Til justitsministeren (20/8 04) af:

Peter Skaarup (DF):

»Vil ministeren overveje at ændre straffeloven og »løsne« bevisbyrden for anklagemyndigheden i sager om stråmandsvirksomhed, således at det fremover skal være nok for anklagemyndigheden at sandsynliggøre, at »stråmandsvirksomheden« alene har til formål at unddrage det offentlige værdier, som skulle have været beslaglagt, og/eller vurderer ministeren, at andre virkemidler er anvendelige for myndighederne i kampen mod rockeres ulovligheder?«

TV 2 havde onsdag den 7. juli 2004 et indslag om, at en »stråmand« stort set har pant i alt, hvad nogle rockere ejer, og derfor kan det offentlige ikke gå ind og beslaglægge værdierne. Det drejer sig om store motorcykler, ejendomme og andre værdier.

Spørgeren så gerne, at straffeloven blev ændret, således at det alene skal være tilstrækkeligt for anklagemyndigheden at sandsynliggøre, at det forhold, at en tredjemand har pant i en genstand, alene tjener unddragelsesmæssige formål, og at det offentlige derfor alligevel kan gå ind med beslaglæggelse.

Justitsministeren (Lene Espersen):

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at det ønskes oplyst, om justitsministeren vil tage initiativ til at lempe betingelserne for at foretage beslaglæggelse i relation til gods, som tredjemand har rettigheder over.

Reglerne om beslaglæggelse findes i retsplejelovens kapitel 74. Efter retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, kan der bl.a. ske beslaglæggelse af gods, som en mistænkt ejer, hvis det anses for nødvendigt for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation i medfør af visse af straffelovens bestemmelser, bødekrav eller en eventuel forurettets krav på erstatning.

Beslaglæggelse kræver som udgangspunkt en retskendelse, jf. retsplejelovens § 806. Kun hvis øjemedet vil forspildes ved at afvente en retskendelse, kan politiet træffe beslutning om beslaglæggelse. Hvis den, indgrebet er rettet imod, anmoder om det, skal politiet herefter inden 24 timer indbringe sagen for retten, der afgør, om beslaglæggelsen kan godkendes.

Hvis der sker beslaglæggelse i medfør af retsplejelovens § 802, stk. 2, har dette samme virkning som en arrest, jf. retsplejelovens § 807 b, stk. 2. Det følger endvidere af retsplejelovens 807 d, stk. 3, at retten kan træffe afgørelse om anvendelse af det beslaglagte gods til fyldestgørelse af bl.a. det offentliges krav på sagsomkostninger. En sådan afgørelse har samme retsvirkning som udlæg. Dette indebærer, at en beslutning om anvendelse af det beslaglagte på samme måde som et udlæg efter omstændighederne skal respektere eventuelle tidligere stiftede rettigheder over den beslaglagte genstand.

Afgørelsen af, om en tidligere stiftet ret over den pågældende genstand – eksempelvis en panteret – har forrang frem for en beslutning om anvendelse af det beslaglagte, er et civilretligt spørgsmål. Heraf følger bl.a., at beslutningen om at anvende det beslaglagte til eksempelvis dækning af sagsomkostninger står tilbage for en tidligere stiftet panteret, medmindre det bevises, at pantsætningsaftalen er en proformaaftale, der efter almindelige formueretlige principper ikke skal respekteres af efterfølgende rettighedshavere. Dette beror på en almindelig civilretlig bevisvurdering.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det således allerede med de eksisterende regler muligt at ramme stråmandskonstruktioner som dem, der omtales i begrundelsen for spørgsmålet, og ministeriet finder på den baggrund ikke, at der er behov for at tage initiativ til at lempe betingelserne for at kunne foretage beslaglæggelse.

Det skal tilføjes, at der med lov nr. 436 af 10. juni 2003 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (den såkaldte rockerpakke) blev givet politi og anklagemyndighed en række nye redskaber i bekæmpelsen af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet. Med lovændringen har politiet således bl.a. fået mulighed for i et vist omfang at anvende civile agenter, og betingelserne for at foretage konfiskation hos personer, der dømmes for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, er lempet.

Det er Justitsministeriets vurdering, at der ikke på nuværende tidspunkt er behov for yderligere initiativer på området.