerseminarierne, januar 2001). Heraf fremgik, at alle lærerseminarier havde en IT-politik og havde etableret en IT-organisation. Næsten alle lærerseminarier havde også etableret pædagogisk IT-support. De lærerstuderende havde næsten alle (91 pct.) adgang til IT i hjemmet og var trænede IT-brugere på det almene plan. Deres holdning til IT var meget positiv.

For regeringen er det vigtigt, at fremtidens lærere kan matche krav og forventninger fra folkeskolen også inden for IT-området, hvorfor det er afgørende, at seminarierne sikrer, at de studerende er uddannet til i stadig stigende omfang at anvende og integrere IT i undervisningen. Det afgørende er, at de studerende opnår tilstrækkelige færdigheder i at integrere IT i den daglige undervisning med kompetencer, der svarer til det pædagogiske IT-kørekort.

Faget bevares som et bredt almendannende fag for alle studerende og slås derfor ikke sammen med faget skolen i samfundet som foreslået i evalueringsrapporten.

De studerende skal gennem faget opnå en fælles referenceramme ved at erhverve indsigt i kristendommens historie og betydning for vor kulturs værdigrundlag, lære andre religioner at kende, samt få indblik i den europæiske humanistiske tradition og i livsfilosofiske spørgsmål og forholdet mellem etik og religion – som en forudsætning for at kunne udvikle personlige værdier og holdninger og som grundlag for at indgå i samtaler om religiøse og etiske spørgsmål (Der henvises i øvrigt til fagets mål og centrale kundskabs- og færdighedsområder, Uddannelsesbekendtgørelsen, bilag 13).

Folkeskolens timeløse fag (sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, færdselslære m.v.) skal indgå i læreruddannelsen. For at styrke disse fag i læreruddannelsen skal der udarbejdes centrale kundskabs- og færdighedsområder (CKF) for hvert af dem. Det enkelte seminarium fastlægger selv, hvordan områderne indgår i uddannelsen. Der vil efter behov kunne inddrages udefra kommende undervisere og andre sagkyndige.

Det er regeringens ambition, at folkeskolen understøtter en udvikling af elevernes selvstændighed, virkelyst og risikovillighed, og at skolen formidler viden om erhvervslivet, innovation og iværksætteri. I handlingsplanen Bedre uddannelser indgår innovation som et af fem centrale områder, hvor indsatsen skal styrkes.

Lærerne i folkeskolen skal kunne anvende undervisnings- og læremetoder, der øger elevernes evne og lyst til at sætte i værk. Innovation og iværksætteri skal inddrages i den daglige undervisning. Lærerne skal evne at etablere partnerskaber med erhvervsfolk med henblik på, at eleverne tilegner sig et kendskab til erhvervslivet og iværksættere.

Innovation, iværksætterlyst og selvstændighedskultur skal derfor varetages både inden for læreruddannelsen som helhed, integreret i de enkelte fag og deres didaktik, og varetages mere specifikt i enkelte relevante fag, fx de pædagogiske fag (den innovative vinkel) og samfundsfag (iværksættervinklen).

Lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v. slår fast, at skolerne skal sikre en lettilgængelig adgang til skolens værdigrundlag. Regeringen finder det naturligt, at der i den kommende lovrevision indarbejdes, at enhver skoles værdigrundlag også udtrykkeligt forholder sig til erhvervslivet, beskriver skolens samspil med lokale virksomheder og gør rede for, hvordan dette partnerskab udmøntes i undervisningen. Lærerne skal være i stand til at bidrage til formulering af dette værdigrundlag og til at varetage en undervisning så skolen åbner sig for en konstruktiv dialog med erhvervslivet.

Regeringen lægger vægt på og forventer, at voksne studerende ved videregående uddannelser tager ansvar for egen læring og har motivation og disciplin til at deltage aktivt i undervisningen.

Deltagelsespligten skal håndhæves aktivt, men regeringen vil ikke indføre generel mødepligt. Derimod vil der blive fastlagt mødepligt i praktik og ved undervisningsformer og i fag og fagområder, som kræver flere studerendes samtidige medvirken, ligesom der i særlige tilfælde kan blive tale om at pålægge enkelte studerende mødepligt for at hjælpe dem til at færdiggøre uddannelsen.

Det skal ikke være muligt at gå til eksamen, hvis man ikke har overholdt sin deltagelsespligt. Der skal være ens regler for og håndhævelse af deltagelsespligten på de forskellige seminarier.

En mulighed kan være, at den studerende løbende afkræves en studieredegørelse med angivelse af, hvad han/hun har arbejdet med i hvert enkelt fag. Både indholdselementer (emner, projekter, opgaver) og de materialer (tekster, præsentationer og produkter), der er arbejdet med, angives. Det hele relateres til fagets CKF og godkendes af læreren forud for eksamen i faget. Samtaler med en studievejleder støtter processen. Hvis studieredegørelsen ikke godkendes, kan den studerende ikke gå til eksamen i faget.

