Bodil Kornbek (KD):
Lovforslaget skyldes et EF-direktiv, som omhandler kvoter, og
som nu skal implementeres i dansk lovgivning, og det er et
system, som indføres i januar 2005.
Overordnet set kan Kristendemokraterne tilslutte sig, at
Danmark indfører et system for handel med CO2-kvoter. Vi
mener, at det er en effektiv måde at nedbringe den danske
CO2-udledning på, så Danmark kan overholde målene i
Kyotoaftalen.
Det nævnes i bemærkningerne til lovforslaget, at der
skal udstedes 100,5 mio. CO2-kvoter i perioden 2005-2007. Det
svarer til en årlig udledning for de kvotebelagte
virksomheder på 33,5 mio. t CO2 i den nævnte periode. Dette
er altså en stigning på ca. 7 pct. i forhold til
referenceperioden 1998-2002.
Vi mener, at denne kvote er for høj, og vi vurderer, at
de positive miljømæssige effekter af forslaget bliver
temmelig begrænsede, hvis der i det hele taget bliver nogen.
Vi tvivler altså på, at de udmeldte CO2-kvoter sammen med den
øvrige politik på området vil være tilstrækkeligt til at
sikre, at Danmark kan overholde de internationale
forpligtelser.
Desværre har Folketinget ingen indflydelse på størrelsen
af disse kvoter. Miljøministeren har jo allerede her den 31.
marts uden at sende forslaget til høring fastsat kvoternes
størrelse i den nationale allokeringsplan, som nu er sendt
til Europa-Kommissionen. Det beklager jeg, fordi vi dermed
heller ikke har haft en diskussion og dermed kunnet tage
stilling til kvoternes størrelse, som jo netop er et
afgørende aspekt i hele problemstillingen, når vi taler om
kvoter.
Sammenfattende kan vi altså godt støtte, at vi har et
system med CO2-kvoter, men vi siger nej til lovforslaget, da
vi ikke mener, at vi vil kunne stå inde for og også indfri de
de internationale forpligtelser, vi har. De udmeldte
CO2-kvoter er for høje. Vi støtter dermed ikke forslaget.