Martin Lidegaard (RV):
Det Radikale Venstre kan ikke tilslutte sig det fremsatte
lovforslag. Det skyldes to ting.
Den første er, at lovforslaget simpelt hen ikke er godt
nok, og det er det ikke, fordi regeringen har valgt at
implementere denne her EU-aftale, som har et stort perspektiv
i sig, på en måde, som er alt, alt for uambitiøs. Det gælder
målsætningerne for reduktionen, men det gælder sådan set også
tidsperspektivet.
Nu påberåber regeringen sig jo ulideligt og uafladeligt,
at den tjener erhvervslivets interesser,
beskæftigelseshensynet osv., og det er grunden til, at man
har lagt det ambitionsniveau, man har. Men jeg tror, at hvis
man går ud og spørger i det danske erhvervsliv, i hvert fald
dem, som vi taler med på de møder, vi er til med industrien,
er de også ret optagede af, hvad der egentlig skal ske på
den anden side af 2007.
Det forholder sig jo sådan, at hvis man rent faktisk
skal lave CO2-besparende foranstaltninger, kræver det nogle
investeringer, der har en langt, langt længere tidshorisont
end 2 år, og hvis man skal vurdere, hvilke former for
investeringer det kan betale sig at lave, så bør man også
vide, hvad der sker på den anden side af 2007.
Det er altså lidt en strudsepolitik, regeringen fører på
utrolig mange områder, som handler om miljø. Man tror, man
tjener erhvervslivet bedst ved at køre en eller anden form
for stop-go-politik, hvor man lukker øjnene for, at der
snarligt, forhåbentlig, bliver et andet politisk flertal, og
at man derfor risikerer at have en politik, som svinger hid
og did i, stedet for at satse på nogle brede politiske
forlig, som så ikke bliver præcis, som man kunne ønske sig,
men som til gengæld bliver varige.
Det kan jo lade sig gøre. Det har vi set på
energiområdet, når vi snakker om struktursiden, hvor vi så
også fik miljøet med. Hvorfor kan det ikke lade sig gøre på
de her områder, som jo også har meget stor betydning for
Danmark, for erhvervslivet og for klimaet i dette tilfælde?
Den anden grund til, at Det Radikale Venstre ikke ønsker
at støtte det lille skridt, som der jo så bliver taget med
dette lovforslag, er simpelt hen, at vi ikke vil afskrive os
muligheden for at kunne lave en bedre lov senere. Der ligger
nemlig en enorm strategisk mulighed for at bruge det her
kvotesystem, hvis vel at mærke - og det må vi alle sammen
krydse fingre for - at Kyotoaftalen vil blive ratificeret
også af Rusland. Hvis vi bruger det her kvotesystem på den
rigtige måde, ligger der nogle enorme potentialer for at
fremme de rigtige former for energi på en markedseffektiv
måde, der næsten regulerer sig selv.
Kl. 13.05
Jeg kunne nogle gange fristes til at tro, at grunden
til, at regeringen ikke ønsker at benytte CO2-kvoterne
strategisk, er, at man ikke har nogen strategi. For hver gang
vi diskuterer den samlede CO2-strategi for Danmark, altså
hvordan vi skal opnå vores forpligtelser i Kyotoaftalen, er
det, som om der er en fuldstændig larmende tavshed i
regeringen. Man har fremlagt det, man selv kalder en
strategi, men som er sådan et katalog over forskellige
muligheder, man kan benytte, men man har jo ikke sagt: Så
meget vil vi bruge til at nå den målsætning, sådan vil vi
gøre det, og på denne her måde skal vi samlet opnå Danmarks
målsætning.
Jeg fristes til at spørge ministeren, om han har nogen
som helst anelse om, hvornår regeringen kan fremlægge en
sådan strategi, og om det overhovedet vil ske i denne
regerings levetid, eller om man efterlader til en kommende
regering at råde bod på det om 2 år. Det er ikke særlig lang
tid.