Forrige

(Kort bemærkning). Keld Albrechtsen (EL):
Det sidste svar synes jeg er fair og ordentligt. Så vil jeg foreslå, at vi løser problemet på den måde - det ved jeg så ikke om ministeren synes er en god idé, men det må hr. Kim Andersen formentlig også kunne være tilfreds med - at hr. Kim Andersen sender et brev til ministeren, hvori hr. Kim Andersen skriver, hvilke beregningsforudsætninger der skal indgå i den beregning, som han vil have foretaget.
     Så er det hr. Kim Andersens ønske, der bliver imødekommet af ministeren på det grundlag, hr. Kim Andersen ønsker, og så har vi andre mulighed for at se de præcise beregningsforudsætninger, for de står i hr. Kim Andersens brev. Så kan vi jo meddele offentligheden og ministeren, om vi synes, det er udtryk for, hvad oppositionen går ind for eller ikke går ind for, og så kan vi korrigere det. Så får vi til sidst opstillet et beregningsgrundlag, der giver et retvisende billede af, hvad det egentlig er, oppositionen foreslår.
     Jeg synes, det kunne være udgangspunkt for et udmærket samarbejde om at få lavet nogle beregninger.

Næste