(Kort bemærkning).
Villy Søvndal (SF):
Det er for at gøre livet endnu lettere for hr. Jeppe Kofod,
og man kan jo godt have en fornemmelse af, at det kan være
nødvendigt. Der er også en anden variant.
Nu er der Kristendemokraternes tilbud, der er hr. Søren
Søndergaards tilbud, og jeg vil godt komme med et tredje,
nemlig en udvidelse af indledningen: »Folketinget
konstaterer, at der med FN's Sikkerhedsråds resolution 1511
(2003) foreligger et klart FN-mandat for den multinationale
sikringsstyrke i Irak«, men at angrebet på Irak ikke var i
overensstemmelse med folkeretten.
Nu har hr. Jeppe Kofod tre valgmuligheder, der alle tre
sikrer, at hr. Kofods principielle synspunkt, nemlig at det,
der skete, var et brud på folkeretten, bliver gentaget i
forskellig form. Det er jo meget in for tiden også i
statsministerens parti at have valgmuligheder og frit valg og
sådan noget, og derfor synes jeg egentlig, hr. Jeppe Kofod
står med den unikke chance, at han nu på tre måder kan få
udtrykt det synspunkt, han har haft lidt svært ved at få
udtrykt skriftligt i forslaget til vedtagelse.