(Kort bemærkning).
Jann Sjursen (KD):
Jeg vil godt understrege over for hr. Jeppe Kofod, at jeg
ikke har sagt, at det her forslag til vedtagelse er
indholdsløst, det er det ikke.
Men det er fuldstændig meningsløst efter den debat, vi
har haft indtil nu, og med de tilkendegivelser, vi har fået
fra statsministeren og udenrigsministeren og fra hr. Troels
Lund Poulsen fra Venstre, at Socialdemokraterne tilslutter
sig det her forslag til vedtagelse - specielt dette, at man
nu lige pludselig skal til at lægge afgørende vægt på, at
dansk deltagelse i militære indsatser finder sted i
overensstemmelse med folkeretten, når vi ved fra hr. Troels
Lund Poulsen, at den sætning også indbefatter det,
Folketinget tog stilling til i marts måned, nemlig at gå i
krig mod Irak, på trods af, som hr. Jeppe Kofod selv sagde,
at det var en knægtelse af folkeretten. Der var ikke noget
FN-mandat eller alle de andre gode og rigtige ting, hr. Jeppe
Kofod har sagt.
Kl. 11.40
Hr. Jeppe Kofod må forstå, at det virker helt absurd. Han kan godt prøve at bortforklare det med, at det er en kæmpe indrømmelse fra regeringens side, men det er vist kun hr. Jeppe Kofod, der i denne debat kan se, at den indrømmelse er givet.