Prøve- og eksamensformerne varierer betydeligt seminarierne imellem. Regeringen ønsker en større grad af landsdækkende ensartethed med hensyn til prøve- og eksamensformer. De enkelte prøver og eksamener skal desuden lægges sådan til rette, at de dokumenterer både den studerendes faglige niveau og de nøglekompetencer, der kræves for at opfylde uddannelsens formål.

En fornyelse af prøve- og eksamensformerne vil indgå som led i opfølgningen på regeringens publikation fra januar 2004 om modernisering af prøver, eksamener og karakterer, jf. indledningen til redegørelsen.

Seminariernes udstrakte selvstændighed med hensyn til uddannelsens tilrettelæggelse bidrager til at sikre en aktuel og relevant uddannelse. Men decentraliseringen har ført til visse forskelle i uddannelsens tilrettelæggelse m.v., som gør det vanskeligt at sikre en ensartethed i uddannelsen, selvom rektorforsamlingen på en række punkter arbejder på fælles principper.

Tilrettelæggelsen varierer med hensyn til liniefagenes placering og rækkefølge i uddannelsen, deres udstrækning i tid og med hensyn til det antal liniefag, der læses på samme studieår. Endvidere udmøntes de bekendtgørelsesfastsatte årsværk forskelligt med hensyn til timetal, omfang af selvstudium, projekter o.l. Hertil kommer, at eksamensformerne på få undtagelser nær bestemmes lokalt, og endelig defineres deltagelsespligten forskelligt (fx opfyldelse gennem aflevering af skriftlige opgaver, større eller mindre omfang af mødepligt).

Der skal derfor udarbejdes mere ensartede regler for uddannelsens tilrettelæggelse. Det kunne gælde en fælles ramme for studieordningerne, en landsdækkende fordeling af fagene på studieårene, minimumstal for lektioner, centralt fastlagte prøveformer m.v.

Den naturfaglige dimension skal indgå som et fast element i CKF’er i alle fag for den fornyede læreruddannelse. Samspil med erhvervsliv og en ændret iværksætterkultur skal ligeledes indgå som et fast element i CKF’er i relevante fag for den fornyede læreruddannelse.

Samtidig med fastsættelse af centrale regler om læreruddannelsen må det sikres, at samarbejdsmulighederne med pædagoguddannelsen og andre mellemlange videregående uddannelser bliver de bedst mulige.

For at indfri regeringens intentioner med en fornyet læreruddannelsen er det vigtigt, at lærerne på CVU’erne/seminarierne besidder en række forskellige kompetencer: både lærerfaglige, fagfaglige og fagdidaktiske samt en grundig viden om skolens aktuelle forhold.

Dette sikrer den lektorbedømmelse, der er en forudsætning for varig ansættelse som underviser ved et CVU/seminarium. Lektorbedømmelsen er en vurdering af seminarielærerens pædagogiske og faglige kvalifikationer, som efter den seneste revision (Bekendtgørelse nr. 635 af 27.6.03 om lektorbedømmelse ved Centre for Videregående Uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser) ikke blot omfatter opgaven som underviser på et lærerseminarium, men også de bredere opgaver som ansat ved et CVU, herunder evnen til at gennemføre en professions- og udviklingsbaseret og forskningstilknyttet undervisning, hvor faglige elementer, indsigt i professionens udøvelse og samspillet mellem teori og praksis inddrages. Også medvirken ved udviklingsprojekter for skoler og skolevæsener er en del af seminarielærernes opgaver. Endelig er allerede i dag en tæt kontakt til praktikskolerne både før, under og efter de studerendes praktikperioder en forpligtelse for en seminarielærer (jf. den gældende uddannelsesbekendtgørelses § 6).

Regeringen ønsker, at uddannelsesreformen understøttes ved øget internationalisering som led i styrkelsen af uddannelsens kvalitet. Det kan bl.a. ske ved øget samarbejde mellem danske og udenlandske uddannelsesinstitutioner på området og ved, at danske uddannelsesinstitutioner via deres forskningstilknytningsaftaler kommer i kontakt med udenlandske universiteter og andre forskningsinstitutioner med forskning i pædagogik og pædagogisk arbejde. Det kan også ske ved øget udveksling af studerende og undervisere.

Den særligt tilrettelagte læreruddannelse under åben uddannelse – meritlæreruddannelsen – vil blive videreført på de samme indholdsmæssige præmisser, som gælder for uddannelsen i dag.

Uddannelsen vil fortsat med hensyn til formål, fagkrav i de enkelte fag mv. svare til den ordinære uddannelse til lærer.En ændret liniefagsstruktur i den ordinære læreruddannelse vil naturligvis få konsekvenser for fagkravene i meritlæreruddannelsen, ligesom det bør overvejes, om kommende bindinger i valget af liniefag også i et eller andet omfang skal have virkning for meritlæreruddannelsen.

Meritlærerne vil have de samme rettigheder og muligheder i forbindelse med ansættelse som de ordinært uddannede lærere.

Meritlæreruddannelsen skal være et supplement til den ordinære læreruddannelse, hvorfor der kan blive tale om at regulere adgangen til den, således at den primære adgangsvej til folkeskolen fortsat er den ordinære 4-årige læreruddannelse.

Hermed slutter redegørelsen.