Spm. nr. S 5258
Til justitsministeren (1/9 04) af:
Jann Sjursen (KD):
»Vil ministeren tage initiativ til at ændre den nuværende lovgivning om ansvarsforsikring, således at det bliver lovpligtigt at tegne en ansvarsforsikring af større husdyr?«
Begrundelse
Spørgsmål er stillet på baggrund af en artikel bragt i Berlingske Tidende tirsdag den 31. august 2004, hvoraf det fremgår, at det ikke er lovpligtigt at tegne en ansvarsforsikring af større husdyr.
Svar (10/9 04)
Justitsministeren (Lene Espersen):
Det fremgår af artiklen i Berlingske Tidende den 31. august 2004, som der er henvist til i begrundelsen for spørgsmålet, at ejere af løbske heste, køer eller andre husdyr ikke kan stilles til ansvar, hvis dyret går i panik og ødelægger eksempelvis en bil eller en glasfacade. Ligeledes fremgår det, at ingen kan stilles til ansvar, hvis et husdyr skader eller dræber en person, der befinder sig i et motorkøretøj. Af artiklen fremgår, at det vurderes, at der er omkring 100 tilfælde årligt, hvor husdyr er indblandet i trafikulykker.
Indledningsvis skal det slås fast, at det ikke er korrekt, når det i artiklen anføres, at ejeren af et større husdyr ikke kan pådrage sig erstatningsansvar for skader forårsaget af dyret.
I dansk ret gælder som udgangspunkt en almindelig ulovbestemt erstatningsregel (culpa-reglen). Culpa-reglen indebærer bl.a., at en skadevolder er ansvarlig for skader, der kan tilregnes den pågældende som forsætlige eller uagtsomme. Skadevolderen kan således blive gjort erstatningsansvarlig, hvis det kan bebrejdes den pågældende, at skaden er sket.
Denne ulovbestemte regel gælder som udgangspunkt også skader, som uagtsomt eller forsætligt påføres en bil eller personerne i en bil, og er eksempelvis ikke afhængig af, om skaden sker på en person, der selv er omfattet af reglerne om objektivt ansvar i medfør af færdselsloven.
På en række områder er det fastsat, at der gælder et objektivt ansvar for skadevoldende handlinger. Et sådant ansvar indebærer, at en person kan ifalde ansvar, selv om skadens opståen ikke kan bebrejdes den pågældende. Sådanne objektive regler findes for så vidt angår dyrs skadevoldende adfærd i hundeloven, Danske Lov og i mark- og vejfredsloven. Administrationen af sidstnævnte lov ligger i Fødevareministeriet.
Danske Lov indeholder en regel (DL 6-10-2) om objektivt ansvar for personskade, som forvoldes af visse større husdyr, herunder heste og køer. Reglen omfatter bl.a. skader forvoldt af løsgående heste, der er brudt ud af en indhegning, og som har forvoldt skade på en fodgænger. I henhold til retspraksis skal reglen imidlertid fortolkes indskrænkende, idet løsgående dyr, som forvolder skade ved sammenstød med en bil, jf. Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1974, side 692, ikke omfattes af det objektive erstatningsansvar. I et sådant tilfælde gælder derimod den ovenfor nævnte almindelige ulovbestemte erstatningsregel (culpa-reglen), hvorefter ejeren af dyret vil kunne blive draget erstatningsretligt til ansvar, hvis vedkommende har handlet uagtsomt eller forsætligt. Ved vurderingen af ejerens ansvar, vil der blandt andet kunne inddrages en vurdering af, om dyret har været indhegnet forsvarligt. Det bemærkes dog, at passagerer i en bil normalt også vil kunne opnå erstatning for personskade fra den involverede bils lovpligtige ansvarsforsikring. Denne forsikring dækker således på objektivt grundlag skader, som forvoldes ved et færdselsuheld.
Regler om pligt til at tegne en ansvarsforsikring er i praksis normalt kombineret med regler om objektivt ansvar. Dette er f.eks. tilfældet på færdselsområdet og efter hundeloven, hvor det er lovpligtigt at tegne en ansvarsforsikring på henholdsvis bilen og hunden.
En fravigelse af udgangspunktet om, at kun personer, der handler uagtsomt eller forsætligt, kan pålægges erstatningsansvar, bør efter min mening kræve, at der er et meget væsentligt behov herfor navnlig under hensyn til skadesrisikoen ved den pågældende aktivitet. Jeg finder ikke, at hold af husdyr generelt kan siges at indebære en særligt forhøjet risiko for skadeforvoldelse. På det foreliggende grundlag er det endvidere min opfattelse, at de foreliggende erfaringer med hensyn til skadelidtes muligheder for at få udbetalt erstatning i de tilfælde, hvor ejeren af et husdyr kan gøres ansvarlig (efter culpa-reglen), ikke tilsiger, at der er behov for en så vidtgående ordning som, at alle ejere af husdyr skal tegne ansvarsforsikring for de skader, som dyrene måtte forvolde.
Jeg har således ikke aktuelle overvejelser om at foreslå lovændringer på området.
Forsikring & Pension har i øvrigt oplyst, at hvis en bilejer har valgt at tegne en kaskoforsikring, vil denne forsikring normalt dække skader på bilen, der forvoldes ved sammenstød med større dyr.