Jan Trøjborg (S):
Jeg vil fortsætte, hvor jeg slap, og sige, at forslaget som
overordnet formål har at gennemføre UCITS-direktivets
bestemmelser og dermed lempe en række begrænsninger for
investeringsforeningernes virke i forhold til udenlandske
konkurrenter. Det synes jeg lyder fornuftigt. Men det har jo
også det formål at give depotselskaberne eller bankerne
mulighed for direkte at overtage investeringsforeningernes
administrationsselskaber.
Bankernes ønske om stordriftsfordele er altså
imødekommet, og det faktum, at mange investeringsforeninger
er en helt integreret del af bankerne, som vi jo ved at en
række ofte er gennem nogle meget sindrige konstruktioner om
væsentlige aftaler vedrørende investeringsforvaltning osv.,
erkendes i lovforslaget af ministeren.
Til gengæld forsøger forslaget at opstille en række
ideelle bestemmelser om værnsregler for at forebygge
interessekonflikter mellem depotselskabets interesser på den
ene side og indskyderens interesser på den anden side.
Hvad angår det sidste, er jeg, som jeg gav udtryk for i
de korte bemærkninger, i tvivl om, hvorvidt det er lykkedes,
netop fordi vi skal huske på, at
investeringsforvaltningsselskabet eller
administrationsselskabet er foreningens daglige ledelse og
træder i stedet for en direktør og personale. Derfor har
Socialdemokraterne svært ved uden videre at acceptere, at
depotselskaberne kan købe administrationsselskaberne, og er i
tvivl om, at de værnsregler, der opstilles, er tilstrækkelige
til reelt at sikre foreningernes interesser.
Regeringen har jo sit flertal med Dansk Folkeparti, ved
vi jo af erfaring, men er det betryggende for indskyderne?
Det er helt afgørende, synes jeg, at få sikret en rigtig
prissætning på administrationsselskaberne, hvis de virkelig
skal sælges. For os er det vigtigt, at indskyderne ikke
bondefanges.
Der lægges efter forslaget op til, at foreningerne ikke
får indflydelse på den daglige drift i
investeringsforvaltningsselskaberne. § 26, stk. 2 og 3, er
ideelt set rigtigt tænkt, men vil efter min opfattelse i
realiteten sikre, at foreningerne kun kommer til at stå på
sidelinjen og i praksis fratages de muligheder for at
varetage foreningens interesser, som forvaltningsselskaberne
ifølge lov om finansiel virksomhed oven i købet er
forpligtede til. Realiteterne er efter min bedste opfattelse
anderledes end teorien, som den er udtænkt i lovforslaget.
Vi må se nærmere på værnsreglerne, vi må se nærmere på,
om de kan sikre indskydernes og foreningernes interesser, når
magten reelt ligger i og varetages af depotbankernes
investeringsforvaltningsselskab. Reglerne afskærer
foreningens bestyrelse fra direkte indflydelse, når
modsatrettede interesser mødes mellem depotbanken og
forvaltningsselskabet.
Der er andre steder, hvor jeg synes forslaget må ændres.
Efter vores opfattelse må foreningerne have de samme
muligheder som depotbankernes forvaltningsselskaber. Jeg
synes, at alt andet virker helt skævt. Også begrænsningerne i
§ 90 og § 108 af foreningernes muligheder for at placere
midler i andre investeringsforeninger eller afdelinger virker
mere begrænsende for danske foreninger end for tilsvarende
udenlandske konkurrenter. Hvorfor foreningerne ifølge § 90,
stk. 3, begrænses til at investere højst 5 pct. af deres
formue i andre afdelinger under samme forening, mens
direktivet giver grundlag for 50 pct.-grænsen i § 108, er et
spørgsmål, som vi vil stille.
Min konklusion er: Ja til modernisering og bedre
konkurrencevilkår for danske investeringsforeninger, nej til
at stille foreningsejede IFS'er dårligere end de bankejede og
endelig ja til forhandlingerne med regeringen, hvis den er
indstillet på reelt at forhandle og i givet fald ændre
væsentligt på forslaget.
