Anne Grete Holmsgaard (SF):
SF betragter EU's kvotedirektiv som et meget vigtigt
instrument til at opfylde vores klimaforpligtelser, ja, ikke
kun vores, men også de øvrige EU-landes klimaforpligtelser.
Vi støttede derfor også i sin tid regeringen i at indgå en
aftale og sige ja til kvotedirektivet.
Det var ikke, fordi vi syntes, det var pletfrit. Vi
havde ønsket, at en større del af kvoterne skulle i auktion,
altså at de, der slipper CO2 ud, skulle købe kvoterne. Nu
endte det med, at alle kvoterne bortset fra 5 pct. er gratis
kvoter, det er gratis udledningstilladelser, man får. Det er
så blevet det kompromis, vi tager udgangspunkt i.
Hvis det så rent faktisk skal bruges, således at det
fører til reduktioner i EU, de 8 pct., som EU har forpligtet
sig til i forhold til Kyotoprotokollen, så er det fuldstændig
afgørende, at man starter med at stramme kvoterne i forhold
til det faktiske udslip i referenceperioden, altså fra
1998 til 2002. Vi står her, og vi skal her ned. Det kan godt
være, vi ikke skal gøre sådan her, vi skal måske gøre sådan
her, men vi skal da i hvert fald ikke gøre sådan her, hvis
man kan følge mig i mine håndbevægelser. Det er jo desværre
det, der er lagt op til med kvoteloftet her, nemlig et øget
CO2-udslip.
Kl. 11.45
Det har regeringen så forsøgt at pakke ind i sådan en
smart bogholderimæssig finesse, idet den siger, at det er en
besparelse i forhold til det forventede udslip. Hvad er det
forventede udslip? Det, der var i 1998-2002? Nej, det
forventede er plus 10 millioner. Så man laver den øvelse, at
man siger: Her står vi, og vi laver lige en forventning, der
er heroppe, og så sænker vi den forventning en lille smule.
Vi kommer ganske vist til at stige, men det opdager folk nok
ikke. Jo, de, der er interesseret i det, har for længst
opdaget det her. Det er simpelt hen bogholderimæssigt
svindel, det, der bliver lavet, det er det altså.
Det giver et problem, fordi det betyder, at man skubber
et større og større læs foran sig, som skal klares i
2008-2012. Og det er desværre blevet klart, og det er meget
trist, at regeringen ikke aner, hvad den skal stille op med
perioden 2008-2012.
Nu tror jeg, at enhver regering gerne vil beholde
magten, så det vil denne her regering sikkert også, men et
eller andet sted håber den, at et eller andet problem
forsvinder, eller at det bliver overladt til et andet flertal
at skulle tage sig af det her problem. Det duer selvfølgelig
ikke. Sagen er jo, at når regeringen siger, at det her er et
centralt element i regeringens klimapolitik, ja, så er det
næsten regeringens klimapolitik. Derfor er det fuldstændig
afgørende, at regeringen siger: O.k., lad os så forhandle om
det her.
Sagen er jo også, at chancen for, at pilotperioden
2005-2007 vil komme til at fungere, er meget ringe, fordi vi
giver for høje kvoter, tyskerne giver for høje kvoter, stort
set alle lande giver for høje kvoter. Det vil sige, at der
vil komme et enormt udbud af kvoter, og der vil være en meget
ringe efterspørgsel.
Hvad betyder det? Ja, hvis der er et stort udbud af sko
og en ringe efterspørgsel, så betyder det, at prisen falder,
og sådan er det også med kvoter. Så det, man sådan set
risikerer, er at spilde sin pilotperiode på noget, hvor man
overhovedet ikke får nogen erfaringer, og det er selvfølgelig
et meget stort problem.
Der er ikke forfærdelig meget tid til det her, men en
ting til, jeg gerne vil tage op, er, om regeringen virkelig
helt alvorligt mener, at den ønsker at lave en aftale om
noget så vigtigt som klimakvoter med et smalt flertal. Som
det er nu, ser det ud til, at regeringen vil basere sig på
Dansk Folkeparti. Det kalder jeg højrisikopolitik på det her
område, som har med vilkårene for energiproduktion og
energiforbrug at gøre.
Hvis jeg sad uden for det her hus, ville jeg meget gerne
have en klar sigtelinje, der hed, at det, vi stiler mod i de
kommende år, er sådan og sådan. Men her har regeringen valgt
den smalle politik vel vidende, at det her vil blive lavet om
ved et regeringsskifte, fordi vi selvfølgelig ikke bare vil
slagte hele den klimapolitik og den målsætning, som Danmark
med et bredt flertal rent faktisk har tilsluttet sig.
Så synes ministeren ikke, at det ville være en god idé
at overveje, om man ikke skulle stile efter et bredere
flertal og dermed gå ind i en reel forhandling frem for at
kaste sig i armene på Dansk Folkeparti, der jo har erklæret
sig lodret uenig i Kyotopolitikken?
