(Kort bemærkning).
Jeppe Kofod (S):
Jeg synes, det er interessant med både SF, Enhedslisten og
Kristendemokraterne, der nu begynder at så tvivl om, at vi
skal basere vores udenrigspolitik og vores beslutning om
militær deltagelse på folkeretten.
Der står jo ikke i pinden, at det, der skete tilbage i
marts måned i år, var berettiget. Det står der faktisk ikke.
Og jeg vil gerne bede både hr. Søren Søndergaard, hr. Villy
Søvndal og hr. Jann Sjursen komme herop og fortælle, hvor der
står i pind to, at den beslutning, der blev truffet i marts
måned, var i overensstemmelse med folkeretten. Det står der
bare ikke. Tværtimod står der, at vi lægger afgørende vægt
på, at militære indsatser skal finde sted i overensstemmelse
med folkeretten.
Jeg vil også gerne høre, og det kan godt være, at det
bare er mig, men hvor mange uafhængige folkeretseksperter er
enige med regeringen i, at det, der foregik i marts måned,
var i overensstemmelse med folkeretten? Vi hørte hr. Søren
Søndergaard citere Richard Perle, som var leder af den
tænketank, som man brugte i Pentagon i forbindelse med
Irakkrigen, som sagde, at det ikke var i overensstemmelse med
folkeretten. Det er en generel opfattelse. Det kan godt være,
at der er en dansk regering, der tænker noget andet, fordi
det lyder smart, at det er i overensstemmelse med
folkeretten, men det var det jo ikke.
Jeg synes egentlig, at hvis både SF, Enhedslisten og
Kristendemokraterne vil gøre en forskel her, er det vigtigt,
at man støtter det her forslag, for så har man noget at binde
regeringen op på. Jeg vil også gerne spørge de tre partier,
om de vil stemme imod det her forslag til vedtagelse. Er det
sådan, at de vil stemme imod, at vi skal basere vores
militære deltagelse på folkeretten? Der ligger jo ikke i det,
at det er regeringens og Venstres tolkning af folkeretten.
Der står folkeretten.
Så jeg synes egentlig, det er ærgerligt, at vi får en
debat, hvor vi måske kunne få den her indrømmelse fra
regeringen, og så vælger en del af oppositionen blot at sige,
at det er ligegyldigt, at der står noget med folkeretten. Det
er ikke ligegyldigt. Det er vigtigt, at Folketinget vedtager
det her, og det er vigtigt, at man stemmer for, og jeg håber
også, at de tre partier stemmer for det her forslag til
vedtagelse.