Spm. nr. S 294
Til indenrigs- og sundhedsministeren (17/10 03) af:
Tove Videbæk (KRF):
»Vil ministeren overveje at ændre lovgivningen eller udstede nye retningslinier for salg af håndkøbsmedicin som f.eks. almindelige smertestillende piller med henblik på at nedbringe antallet af selvmordsforsøg og forgiftninger, eventuelt således at de kun kan sælges i mindre pakninger?«
Begrundelse
I løbet af de senere år er der sket en stigning i antallet af især piger, der forsøger at begå selvmord med almindelige smertestillende piller (TV2-nyhederne, 12. og 13. oktober 2003). På den baggrund blev det i en handlingsplan til forebyggelse af selvmord fra 1998 foreslået, at de såkaldt svage smertestillende piller kun må sælges i håndkøb i små pakninger. Imidlertid er der nu - mere end fire år efter den oprindelige anbefaling - endnu ikke sket noget på dette område med henblik på at nedbringe antallet af selvmordsforsøg og forgiftninger.
Svar (25/11 03)
Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Det har i en årrække jævnligt været overvejet og diskuteret, om store pakninger af smertestillende lægemidler med indholdsstofferne paracetamol (Panodil®, Pamol® og Pinex®) og acetylsalicylsyre (Magnyl »DAK«®, Aspirin®, Idotyl®, Kodimagnyl® og Treo®) skal gøres receptpligtige. Formålet med at gøre dem receptpligtige skulle være at nedbringe antallet af selvmord og selvmordsforsøg, ikke mindst blandt unge.
Som anført i begrundelsen for spørgsmålet indgik et sådant forslag i konklusionerne fra et udvalg nedsat under Sundhedsstyrelsen som en del af en handlingsplan fra 1998 til forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg i Danmark.
Af begrundelsen fremgår, at spørgeren ikke mener, at der er en sket opfølgning på dette forslag. Spørgeren har endvidere givet udtryk for, at der i løbet af de senere år skulle være sket en stigning i antallet af især piger, der forsøger at begå selvmord med almindelige smertestillende lægemidler.
Hertil kan jeg oplyse, at Lægemiddelstyrelsen den 13. oktober 2003 har meddelt, at man efter grundige overvejelser ikke har fundet, at der er tilstrækkelig grund til at indføre receptpligt for de store pakninger.
Lægemiddelstyrelsen har oplyst, at denne opfattelse i særlig grad bygger på følgende forhold:
Det bemærkes, at DSI’s analyse også omfatter en effektanalyse, som søger at belyse effekten ved indførelse af receptpligt for store pakninger i relation til muligheden for en nedgang i antallet af dødsfald forårsaget af svage smertestillende lægemidler. Beregningerne er imidlertid foretaget på baggrund af erfaringer fra Storbritannien og kan derfor, som det fremgår af rapporten, ikke direkte overføres til danske forhold.
Lægemiddelstyrelsen har desuden drøftet spørgsmålet med Sundhedsstyrelsen, bl.a. i lyset af det ovennævnte udvalgsarbejde. Sundhedsstyrelsen er enig med Lægemiddelstyrelsen i, at der ud fra en samlet vurdering ikke er behov for at indføre receptpligt for store pakninger af svage smertestillende lægemidler.
Lægemiddelstyrelsen vil overveje, hvilke andre initiativer der kan tages for at fremme sikkerheden ved brug af smertestillende lægemidler. Her tænkes især på bedre og tydeligere advarsler på pakningerne.
Som det fremgår, er der således sket opfølgning på det pågældende forslag fra handlingsplanen til forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg.
Beslutningen om at fastholde de nuværende udleveringsbestemmelser for svage smertestillende lægemidler er truffet på baggrund af faglige vurderinger foretaget af Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, som har inddraget danske og udenlandske analyser og undersøgelser i beslutningsgrundlaget.
Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af d.d. af spørgsmål nr. 13 (alm. del – bilag 73) fra Folketingets Sundhedsudvalg.