(Kort bemærkning).
Jann Sjursen (KD):
Jeg er helt enig med hr. Jeppe Kofod i, at det gælder om at
gøre en forskel også i politik, og det gælder om, at de
holdninger, man giver udtryk for, faktisk også bliver
efterfulgt af handling. Og derfor hjælper det jo ikke ret
meget, at hr. Jeppe Kofod står og siger alle de rigtige ting
i sin ordførertale, for det gjorde han set med
Kristendemokraternes øjne, og så efterfølgende tilslutter sig
et forslag til vedtagelse, som dækker over det brud på
folkeretten, som beslutningen i Folketinget her i marts måned
var.
Derfor burde hr. Jeppe Kofod og Socialdemokraterne have
formuleret et andet forslag, som bl.a. gav udtryk for det
klare standpunkt, at det danske bidrag til krigen mod Irak
var uden et klart FN-mandat. Jeg vil godt give både
Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre mulighed for at
tilslutte sig et forslag til vedtagelse ved på
Kristendemokraternes vegne at fremsætte følgende:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget konstaterer, at krigen mod Irak skete uden et
klart FN-mandat.
Folketinget konstaterer endvidere, at man efterfølgende
har kunnet sætte spørgsmålstegn ved de oplysninger, der
indgik i den offentlige debat forud for krigen, og som indgik
i grundlaget for Folketingets stillingtagen til de militære
aktioner.
Folketinget noterer dog med tilfredshed, at der nu
foreligger et klart FN-mandat for den multinationale
sikringsstyrke i Irak og dermed et solidt grundlag for de
danske styrkers bidrag til stabiliseringen og genopbygningen
af Irak.«
(Forslag til vedtagelse nr. 27).
Kl. 11.45
Jeg håber, at Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre vil besinde sig og støtte dette forslag til vedtagelse.