Spm. nr. S 675
Til trafikministeren (13/11 03) af:
Jytte Wittrock (S):
»Vil ministeren redegøre for, hvorfor danske turistbusser ikke må køre med skibokse, og for hvordan disse regler adskiller sig fra de omkringliggende lande Norge, Sverige og Tyskland herunder begrundelse for eventuelle forskelle, og agter ministeren at ændre de nuværende regler i Danmark?«
Begrundelse
Der er i Danske Busvognmænds branche et ønske om at få de samme regler, som deres kollegaer i andre lande har.
Svar (21/11 03)
Trafikministeren (Flemming Hansen):
Det er ikke korrekt, at danske turistbusser ikke må køre med skibokse (skikasser), men det er korrekt at reglerne adskiller sig fra visse andre lande, idet vi hidtil har tilladt længder på indtil 13,85 m mod op til 15 m i visse andre lande.
Ved vedtagelsen af Europaparlamentets og Rådets direktiv 2002/7/EF af 18. februar 2002 om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik for visse køretøjer, blev Danmark forpligtet til at tillade busser på 15 m inklusive skiboks. Direktivet skal være gennemført i medlemslandene inden den 9. marts 2004.
I Danmark er ændringerne endnu ikke gennemført. Færdselsstyrelsen sendte 15. januar 2003 et udkast til ændring af reglerne i høring, i hvilken forbindelse der på foranledning af de kommunale parter blev indledt DUT-forhandlinger. Færdselsstyrelsen har fremlagt et løsningsforslag, som KL endnu ikke har tiltrådt endeligt.
Færdselsstyrelsen har, foranlediget af busvognmændenes ønske om skibokse, rykket de kommunale parter for et hurtigt svar i sagen.
Såfremt direktivet herefter ikke kan gennemføres indenfor 14 dage, agter Færdselsstyrelsen straks at ændre de nationale regler således, at de ønskede skibokse bliver lovlige.
Dermed søges branchens ønske om skibokse fuldt ud imødekommet, og jeg håber desuden, at de kommunale parter tilslutter sig således, at også det samlede direktiv og regelsæt om 15 m busser kan iværksættes hurtigst muligt.