Spm. nr. S 3802

Til forsvarsministeren (12/5 04) af:

Villy Søvndal (SF):

»Når Forsvarskommandoen ifølge besvarelsen af spørgsmål nr. S 3454 tilsyneladende mener, at udmeldingen af minimumsrammer har haft en positiv effekt, og at det vedligeholdelsesmæssige efterslæb synes stabiliseret på et uændret niveau siden udgangen af 2002, vil ministeren da oplyse, om han er enig i dette synspunkt, når det tages i betragtning, at det registrerede forbrug til bygningsvedligehold i store træk har været uændret fra 2002 til dags dato, og at der forudgående har været tale om en omtrentlig halvering af budgetterede midler?«

Begrundelse

Det virker ikke sandsynligt, at man kan stoppe henholdsvis opbremse en eskalerende nedbrydning af den i forvejen dårligt vedligeholdte bygningsmasse med midler, som i forvejen er fundet utilstrækkelige (jf. bl.a. FKO virksomhedsregnskab 2000, pkt. 1.5.3 og pkt. 2.2.4.3., FKO virksomhedsregnskab 2001, side 19/20 og side 69, FKO virksomheds-regnskab 2002, pkt. 2.2.3.3 , samt underbygget af en oplyst fastholdelse af et stort set uændret men erkendt utilstrækkeligt vedligeholdsbudget [jf. ministerens egen besvarelse af spm. 3456]).

Svar (21/5 04)

Forsvarsministeren (Søren Gade):

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. S 3456, har Forsvarskommandoen gennemført vedligeholdelse ud over de indledningsvis budgetterede minimumsrammer. Dette ser Forsvarskommandoen som udtryk for, at de etablissementsansvarlige komandomyndigheder, har formået at opprioritere vedligeholdelse af egne etablissementer, ud over de af Forsvarskommandoen indledningsvis stillede minimumskrav.

Forsvarskommandoen vurderer, at den fremtidige prioritering for indhentning af efterslæbet, som rammetildeling ud over det generelle minimumsbudget, vil muliggøre en normalisering af forbruget til gennemførelse af almindeligt vedligehold.

Under hensyn til, at der over en årrække er sket en væsentlig reduktion af forsvarets ejendomsmasse, og til at denne udvikling kan forudses at fortsætte, finder jeg Forsvarskommandoens vurdering rigtig.

Jeg vil følge bygningsvedligeholdelsesområdet de kommende år med henblik på at sikre mig, at udviklingen fortsætter ad den rigtige vej.

Der henvises endvidere til besvarelse af spørgsmål nr. S 3829 og S 3834.