Spm. nr. S 1446

Til finansministeren. (30/12 03) af:
Peter Skaarup (DF).

Spm i fuld tekst:
     »Vil ministeren redegøre for, hvorfor Danmark ikke, ligesom en række andre EU-lande, kræver besparelser på EU's budget?«

Skr begrundelse:
     I en artikel i Politiken den 16. december 2003 fremgår det, at seks EU-lande i et fælles brev til Kommissionens formand, Romano Prodi, har fremsat krav om, at EU trimmer dets udgifter, således at det samlede budget i perioden 2007-2013 »kun« vil udgøre 1 procent af EU-landenes samlede bruttonationalindkomst. I dag udgør EU-budgettet 1,24 procent af BNI. Hvis forslaget gennemføres, vil det på nuværende tidspunkt betyde, at budgettet reduceres med ca.
150 mia. til 600 mia. kroner. Det fremgår endvidere af artiklen, at Danmark fik tilbuddet om at skrive under på brevet. De seks lande der er tale om, er Sverige, Tyskland, Holland, Østrig, Frankrig og Storbrittannien. Af Den Europæiske Revisionsrets årsberetning for regnskabsåret 2001 fremgår det, at disse lande, foruden Luxembourg, også er de største nettobetalere til EU's budget. Det fremgår ligeledes af årsberetningen, at de eneste lande, der er nettomodtagere af midler fra EU, er Spanien, Grækenland, Portugal og Irland. Danmark har de seneste år været blandt de lande, der betaler mere, end de modtager. I 2001 betalte Danmark 1.777 mio. euro, mens det modtog 1.304 mio. euro. Forskellen er i danske kroner mere end 3 milliarder kroner.
I 2002 var Danmarks nettobetaling til EU 238,9 mio. euro, altså knap 2 mia. danske kroner. EU's indtægter består bl.a. af, at medlemslandene på EU's vegne opkræver told på varer fra tredjelande, og at en andel af den moms vi betaler, går til EU. Endelig betaler hvert land et bidrag beregnet ud fra landets bruttonationalindkomst. EU's betalinger tilbage til medlemslande sker hovedsageligt som landbrugsstøtte og strukturstøtte - til udvikling af de mindst udviklede regioner/områder. Spørgeren er af den opfattelse, at ideen med at lade EU fordele disse penge er absurd og medfører store administrative udgifter. Der er en idé i at hjælpe fattige medlemslande i en periode, til de når et vist niveau, men den nuværende ordning har placeret nogle få lande som permanente sociale klienter. Dette er efter spørgerens mening aldeles uholdbart, især når EU udvides til næste år. Derfor har Danmark også tidligere talt for, at EU's budget reduceres. Spørgeren ønsker på den baggrund ministerens forklaring på, hvorfor Danmark pludselig har meldt sig blandt de lande, der ikke ønsker at reducere EU's budget.

Besv 13/1 04