(Kort bemærkning).
Keld Albrechtsen (EL):
Ja, det er fuldstændig rigtigt, at vi har foreslået en
afgift som den, man er ved at forberede i Tyskland for at få
flyttet lastbiltransport over på skinnerne. Det giver en
CO2-besparelse, og det giver samtidig beskæftigelse, fordi
pengene bruges til at udbygge den kollektive trafik. Det er
ministeren bare ikke tilhænger af, men det er jo et politisk
valg.
Men ministeren skal bare ikke forsøge at fremstille det,
som om vores politik ikke giver beskæftigelse. Vores politik
giver mange folk mere beskæftigelse end det CO2-forslag,
ministeren har fremsat. Det er bare det, jeg gør opmærksom
på, og det kan ministeren ikke snakke sig ud af.
Det kan godt være, at ministeren ikke kan lide de
forslag, vi stiller, fordi han rent politisk er imod den
omprioritering af trafikken i retning af mere kollektiv
trafik, som vi går ind for, men så kan han jo bare sige, at
det vil han ikke være med til, fordi han hellere vil have, at
det hele kører rundt på motorvejene. Men han kan ikke benægte
den positive beskæftigelsesmæssige konsekvens af vores
forslag.
Jeg kunne nævne energibesparelser, vedvarende energi,
forskning og udvikling af ny teknologi til erstatning for
benzinen, når olien slipper op. Hvorfor kaster man ikke 1
eller 2 mia. kr. ind i udviklingen af det projekt, så danske
virksomheder kunne gå i front, når der skal nye drivmidler
til som erstatning for benzinen? Vi har benzin tilbage til 10
eller 20 år, men det bekymrer regeringen sig overhovedet ikke
om, og den beskæftigelsesmæssige gevinst, der ligger i det
gigantiske projekt, lader vi andre lande hente.