Spm. nr. S 1842
Til indenrigs- og sundhedsministeren (28/1 04) af:
Tove Videbæk (KD):
»Vil ministeren kommentere artiklen »Poppers bør forbydes« bragt i tidsskriftet Farmaceuten, nr. 1, januar 2004?«
Begrundelse
Poppers er den populære betegnelse for stofferne amylnitrit, isopentylnitrit og isobutylnitrit. Stofferne har tidligere været registreret som lægemidler til behandling af angina pectoris, dvs. hjertekrampe, men benyttes ikke længere til dette formål. Stofferne er blevet erstattet af nitroglycerin og bypassoperationer. I dag sælges stoffet i stedet helt legalt i ubegrænsede mængder og uden nogen form for faglig vejledning som sexstimulerende stof på internettet og i pornobutikker over hele landet.
Denne handel mener lektor ved Farmakologisk Institut, Sven Edelfors, at der skal sættes en stopper for, fordi der er en vis sundhedsmæssig risiko forbundet med at benytte stofferne - blandt andet fordi det er meget vanskeligt at dosere stofferne præcist. Ved forkert anvendelse kan de give hovedpine, hjertebanken, svimmelhed og pludselig, kortvarig besvimelse, kvalme, opkastning, forvirring og mathed. En overdosering af stoffet kan medføre et kraftigt blodtab, og dermed er der risko for, at der tilføres for lidt ilt til hjernen. Sker dette for mange gange, kan det medføre Parkinsons syge.
Svar (9/2 04)
Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Jeg har i dag udstedt bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om euforiserende stoffer, som indebærer, at de såkaldte »poppers«, der omfatter stofferne amylnitrit (alle isomerer af amylgruppen, herunder isopentylnitrit) og isobutylnitrit, fra og med den 18. februar 2004 kun må anvendes i medicinsk eller videnskabeligt øjemed.
Om baggrunden herfor kan jeg i det hele henvise til det brev, hvormed jeg i dag har orienteret Folketingets Sundhedsudvalg om sagen.